Lov om anlæg af et nyt Statens Naturhistoriske Museum

I nr. 1, foreslås det, at transport-, bygnings- og boligministeren bemyndiges til at anlægge et nyt Statens Naturhistoriske Museum i den nordlige del af Botanisk Have i København primært som bygninger under jorden.

Transport-, bygnings- og boligministeren bemyndiges således med bestemmelsen til at anlægge bygninger over og under jorden som er en del af et nyt Statens Naturhistoriske Museum i den nordlige del af Botanisk Have i København. Beliggenheden af et nyt Statens Naturhistoriske Museum illustreres på kortet i lovens bilag 1.

Der henvises til afsnit 3.1 i de almindelige bemærkninger og til lovforslagets bilag 1.

I nr. 2, foreslås det, at transport-, bygnings- og boligministeren bemyndiges til at renovere, nedrive og opbygge eksisterende bygninger i den nordlige del af Botanisk Have i relation til det nr. 1 nævnte projekt.

Med bestemmelsen bemyndiges transport-, bygnings- og boligministeren således til at renovere, nedrive og opbygge eksisterende bygninger i den nordlige del af Botanisk Have, som har relation til opførelsen af nyt Statens Naturhistoriske Museum.

Der henvises til afsnit 3.1 i de almindelige bemærkninger.

I nr. 3, foreslås det, at transport-, bygnings- og boligministeren bemyndiges til at foretage de dispositioner, som er nødvendige med henblik på gennemførelsen af de i nr. 1-2 nævnte projekter.

Med denne bestemmelse gives der hjemmel til at foretage alle de nødvendige dispositioner, der skal til for at gennemføre anlægsprojektet, herunder fx afværgeforanstaltninger mv., der ikke følger af nr. 1 og 2.

Bestemmelsen medfører dog ikke i sig selv, hvilket også er gældende for nr. 1-2, at de omtalte anlæg og dispositioner kan udføres uden nødvendige godkendelser, tilladelser eller dispensationer som følge af anden lovgivning, medmindre anden lovgivning er fraveget med nærværende lovforslag.

De arealer, hvorpå anlægsprojektet skal gennemføres, er omfattet af en række bestemmelser i den almindelige natur- og miljølovgivning, herunder bl.a. planloven, naturbeskyttelsesloven, lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer og museumsloven, som regulerer adgangen til at foretage fysiske arbejder eller indgreb på arealer.

Der er således i naturbeskyttelseslovens kapitel 2 fastsat en række forbud mod tilstandsændringer eller bebyggelse inden for en række arealer og beskyttelseslinjer. Af relevans for projektet kan nævnes fortidsmindebyggelinjen i naturbeskyttelseslovens § 18. Herudover foreskriver kapitel 2 forbud mod tilstandsændringer af følgende naturtyper: større naturlige søer, beskyttede vandløb, heder, moser, strandenge, strandsumpe, ferske enge og biologiske overdrev (naturbeskyttelseslovens § 3).

Gennemførelsen af et anlægsprojekt, der berører de nævnte arealer, beskyttelseslinjer eller naturtyper vil som følge af naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 1-3, forudsætte dispensation, eventuelt indeholdende vilkår om f.eks. afværgeforanstaltninger eller erstatningsbiotoper, fra den relevante myndighed, der enten udgøres af miljø- og fødevareministeren eller kommunalbestyrelsen.

Der henvises til afsnit 3.2.3.1. og 3.3.1. i de almindelige bemærkninger.

Bestemmelsen har til formål at skabe klarhed om forholdet mellem anlægsloven og de regler i natur- og miljølovgivningen, der stiller krav om tilladelse mv. inden foretagelse af fysiske dispositioner nær visse naturtyper og fredede områder samt på fredede bygninger.

Selv om bestemmelsen indebærer, at dele af den almindelige natur- og miljø- og beskyttelseslovgivning fraviges, varetages hensynene bag disse regler stadigvæk i anlægsprojektet ved, at Bygningsstyrelsen ved udførelsen af projektet skal overholde anlægsloven og de retningslinjer, der fremgår af lovforslagets bemærkninger, samt rammerne i de miljømæssige undersøgelser. Det er hensigten, at Bygningsstyrelsen fortsat vil gennemføre anlægsprojektet i dialog med de kommunale og statslige myndigheder omkring hensigtsmæssig arealanvendelse, adgangsforhold, beskyttelsesforhold og lignende.

