LOV nr 660 af 11/06/2024
Justitsministeriet
Lov om ændring af retsplejelov for Færøerne og lov for Færøerne om fuldbyrdelse af straf m.v. (Ajourføring af retsplejelov for Færøerne og indførelse af fodlænke- og udstationeringsordning på Færøerne) § 2
I lov nr. 719 af 13. juni 2023 for Færøerne om fuldbyrdelse af straf m.v. foretages følgende ændringer:
1. I § 8 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. For dømte, der efter reglerne i kapitel 13 a er meddelt tilladelse til strafudståelse på bopælen under intensiv overvågning og kontrol, iværksættes fuldbyrdelsen, når kriminalforsorgen giver meddelelse til den pågældende herom.«
2. I overskriften til kapitel 7 indsættes efter »afsoningsinstitution«: »m.v.«
3. I § 20, stk. 2, § 48, stk. 2, nr. 2, og overskriften til kapitel 13 ændres »pensioner« til: »udslusningspladser«.
4. I § 20 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. I særlige tilfælde kan fængselsstraf endvidere fuldbyrdes på den dømtes bopæl under intensiv overvågning og kontrol efter reglerne i kapitel 13 a.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
5. I § 21, stk. 1, indsættes efter »fuldbyrdes«: »normalt«.
6. I § 48, stk. 2, indsættes efter nr. 2 som nyt nummer:
»3) undergiver sig intensiv overvågning og kontrol på bopælen, jf. stk. 3,«.
Nr. 3 og 4 bliver herefter nr. 4 og 5.
7. I § 48 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Ved vilkår som nævnt i stk. 2, nr. 3, kan der træffes bestemmelse om, at reglerne i §§ 78 b-78 f eller regler udstedt i medfør heraf helt eller delvis skal finde tilsvarende anvendelse.«
8. § 50 a ophæves, og i stedet indsættes:
»§ 50 a. Kriminalforsorgen bestemmer, om indsatte, der er idømt tidsbestemt fængselsstraf i mere end 6 måneder, kan udstationeres til egen bopæl under intensiv overvågning og kontrol eller til udslusningspladser, når
-
en tredjedel af straffen er udstået,
-
der ikke skønnes at være risiko for misbrug af udstationeringen og
-
hensynet til retshåndhævelsen ikke i øvrigt taler imod udstationering.
Stk. 2. Udstationering efter stk. 1 kan tidligst ske 8 måneder før forventet prøveløsladelse.
Stk. 3. Udstationering til egen bopæl under intensiv overvågning og kontrol efter stk. 1 forudsætter, at der er sikret den indsatte passende beskæftigelse og underhold.
Stk. 4. Udstationering til egen bopæl under intensiv overvågning og kontrol efter stk. 1 forudsætter desuden, at den indsattes boligforhold er af en sådan beskaffenhed, at udstationeringen kan gennemføres, og at personer over 18 år, der har samme bopæl som den indsatte, meddeler samtykke dertil.
§ 50 b. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om udstationering til egen bopæl under intensiv overvågning og kontrol og til udslusningspladser, herunder om behandling af sager om udstationering, om vilkår, om kontrol og tilsyn m.v. og om tilbagekaldelse af tilladelser til udstationering.
§ 50 c. Justitsministeren kan iværksætte forsøgsordninger med udgang i form af frigang.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om forsøg efter stk. 1, herunder om, at de tidsmæssige betingelser, der kan fastsættes i henhold til § 50, stk. 1, ikke skal være opfyldt.«
9. Efter kapitel 13 indsættes:
§ 78 a. Justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, kan efter ansøgning fra personer, der er idømt fængselsstraf i indtil 6 måneder, meddele tilladelse til, at straffen udstås på bopælen under intensiv overvågning og kontrol efter reglerne i §§ 78 b-78 f.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om den administrative behandling af ansøgninger om strafudståelse på bopælen under intensiv overvågning og kontrol. Justitsministeren kan i forbindelse hermed bestemme, at der kun tillægges ansøgninger indgivet inden udløbet af bestemte frister opsættende virkning, således at straffuldbyrdelsen udsættes.
§ 78 b. Tilladelse til strafudståelse på bopælen under intensiv overvågning og kontrol kan meddeles, hvis
-
den dømtes boligforhold er af en sådan beskaffenhed, at straffuldbyrdelse på bopælen kan gennemføres under intensiv overvågning og kontrol,
-
den dømtes beskæftigelsesforhold i form af arbejde, uddannelse el.lign. er af en sådan beskaffenhed, at straffuldbyrdelsen kan gennemføres under intensiv overvågning og kontrol, og
-
personer, der har samme bopæl som den dømte, og som er over 18 år, meddeler samtykke til, at straffen kan fuldbyrdes på den fælles bopæl.
Stk. 2. Betingelsen i stk. 1, nr. 2, gælder ikke for personer, der er idømt fængselsstraf i 30 dage eller derunder. Der kan endvidere dispenseres fra betingelsen i særlige tilfælde, hvor den dømtes beskæftigelsessituation taler for det.
