Det foreslås i § 1, stk. 1, at transportministeren bemyndiges til at anlægge 1) en vejforbindelse over Vestvolden, som forbinder vejene Ruten og Langhusvej i Tingbjerg med vejen Bystævnet i Husum i terræn, jf. bilag 1, og 2) en bro over Vestvoldens voldgrav som led i vejforbindelsen nævnt i nr. 1.
Det betyder, at transportministeren herefter vil være bemyndiget til at anlægge den vej- og broforbindelse, som er nævnt i bestemmelsen.
I praksis vil det betyde, at det er Vejdirektoratet, som står for den egentlige gennemførelse af projektet.
Kort over linjeføringen af den nye vejforbindelse mellem Tingbjerg og Bystævneparken fremgår af lovens bilag 1.
Det foreslås i § 1, stk. 2, at efter færdiggørelsen af anlægsprojektet overdrager transportministeren vejanlægget, jf. § 1, stk. 1, til Københavns Kommune som en kommunevej.
I praksis vil det betyde, at efter færdiggørelsen af vejanlægget overdrager Vejdirektoratet dette til Københavns Kommune som kommunevej. Overdragelsen af den lokale vej følger af dette lovforslag og forudsætter ikke anvendelse af vejlovens regler om nedklassificering, jf. vejlovens § 12.
Når Københavns Kommune overtager det pågældende vejanlæg, vil kommunen samtidig blive vejmyndighed i medfør af vejlovens § 7. I overensstemmelse med den almindelige ordning i vejloven har kommunalbestyrelsen efter overdragelsen af vejanlægget de beføjelser og forpligtelser, som den kommunale vejmyndighed har i medfør af vejloven og anden lovgivning herunder vedligeholdelsesforpligtelsen, jf. vejlovens § 8, stk. 1.
Det følger af vejlovens § 6, stk. 1, at transportministeren er vejmyndighed for statsvejene. Af vejlovens § 6, stk. 2 følger det, at administrationen af statsvejene henlægges til Vejdirektoratet.
Af vejlovens § 7 fremgår det, at kommunalbestyrelsen er vejmyndighed for kommunevejene.
Af vejlovens § 12, stk. 1, 1. pkt., følger det, at det ved lov bestemmes, hvilke offentlige veje, der skal være statsveje, hvilke nye statsveje der skal anlægges, og hvilke der skal nedlægges eller overgå til anden status.
Det foreslås i § 2, at transportministeren er vejmyndighed under gennemførelsen af anlægsprojektet nævnt i § 1, stk. 1, som gennemføres efter reglerne om statslige vejanlæg i vejloven.
Det betyder, at transportministeren som vejmyndighed i anlægsfasen, dvs. i forbindelse med forberedelsen og udførelsen af anlægsprojektet, vil have de beføjelser og forpligtelser, som den statslige vejmyndighed har i medfør af vejloven og anden lovgivning, medmindre andet følger af lovforslaget. Transportministeren har alene denne kompetence inden for projektområdet, og kun indtil anlægsarbejdet er afsluttet, og vejanlægget er overdraget til Københavns Kommune. Det er hensigten, at transportministeren bemyndiger Vejdirektoratet til at forestå anlægsprojektet som anlægsmyndighed.
Bestemmelsen skal sikre, at transportministeren, i praksis Vejdirektoratet, kan gennemføre anlægsprojektet efter reglerne om etablering af statslige vejanlæg i vejloven, uanset at den anlagte vej skal have status af kommunevej efter overdragelsen af vejanlægget til Københavns Kommune. Vejdirektoratet kan således på baggrund af anlægsloven forberede og udføre anlægget efter vejlovens regler om statslige vejanlæg.
Det foreslås i § 3, at transportministeren kan foretage de dispositioner, som er nødvendige med henblik på gennemførelsen af anlægsprojektet i § 1, stk. 1.
Det vil medføre, at transportministeren kan gennemføre anlægsprojektet nævnt § 1, stk. 1, og de dertilhørende anlæg. Bestemmelsen vil udgøre hjemlen til at foretage de dispositioner, som er nødvendige med henblik på gennemførelsen af det samlede anlægsprojekt, herunder bl.a. ekspropriation, anlæg og nødvendige ledningsarbejder m.v.
Bestemmelsen medfører ikke i sig selv, at de omtalte anlæg og dispositioner kan udføres uden nødvendige godkendelser, tilladelser eller dispensationer som følge af anden lovgivning, medmindre anden lovgivning er fraveget med nærværende lovforslag.
Det er hensigten, at transportministeren bemyndiger Vejdirektoratet til at forestå anlægsprojektet som anlægsmyndighed.
Bemyndigelsen skal endvidere ses i sammenhæng med lovforslagets § 5, som forpligter transportministeren til at udføre afværgeforanstaltninger af hensyn til naturen ved gennemførelsen af anlægsprojektet.
Reglerne for miljøkonsekvensvurdering af statslige vejanlæg er i vejlovens kapitel 2 a.
Det følger af vejlovens § 17 a, stk. 3, at Vejdirektoratets etablering, udvidelse eller ændring af statslige vejanlæg og dertil knyttede projekter, der er omfattet af bilag 1 eller 2, jf. stk. 1 og 2, ikke kræver administrativ tilladelse, når projektet opnår tilladelse ved anlægslov. Projekter, hvor der meddeles tilladelse ved anlægslov, kan fritages fra høring af offentligheden, jf. § 17 h, stk. 6, forudsat at formålet med dette kapitel, jf. § 1, nr. 6, opfyldes.
Det foreslås i § 4, at anlægsprojektet nævnt i § 1, stk. 1, skal gennemføres inden for rammerne af de udførte vurderinger af projektets påvirkninger på miljøet, jf. kapitel 2 a i lov om offentlige veje m.v.
Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede § 1, stk. 1, hvorefter transportministeren bemyndiges til at gennemføre anlægsprojekterne i overensstemmelse med bestemmelserne i lovforslagets § 1, stk. 1, jf. lovens bilag 1 og projektbeskrivelsen i lovforslagets almindelige bemærkninger. Anlægsprojektets indvirkninger på miljøet er beskrevet og vurderet i de miljømæssige undersøgelser af projektet, som ligger til grund for Folketingets vedtagelse af loven.
For en nærmere beskrivelse af projektet henvises der til punkt 3.1.1 i de almindelige bemærkninger. For en sammenfatning af de gennemførte miljøkonsekvensvurderinger henvises til punkt 9 i de almindelige bemærkninger.
Med vedtagelsen af lovforslaget vil Folketinget meddele godkendelse af miljøkonsekvensvurderingerne til anlægsprojektet og godkendelse i forhold til habitatdirektivets artikel 6, stk. 3. Det betyder, at anlægsprojektet herefter som udgangspunkt skal gennemføres inden for rammerne af de udførte vurderinger af projektets indvirkninger på miljøet. Dette er i overensstemmelse med vejlovens § 17 a, stk. 3, hvoraf fremgår, at i de tilfælde, hvor Folketinget tillader et projekt ved anlægslov, skal der ikke meddeles administrativ godkendelse af miljøkonsekvensvurderinger. Loven træder i stedet for den administrative tilladelse.
Ved meddelelse af en administrativ godkendelse af miljøkonsekvensvurdering vil det være en forudsætning, eventuelt formuleret som et vilkår, at projektet etableres i overensstemmelse med de forudsætninger, der er lagt til grund i den tilvejebragte miljøkonsekvensrapport. Bestemmelsen i § 4 har et tilsvarende formål i forhold til gennemførelsen af anlægsprojektet. Det er en forudsætning, at projektet udføres inden for rammerne af de miljømæssige vurderinger, der fremgår af og er lagt til grund i miljøkonsekvensrapporterne.
