LBK nr 364 af 04/03/2026
Børne- og Undervisningsministeriet
Bekendtgørelse af lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. § 18
Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at markedsføring af arbejdsmarkedsuddannelserne, vurdering af basale færdigheder i læsning, skrivning, stavning, regning eller matematik samt individuel kompetencevurdering efter denne lov skal ske i overensstemmelse med lovens formål.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. § 18
Bestemmelsen fastslår, at undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at der ved udbud af arbejdsmarkedsuddannelserne skal ske markedsføring af uddannelserne i overensstemmelse med lovens formål om en erhvervsrettet indsats primært for de beskæftigede på arbejdsmarkedet.
Udviklingen af arbejdsmarkedsuddannelserne vil efter forslaget ske til personer med uddannelse til og med erhvervsuddannelsesniveau. Uddannelserne udvikles, tilrettelægges og udbydes som en indsats rettet mod deltagernes mulighed for at kvalificere sig i overensstemmelse med arbejdsmarkedets behov. På baggrund heraf og af hensyn til at undgå unødigt tunge administrative procedurer i forhold til mindre grupper vil der ikke blive opbygget systemer til kontrol af tilknytningen til arbejdsmarkedet. Adgangen til uddannelserne vil være fri, og det vil også derfor være af afgørende betydning, at uddannelserne markedsføres relevant i forhold til hensigten om en erhvervsrettet indsats.
Kravene til markedsføringen vil udgøre tilskudsbetingelser for institutionerne. Kravene gælder omvendt ikke, når arbejdsmarkedsuddannelser udbydes som indtægtsdækket virksomhed.