Stk. 3. Tilladelse til strafudståelse på bopælen nægtes meddelt, hvis særegne hensyn til retshåndhævelsen undtagelsesvis kræver dette, eller hvis denne fuldbyrdelsesform som følge af den dømtes forhold ikke findes hensigtsmæssig.
Stk. 4. Kriminalforsorgen foretager til brug for afgørelsen af, om den dømte opfylder betingelserne i stk. 1, en nærmere undersøgelse af den dømtes personlige forhold, herunder vedkommendes boligforhold, beskæftigelsesforhold og fysiske og psykiske tilstand. Hvis kriminalforsorgen finder det fornødent, kan denne i forbindelse med undersøgelsens foretagelse bestemme, at den dømte skal aflægge udåndingsprøver og urinprøver.
Stk. 5. Hvis den dømte ikke medvirker til den nævnte undersøgelse i stk. 4, kan tilladelse til strafudståelse på bopælen ikke meddeles.
§ 78 c. Tilladelse til strafudståelse på bopælen under intensiv overvågning og kontrol meddeles, på vilkår af at den dømte i fuldbyrdelsesperioden
-
ikke begår strafbart forhold,
-
kun forlader sin bopæl inden for de af kriminalforsorgsområdet fastsatte tidsrum,
-
kun forlader sin bopæl for at deltage i aktiviteter, som kriminalforsorgsområdet har godkendt,
-
ikke indtager alkohol, euforiserende stoffer eller andre stoffer, der er forbudt efter den almindelige lovgivning,
-
ikke helt eller delvis udebliver fra sit arbejde, uddannelse el.lign.,
-
efterkommer pålæg fra kriminalforsorgsområdet om deltagelse i et program, der skønnes egnet til at forbedre den dømtes muligheder for fremover at leve en kriminalitetsfri tilværelse,
-
undergiver sig kriminalforsorgens tilsyn og kontrol, herunder elektronisk kontrol m.v., og overholder de forskrifter, som kriminalforsorgen fastsætter til gennemførelsen af tilsynet, og
-
holder kriminalforsorgsområdet underrettet om forhold af betydning for straffuldbyrdelsen på bopælen og møder op hos kriminalforsorgsområdet efter dettes nærmere bestemmelse.
Stk. 2. Der kan endvidere fastsættes andre vilkår, der findes hensigtsmæssige, herunder vilkår om, at den dømte i fuldbyrdelsesperioden underkaster sig en struktureret, kontrolleret alkoholistbehandling.
§ 78 d. Under fuldbyrdelsen fører kriminalforsorgen tilsyn med den dømte, herunder med overholdelsen af de i § 78 c nævnte vilkår for tilladelsen. Inden fuldbyrdelsen iværksættes, skal kriminalforsorgsområdet vejlede den dømte om de rettigheder og pligter, som tilsynet og de for fuldbyrdelsen fastsatte vilkår indebærer, herunder om virkninger af vilkårsovertrædelser.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om tilsynets gennemførelse, herunder om tilsynets iværksættelse, kontakthyppighed, elektronisk overvågning, kontrolbesøg, foretagelse af udåndingsprøver og urinprøver m.v.
§ 78 e. Tilladelse til strafudståelse på bopælen under intensiv overvågning og kontrol kan tilbagekaldes af justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, hvis
-
den dømte anmoder derom,
-
den dømte inden fuldbyrdelsens iværksættelse har begået strafbart forhold,
-
den dømte på tidspunktet for fuldbyrdelsens iværksættelse eller under denne frihedsberøves af anden grund end til fuldbyrdelse af den fængselsstraf, tilladelsen vedrører, eller
-
den dømte på tidspunktet for fuldbyrdelsens iværksættelse eller under denne ikke længere opfylder de nævnte betingelser i § 78 b, stk. 1.
Stk. 2. En tilladelse kan endvidere tilbagekaldes, hvis den dømte under fuldbyrdelsen overtræder et eller flere af de nævnte vilkår i § 78 c, stk. 1. Det samme gælder, hvis den dømte overtræder et vilkår fastsat i medfør af § 78 c, stk. 2, eller hvis kriminalforsorgens tilsyn og kontrol med den dømte ikke kan gennemføres på grund af dennes adfærd.
Stk. 3. Den dømte underrettes snarest muligt om tilbagekaldelsen af tilladelsen.
§ 78 f. Tilbagekaldes en tilladelse til strafudståelse på bopælen under intensiv overvågning og kontrol efter fuldbyrdelsens iværksættelse, skal den dømte overføres til fængsel eller arresthus til afsoning af reststraffen.
Stk. 2. Kriminalforsorgsområdet kan bestemme, at den dømte midlertidigt skal overføres til arresthus på Færøerne, mens spørgsmålet om tilbagekaldelse behandles.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter regler om overførsel af dømte til fængsel eller arresthus.«
10. I § 106 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. En dømt, der har udstået straf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol, jf. kapitel 13 a, har ret til erstatning efter reglerne i retsplejelovens § 1049, hvis den dømte uforskyldt har udstået straf i for lang tid.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.