Det foreslås i § 1, stk. 1, nr. 1, at bemyndige transportministeren til at anlægge en motorvej syd om Regstrup på en ca. 4,5 km lang strækning fra Sdr. Jernløse til landsbyen Dramstrup. Bemyndigelsen omfatter ligeledes etablering af tilslutningsanlæg nr. 3, Jernløse.
Desuden foreslås i § 1, stk. 1, nr. 2, at bemyndige transportministeren til at opgradere strækningen mellem Ringstedvej (rute 57) og Sdr. Jernløse ved, at der på den eksisterende 1,5 km lange strækning opsættes autoværn.
I § 1, stk. 1, nr. 3, foreslås en bemyndigelse til transportministeren til nedklassificering af den eksisterende hovedlandevej 119 (Skovvejen) fra Sdr. Jernløsevej til Dramstrup Skovvejen til kommunevej.
I § 1, stk. 1, nr. 4, foreslås en bemyndigelse til transportministeren at nedlægge den eksisterende hovedlandevej 119 (rute 23) mellem Sdr. Jernløse og Nr. Jernløse samt mellem Nr. Jernløse og motorvejen, når motorvejen er anlagt.
I § 1, stk. 1, nr. 5 foreslås en bemyndigelse til transportministeren til at anlægge veje mellem Holbækvej og Skovvejen, mellem Dramstrup og Knabstrupvej, mellem Sdr. Jernløsevej og tilslutningsanlæg nr. 3, Jernløse, samt mellem Skovvejen og tilslutningsanlæg nr. 3, Jernløse.
Det foreslås i stk. 2, at vejene efter etablering overdrages til Holbæk Kommune. Disse veje får hvorefter karakter af kommuneveje.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3 og bilag 1.
Bestemmelsen i stk. 3 beskriver, at de strækninger, som lovforslaget omhandler, er illustreret på kortet i lovforslagets bilag 1. Ved ”nedklassificering” forstås de veje, hvor ansvaret for en vej ændres fra staten til Holbæk Kommune.
Det foreslåede stk. 1 indebærer, at transportministeren i særlige tilfælde efter anmodning fra ejeren kan ekspropriere en ejendom, der berøres særligt indgribende af projektet, før tidspunktet for de ordinære ekspropriationer.
De ordinære ekspropriationer til vejanlægget vil ske med hjemmel i §§ 96-98 i lov om offentlige veje m.v., jf. lov nr. 1520 af 27. december 2014 og efter ekspropriationsprocesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1161 af 20. november 2008. Ekspropriationerne ledes af Kommissarius ved Statens Ekspropriationer på Øerne.
På tidspunktet for lovforslagets fremsættelse foreligger den gældende vejlov i form af lovbekendtgørelse nr. 1048 af 3. november 2011, som senest ændret ved lov nr. 552 af 2. juni 2014. Folketinget har siden vedlaget en ny vejlov i form af lov nr. 1520 af 27. december 2014, som med få undtagelser træder i kraft den 1. juli 2015. På samme tidspunkt ophæves den førnævnte lovbekendtgørelse nr. 1048 af 3. november 2011. §§ 96-98 i den nye vejlov svarer til § 43 i den gældende vejlov.
De ordinære ekspropriationer til vejanlæg af denne type kan normalt forventes gennemført 1½-3 år efter vedtagelsen af en anlægslov, da ekspropriationerne først kan gennemføres, når Vejdirektoratet har udarbejdet et detailprojekt, og Ekspropriationskommissionen har afholdt de nødvendige besigtigelser.
Med forslaget vil transportministeren som nævnt få hjemmel til efter anmodning fra ejeren i særlige tilfælde at fremrykke ekspropriationstidspunktet for ejendomme, der berøres særligt indgribende af projektet. Ved »særligt indgribende« sigtes almindeligvis til en situation, hvor det vurderes, at der er stor sandsynlighed for, at den pågældende ejendom vil blive totaleksproprieret ved de ordinære ekspropriationer som følge af projektet.
Selv om kravet om, at ejendommen skal berøres særligt indgribende af motorvejsplanerne, er opfyldt, skal også betingelsen om, at der skal være tale om et »særligt tilfælde« være opfyldt, førend transportministeren kan ekspropriere de pågældende ejendomme på et tidspunkt forud for de ordinære ekspropriationer. Som eksempler på »særlige tilfælde« kan nævnes, at en fremrykket ekspropriation kan afværge væsentlige økonomiske konsekvenser, eller at ejendommen ønskes overtaget af særlige personlige årsager, herunder sygdom, alder, familieforøgelse eller andre sociale forhold. Forventede ændringer i ejendomspriserne kan ikke i sig selv anses for at udgøre en væsentlig økonomisk konsekvens.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.12.
