Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 1564 af 12/12/2023

Skatteministeriet

Lov om ændring af personskatteloven, pensionsbeskatningsloven og forskellige andre love (Forhøjelse af personfradraget for personer under 18 år og klare regler for bevarelse af lavere pensionsudbetalingsalder m.v.) § 6

I ejendomsskatteloven, lov nr. 678 af 3. juni 2023, foretages følgende ændringer:

1. I § 33, stk. 6, 1. pkt., indsættes efter »§ 20, stk. 3,«: »eller den foreløbigt beregnede dækningsafgift på baggrund af en foreløbig vurdering efter ejendomsvurderingslovens § 89 c«.

2. I § 33, stk. 6, 3. pkt., indsættes efter »forskelsværdi«: »eller den senest ansatte grundværdi«.

3. I § 84, stk. 1, indsættes efter 2. pkt. som nyt punktum:

»Medfører en efterregulering efter 2. pkt., at en låntager, som har lån efter kapitel 1 og 2 i lov om lån til betaling af grundskyld m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 256 af 25. februar 2021 som ændret ved § 4 i lov nr. 291 af 27. februar 2021 og § 7 i lov nr. 2614 af 28. december 2021, skal efteropkræves grundskyld for skatteårene 2021-2023, yder kommunen lån til betalingen heraf efter reglerne i kapitel 1 og 2 i lov om lån til betaling af grundskyld m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 256 af 25. februar 2021 som ændret ved § 4 i lov nr. 291 af 27. februar 2021 og § 7 i lov nr. 2614 af 28. december 2021.«

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af personskatteloven, pensionsbeskatningsloven og forskellige andre love (Forhøjelse af personfradraget for personer under 18 år og klare regler for bevarelse af lavere pensionsudbetalingsalder m.v.) § 6

Til nr. 1

Det følger af ejendomsskattelovens § 33, stk. 6, 1. pkt., at frem til udsendelsen af den første almindelige vurdering eller omvurdering efter ejendomsvurderingslovens §§ 5 eller 6 kan den foreløbigt beregnede dækningsafgift efter § 20, stk. 3, ved ejendomsejerens henvendelse til told- og skatteforvaltningen ændres, så den udgør det samme beløb, som er opkrævet i dækningsafgift for kalenderåret 2023.

Ejendomsskattelovens § 20, stk. 3, vedrører ejendomme, for hvilke der er fastsat et foreløbigt beskatningsgrundlag, som anvendes til opkrævning af dækningsafgift efter ejendomsskattelovens § 12 frem til udsendelsen af den første almindelige vurdering eller omvurdering efter ejendomsvurderingslovens §§ 5 eller 6.

Det foreslås i ejendomsskattelovens § 33, stk. 6, 1. pkt., at der efter »§ 20, stk. 3,« indsættes »eller den foreløbigt beregnede dækningsafgift på baggrund af en foreløbig vurdering efter ejendomsvurderingslovens § 89 c«.

Det betyder, at en ejer både i tilfælde, hvor dækningsafgiften er foreløbigt beregnet efter ejendomsskattelovens § 20, stk. 3, og hvor dækningsafgiften er foreløbigt beregnet på baggrund af en foreløbig vurdering efter ejendomsvurderingslovens § 89 c, vil skulle have mulighed for at vælge at blive opkrævet den samme dækningsafgift, som blev opkrævet i 2023, indtil den almindelige vurdering foreligger.

Forslaget er en præcisering af ejendomsskattelovens § 33, stk. 6, 1. pkt., henset til, at formålet bag bestemmelsen er et værn mod ændringer, herunder stigninger, i dækningsafgiften på et foreløbigt beskatningsgrundlag eller på en foreløbig vurdering, indtil de endelige vurderinger foreligger. Af forarbejderne til ejendomskattelovens § 33, stk. 6, jf. Folketingstidende 2022-23, tillæg A, L 113 som fremsat, side 176, fremgår det således, at bestemmelsen skal ses i sammenhæng med, at dækningsafgift i 2024 og 2025 skal opkræves på baggrund af foreløbige 2023-vurderinger, indtil de almindelige vurderinger foreligger. Dette værn er altså tiltænkt at virke, uanset om der er tale om ejendomme med et foreløbigt beskatningsgrundlag eller ejendomme med en foreløbig vurdering.

