Det foreslås i stk. 1 at bemyndige transportministeren til at anlægge en tunnel (”Nordhavnstunnel”) fra Nordhavnsvej/Strandvænget til Kattegatvejs forlængelse i Nordhavn i København med tilslutning til vejnettet i Nordhavn og forberedt til videreførelse til en ny ringvej (”Østlig Ringvej”).

Nordhavnstunnel vil bestå af en ca. 1,4 km lang vejtunnel med 2 kørespor i hver retning.

Af bestemmelsens stk. 2 fremgår, at transportministeren bemyndiges til at foretage de dispositioner, som er nødvendige med henblik på gennemførelsen af anlægsprojektet, jf. stk. 1, herunder etablere en midlertidig erstatningshavn i Færgehavn Nord i anlægsperioden. Den midlertidige erstatningshavn i Færgehavn Nord skal anlægges, fordi Svanemøllehavnen ikke vil kunne benyttes i fuldt omfang, mens anlægsarbejdet står på.

Bemyndigelsen skal sikre, at transportministeren kan gennemføre eller få gennemført de relaterede projekter til Nordhavnstunnel. Bestemmelsen udgør hjemlen til at foretage de dispositioner, som er nødvendige med henblik på gennemførelsen af det samlede anlægsprojekt, herunder bl.a. ekspropriation, anlæg og omlægning af veje og nødvendige ledningsarbejder m.m. Bestemmelsen medfører ikke i sig selv, at de omtalte anlæg og dispositioner kan udføres uden nødvendige godkendelser, tilladelser eller dispensationer som følge af anden lovgivning, medmindre anden lovgivning er fraveget med nærværende lovforslag.

Det er hensigten, at transportministeren bemyndiger Vejdirektoratet til at forestå anlægsprojektet som anlægsmyndighed.

I den foreslåede stk. 3 er der henvist til bilag 1, der er et kort over linjeføringen af Nordhavnstunnel med forberedelse af videreførelse til Østlig Ringvej, jf. forslagets § 1, stk. 1.

Der henvises til afsnit 3 og 6 i de almindelige bemærkninger, som indeholder en beskrivelse af anlægsprojektet og dettes indvirkninger på miljøet.

Det følger af vejlovens § 6, stk. 1, at transportministeren er vejmyndighed for statsvejene. Af stk. 2 følger det, at administrationen af statsvejene henlægges til Vejdirektoratet.

Af vejlovens § 7 fremgår det, at kommunalbestyrelsen er vejmyndighed for kommunevejene.

Af vejlovens § 12, stk. 1, 1. pkt., følger det, at det ved lov bestemmes, hvilke offentlige veje der skal være statsveje, hvilke nye statsveje der skal anlægges, og hvilke der skal nedlægges eller overgå til anden status.

Det foreslås i stk. 1, at transportministeren er vejmyndighed under gennemførelsen af anlægsprojektet nævnt i § 1, og gennemføres efter reglerne om statslige vejanlæg i vejloven.

Det betyder, at transportministeren som vejmyndighed i anlægsfasen, dvs. i forbindelse med forberedelsen og udførelsen af anlægsprojektet, vil have de beføjelser og forpligtelser, som den statslige vejmyndighed har i medfør af vejloven og anden lovgivning, medmindre andet følger af lovforslaget. Transportministeren har alene denne kompetence indenfor projektområdet, og kun indtil anlægsarbejdet er afsluttet, og anlægget overdrages til Københavns Kommune.

Bestemmelsen skal sikre, at transportministeren, i praksis Vejdirektoratet, kan gennemføre anlægsprojektet efter reglerne om etablering af statslige vejanlæg i vejloven, uanset at Nordhavnstunnel skal have status af kommunevej efter overdragelsen af anlægget til Københavns Kommune. Vejdirektoratet kan således forberede og udføre anlægget efter vejlovens regler om statslige vejanlæg, som er vedtaget af Folketinget ved anlægslov, hvor disse regler i vejloven ikke er fraveget i dette forslag til anlægslov.

Det foreslås med bestemmelsen i stk. 2, at efter færdiggørelse af anlægsprojektet overdrager transportministeren tunnellen til Københavns Kommune som kommunevej.

Overdragelsen af Nordhavnstunnel som kommunevej følger af dette lovforslag og forudsætter ikke anvendelse af vejlovens regler om nedklassificering, jf. vejlovens § 12.

Når Københavns Kommune overtager vejen, vil kommunen samtidig være vejmyndighed i medfør af vejlovens § 7. I overensstemmelse med den almindelige ordning i vejloven har kommunalbestyrelsen således efter overdragelsen af anlægget de beføjelser og forpligtelser, som den kommunale vejmyndighed har i medfør af vejloven og anden lovgivning.

Med bestemmelsen i § 3 foreslås det, at anlægsprojektet som nævnt i § 1 skal gennemføres inden for rammerne af de udførte vurderinger af projektets indvirkninger på miljøet, jf. dog den foreslåede § 4.

Med Folketingets vedtagelse af anlægsloven bemyndiges transportministeren til at gennemføre anlægsprojektet i overensstemmelse med bestemmelserne i lovforslagets § 1, jf. lovens bilag 1, og projektbeskrivelsen i lovforslagets almindelige bemærkninger. Anlægsprojektets indvirkninger på miljøet er beskrevet og vurderet i de miljømæssige undersøgelser af projektet, det vil sige VVM-redegørelsen, som ligger til grund for Folketingets vedtagelse af loven.

