Lov om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser § 12

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres gruppesøgsmålsdirektivets artikel 7, stk. 4.

Det foreslås i stk. 1, at gruppesøgsmål kan anlægges, når der foreligger ensartede krav, gruppesøgsmål skønnes at være den bedste måde at behandle kravene på, og de berørte forbrugere kan identificeres og underrettes på en hensigtsmæssig måde.

Den foreslåede bestemmelse vil i overensstemmelse med gruppesøgsmålsdirektivets præambelbetragtning nr. 49 sikre, at retten tidligst muligt i sagen vil skulle kontrollere, om sagen er egnet til at blive behandlet som gruppesøgsmål i lyset af overtrædelsens art og karakteren af den skade, som de berørte forbrugere har lidt.

Bestemmelsen svarer delvist til bestemmelsen i retsplejelovens § 254 b, stk. 1. Det forudsættes, at betingelserne i den foreslåede bestemmelse vil skulle fortolkes i overensstemmelse med de tilsvarende betingelser i den nævnte bestemmelse i retsplejeloven.

Det vil efter bestemmelsen være overladt til rettens skøn, om de fremsatte krav er tilstrækkeligt ensartede til, at gruppesøgsmål vil være en hensigtsmæssig procesform. Af betydning vil navnlig være, om kravene udspringer af samme faktiske omstændigheder, og om de har samme retlige grundlag. Kravene behøver ikke at være identiske. Det er tilstrækkeligt, at de i faktisk og retlig henseende er ensartede. Som eksempler på tilfælde, hvor denne betingelse ofte kan være opfyldt, kan nævnes krav fra deltagerne i en pakkerejse i anledning af påståede mangler ved f.eks. indkvartering, udflugter, faciliteter mv.

Ved vurderingen af om gruppesøgsmål må antages at være den bedste måde at behandle kravene på, vil gruppesøgsmålet skulle sammenlignes med realistiske alternativer i den konkrete situation, og vurderingen vil derfor skulle foretages på grundlag af en samlet afvejning af den enkelte sags konkrete omstændigheder. Hvis kravene kan behandles lige så godt eller bedre under individuelle søgsmål, der eventuelt behandles samlet efter reglerne i retsplejelovens §§ 250 eller 254, kan der som udgangspunkt ikke anlægges gruppesøgsmål om kravene. I denne vurdering indgår også, om sagskomplekset har en sådan karakter, at fælles spørgsmål må forventes at kunne afklares under en prøvesag, ligesom der kan tages hensyn til, om den godkendte myndighed eller organisation, som måske har særlige forudsætninger for at bidrage til en hensigtsmæssig koordinering mv., eventuelt vil kunne medvirke på anden måde, f.eks. som biintervenient eller som mandatar for en eller flere parter i et individuelt søgsmål. Det må dog samtidig holdes for øje, at forbrugernes mulighed for at anlægge gruppesøgsmål ikke begrænses i et omfang, der vil være i strid med gruppesøgsmålsdirektivet.

Herudover er det en betingelse, at de berørte individuelle forbrugere kan identificeres og underrettes om sagen på en hensigtsmæssig måde. Retten vil skulle foretage en skønsmæssig vurdering af, om underretningen kan ske på en sådan måde, at der er en høj grad af sandsynlighed for, at de berørte får et sådant kendskab til sagen, at de har det fornødne grundlag for at tage stilling til, om de ønsker at tilmelde sig gruppesøgsmålet, jf. herved også bemærkningerne til de foreslåede § 16, stk. 2-4.