Lov om ændring af sundhedsloven (National fordeling og styring af lægekapaciteter i det almenmedicinske tilbud, begrænsning i antal ydernumre ejet af én læge og flere og nye klinikformer i det almenmedicinske tilbud m.v.) § 1

Til nr. 1

Efter sundhedslovens § 57 a, stk. 1, yder regionsrådet mod betaling behandling ved læge på regionsrådets egne klinikker etableret efter § 227, stk. 5 og 8, til personer fra andre EU-/EØS-lande, der ikke har bopæl her i landet. 1. pkt., finder tilsvarende anvendelse for personer fra Færøerne og Grønland, medmindre disse har ret til vederlagsfri behandling m.v. efter § 8 og § 80 eller regler fastsat i medfør heraf.

Det foreslås i § 57 a, stk. 1, 1. pkt., at henvisningen til sundhedslovens § 227, stk. 8, udgår.

Der er således tale om en konsekvensændring, idet sundhedslovens § 227, stk. 8, foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 1, nr. 4.

Til nr. 2

Der er i gældende lovgivning ikke en national styring med lægekapaciteter i det almenmedicinske tilbud eller den geografiske fordeling heraf. Det fremgår af sundhedsloven, at regionsrådet har ansvaret for at tilvejebringe og sikre tilbud om behandling hos praktiserende læge efter § 60, jf. § 57.

Planlægningskompetencen er i dag hos regionerne. Regionerne fastlægger antallet af ydernumre og lægekapaciteter samt den geografiske placering af disse. Det følger således af sundhedslovens § 206 a, at regionsrådet med inddragelse af kommunerne og almen praksis hver valgperiode skal udarbejde en praksisplan vedrørende almen praksis, der udgør en del af regionens sundhedsplan, jf. sundhedslovens § 206.

I planlægningen skal der blandt andet tages hensyn til, at antallet af læger i regionen er tilstrækkeligt til, at alle regionens gruppe 1-sikrede borgere kan tilmeldes en alment praktiserende læge.

Det følger endvidere af sundhedslovens § 57 b, stk. 1, at regionsrådet på baggrund af praksisplanen vedrørende almen praksis, jf. § 206 a, fastlægger placeringen af de praksis, hvorfra der i henhold til et ydernummer ydes vederlagsfri behandling til personer omfattet af sikringsgruppe 1, jf. § 60, stk. 1. Det følger desuden af § 57 b, stk. 2, at en indehaver af et ydernummer, der ønsker at flytte praksis, skal indhente regionsrådets godkendelse. Godkendelse skal meddeles, hvis flytningen ikke ændrer forudsætningerne for praksisplanen eller er i strid med denne, jf. § 206 a.

I overenskomst om almen praksis er det fastsat, at en klinik, der som minimum har 1.600 patienter tilmeldt for en lægekapacitet, som udgangspunkt har ret til straks at få lukket for tilgang. Dette patienttal er som udgangspunkt styrende for regionernes planlægning og for regionernes udstedelse af ydernumre og lægekapaciteter.

Der er i gældende lovgivning ikke regler, der bemyndiger indenrigs- og sundhedsministeren til at styre og fastlægge kapaciteten eller fastsætte den overordnede fordeling og lægekapaciteter i det almenmedicinske tilbud.

Det fremgår af sundhedslovens § 227, stk. 7, at regionsrådet i perioden fra den 1. juli 2023 til og med den 30. juni 2033 kan indgå aftaler med indehaveren af et ydernummer i områder med lægemangel om et særligt vederlag af midlertidig karakter til kompensation for etablerings- eller praksispersonaleudgifter. Det særlige vederlag er af midlertidig karakter og ligger ud over, hvad der er fastlagt og besluttet i overenskomst om almen praksis. Denne mulighed skal understøtte regionens forpligtelse til at yde behandling hos praktiserende læge efter § 60, jf. § 57.