Det påhviler således Vejdirektoratet som anlægsmyndighed – og i praksis dennes entreprenører – at udføre de pågældende anlægsarbejder på en sådan måde, at indvirkningerne på miljøet holdes inden for rammerne af de udførte vurderinger af projektets indvirkninger på miljøet.
Hvis der efter lovens vedtagelse sker ændringer i projektet, indebærer bestemmelsen i § 4 ikke en begrænsning i adgangen til at gennemføre ændringer eller udvidelser af anlægsprojektet, når dette i anlægsfasen sker i overensstemmelse med reglerne i vejlovens kapitel 2 a. Lovforslaget er heller ikke til hinder for, at andre anlægsmetoder med andre afledte miljømæssige konsekvenser, end dem som er beskrevet i loven, anvendes. Nye anlægsmetoder med andre miljømæssige konsekvenser end dem, der allerede er belyst i loven, skal i så fald vurderes i overensstemmelse med vejlovens kapitel 2 a.
Det foreslås i § 5, at ved gennemførelsen af anlægsprojektet nævnt i § 1, stk. 1, udfører anlægsmyndigheden afværgeforanstaltninger i henhold til de gennemførte miljøkonsekvensvurderinger, jf. kapitel 2 a i lov om offentlige veje m.v.
Som anlægsmyndighed vil Vejdirektoratet være forpligtet til at iværksætte afværgeforanstaltninger i det omfang, det er nødvendigt for at modvirke eventuel skadelig virkning som følge af anlægsprojektet, og hvis det vurderes nødvendigt af hensyn til de EU-retlige forpligtelser, der følger af fuglebeskyttelsesdirektivet og habitatdirektivet. For at tilgodese disse hensyn iværksættes der gennem loven afværgeforanstaltninger bl.a. for i nødvendigt omfang at medvirke til, at anlægsarbejdet ikke har en skadelig virkning for habitattyperne, arterne og bestandene.
I miljøkonsekvensrapporterne er beskrevet de afværgeforanstaltninger, som iværksættes. Andre mulige afværgeforanstaltninger end de, der er nævnt i miljøkonsekvensrapporterne, vil kunne blive identificeret i forbindelse med yderligere feltundersøgelser af området og den nærmere udmøntning af projekterne. Sådanne andre afværgeforanstaltninger vil kunne træde i stedet for dem, der er beskrevet i miljøkonsekvensrapporterne, i det omfang disse i øvrigt ikke vil kunne skade andre dele af miljøet. Såfremt det ikke er muligt at foretage tilstrækkelige undersøgelser, skal forsigtighedsprincippet bringes i anvendelse.
For en sammenfatning af de gennemførte miljøkonsekvensvurderinger henvises til punkt 9 Miljø og naturmæssige konsekvenser.
På baggrund af de forudsatte afværgeforanstaltninger er det vurderingen, at gennemførelsen af anlægsprojekterne kan ske inden for rammerne af naturbeskyttelseslovens §§ 29 a og 30, herunder artsfredningsbekendtgørelsen, § 6 a, stk. 1 og 2, og § 7 i jagtloven, der gennemfører artsbeskyttelsen i EU᾽s fuglebeskyttelsesdirektiv artikel 5 og habitatdirektivets artikel 12.
Projektarealet, jf. den foreslåede § 1, stk. 1, og bilag 2, er i dag omfattet af to fredninger i henhold til naturbeskyttelseslovens regler.
For det første er arealet omfattet af afgørelse af 7. juni 1993 om fredning efter naturfredningslovens kapitel III (nu naturbeskyttelseslovens kapitel 6) af fæstningsanlægget Vestvolden med tilgrænsende områder truffet af Fredningsnævnet for Københavns Amtsrådskreds.
Ifølge fredningens § 1 er formålet at beskytte fæstningsanlægget Vestvolden som historisk monument og derved sikre en opretholdelse og muliggøre en forbedret oplevelse af de kulturhistoriske værdier, der knytter sig til anlægget, at bevare og forbedre de landskabelige og biologiske værdier, der er knyttet til fredningsområdet, herunder at sikre fæstningsanlægget passende omgivelser og øge områdets funktion som spredningskorridor for plante- og dyreliv, og at fastholde og sikre offentlighedens ret til at færdes i området samt at regulere områdets anvendelse til almene fritidsformål i øvrigt.
For så vidt angår tilstandsændringer må der ifølge fredningens § 2 ikke foretages ændringer af den nuværende tilstand i fredningsområdet, medmindre det er umiddelbart tilladt i de efterfølgende bestemmelser, tillades eller foretages af plejemyndigheden efter § 10 i henhold til en plan som nævnt i § 11, eller tillades ved en dispensation i medfør af naturbeskyttelseslovens § 50, stk. l. Forbuddet mod tilstandsændringer omfatter også f.eks. etablering af nye ledningsanlæg (herunder nedgravede), varige terrænændringer, ændringer i vegetationsforholdene og anbringelse af reklameskilte, hegn og master.
For det andet er arealet omfattet af afgørelse af 13. juli 2000 om fredning af Utterslev Mose m.v. truffet af Fredningsnævnet for København.
Ifølge fredningens § 1 er formålet at sikre området som parkområde, at opretholde og muliggøre en forbedring af områdets biologiske, landskabelige og rekreative værdier under hensyntagen til den historiske baggrund for områdets nuværende udformning, at fastholde og regulere almenhedens ret til færdsel i området og dets anvendelse til fritidsformål og at sikre området som en del af det regionale system af grønne områder, specielt sammenhængen med Vestvolden og med Hjortespringskilens grønne områder.
Det fremgår af fredningens § 2, stk. 1, at der ikke må foretages terrænændringer og ændringer i vegetationsforholdene, med mindre sådanne tilstandsændringer er umiddelbart tilladt i stk. 2-5 eller tillades eller foretages af Københavns Kommune som plejemyndighed efter § 4.
Der må ifølge fredningens § 5 ikke opføres bebyggelse eller etableres andre anlæg, med mindre det umiddelbart er tilladt i de efterfølgende bestemmelser eller tillades eller foretages af Københavns Kommune som plejemyndighed efter § 4.
Det foreslås i § 6, stk. 1, at afgørelse af 7. juni 1993 om fredning efter naturfredningslovens kapitel III af fæstningsanlægget Vestvolden med tilgrænsende områder truffet af Fredningsnævnet for Københavns Amtsrådskreds ikke gælder for det areal, der er omfattet af vejanlægget nævnt i § 1, stk. 1, jf. bilag 2.
Det foreslås i § 6, stk. 2, at afgørelse af 13. juli 2000 om fredning af Utterslev Mose m.v. truffet af Fredningsnævnet for København ikke gælder for det areal, der er omfattet af vejanlægget nævnt i § 1, stk. 1, jf. bilag 2.
For så vidt angår Vestvolden-fredningen omfatter forslaget en del af matrikelnummer 4b Husum, København.
For så vidt angår Utterslev Mose-fredningen omfatter forslaget en del af matrikelnummer 1702 Husum, København, og en del af matrikelnummer 3368a Husum, København.
Arealet, der er omfattet af vejanlægget, fremgår af bilag 2 som det blå skraverede område. Arealets koordinater fremgår af bilag 2 som koordinater til ”Permanent areal til ny vej”.
Som led i anlægsloven vil de to fredninger ikke længere gælde for det areal, som er omfattet af vejanlægget nævnt i lovforslagets § 1, stk. 1, når loven træder i kraft.
Det foreslås i § 6, stk. 3, at afgørelse af 7. juni 1993 om fredning efter naturfredningslovens kapitel III af fæstningsanlægget Vestvolden med tilgrænsende områder truffet af Fredningsnævnet for Københavns Amtsrådskreds ikke gælder for de midlertidige arbejdsarealer til anlægsprojektet nævnt i § 1, stk. 1, jf. bilag 2, indtil færdiggørelsen og overdragelsen af vejanlægget.