Forslaget har således til formål at sikre, at ejendomsejere, der i forbindelse med udsendelsen af den foreløbige 2023-vurdering oplever en ændring i den opkrævede dækningsafgift, også vil kunne vælge at betale det samme i dækningsafgift for 2023, indtil den endelige ejendomsvurdering foreligger.

Til nr. 2

Det følger af ejendomsskattelovens § 33, stk. 6, 3. pkt., at der beregnes en foreløbig dækningsafgift efter § 20, stk. 3, på grundlag af den senest foretagne fordeling af ejendommens forskelsværdi frem til udsendelsen af den første almindelige vurdering eller omvurdering efter ejendomsvurderingslovens §§ 5 eller 6.

Det foreslås i ejendomsskattelovens § 33, stk. 6, 3. pkt., at der efter »forskelsværdi« indsættes »eller den senest ansatte grundværdi«.

Ved lov nr. 291 af 27. februar 2021 blev beregningsgrundlaget for dækningsafgiften omlagt, så der fra og med 2022 skal svares dækningsafgift af grundværdien i stedet for forskelsværdien (ejendomsværdien fratrukket grundværdien). For nyopståede dækningsafgiftspligtige ejendomme fra og med 2022 fastsættes der således ikke en forskelsværdi, men en grundværdi. For disse ejendomme skal den senest ansatte grundværdi anvendes, og det er således en fejl, at ejendomsskattelovens § 33, stk. 6, 3. pkt., kun henviser til den senest foretagne fordeling af ejendommens forskelsværdi og ikke også til den senest ansatte grundværdi.

Til nr. 3

Det følger af ejendomsskattelovens § 83, stk. 3, at skatteministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af lovens kapitel 9. Ejendomsskattelovens kapitel 9 omhandler statens overtagelse af kommunale lån ydet efter lov om lån til betaling af grundskyld m.v.

Ifølge bemærkningerne til ejendomsskattelovens § 83, stk. 3, jf. Folketingstidende 2022-23, A, L 113 som fremsat, side 271, fremgår det således, at baggrunden for forslaget er, at det er en forudsætning for statens overtagelse af kommunale lån ydet før 2024, at kommunerne har afsluttet efterregulering af lån til betaling af grundskyld, dvs. lån ydet efter en kommunale pensionistlåneordning og efter den midlertidige indefrysningsordning, for skatteårene 2021-2023.

Det foreslås i ejendomsskattelovens i § 84, stk. 1, at det efter 2. pkt. indsættes som nyt punktum, at medfører en efterregulering efter 2. pkt., at en låntager, som har lån efter kapitel 1 og 2 i lov om lån til betaling af grundskyld m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 256 af 25. februar 2021, som ændret ved § 4 i lov nr. 291 af 27. februar 2021 og § 7 i lov nr. 2614 af 28. december 2021, skal efteropkræves grundskyld for skatteårene 2021-2023, yder kommunen lån til betalingen heraf efter reglerne i kapitel 1 og 2 i lov om lån til betaling af grundskyld m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 256 af 25. februar 2021, som ændret ved § 4 i lov nr. 291 af 27. februar 2021 og § 7 i lov nr. 2614 af 28. december 2021.

Det betyder, at en låntager, som har lån efter lov om kommunal ejendomsskat og lov om lån til betaling af grundskyld m.v. (herefter grundskyldslåneloven), og som vil blive efteropkrævet grundskyld for skatteårene 2021-2023, vil skulle have sine lån efterreguleret.

Forslaget er en tydeliggørelse af retsstillingen, hvorved en eksisterende låntager vil kunne låne til betaling af sin efteropkrævede grundskyld efter reglerne i grundskyldslånelovens kapitel 1 og 2.

Ved reglerne i grundskyldslånelovens kapitel 1 og 2 menes, at hvis en låntager ikke opfylder betingelserne for at låne til efteropkrævningen, vil kommunerne ikke være forpligtiget til at yde lån.

Det vil f.eks. betyde, at hvis en pensionist ikke har tilstrækkelig friværdi til at låne til efteropkrævningen på efterreguleringstidspunktet, vil den foreslåede bestemmelse ikke indebære, at kommunerne er forpligtiget til at yde lån efter grundskyldslånelovens kapitel 1 til betaling af efteropkrævningen.