Lov om ændring af skatteforvaltningsloven (En ny ankenævnsstruktur og en hurtigere vej gennem klagesystemet samt ingen omkostningsgodtgørelse ved klage over tilbagekaldelser af afgørelser om refusion af udbytteskat eller afslag på anmodninger om refusion af udbytteskat) § 3

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar 2020, jf. dog stk. 2.

Forslaget sikrer et hjemmelsgrundlag for den indstillings- og udnævnelsesproces, der skal finde sted forud for funktionsperiodens begyndelse den 1. juli 2020.

Det foreslås i stk. 2, at § 1, nr. 1, 2, 7-18 og 20-22, træder i kraft den 1. juli 2020. De bestemmelser i § 1, som forslaget omfatter, er nævnt i stk. 3 og 4, hvortil henvises.

Det foreslås i stk. 3, at § 1, nr. 1, 2 og 7-13, ikke finder anvendelse for afgørelser, der påklages til den administrative klageinstans inden den 1. juli 2020. For sådanne afgørelser finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Forslaget betyder, at Skatteankestyrelsen skal visitere klager, der omfattes af lovens § 1, nr. 1 og 2, og som er indgivet til Skatteankestyrelsen inden den 1. juli 2020, efter hidtil gældende regler.

Lovens § 1, nr. 1, angår skatteankenævnenes kompetencen til at behandle sager om momsskøn, jf. opkrævningslovens § 5, stk. 2, og lovens § 1, nr. 2, angår klagesager om subjektiv skattepligt, kursgevinster og –tab samt aktieavancer og –tab, som fremover skal afgøres af Landsskatteretten i stedet for et skatteankenævn, selv om klageren måtte være en fysisk person eller et dødsbo. Indgives en klage over en afgørelse truffet efter kursgevinstloven eksempelvis den 1. december 2019, og er klageren en fysisk person, skal Skatteankestyrelsen visitere klagen til et skatteankenævn, jf. §35 b, stk. 1, jf. § 5, stk. 1, medmindre klagen skal visiteres til Landsskatteretten, jf. § 35 b, stk. 1, 2. pkt., fordi den er principiel, eller kan visiteres til Landsskatteretten, jf. § 25 b, stk. 1, 3. pkt., fordi klagen udspringer af samme forhold som en klage, der allerede verserer for Landsskatteretten. Dette gælder uanset, om visiteringen af klagen sker før eller efter den 1. juli 2020. Klageren vil ligeledes i dette tilfælde kunne vælge, at klagen skal afgøres af Landsskatteretten, efter reglen om frit valg i § 35 b, stk. 5, uanset om dette gøres før eller efter den 1. juli 2020.

De foreslåede regler får således først betydning for sager, der påklages fra og med den 1. juli 2020.

Efter stk. 3 finder lovens § 1, nr. 9, om afskaffelse af fritvalgsordningen ikke anvendelse for afgørelser, der påklages til den administrative klageinstans inden den 1. juli 2020. Det betyder, at det for afgørelser, der påklages fra og med den 1. juli 2020, ikke længere er muligt frit at vælge, om en sag, der er visiteret til et skatteankenævn, i stedet skal behandles af Landsskatteretten. Tilsvarende gælder nr. lovens § 1, nr. 7 og 8 og 13, da der er tale om konsekvensændringer af lovens § 1, nr. 9.

Endelig foreslås det, at lovens § 1, nr. 10, om harmonisering af klagegebyr ikke finder anvendelse for afgørelse, der påklages til den administrative klageinstans inden den 1. juli 2020. Det betyder, at forhøjelsen af klagebyret til 1.000 kr. i 2018-niveau først får virkning for afgørelser, der påklages fra og med den 1. juli 2020. Tilsvarende gælder lovens § 1, nr. 11-12, der er konsekvensændringer af lovens § 1, nr. 10.

Stk. 4 angår lovforslagets § 1, nr. 15, om direkte domstolsprøvelse. Efter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, kan en afgørelse først indbringes for domstolene, når den administrative rekurs har været udnyttet.

