Search for a command to run...
LBK nr 1177 af 05/11/2014
Beskæftigelsesministeriet
Beskæftigelsesministeren etablerer og driver Jobnet som et landsdækkende system for registrering af jobannoncer fra arbejdsgivere og de jobsøgendes cv’er.
Stk. 2. De enkelte jobcentre er forpligtet til at indlægge stillingsopslag, der modtages fra arbejdsgiverne, i Jobnet.
Stk. 3. Cv-oplysninger og oplysninger om de lediges brug af Jobnet kan bruges til opfølgning på de lediges opfyldelse af rådighedsforpligtelsen, herunder til kontrol i medfør af bestemmelserne i §§ 68 og 68 b.
Stk. 4. Kommunerne er forpligtet til at udarbejde jobcenterets hjemmeside som en del af Jobnet og skal bruge de retningslinjer for design og logo, som er fælles for alle jobcentre.
Stk. 5. Med Jobnet som fælles indgang for borgere og virksomheder etablerer og driver beskæftigelsesministeren selvbetjeningsløsninger fælles for alle jobcentre.
Stk. 6. Data, som er registreret i selvbetjeningsløsninger, herunder tilmelding, cv-oplysninger for personer, der efter § 13, stk. 1, og § 73d, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats har pligt til at indlægge et cv i Jobnet, fraværsperioder, bekræftelse af jobsøgning og andre oplysninger til brug for sagsbehandling i kommunerne vedrørende beskæftigelsesindsatsen, indgår i det fælles datagrundlag.
Stk. 7. Data om enkeltpersoner, herunder data registreret i selvbetjeningsløsninger, vises ved opslag på den pågældende side på Jobnet (Min side) eller ved opslag i anden landsdækkende portal.
Stk. 8. De kommunale systemer skal indrettes på en sådan måde, at systemerne og Jobnet med tilhørende faciliteter til selvbetjening og opslag på Min side, jf. stk. 7, kan udveksle data og funktionaliteter ved brug af fællesoffentlige standarder.