LBK nr 1314 af 26/11/2024
Transportministeriet
Bekendtgørelse af lov om anlæg og drift af en fast forbindelse over Femern Bælt med tilhørende landanlæg i Danmark § 48
Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes overtrædelse af §§ 8 og 9 med bøde.
Stk. 2. I forskrifter, der udstedes i henhold til loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Krydsreferencer
1 love refererer til denne paragraf
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om anlæg og drift af en fast forbindelse over Femern Bælt med tilhørende landanlæg i Danmark § 48
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 fastsætter regler om straf i form af bøde ved overtrædelse af bestemmelserne i §§ 8 eller 9, det vil sige, hvis ændringer eller udvidelser af anlægsprojektet omfattet af bestemmelserne foretages uden den fornødne tilladelse fra Trafikstyrelsen. Bestemmelsen sikrer overholdelse af VVM-direktivets artikel 10 a og artikel 3, litra h, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (2008/99/EF) af 19. november 2008 om strafferetlig beskyttelse af miljøet (miljøstraffedirektivet).
Ændringer eller udvidelser af projektet uden tilladelse fra Trafikstyrelsen efter §§ 8 eller 9 kan endvidere udgøre en overtrædelse af anden lovgivning, jf. § 17.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 kan der i forskrifter udstedt i medfør af loven fastsættes straf i form af bøde. Bestemmelsen kan navnlig være relevant ved forskrifter, der udstedes i medfør af lovens § 1, stk. 5, § 8, stk. 3, § 9, stk. 3 og 5, § 13, stk. 6, § 14, stk. 1, § 16, stk. 2, og § 37, stk. 3.
Ved fastsættelse af bødens størrelse efter stk. 1 og 2 skal sikres overholdelse af miljøstraffedirektivets artikel 5, hvorefter medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de i direktivets artikel 3 og 4 omhandlede strafbare handlinger kan straffes med strafferetlige sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til den strafbare handling og har en afskrækkende virkning.
Det foreslås i stk. 3, at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. Det gælder både for overtrædelse af lovens §§ 8 eller 9 og for overtrædelse af regler i forskrifter udstedt i medfør af loven.