I stk. 4 foreslås det, at § 1, nr. 14-18 og 20-22, ikke skal finde anvendelse på afgørelser, som indbringes for domstolene inden den 1. juli 2020. For sådanne afgørelser finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Efter forslaget i stk. 4 skal afgørelser, der indbringes for domstolene til og med den 31. juni 2020, være omfattet af kravet om, at der skal være forløbet mere end 6 måneder efter sagens indbringelse for den administrative klageinstans, før sagen kan indbringes for domstolene. Tilsvarende gælder lovens § 1, nr. 14, 16-18, og 20- 22, der er konsekvensændringer af lovens § 1, nr. 15.

Det foreslås i stk. 5, at forslaget i § 1, nr. 19, om at afskære omkostningsgodtgørelse i sager om klage over afgørelser om tilbagekaldelse af Skattestyrelsens afgørelser om refusion af udbytteskat, ikke finder anvendelse for udgifter til sagkyndig bistand m.v., der er udført før loven træder i kraft. For sådanne udgifter finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Således vil udgifter til en sagkyndig, der yder bistand i en sag om klage over en afgørelse om tilbagekaldelse af Skattestyrelsens afgørelse om refusion af udbytteskat kunne godtgøres aconto med 50 pct. for det arbejde, der er udført frem til og med den 31. december 2019. Opnår klageren senere fuldt eller overvejende medhold, vil Skattestyrelsen efter de almindelige regler godtgøre disse udgifter fuldt ud. Herudover vil de almindelige regler om omkostningsgodtgørelse, f.eks. om Skattestyrelsens prøvelse af rimeligheden af honorarkravet, finde anvendelse på de udgifter, som efter forslaget skal kunne godtgøres.

Stk. 6, 1. og 2. pkt., angår skatteforvaltningslovens § 4 a, stk. 2, om, at klager over vurderingsmyndighedens afslag på genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 3, og § 33 stk. 1, 3 og 4, afgøres af Skatteankestyrelsen.

Skatteforvaltningslovens § 4 a, stk. 2, blev indført ved lov nr. 688 af 8. juni 2017, som trådte i kraft den 1. januar 2018 og skulle have haft virkning fra 1. januar 2019. Virkningstidspunktet er dog udskudt til 1. januar 2020 ved § 10, nr. 1, i lov nr. 1729 af 27. december 2018.

I stk. 6 foreslås det at indføre en overgangsordning, hvorefter Skatteankestyrelsen til og med den 31. december 2020 vil skulle træffe afgørelse vedrørende klager over afslag på genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 3, og § 33, stk. 1, 3 og 4. Det foreslås endvidere, at dette ikke vil skulle gælde, såfremt betingelserne i skatteforvaltningslovens § 4 a, stk. 3, om henvisning til Landsskatteretten er opfyldt.

Stk. 6, 3. pkt., angår skatteforvaltningslovens § 55, stk. 3, og gælder bestemmelsen i § 55, stk. 1, nr. 4, om, at der ydes omkostningsgodtgørelse ved anmodning om genoptagelse af klagemyndighedens egen afgørelse, ikke ved anmodning om genoptagelse af en afgørelse, hvor Skatteankestyrelsen har truffet afgørelse efter skatteforvaltningslovens § 4 a.

Efter skatteforvaltningslovens § 55, stk. 4, 3. pkt., ydes der godtgørelse ved domstolsprøvelse af afgørelser i sager, 1) som er blevet behandlet i et vurderingsankenævn, Skatteankestyrelsen, jf. § 4 a, eller i et motorankenævn, eller 2) som er nævnt i § 55, stk. 2 og 3.

Skatteforvaltningslovens § 55, stk. 3, og justeringen af § 55, stk. 4, for så vidt angår vurderingssagerne, blev indført ved lov nr. 688 af 8. juni 2017.

For at få parallelitet til de regler om omkostningsgodtgørelse, som er indeholdt i lov nr. 688 af 8. juni 2019, hvis virkningstidspunkt med det foreliggende forslag udskydes til 1. januar 2021, foreslås det endvidere, at der ikke ydes omkostningsgodtgørelse ved klage til Skatteankestyrelsen i de sager, som er nævnt i § 3, stk. 5, 1. pkt., medmindre sagen henvises til Landsskatteretten efter § 3, stk. 5, 2. pkt. Ved domstolsprøvelse af Skatteankestyrelsens afgørelse efter § 3, stk. 5, 1. pkt. ydes der omkostningsgodtgørelse.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 2, nr. 1 og 2, hvorefter de nye klagebehandlingsregler for vurderingssager og den nye vurderingsankenævnsstruktur foreslås at skulle få virkning fra og med den 1. januar 2021.