Det foreslås i § 6, stk. 4, at afgørelse af 13. juli 2000 om fredning af Utterslev Mose m.v. truffet af Fredningsnævnet for København ikke gælder for de midlertidige arbejdsarealer til anlægsprojektet nævnt i § 1, stk. 1, jf. bilag 2, indtil færdiggørelsen og overdragelsen af vejanlægget.
De midlertidige arbejdsarealer fremgår af bilag 2 som det areal, der på kortet ligger mellem det blå skraverede område og den pink linje. De midlertidige arbejdsarealers koordinater fremgår af bilag 2 som koordinater til ”Midlertidigt areal til brug i anlægsfasen”.
Forslaget betyder, at fredningen af arealerne nævnt i stk. 1 og 2 ikke gælder for den del af arealet, hvor selve vejanlægget skal etableres. Dette areal er klart afgrænset i bilag 2 med bl.a. angivelse af koordinater for arealerne, som de relevante fredninger ikke skal gælde for, jf. ovenfor. For så vidt angår den del af arealerne, som kun skal anvendes til midlertidige arbejdsarealer, foreslås det, at fredningerne ikke skal gælde, indtil vejanlægget er etableret og overdraget til Københavns Kommune. Dette areal er afgrænset i bilag 2 med angivelse af koordinater for arealer, som relevante fredninger ikke skal gælde for i midlertidig periode, jf. ovenfor.
Det bemærkes dog i den forbindelse, at nærværende lovforslag fremsættes samtidig med forslag til lov om fravigelse af begrænsninger for anvendelsen af dele af arealerne i det almene boligområde Tingbjerg/Utterslevhuse i Københavns Kommune, som bl.a. indeholder forslag til, at fredningen af dele af de arealer, der i bilag 2 til nærværende lovforslag er afgrænset som arbejdsarealer, ikke skal gælde, herunder efter anlægsprojektets færdiggørelse og overdragelsen af vejanlægget til Københavns Kommune. Der er tale om den del af arbejdsarealet, der ligger på matrikelnummer 1702 Husum, København.
Med forslaget sikres, at de to fredninger gælder i det omfang, som det er muligt, samtidig med at anlægsprojektets formål opnås.
Der henvises til punkt 3.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
De arealer, hvorpå anlægsprojektet skal gennemføres, er omfattet af en række bestemmelser i den almindelige natur- og miljølovgivning, herunder planloven, naturbeskyttelsesloven og museumsloven, som regulerer adgangen til at foretage fysiske arbejder eller indgreb på arealer.
Det foreslås i § 7, stk. 1, at gennemførelse af anlægsprojektet efter § 1, herunder etablering af afværgeforanstaltninger, ikke kræver dispensation efter § 65, stk. 1-2, i lov om naturbeskyttelse.
De fravegne bestemmelser omhandler miljøministerens og kommunalbestyrelsens mulighed for at dispensere fra visse bestemmelser i lov om naturbeskyttelse i henhold til lovens § 65, stk. 1-2.
Forslaget undtager anlægsprojektet nævnt i det foreslåede § 1, stk. 1, fra at indhente en dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 1-2.
Med vedtagelsen af anlægsloven bemyndiges transportministeren til at gennemføre anlægsprojektet i anlægslovens § 1. Placering af vejanlægget fastlægges ved anlægsloven. Projektet vil ikke kunne realiseres uden dispensation fra de omtalte beskyttelseslinjer, hvorfor det vurderes mest hensigtsmæssigt, at kravet om dispensation fra beskyttelseslinjerne fraviges i anlægsloven.
Forslaget indebærer, at der kan foretages tilstandsændringer af en række af de naturtyper, der bl.a. er nævnt i naturbeskyttelseslovens §§ 3 (forbud mod tilstandsændringer af visse naturtyper), 16 (sø- og åbeskyttelseslinjen), 17 (skovbyggelinjen) og 18 (fortidsmindebeskyttelseslinjen), som berøres i forbindelse med anlægsprojektet, uden at der skal søges dispensation hertil hos kommunen eller miljøministeren.
Forslaget har til formål at regulere forholdet mellem anlægsloven og de regler i naturbeskyttelsesloven, der stiller krav om dispensation eller tilladelse m.v. inden foretagelse af fysiske dispositioner nær visse naturtyper og fredede områder.
Bestemmelsen har ikke betydning for det beskyttelsesniveau, som normalt vil blive varetaget gennem de fravegne bestemmelser. Hensynene bag disse regler varetages fortsat i anlægsprojektet ved, at Vejdirektoratet som anlægsmyndighed ved udførelsen af projektet skal overholde anlægsloven og de retningslinjer, der fremgår af lovforslagets bemærkninger, samt rammerne i de miljømæssige undersøgelser. Disse rammer sikrer samlet en varetagelse af de hensyn, som normalt ville blive varetaget gennem de fravegne bestemmelser. Administrative tilladelser vil således ikke bidrage til et øget beskyttelsesniveau.
Der henvises til de almindelige bemærkninger samt miljøkonsekvensvurderingerne for en beskrivelse af de relevante arbejder, som gennemføres i anlægsprojektet, og som normalt kan kræve tilladelse efter de omhandlede bestemmelser.
Det foreslås i § 7, stk. 2, 1. pkt., at kapitel 8 og 8 a i museumsloven ikke finder anvendelse ved gennemførelse af anlægsprojektet efter § 1, stk. 1.
De fravegne bestemmelser angår bl.a. regler om sikring af kultur- og naturarven i forbindelse med den fysiske planlægning og forberedelse af jordarbejder m.v., herunder arkæologiske og naturhistoriske undersøgelsesopgaver i tilknytning hertil.
Bevaringsværdige hensyn efter museumsloven for så vidt angår arealer, der er nødvendige for gennemførelsen af de i § 1, stk. 1, nævnte arbejder, varetages således af transportministeren efter denne lov.
Transportministeren vil således blive bemyndiget til helt eller delvist at fravige beskyttelsen af fortidsminder, der er beskyttet efter museumsloven. Det bemærkes, at transportministeren under alle omstændigheder vil følge principperne i museumsloven, herunder at det lokale, statsanerkendte arkæologiske museum får mulighed for at foretage nødvendige undersøgelser, inden anlægsarbejdet gennemføres.
Som følge af museumsloven skal anlægsmyndigheden, hvis der under anlægsarbejdet fremkommer arkæologiske fund, standse arbejdet i det omfang, det berører fortidsmindet. Fundet vil herefter blive anmeldt til Kulturministeriet, som vil blive anmodet om at vurdere, hvorvidt arbejdet kan fortsætte, eller om det skal indstilles, indtil der er foretaget en nærmere undersøgelse.
Transportministeren vil i stedet efter denne lov vurdere de bevaringsmæssige hensyn efter museumsloven i forhold til det konkrete anlægsprojekt. Transportministeren vil i forbindelse med anvendelsen af denne bestemmelse inddrage de relevante instanser til belysning af sagerne.
Det foreslås i § 7, stk. 2, 2. pkt., at reglerne om kommune- og lokalplaner i lov om planlægning og regler udstedt i medfør heraf ikke finder anvendelse ved gennemførelse af anlægsprojektet nævnt i § 1, stk. 1.
Forslaget betyder, at planlovens regler om tilvejebringelse af kommune- og lokalplaner eller regler om dispensation fra eksisterende lokalplaner og byplanvedtægter m.v. ikke finder anvendelse ved gennemførelsen af anlægsprojektet. Bekendtgørelser udstedt i medfør af planlovens § 3, herunder landsplandirektiv for hovedstadsområdets planlægning, Fingerplan 2019, der bl.a. indeholder udpegning af og bestemmelser for grønne kiler, finder heller ikke anvendelse.
