LBK nr 1177 af 05/11/2014
Beskæftigelses- og Ligestillingsministeriet
Kommunalbestyrelsen nedsætter et lokalt beskæftigelsesråd til at rådgive kommunen og til at samordne og udvikle den lokale forebyggende indsats for personer, der har svært ved at klare sig på arbejdsmarkedet.
Det lokale beskæftigelsesråd består af følgende medlemmer, der udpeges af kommunalbestyrelsen:
op til 3 efter indstilling fra Dansk Arbejdsgiverforening,
op til 3 efter indstilling fra Landsorganisationen i Danmark,
1 efter indstilling fra FTF,
1 efter indstilling fra Akademikerne,
op til 2 efter indstilling fra Danske Handicaporganisationer,
1 efter indstilling fra Praktiserende Lægers Organisation i egenskab af repræsentant for erhvervet praktiserende læger,
1 efter indstilling fra det lokale integrationsråd i de kommuner, hvor et sådant er nedsat, og
op til 2 fra relevante lokale foreninger efter indstilling fra de øvrige medlemmer af rådet i forening.
Stk. 2
Samtidig udpeger kommunalbestyrelsen på samme måde en suppleant for hvert medlem.
Stk. 3
Medlemmerne og suppleanterne udpeges for 4 år ad gangen, bortset fra formanden og dennes suppleant. Det lokale beskæftigelsesråds funktionsperiode regnes fra den 1. juni året efter det kommunale og regionale valgår. Finder udpegningen sted i løbet af en periode, gælder den til periodens udløb.
Stk. 4
Borgmesteren er formand for rådet. Varetages beskæftigelsesindsatsen i kommunen af et stående udvalg, kan borgmesteren beslutte, at formanden for det stående udvalg er formand for rådet. Formandens suppleant er henholdsvis viceborgmesteren og næstformanden i det stående udvalg. Formandens funktionsperiode følger den kommunale valgperiode.
Stk. 5
Rådet fastsætter selv sin forretningsorden.
Stk. 6
Kommunen varetager sekretariatsbistanden for det lokale beskæftigelsesråd.
Det lokale beskæftigelsesråd overvåger resultater og effekter af beskæftigelsesindsatsen i jobcenteret og rådgiver kommunen om tiltag til forbedring af indsatsen.
Stk. 2
Det lokale beskæftigelsesråd inddrages i udarbejdelsen af beskæftigelsesplanen, jf. § 23, og kan indstille til kommunen, at der sker ændringer i planen.
Stk. 3
Det lokale beskæftigelsesråd kan på baggrund af resultatrevisionen, jf. § 24, indstille til kommunen, at der sker ændringer i indsatsen.
Stk. 4
Det lokale beskæftigelsesråd kan indstille til det regionale beskæftigelsesråd, at beskæftigelsesregionen tager beskæftigelsesrettede initiativer, jf. §§ 8-12.
Stk. 5
Det lokale beskæftigelsesråd skal sammen med kommunen en gang årligt drøfte en samlet strategi for kommunens etablering af og opfølgning på anvendelse af nytteindsats efter § 42 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Kommunen skal løbende underrette det lokale beskæftigelsesråd om anvendelsen af virksomhedspraktik, herunder nytteindsats, efter kapitel 11 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og ansættelse med løntilskud efter kapitel 12 i samme lov. Underretningen sker via det landsdækkende system, som Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering stiller til rådighed for kommunerne. Kommunen skal løbende sende det lokale beskæftigelsesråd oversigter over pladser i virksomhedspraktik, herunder nytteindsats, og ansættelse med løntilskud.
Stk. 2
Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om kommunens underretning til det lokale beskæftigelsesråd efter stk. 1.
Staten afsætter årligt en bevilling til de lokale beskæftigelsesråd til fremme af særlige virksomhedsrettede lokale initiativer, herunder tværkommunale aktiviteter og initiativer, der sker i samarbejde med organisationer, der har relation og kendskab til lokale forhold. Der afsættes dog ingen bevilling for 2014.
Stk. 2
De lokale beskæftigelsesråd udarbejder inden for de overordnede rammer i beskæftigelsesplanen, jf. § 23, en plan for, hvilke initiativer der påtænkes gennemført i det kommende år med henblik på at styrke den virksomhedsrettede indsats. Planen sendes til høring hos kommunen.
Stk. 3
Er der uenighed mellem rådet og kommunen om, hvorvidt anvendelsen af midlerne ligger inden for de overordnede rammer i beskæftigelsesplanen, kan midlerne ikke anvendes.
Stk. 4
Kommunen udfører rådets beslutning om anvendelse af midlerne. Administration, regnskab m.v. varetages af kommunen.
Stk. 5
Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om fordeling, udbetaling, administration, regnskabsaflæggelse, revision, tilsyn m.v., herunder fordeling af uforbrugte midler til de lokale beskæftigelsesråd.
Midlerne efter § 47 anvendes til
efter lokale forhold at udvikle og underbygge virksomhedernes medvirken i virksomhedsrettede tilbud,
efter lokale forhold at udvikle nye tilbud og nye jobtyper til personer med begrænsninger i arbejdsevnen, eller som i øvrigt har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet,
opkvalificering og efteruddannelse af medarbejdere som led i aktiviteter eller initiativer efter § 47 eller
evaluering og formidling som led i aktiviteter eller initiativer efter § 47.
Kommunen betaler udgifterne ved de lokale beskæftigelsesråds virksomhed, jf. dog § 45, stk. 6.
Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at medlemmerne af de lokale beskæftigelsesråd får diæter, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse efter reglerne i § 16 a i lov om kommunernes styrelse, jf. dog stk. 3.
Stk. 2
En beslutning efter stk.1 skal omfatte alle medlemmer af rådet.
Stk. 3
Repræsentanten for Praktiserende Lægers Organisation, jf. § 45, stk.1, nr. 6, honoreres efter taksten for socialmedicinsk samarbejde efter landsoverenskomsten mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg og Praktiserende Lægers Organisation.