Det fremgår af bemærkningerne til sundhedslovens § 227, stk. 7, at hjemlen til at yde et særligt vederlag alene vil kunne anvendes i områder, hvor de almindelige mekanismer til at sikre lægedækning ikke er tilstrækkelige, og hvor det via praksisplanens indsatser ikke har været muligt at sikre en rimelig lægedækning i regionen, herunder ved at tiltrække og fastholde alment praktiserende læger med de muligheder, som overenskomsten stiller til rådighed, jf. Folketingstidende 2022-23, tillæg A, L 103 som fremsat, side 12-13.

Der er i gældende lovgivning ikke fastlagt regler om honorarstrukturen for praktiserende læger, der virker efter overenskomst om almen praksis, eller herunder regler som fastlægger bestemmelser om differentiering af honorarerne. Honorarstrukturen følger af overenskomst om almen praksis og aftales mellem overenskomstens parterne, Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Praktiserende Lægers Organisation.

Overenskomst om almen praksis giver i dag mulighed for et begrænset differentieret basishonorar for praktiserende læger ud fra to forskellige modeller. Den første tager udgangspunkt i såkaldt lægedækningstruede områder, og den anden tager udgangspunkt i patienttyngden i det givne område.

Det foreslås at indsætte et nyt § 206 b i kapitel 63 i sundhedsloven.

Det foreslås i § 206 b, stk. 1, at lægekapaciteterne i det almenmedicinske tilbud fordeles og styres efter en national model for fordeling og styring af lægekapaciteter i det almenmedicinske tilbud, jf. regler fastsat i medfør af den foreslåede stk. 4.

Forslaget vil medføre, at der indføres en national fordelingsmodel, som vil fastsætte den overordnede nationale fordeling af lægekapaciteter i det almenmedicinske tilbud ud fra befolkningens behandlingsbehov inden for et afgrænset geografisk område. Inden for sundhedsrådenes områdeafgrænsning estimerer fordelingsmodellen desuden behandlingsbehovet for patienterne i den enkelte klinik.

Den nationale fordelingsmodel vil som udgangspunkt fordele lægekapaciteter inden for de geografiske områder omfattet af et sundhedsråd, jf. en ny organisering af det regionale sundhedsvæsen og etablering af 17 nye sundhedsråd fra 1. januar 2027.

Den nationale fordelingsmodel af lægekapaciteter vil således blive det centrale overordnede styringsværktøj til den nationale fordeling og styring af lægekapaciteter nationalt i det almenmedicinske tilbud. Med lovforslaget vil planlægningssystemet for det almenmedicinske tilbud således blive justeret.

Det foreslåede § 206 b, stk. 1, skal ses i sammenhæng med den foreslåede § 206 b, stk. 4, hvorefter der vil blive fastsat nærmere regler om modellen ved bekendtgørelse.

Det foreslås i § 206 b, stk. 2, at regionsrådet foretager planlægning og kapacitetsstyring af lægekapaciteter i det almenmedicinske tilbud i overensstemmelse med den nationale fordeling og styring efter den foreslåede stk. 1.

Forslaget vil medføre, at regionsrådets planlægning og kapacitetsstyring vil skulle ske i overensstemmelse med fordelingsmodellen, herunder planlægningen og placeringen af de almenmedicinske tilbud, hvorfra der ydes vederlagsfri behandling til personer omfattet af sikringsgruppe 1, jf. § 60, stk. 1.

Regionsrådet vil fortsat, som i den gældende ordning, skulle sikre lægedækning og stå for den lokale planlægning af det almenmedicinske tilbud. Regionsrådet vil skulle planlægge og bestemme placeringen af lægekapaciteter og udmøntning af nye lægekapaciteter og ydernumre i overensstemmelse med den nationale fordeling af lægekapacitet og inden for det antal lægekapaciteter, som fordelingsmodellen fastlægger indenfor et geografisk område.

