Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 364 af 04/03/2026

Børne- og Undervisningsministeriet

Bekendtgørelse af lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. § 16c

c. Børne- og undervisningsministeren kan efter indhentet udtalelse fra efteruddannelsesudvalgene tilbagekalde udbudsgodkendelsen til en fælles kompetencebeskrivelse, hvis udbyderen de seneste 2 år ikke har opfyldt det fastsatte krav om minimumsaktivitet for den fælles kompetencebeskrivelse, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Udbyderen kan bibeholde udbudsgodkendelsen trods manglende overholdelse af den fastsatte minimumsaktivitet, hvis børne- og undervisningsministeren efter indhentet udtalelse fra efteruddannelsesudvalgene vurderer, at udbyderens godkendelse ikke bør tilbagekaldes, fordi et eller flere af følgende forhold foreligger:

  1. Årselevsaktiviteten er inden for hele den fælles kompetencebeskrivelse faldet 25 pct. eller mere inden for de seneste 2 år.

  2. Særlige geografiske forhold taler for at bevare udbuddet på den pågældende lokation.

  3. Der er kun én godkendt udbyder.

  4. Udbyderen er mindre end 0,1 årselev fra at opfylde det fastsatte krav om minimumsaktivitet, og den manglende opfyldelse skyldes uforudsete forhold, som ikke kan lægges udbyderen til last.

  5. En ekstraordinær udefrakommende situation eller ekstraordinære interne forhold har medført, at udbyderen har måttet lukke ned for så store dele af sin aktivitet inden for den fælles kompetencebeskrivelse, at udbyderen ikke har kunnet opfylde det fastsatte krav om minimumsaktivitet.

  6. Markante ændringer inden for den fælles kompetencebeskrivelse har medført, at udbyderen ikke har kunnet opfylde det fastsatte krav om minimumsaktivitet.

  7. Udbyderen er godkendt efter § 16, stk. 1, til udbud af en beslægtet fælles kompetencebeskrivelse eller efter lov om erhvervsuddannelser til udbud af hovedforløb i en beslægtet erhvervsuddannelse, og udbyderen sandsynliggør, at uddannelsesinstitutionen trods den manglende opfyldelse af det fastsatte krav om minimumsaktivitet er fagligt og økonomisk bæredygtig inden for det pågældende uddannelsesområde.

  8. Tilbagekaldelse vil få alvorlige konsekvenser for rekruttering eller fastholdelse af arbejdskraft til større byggeprojekter.

Stk. 3. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om beregningen af 2-årsfristen, om procedurer for tilbagekaldelse eller bibeholdelse af udbudsgodkendelser og om indsendelse af dokumentation for påberåbte forhold. Børne- og undervisningsministeren kan herunder fastsætte regler om, at indsendelsen skal ske digitalt, og hvilket format eller program indgivelsen skal ske i, og hvilke oplysninger der skal indgives.


Krydsreferencer

1 love refererer til denne paragraf

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. § 16c

Bestemmelsen omhandler godkendelse til at udbyde arbejdsmarkedsuddannelser.

Der henvises til de almindelige bemærkninger om udbud.

Det er hensigten, at godkendelse til at udbyde arbejdsmarkedsuddannelser sker i sammenhæng med godkendelse af de fælles kompetencebeskrivelser. Det vil indgå i godkendelsesovervejelserne, om institutionerne er godkendt til at udbyde grundlæggende erhvervsrettet uddannelse og dermed enkeltfag optaget i de fælles kompetencebeskrivelser, eller om de i øvrigt har uddannelsesmæssige og faglige kompetencer inden for det pågældende kompetenceområde. Godkendelse gives i forbindelse med godkendelse af kompetencebeskrivelserne og indebærer godkendelse til at udbyde alle arbejdsmarkedsuddannelser inden for en fælles kompetencebeskrivelse.

Godkendelse til udbud gives til offentlige eller private institutioner. For private institutioner er det altså en forudsætning for godkendelse, at de kan karakteriseres som uddannelsesinstitutioner, og at de underlægger sig en offentlig regulering af udbuddet. Da dette begreb tænkes at omfatte summen af de forudsætninger, der hidtil har været gældende i henhold til lov og bekendtgørelse, er der ikke forudsat nogen indskrænkning i forhold til de private udbydere ved anvendelse af ordet "uddannelsesinstitution".

Godkendelsen vil ske på baggrund af geografiske forhold og institutionens faglige profil, dvs. på baggrund af de uddannelser, institutionen p.t. er godkendt til at udbyde, og øvrige faglige forudsætninger.

Det forventes ikke, at mindre private kursusvirksomheder vil være i stand til at præstere den nødvendige faglige og pædagogiske ekspertise til at kunne opnå godkendelse efter denne bestemmelse til udbud af en hel eller flere fælles kompetencebeskrivelser.

Godkendelsen indebærer foruden godkendelse til at udbyde alle arbejdsmarkedsuddannelser optaget i en fælles kompetencebeskrivelse godkendelse til at udbyde individuel kompetenceafklaring i tilknytning hertil og særlige uddannelsesforløb for flygtninge og indvandrere sammensat af de arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag, som institutionen i øvrigt er godkendt til at udbyde. Godkendelsen indebærer samtidig godkendelse til at udbyde arbejdsmarkedsuddannelser, der optages i kompetencebeskrivelsen ved udvikling af nye uddannelser inden for beskrivelsens rammer for arbejdsmarkedsrelevant kompetenceudvikling.

For uddannelsesinstitutioner, der ikke kan dække alle arbejdsmarkedsuddannelser optaget i en fælles kompetencebeskrivelse, vil det indgå i overvejelserne, om:

  • Institutionen har en samarbejdsaftale med en anden uddannelsesinstitution, som har kompetence inden for den relevante ungdomsuddannelse.
  • Institutionen har samarbejdspartnere, som gør, at institutionerne tilsammen dækker de samlede arbejdsmarkedsuddannelser i en fælles kompetencebeskrivelse.
  • Udbuddet og holddannelsen regionalt gennemføres koordineret mellem de godkendte institutioner med henblik på, at minimere risikoen for aflysninger af hold på grund af for få elever.

Herudover vil der være mulighed for, at godkendte uddannelsesinstitutioner aftaler med andre godkendte institutioner, at de udbyder arbejdsmarkedsuddannelse på vegne af den godkendte institution på områder, hvor den institution, der laves aftale med ikke selv har opnået godkendelse (udlægning). Det vil være en forudsætning, at udlægningen ikke er til gene for andre godkendte udbydere.

Endelig vil godkendte uddannelsesinstitutioner have mulighed for at indgå aftale med private om gennemførelse af dele af arbejdsmarkedsuddannelserne.

Uddannelsesinstitutioner godkendt til at udbyde arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag inden for en fælles kompetencebeskrivelse kan udbyde de særlige forløb for flygtninge og indvandrere, der er sammensat af disse uddannelser og eventuel praktik. Udbuddet bestemmes af de samlede økonomiske rammer og efterspørgslen.

Pålæg til institutioner for erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse om at udbyde uddannelse forventes kun at blive givet, såfremt et lokalt behov er påtrængende, og der mod sædvane skulle vise sig vanskeligheder med at få uddannelserne udbudt. Hvis en godkendelse tilbagekaldes, fordi der ikke længere er behov for udbuddet vil det ske under hensyntagen til afvikling af igangværende aktivitet.