Fravigelsen af reglerne om kommune- og lokalplanlægning er begrundet i, at anlægsloven udgør den retlige ramme for anlægsprojektet, og gennemførelsen af anlægsprojektet kræver derfor ikke fysisk planlægning efter planloven. Det er således ikke påkrævet at vedtage nye planer eller ændre i eksisterende planlægning for at kunne gennemføre anlægsprojektet. Arbejderne, som følge af anlægsprojektet nævnt i § 1, stk. 1, i både det permanente og det midlertidige projektområde kræver heller ikke dispensation eller lignende fra eksisterende planlægning.
Eksisterende kommune- og lokalplaner for de arealer, som anlægsloven omhandler, ophæves ikke med anlægsloven. Planerne finder imidlertid ikke anvendelse i forbindelse med anlægsprojektets udførelse. Eventuelle ændringer af anlægsprojektet, før vejen overdrages til Københavns Kommune, udløser ikke krav om nye planvedtagelser.
Det foreslås i § 7, stk. 3, at hensynene bag de bestemmelser, der er nævnt i stk. 1 og 2, varetages ved gennemførelsen af projektet af anlægsmyndigheden efter denne lov.
Det betyder, at selv om de foreslåede § 7, stk. 1 og 2, indebærer, at dele af den almindelige natur-, museums- og planlovgivning fraviges, varetages hensynene bag disse regler stadigvæk i anlægsprojektet ved, at Vejdirektoratet som anlægsmyndighed ved udførelsen af projektet skal overholde anlægsloven og de retningslinjer, der fremgår af lovforslagets bemærkninger, samt rammerne i de miljømæssige undersøgelser. Det er hensigten, at Vejdirektoratet som anlægsmyndighed fortsat vil gennemføre anlægsprojektet i dialog med de kommunale og statslige myndigheder omkring hensigtsmæssig arealanvendelse, adgangsforhold, beskyttelsesforhold og lignende.
Fravigelsen sikrer samlet en varetagelse af de hensyn, som normalt ville blive varetaget gennem de fravegne bestemmelser. Bestemmelsen har ikke betydning for det beskyttelsesniveau, der normalt varetages af bestemmelserne.
De bestemmelser og krav om tilladelse, godkendelse eller dispensation i den øvrige lovgivning, som ikke udtrykkeligt fraviges, finder stadig anvendelse for anlægsprojektet, herunder også reglerne i lovene om tilsyn, håndhævelse og straf. Tilsvarende gælder for andre regler, f.eks. om erstatning eller om miljøskade i de respektive love.
Bestemmelsen regulerer dog kun arbejder, der er omfattet af lovforslagets § 1, herunder afværgeforanstaltninger omfattet af § 4. Udførelse af arbejder, der ikke er omfattet af § 1, forudsætter således stadig, at Vejdirektoratet indhenter de fornødne tilladelser og dispensationer m.v. efter den i § 7 nævnte lovgivning.
Det bemærkes, at de foreslåede § 7, stk. 1 og 2, alene finder anvendelse i anlægsfasen af projektet. Ved den efterfølgende administration efter de nævnte love, skal det lægges til grund, at anlægget kan drives og vedligeholdes på normal vis, når anlægsprojektet er gennemført, og hvis der som led i driftsfasen skal foretages nye ændringer i tilstanden i f.eks. et fredet område eller et naturområde, finder de normale regler anvendelse.
Vejdirektoratet vil i forbindelse med den praktiske tilrettelæggelse af anlægsarbejdet samarbejde med de relevante myndigheder.
I forbindelse med gennemførelsen af projektet omtalt i forslaget til § 1, stk. 1, vil der skulle indhentes diverse administrative tilladelser, f.eks. efter lov om forurenet jord og lov om miljøbeskyttelse.
Efter gældende ret kan kommunalbestyrelsens eller en statslig myndigheds afgørelser påklages til anden administrativ myndighed (administrativ rekurs).
Efter kapitel VI i lov om kommunernes styrelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 69 af 23. januar 2024, fører Ankestyrelsen tilsyn med, at kommunerne overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder i det omfang, der ikke er særlige klage- og tilsynsmyndigheder, der kan tage stilling til den pågældende sag. Af samme lovs kapitel VII følger det, at økonomi- og indenrigsministeren, nu indenrigs- og sundhedsministeren, er rekursinstans i forhold til en række nærmere angivne afgørelser om sanktioner, samtykke og godkendelse, som træffes af Ankestyrelsen, samt at ministeren er øverste tilsynsmyndighed i forhold til Ankestyrelsens dispositioner eller undladelser som led i udøvelsen af tilsynet. Det følger af § 1, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse, at reglerne viger for anden lovgivning.
Ifølge naturbeskyttelseslovens kapitel 12 kan bl.a. kommunalbestyrelsens afgørelser efter loven eller de regler, der udstedes efter loven, Fredningsnævnets afgørelser efter naturbeskyttelsesloven § 50, stk. 1, miljøministerens afgørelser efter nærmere fastsatte bestemmelser i naturbeskyttelsesloven eller regler fastsat med hjemmel i loven som udgangspunkt påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Efter kapitel 16 i vandløbsloven kan vandløbsmyndighedens (kommunalbestyrelsens) afgørelser, bortset fra afgørelser om erstatning og andre økonomiske spørgsmål, og miljøministerens afgørelser efter § 37 a som udgangspunkt påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Dog kan afgørelser efter lovens kapitel 11 a (om miljøskade) som udgangspunkt ligeledes påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
I § 8, stk. 1, foreslås det, at kommunalbestyrelsens afgørelse vedrørende anlægsprojektet nævnt i § 1, stk. 1, som træffes efter lov om naturbeskyttelse og lov om vandløb m.v. samt regler udstedt i medfør af disse love, ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.
Med bestemmelsen foreslås det, at reglerne om klageadgang, klagemyndighed og opsættende virkning af klage over afgørelser truffet af kommunalbestyrelsen eller en statslig myndighed vedrørende anlægsprojektet, som træffes efter lov om naturbeskyttelse og lov om vandløb samt regler udstedt i medfør heraf fraviges. Klage over afgørelser efter de nævnte love i forbindelse med det foreslåede anlægsprojekt vil således ikke følge de normale regler i de respektive love, men afskæres.
Det vil fortsat være muligt at klage over afgørelserne til Folketingets Ombudsmand, hvilket ikke vil have opsættende virkning. Afgørelserne kan desuden fortsat indbringes for domstolene, dog med de frister, der fremgår af lovforslagets § 15, stk. 1. Bestemmelsen er ikke begrænset til arbejder i projektområdet, idet bestemmelsen også omfatter andre afgørelser efter de i § 8, stk. 1, nævnte love, når disse påvirker adgangen til at gennemføre projektet eller kan medføre forsinkelse eller lignende. I et sådan tilfælde skal det dog være uproblematisk at vurdere, at en afgørelse kan siges at påvirke projektet.
Behandlingen af sagerne er i øvrigt fortsat reguleret af de nævnte love, dvs. at de regler, der gælder for ansøgninger, regler om tilsyn og straf og om fremgangsmåden ved afgørelser, ligeledes gælder uændret. Tilsvarende gælder de krav og betingelser, som gælder for tilladelser, dispensationer m.v. efter lovene.
Hvor bestemmelserne i de nævnte love indeholder skønsmæssige beføjelser, og hvor der efter disse kan tages hensyn til bygherrens interesser og samfundets interesser i et givet projekt, er det den generelle vurdering, at hensynet til anlægsprojektet kan indgå med betydelig vægt.
Afskæring af klageadgangen gælder alene under anlægsfasen og finder dermed ikke længere anvendelse, når projektet er afsluttet, uanset om der herefter måtte være behov for afgørelser efter de nævnte love.
I § 8, stk. 2, foreslås det, at de kommunale tilsynsmyndigheder ikke fører tilsyn med kommunalbestyrelsens afgørelser omfattet af stk. 1.
