Lov om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser § 15

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgsmålsdirektivets artikel 9, stk. 1, 5-8.

Det foreslås i stk. 1, at i forbindelse med et gruppesøgsmål om genopretning kan retten bestemme, at den erhvervsdrivende skal give tilmeldte forbrugere adgang til bestemte retsmidler, som efter omstændighederne kan være bl.a. erstatning, afhjælpning, ombytning, forholdsmæssigt afslag, ophævelse af købet eller kontrakten og tilbagebetaling af betalte beløb.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en godkendt myndighed eller organisation kan anlægge sag med påstand om, at den erhvervsdrivende skal give forbrugerne adgang til bestemte retsmidler som eksempelvis erstatning, afhjælpning, ombytning, forholdsmæssigt afslag, ophævelse af kontrakten eller tilbagebetaling af den betalte pris.

Bestemmelsen vil skulle anvendes i overensstemmelse med gruppesøgsmålsdirektivets præambelbetragtning nr. 50, hvoraf det fremgår, at foranstaltninger om genopretning bør identificere de individuelle forbrugere eller som minimum beskrive den gruppe af forbrugere, der er berettiget til de retsmidler, som disse foranstaltninger om genopretning stiller til rådighed, og, hvis det er relevant, angive metoden til fastlæggelse af skadens omfang og de relevante skridt, som forbrugere og erhvervsdrivende skal tage med henblik på gennemførelse af retsmidlerne. Det fremgår videre, at forbrugere, der er berettiget til retsmidler, bør kunne drage fordel af disse retsmidler uden at skulle indbringe særskilte sager. Endelig fremgår det, at det omvendt bør kunne kræves efter direktivet, at en forbruger tager visse skridt for at opnå sine retsmidler, som f.eks. at gøre den enhed, der har ansvaret for at håndhæve foranstaltningen med henblik på genopretning, bekendt med dem.

Når det således anføres i rettens afgørelse, at den erhvervsdrivende skal give berørte forbrugere adgang til bestemte retsmidler, vil der konkret være tale om, at retten efter omstændighederne fastlægger både en fordring, som de tilmeldte forbrugere har mod den erhvervsdrivende, samt en metode hvorved den erhvervsdrivende skal opfylde denne fordring. Der kan eksempelvis være tale om en sag, hvor en række produkter er solgt med en væsentlig mangel. Her kan det fremgå af rettens dom, at de tilmeldte forbrugere ved at indsende en anmodning til en bestemt mailadresse hos den erhvervsdrivende med angivelse af bestemte oplysninger inden for en frist på eksempelvis fire uger skal modtage et bestemt beløb, der udgør et forholdsmæssigt afslag i prisen.

Der kan være tale om mange forskellige typer af bestemmelser angående metoden for at give forbrugerne adgang til de pågældende retsmidler. Der kan eksempelvis være bestemmelser om udregningen af bestemte priser, bestemmelser om kommunikationsformen mellem de tilmeldte forbrugere og den erhvervsdrivende, bestemmelser om valgfrihed hos forbrugerne eller den erhvervsdrivende mv. Bestemmelsen vil desuden skulle fortolkes i overensstemmelse med EU-retten.

Det bemærkes, at retten i anvendelsen af bestemmelsen vil være bundet af retsplejelovens § 338, jf. lovforslagets § 1, stk. 2, hvorefter retten ikke kan tilkende en part mere, end parten har påstået, og kun kan tage hensyn til anbringender, som parten har gjort gældende, eller som ikke kan frafaldes. Det vil således være af afgørende betydning for retten afgørelse, hvilken påstand, den godkendte myndighed eller organisation nedlægger.

Bestemmelsen skal desuden fortolkes i overensstemmelse gruppesøgsmålsdirektivets præambelbetragtning nr. 42, hvorefter direktivet bør indeholde bestemmelser om en processuel ordning, som ikke berører de regler, der fastlægger forbrugernes materielle ret til kontraktlige retsmidler og retsmidler uden for kontrakt, i tilfælde hvor deres interesser er blevet skadet af en overtrædelse, såsom retten til skadeserstatning, ophævelse af kontrakten, tilbagebetaling, ombytning, afhjælpning eller forholdsmæssige afslag, afhængigt af situationen og af EU-retten eller national ret. Det fremgår videre, at det kun bør være muligt at anlægge et gruppesøgsmål med henblik på foranstaltninger om genopretning i medfør af dette direktiv, hvis EU-retten eller national ret indeholder bestemmelser om sådanne materielle rettigheder.