Fravigelsen sikrer samlet en varetagelse af de hensyn, som normalt ville blive varetaget gennem de fravegne bestemmelser. Bestemmelsen har ikke betydning for det beskyttelsesniveau, der normalt varetages af bestemmelserne. Der henvises for en beskrivelse af de relevante arbejder, som gennemføres i anlægsprojektet, og som normalt kan kræve tilladelse efter de omhandlede bestemmelser, til afsnit 3.1 og 7 i de almindelige bemærkninger samt screeningsafgørelsen mv.

De bestemmelser og krav om tilladelse, godkendelse eller dispensation i den øvrige lovgivning, som ikke udtrykkeligt fraviges, finder stadig anvendelse for anlægsprojektet, herunder også reglerne i lovene om tilsyn, håndhævelse og straf. Tilsvarende gælder for andre regler, f.eks. om erstatning eller om miljøskade i de respektive love. Forslaget til § 3 finder dog efter omstændighederne anvendelse på afgørelser, herunder afgørelser vedrørende tilsyn, håndhævelse og straf vedrørende anlægsprojektet, truffet efter denne bestemmelse.

Bestemmelsen finder alene anvendelse i anlægsfasen af projektet. Ved den efterfølgende administration efter de nævnte love, skal det lægges til grund, at anlægget kan drives og vedligeholdes på normal vis, når anlægsprojektet er gennemført, og hvis der som led i driftsfasen skal foretages nye ændringer i tilstanden i f.eks. et fredet område eller et naturområde, finder de normale regler anvendelse.

Med stk. 1 foreslås det, at udførelse af arbejder efter § 1 i denne lov ikke kræver dispensation eller tilladelse efter § 50 og § 65, stk. 1-3, jf. kapitel 2, i lov om naturbeskyttelse.

De fravegne bestemmelser omhandler meddelelse af dispensation fra fredningsbestemmelser og miljø- og fødevareministeren samt kommunalbestyrelsens mulighed for at dispensere fra visse bestemmelser i lov om naturbeskyttelse.

Bestemmelsen indebærer for det første, at anlægsprojektet kan gennemføres uden hensyn til de eksisterende fredninger, da det ikke er nødvendigt at indhente en dispensation fra fredningsnævnet, hvis der skal udføres aktiviteter, der strider mod fredningens indhold. Dog bør hensyn bag fredningen så vidt muligt forsøges varetaget under anlægsprojektet.

Der findes en for byggefeltet en fredet bygning – Victoria-drivhuset. Dette drivhus vil blive adskilt i passende enheder og vil blive genopført på anden placering. Projektet ligger endvidere inden for fortidsmindebeskyttelseslinjen.

Bestemmelsen indebærer endvidere, at der kan foretages tilstandsændringer af en række af de naturtyper, der er nævnt i naturbeskyttelseslovens § 3, herunder heder, moser, strandenge m.v., som berøres i forbindelse med anlægsprojektet, uden at der skal søges dispensation hertil hos kommunen eller miljø- og fødevareministeren.

Med stk. 2 foreslås det, at reglerne om kommune- og lokalplaner i lov om planlægning, kapitel 3 i lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer og kapitel 8 og 8 a i museumsloven ikke finder anvendelse ved gennemførelse af anlægsprojektet efter § 1 i denne lov.

De fravegne bestemmelser angår bl.a. krav ved gennemførsel af bygningsarbejder vedrørende en fredet bygning, regler om fysisk planlægning efter planloven samt regler om sikring af kultur- og naturarven i forbindelse med den fysiske planlægning og forberedelse af jordarbejder m.v., herunder arkæologiske og naturhistoriske undersøgelsesopgaver i tilknytning hertil.

Fravigelsen af reglerne om kommune- og lokalplaner er begrundet i, at anlægsloven udgør den retlige ramme for anlægsprojektet, og gennemførelsen af anlægsprojektet kræver derfor ikke fysisk planlægning efter planloven. Det er derfor heller ikke påkrævet at vedtage nye planer eller ændre i eksisterende planlægning for at kunne gennemføre anlægsprojektet. Det bemærkes i den forbindelse, at Københavns Borgerrepræsention den 28. april 2016 vedtog lokalplan nr. 532 Statens Naturhistoriske Museum for projektet, som uanset fravigelse af reglerne om lokal- og kommuneplaner forudsættes overholdt.