Fravigelsen af reglerne om klageadgang, klagemyndighed og opsættende virkning af klage i 8, stk. 1, kan indebære, at de kommunale tilsynsmyndigheder får en kompetence, som de ikke har efter gældende lovgivning. Da dette ikke er hensigten, foreslås det i § 8, stk. 2, at de kommunale tilsynsmyndigheder ikke fører tilsyn med kommunalbestyrelsens afgørelser omfattet af stk. 1. Der henvises til ovenstående begrundelse for at fravige reglerne om klageadgang i de i § 8, stk. 1, nævnte love.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at hverken Ankestyrelsen eller Indenrigs- og Sundhedsministeriet har kompetence til at føre tilsyn med kommunalbestyrelsens afgørelser efter stk. 1, herunder sagsbehandlingsregler, hvor vurderingen af lovligheden bedst kan foretages sammen med en vurdering af lovligheden af afgørelsen, f.eks. begrundelse, lovlige/saglige kriterier og officialmaksimen.
Det er alene afgørelser efter stk. 1, som de kommunale tilsynsmyndigheder afskæres fra at føre tilsyn med. Således vil de kommunale tilsynsmyndigheder ikke kunne påse kommunernes overholdelse af f.eks. reglerne i forvaltningsloven om inhabilitet, partsaktindsigt, partshøring m.v. samt aktindsigt efter offentlighedsloven.
Der henvises i øvrigt til punkt 3.4.4. i de almindelige bemærkninger.
Det foreslås i § 9, at bestemmelserne i §§ 7 og 8 tilsvarende finder anvendelse på ændringer og udvidelser af anlægsprojektet nævnt i § 1, stk. 1.
Bestemmelsen vil bl.a. medføre, at tilladte projektændringer og -udvidelser, herunder nye eller ændrede afværgeforanstaltninger, også kan gennemføres uden anvendelse af den i § 7 nævnte lovgivning, og at klageadgangen efter de i § 8 nævnte love tilsvarende er afskåret for afgørelser, som vedrører ændringen eller udvidelsen af anlægsprojektet.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets §§ 7 og 8 med tilhørende bemærkninger.
Det følger af vejlovens § 77, stk. 1 og 2, om gæsteprincippet, at arbejder på ledninger i eller over offentlige veje, herunder om nødvendig flytning af ledninger i forbindelse med arbejder, der iværksættes af vejmyndigheden inden for rammerne af de formål, som vejmyndigheden kan varetage, betales af ledningsejeren, medmindre andet er særligt bestemt ved aftale, kendelse afsagt af en ekspropriationskommission nedsat i henhold til lov om fremgangsmåde ved ekspropriation af fast ejendom eller afgørelse truffet af en kommunalbestyrelse efter vandforsyningslovens §§ 37 og 38, jf. § 40. Tilsvarende bestemmelser findes i § 70 i lov om private fællesveje for så vidt angår ledninger i eller over private fællesveje i byer og bymæssige områder. Der henvises til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.7.1.
Det foreslås i § 10, stk. 1, at arbejder på ledninger i eller over arealer i området, hvor et anlægsprojekt nævnt i § 1 skal gennemføres, herunder om nødvendigt flytning af ledninger, i forbindelse med arbejder, der iværksættes af anlægsmyndigheden under gennemførelsen af anlægsprojektet, betales af ledningsejeren, jf. dog stk. 2
Det medfører at arbejder på ledninger i eller over arealer i området, hvor projekter nævnt i § 1 skal gennemføres, herunder om nødvendigt flytning af ledninger i forbindelse med arbejder, der iværksættes under gennemførelsen af projektet, betales af ledningsejeren.
Det foreslås i § 10, stk. 2, at stk. 1 ikke finder anvendelse, hvis andet er særligt bestemt ved aftale, ved kendelse afsagt af en ekspropriationskommission nedsat i henhold til lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom eller ved afgørelse truffet af en kommunalbestyrelse efter vandforsyningslovens §§ 37 og 38, jf. § 40.
Det foreslås i § 10, stk. 3, at arbejder på ledninger, jf. stk. 1, udføres af vedkommende ledningsejer, medmindre andet er særlig aftalt eller fremgår af stk. 2.
Det medfører, at det bliver præciseret, at ledningsarbejder udføres af ledningsejer. For ledningsarbejder inden for offentligt vejareal følger det af vejlovens § 77, stk. 3. Uden for offentligt vejareal er udgangspunktet og praksis desuden, at det er ledningsejer, der udfører ledningsarbejderne, men med forslaget til stk. 3, præciseres dette.
Det følger af vejlovens § 79, stk. 1, at i forbindelse med en vejmyndighedsarbejder efter § 77, der iværksættes af vejmyndigheden inden for rammerne af de formål, som vejmyndigheden kan varetage, skal vejmyndigheden tage hensyn til ledninger i eller over vejarealet.
Af vejlovens § 79, stk. 2, fremgår det, at vejmyndigheden så tidligt som muligt skal drøfte et planlagt arbejde med ledningsejeren med henblik på at undersøge, hvordan arbejdet kan tilrettelægges på den mest hensigtsmæssige måde for vejmyndigheden og ledningsejeren.
Forsyningsledninger er vigtige infrastrukturanlæg, og det er anerkendt i gældende ret, at anlægsmyndigheder i forbindelse med anlægsprojekter skal vise hensyn til ledningerne, herunder så tidligt som muligt drøfte et planlagt arbejde med ledningsejeren med henblik på, at arbejdet tilrettelægges på den mest hensigtsmæssige måde for både myndigheden og ledningsejeren. Formålet er at sikre, at ledningsejeren får mulighed for at fremsætte forslag til eventuelle ændringer af det planlagte anlægsarbejde, når dette medfører, at ledningsejeren skal afholde udgifter til arbejder på eller flytning af ledningen. Ledningsejeren skal således inddrages med henblik på at undersøge, hvordan et anlægsarbejde kan tilrettelægges på den samfundsøkonomisk mest hensigtsmæssige måde.
Det foreslås i § 11, stk. 1, at i forbindelse med gennemførelsen af et anlægsprojekt nævnt i §§ 1 og 2 skal anlægsmyndigheden tage hensyn til ledninger omfattet af § 10 og så tidligt som muligt drøfte et planlagt arbejde med ledningsejeren med henblik på at undersøge, hvordan anlægsarbejdet kan tilrettelægges på den mest hensigtsmæssige måde for begge parter.
Bestemmelsen indebærer, at Vejdirektoratet som anlægsmyndighed skal koordinere anlægsarbejdet med ledningsarbejderne bl.a. ved så tidligt som muligt at indgå i en dialog med ledningsejerne og ved at udarbejde ledningsprotokoller m.v.
Det foreslås i § 11, stk. 2, at kan der ikke opnås enighed mellem anlægsmyndigheden og ledningsejeren omfattet af § 10, om hvordan planlagte anlægsarbejder på de arealer, hvori eller hvorover ledningerne er anbragt, skal tilrettelægges, kan transportministeren efter at have meddelt ledningsejeren, at det planlagte anlægsarbejde påbegyndes, gennemføre anlægsarbejdet og kræve bestemte ledningsarbejder udført af ledningsejeren.
Det medfører, at hvis ikke der kan opnås enighed med ledningsejeren om, hvordan planlagte anlægsarbejder på de arealer, hvori eller hvorover ledningerne er anbragt, skal tilrettelægges, kan transportministeren efter at have meddelt ledningsejeren, at det planlagte anlægsarbejde på arealet påbegyndes, gennemføre anlægsarbejdet og kræve bestemte ledningsarbejder udført af ledningsejeren.
Med bestemmelsen fastsættes det, hvad der skal gælde, såfremt der ikke kan opnås enighed med ledningsejeren om, hvordan planlagte anlægsarbejder på arealer, hvori og hvorover ledninger er anbragt, skal tilrettelægges. Transportministeren kan i så fald kræve, det vil sige påbyde ledningsejeren at udføre de ledningsarbejder, som er nødvendige for gennemførelse af anlægsarbejdet. Bestemmelsen skal sikre, at anlægsprojekterne kan gennemføres inden for de fastlagte tidsrammer.
