LBK nr 1314 af 26/11/2024
Transportministeriet
Bekendtgørelse af lov om anlæg og drift af en fast forbindelse over Femern Bælt med tilhørende landanlæg i Danmark § 20
For ledninger og andre forsyningsanlæg, der i forbindelse med anlæg eller drift af anlægsprojektet nævnt i §§ 1 og 2 anbringes på ejendomme tilhørende Femern A/S eller A/S Femern Landanlæg, fastsætter transportministeren de vilkår, der skal gælde for lednings- eller forsyningsanlæggets anbringelse og forbliven på ejendommen.
Stk. 2. Transportministeren kan af hensyn til anlæggelsen og driften af anlægsprojektet nævnt i §§ 1 og 2 fastsætte ændrede vilkår for ledninger og andre forsyningsanlæg, der befinder sig på ejendomme tilhørende Femern A/S eller A/S Femern Landanlæg.
Krydsreferencer
1 love refererer til denne paragraf
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om anlæg og drift af en fast forbindelse over Femern Bælt med tilhørende landanlæg i Danmark § 20
Femern A/S og A/S Femern Landanlæg vil som led i gennemførelsen af projektet erhverve en række ejendomme, hvorpå der befinder sig ledninger.
Ejeren af en ejendom skal give tilladelse til, at ledninger eller forsyningsanlæg placeres på ejendommen. Dette gælder, hvad enten ledningen eller forsyningsanlægget helt eller delvist tjener til ejendommens egen forsyning eller blot er en del af områdets almindelige distributionsnet. Hvis ledningen eller anlægget er anbragt på ejendommen af hensyn til ejendommens forsyning, antages det i almindelighed, at forsyningsselskabet kan stille saglige vilkår, som skal gælde for ledningens eller anlæggets placering på ejendommen som led i opfyldelse af forsyningspligten. Mange forsyningsselskaber har standardvilkår, som ofte ønskes tinglyst på den ejendom, hvor ledningen anbringes.
Det foreslås i stk. 1, at transportministeren fastsætter de vilkår, der skal gælde for ledninger og forsyningsanlæg, der i forbindelse med anlæg eller drift af anlægsprojektet placeres på ejendomme, som ejes af Femern A/S eller A/S Femern Landanlæg. Det forudsættes, at transportministeren forinden har gennemført en drøftelse med ledningsejeren eller forsyningsselskabet om disse vilkår. Ved fastsættelsen af vilkår sikrer transportministeren både hensynet til på den ene side anlægsprojektet og på den anden side hensynet til ledningen eller forsyningsanlægget. Transportministeren er således ikke forpligtet af indholdet af eventuelle standardvilkår.
Med bestemmelsen i stk. 2 foreslås transportministeren tillagt beføjelse til at fastsætte nye eller ændrede vilkår for eksisterende ledninger eller forsyningsanlæg, der måtte befinde sig på ejendomme, der ejes eller erhverves af Femern A/S eller A/S Femern Landanlæg, såfremt dette skønnes nødvendigt af hensyn til anlægsprojektet eller driften heraf, herunder af sikkerhedsmæssige hensyn. Det forudsættes, at transportministeren forinden har gennemført en drøftelse med ledningsejeren eller forsyningsselskabet om disse vilkår.
De foreslåede regler i § 20 vil i almindelighed have karakter af erstatningsfri regulering. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at beføjelsen til at fastsætte nye eller ændrede vilkår for eksisterende ledninger eller forsyningsanlæg vil kunne ramme en lednings- eller anlægsejer så økonomisk intensivt og atypisk hårdt, at der vil kunne være tale om et ekspropriativt indgreb mod den pågældende. Den pågældende lednings- eller anlægsejer vil i så fald efter den foreslåede § 21 have adgang til fuld erstatning for et eventuelt tab.