Arbejder, afværgeforanstaltninger mv., der skal udføres for at gennemføre anlægsprojektet i § 1, både i det permanente og det midlertidige projektområde, kræver heller ikke dispensation eller lignende fra en eksisterende planlægning.

Endvidere foreslås kapitel 3 i lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer fraveget. Anlæg af et nyt Statens Naturhistoriske Museum medfører, at det fredede Victoria-drivhus i Botanisk Have skal nedtages og genopføres andet steds. Med fravigelsen af kapitel 3 i lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer skal kulturministeren ikke ansøges om, at Victoria-drivhuset kan nedtages og genopføres. ¬¬ Dette medfører dog ikke, at arbejdet ikke udføres med respekt for fredningen, og transport-, bygnings- og boligministeren vil under alle omstændigheder følge principperne i lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer.

Herudover foreslås det, at museumslovens kapitel 8 og 8 a fraviges. Bevaringsværdige hensyn efter museumsloven for så vidt angår arealer, der er nødvendige for gennemførelsen af de i § 1 nævnte arbejder, varetages således af transport-, bygnings- og boligministeren efter denne lov.

Transport-, bygnings- og boligministeren vil således blive bemyndiget til helt eller delvist at fravige beskyttelsen af fortidsminder, der er beskyttet efter museumsloven. Det bemærkes, at transport-, bygnings- og boligministeren under alle omstændigheder vil følge principperne i museumsloven.

Som følge af museumsloven skal anlægsmyndigheden, hvis der under anlægsarbejdet fremkommer arkæologiske fund, standse arbejdet i det omfang, det berører fortidsmindet. Fundet vil herefter blive anmeldt til Kulturministeriet, som vil blive anmodet om at vurdere, hvorvidt arbejdet kan fortsætte, eller om det skal indstilles, indtil der er foretaget en nærmere undersøgelse.

Transport-, bygnings- og boligministeren vil i stedet efter denne lov vurdere de bevaringsmæssige hensyn efter museumsloven i forhold til det konkrete anlægsprojekt. Transport-, bygnings- og boligministeren vil i forbindelse med anvendelsen af denne bestemmelse inddrage de relevante instanser til belysning af sagerne.

Bygningsstyrelsen vil i forbindelse med den praktiske tilrettelæggelse af anlægsarbejdet samarbejde med de relevante myndigheder.

Det henvises i øvrigt til afsnit 3.2.3. og 3.3. i de almindelige bemærkninger.

I stk. 1 foreslås det, at kommunalbestyrelsens eller en statslig myndigheds afgørelse vedrørende anlægsprojektet nævnt i § 1, som træffes efter byggeloven, lov om naturbeskyttelse, lov om vandforsyning m.v. og lov om miljøbeskyttelse samt regler udstedt i medfør af disse love, ikke kan påklages til anden administrativ myndighed, jf. dog stk. 2.

Med bestemmelsen foreslås det, at reglerne om klageadgang, klagemyndighed og opsættende virkning af klage over afgørelser truffet af kommunalbestyrelsen eller en statslig myndighed vedrørende anlægsprojektet, som træffes efter byggeloven, lov om naturbeskyttelse, lov om vandforsyning m.v., lov om miljøbeskyttelse samt regler udstedt i medfør heraf fraviges. Klage over afgørelser efter de nævnte love i forbindelse med arbejder til brug for anlæggelsen af nyt Statens Naturhistoriske Museum vil således ikke følge de normale regler i de respektive love, men afskæres. En afskæring af klageadgangen er fundet nødvendig af hensyn til projektets fremdrift samt grundet projektets unikke karakter.

Afgørelserne kan imidlertid fortsat indbringes for domstolene efter de almindelige regler herom. Bestemmelsen er ikke afgrænset til arbejder i projektområdet, jf. lovforslagets bilag 1, idet bestemmelsen også omfatter andre afgørelser efter de nævnte love, når disse påvirker adgangen til at gennemføre projektet eller kan medføre forsinkelse eller lignende.