Anlægsprojektet, der vedtages i enkeltheder ved lov undtages fra de almindelige regler om VVM, herunder reglerne i vejlovens kapitel 2 a og regler udstedt i medfør heraf om administrativ VVM-tilladelse til statslige vejanlæg. Der henvises til afsnit 2.3 og 7 i de almindelige bemærkninger.

Vedtagelsen af anlægsloven vil være den samlede bemyndigelse for transportministeren til at igangsætte anlægsprojektet. Anlægsloven træder således i stedet for den VVM-tilladelse, som projektet ellers skulle have haft i henhold til de almindelige VVM-regler. Ved meddelelse af en VVM-tilladelse efter de almindelige regler ville det være en forudsætning, eventuelt formuleret som et vilkår, at projektet etableres i overensstemmelse med de forudsætninger, der er lagt til grund i den tilvejebragte VVM-redegørelse, og således holder sig inden for de miljømæssige vurderinger, der fremgår af redegørelsen.

Bestemmelsen i § 3 har et tilsvarende formål i forhold til gennemførelsen af anlægsprojektet. I henhold til denne bestemmelse påhviler det således Vejdirektoratet som anlægsmyndighed – og i praksis dennes entreprenører – at udføre de pågældende bygge- og anlægsarbejder på en sådan måde, at indvirkningerne på miljøet holdes inden for rammerne af de udførte vurderinger af projektets indvirkninger på miljøet. Transportministeren fører tilsyn hermed.

Som det fremgår af henvisningen til lovforslagets § 4, indebærer bestemmelsen i § 3 ikke en begrænsning i adgangen til at gennemføre ændringer eller udvidelser af anlægsprojektet nævnt i § 1, når dette i anlægsfasen sker i overensstemmelse med den foreslåede § 4.

Der henvises til afsnit 3.3 i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 4, at reglerne om ændring eller udvidelse af statslige vejanlæg og dertil knyttede projekter i vejlovens kapitel 2 a og regler udstedt i medfør heraf anvendes ved ændringer eller udvidelser af anlægsprojektet nævnt i § 1.

Det er Folketinget, der med vedtagelsen af anlægsloven meddeler VVM-tilladelse til anlægsprojektet nævnt i § 1. Det betyder, at anlægsprojektet herefter som udgangspunkt skal gennemføres inden for rammerne af de udførte vurderinger af projektets indvirkninger på miljøet, jf. lovforslagets § 3.

Lovforslagets § 4 fastlægger fremgangsmåden og VVM-kompetencen i tilfælde af, at det bliver nødvendigt at gennemføre ændringer i eller udvidelser af anlægsprojektet i anlægsfasen. Lovforslaget er ikke til hinder for, at andre anlægsmetoder med andre afledte miljømæssige konsekvenser end dem, som er beskrevet i loven, anvendes. Nye anlægsmetoder med andre miljømæssige konsekvenser end dem, der allerede er belyst i loven, skal vurderes i overensstemmelse med § 4.

Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at ændringer i eller udvidelse af anlægsprojektet nævnt i § 1 i anlægsfasen alene skal vurderes i henhold til ét regelsæt om VVM. Det følger i forvejen af reglerne i kapitel 2 a i vejloven, at disse finder anvendelse ved ændringer eller udvidelser af statslige vejanlæg og dertil knyttede projekter, også når anlægsprojektet er vedtaget ved anlægslov. Af lovforslagets § 4 følger, at reglerne om ændringer eller udvidelser af anlægsprojekter i kapitel 2 a også finder anvendelse, såfremt ændringen eller udvidelsen sker i Københavns Havns søområde og dermed i udgangspunktet var omfattet af VVM-reglerne i bekendtgørelse nr. 450 af 8. maj 2017 om vurdering af virkning på miljøet (VVM) af projekter vedrørende erhvervshavne og Københavns Havn samt om administration af internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter, for så vidt angår anlæg og udvidelse af havne.

Det følger af reglerne i vejlovens kapitel 2 a, at Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen er VVM-myndighed for eventuelle ændringer og udvidelser af anlægsprojektet. Vejdirektoratet skal anmelde ændringer eller udvidelser, der kan være til skade for miljøet, til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, som i overensstemmelse med reglerne i kapitel 2 a vil skulle vurdere, om den anmeldte ændring eller udvidelse skal undergives supplerende miljømæssige vurderinger, inden styrelsen tager stilling til, om ændringen eller udvidelsen kan tillades, eventuelt på vilkår.

Der henvises til afsnit 3.3 i de almindelige bemærkninger.

De arealer, hvor anlægsprojektet skal gennemføres, er omfattet af en række bestemmelser i den almindelige plan- og miljølovgivning m.v., herunder havmiljøloven, råstofloven, miljøbeskyttelsesloven, museumsloven og planloven. Visse arealer er desuden omfattet af lov om Metroselskabet I/S og Udviklingsselskabet By & Havn I/S.

Det foreslås i § 5, at anlægsprojektet ikke kræver dispensation eller tilladelse efter en række konkrete bestemmelser i plan-, natur- og miljølovgivningen m.v., samt andre bestemmelser ikke finder anvendelse, jf. de almindelige bemærkninger.