En fremrykning af ekspropriationer vil kun komme på tale, hvis ejeren af den pågældende ejendom anmoder herom. Forvaltningsmyndigheden skal i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde. Det fremgår af § 7 i forvaltningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014.
Endvidere foreslås det i stk. 2, at hvis transportministeren afslår ejerens anmodning om ekspropriation, eller hvis der ikke kan opnås enighed om prisen for ejendommens overtagelse, henvises sagen til ekspropriations- og taksationsmyndighederne i henhold til ekspropriationsprocesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1161 af 20. november 2008.
Ekspropriation- og taksationsmyndighederne kan tage stilling til transportministerens afslag på ejerens begæring om overtagelse, det vil sige, om kriterierne efter stk. 1 er overholdt, og ved uenighed om erstatning, fastsættes denne erstatning af ekspropriations- og taksationsmyndighederne i henhold til ekspropriationsprocesloven.
I stk. 3 foreslås det, at § 103 i lov om offentlige veje m.v., jf. lov nr. 1520 af 27. december 2014 finder anvendelse ved fastsættelse af erstatning.
På tidspunktet for fremsættelse af lovforslaget foreligger den gældende vejlov i form af lovbekendtgørelse nr. 1048 af 3. november 2011, som senest ændret ved lov nr. 552 af 2. juni 2014. Folketinget har siden vedtaget en ny vejlov, jf. nr. 1520 af 27. december 2014, som med få undtagelser træder i kraft den 1. juli 2015. På samme tidspunkt ophæves den gældende vejlov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1048 af 3. november 2011. Henvisningen til § 103 sker til bestemmelserne i den nye vejlov. Denne svarer til § 51, stk. 1 og 2 i den gældende vejlov. Der er ikke med den nye vejlovs § 103 tilsigtet nogen ændring af den gældende retstilstand, den gældende vejlovs § 51, stk. 1 og 2.
Det foreslås i stk. 1, at der gives hjemmel til, at Vejdirektoratet eller den, som Vejdirektoratet bemyndiger hertil, på privat ejendom (landejendomme mv.) kan få foretaget de nødvendige arkæologiske forundersøgelser på projektstrækningen. Vejdirektoratet kan fx bemyndige et museum, med ansvar for arkæologisk arbejde, til at foretage de arkæologiske forundersøgelser.
Vejdirektoratet eller den, som Vejdirektoratet bemyndiger hertil, kan således få adgang til privat ejendom mod behørig legitimation og uden retskendelse. Dette er en fravigelse af det grundlovssikrede krav om, at adgang til privat ejendom ikke kan ske uden retskendelse, jf. grundlovens § 72. De arkæologiske forundersøgelser vil skulle gennemføres i henhold til museumsloven.
Hjemlen gør det muligt at igangsætte arkæologiske forundersøgelser straks efter ikrafttrædelsen af anlægsloven.
Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse alene regulerer anlægsmyndighedens ret til at få foretaget arkæologiske forundersøgelser hos grundejeren samt fasætter regler for det varsel, der skal gives grundejeren før gennemførelse af disse undersøgelser. Den praktiske gennemførelse af arkæologiske forundersøgelser reguleres i museumsloven.
Det foreslås i stk. 2, at der mindst 28 dage før gennemførelsen af arkæologiske undersøgelser skal gives besked til de berørte grundejere og brugere. Beskeden forudsættes som udgangspunkt leveret ved brev, med mindre forhold taler for en alternativ leveringsmetode, fx ved e-mail. Hvis dette ikke er muligt, skal oplysning om de arkæologiske undersøgelser offentliggøres i lokale medier eller lignende. Ved valg af medie er det væsentligt, at anlægsmyndigheden har frihed til at vælge at foretage varsling i de medier, der findes bedst egnet i den konkrete situation.
Det foreslås i stk. 3, at erstatning for skader som følge af de arkæologiske forundersøgelser, jf. det foreslåede stk. 1, fastsættes ved aftale mellem skadelidte og anlægsmyndigheden. Hvis ikke, der kan opnås enighed om erstatningens størrelse, fastsættes denne af taksationsmyndighederne efter ekspropriationsprocesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1161 af 20. november 2008. Der vil almindeligvis være tale om skader på afgrøder, beplantning og befæstede arealer samt evt. om bortfald af støtte som følge af ikke-langbrugsmæssig anvendelse af arealerne i forbindelse med, at de arkæologiske søgegrøfter udgraves og færdigregistreres.