Efter forslaget vil de boligejere, der inden den 31. december 2020 modtager afslag fra vurderingsmyndigheden på genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 3, og § 33, stk. 1, 3 og 4, vedrørende afgørelser truffet efter ejendomsvurderingsloven og vurderinger, der påklages efter fristerne i ejendomsvurderingslovens § 89, stk. 1 og 2, ikke skulle afvente, at de nye vurderingsankenævn får virkning fra den 1. januar 2021.

Stk. 7 angår skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 3, 5. pkt., om at klager over de almindelige vurderinger eller omvurderinger efter §§ 1 eller 3 i lov om vurdering af landets faste ejendomme senest skal være modtaget den 1. juli i året efter vurderingsåret, medmindre skatteministeren fastsætter en længere frist. Ved § 1, nr. 37, i lov nr. 688 af 8. juni 2017 blev skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 3, 5. pkt., for klager over almindelige vurderinger og omvurderinger ophævet. Lov nr. 688 af 17. juni 2017 trådte i kraft den 1. januar 2018 og skulle have haft virkning fra 1. januar 2019. Virkningstidspunktet er dog udskudt til 1. januar 2020 ved § 10, nr. 1, i lov nr. 1729 af 27. december 2018.

Som følge af ophævelsen af § 35 a, stk. 3, 5. pkt., er fristen for at klage over de almindelige vurderinger eller omvurderinger således den samme frist, der i øvrigt gælder for at indgive klager til Skatteankestyrelsen. Efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 5, er klagefristen 3 måneder efter modtagelsen af den afgørelse, der klages over, medmindre klageren ikke har modtaget afgørelsen. Har klageren ikke modtaget afgørelsen, vil klagefristen være fire måneder efter at den afgørelse, der klages over, er afsendt fra den myndighed, der har truffet afgørelsen.

I stk. 7 foreslås det at indføre en overgangsordning, hvorefter den almindelige klagefrist på 3 måneder fra modtagelse af en afgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 3, 1. pkt., også skal gælde for klager over afgørelser truffet efter ejendomsvurderingsloven og klager over afslag på genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 3, og § 33, stk. 1, 3 og 4, i perioden fra og med den 1. juli 2020 til og med den 31. december 2020.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 2, nr. 1, hvor det foreslås at udskyde virkningstidspunktet for de nye klagebehandlingsregler til den 1. januar 2021. Således har forslaget til formål, at reglen om, at klager over de almindelige vurderinger og omvurderinger skal være modtaget senest den 1. juli i året efter vurderingsåret, vil skulle erstattes af den almindelige klagefrist på 3 måneder, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 3, 1. pkt.

Det foreslås, at klagefristen på 3 måneder skal være ens for alle nye ejendomsvurderinger både før og efter den 1. januar 2021.

Stk. 8 angår skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 6, om, at Skatteankestyrelsen kan afvise en klage, hvis klagen ikke er indgivet efter regler fastsat af skatteministeren om digital kommunikation. Reglen blev indført ved § 1, nr. 40 og 41, i lov nr. 688 af 8. juni 2017, som ændret senest ved § 10, nr. 1, i lov nr. 1729 af 27. december 2018. Loven trådte i kraft den 1. januar 2018 og skulle have haft virkning fra 1. januar 2020. Virkningstidspunktet blev dog udskudt til 1. januar 2020 ved lov nr. 1729 af 27. december 2018.

I stk. 8 foreslås det at indføre en overgangsordning, hvor Skatteankestyrelsen i perioden fra og med den 1. juli 2020 til og med den 31. december 2020 bemyndiges til at afvise klager efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 6.