Behandlingen af sagerne er i øvrigt fortsat reguleret af de nævnte love, dvs. at de regler, der gælder for ansøgninger, regler om tilsyn og straf og om fremgangsmåden ved afgørelser, ligeledes gælder uændret. Tilsvarende gælder de krav og betingelser, som gælder for tilladelser, dispensationer mv. efter lovene.

Hvor bestemmelserne i de nævnte love indeholder skønsmæssige beføjelser, og hvor der efter disse kan tages hensyn til bygherrens interesser og samfundets interesser i et givet projekt, er det den generelle vurdering, at hensynet til anlægsprojektet kan indgå med betydelig vægt. Dette kriterium vil transport-, bygnings- og boligministeren i givet fald også kunne lægge tilsvarende vægt på ved behandling af klagesager eller sager, hvor ministeren har overtaget kompetencen.

De miljømæssige konsekvenser af anlægsprojektet er beskrevet og vurderet i Naturstyrelsens screeningsafgørelse, og der skal ikke foretages en ny VVM-procedure. Kommunalbestyrelsen eller en statslig myndighed bør tage udgangspunkt i afgørelsen, når der i tilladelser skal fastsættes krav og vilkår efter de respektive love.

Afskæring af klageadgangen gælder alene under anlægsfasen for nyt Statens Naturhistoriske Museum og finder dermed ikke længere anvendelse, når museet er anlagt, uanset om der herefter måtte være behov for afgørelser efter de nævnte love.

I stk. 2 foreslås det, at kommunalbestyrelsens afgørelser vedrørende anlægsprojektet i henhold til de i stk. 1 nævnte love kan påklages af Bygningsstyrelsen til transport-, bygnings- og boligministeren. Bygningsstyrelsen kan efter bestemmelsen indbringe kommunale afgørelser, herunder f.eks. et vilkår efter de i stk. 1 nævnte love for transport-, bygnings- og boligministeren som administrativ klageinstans.

Transport-, bygnings- og boligministerens behandling af disse klagesager er, som i stk. 1, fortsat reguleret af de nævnte love, dvs. at de krav og betingelser, som gælder for tilladelser, dispensationer mv. efter lovene, fortsat gælder. Hvor det ved udøvelsen af et skøn er muligt efter de pågældende love at inddrage hensynet til en ansøger, en bygherre eller et samfundsmæssigt hensyn til anlægsprojektet, vil transport-, bygnings- og boligministeren også kunne inddrage og lægge afgørende vægt på disse hensyn ved afgørelse af klagesagen. Ministeren vil i den forbindelse kunne udnytte sin viden om anlægsprojektet.

I stk. 3. foreslås det, at transport-, bygnings- og boligministeren kan beslutte at overtage kommunalbestyrelsens beføjelser efter de i stk. 1 nævnte love i en nærmere bestemt sag, der vedrører anlægsprojektet.

Transport-, bygnings- og boligministeren bemyndiges med bestemmelsen til for sager, der vedrører anlægsprojektet, at kunne overtage kommunalbestyrelsens beføjelser efter de i stk. 1 nævnte love i enkeltsager. Adgangen vedrører alene kompetencen til at træffe afgørelse i en nærmere bestemt enkeltsag (call in), som verserer hos kommunalbestyrelsen efter de i stk. 1 nævnte love.

Bestemmelsen vil bl.a. blive udnyttet, hvor en sag på grund af væsentlige hensyn til fremdriften i byggeriet, fx i det tilfælde at behandling af byggetilladelse eller anden tilladelse for projektet forsinkes væsentligt, kræves behandlet og afgjort af en myndighed, der har betydelig indsigt i sammenhængen og rammerne for projektet. Bestemmelsen kan endvidere navnlig være relevant med hensyn til stk. 2, hvis en kommune ikke træffer afgørelse i en sag, der er af væsentlig betydning for fremdriften i anlægsprojektet.

Transport-, bygnings- og boligministeren skal - ligesom efter stk. 2 - træffe afgørelse efter bestemmelserne i og praksis efter de love, der er nævnt i stk. 1, idet hensynet til anlægsprojektet, herunder til at undgå væsentlig forsinkelse eller fordyrelse af anlægsprojektet dog, hvis det er muligt efter de pågældende love, kan tillægges betydning.