Der henvises generelt til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.13.
I stk. 4 foreslås det, at § 103 i lov om offentlige veje m.v., jf. lov nr. 1520 af 27. december 2014, finder anvendelse ved fastsættelse af erstatning.
På tidspunktet for fremsættelse af lovforslaget foreligger den gældende vejlov i form af lovbekendtgørelse nr. 1048 af 3. november 2011, som senest ændret ved lov nr. 552 af 2. juni 2014. Folketinget har siden vedtaget en ny vejlov, jf. nr. 1520 af 27. december 2014, som med få undtagelser træder i kraft den 1. juli 2015. På samme tidspunkt ophæves den gældende vejlov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1048 af 3. november 2011. Henvisningen til § 103 sker til bestemmelserne i den nye vejlov. Denne svarer til § 51, stk. 1 og 2 i den gældende vejlov.
Der er ikke med den nye vejlovs § 103 tilsigtet nogen ændring af den gældende retstilstand, den gældende vejlovs § 51, stk. 1 og 2.
Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, således at transportministeren hurtigst muligt kan påbegynde gennemførelsen af projektet. Eksempelvis kan de arkæologiske forundersøgelser igangsættes snarest muligt, så undersøgelserne ikke belaster projektets økonomi eller tidsplan mindst muligt.
Gældende
LOV nr 526 af 29/04/2015
Transportministeriet
Ændringer:
0
Lov om anlæg af motorvej syd om Regstrup
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
at anlægge en motorvej syd om Regstrup på strækningen mellem Sdr. Jernløse og Dramstrup,
at opgradere strækningen på den nuværende hovedlandevej 119 (rute 23) mellem Ringstedvej (rute 57) nord for Kvanløse og Sdr. Jernløse til motorvej, ved at der på den eksisterende vej opsættes autoværn,
at nedklassificere den eksisterende hovedlandevej 119 (rute 23) fra Sdr. Jernløsevej til Dramstrup til kommunevej, når motorvejen, jf. nr. 1, er anlagt,
at nedlægge den eksisterende hovedlandevej 119 (rute 23) mellem Sdr. Jernløse og Nr. Jernløse samt mellem Nr. Jernløse og motorvejen, når motorvejen, jf. nr. 1, er anlagt, og
at anlægge veje mellem Holbækvej og Skovvejen, mellem Dramstrup og Knabstrupvej, mellem Sdr. Jernløsevej og tilslutningsanlæg nr. 3, Jernløse, og mellem Skovvejen og tilslutningsanlæg nr. 3, Jernløse.
Stk. 2. Efter etableringen af de i stk. 1, nr. 5, nævnte veje overdrages de til Holbæk Kommune.
Stk. 3. Strækningerne, der efter stk. 1 henholdsvis anlægges, opgraderes, nedklassificeres og nedlægges, fremgår af lovens bilag 1.
Transportministeren kan i særlige tilfælde efter anmodning fra ejeren ekspropriere en ejendom, der berøres særligt indgribende af de i § 1, stk. 1, nr. 1 og 5, nævnte projekter, før tidspunktet for de ordinære ekspropriationer, hvis ejendommen ikke kan afhændes på normale vilkår.
Stk. 2. Afslår transportministeren ejerens anmodning efter stk. 1, eller kan der ikke opnås enighed om prisen for ejendommens overtagelse, henvises sagen til ekspropriations- og taksationsmyndighederne i henhold til lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.
Stk. 3. Ved erstatningens fastsættelse finder § 103 i lov om offentlige veje m.v. anvendelse.
Vejdirektoratet eller den, som Vejdirektoratet bemyndiger hertil, har, hvis det skønnes nødvendigt og mod behørig legitimation og uden retskendelse, adgang til privat ejendom med henblik på at få foretaget de arkæologiske forundersøgelser, der er nødvendige for anlægsarbejdet, jf. § 1, stk. 1.
Stk. 2. Vejdirektoratet eller den, som Vejdirektoratet bemyndiger hertil, skal senest 28 dage før gennemførelsen af undersøgelser efter stk. 1 give besked til de berørte grundejere og brugere. Er dette ikke muligt, skal oplysning herom offentliggøres i lokale medier el.lign.
Stk. 3. Erstatning for skade, som måtte blive påført ejeren som følge af de i stk. 1 nævnte undersøgelser, fastsættes, hvis der ikke kan indgås aftale med ejeren herom, ved taksation efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.
Stk. 4. Ved erstatningens fastsættelse finder § 103 i lov om offentlige veje m.v. anvendelse.