Det forslås således, at klager over bl.a. de nye ejendomsvurderinger og de videreførte vurderinger, som påbegyndes omkring medio 2020, ikke skal vente til den 1. januar 2021, før Skatteankestyrelsen kan afvise klager, som ikke er indgivet i overensstemmelse med regler fastsat af skatteministeren efter skatteforvaltningslovens § 35 om digital kommunikation.

Forslaget skal desuden ses i sammenhæng med lovforslagets § 2, nr. 1 og 2, om tilpasning af virkningstidspunktet for de nye klagebehandlingsregler til virkningstidspunktet for en ny struktur for vurderingsankenævn, som foreslås at få virkning fra og med den 1. januar 2021.

Stk. 9 angår skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 5, om, at fritvalgsordningen med virkning fra og med den 1. januar 2020 ikke længere finder anvendelse på vurderingsklagesager.

I stk. 9 foreslås det at indføre en overgangsordning, hvorefter ophævelsen af fritvalgsordningen for vurderingsklagesager udskydes til den

1. januar 2021, dog undtaget klager over afgørelser truffet efter ejendomsvurderingsloven, klager over vurderinger foretaget efter den tidligere gældende lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1067 af 30. august 2013, som ændret ved § 1 i lov nr. 1635 af 26. december 2013, lov nr. 1535 af 27. december 2014 og § 1 i lov nr. 61 af 16. januar 2017, jf. ejendomsvurderingslovens § 89, stk. 1 og 2 eller klager over afslag på genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 3, og § 33, stk. 1, 3 og 4, vedrørende disse vurderinger.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 9, om ophævelse af skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 5, for alle klagesager, som foreslås at få virkning fra og med den 1. juli 2020. Derudover skal lovforslaget ses i sammenhæng med lovforslagets § 2, nr. 2, om at forlænge funktionsperioden for nye vurderingsankenævn til og med den 31. december 2020.

Efter lovforslaget vil det fortsat skulle være muligt at anvende fritvalgsordningen for vurderingsklagesager, jf. skatteforvaltningslovens § 6, stk. 1, der påklages til den administrative klageinstans i perioden fra og med den 1. juli 2020 til og med den 31. december 2020, medmindre der er tale om klager over afgørelser truffet efter ejendomsvurderingsloven (nye vurderinger), klager over vurderinger, der påklages efter fristerne i ejendomsvurderingslovens § 89, stk. 1 og 2 (videreførte vurderinger) eller klager over afslag på genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 3, og § 33, stk. 1, 3 og 4, vedrørende disse vurderinger (nye og videreførte vurderinger).

Efter forslaget vil ophævelsen af fritvalgsordningen for vurderingsklagesager først fuldt ud skulle finde anvendelse fra og med den 1. januar 2021, når den nye struktur for vurderingsankenævn starter.

Det foreslås ikke ved den foreslåede overgangsordning at ændre ved fordelingen af sager om fradrag for forbedringer.

Stk. 10 angår skatteforvaltningslovens §§ 6 a og 6 b om, at det er vurderingsankenævnet, formanden for vurderingsankenævnet eller en ansat i Skatteankestyrelsen på vegne af vurderingsankenævnet, der henviser klager til behandling ved rette afgørelsesmyndighed. Loven trådte i kraft den 1. januar 2018 og skulle have haft virkning fra 1. januar 2020. Reglerne om henvisning af sager til afgørelse blev dog udskudt til den 1. januar 2020 ved § 10, nr. 1, i lov nr. 1729 af 27. december 2018. Udskydelsen af virkningstidspunktet var en del af den samlede udskydelse af ændringer i skatteforvaltningsloven, som havde karakter af at være generelle regler for klagebehandlingen.

I stk. 10 foreslås det at indføre en overgangsordning, hvorefter Skatteankestyrelsen i perioden fra den 1. juli 2020 til og med den 31. december 2020 skal kunne henvise klager omfattet af henvisningsreglerne i skatteforvaltningslovens § 4 a, stk. 3, og §§ 6 a og 6 b til rette afgørelsesmyndighed.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 2, nr. 1. og 2, hvorefter de nye klagebehandlingsregler for vurderingssager og den nye vurderingsankenævnsstruktur foreslås at skulle få virkning fra og med den 1. januar 2021.