Bestemmelsen i § 5 har til formål at skabe klarhed om forholdet mellem anlægsloven og de regler i plan- og miljølovgivningen m.v., der stiller krav om tilladelse, godkendelse eller dispensation inden foretagelse af fysiske dispositioner i forbindelse med anlægsprojektet. Anlægsloven vil udgøre det retlige grundlag for de fysiske arealindgreb m.v., hvorfor anlægsprojektet kan gennemføres uden forudgående kommune- eller lokalplanplanlægning og uden tilladelse, godkendelse eller dispensation efter de regler i plan- og miljølovgivningen m.v., som fraviges i § 5.

Selv om bestemmelsen indebærer, at dele af den almindelige plan- og miljølovgivning m.v. fraviges, varetages hensynene bag disse regler stadigvæk i anlægsprojektet ved, at transportministeren, i praksis Vejdirektoratet, ved udførelsen af projektet skal overholde anlægsloven og de retningslinjer, der fremgår af lovforslagets bemærkninger, samt rammerne i de miljømæssige undersøgelser af projektet, som fremgår af VVM-redegørelsen. Disse rammer sikrer samlet en varetagelse af de hensyn, som normalt ville blive varetaget gennem de fravegne bestemmelser. Der henvises for en beskrivelse af de relevante arbejder, som gennemføres i anlægsprojektet, og som normalt kan kræve tilladelse efter de omhandlede bestemmelser, til afsnit 3 og 7 i de almindelige bemærkninger samt VVM-redegørelsen.

De bestemmelser og krav om tilladelse, godkendelse eller dispensation i den øvrige lovgivning, som ikke udtrykkeligt fraviges, finder stadig anvendelse for anlægsprojektet, herunder også reglerne om tilsyn, håndhævelse og straf for overtrædelse af regler, som ikke er fraveget. Tilsvarende gælder for andre regler, f.eks. om erstatning eller om miljøskade, i de respektive love. Forslaget til § 6 om klageadgange finder anvendelse på afgørelser vedrørende anlægsprojektet, truffet efter disse regler.

Bestemmelsen i § 5 gælder ikke kun i forhold til de permanente anlæg (Nordhavnstunnel med tilknyttede anlæg, jf. § 1), men også i forhold til arbejder i midlertidige projektområder således som beskrevet i VVM-materialet. Bestemmelsen regulerer dog kun arbejder, der er omfattet af lovforslagets § 1. Udførelse af arbejder, der ikke er omfattet af § 1, forudsætter således stadig, at Vejdirektoratet indhenter de nødvendige tilladelser og dispensationer m.v. efter den i § 5 nævnte lovgivning.

Bestemmelsen finder endvidere alene anvendelse i anlægsfasen af anlægsprojektet. Ved den efterfølgende administration efter de nævnte love, skal anlægget drives og vedligeholdes på normal vis, når anlægsprojektet er gennemført. Hvis der som led i driftsfasen skal foretages nye ændringer eller udvidelser, finder de normale regler anvendelse.

Med bestemmelsen i stk. 1 foreslås det således, at gennemførelse af anlægsprojektet nævnt i § 1 ikke kræver dispensation eller tilladelse til klapning, opgravning og genplacering af havbundsmaterialer i Svanemøllehavnen og Kalkbrænderiløbet efter §§ 25-28 i havmiljøloven, §§ 20-21 i råstofloven, § 27 i miljøbeskyttelsesloven og § 24, stk. 3 og 4, i lov om Metroselskabet I/S og Udviklingsselskabet By & Havn I/S samt regler udstedt i medfør af disse love. Stk. 1 gælder alene for klapning, opgravning og genplacering inden for projektområdet således som beskrevet i denne lov og i VVM-materialet.

Af §§ 25-28 i havmiljøloven følger bl.a., at der er forbud mod dumpning af stoffer og materialer, bortset fra dumpning af optaget havbundsmateriale. Miljø- og fødevareministeren (ved Miljøstyrelsen) meddeler tilladelse til og fører tilsyn med dumpning af optaget havbundsmateriale, jf. lovens § 26, stk. 1. En tilladelse skal vurderes i henhold til kriterierne i § 26, stk. 2-5, samt §§ 27-28.

Den med anlægsprojektet forbundne klapning er detaljeret behandlet og beskrevet i VVM-undersøgelsen.

Lovforslaget indebærer, at anlægsprojektet kan gennemføres uden tilladelse efter § 26 i havmiljøloven til klapning af havbundssediment i Kalkbrænderiløbet.

Hovedparten af det klapningsegnede havbundssediment vil blive flyttet til Kalkbrænderiløbet syd for tunnelen. Herud-over vil eventuelt overskydende og klapningsegnet sediment blive sejlet til godkendte klappladser. Placering af overskydende og klapningsegnet sediment på godkendte klappladser uden for Kalkbrænderiløbet er ikke fraveget med loven og følger dermed de almindelige regler i havmiljøloven.

De dele af sedimentet, som ikke er klapningsegnet, vil der skulle søges om tilladelse til opgravning og deponering af på en egnet lokalitet. Københavns Kommune er miljømyndighed for denne opgravning, og deponering skal ske i henhold til miljøbeskyttelsesloven. Kommunens afgørelse herom er omfattet af lovforslagets § 6.

Af §§ 20-21 i råstofloven følger bl.a., at ansøgning om tilladelse til dumpning i henhold til havmiljølovens § 26, hvis materialet er egnet til nyttiggørelse, kan anses som en ansøgning om tilladelse til nyttiggørelse i henhold til råstoflovens § 20 b, stk. 1, jf. § 20 b, stk. 5. Råstoflovens § 20 b og havmiljølovens § 26 skal derfor ses i sammenhæng.