Dertil foreslås sundhedslovens gældende bestemmelser om praksisplan vedrørende almen praksis, jf. sundhedslovens § 206 a, ophævet med virkning fra 1. juli 2025, jf. lovforslag om lov om ændring af regionsloven og forskellige andre love. Den foreslåede ophævelse og ordning forudsætter, at regionerne i perioden fra den 1. juli 2025 til 31. december 2026 fortsat sikrer inddragelse af kommunerne i regionen, patientinddragelsesudvalget og de almenmedicinske tilbud, der yder vederlagsfri behandling til personer, der er omfattet af sikringsgruppe 1, jf. § 60, stk. 1, i planlægningen af kapaciteten og geografisk placeringen af de almenmedicinske tilbud. Regionerne vil i perioden ikke skulle forelægge sine planer for Sundhedsstyrelsen med henblik på rådgivning.

Inden for sundhedsrådenes områdeafgrænsning estimerer fordelingsmodellen behandlingsbehovet i den enkelte klinik. Regionerne og fra 2027 sundhedsrådene vil i planlægningen, placeringen og kapacitetsstyringen af det almenmedicinske tilbud skulle bruge det estimerede behandlingsbehov for patienterne til at understøtte, at lægekapaciteten inden for sundhedsrådets geografiske område fordeles lige. Regionerne vil således skulle udmønte flere kapaciteter i områder inden for sundhedsrådene, hvor behandlingsbehovet er større.

Fastlæggelsen af antal lægekapaciteter for et område vil ikke medføre, at eksisterende ydernumre eller lægekapaciteter nedlægges, men vil udelukkende betyde, at udbud af nye ydernumre og lægekapaciteter indenfor området skal ske inden for rammerne af det fastlagte antal lægekapaciteter. Et regionsråd vil i ekstraordinære situationer kunne afvige fra det fastlagte antal lægekapaciteter og træffe midlertidige foranstaltninger f.eks. ved pludselig høj befolkningsvækst i et lokalområde. Denne fleksibilitet skal understøtte, at regionerne også i særligt opståede situationer kan efterleve deres myndighedsforpligtigelse til at tilvejebringe almenmedicinsk lægehjælp til borgerne.

Et almenmedicinsk tilbud, der ønsker at flytte praksis, vil fortsat skulle indhente regionsrådets godkendelse, jf. lovforslag om lov om ændring af regionsloven og forskellige andre love, hvori det foreslås at ændre § 57 c, stk. 1 og 2.

Forslaget vil, som gennemgået ovenfor, skulle ses i tæt sammenhæng med forslaget om ophævelsen af sundhedslovens gældende bestemmelser om praksisplan vedrørende almen praksis fra 1. juli 2025, jf. lovforslag om lov om ændring af regionsloven og forskellige andre love. Klinikkernes rettigheder i forhold til at gøre brug af mulighederne i de regionale lægedækningstruede områder fastlagt i regionernes praksisplan og adgangen til det geografisk bestemte differentierede basishonorar fastlagt i de landsdækkende lægedækningstruede vil fortsat være reguleret i overenskomst om almen praksis frem til 2027. Herefter vil en ny organisering af det regionale sundhedsvæsen og en ny styring af det almenmedicinske tilbud træde i kraft 1. januar 2027, og herunder en ny central rammeaftale for de alment praktiserende læger.

Det foreslås i § 206 b, stk. 3, at regionsrådet i forbindelse med sin opgavevaretagelse efter stk. 2, og på baggrund af patienternes behandlingsbehov fastlægger antallet af patienter, som en klinik som minimum skal have tilknyttet, før klinikken har ret til at lukke for tilgang af yderligere patienter.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at der ikke længere vil være et fast normtal for patienter for en lægekapacitet, som i dag udgør ca. 1.600 patienter. Patienttallet vil fremover i stedet skulle differentieres på baggrund af patientsammensætningen og behandlingsbehovet i klinikken og området og under hensyn til den nationale fordelingsmodel. Fastlæggelsen af minimumsantallet af patienter og grænsen for, hvornår de enkelte klinikker kan lukke for tilgang af nye patienter, vil dermed skulle ske på baggrund af den nationale fordelingsmodel.