Efter forslaget vil klager over de nye ejendomsvurderinger, hvor udsendelsen påbegyndes omkring medio 2020, ikke skulle afvente, at den nye vurderingsankenævnsstuktur får virkning fra den 1. januar 2021.

Desuden har forslaget til formål, at klager indgivet til Skatteankestyrelsen kan fordeles og forberedes til afgørelse i Skatteankestyrelsen fra og med den 1. juli 2020.

Efter den foreslåede overgangsordning vil Skatteankestyrelsen få en midlertidig kompetence til at henvise klager til behandling ved rette afgørelsesmyndighed. Skatteankestyrelsens beslutning er en processuel beslutning og ikke en forvaltningsretlig afgørelse.

Stk. 11 angår skatteforvaltningslovens § 19, stk. 5, nr. 4, § 19, stk. 5, nr. 5, § 35 a, stk. 2, 2. pkt., § 35 d, stk. 1 og 3-4, § 35 e, stk. 1, § 35 h, stk. 2, § 38, stk. 3 og 8, og § 45, stk. 2, om sagsbehandlingsregler for klager over afgørelser truffet efter ejendomsvurderingsloven, klager over vurderinger, der påklages efter fristerne i ejendomsvurderingslovens § 89, stk. 1 og 2, eller klager over afslag på genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 3, og § 33, stk. 1, 3 og 4, vedrørende disse vurderinger.

Sagsbehandlingsreglerne blev indført ved lov nr. 688 af 8. juni 2017, som ændret senest ved § 10, nr. 1, i lov nr. 1729 af 27. december 2018, hvorved at de nye klagebehandlingsregler i § 1, nr. 2-20 og 36-66, i lov nr. 688 af 8. juni 2017, ikke finder anvendelse for klager og anmodninger om genoptagelse, der afgøres inden den 1. januar 2020.

I stk. 11 foreslås det at indføre en overgangsordning, hvorefter at klager over afgørelser truffet efter ejendomsvurderingsloven, klager over vurderinger foretaget efter den tidligere gældende lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1067 af 30. august 2013, som ændret ved § 1 i lov nr. 1635 af 26. december 2013, lov nr. 1535 af 27. december 2014 og § 1 i lov nr. 61 af 16. januar 2017, jf. ejendomsvurderingslovens § 89, stk. 1 og 2, og klager over afslag på genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 3, og § 33, stk. 1, 3 og 4, vedrørende disse vurderinger, kan forberedes til afgørelse efter de almindelige sagsbehandlingsregler, herunder sagsbehandlingsreglerne i skatteforvaltningslovens § 19, stk. 5, nr. 4 og 5, § 35 a, stk. 2, 2. pkt., § 35 d, stk. 1, 3 og 4, § 35 e, stk. 1, § 35 h, stk. 2, § 38, stk. 3 og 8, og § 45, stk. 2, hvis disse klager indgives til og med den 31. december 2020.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 2, nr. 1 og 2, hvor det foreslås at udskyde virkningstidspunktet for de nye klagebehandlingsregler til virkningstidspunktet for en ny struktur for vurderingsankenævn.

Efter forslaget vil Skatteankestyrelsen skulle kunne foretage en række sagsbehandlingsskridt og derved udnytte ressourcer og tid i perioden fra og med den 1. juli til og med den 31. december 2020.

Efter forslaget vil Skatteankestyrelsen i perioden fra og med den 1. juli 2020 til og med den 31. december 2020 skulle kunne forberede klager til afgørelse efter de samme regler, som vil gælde for tilsvarende klagesager fra og med den 1. januar 2021. Forberedelsen vil således skulle ske efter de nye klagebehandlingsregler, som bl.a. indebærer, at der skal ske høring efter forvaltningslovens regler om partshøring, og at der ikke vil være pligt til at udarbejde og udsende en sagsfremstilling m.v.

Stk. 12 angår skatteforvaltningslovens § 15, stk. 2, hvorefter ingen samtidig kan være medlem af eller stedfortræder i et skatteankenævn, et vurderingsankenævn, et motorankenævn, Skatterådet eller Landsskatteretten. Stk. 11 angår tillige skatteforvaltningslovens § 9, der regulerer medlemmers udtræden af ankenævn.

