Lov om ændring af skatteforvaltningsloven og ligningsloven (Ensretning af værnetingsregler ved indbringelse af skattesager, udvidelse af skattefriheden for statslige godtgørelser til asbestofre m.v.) § 1

Til nr. 1

Efter skatteforvaltningslovens § 25, stk. 2, 3. pkt., kan et bindende svar om et aktivs værdi bortfalde, hvis en række nærmere opregnede betingelser er opfyldt. Der skal for det første efter, at det bindende svar er afgivet, foreligge en konstatering af, at aktivet har en værdi, der er mindst 30 pct. højere eller lavere end den værdi, der er indeholdt i det bindende svar, idet det samtidig er et krav, at værdien ud over de 30 pct. også skal være mindst 1 mio. kr. højere eller lavere. For det andet skal en revurdering af et bindende svar om et aktivs værdi være baseret på enten et efterfølgende direkte eller indirekte salg eller på størrelsen af det efterfølgende afkast.

Det foreslås, at ovennævnte regel i skatteforvaltningslovens § 25, stk. 2, 3. pkt., om, hvornår et afgivet bindende svar ikke er bindende, ophæves. Bindende svar om et aktivs værdi vil således fremover ikke – alene med henvisning til den i § 25, stk. 2, 3. pkt., angivne værdinedsættelse - kunne ophæves af SKAT.

Det bemærkes, at de øvrige bestemmelser i skatteforvaltningslovens kapitel 8 om, hvornår et afgivet bindende svar ikke er bindende, gælder uændret.

Til nr. 2

Efter retsplejelovens § 235, stk. 1, skal retssager anlægges ved sagsøgtes hjemting. Dette gælder imidlertid ikke i de tilfælde, hvor retssagen vedrører en afgørelse, der er truffet af en central statslig myndighed, hvorefter retssagen skal anlægges ved sagsøgerens hjemting, jf. retsplejelovens § 240, stk. 2. Afgørelser, som ønskes indbragt for domstolene, og hvor Landsskatteretten har været endelig administrativ klageinstans, vil derimod skulle indbringes ved borgerens hjemting. Det betyder, at rette værneting for domstolsprøvelse af en afgørelse truffet af en administrativ myndighed på skatteområdet afhænger af, om afgørelsen er truffet af en central statslig myndighed (Landsskatteretten) eller en decentral myndighed (et skatteankenævn, vurderingsankenævn eller motorankenævn).

Det foreslås, at der i skatteforvaltningsloven indsættes en ny § 50, hvorefter værnetingsreglerne for indbringelse for domstolene af afgørelser, der er truffet på Skatteministeriets område, ensrettes således, at stedet for retssagens anlæg bliver uafhængigt af, om afgørelsen er truffet af Landsskatteretten eller af et skatteankenævn, vurderingsankenævn eller motorankenævn. Med forslaget vil retssager vedrørende afgørelser truffet på skatteområdet, dermed som altovervejende hovedregel skulle anlægges ved borgerens hjemting. Det vil gælde uanset, om det er borgeren selv eller skatteministeriet, der anlægger retssagen.

Den foreslåede bestemmelse skal ses som en særregel for afgørelser truffet på skatteområdet, der supplerer retsplejelovens almindelige regler om retternes stedlige kompetence i civile sager, jf. retsplejelovens kapitel 21. I de tilfælde, hvor modparten ikke har hjemting i Danmark, vil hjemtinget følge af retsplejelovens almindelige regler herom. Det samme gælder for sager, hvor det er Skatteministeriet, der indbringer sagen for domstolene.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i afsnit 2.

Til nr. 3

Efter skatteforvaltningsloven § 51, stk. 1, kan SKAT efter ansøgning give henstand med betaling af den del af en skat, som en klage over opgørelsen vedrører. Det følger dog af bestemmelsens stk. 2, at der ikke gives henstand med beløb, der efter kildeskattelovens § 61, stk. 3, eller § 61 A, overføres som tilsvar for et efterfølgende år.

Det foreslås, at henvisningen til kildeskattelovens § 61 A udgår, idet henvisningen ved en fejl ikke blev ophævet som en konsekvens af ophævelsen af kildeskattelovens § 61 A ved § 109, nr. 4, i lov nr. 1336 af 19. december 2008.

Der er således alene tale om en redaktionel ændring.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i afsnit 2.