Kilde

Til nr. 1

Det følger af retssikkerhedslovens § 2, stk. 3, at social- og indenrigsministeren bestemmer, hvilke sager loven helt eller delvis skal gælde for. På beskæftigelsesområdet skal det ske efter forhandling med beskæftigelsesministeren.

Ved kongelig resolution af 28. juni 2015 er det bestemt, at ressortansvaret for sager vedrørende ældreområdet overføres fra det ved den kongelige resolution oprettede social- og indenrigsministerium til Sundheds- og Ældreministeriet.

Lovforslagets § 1, nr. 1, indeholder som konsekvens af ressortomlægningen en ændring af lovens § 2, stk. 3.

Forslaget til ændring af § 2, stk. 3, betyder, at social- og indenrigsministerens beslutninger om, hvilke sager loven helt eller delvist skal gælde for, på ældreområdet skal forhandles med sundheds- og ældreministeren.

Der er i øvrigt ikke med forslaget tilsigtet indholdsmæssige ændringer af bestemmelserne.

Til nr. 2

Det følger af retssikkerhedslovens § 8, at social- og indenrigsministeren kan fastsætte regler for behandling og opfølgning af sagerne, herunder særlige tidsfrister for visse typer af sager.

Ved kongelig resolution af 28. juni 2015 er det bestemt, at ressortansvaret for sager vedrørende ældreområdet overføres fra det ved den kongelige resolution oprettede social- og indenrigsministerium til Sundheds- og Ældreministeriet, jf. punkt 2.4. i de almindelige bemærkninger.

Forslaget til ændring af § 8 betyder, at den minister, der er ressortansvarlig for servicelovens enkelte bestemmelser om tilbud og ydelser til borgeren, har kompetencen til alene at fastsætte regler for behandling og opfølgning af sagerne på deres respektive områder, herunder særlige tidsfrister for visse typer af sager.

Der er i øvrigt ikke med forslaget tilsigtet indholdsmæssige ændringer af bestemmelserne.

Til nr. 3

Efter den gældende retssikkerhedslovs § 9, stk. 1, gælder, at opholdskommunen som udgangspunkt har pligt til at yde hjælp. Dog gælder undtagelser hertil i lovens § 9, stk. 7, og § 9 a, stk. 4 og 7, hvortil der er henvist i § 9, stk. 1.

Ved lovforslagets § 1, nr. 5, foreslås en undtagelse hertil om ophold i veterantilbud indsat i en ny § 9, stk. 9, i retssikkerhedsloven.

Som konsekvens heraf foreslås i nr. 3 en henvisning til den foreslåede nye undtagelsesbestemmelse indsat i retssikkerhedslovens § 9, stk. 1.

Til nr. 4

Efter den gældende retssikkerhedslovs § 9, stk. 7, har den oprindelige opholdskommune handleforpligtelsen efter serviceloven over for personer, der med medvirken fra den oprindelige opholdskommune eller anden offentlig myndighed har fået ophold i bl.a. boformer efter servicelovens §§ 107-110 for personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. Pligten gælder efter den gældende stk. 8, så længe den pågældende har ophold i det pågældende botilbud eller et tilsvarende botilbud.

Ved lovforslagets § 1, nr.5 foreslås i retssikkerhedslovens § 9, som stk. 9, indført en tilsvarende handlepligt i forhold til personer, der tager ophold i et veterantilbud i en anden kommune.

Med lovforslagets § 1, nr. 4 foreslås, at den oprindelige opholdskommunes handlepligt efter § 9, stk. 7, bevares, også hvis en person har haft ophold i en boform omfattet af stk. 7 og i umiddelbar forlængelse heraf tager ophold i et veterantilbud omfattet af den foreslåede § 9, stk. 9, i retssikkerhedsloven.

Bestemmelsen betyder, at den oprindelige opholdskommune forbliver handle- og betalingskommune for hjælp efter serviceloven, hvis veteranen ved medvirken fra den oprindelige opholdskommune eller anden offentlig myndighed har fået ophold i en af de boformer – som f.eks. botilbud efter servicelovens § 108 for personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne – der er omfattet af den gældende retssikkerhedslovs § 9, stk. 7, og veteranen i umiddelbar forlængelse af opholdet i botilbuddet får ophold i et veterantilbud omfattet af den foreslåede § 9, stk. 9, i retssikkerhedsloven.

Der henvises til bemærkningerne til nr. 5.

Til nr. 5

Som anført i afsnit 2.1.1. i de almindelige bemærkninger er personer, der får ophold i en af KFUMs SoldaterRekreationer, et veteranhjem eller Veteranbo, efter de gældende regler omfattet af hovedreglen i retssikkerhedslovens § 9, stk. 2, jf. stk. 1, om, at opholdskommunen (dvs. beliggenhedskommunen for tilbuddet) er handle- og betalingskommune for ydelser efter den sociale lovgivning.