Lovforslaget indebærer således, at anlægsprojektet kan gennemføres uden tilladelse efter bl.a. råstoflovens § 20 b. Der henvises til undersøgelserne om klapning af havbundsmaterialer i Kalkbrænderiløbet, som er beskrevet i afsnit 6 i de almindelige bemærkninger.

Af § 27 i miljøbeskyttelsesloven følger bl.a., at stoffer, der kan forurene vandet, ikke må tilføres vandløb, søer eller havet, ligesom sådanne stoffer ikke må oplægges således, at der er fare for, at vandet forurenes. Stoffer, jf. miljøbeskyttelseslovens § 27, stk. 1, der er aflejrede i vandløb, søer eller havet, må ikke uden kommunalbestyrelsens tilladelse påvirkes, så de kan forurene vandet, jf. § 27, stk. 2.

Lovforslaget betyder, at kommunalbestyrelsens ikke skal meddele tilladelse i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 27, stk. 2, i forbindelse med klapning, opgravning og genplacering af havbundsmaterialer i Svanemøllehavnen og Kalkbrænderiløbet.

Af § 24, stk. 3 og 4, i lov om Metroselskabet I/S og Udviklingsselskabet By & Havn I/S følger bl.a., at udvidelse af havnen, jf. stk. 3, samt uddybning og opfyldning samt etablering af faste anlæg m.v. inden for havnens søområde, jf. stk. 4, kræver tilladelse fra transportministeren.

Lovforslaget indebærer, at vedtagelsen af anlægsloven træder i stedet for en tilladelse efter lov om Metroselskabet I/S og Udviklingsselskabet By & Havn I/S til etableringen af Nordhavnstunnel inden for Københavns Havn i det på bilag 1 til anlægslovens viste søområde, jf. bekendtgørelse nr. 1666 af 9. december 2016 om fastsættelse af Københavns Havns søområde. Lovforslagets § 5, stk. 1, præciserer herved, at § 24, stk. 3 og 4, i lov om Metroselskabet I/S og Udviklingsselskabet By & Havn I/S er fraveget, for så vidt angår anlægsprojektet.

Bestemmelsen i § 5, stk. 1, betyder også, at der ikke skal meddeles tilladelse efter de i bestemmelsen nævnte love til bl.a. at ændre den nuværende maksimale havnedybde i Svanemøllehavnen (og Kalkbrænderihavnen) på 3,5 meter og 6 meter i Kalkbrænderiløbet til den fremtidige vanddybde på 3,5 meter i Kalkbrænderiløbet.

Det foreslås med bestemmelsen i stk. 2, at reglerne om kommune- og lokalplaner i planloven samt kapitel 8 om sikring af kultur- og naturarv i forbindelse med den fysiske planlægning m.v. og kapitel 8 a om bevaring af sten- og jorddiger og fortidsminder i museumsloven ikke finder anvendelse ved gennemførelse af anlægsprojektet nævnt i § 1.

Forslaget betyder, at planlovens regler om tilvejebringelse af kommune- og lokalplaner eller regler om dispensation fra eksisterende lokalplaner og byplanvedtægter m.v. ikke finder anvendelse ved gennemførelsen af anlægsprojektet.

Fravigelsen af reglerne om kommune- og lokalplaner er begrundet i, at anlægsloven udgør den retlige ramme for anlægsprojektet, og gennemførelsen af anlægsprojektet kræver derfor ikke fysisk planlægning efter planloven. Det er således ikke påkrævet at vedtage nye planer eller ændre i eksisterende planlægning for at kunne gennemføre anlægsprojektet. Arbejderne, som følge af anlægsprojektet nævnt i § 1, i både det permanente og det midlertidige projektområde kræver heller ikke dispensation eller lignende fra eksisterende planlægning.

Eksisterende kommune- og lokalplaner for de arealer, som anlægsloven omhandler, ophæves ikke med anlægsloven. Planerne finder imidlertid ikke anvendelse i forbindelse med anlægsprojektets udførelse. Eventuelle ændringer af anlægsprojektet, før Nordhavnstunnel overdrages til Københavns Kommune, udløser ikke krav om nye planvedtagelser.

Herudover foreslås det, at museumslovens kapitel 8 og 8a fraviges. Det betyder, at gennemførelsen af anlægsprojektet nævnt i § 1 kan ske, uden at der forinden skal indhentes tilladelser eller søges om dispensation efter museumsloven. De bevaringshensyn, som skal sikres med museumsloven, varetages under anlægsarbejdets udførelse af transportministeren (Vejdirektoratet efter bemyndigelse) i medfør af anlægsloven.

Vejdirektoratet skal i forbindelse med den praktiske tilrettelæggelse af anlægsarbejdet samarbejde med relevante myndigheder til belysning af eventuelle bevaringsværdier i projektområdet, herunder anmelde eventuelle fund og inddrage relevante instanser til belysning heraf samt koordinere og tilrettelægge eventuelle yderligere undersøgelser.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.4 og 7 i de almindelige bemærkninger.

Efter gældende ret kan kommunalbestyrelsens eller en statslig myndigheds afgørelser påklages til anden administrativ myndighed (administrativ rekurs).

Efter kapitel VI i lov om kommunernes styrelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 47 af 15. januar 2019, fører Ankestyrelsen tilsyn med, at kommunerne overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder i det omfang, der ikke er særlige klage- og tilsynsmyndigheder, der kan tage stilling til den pågældende sag. Af samme lovs kapitel VII følger det, at Økonomi- og Indenrigsministeriet er rekursinstans i forhold til en række nærmere angivne afgørelser om sanktioner, samtykke og godkendelse, som træffes af Ankestyrelsen, samt at Økonomi- og Indenrigsministeriet er øverste tilsynsmyndighed i forhold til Ankestyrelsens dispositioner eller undladelser som led i udøvelsen af tilsynet. Det følger af § 1, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse, at reglerne viger for anden lovgivning.

