Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 568 af 19/05/2025

Transportministeriet

Bekendtgørelse af lov om Aarhus Letbane § 16

Trafikstyrelsen godkender de banetekniske anlæg for Aarhus Letbane, jf. § 2, samt de til anlægget hørende driftsregler og uddannelseskrav til sikkerhedscertificeret personale.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om Aarhus Letbane § 16

I henhold til lov om jernbane skal Trafikstyrelsen som sikkerhedsmyndighed på jernbaneområdet godkende jernbaneinfrastruktur inden denne tages i brug. I tråd hermed foreslås det, at Trafikstyrelsen skal godkende letbanens banetekniske anlæg, herunder tilslutningsanlæg til Grenaabanen og Odderbanen, før denne må tages i brug.

Godkendelsesprocessen for et jernbaneanlæg vil typisk starte med en forhåndsdialog mellem Trafikstyrelsen og anlægsselskabet. I forhåndsdialogen aftales det, hvilke regler og normgrundlag, som jernbaneanlægget skal anlægges efter. Der findes ikke et dansk normsæt for letbaner. I udlandet findes velafprøvede regelsæt, som anlægsselskabet med fordel kan tage udgangspunkt i. Eksempelvis kan det tyske regelsæt for letbaner, BOStrab, anvendes som overordnet grundlag. I Danmark er BOStrab tidligere anvendt som overordnet grundlag for den københavnske metro. Herudover kan selskabet supplere BOStrab med nødvendige anerkendte tekniske normer m.v. efter de konkrete behov.

Da der er tale om et stort projekt - og det første letbaneprojekt af sin slags i Danmark - er det vigtigt, at godkendelsesprocessen aftales trin for trin frem til endelig godkendelse, således at forventninger og behov mellem Aarhus Letbane I/S og Trafikstyrelsen kan afstemmes.

Trafikstyrelsen godkender i forbindelse med de banetekniske anlæg og de til anlægget hørende driftsregler ligeledes, hvilke uddannelseskrav, der skal stilles til førerne af letbanetog. Det er hensigten, at der ved fastsættelsen af uddannelseskrav til førerne af letbanetog tages udgangspunkt i de uddannelseskrav, der stilles til buschauffører.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.