Command Palette

Search for a command to run...

Gældende

LOV nr 1179 af 08/06/2021

Skatteministeriet

Lov om ændring af selskabsskatteloven og forskellige andre love (EU-retlig tilpasning af foreningsbeskatningen, diverse justeringer af investeringsinstitutters beskatning, skattefritagelse af selvejende plejehjem og plejeboliger, forhøjelse af det skattefri bundfradrag for ydelser fra sociale fonde m.v., indberetning af udbytter af aktier m.v. registreret i en dansk værdipapircentral og kontoført af en udenlandsk kontofører og ændringer som følge af det midlertidige forbud mod hold af mink m.v.) § 2

I aktieavancebeskatningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 172 af 29. januar 2021, foretages følgende ændringer:

1. I § 19 B, stk. 4, indsættes som 2. pkt.:

»For et nyoprettet investeringsselskab kan valg af status som aktiebaseret investeringsselskab, jf. stk. 2, have virkning fra det kalenderår, hvori investeringsselskabet er oprettet, hvis valget træffes samtidig med oprettelsen og der indsendes en meddelelse herom til told- og skatteforvaltningen senest 2 måneder efter oprettelsen, dog senest den 1. november i oprettelsesåret.«

2. I § 21, stk. 2, 1. pkt., ændres »instituttets indkomstår« til: »hvert kalenderår«.

3. § 23, stk. 7, 2.-4. pkt., affattes således:

»I tilfælde, hvor der er tale om aktier, der ikke er optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet, eller om aktier, der ikke er registreret i en værdipapircentral, og den skattepligtiges indkomstår er forskelligt fra kalenderåret, foretages opgørelsen i stedet som forskellen mellem værdien ved udgangen af kalenderåret og værdien ved begyndelsen af kalenderåret. For aktier, som den skattepligtige har erhvervet i løbet af kalenderåret, anvendes anskaffelsessummen i stedet for værdien ved begyndelsen af kalenderåret. For aktier, som den skattepligtige har afstået i løbet af kalenderåret, anvendes afståelsessummen i stedet for værdien ved udgangen af kalenderåret.«

4. I § 27, stk. 1, 2. pkt., ændres »6 måneder efter udløbet af investeringsinstituttets indkomstår« til: »den 30. juni i året efter det kalenderår, som minimumsindkomsten hidrører fra«.