LOV nr 406 af 25/04/2023
Erhvervsministeriet
Lov om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser § 6
En godkendt myndighed eller organisation skal på sin hjemmeside give oplysning om følgende:
-
De gruppesøgsmål, som myndigheden eller organisationen har besluttet at anlægge efter denne lov.
-
Status for de gruppesøgsmål, som myndigheden eller organisationen har anlagt ved domstolene efter denne lov.
-
Resultatet af de gruppesøgsmål, der er nævnt i nr. 1 og 2.
Forarbejder til Lov om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser § 6
RetsinformationMed den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgsmålsdirektivets artikel 13, stk. 1.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at en godkendt myndighed eller organisation på sin hjemmeside skal give oplysning om de gruppesøgsmål, som myndigheden eller organisationen har besluttet at anlægge efter denne lov.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at godkendte myndigheder og organisationer forpligtes til at oplyse om de gruppesøgsmål, som myndigheden eller organisationen har besluttet af anlægge efter denne lov.
Dette vil gøre det nemmere for forbrugerne at blive oplyst om gruppesøgsmål, som anlægges efter denne lov, og som de kan være berørt af og dermed have interesse.
En beslutning om at anlægge et gruppesøgsmål foreligger som regel inden indgivelse af stævning. Der skal være tale om en endelig beslutning. Beslutningen om at anlægge et gruppesøgsmål kan eksempelvis være truffet på et møde i organisationens bestyrelse eller på en generalforsamling. Det betragtes ikke som en beslutning i bestemmelsens forstand, at organisationen undersøger grundlaget for at anlægge en sag, eksempelvis ved at korrespondere med berørte forbrugere eller ved at modtage vejledning fra en juridisk rådgiver.
Oplysninger om de gruppesøgsmål, som myndigheden eller organisationen har besluttet at anlægge kan bl.a. omfatte oplysninger om mulige og faktiske retsvirkninger af det konkrete gruppesøgsmål, hensigten med at indbringe sagen og en beskrivelse af den gruppe forbrugere, der er berørt af gruppesøgsmålet m.v., jf. præambelbetragtning nr. 58 i gruppesøgsmålsdirektivet.
Det kan også være oplysninger om de nødvendige skridt, som de berørte forbrugere skal tage for at kunne drage fordel af en afgørelse, herunder f.eks. tilmelde sig det konkrete gruppesøgsmål inden en bestemt frist.
Oplysningerne, som de godkendte myndigheder og organisationer skal give på deres hjemmeside, vil skulle gives, når det er relevant og hensigtsmæssigt for det konkrete gruppesøgsmål. Oplysningerne vil skulle gives i et forståeligt sprog og skal være fyldestgørende, så forbrugerne vil kunne forstå oplysningerne.
Den foreslåede bestemmelse har til hensigt at sikre, at forbrugerne vil blive tilstrækkeligt oplyst om gruppesøgsmålet før retssagen, således at forbrugerne er i stand til at træffe en kvalificeret beslutning om, hvorvidt de ønsker at deltage i et gruppesøgsmål og rettidigt tage de nødvendige skridt hertil.
Det foreslås i nr. 2, at en godkendt myndighed eller organisation på sin hjemmeside skal give oplysning om status for de gruppesøgsmål, som myndigheden eller organisationen har anlagt ved domstolene efter denne lov.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre en forpligtelse for godkendte myndigheder og organisationer til at give oplysninger status på et konkret gruppesøgsmål, som myndigheden eller organisationen har anlagt ved domstolene.
Et gruppesøgsmål anses for at være anlagt ved domstolene, når den godkendte myndighed eller organisation har indgivet en stævning til retten, og når gruppesøgsmålet ikke er endeligt afgjort eller afvist.
Status for et gruppesøgsmål, som er anlagt ved domstolene, vil vedrøre det stadie i forløbet ved domstolene, som gruppesøgsmålet er nået til. Det kan f.eks. være en oplysning om, at der er indleveret en stævning eller oplysning om dato for hovedforhandling.
Der vil således være tale om en løbende opdatering i takt med gruppesøgsmålets behandling ved domstolene.
Oplysningerne, som de godkendte myndigheder og organisationer skal give forbrugerne, vil skulle gives, når det er relevant og hensigtsmæssigt for det konkrete gruppesøgsmål. Oplysningerne vil skulle gives i et forståeligt sprog og fyldestgørende, så forbrugerne vil kunne forstå oplysningerne.
Den foreslåede bestemmelse har til hensigt at sikre, at forbrugerne vil blive tilstrækkeligt oplyst om gruppesøgsmålet under retssagen.
Det foreslås i nr. 3, at en godkendt myndighed eller organisation på sin hjemmeside skal give oplysning om resultatet af de gruppesøgsmål, der er nævnt i nr. 1 og 2.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre en forpligtelse for godkendte myndigheder og organisationer til på deres hjemmeside at give oplysninger om resultatet de gruppesøgsmål, de er blevet anlagt ved domstolene.
Resultatet af et gruppesøgsmål, som en godkendt myndighed eller organisation har besluttet at anlægge ved domstolene vil f.eks. kunne være, at et gruppesøgsmål er blevet afvist ved domstolene samt en begrundelse for afvisningen. Et resultat kan også være, at der er indgået forlig med den erhvervsdrivende, og sagen derfor ikke vil blive behandlet ved domstolene.
Resultatet af et gruppesøgsmål kan desuden være, at der er afsagt dom samt en opsummering heraf, og hvilken betydning det har for de berørte forbrugere.
Oplysningerne, som de godkendte myndigheder og organisationer skal give forbrugerne, vil skulle gives, når det er relevant og hensigtsmæssigt for det konkrete gruppesøgsmål. Oplysningerne vil skulle gives i et forståeligt sprog og skal være fyldestgørende, så forbrugerne vil kunne forstå oplysningerne.
Den foreslåede bestemmelse har til hensigt at sikre, at forbrugerne vil blive tilstrækkeligt oplyst om resultatet gruppesøgsmål efter denne lov.