Transportministerens kompetence efter lovforslagets § 11, stk. 2, til at udstede et påbud til ledningsejeren gælder, uanset om det er anlægsprojektet eller dertilhørende arbejder, der gør det nødvendigt at foretage ledningsarbejder.
Vejdirektoratet skal som anlægsmyndighed, hvis forholdene gør det nødvendigt, rette henvendelse om udstedelse af et påbud til transportministeren, som afgør, om der er grundlag for at meddele påbud til ledningsejeren. Transportministeren har tilsvarende kompetence i andre anlægslove, herunder Cityring-loven og anlægsloven for den faste forbindelse over Femern Bælt med tilhørende landanlæg i Danmark, lov om anlæg af en ny jernbane over Vestfyn og lov om anlæg af en Nordhavnstunnel.
Vejdirektoratet skal forinden have drøftet det planlagte anlægsarbejde med ledningsejeren med henblik på, at arbejdet tilrettelægges på den mest hensigtsmæssige måde for både anlægsprojektet og ledningsejeren.
Det foreslås i § 11, stk. 3, at transportministeren i særlige tilfælde kan lade de ledningsarbejder, der er nævnt i stk. 2, udføre for ledningsejerens regning.
Bestemmelsen vil kunne finde anvendelse, hvor ledningsejeren ikke inden for en i forhold til anlægsprojektet rimelig frist udfører de påbudte ledningsarbejder og dermed forsinker anlægsprojektet. Særlige tilfælde vil således f.eks. kunne foreligge, hvis en forsinkelse af færdiggørelsen af ledningsarbejder medfører store fordyrelser f.eks. i form af erstatninger eller kompensation til andre entreprenører, der bliver forsinket i udførelsen af deres arbejdsopgave. Transportministeren vil i givet fald være forpligtet til at lade arbejderne på ledningerne udføre ved en anden med faglig indsigt i det pågældende ledningsarbejde. Det vil omkostningsmæssigt kunne komme ledningsejeren til skade, såfremt ledningsejeren ikke udfører eller bistår i forbindelse med ledningsarbejdet, herunder som minimum ved tekniske anvisninger (manglende iagttagelse af tabsbegrænsningspligt).
Transportministerens kompetence efter lovforslagets § 11, stk. 3, til at udføre de påbudte ledningsarbejder gælder, uanset om det er anlægsprojektet eller dertilhørende arbejder, der gør det nødvendigt at foretage ledningsarbejder. Transportministeren har tilsvarende kompetence i de anlægslove, som er nævnt ovenfor.
Den foreslåede bestemmelse i § 11 svarer desuden, for så vidt angår ledninger i eller over offentlige vejarealer, til bestemmelsen i lov om offentlige veje § 79, stk. 4.
Det følger af ekspropriationsproceslovens § 13, stk. 1, at ekspropriationskommissionen i forbindelse med prøvelsen af et anlægsprojekt kan tage stilling til bl.a. ledningsomlægninger, herunder træffe beslutning om konkrete tekniske løsninger. Det forudsættes, at Vejdirektoratet som anlægsmyndighed og ledningsejeren så vidt muligt indgår aftaler om tekniske løsninger for ledningsarbejder uden inddragelse af ekspropriationskommissionen, men hvis parterne ikke kan nå til enighed, kan spørgsmålet forelægges kommissionen. Dette gælder dog ikke, hvis transportministeren har meddelt påbud til ledningsejeren om udførelse af bestemte ledningsarbejder, jf. lovens § 8, stk. 2, da ekspropriationskommissionen ikke har kompetence til at efterprøve ministerens afgørelser.
Ekspropriationskommissionen kan også tage stilling til spørgsmål om udgifter forbundet med ledningsarbejder, jf. ekspropriationsproceslovens § 17, stk. 4, om andre økonomiske tab end ekspropriationserstatning. Taksationskommissionen har kompetence til som rekursinstans at behandle tvister om betaling for ledningsarbejder, som har været behandlet af ekspropriationskommissionen.
Det foreslås i § 12, stk. 1, at tvister om erstatning for ledningsarbejder omfattet af § 10 og tvister om erstatning som følge af en afgørelse truffet i medfør af § 11 afgøres af ekspropriations- og taksationsmyndighederne i henhold til lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.
Den foreslåede bestemmelse præciserer således i overensstemmelse med administrativ praksis på området, at ekspropriations- og taksationsmyndighederne i henhold til ekspropriationsprocesloven har kompetencen til at afgøre tvister om erstatning for ledningsarbejder omfattet af den foreslåede § 10, og tvister om erstatning som følge af en afgørelse truffet i medfør af den foreslåede § 11, uanset om det konkrete anlægsarbejde, som nødvendiggør ledningsarbejder, i øvrigt skal behandles af ekspropriationskommissionen i forbindelse med ekspropriation af fast ejendom til anlægsprojektet.
Ekspropriations- og taksationsmyndighedernes kompetence efter lovforslagets § 12 til at behandle tvister omfattet af forslagets §§ 10 og 11 gælder, uanset om tvisten udspringer af et ledningsarbejde nødvendiggjort af gennemførelsen af anlægsprojektet.
Det foreslås i § 12, stk. 2, at ved erstatningsfastsættelsen finder reglerne i § 103 i lov om offentlige veje anvendelse.
Reglerne i vejlovens § 103 finder tilsvarende anvendelse ved erstatningsfastsættelsen. Bestemmelsen medfører, at reglerne i vejlovens § 103 skal finde anvendelse ved erstatningsfastsættelsen i tvister omfattet af lovforslagets § 12 stk. 1, herunder at der i en eventuel erstatning kan foretages fradrag for generelle og specielle fordele.
Erstatningen kan helt bortfalde, hvis indgrebet skønnes at medføre større fordele for ejeren end det tab, der påføres ejeren ved foranstaltningen.
Det foreslås i § 13, stk. 1, at Københavns Kommune afholder alle omkostninger forbundet med anlægsprojektet nævnt i § 1, stk. 1.
Forslaget indebærer, at alle omkostninger, herunder uforudsete udgifter, skal afholdes af Københavns Kommune.
Det foreslås i § 13, stk. 2, at betingelserne for afholdelse af udgifter under anlægsarbejdet, overdragelse af vejanlægget og øvrige økonomiske forhold mellem transportministeren og Københavns Kommune i forbindelse med anlægsprojektet reguleres nærmere i en samarbejdsaftale, som skal indgås, inden anlægsarbejdet kan udbydes.
Det foreslås i § 13, stk. 3, at Vejdirektoratets udgifter under anlægsarbejdet og Københavns Kommunes finansiering heraf optages på finanslovens § 28.21.20.12 Anlæg af hovedlandeveje m.v. ejet af tredje part.
Bestemmelsen skal sikre, at der er finansiel hjemmel til, at Vejdirektoratet som anlægsmyndighed kan modtage indtægter og afholde udgifter på § 28.21.20.12 og dermed kan igangsætte anlægsarbejderne i 2024.
Reglerne for prøvelse af sager ved domstolene er reguleret i retsplejeloven.
Det foreslås i § 15, stk. 1, at søgsmål til prøvelse af afgørelser efter loven skal være anlagt inden seks måneder efter, at afgørelsen er meddelt adressaten og offentliggjort.
Med den foreslåede søgsmålsfrist sikres det, at der efter en vis periode ikke kan rejses tvivl ved domstolene om rigtigheden af en afgørelse efter loven. Fristen gælder ethvert søgsmål mod myndighederne, der forudsætter en prøvelse af den pågældende afgørelse. Søgsmålsfristen kan ikke fraviges af den myndighed, der har truffet den pågældende afgørelse.