Det følger af skatteforvaltningslovens § 9, stk. 1, at et medlem skal udtræde af et ankenævn, hvis medlemmet mister sin valgbarhed. Det følger desuden af skatteforvaltningslovens § 9, stk. 2, 1. pkt., at skatteministeren efter anmodning kan tillade, at et medlem kan udtræde af et ankenævn, hvis medlemmet på grund af sin helbredstilstand, varetagelse af andet offentligt hverv, forretninger el. lign. har rimelig grund til at ønske sig fritaget for hvervet.

Skatteforvaltningslovens § 15, stk. 2, om habilitet for medlemmer af kollegiale forvaltningsorganer på skatteområdet, blev indført ved lov nr. 427 af 6. juni 2005, og fik virkning den 1. november 2005. § 15, stk. 2, blev ændret ved § 1, nr. 8, i lov nr. 1341 af 19. december 2008.

Skatteforvaltningslovens § 15, stk. 2, er en delvis videreførelse af den tidligere skattestyrelseslovs § 36 A, og supplerer de almindelige regler i forvaltningslovens kapitel 2 om speciel inhabilitet med særlige regler om generel habilitet hos Skatteforvaltningen ved at udelukke en række dobbeltfunktioner ved lov. Efter ordlyden af skatteforvaltningslovens § 15, stk. 2, er fælles ankenævn ikke omfattet af forbuddet om dobbeltmedlemsskab. Skatteforvaltningslovens § 15, stk. 2, supplerer imidlertid forvaltningslovens almindelige regler om speciel inhabilitet, dvs. reglerne om, hvorvidt et ankenævnsmedlem kan deltage i en sags behandling. Skatteforvaltningslovens § 15, stk. 2, udtrykker desuden almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, f.eks. grundsætningen om to-instans-inhabilitet. Fælles ankenævn antages også at være omfattet af anvendelsesområdet for skatteforvaltningslovens § 15, stk. 2.

Skatteforvaltningslovens § 9 blev affattet ved lov nr. 1341 af 19. december 2008, hvor reglerne om udtræden af et ankenævn blev samlet i én bestemmelse. Bestemmelsen trådte i kraft den 1. januar 2009. Skatteforvaltningslovens § 9 indeholder regler om medlemmers udtræden af et ankenævn. Stk. 1 vedrører udtræden efter anmodning i de tilfælde, hvor et medlem mister sin valgbarhed eller udebliver fra nævnets møder. Et medlem kan f.eks. miste sin valgbarhed, hvis vedkommende idømmes en straf, der i almindeligt omdømme gør den pågældende uværdig til at være medlem af kommunale råd, jf. § 4 i lovbekendtgørelse nr. 138 af 7. februar 2009 om kommunale og regionale valg. Stk. 2 vedrører udtræden og orlov efter anmodning, hvor skatteministeren f.eks. pga. medlemmets helbredstilstand har givet sin tilladelse. Det følger af stk. 3, at et medlem, der udtræder efter stk. 1 og 2, erstattes af sin suppleant. Skatteforvaltningslovens § 9 regulerer ikke, at et medlem af et ankenævns udtræder som følge af udnævnelse til et andet ankenævn.

I stk. 12 foreslås det at indføre en overgangsordning, hvorefter et medlem af eller suppleant i et fælles ankenævn, som udnævnes som medlem af eller suppleant i et skatteankenævn pr. 1. juli 2020, udtræder som medlem af eller suppleant i et fælles ankenævnet pr. 1. juli 2020.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 2, nr. 2, hvorefter funktionsperioden for medlemmer og suppleanter i skatteankenævn foreslås forlænget til og med den 30. juni 2020. Samtidig foreslås funktionsperioden for medlemmer og suppleanter i fælles ankenævn forlænget til og med den 31. december 2020.

Forslaget har således til formål, at medlemmer af de nuværende fælles ankenævn også vil kunne udnævnes som medlemmer af de nye skatteankenævn.

Lovene gælder ikke for Færøerne eller Grønland, fordi de love, der foreslås ændret, ikke gælder for Færøerne eller Grønland og ikke indeholder en hjemmel til at sætte lovene i kraft for Færøerne eller Grønland.