Selvom transport-, bygnings- og boligministeren beslutter at træffe afgørelse i en nærmere bestemt sag, ændrer denne beslutning ikke på de almindelige regler om tilsyn og håndhævelse. Transport-, bygnings- og boligministeren kan dog også beslutte at overtage kompetencen i en tilsynssag.

I stk. 4 foreslås det, at transport-, bygnings- og boligministerens afgørelse i klagesager efter stk. 2 og i sager, hvor ministeren har overtaget kommunalbestyrelsens beføjelser efter stk. 3, ikke kan påklages til anden administrativ myndighed. Det betyder, at ministerens afgørelser i denne type sager alene kan indbringes for Folketingets Ombudsmand eller domstolene, jf. Grundlovens § 63.

I stk. 5 foreslås det, at de kommunale tilsynsmyndigheder ikke fører tilsyn med kommunalbestyrelsens afgørelser omfattet af stk. 1.

Efter kapitel VI i lov om kommunernes styrelse fører statsforvaltningen tilsyn med, at kommunerne overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder i det omfang, der ikke er særlige klage- eller tilsynsmyndigheder, der kan tage stilling til den pågældende sag. Af samme lovs kapitel VII følger det, at Økonomi- og Indenrigsministeriet er rekursinstans i forhold til en række nærmere angivne afgørelser om sanktioner, samtykke og godkendelse, som træffes af statsforvaltningen, samt at Økonomi- og Indenrigsministeriet er øverste tilsynsmyndighed i forhold til statsforvaltningens dispositioner eller undladelser som led i udøvelsen af tilsynet. Det følger af § 1, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse, at reglerne i lov om kommunernes styrelse viger for anden lovgivning.

Fravigelsen af reglerne om klageadgang, klagemyndighed og opsættende virkning af klage i § 3, stk. 1, kan indebære, at de kommunale tilsynsmyndigheder får en kompetence, som de ikke har efter gældende lovgivning. Da dette ikke er hensigten, foreslås det i § 3, stk. 5, at de kommunale tilsynsmyndigheder ikke fører tilsyn med kommunalbestyrelsens afgørelser omfattet af stk. 1. Der henvises til ovenstående begrundelse for at fravige reglerne om klageadgang i de i § 3, stk. 1, nævnte love.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at hverken statsforvaltningen eller Økonomi- og Indenrigsministeriet har kompetence til at føre tilsyn med kommunalbestyrelsens afgørelser efter stk. 1, herunder sagsbehandlingsregler, hvor vurderingen af lovligheden bedst kan foretages sammen med en vurdering af lovligheden af afgørelsen, f.eks. begrundelse, lovlige/saglige kriterier og officialmaksimen.

Det er alene afgørelser efter stk. 1, som de kommunale tilsynsmyndigheder afskæres fra at føre tilsyn med. Således vil de kommunale tilsynsmyndigheder kunne påse kommunernes overholdelse af f.eks. reglerne i forvaltningsloven om inhabilitet, partsaktindsigt, partshøring m.v. samt aktindsigt efter offentlighedsloven.

Det bemærkes, at økonomi- og indenrigsministeren den 18. januar 2017 har fremsat et ændringsforslag til L 56 om ændring af lov om kommunernes styrelse, der blev fremsat den 9. november 2016. Ved ændringsforslaget foreslås det bl.a., at det kommunale tilsyns 1. instans overføres fra Statsforvaltningen til Ankestyrelsen.

I stk. 6 foreslås det, at transport-, bygnings- og boligministeren til brug for behandlingen af sager efter stk. 2 og 3 kan fastsætte regler om kommunalbestyrelsens pligt til at tilvejebringe oplysninger, herunder at oplysningerne skal afgives i en bestemt form til brug for en vurdering af forhold, der reguleres efter de i stk. 1 nævnte love, inden for den pågældende kommune.