Hvornår en klinik i det almenmedicinske tilbud vil kunne lukke for tilgang af patienter vil således fremover skulle ske på baggrund af behandlingsbehovet blandt de tilmeldte patienter og i området.

Beregningen af behandlingsbehovet fastlægges med udgangspunkt i den nationale fordelingsmodel, hvor en patient med et behandlingsbehov over gennemsnittet vil tælle mere end en patient med behandlingsbehov under gennemsnittet.

I fastlæggelsen af minimumspatienttallet i den enkelte klinik vil det derudover være relevant for regionsrådet at inddrage lokale og klinikspecifikke forhold, herunder blandt andet den enkelte kliniks nærmere forudsætninger for at levere en given kapacitet. Dette vil f.eks. kunne være praksispersonale og fysiske forhold, arbejdsfordeling mellem de forskellige klinikker i området vedrørende f.eks. funktion som plejehjemslæge, lægens personlige forhold som f.eks. sygdom samt særlige forhold vedrørende patientpopulationen som f.eks. mange misbrugere og hjemløse.

For at tage højde for lokale og klinikspecifikke forhold, jf. også ovenfor, vil regionsrådets fastlæggelse af minimumspatienttallet indebære et behov for dialog med enkelte klinikker med henblik på nærmere at afdække klinikkernes forhold og kapacitet og afsøge løsninger i de tilfælde, hvor fordelingsmodellens minimumspatienttal giver udfordringer. En sådan løsning vil f.eks. kunne være en forståelse om gradvis tilpasning af patienttallet over tid. I vurderingen af behovet for at pålægge en klinik en højere lukkegrænse, end klinikken ønsker, vil regionsrådet kunne inddrage i hvilken udstrækning, der er andre klinikker i lokalområdet, der ønsker og allerede varetager flere patienter, end det fordelingsmodellen tilsiger. Dette vil dermed kunne reducere behovet for, at andre klinikker i området vil skulle øge patienttallet.

I situationer, hvor der i regionsrådets planlægning vil være lagt op til at fastsætte et minimumspatienttal for en klinik, der vil ligge væsentligt over det gældende og over klinikkens nuværende patienttal, forudsættes det, at regionsrådet først vil søge at aftale patienttallet frivilligt med klinikken ud fra en fælles forståelse af klinikkens samlede situation og muligheder.

Fastlæggelse af nye minimumspatienttal vil indebære, at klinikker, der vil få mulighed for at lukke for tilgang af patienter ved et lavere antal patienter end efter de gældende regler, vil kunne lukke for tilgang af patienter indtil, at klinikken når minimumsantallet af patienter for klinikken. Et lavere minimumsantal af patienter vil ikke umiddelbart resultere i et lavere patienttal for den enkelte klinik, da en reduktion i patienttallet i den enkelte klinik vil skulle ske ved naturlig afgang af patienter. En klinik vil således ikke kunne frasige sig allerede tilknyttede patienter som følge at en lavere lukkegrænse.

En klinik vil omvendt som udgangspunkt skulle åbne for tilgang for patienter, hvis klinikken har mange patienter med lavt behandlingsbehov og således har færre patienter end minimumsantallet af patienter, som fastlægges på baggrund af den nationale fordelingsmodel for lægekapaciteter i det almenmedicinske tilbud, behandlingsbehovet blandt de tilmeldte patienter og i området og på baggrund af relevant viden om klinikkernes forhold og dialog med klinikkerne.

Regionsrådet vil kunne understøtte en mere lige fordeling af patienter i et område i fælles forståelse med klinikkerne. Regionsrådet vil f.eks. efter aftale med klinikker med et højere patienttal end minimumsantallet og andre klinikker i området kunne informere patienter om klinikker i området med åbent for tilgang og herunder om nyetablerede klinikker.

