Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 364 af 04/03/2026

Børne- og Undervisningsministeriet

Bekendtgørelse af lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. § 16a

a. Ved vurderingen af, om en offentlig eller privat uddannelsesinstitution kan godkendes som udbyder af arbejdsmarkedsuddannelser, disses eventuelle delmål og enkeltfag, der er optaget i en fælles kompetencebeskrivelse, jf. § 16, stk. 1, 1. pkt., tager børne- og undervisningsministeren efter indhentet udtalelse fra efteruddannelsesudvalgene i betragtning, om uddannelsesinstitutionen

  1. har et tilstrækkeligt fagligt miljø til at varetage undervisning og aktiviteter inden for den fælles kompetencebeskrivelse,

  2. kan sikre forsyningssikkerhed, har tilstrækkelig kapacitet og kan bidrage til geografisk spredning inden for den fælles kompetencebeskrivelse,

  3. udviser fleksibilitet og tilpasningsevne og

  4. samarbejder med kommuner, herunder jobcentre, virksomheder og andre relevante aktører og med andre udbydere af voksen- og efteruddannelse.

Stk. 2. Børne- og undervisningsministeren tager endvidere i betragtning, om uddannelsesinstitutionen i sin ansøgning har angivet, at undervisning og aktivitet inden for én arbejdsmarkedsuddannelse i den ansøgte fælles kompetencebeskrivelse via udlægning vil blive afholdt af en anden angiven udbyder, der ikke er eller samtidig bliver godkendt til udbud af den samme fælles kompetencebeskrivelse. Den anden udbyder skal være indforstået med at være omfattet af ansøgningen.


Krydsreferencer

1 love refererer til denne paragraf

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. § 16a

Bestemmelsen omhandler godkendelse til at udbyde arbejdsmarkedsuddannelser.

Der henvises til de almindelige bemærkninger om udbud.

Det er hensigten, at godkendelse til at udbyde arbejdsmarkedsuddannelser sker i sammenhæng med godkendelse af de fælles kompetencebeskrivelser. Det vil indgå i godkendelsesovervejelserne, om institutionerne er godkendt til at udbyde grundlæggende erhvervsrettet uddannelse og dermed enkeltfag optaget i de fælles kompetencebeskrivelser, eller om de i øvrigt har uddannelsesmæssige og faglige kompetencer inden for det pågældende kompetenceområde. Godkendelse gives i forbindelse med godkendelse af kompetencebeskrivelserne og indebærer godkendelse til at udbyde alle arbejdsmarkedsuddannelser inden for en fælles kompetencebeskrivelse.

Godkendelse til udbud gives til offentlige eller private institutioner. For private institutioner er det altså en forudsætning for godkendelse, at de kan karakteriseres som uddannelsesinstitutioner, og at de underlægger sig en offentlig regulering af udbuddet. Da dette begreb tænkes at omfatte summen af de forudsætninger, der hidtil har været gældende i henhold til lov og bekendtgørelse, er der ikke forudsat nogen indskrænkning i forhold til de private udbydere ved anvendelse af ordet "uddannelsesinstitution".

Godkendelsen vil ske på baggrund af geografiske forhold og institutionens faglige profil, dvs. på baggrund af de uddannelser, institutionen p.t. er godkendt til at udbyde, og øvrige faglige forudsætninger.

Det forventes ikke, at mindre private kursusvirksomheder vil være i stand til at præstere den nødvendige faglige og pædagogiske ekspertise til at kunne opnå godkendelse efter denne bestemmelse til udbud af en hel eller flere fælles kompetencebeskrivelser.

Godkendelsen indebærer foruden godkendelse til at udbyde alle arbejdsmarkedsuddannelser optaget i en fælles kompetencebeskrivelse godkendelse til at udbyde individuel kompetenceafklaring i tilknytning hertil og særlige uddannelsesforløb for flygtninge og indvandrere sammensat af de arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag, som institutionen i øvrigt er godkendt til at udbyde. Godkendelsen indebærer samtidig godkendelse til at udbyde arbejdsmarkedsuddannelser, der optages i kompetencebeskrivelsen ved udvikling af nye uddannelser inden for beskrivelsens rammer for arbejdsmarkedsrelevant kompetenceudvikling.

For uddannelsesinstitutioner, der ikke kan dække alle arbejdsmarkedsuddannelser optaget i en fælles kompetencebeskrivelse, vil det indgå i overvejelserne, om:

  • Institutionen har en samarbejdsaftale med en anden uddannelsesinstitution, som har kompetence inden for den relevante ungdomsuddannelse.
  • Institutionen har samarbejdspartnere, som gør, at institutionerne tilsammen dækker de samlede arbejdsmarkedsuddannelser i en fælles kompetencebeskrivelse.
  • Udbuddet og holddannelsen regionalt gennemføres koordineret mellem de godkendte institutioner med henblik på, at minimere risikoen for aflysninger af hold på grund af for få elever.

Herudover vil der være mulighed for, at godkendte uddannelsesinstitutioner aftaler med andre godkendte institutioner, at de udbyder arbejdsmarkedsuddannelse på vegne af den godkendte institution på områder, hvor den institution, der laves aftale med ikke selv har opnået godkendelse (udlægning). Det vil være en forudsætning, at udlægningen ikke er til gene for andre godkendte udbydere.

Endelig vil godkendte uddannelsesinstitutioner have mulighed for at indgå aftale med private om gennemførelse af dele af arbejdsmarkedsuddannelserne.

Uddannelsesinstitutioner godkendt til at udbyde arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag inden for en fælles kompetencebeskrivelse kan udbyde de særlige forløb for flygtninge og indvandrere, der er sammensat af disse uddannelser og eventuel praktik. Udbuddet bestemmes af de samlede økonomiske rammer og efterspørgslen.

Pålæg til institutioner for erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse om at udbyde uddannelse forventes kun at blive givet, såfremt et lokalt behov er påtrængende, og der mod sædvane skulle vise sig vanskeligheder med at få uddannelserne udbudt. Hvis en godkendelse tilbagekaldes, fordi der ikke længere er behov for udbuddet vil det ske under hensyntagen til afvikling af igangværende aktivitet.