Det foreslås i stk. 1, at kommunalbestyrelsens, regionens eller en statslig myndigheds afgørelse om anlægsprojektet, som træffes efter byggeloven, lov om naturbeskyttelse, lov om vandforsyning m.v., lov om miljøbeskyttelse, lov om beskyttelse af havmiljøet, lov om råstoffer, lov om bygningsfredning samt regler udstedt i medfør af disse love, ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med, at reglerne i bygge-, natur- og miljølovgivning gælder for anlægsprojektet i det omfang, denne lovgivning ikke er fraveget ved reglerne i dette lovforslag, herunder § 5. Det betyder, at der vil blive truffet afgørelser om anlægsprojektet over for Vejdirektoratet som anlægsmyndighed samt dettes entreprenører. De kompetente myndigheder har fortsat tilsynskompetencen, for så vidt angår de bestemmelser, som ikke er udtrykkeligt fraveget i forslaget til § 5, og det kan ikke udelukkes, at der vil blive meddelt påbud, forbud m.v. vedrørende overholdelsen af de afgørelser eller den direkte gældende lovgivning, som fortsat finder anvendelse på anlægsprojektet.

Bestemmelsen i stk. 1 indebærer, at reglerne om klageadgang, klagemyndighed og opsættende virkning af klage i de nævnte love fraviges, således at klage over afgørelser efter disse love i forbindelse med arbejder til brug for anlægsprojektet nævnt i § 1 ikke følger de normale regler i de respektive love, men afskæres. En afskæring af klageadgangen er fundet nødvendig af fremdriftshensyn, da klagesager kan indebære betydelige risici og usikkerheder for anlægsprojektet i form af forsinkelse og fordyrelse. Afgørelserne kan imidlertid fortsat indbringes for domstolene efter de almindelige regler herom, dog indenfor seks måneder, jf. lovforslagets § 13.

Bestemmelsen er ikke begrænset til arbejder i projektområdet, idet bestemmelsen også omfatter andre afgørelser efter de i § 6, stk. 1, nævnte love, når disse påvirker adgangen til at gennemføre projektet eller kan medføre forsinkelse eller lignende.

Behandlingen af sagerne er i øvrigt fortsat reguleret af de nævnte love, hvor disse ikke er fraveget efter lovforslagets § 5. Forslaget ændrer således ikke ved, at afgørelserne som hidtil skal træffes efter reglerne i de i § 6, stk. 1, nævnte love, dvs. at de regler, der gælder for ansøgninger, regler om tilsyn og straf og om fremgangsmåden ved afgørelser ligeledes gælder uændret. Tilsvarende gælder de krav og betingelser, som gælder for tilladelser, dispensationer m.v. efter lovene.

Det betyder også, at Københavns Kommune vil føre vanligt tilsyn med kommunens afgørelser om anlægsprojektet på bl.a. miljøområdet og har mulighed for at meddele påbud m.v., hvis bygherre eller dennes entreprenør ikke efterkommer vilkår i kommunens afgørelser.

Afskæring af klageadgangen gælder alene afgørelser efter de nævnte love vedrørende anlægsprojektet i anlægsfasen. Bestemmelsen finder ikke anvendelse, hvis der f.eks. måtte være behov for afgørelser efter de nævnte love vedrørende driften m.v. af den færdige Nordhavnstunnel.

Hvor bestemmelserne i de nævnte love indeholder skønsmæssige beføjelser, og hvor der efter disse kan tages hensyn til bygherrens interesser og samfundets interesser i et givet projekt, er det den generelle vurdering, at hensynet til anlægsprojektet kan indgå med betydelig vægt.

Afgørelser efter de i stk. 1 nævnte love vedrørende anlægsprojektet forudsætter i nogle tilfælde desuden forudgående VVM-vurdering og -tilladelse. De miljømæssige konsekvenser af anlægsprojektet er beskrevet og vurderet i VVM-redegørelsen, og der skal ikke foretages en ny VVM-procedure. Kommunalbestyrelsen eller en statslig myndighed bør tage udgangspunkt i den gennemførte VVM, når der i tilladelser skal fastsættes krav og vilkår efter de respektive love. Hvis der er tale om ændringer eller udvidelser af anlægsprojektet, finder den foreslåede bestemmelse i § 4 anvendelse ved ændringer m.v. i anlægsfasen. Der henvises i den forbindelse til afsnit 2.3 i de almindelige bemærkninger samt bemærkningerne til lovforslagets § 4.

Af den foreslåede bestemmelse i stk. 2 fremgår, at de kommunale tilsynsmyndigheder ikke fører tilsyn med kommunalbestyrelsens afgørelser omfattet af stk. 1.