Denne del af forslaget skal ses i tæt sammenhæng med øvrige tiltag om generelt styrket kapacitet og flere læger i det almenmedicinske tilbud i Aftale om Sundhedsreform 2024. Her vil flere læger i det almenmedicinske tilbud forventeligt medføre, at alle lægekapaciteter og klinikker i hele landet fremover forventeligt vil skulle varetage færre patienter på sigt i takt med, at flere opgaver omstilles til og løses af det almenmedicinske tilbud. Fordelingsmodellen vil således også skulle ligge til grund for at sænke patienttallet på tværs af det almenmedicinske tilbud i takt med, at kapaciteten i det almenmedicinske tilbud øges, og det almenmedicinske tilbud skal løse flere og nye opgaver.

Regionsrådets planlægning og kapacitetsstyring af lægekapaciteter i det almenmedicinske vil skulle ske i overensstemmelse med den nationale fordeling og styring af lægekapaciteter og skal desuden fastlægge det differentierede patienttal i klinikkerne med udgangspunkt i patienternes behandlingsbehov og under hensyn til fordelingsmodellen. Dertil under hensyn til sundhedslovens regler om gruppe 1-sikrede personers valg af læge, jf. sundhedslovens § 59, stk. 1, herunder i forbindelse med lægeskift, jf. § 59, stk. 5.

Det er reguleret i overenskomst om almen praksis, at en praksis, der af særlige grunde ønsker et lavere antal tilmeldte patienter pr. lægekapacitet end 1.600, kan søge Samarbejdsudvalget om lukning ved et lavere antal patienter. Der gælder endvidere en øvre lukkegrænse i det tilfælde, hvor en praksis har 2.700 patienter tilmeldt pr. lægekapacitet. Her skal der søges om Samarbejdsudvalgets godkendelse af fortsat at have åben for patienttilgang. Samarbejdsudvalget skal give tilladelse med mindre væsentlige forhold taler imod.

Med den foreslåede ordning vil det således være regionsrådet, og fra 2027 sundhedsrådet, der vil skulle fastlægge antallet af patienter, en klinik som minimum skal have tilknyttet, før klinikken får ret til at lukke for tilgang af yderligere patienter. Klinikker, der af særlige grunde ønsker et lavere antal patienter per lægekapacitet end minimumsantallet fastlagt på baggrund af patienternes behandlingsbehov og den nationale fordelingsmodel, vil skulle løfte dette i dialog med regionsrådet, jf. ovenfor.

Regionernes fastlæggelse af minimumspatienttallet i klinikken må anses for at være en forvaltningsretlig afgørelse, hvorfor forvaltningslovens regler finder anvendelse.

De differentierede patienttal vil på sigt skulle bidrage til, at alle lægekapaciteter på tværs af landet får tilnærmelsesvis ens arbejdsbyrde, idet klinikker med mere behandlingskrævende patienter vil få mulighed for at lukke for tilgang af patienter ved et lavere patienttal end hidtil.

Endelig vil honorarerne i en ny honorarstruktur fra 1. januar 2027 skulle fastlægges i overensstemmelse med den nationale fordelingsmodel, så der sikres sammenhæng mellem lægernes honorar og borgernes behandlingsbehov.

Det foreslås i § 206 b, stk. 4, at indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om den nationale model for fordeling og styring af lægekapaciteter i det almenmedicinske tilbud. Ved fastlæggelse af regler efter den foreslåede 1. pkt., skal ministeren navnlig lægge vægt på befolkningens behandlingsbehov inden for et afgrænset geografisk område.

Med forslaget lægges der således op til, at den overordnede kompetence til at fordele og styre lægekapaciteter nationalt vil skulle ligge hos indenrigs- og sundhedsministeren. Dermed fjernes dele af kompetencen i dag fra regionsrådet og fra aftalesystemet om overenskomst om almen praksis.

