Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 1314 af 26/11/2024

Transportministeriet

Bekendtgørelse af lov om anlæg og drift af en fast forbindelse over Femern Bælt med tilhørende landanlæg i Danmark § 16

Kapitel 6 i lov om miljøbeskyttelse og regler udstedt i medfør heraf finder ikke anvendelse på ufarlige havbundsmaterialer, som flyttes inden for overfladevand med henblik på landindvinding i anlægsprojektet.

Stk. 2. Transportministeren kan fastsætte regler om, hvornår havbundsmaterialer er ufarlige, jf. stk. 1. Transportministeren kan endvidere fastsætte regler om prøvetagning, egenkontrol, tilsyn og håndhævelse af disse regler.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om anlæg og drift af en fast forbindelse over Femern Bælt med tilhørende landanlæg i Danmark § 16

Efter bestemmelsen i stk. 1 finder kapitel 6 i lov om miljøbeskyttelse og regler udstedt i medfør heraf ikke anvendelse på ufarlige havbundsmaterialer, som flyttes inden for overfladevand med henblik på landindvinding. Udtrykket »ufarlige« svarer til betingelsen i affaldsdirektivets artikel 2, stk. 3, om, at materialerne skal være »ikke-farlige".

Som det fremgår af afsnit 6.3.3. i de almindelige bemærkninger er det vurderingen, at kun omkring 5 % af de havbundsmaterialer (hovedsagelig tørv og gytje med ringe geotekniske egenskaber), som opgraves ved tunnelportalen og cut-and-cover-tunnelen ved Rødbyhavn, i tunnelrenden og i og omkring arbejdshavnen ved Rødbyhavn, vil være affald. Langt hovedparten af det opgravede materiale i projektet i øvrigt (ca. 95 %), som fortrinsvis forventes at bestå af sand og ler med gode tekniske egenskaber, der bevirker, at det kan anvendes i f.eks. anlæg på land, vurderes derimod ikke at være affald, men et biprodukt, jf. affaldsdirektivets artikel 5 og affaldsbekendtgørelsens § 2, stk. 2.

Bestemmelsen angår derfor kun de dele af havbundsmaterialerne i projektet, som har en beskaffenhed (ringe geotekniske egenskaber), der bevirker, at der ikke er tale om et bidprodukt, men affald. Bestemmelsen indebærer, at disse havbundsmaterialer undtages fra affaldsreglerne, så længe materialerne kun flyttes inden for overfladevand med henblik på landindvinding, dvs. konkret anvendes til landopfyldning. Materialer, der anvendes på land eller klappes (dumpes) andetsteds på søterritoriet end ved en landopfyldning, vil derimod ikke være omfattet af bestemmelsen. Disse materialer skal i stedet behandles efter de almindelige affaldsregler.

Bestemmelsen i stk. 2 giver transportministeren hjemmel til at fastsætte regler om, hvornår havbundsmaterialer skal betragtes som ufarlige. Transportministeren kan endvidere fastsætte regler om prøvetagning og egenkontrol for Femern A/S’ og A/S Femern Landanlægs regning og om tilsyn og håndhævelse. Det er hensigten, at transportministeren i samarbejde med miljøministeren bl.a. vil fastsætte nærmere regler med grænseværdier for indholdet af farlige stoffer i havbundsmaterialerne, prøvetagning og egenkontrol program for de materialer, som anvendes til landopfyldning. Disse regler skal sikre, at havbundsmaterialerne er ufarlige, og at betingelsen i affaldsdirektivets artikel 2, stk. 3, dermed er opfyldt. Farligt affald er defineret i affaldsdirektivets artikel 3, nr. 2, og affaldsbekendtgørelsens § 3, nr. 22.