Lovforslagets § 6, stk. 1, fraviger særregler om klageadgang, klagemyndighed og opsættende virkning inden for en række love for bygge- og anlægsprojekter. Når disse særregler fraviges, kan de kommunale tilsynsmyndigheder få en kompetence, som de ikke har efter gældende lovgivning i forhold til andre bygge- og anlægsprojekter. Da dette ikke er hensigtsmæssigt, foreslås det i § 6, stk. 2, at de kommunale tilsynsmyndigheder ikke fører tilsyn med kommunalbestyrelsens afgørelser omfattet af forslagets § 6, stk. 1, om anlægsprojektet nævnt i § 1. Der henvises til ovenstående begrundelse for at fravige reglerne om klageadgang i de nævnte love.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at hverken Ankestyrelsen eller Økonomi- og Indenrigsministeriet har kompetence til at føre tilsyn med kommunalbestyrelsens afgørelser om anlægsprojektet efter forslagets § 6, stk. 1, herunder sagsbehandlingsregler, hvor vurderingen af lovligheden bedst kan foretages sammen med en vurdering af lovligheden af afgørelsen, f.eks. begrundelse, lovlige/saglige kriterier, officialmaksimen.

Det er alene afgørelser efter forslagets § 6, stk. 1, som de kommunale tilsynsmyndigheder afskæres fra at føre tilsyn med i anlægsfasen. Således vil de kommunale tilsynsmyndigheder ikke kunne påse kommunernes overholdelse af f.eks. reglerne i forvaltningsloven om inhabilitet, partsaktindsigt, partshøring m.v. samt aktindsigt efter offentlighedsloven.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.4 i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 7, at bestemmelserne i §§ 5 og 6 finder tilsvarende anvendelse på ændringer og udvidelser af anlægsprojektet nævnt i § 1, der er tilladt efter § 4.

Bestemmelsen medfører bl.a., at tilladte projektændringer og -udvidelser også kan gennemføres uden anvendelse af den i § 5 nævnte lovgivning, og at klageadgangen efter de i § 6 nævnte love er afskåret også for afgørelser, som vedrører ændringen eller udvidelsen.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets §§ 4-6 med tilhørende bemærkninger og til afsnit 3.3 i de almindelige bemærkninger.

Det følger af vejlovens § 77, stk. 1 og 2, om gæsteprincippet, at arbejder på ledninger i eller over offentlige veje, herunder om nødvendigt flytning af ledninger, i forbindelse med arbejder, der iværksættes inden for rammerne af de formål, som vejmyndigheden kan varetage, betales af ledningsejeren, medmindre andet er særligt bestemt ved aftale, kendelse afsagt af en ekspropriationskommission nedsat i henhold til lov om fremgangsmåden ved ekspropriation af fast ejendom (ekspropriationsprocesloven) eller afgørelse truffet af en kommunalbestyrelse efter vandforsyningslovens §§ 37 og 38, jf. § 40. Tilsvarende bestemmelser findes i § 70 i lov om private fællesveje for så vidt angår ledninger i eller over private fællesveje og udlagte private fællesveje i byer og bymæssige områder.

Med stk. 1 foreslås det, at, arbejder på ledninger i eller over arealer i området, hvor anlægsprojektet nævnt i § 1 skal gennemføres, herunder om nødvendigt flytning af ledninger, i forbindelse med arbejder, der iværksættes under gennemførelsen af anlægsprojektet, betales af ledningsejeren.

Med bestemmelsen i stk. 2, foreslås det, at stk. 1 ikke finder anvendelse, hvis andet er særligt bestemt ved aftale, ved kendelse afsagt af en ekspropriationskommission nedsat i henhold til lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom eller ved afgørelse truffet af en kommunalbestyrelse efter vandforsyningslovens §§ 37 og 38, jf. § 40.

Der henvises til pkt. 3.5.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det følger af vejlovens § 79, stk. 1, at i forbindelse med en vejmyndigheds arbejder efter § 77, der iværksættes af vejmyndigheden inden for rammerne af de formål, som vejmyndigheden kan varetage, skal vejmyndigheden tage hensyn til ledninger i eller over vejarealet.

Af vejlovens § 79, stk. 2, fremgår det, at vejmyndigheden så tidligt som skal muligt drøfte et planlagt arbejde med ledningsejeren med henblik på at undersøge, hvordan arbejdet kan tilrettelægges på den mest hensigtsmæssige måde for vejmyndigheden og ledningsejeren.

Med stk. 1 foreslås det, at i forbindelse med gennemførelsen af anlægsprojektet nævnt i § 1 skal transportministeren tage hensyn til ledninger omfattet af § 8 og så tidligt som muligt drøfte et planlagt arbejde med ledningsejeren med henblik på at undersøge, hvordan anlægsarbejdet kan tilrettelægges på den mest hensigtsmæssige måde for begge parter.

Forsyningsledninger er vigtige infrastrukturanlæg, og det er anerkendt i gældende ret, at anlægsmyndigheder i forbindelse med anlægsprojekter skal vise hensyn til ledningerne, herunder så tidligt som muligt drøfte et planlagt arbejde med ledningsejeren med henblik på, at arbejdet tilrettelægges på den mest hensigtsmæssige måde for både myndigheden og ledningsejeren. Formålet er at sikre, at ledningsejeren får mulighed for at fremsætte forslag til eventuelle ændringer af det planlagte anlægsarbejde, når dette medfører, at ledningsejeren skal afholde udgifter til arbejder på eller flytning af ledningen. Ledningsejeren skal således inddrages med henblik på at undersøge, hvordan et anlægsarbejde kan tilrettelægges på den samfundsøkonomisk mest hensigtsmæssige måde.

Bestemmelsen indebærer også, at transportministeren skal koordinere anlægsarbejdet med ledningsarbejderne bl.a. ved at indgå i en dialog med ledningsejerne og ved at udarbejde ledningsprotokoller m.v.

