LOV nr 1648 af 30/12/2024
Kulturministeriet
Lov om anlæg af en formidlingsbygning m.v. på fortidsmindet Nyborg Slot § 2
Anlægsprojektet nævnt i § 1, stk. 1, skal gennemføres inden for rammerne af de udførte vurderinger af projektets indvirkninger på miljøet.
Forarbejder til Lov om anlæg af en formidlingsbygning m.v. på fortidsmindet Nyborg Slot § 2
RetsinformationDet følger af miljøvurderingslovens § 17, stk. 7, jf. lovbekendtgørelse nr. 4 af 3. januar 2023 om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), at vedkommende minister fastsætter, hvem der er myndighed for behandling af projekter, der vedtages i enkeltheder ved lov.
Det fremgår af bemærkningerne til miljøvurderingslovens § 17, stk. 7, at bestemmelsen angår de tilfælde, hvor en anden end transportministeren fremsætter forslag til en anlægslov, der omhandler projekter omfattet af bilag 1 eller 2, og som vedtages i enkeltheder ved det pågældende lovforslag, jf. Folketingstidende 2015-16, tillæg A, L 147 som fremsat, side 81.
Anlægsprojektet er omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2 punkt 10 b om anlægsarbejder i byzoner, herunder opførelse af butikscentre og parkeringsanlæg.
Det foreslås i § 2, at anlægsprojektet nævnt i § 1 skal gennemføres inden for rammerne af de udførte vurderinger af projektets indvirkninger på miljøet.
Kulturministeren vil blive bemyndiget til at gennemføre projektet i overensstemmelse med bestemmelserne i lovforslagets § 1, jf. lovens bilag 1-3, og projektbeskrivelsen i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Projektets indvirkninger på miljøet er beskrevet og vurderet i de miljømæssige undersøgelser af projektet, dvs. miljøkonsekvensvurderingerne.
Anlægsloven vil være den samlede tilladelse for kulturministeren til at igangsætte projektet. Anlægsloven træder således i stedet for den administrative tilladelse, som projektet ellers skulle have haft i henhold til de almindelige VVM-regler. Ved meddelelse af en tilladelse efter de almindelige regler ville det være en forudsætning, eventuelt formuleret som et vilkår, at projektet etableres i overensstemmelse med de forudsætninger, der er lagt til grund i miljøkonsekvensvurderingerne, og således holder sig inden for de miljømæssige vurderinger, der fremgår af redegørelsen.
Bestemmelsen i lovforslagets § 2 vil have et tilsvarende formål i forhold til gennemførelsen af projektet. I henhold til denne bestemmelse vil det således påhvile kulturministeren at udføre anlægsarbejdet på en sådan måde, at indvirkningerne på miljøet holdes inden for rammerne af de udførte vurderinger af projektets indvirkninger på miljøet.
Hvis der efter lovens vedtagelse sker ændringer i projektet, indebærer bestemmelsen i § 2 ikke en begrænsning i adgangen til at gennemføre ændringer eller udvidelser af anlægsprojektet, når dette i anlægsfasen sker i overensstemmelse med VVM-reglerne og inden for rammerne af lovens § 1. Lovforslaget vil heller ikke være til hinder for, at andre anlægsmetoder med andre afledte miljømæssige konsekvenser end dem, som er beskrevet i loven, anvendes. Nye anlægsmetoder med andre miljømæssige konsekvenser end dem, der allerede er belyst i loven, vil i så fald skulle vurderes i overensstemmelse med VVM-reglerne.
Hvis der måtte blive behov for at ændre projektet efter lovens vedtagelse, skal miljøvurderingslovens procedure for ændringer iagttages. Sådanne ændringer vil således kunne godkendes administrativt af VVM-myndigheden inden for den overordnede bemyndigelse i § 1.
Kulturministeriet vil være VVM-myndighed for eventuelle ændringer og udvidelser af projektet, der forudsættes ansøgt af Slots- og Kulturstyrelsen som forventet bygherre. En ansøgning om eventuelle ændringer og udvidelser vil således skulle gives til Kulturministeriet, som vil tage stilling til, om der vil skulle gennemføres yderligere miljøvurderinger inden ændringerne eller udvidelserne kan tillades.
Der henvises til bemærkningerne til § 1 og punkt 3.1 i de almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse af anlægsprojektet.