Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 568 af 19/05/2025

Transportministeriet

Bekendtgørelse af lov om Aarhus Letbane § 10

Ved tilkøb eller udnyttelse af optioner forstås udgifter til anlægget, der ikke er nødvendige for anlæg af Aarhus Letbane, jf. § 2, og som Aarhus Kommune og Region Midtjylland har mulighed for at vælge i forbindelse med gennemførelsen af anlægget af Aarhus Letbane, uden at dette i øvrigt medfører væsentlige tidsmæssige eller økonomiske konsekvenser for anlægget.

Stk. 2. Tilkøb og udnyttelse af optioner betales af den eller dem, der ønsker at foretage tilkøb eller udnytte en option.

Stk. 3. Hel eller delvis elektrificering af Grenaabanen eller Odderbanen eller begge dele er et tilkøb. Udgiften til elektrificering, ud over hvad der er i driftsøkonomisk balance, skal finansieres af de parter, som måtte ønske denne elektrificering.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om Aarhus Letbane § 10

Den forslåede bestemmelse i stk. 1 definerer, hvad der skal forstås som tilkøb og optioner, nemlig specifikke udformninger/ændringer af anlægget af Aarhus Letbane, således som anlægget er beskrevet i § 2. Som et eksempel på tilkøb kan nævnes, hvis Aarhus Kommune i plangrundlaget beslutter sig til at der skal være tunnel ved Aarhus H i stedet for en bro, jf. definitionen af anlægget i § 2. Et andet eksempel på et tilkøb er, at Aarhus Kommune kan vælge at etablere strækningen fra Lisbjerg til Lisbjerg Vest, jf. tillige bemærkningerne til § 2.

Det foreslås i stk. 2, at tilkøb eller udnyttelse af optioner skal betales af den eller dem, der ønsker at foretage tilkøbet eller udnytte en optionen. Bestemmelsen er således en modsætning til lovens § 12, stk., stk. 2, hvorefter uforudsete udgifter betales af ejerne i forhold deres ejerandele. Tilkøb og optioner er ikke uforudsete udgifter, men udgifter vedrørende tilføjelser/udvidelser af anlægget, som parterne kan vælge at tilkøbe, mod at de selv afholder såvel anlægs- som driftsudgiften.

Det foreslås i stk. 3, at hel eller delvis elektrificering af Grenaabanen eller Odderbanen eller begge dele er et tilkøb. Udgiften til elektrificering, udover hvad der er i driftsøkonomisk balance, skal finansieres af de parter, som måtte ønske denne elektrificering. En yderligere elektrificering kan besluttes af Aarhus Kommune og Region Midtjylland inden for de økonomiske rammer af det kommende drifts- og infrastrukturselskab, jf. lovforslagets § 14, stk. 2, såfremt en sådan elektrificering er i driftsøkonomisk balance. Elektrificering ud over, hvad der er i driftsøkonomisk balance i forhold til de hidtidige beregninger, skal finansieres af de parter, som måtte ønske denne elektrificering.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 6.