Med stk. 2 foreslås det, at kan der ikke opnås enighed mellem transportministeren og ejere af ledninger omfattet af § 8 om, hvordan planlagte anlægsarbejder på de arealer, hvori eller hvorover ledningerne er anbragt, skal tilrettelægges, kan transportministeren efter at have meddelt ledningsejeren, at det planlagte anlægsarbejde påbegyndes, gennemføre anlægsarbejdet og kræve bestemte ledningsarbejder udført af ledningsejeren.

Med bestemmelsen fastsættes det, hvad der skal gælde, såfremt der ikke kan opnås enighed med ledningsejeren om, hvordan planlagte anlægsarbejder på arealer, hvori og hvorover ledninger er anbragt, skal tilrettelægges. Transportministeren kan i så fald påbyde ledningsejeren at udføre de ledningsarbejder, som er nødvendige for gennemførelse af anlægsarbejdet. Bestemmelsen skal sikre, at anlægsprojektet kan gennemføres inden for de fastlagte tidsrammer.

Vejdirektoratet skal som anlægsmyndighed, hvis forholdene gør det nødvendigt, rette henvendelse om udstedelse af et påbud til transportministeren, som afgør, om der er grundlag for at meddele påbud til ledningsejeren. Transportministeren har tilsvarende kompetence i andre anlægslove, herunder Cityringloven og anlægsloven for den faste forbindelse over Femern Bælt med tilhørende landanlæg i Danmark.

Det forudsættes, at Vejdirektoratet forinden har søgt at drøfte det planlagte anlægsarbejde med ledningsejeren med henblik på, at arbejdet tilrettelægges på den mest hensigtsmæssige måde for både anlægsprojektet og ledningsejeren.

Med stk. 3 foreslås det, at transportministeren i særlige tilfælde kan udføre de påbudte ledningsarbejder, jf. stk. 2, for ledningsejerens regning.

Bestemmelsen vil kunne finde anvendelse, hvor ledningsejeren ikke indenfor en i forhold til anlægsprojektet rimelig frist udfører de påbudte ledningsarbejder og dermed forsinker anlægsprojektet. Særlige tilfælde vil således f.eks. kunne foreligge, hvis en forsinkelse af færdiggørelsen af ledningsarbejder vil medføre store fordyrelser f.eks. i form af erstatninger eller kompensation til andre entreprenører, der bliver forsinket i udførelsen af deres arbejdsopgave. Transportministeren vil i givet fald være forpligtet til at lade arbejderne på ledningerne udføre ved en anden med faglig indsigt i det pågældende ledningsarbejde. Det vil omkostningsmæssigt kunne komme ledningsejeren til skade, hvis ledningsejeren ikke udfører eller bistår i forbindelse med ledningsarbejdet, herunder som minimum ved tekniske anvisninger (manglende iagttagelse af tabsbegrænsningspligt).

Transportministeren har tilsvarende kompetence i de anlægslove, som er nævnt ovenfor.

Den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 3, svarer desuden, for så vidt angår ledninger i eller over offentlige vejarealer, til bestemmelsen i vejlovens § 79, stk. 4.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 10.

I forbindelse med prøvelsen af et anlægsprojekt efter ekspropriationsproceslovens § 13, stk. 1, kan ekspropriationskommissionen tage stilling til bl.a. ledningsomlægninger, herunder træffe beslutning om konkrete tekniske løsninger. Det forudsættes, at Vejdirektoratet og ledningsejeren så vidt muligt indgår aftaler om tekniske løsninger for ledningsarbejder uden inddragelse af ekspropriationskommissionen, men hvis parterne ikke kan nå til enighed, kan spørgsmålet forelægges kommissionen. Dette gælder dog ikke, hvis transportministeren har meddelt påbud til ledningsejeren om udførelse af bestemte ledningsarbejder, jf. lovforslagets § 9, stk. 2, da ekspropriationskommissionen ikke har kompetence til at efterprøve ministeriets afgørelse.

Ekspropriationskommissionen kan også tage stilling til spørgsmål om udgifter forbundet med ledningsarbejder, jf. ekspropriationsproceslovens § 17, stk. 4, om andre økonomiske tab end ekspropriationserstatning. Taksationskommissionen har kompetence til som rekursinstans at behandle tvister om betaling for ledningsarbejder, som har været behandlet af ekspropriationskommissionen.

I stk. 1 foreslås det, at tvister om erstatning for ledningsarbejder omfattet af den foreslåede § 8, og tvister om erstatning som følge af en afgørelse truffet i medfør af den foreslåede § 9, afgøres af ekspropriations- og taksationsmyndighederne i henhold til lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom (ekspropriationsprocesloven).

Den foreslåede bestemmelse præciserer således, i overensstemmelse med administrativ praksis på området, at ekspropriations- og taksationsmyndighederne i henhold til ekspropriationsprocesloven har kompetencen til at afgøre tvister om erstatning for ledningsarbejder omfattet af den foreslåede § 8, og tvister om erstatning som følge af en afgørelse truffet i medfør af den foreslåede § 9, uanset om det konkrete anlægsarbejde, som nødvendiggør ledningsarbejder, i øvrigt skal behandles af ekspropriationskommissionen i forbindelse med ekspropriation af fast ejendom til anlægsprojektet.