Grundpræmissen i den nationale styring og planlægning af lægekapaciteter vil være patienternes behandlingsbehov, som fastlægges i den nationale fordelingsmodel. Den nationale fordelingsmodel vil således blive det centrale styrings- og planlægningsværktøj til den overordnede fordeling af lægekapacitet nationalt. Den nationale fordelingsmodel vil som udgangspunkt fordele lægekapaciteter inden for geografiske områder, der, med ikrafttrædelsen af en ny organisering af det regionale sundhedsvæsen og etablering af 17 nye sundhedsråd med kommunal deltagelse 1. januar 2027, vil være omfattet af et sundhedsråd. Modellen vil fra 1. juli 2025 til 31. december 2026 som udgangspunkt i første omgang fordele lægekapaciteter i de sundhedsråd, som er fastlagt i Aftale om Sundhedsreform 2024. Fordelingen vil overgå til de endelige sundhedsråd pr. 1. januar 2027.

Den nationale fordelingsmodel vil skulle sætte rammerne for en fordeling af læger i det almenmedicinske tilbud, der afspejler de geografiske forskelle i befolkningens behandlingsbehov. Behandlingsbehovet vil i modellen blive estimeret inden for et afgrænset geografisk område med afsæt i blandt andet befolkningens demografiske, socioøkonomiske og sundhedsmæssige karakteristika. Den nationale fordelingsmodel vil således skulle ligge til grund for en bedre og mere ligelig lægedækning i det almenmedicinske tilbud hele landet i den nationale fordeling og styring af lægekapaciteter.

Den nationale fordelingsmodel vil således fastsætte antallet af nye lægekapaciteter, som må udmøntes i et givent geografisk område. Dette vil skulle sikre, at områder med udfordringer med lægedækning vil få bedre lægedækning ved samtidig at sikre, at områder med god lægedækning ikke tiltrækker en uforholdsmæssig stor andel af kapaciteten i det almenmedicinske tilbud.

Ved udmøntningen af bemyndigelsesbestemmelsen vil indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte den konkrete nationale fordelingsmodel. Udarbejdelsen sker i første omgang med inddragelse af eksperter.

Bemyndigelsen vil blive anvendt til at fastlægge den nationale fordelingsmodel på baggrund af befolkningens behandlingsbehov og den nærmere udmøntning af denne ved bekendtgørelse. Herunder regionernes planlægning i overensstemmelse hermed. Dette følger af, at den overordnede fordeling af lægekapaciteter, med vedtagelsen af dette lovforslag, vil skulle ske nationalt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 206 b, stk. 5, at regionsrådet i perioden fra den 1. juli 2025 og til og med den 31. december 2026 kan indgå aftaler om et midlertidigt tillæg, der supplerer overenskomst indgået efter § 227, stk. 1, med indehaveren af et ydernummer i områder med lægemangel.

Områder med lægemangel, hvor der vil kunne indgås aftaler om et midlertidigt tillæg, omfatter sundhedsråd, som får mulighed for at øge antallet af lægekapaciteter i 2025 og 2026 på baggrund af den nationale fordelingsmodel.

Forslaget vil indebære, at regionernes muligheder for at opfylde deres myndighedsforpligtelse til at tilvejebringe et almenmedicinsk tilbud til borgerne også i områder med dårlig lægedækning i forhold til patienternes behandlingsbehov midlertidigt vil blive styrket.

Forslaget vil desuden indebære, at det bliver mere attraktivt at være læge i områder med lægemangel og vil understøtte en mere lige fordeling af opgaver i det almenmedicinske tilbud med mere tid til patienter med størst behov.

Det midlertidige tillæg vil kunne gives med henblik på at understøtte og styrke lægedækningen, fastholde eksisterende klinikker og sikre indtægtsgrundlaget for klinikker, der får færre patienter som følge af, at lægedækningen i området styrkes. Dertil så der sikres den nødvendige prioritering af tid og ressourcer til patienter med stort behandlingsbehov og prioritering af lægekapaciteter til områder med lægemangel, som er et hovedhensyn med den foreslåede ordning. Det midlertidige tillæg vil ligge ud over honorarer, der fremgår af overenskomst om almen praksis.