Alle afgørelser i medfør af loven vil – i anonymiseret form i det omfang det vurderes hensigtsmæssigt – blive bekendtgjort på afgørelsesmyndighedens hjemmeside.
Trafikstyrelsens afgørelser i medfør af vejlovens kapitel 2 a vedrørende anlægsprojektet vil blive offentliggjort på Trafikstyrelsens hjemmeside.
Søgsmålsfristen regnes fra dagen, hvor afgørelsen bekendtgøres eller er meddelt den pågældende afhængig af, hvilket tidspunkt, der ligger sidst. Det betyder i praksis, at har man eksempelvis et tilfælde, hvor afgørelsen er dateret til en mandag, men afgørelsen først offentliggøres om torsdagen i samme uge, da vil fristen skulle regnes fra torsdagen, da det tidspunkt ligger sidst.
Det foreslås i § 15, stk. 2, at retten ved søgsmål om forhold vedrørende miljøet, der er omfattet af loven, skal påse, at omkostningerne ved sagen ikke er uoverkommeligt høje for de berørte parter. Forpligtelsen påhviler alle retsinstanser.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med de gældende regler i retsplejeloven. Udgangspunktet i loven er, at den tabende part erstatter de udgifter, som den vindende part har afholdt, forudsat disse har været fornødne til sagens forsvarlige udførelse. Udgifter til bistand af advokat m.v. erstattes med et passende beløb, og de øvrige udgifter erstattes fuldt ud. I medfør af retsplejelovens § 312, stk. 3, kan retten dog af egen drift bestemme, at den tabende part ikke eller kun delvist skal erstatte modparten de påførte udgifter, hvis særlige grunde taler for det. Sådanne grunde vil kunne foreligge, hvis omkostningerne i modsat fald vurderes at ville være uoverkommeligt høje for den pågældende, hvor der i henhold til lovgivningen eller internationale forpligtelser m.v., er et krav om, at de tilgængelige retsmidler ikke må være uoverkommeligt dyre. Samtidig skal forslaget ses i sammenhæng med reglerne i retsplejelovens kapitel 31 om bl.a. retshjælp og fri proces.
Bestemmelsen har til hensigt at sikre overholdelse af kravet i Århus-konventionen om, at de tilgængelige retsmidler ikke må være uoverkommeligt dyre. Bestemmelsen skal derfor forstås i overensstemmelse med konventionen og VVM-direktivet samt EU-Domstolens praksis, der knytter sig hertil, jf. herved bl.a. EU-Domstolens domme af henholdsvis 11. april 2013 i sag C-260/11, Edwards og Pallikaropoulos, og 13. februar 2014 i sag C-530/11, Kommissionen mod Storbritannien.
Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. juli 2024.
Det foreslås i stk. 2, at transportministeren fastsætter tidspunktet for lovens ophævelse.
Det foreslåede vil indebære, at transportministeren ved udstedelse af en bekendtgørelse vil kunne ophæve loven på det tidspunkt, hvor lovens bestemmelser, herunder dennes eventuelle pligter og rettigheder, ikke længere vurderes relevante, hvilket oftest i praksis vil sige, når anlægsarbejderne er tilendebragt, og det færdige anlæg er overgået til en driftsfase.
Det er i øvrigt hensigten at forsyne denne bekendtgørelse med en selvstændig solnedgangsklausul i form af en bestemmelse om, at bekendtgørelsen automatisk ophæves efter det tidspunkt, hvor den har opfyldt sit formål, dvs. har ophævet loven.
Officielle noter
1 Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, EF-Tidende 1992, nr. L 206, side 7, som ændret senest ved Rådets direktiv 2013/17/EU af 13. maj 2013, EU-Tidende 2013, nr. L 158, side 193, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde fugle, EU-Tidende 2010, nr. L 20, side 7, som ændret senest ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/1010/EU af 5. juni 2019, EU-Tidende 2019, nr. L 170, side 115.
Lov om anlæg af ny vejforbindelse mellem Tingbjerg og Husum ...
Gældende
LOV nr 617 af 11/06/2024
Social- og Boligministeriet
Ændringer:
0
Lov om anlæg af ny vejforbindelse mellem Tingbjerg og Husum i Københavns Kommune
VI FREDERIK DEN TIENDE, af Guds Nåde Danmarks Konge, gør vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
Transportministeren er vejmyndighed under gennemførelsen af anlægsprojektet nævnt i § 1, stk. 1, som gennemføres efter reglerne om statslige vejanlæg i lov om offentlige veje m.v.
Anlægsprojektet nævnt i § 1, stk. 1, skal gennemføres inden for rammerne af de udførte vurderinger af projektets påvirkninger på miljøet, jf. kapitel 2 a i lov om offentlige veje m.v.
Ved gennemførelsen af anlægsprojektet nævnt i § 1, stk. 1, udfører anlægsmyndigheden afværgeforanstaltninger i henhold til de gennemførte miljøkonsekvensvurderinger, jf. kapitel 2 a i lov om offentlige veje m.v.
Afgørelse af 7. juni 1993 om fredning efter naturfredningslovens kapitel III af fæstningsanlægget Vestvolden med tilgrænsende områder truffet af Fredningsnævnet for Københavns Amtsrådskreds gælder ikke for det areal, der er omfattet af vejanlægget nævnt i § 1, stk. 1, jf. bilag 2.
Stk. 2. Afgørelse af 13. juli 2000 om fredning af Utterslev Mose m.v. truffet af Fredningsnævnet for København gælder ikke for det areal, der er omfattet af vejanlægget nævnt i § 1, stk. 1, jf. bilag 2.
Stk. 3. Afgørelse af 7. juni 1993 om fredning efter naturfredningslovens kapitel III af fæstningsanlægget Vestvolden med tilgrænsende områder truffet af Fredningsnævnet for Københavns Amtsrådskreds gælder ikke for de midlertidige arbejdsarealer til anlægsprojektet nævnt i § 1, stk. 1, jf. bilag 2, indtil færdiggørelsen og overdragelsen af vejanlægget.
Stk. 4. Afgørelse af 13. juli 2000 om fredning af Utterslev Mose m.v. truffet af Fredningsnævnet for København gælder ikke for de midlertidige arbejdsarealer til anlægsprojektet nævnt i § 1, stk. 1, jf. bilag 2, indtil færdiggørelsen og overdragelsen af vejanlægget.
Anlægsprojektet nævnt i § 1, stk. 1, herunder etablering af afværgeforanstaltninger, kræver ikke dispensation efter § 65, stk. 1 og 2, i lov om naturbeskyttelse.
Stk. 2. Kapitel 8 og 8 a i museumsloven finder ikke anvendelse på anlægsprojektet nævnt i § 1, stk. 1. Reglerne om kommune- og lokalplanlægninger i lov om planlægning og regler udstedt i medfør heraf finder ikke anvendelse ved gennemførelse af anlægsprojektet nævnt i § 1, stk. 1.
Stk. 3. Hensynene bag de bestemmelser, der er nævnt i stk. 1 og 2, varetages af transportministeren ved gennemførelse af anlægsprojektet nævnt i § 1, stk. 1.
Kommunalbestyrelsens afgørelser vedrørende anlægsprojektet nævnt i § 1, stk. 1, som træffes efter lov om naturbeskyttelse og lov om vandløb samt regler udstedt i medfør af disse love, kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Stk. 2. De kommunale tilsynsmyndigheder fører ikke tilsyn med kommunalbestyrelsens afgørelser omfattet af stk. 1.
Arbejder på ledninger i eller over arealer i området, hvor anlægsprojektet nævnt i § 1, stk. 1, skal gennemføres, herunder om nødvendigt flytning af ledninger, i forbindelse med arbejder, der iværksættes af anlægsmyndigheden under gennemførelsen af anlægsprojektet, betales af ledningsejeren, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis andet er særligt bestemt ved aftale, ved kendelse afsagt af en ekspropriationskommission nedsat i henhold til lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom eller ved afgørelse truffet af en kommunalbestyrelse efter §§ 37 og 38, jf. § 40, i lov om vandforsyning m.v.