Med stk. 2 foreslås det, at reglerne i vejlovens § 103 finder tilsvarende anvendelse ved erstatningsfastsættelsen. Bestemmelsen medfører, at reglerne i vejlovens § 103 skal finde anvendelse ved erstatningsfastsættelsen i tvister omfattet af lovforslagets § 10, stk. 2, herunder at der i en eventuel erstatning kan foretages fradrag for generelle og specielle fordele. Erstatningen kan helt bortfalde, hvis indgrebet skønnes at medføre større fordele for ejeren end det tab, der påføres ejeren ved foranstaltningen.

Den foreslåede § 11 fastslår, at nye byzonearealer, som opstår i tilknytning til Udviklingsselskabet By & Havn I/S’ eksisterende arealer i forbindelse med anlægsprojektet nævnt i § 1, tilfalder Udviklingsselskabet By & Havn I/S.

Med bestemmelsen fastsættes det, hvem der får ejendomsretten til de tilvækstarealer, der evt. måtte opstå i forbindelse med anlægsprojektet. Der vil forventeligt være tale om meget begrænsede tilvækstarealer.

Den foreslåede bestemmelse tager kun sigte på de tilvækstarealer, der evt. kan opstå i forbindelse med anlæggelse af Nordhavnstunnel, og hjemler i øvrigt ikke etablering af nye landområder i Nordhavnen.

Der henvises til afsnit 3.6 i de almindelige bemærkninger.

Af stk. 1 foreslås det, at Københavns Kommune afholder alle omkostninger forbundet med anlægsprojektet nævnt i § 1, bortset fra udgifterne til forberedelsen af videreførelsen til Østlig Ringvej og udgifterne til tunnelstrækningen fra øst for Færgehavnsvej til Kattegatvej, der afholdes af selskabet Lynetteholmen. Udgifter til forberedelsen til Østlig Ringvej kan først afholdes, når anlæg af Lynetteholmen er miljøgodkendt, og der foreligger en ny aftale om gennemførelse af projektet mellem parterne. Hvis selskabet Lynetteholmen, mod forventning, ikke realiseres, må projektet tilpasses, og alternativ finansiering anvises. Københavns Kommune har finansieringsansvaret for den lange tunnelløsning, som følge af, at Nordhavnstunnelen er en kommunal vej jf. Principaftale om metro til Ny Ellebjerg via Sydhavnen samt udbygning af Nordhavnen fra 2014 og dertilhørende lov. Københavns Kommune har ikke finansieringsansvar og budgetrisiko ved forberedelsen til Østlig Ringvej.

Det følger af det foreslåede stk. 2, at betingelserne for afholdelse af udgifter under anlægsarbejdet, overdragelse af Nordhavnstunnelen og øvrige økonomiske forhold mellem transportministeren, Udviklingsselskabet By & Havn I/S og Københavns Kommune reguleres nærmere i en samarbejdsaftale, som skal indgås, inden anlægsarbejdet kan udbydes.

Når transportministeren bemyndiger Vejdirektoratet til at forestå anlægsprojektet som anlægsmyndighed, bemyndiges Vejdirektoratet samtidig til at indgå samarbejdsaftalen på ministerens vegne.

Bestemmelserne skal ses i sammenhæng med lovforslagets §§ 1 og 2, hvorefter anlægsprojektet udføres af transportministeren, i praksis af Vejdirektoratet, som efter færdiggørelse af anlægsprojektet overdrager Nordhavnstunnel til Københavns Kommune som kommunevej, og i sammenhæng med § 12, stk. 1, hvorefter transportministeren er vejmyndighed under gennemførelsen af anlægsprojektet.

Som det fremgår af stk. 2, er det en betingelse for igangsættelse af anlægsprojektet, og konkret for at Vejdirektoratet udbyder anlægsarbejder forbundet med projektet, at der forinden er indgået bindende aftale om de økonomiske forhold som beskrevet i bestemmelsen.

Der henvises til afsnit 3.1 i de almindelige bemærkninger og til lovforslagets §§ 1-2 og 12 med tilhørende bemærkninger.

Med stk. 1 foreslås det, at søgsmål til prøvelse af afgørelser efter loven skal være anlagt ved domstolene inden seks måneder efter, at afgørelsen er meddelt adressaten eller offentliggjort.

Med den foreslåede søgsmålsfrist sikres det, at der efter en vis periode ikke kan rejses tvivl om rigtigheden af en afgørelse efter loven ved domstolene. Fristen gælder ethvert søgsmål mod myndighederne, der forudsætter en prøvelse af den pågældende afgørelse. Søgsmålsfristen kan ikke fraviges af den myndighed, der har truffet den pågældende afgørelse. Hvis en afgørelse måtte være behæftet med sagsbehandlingsmangler eller fejl, kan det indebære, at afgørelsen må tilbagekaldes og udstedes på ny, hvorefter der løber en ny frist for domstolsprøvelse.

Alle afgørelser i medfør af loven vil blive offentliggjort på afgørelsesmyndighedens hjemmeside.

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens afgørelser i medfør af vejlovens kapitel 2 a og regler udstedt i medfør heraf vedrørende anlægsprojektet vil blive offentliggjort på Trafik-, Bygge og Boligstyrelsens hjemmeside.

Søgsmålsfristen regnes fra dagen, hvor afgørelsen offentliggøres eller fra det tidspunkt, hvor afgørelsen er meddelt den pågældende.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 indebærer, at retten ved søgsmål om forhold vedrørende miljøet, der er omfattet af loven, skal påse, at omkostningerne ved sagen ikke er uoverkommeligt høje for de berørte parter.

Det henvises herudover til afsnit 7.3 i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2020.