Regionerne vil kunne give tillægget midlertidigt til ejeren af et ydernummer med henblik på, at klinikkerne kan opretholde sit indtægtsgrundlag, som følge af at klinikken får mulighed for et lavere minimumsantal af patienter, og at kapaciteten i områder med lægemangel styrkes. Det midlertidige tillæg vil også gælde for nye klinikker, der får mulighed for at etablere sig med et relativt lavere minimumsantal af patienter.

Den eksisterende bestemmelse i sundhedslovens § 227, stk. 7, om et særligt vederlag af midlertidig karakter vil derudover kunne anvendes til at kompensere læger, som for en periode eller permanent øger sit patientoptag markant. Det fremgår af bemærkningerne til sundhedslovens § 227, stk. 7, at regionsrådet i perioden fra den 1. juli 2023 til og med den 30. juni 2033 kan indgå aftaler med indehaveren af et ydernummer i områder med lægemangel om et særligt vederlag af midlertidig karakter til kompensation for etablerings- eller praksispersonaleudgifter. Det særlige vederlag er af midlertidig karakter og ligger ud over, hvad der er fastlagt og besluttet i overenskomst om almen praksis, jf. Folketingstidende 2022-23, tillæg A, L 103 som fremsat, side 12-13.

Med den foreslåede ordning udvides regionernes muligheder dermed for at kompensere klinikker i områder med lægemangel med henblik på styrke lægedækningen frem til 1. januar 2027.

Af Aftale om Sundhedsreform 2024 fremgår det, at der vil skulle udvikles en ny honorarstruktur for de alment praktiserende læger, som skal sikre sammenhæng mellem lægernes honorar og borgernes sundhedstilstand og behandlingsbehov. En ny honorarstruktur skal træde i kraft i 2027. Den foreslåede ordning vil således skulle understøtte sammenhæng mellem lægernes honorar og borgernes sundhedstilstand og behandlingsbehov i områder med lægemangel frem til en ny honorarstruktur skal træde i kraft fra 2027.

Til nr. 3

Det følger af den gældende bestemmelse i sundhedslovens § 227, stk. 2, 4. pkt., at en læge kan eje op til seks ydernumre erhvervet i henhold til § 227, stk. 1, 1. og 2. pkt.

Det foreslås at affatte § 227, stk. 2, 4. pkt., på ny, således at en læge kan erhverve op til tre ydernumre i henhold til § 227, stk. 1, 1. og 2. pkt.

Forslaget vil indebære, at en læge i almen medicin fremadrettet ikke kan erhverve flere end tre ydernumre efter lovforslagets ikrafttræden. Forslaget vil tillige indebære, at en læge i almen medicin fremadrettet ikke kan medeje flere end tre ydernumre.

Lovforslaget træder i kraft den 1. juli 2025, jf. forslagets § 2, stk. 2. Forslaget gælder alene fremadrettet og betyder, at læger ikke kan købe ydernumre, således, at de ejer flere end tre ydernumre efter lovforslagets ikrafttræden. Læger, der ejer op til seks ydernumre efter de gældende regler og indtil lovens ikrafttræden, kan også fremadrettet drive deres klinikker. Hvis en læge med flere end tre ydernumre efter lovens ikrafttrædelse frasælger et ydernummer, vil det ske i henhold til de nye bestemmelser. Det er således forventningen, at der over tid vil være færre læger, der ejer flere end tre ydernumre.

Der henvises endvidere til § 2, stk. 2, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 4

Efter sundhedslovens § 227, stk. 5, kan regionsrådet selv etablere og drive en klinik, der leverer almenmedicinske ydelser, hvis det ikke har været muligt at afsætte et ydernummer til en læge, som vil praktisere efter overenskomst om almen praksis henhold til sundhedsloven § 227, stk. 1, 1. pkt., jf. § 60, stk. 1. Heraf følger, at regionsrådet først skal afsøge muligheden for at afsætte et ydernummer til en alment praktiserende læge, der virker efter overenskomst om almen praksis, førend regionsrådet selv kan etablere en regionsklinik.