Oplistningen af retsmidlerne i bestemmelsens nr. 1-6 er derfor alene udtryk for eksempler. Det afgørende er, hvilke retsmidler der er adgang til i henhold til national eller EU-retlig regulering på det pågældende område. Til eksempel kan nævnes købelovens mangelsbeføjelser, som er relevante i visse typer af sager.

Lovforslaget berører ikke de gældende regler om fuldbyrdelse af afgørelser. Såfremt der i en afgørelse om genopretningen er tilstrækkeligt grundlag herfor, vil der eksempelvis kunne indledes tvangsfuldbyrdelse efter reglerne i retsplejelovens tredje bog, fjerde afsnit.

Det foreslås i stk. 2, at hvor en afgørelse om genopretning ikke angiver de individuelle forbrugere, der er berettigede til de retsmidler, som afgørelsen stiller til rådighed, skal den i det mindste beskrive den gruppe af forbrugere, der er berettiget til de pågældende retsmidler.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at afgørelsen ikke nødvendigvis skal angive de individuelle forbrugere, der er berettigede til de retsmidler, som afgørelsen stiller til rådighed. Med udgangspunkt i de oplysninger, der er indgivet efter lovforslagets § 11, stk. 1, nr. 2, litra a, vil retten kunne angive forbrugerne ved at anvende en præcis beskrivelse. Der kan eksempelvis anføres, at de berettigede forbrugere er købere af en bestemt genstand hos en bestemt virksomhed inden for en bestemt periode. Der kunne også være tale om modtagere i en bestemt landsdel af en bestemt ydelse fra en bestemt erhvervsdrivende i en bestemt periode.

Det bemærkes, at såfremt dommen ikke angiver de enkelte forbrugere individuelt, kan det vise sig, at dommen ikke senere kan tvangsfuldbyrdes. Lovforslagets berører ikke reglerne om fuldbyrdelse af domme, og ændrer således ikke på betingelserne for at kunne foretage tvangsfuldbyrdelse.

Bestemmelsen ændrer ikke ved, at gruppesøgsmålet alene omfatter de individuelle forbrugere, der har tilmeldt sig søgsmålet, jf. lovforslagets § 16, stk. 1. Det er således alene tilmeldte forbrugere, for hvilke dommen har retskraft, og som kan drage fordel af de retsmidler, der stilles til rådighed.

Det foreslås i stk. 3, at en afgørelse om genopretning skal angive en frist, inden for hvilken den erhvervsdrivende skal give forbrugerne adgang til de retsmidler, der er omfattet af afgørelsen.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at afgørelsen skal indeholde en frist for, hvornår de forbrugerne, der er tilmeldt gruppesøgsmålet, skal have fået adgang til de pågældende retsmidler. Hvis retten eksempelvis bestemmer, at en række forbrugere skal have adgang til erstatning, skal retten samtidig bestemme, hvornår erstatningssummen senest skal være udbetalt til de pågældende.

Der kan også være tale om, at afgørelsen angiver en frist, inden for hvilken de tilmeldte forbrugere skal henvende sig et bestemt sted for at få adgang til de pågældende retsmidler.

Det forudsættes, at retten fastsætter en rimelig frist, der er forenelig med hensynene bag gruppesøgsmålsdirektivet.

Det foreslås i stk. 4, at de retsmidler, som stilles til rådighed i en afgørelse af et gruppesøgsmål om genopretning, ikke berører eventuelle yderligere retsmidler, som forbrugerne har adgang til, og som ikke var genstand for det pågældende gruppesøgsmål.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at forbrugerne kan anlægge andre søgsmål, herunder andre typer af søgsmål, medmindre et sådant søgsmål vil stride mod de almindelige regler om dommes bindende virkning. Bestemmelsen vil endvidere tydeliggøre, at forbrugerne også fortsat vil have adgang til andre retsmidler, der ikke nødvendigt forudsætter, at de fastslås ved dom.