Stk. 3. Arbejder på ledninger, jf. stk. 1, udføres af vedkommende ledningsejer, medmindre andet er særligt aftalt eller fremgår af stk. 2.
I forbindelse med gennemførelsen af anlægsprojektet nævnt i § 1, stk. 1, skal anlægsmyndigheden tage hensyn til ledninger omfattet af § 10 og så tidligt som muligt drøfte et planlagt arbejde med ledningsejeren med henblik på at undersøge, hvordan anlægsarbejdet kan tilrettelægges på den mest hensigtsmæssige måde for begge parter.
Stk. 2. Kan der ikke opnås enighed mellem anlægsmyndigheden og ledningsejeren omfattet af § 10 om, hvordan planlagte anlægsarealer på de arealer, hvori eller hvorover ledningerne er anbragt, skal tilrettelægges, kan transportministeren efter at have meddelt ledningsejeren, at det planlagte anlægsarbejde påbegyndes, gennemføre anlægsarbejdet og kræve bestemte ledningsarbejder udført af ledningsejeren.
Stk. 3. Transportministeren kan i særlige tilfælde lade de ledningsarbejder, der er nævnt i stk. 2, udføre for ledningsejerens regning.
Tvister om erstatning for ledningsarbejder omfattet af § 10 og tvister om erstatning som følge af en afgørelse truffet i medfør af § 11 afgøres af ekspropriations- og taksationsmyndighederne i henhold til lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.
Stk. 2. Ved erstatningsfastsættelse finder reglerne i § 103 i lov om offentlige veje m.v. anvendelse.
Københavns Kommune afholder alle omkostninger forbundet med anlægsprojektet nævnt i § 1, stk. 1.
Stk. 2. Betingelserne for afholdelse af udgifter under anlægsarbejdet, overdragelse af vejanlægget og øvrige økonomiske forhold mellem transportministeren og Københavns Kommune i forbindelse med anlægsprojektet reguleres nærmere i en samarbejdsaftale, som skal indgås, inden anlægsarbejdet kan udbydes.
Stk. 3. Vejdirektoratets udgifter under anlægsarbejdet og Københavns Kommunes finansiering heraf optages på finanslovens § 28.21.20.12. Anlæg af hovedlandeveje m.v. ejet af tredje part.
Søgsmål til prøvelse af afgørelser efter denne lov skal være anlagt, inden 6 måneder efter at afgørelsen er meddelt adressaten eller offentliggjort.
Stk. 2. Ved søgsmål om miljøforhold, der er omfattet af denne lov, skal retten påse, at omkostningerne ved sagen ikke er uoverkommelig høje for de berørte parter.
A.Koordinater til »Midlertidigt areal til brug i anlægsfasen«, jf. § 6, stk. 3 og 4 (Alle koordinater er i ETRS89-/UTM-zone 32N og viser pkt.nr., E-meter og N-meter):
1 - 718422,6 ; 6180071,1
2 - 718415,4 ; 6180075,0
3 - 718404,3 ; 6180086,1
4 - 718409,0 ; 6180094,8
5 - 718419,6 ; 6180088,6
6 - 718421,1 ; 6180090,6
7 - 718415,1 ; 6180097,0
8 - 718416,4 ; 6180100,1
9 - 718422,6 ; 6180099,8
10 - 718426,7 ; 6180178,1
11 - 718421,6 ; 6180178,3
12 - 718422,8 ; 6180184,7
13 - 718426,3 ; 6180198,1
14 - 718425,4 ; 6180207,8
15 - 718423,2 ; 6180207,9
16 - 718423,4 ; 6180215,6
17 - 718425,6 ; 6180215,6
18 - 718426,9 ; 6180224,2
19 - 718430,9 ; 6180237,5
20 - 718435,1 ; 6180248,7
21 - 718439,7 ; 6180256,0
22 - 718449,6 ; 6180267,7
23 - 718437,8 ; 6180284,0
24 - 718424,6 ; 6180298,3
25 - 718412,9 ; 6180307,1
26 - 718424,6 ; 6180321,1
28 - 718438,3 ; 6180308,2
29 - 718440,6 ; 6180305,5
30 - 718447,5 ; 6180308,5
31 - 718459,7 ; 6180319,5
32 - 718467,7 ; 6180317,3
33 - 718471,4 ; 6180288,4
34 - 718482,1 ; 6180289,2
35 - 718468,5 ; 6180233,1
36 - 718464,4 ; 6180233,2
37 - 718459,7 ; 6180215,4
38 - 718459,3 ; 6180207,7
39 - 718457,0 ; 6180207,7
40 - 718452,7 ; 6180198,6
41 - 718454,8 ; 6180184,6
42 - 718453,9 ; 6180180,3
43 - 718450,6 ; 6180178,0
44 - 718448,6 ; 6180138,6
45 - 718464,9 ; 6180132,1
46 - 718450,9 ; 6180104,8
47 - 718451,7 ; 6180077,0
48 - 718474,3 ; 6180059,2
49 - 718468,5 ; 6180047,5
50 - 718443,4 ; 6180060,3
B.Koordinater til »Permanent areal til ny vej«, jf. § 6, stk. 1 og 2 (Alle koordinater er i ETRS89-/UTM-zone 32N og viser pkt.nr., E-meter og N-meter):
1 - 718422,6 ; 6180071,1
52 - 718422,7 ; 6180073,8
53 - 718415,5 ; 6180078,3
54 - 718407,5 ; 6180086,6
55 - 718409,7 ; 6180091,9
56 - 718415,4 ; 6180087,7
57 - 718423,1 ; 6180080,5
58 - 718429,0 ; 6180177,4
59 - 718429,5 ; 6180209,8
60 - 718425,3 ; 6180209,8
61 - 718425,3 ; 6180213,1
62 - 718429,6 ; 6180213,5
63 - 718431,6 ; 6180225,1
64 - 718439,5 ; 6180244,5
65 - 718445,7 ; 6180254,9
66 - 718455,4 ; 6180266,5
67 - 718433,6 ; 6180292,1
68 - 718416,0 ; 6180307,9
69 - 718426,4 ; 6180319,4
70 - 718438,3 ; 6180308,2
72 - 718443,5 ; 6180302,1
73 - 718461,2 ; 6180317,0
74 - 718467,6 ; 6180315,2
75 - 718448,9 ; 6180299,1
76 - 718452,4 ; 6180289,4
77 - 718463,3 ; 6180285,0
78 - 718475,3 ; 6180285,1
79 - 718481,7 ; 6180287,3
80 - 718474,1 ; 6180256,6
81 - 718466,3 ; 6180248,9
82 - 718458,6 ; 6180238,8
83 - 718453,3 ; 6180225,6
84 - 718451,6 ; 6180213,6
85 - 718457,6 ; 6180213,4
86 - 718457,4 ; 6180210,0
87 - 718451,3 ; 6180209,7
88 - 718448,6 ; 6180177,5
89 - 718445,4 ; 6180114,4
90 - 718452,0 ; 6180111,9
91 - 718448,6 ; 6180105,3
92 - 718449,3 ; 6180074,1
93 - 718455,6 ; 6180067,3
94 - 718471,6 ; 6180058,4
95 - 718468,9 ; 6180053,4
96 - 718451,2 ; 6180063,5
97 - 718444,3 ; 6180070,1
50 - 718443,4 ; 6180060,3
Officielle noter
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, EF-Tidende 1992, nr. L 206, side 7, som ændret senest ved Rådets direktiv 2013/17/EU af 13. maj 2013, EU-Tidende 2013, nr. L 158, side 193, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde fugle, EU-Tidende 2010, nr. L 20, side 7, som ændret senest ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/1010/EU af 5. juni 2019, EU-Tidende 2019, nr. L 170, side 115.