Det foreslås at affatte § 227, stk. 5, på ny, således at regionsrådet kan etablere og drive en klinik, som leverer almenmedicinske ydelser, jf. § 60, stk. 1 og 2. Personer i sygesikringsgruppe 1 kan vælge de regionale almenmedicinske tilbud, jf. § 59.

Forslaget vil betyde, at et regionsråd, der ønsker at etablere og drive en klinik, der leverer almenmedicinske ydelser, kan gøre det uden at skulle have afsøgt, om det er muligt at afhænde ydernummeret til en læge med speciale i almen medicin, som virker efter overenskomstens øvrige bestemmelser.

Forslaget vil også betyde, at det gøres tydeligere, at personer i sygesikringsgruppe 1 kan vælge de regionale almenmedicinske tilbud.

Med lovforslaget vil regionsrådet dermed fremadrettet kunne tilvejebringe almenmedicinske tilbud til borgerne ved frit at vælge mellem enten at afsætte et ydernummer til en læge, som praktiserer i henhold til overenskomst om almen praksis, eller etablere og drive en regionsklinik eller udbyde driften af en klinik ved at indgå aftale med en privat leverandør og i overensstemmelse med udbudsreglerne.

Etableringen af klinikker efter § 227, stk. 5, skal ske i henhold til øvrig lovgivning, heriblandt konkurrenceretlige regler.

Forslaget vil medføre, at regionsrådet får mulighed for at afprøve nye klinikformer, hvor det almenmedicinske tilbud kan tilpasses og målrettes særlige patientgrupper.

Forslaget vil dermed også medføre, at regionerne fremadrettet får bedre mulighed for at sammensætte det almenmedicinske tilbud ud fra lokale behov og sikre borgerne et almenmedicinsk tilbud tættere på deres bopæl.

Lovforslaget ændrer ikke ved, at regionsrådet kan udbyde drift af praksis, som hidtil har leveret almenmedicinske ydelser til gruppe 1-sikrede personer, og hvor regionsrådet har fået overdraget ydernummeret. Regionsrådet har således stadig adgang til at erhverve, oprette og afhænde ydernumre.

Lovforslaget ændrer ligeledes ikke ved, at regionsrådets udbud af praksisdrift skal foregå på åbne, objektive og ikke diskriminerende vilkår og tilrettelægges på en måde, så eventuelle bud kan sammenlignes med, hvad en offentlig drevet enhed vil koste. Regionsrådet vil forsat have mulighed for at forkaste et bud, hvis omkostningerne er væsentlig højere i en sammenligning.

Der henvises endvidere til § 2, stk. 4, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 5

Det fremgår af sundhedslovens § 227, stk. 6, at når en regionsklinik, som er oprettet efter stk. 5, har været etableret i fire år skal regionsrådet indgå aftale om en overdragelse inden for rimelig tid, hvis en læge, der vil praktisere efter overenskomst om almen praksis, ønsker at overtage en klinikken.

Det foreslås, at sundhedslovens § 227, stk. 6, ophæves.

Forslaget vil betyde, at regionsrådet ikke skal afsætte en regionsklinik, som har været etableret i mindst fire år, til en praktiserende læge, der virker efter overenskomst om almen praksis, og som har ønske om at overtage regionsklinikken.

Der henvises endvidere til § 2, stk. 3, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 6

Det fremgår af sundhedslovens § 227, stk. 8, at et regionsråd i tilfælde af akut opstået lægemangel i en kort periode kan etablere et midlertidigt almenmedicinsk tilbud. Regionsrådets mulighed for at varetage et almenmedicinsk tilbud kan således også tages i brug i situationer af akut karakter, hvor der er mangel på læger.

Det foreslås at sundhedslovens § 227, stk. 8, ophæves.

Ændringen er en konsekvens af forslaget til ændring af sundhedslovens § 227, stk. 5, 1 pkt., da regionsrådet herefter vil kunne etablere et permanent almenmedicinsk tilbud uagtet om der i den pågældende situation er tale om akut opstået lægemangel.