LOV nr 1559 af 27/12/2019
Beskæftigelsesministeriet
Lov om ændring af lov om social pension og forskellige andre love (Indførelse af seniorpension) § 7
I lov om sygedagpenge, jf. lovbekendtgørelse nr. 68 af 25. januar 2019, som ændret ved § 3 i lov nr. 701 af 8. juni 2018, § 4 i lov nr. 339 af 2. april 2019, § 1 i lov nr. 495 af 1. maj 2019 og § 3 i lov nr. 551 af 7. maj 2019, foretages følgende ændringer:
1. I § 25, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »modtager«: »seniorpension eller«.
2. To steder i § 25, stk. 2, 1. pkt., og i 2. og 3. pkt. ændres »førtidspension« til: »førtidspension eller seniorpension«.
3. I § 25, stk. 2, 2. pkt., ændres »førtidspensionen« til: »førtidspensionen eller seniorpensionen«.
Forarbejder til Lov om ændring af lov om social pension og forskellige andre love (Indførelse af seniorpension) § 7
RetsinformationTil nr. 1
Det fremgår af lov om sygedagpenge § 25, stk. 1, at udbetalingen af sygedagpenge ophører efter udløbet af en kalendermåned, når der er udbetalt sygedagpenge, herunder nedsatte sygedagpenge, eller løn under sygdom for mere end 26 uger i de 12 forudgående kalendermåneder til personer, der
-
modtager førtidspension, bortset fra invaliditetsydelse,
-
opfylder de helbredsmæssige betingelser for at kunne få førtidspension bortset fra invaliditetsydelse, eller
-
har nået folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension.
Efter § 1, nr. 13, (§ 26 a) foreslås det, at der indføres en seniorpension, der giver mulighed for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet op til 6 år før folkepensionsalderen, jf. lov om social pension.
Det foreslås, at personer, der modtager seniorpension, omfattes af persongruppen i sygedagpengelovens § 25.
Forslaget betyder, at hvis en seniorpensionist som arbejder, bliver sygemeldt og opfylder betingelserne for ret til sygedagpenge, vil sygedagpengesagen skulle revurderes efter 26 uger. En evt. forlængelse vil skulle ske efter lovens § 29 og er begrænset til, at udbetalingen af sygedagpenge kan forlænges i op til 26 uger.
Til nr. 2 og 3
Det fremgår af § 25, stk. 2, i lov om sygedagpenge, fra hvilket tidspunkt sygedagpengene ophører, hvis den sygemeldte inden udløbet af perioden i stk. 1 tilkendes og får udbetalt førtidspension.
Det fremgår af § 25, stk. 2, 1. pkt., at hvis den sygemeldte inden udløbet af perioden i stk. 1 tilkendes og får udbetalt førtidspension, ophører udbetalingen af sygedagpenge med udgangen af måneden før den måned, hvor udbetalingen af førtidspension påbegyndes.
Derved er sikret, at den sygemeldte ikke modtager dobbeltforsørgelse i form af både sygedagpenge og førtidspension, men at sygedagpengene ophører på tidspunktet for påbegyndelsen af udbetaling af førtidspension.
Det fremgår af § 25, stk. 2, 2. pkt., i lov om sygedagpenge, at hvis førtidspensionen tilkendes med tilbagevirkende kraft, ophører udbetalingen af sygedagpenge fra dagen efter, at der er truffet afgørelse om ret til udbetaling af førtidspension.
Efter reglerne om førtidspension skal kommunen træffe afgørelse om tilkendelse eller afslag på førtidspension senest 3 måneder efter, at sagen er overgået til behandling efter reglerne om førtidspension. Udbetaling sker månedsvis bagud med virkning fra den
- i måneden efter, at der er truffet afgørelse om tilkendelse af førtidspension. Førtidspensionen bliver dog senest udbetalt med virkning fra den 1. i måneden efter, at der er forløbet 3 måneder fra sagen er påbegyndt. Sker tilkendelsen efter, at der er forløbet 3 måneder fra sagens påbegyndelse, skal der derfor ske efterbetaling af pensionen.
Det fremgår af § 25, stk. 2, 3. pkt., i lov om sygedagpenge, at hvis udbetalingen af sygedagpenge efter 2. pkt. ville ophøre før det tidspunkt, hvorfra der er ret til udbetaling af førtidspension, fortsætter udbetalingen af sygedagpenge indtil dette tidspunkt, medmindre udbetalingen af sygedagpenge forinden ophører efter stk. 1.
I lovforslagets § 1, nr. 13, foreslås i § 26 d i lov om social pension, at kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om seniorpension senest 6 måneder efter tidspunktet for kommunens modtagelse af ansøgning om seniorpension.
I lovforslagets § 1, nr. 2 og 17, foreslås, at § 33, stk. 2, 1. pkt., i lov om social pension ændres, så det fremgår at seniorpension udbetales månedsvis bagud, med virkning fra den 1. i måneden efter at der er truffet afgørelse om seniorpension. Endvidere foreslås det, at § 33, stk. 2, 3. pkt., i lov om social pension ændres således, at hvis der træffes afgørelse om seniorpension efter udløbet af fristen i § 26 d, udbetales seniorpension med virkning fra den 1. i måneden efter, at der er forløbet 6 måneder fra det tidspunkt, hvor ansøgningen er modtaget i kommunen.
I lovforslagets § 7, nr. 1 foreslås det, at personer, der modtager seniorpension, omfattes af persongruppen i sygedagpengelovens § 25.
Det foreslås, i § 25, stk. 2, 1. pkt ., at hvis den sygemeldte inden udløbet af perioden i stk. 1 tilkendes og får udbetalt seniorpension, vil udbetalingen af sygedagpenge ophøre med udgangen af måneden før den måned, hvor udbetaling af seniorpension påbegyndes.
Derved sikres, at den sygemeldte ikke modtager dobbeltforsørgelse i form af både sygedagpenge og seniorpension, men at sygedagpengene ophører på tidspunktet for påbegyndelsen af udbetaling af seniorpension.
Det foreslås, i § 25, stk. 2, 2. pkt. , at hvis seniorpensionen tilkendes med tilbagevirkende kraft, vil udbetalingen af sygedagpenge ophøre fra dagen efter, at der er truffet afgørelse om ret til udbetaling af seniorpension.
Det foreslås, i § 25, stk. 2, 3. pkt ., at hvis udbetalingen af sygedagpenge efter 2. pkt. ville ophøre før det tidspunkt, hvorfra der er ret til udbetaling af seniorpension, vil udbetalingen af sygedagpenge fortsætte indtil dette tidspunkt, medmindre udbetalingen af sygedagpenge forinden ophører efter stk. 1.