Bestemmelsen bemyndiger transport-, bygnings- og boligministeren til at fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen til brug for transport-, bygnings- og boligministerens behandling af klagesager eller call-in-sager efter stk. 2 og 3 har pligt til at tilvejebringe oplysninger til brug for en vurdering af forhold, der reguleres efter de i stk. 1 nævnte love, inden for den pågældende kommune. Bestemmelsen skal sikre, at transport-, bygnings- og boligministeren kan få de oplysninger, som kommunalbestyrelsen ligger inde med – eller som kommunalbestyrelsen med rimelighed kan pålægges at tilvejebringe – til brug for transport-, bygnings- og boligministerens behandling af sagen.

Bestemmelsen udmøntes på samme måde som miljøbeskyttelseslovens § 83, hvorefter miljø- og fødevareministeren kan pålægge kommunalbestyrelser at tilvejebringe oplysninger til brug for en vurdering af forhold, der reguleres efter loven, inden for den enkelte kommunes område. Oplysningerne kan forlanges afgivet i en bestemt form.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.2.3.

Søgsmål til prøvelse af afgørelser eller beslutninger efter denne lov eller de regler, der fastsættes i medfør heraf, skal være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen eller beslutningen er meddelt adressaten eller offentliggjort. Med den foreslåede søgsmålsfrist i stk. 1 sikres det, at der efter en vis periode ikke ved domstolene kan rejses tvivl om rigtigheden af en afgørelse eller beslutning efter loven. Fristen gælder ethvert søgsmål mod myndighederne, der forudsætter en prøvelse af den pågældende afgørelse eller beslutning.

Søgsmålsfristen kan ikke fraviges af den myndighed, der har truffet den pågældende afgørelse eller beslutning. Alle afgørelser eller beslutninger i medfør af loven vil - i anonymiseret form i det omfang det vurderes hensigtsmæssigt - blive bekendtgjort på Transport-, Bygnings- og Boligministeriets eller Bygningsstyrelsens hjemmeside. Denne bekendtgørelse vil finde sted i overensstemmelse med gældende persondatalovgivning herunder særligt persondatalovens § 5. Det betyder fx, at offentliggørelse af afgørelser eller beslutninger indeholdende personfølsomme oplysninger forudsætter forudgående samtykke fra sagens parter. Såfremt et sådant samtykke ikke kan indhentes, sker der ikke offentliggørelse. Søgsmålsfristen regnes fra dagen, hvor afgørelsen eller beslutningen bekendtgøres eller er meddelt den pågældende afhængig af, hvilket tidspunkt der ligger sidst.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 indebærer, at retten ved søgsmål om forhold vedrørende miljøet, der er omfattet af loven, skal påse, at omkostningerne ved sagen ikke er uoverkommeligt høje for de berørte parter. Forpligtelsen påhviler alle retsinstanser.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med de gældende regler i retsplejeloven. Udgangspunktet i loven er, at den tabende part erstatter de udgifter, som den vindende part har afholdt, forudsat disse har været fornødne til sagens forsvarlige udførelse. Udgifter til bistand af advokat m.v. erstattes med et passende beløb, og de øvrige udgifter erstattes fuldt ud. I medfør af retsplejelovens § 312, stk. 3, kan retten dog af egen drift bestemme, at den tabende part ikke eller kun delvist skal erstatte modparten de påførte udgifter, hvis særlige grunde taler for det. Sådanne grunde vil kunne foreligge, hvis omkostningerne i modsat fald vurderes at ville være uoverkommeligt høje for den pågældende, hvor der i henhold til lovgivningen eller internationale forpligtelser m.v., er et krav om, at de tilgængelige retsmidler ikke må være uoverkommeligt dyre. Samtidig skal forslaget ses i sammenhæng med reglerne i retsplejelovens kapitel 31 om bl.a. retshjælp og fri proces.

Bestemmelsen har til hensigt at sikre overholdelse af kravet i Århus-konventionen om, at de tilgængelige retsmidler ikke må være uoverkommeligt dyre. Bestemmelsen skal derfor forstås i overensstemmelse med konventionen og VVM-direktivet samt EU-Domstolens praksis, der knytter sig hertil, jf. herved bl.a. EU-Domstolens domme af henholdsvis 11. april 2013 i sag C-260/11, Edwards og Pallikaropoulos, og 13. februar 2014 i sag C-530/11, Kommissionen mod Storbritannien.

Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende. Det ønskes, at loven træder i kraft hurtigst muligt af hensyn til projektets fremdrift.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.