Ved lovforslagets § 1, nr. 5, foreslås i en ny § 9 stk. 9 , i retssikkerhedsloven fastsat, at den oprindelige opholdskommune fortsat har pligt til at yde hjælp efter serviceloven, når en person i en anden kommune har fået ophold i en af KFUMs SoldaterRekreationer, et veteranhjem eller Veteranbo.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at den oprindelige opholdskommune for en person – dvs. den kommune, hvor den pågældende hidtil (dvs. før vedkommendes ophold i en af KFUMs SoldaterRekreationer, et veteranhjem eller Veteranbo) har haft bopæl eller sædvanligvis har opholdt sig - forbliver såvel handlekommune som betalingskommune med hensyn til ydelser efter serviceloven for en person med ophold i et af de nævnte veterantilbud, uanset om personen har fået opholdskommune i beliggenhedskommunen for tilbuddet, fordi veteranen herefter har bopæl i eller sædvanligvis opholder sig i denne kommune. Den hjælp, som den oprindelige opholdskommune skal levere, er enhver hjælp efter serviceloven, som f.eks. hjælpemidler, ledsagelse og merudgifter ved den daglige livsførelse.

Den foreslåede bestemmelse svarer for så vidt angår den oprindelige opholdskommunes forpligtelser til de forpligtelser, en sådan kommune har efter den gældende retssikkerhedslovs § 9, stk. 7, over for personer, der med medvirken fra den oprindelige opholdskommune eller anden offentlig myndighed har fået ophold i bl.a. boformer efter servicelovens §§ 107-110 for personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. Dog gælder for så vidt angår personer omfattet af den foreslåede nye bestemmelse, at opholdet i et veterantilbud ikke vil være etableret ved medvirken fra den oprindelige opholdskommune eller anden offentlig myndighed, idet visitation til de nævnte tre typer af veterantilbud netop sker uden offentlig medvirken.

I nærværende lovforslags § 1, nr. 11, foreslås samtidig, at den oprindelige opholdskommune tillige bliver betalingskommune for andre sociale ydelser.

Ved den foreslåede § 9, stk. 10, 1. pkt., i retssikkerhedsloven foreslås endvidere ved nr. 5, at handle- og betalingspligten for den oprindelige opholdskommune med hensyn til ydelser efter serviceloven som hovedregel - med den i 2. pkt. nævnte undtagelse - består, så længe den pågældende person har ophold i det pågældende veterantilbud, i et andet veterantilbud omfattet af den foreslåede § 9, stk. 9, i retssikkerhedsloven eller i en boform omfattet af den gældende retssikkerhedslovs § 9, stk. 7.

Det sidst anførte betyder, at den oprindelige opholdskommune forbliver handle- og betalingskommune for hjælp efter serviceloven, hvis veteranen i umiddelbar forlængelse af opholdet i veterantilbuddet får ophold i et andet veterantilbud omfattet af den foreslåede § 9, stk. 9, i retssikkerhedsloven, eller hvis den pågældende ved medvirken fra den oprindelige opholdskommune eller anden offentlig myndighed får ophold i en af de boformer – som f.eks. botilbud efter servicelovens § 108 for personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne – der er omfattet af den gældende retssikkerhedslovs § 9, stk. 7.

Ved den foreslåede § 9, stk. 10, 2. pkt., i retssikkerhedsloven foreslås endelig ved § 1, nr. 5, at den oprindelige opholdskommunes handle- og betalingspligt uanset den foreslåede hovedregel i stk. 10, 1. pkt. består, indtil den pågældende person har erhvervet ny opholdskommune. Bestemmelsen svarer til den gældende regel i lovens § 9, stk. 8, 2. pkt., vedrørende ophold i boformer efter servicelovens § 110 (herberger, forsorgshjem o.lign.)

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at hvis en person i umiddelbar forlængelse af et ophold i et veterantilbud i en periode er uden kendt opholdssted for herefter at søge en kommune om hjælp efter serviceloven, vil pligten til at yde en sådan hjælp fortsat påhvile den oprindelige opholdskommune og ikke beliggenhedskommunen for veterantilbuddet. Dette vil også være tilfældet, hvis en veteran måtte blive bortvist fra et veterantilbud og ikke umiddelbart etablerer ny opholdskommune i form af bopæl eller sædvanligt opholdssted. Herved undgås, at beliggenhedskommunen for et veterantilbud på dette tidspunkt måtte risikere at overtage handle- og betalingspligten som veteranens seneste sædvanlige opholdssted, og den oprindelige opholdskommune har fortsat pligt til at yde veteranen den hjælp efter serviceloven, den pågældende har ret til. Der henvises herom nærmere til afsnit 2.1.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger om de gældende regler ved ophold i tilbud efter servicelovens § 110.

Den foreslåede ordning gælder alle personer, der tager ophold i et veterantilbud, dvs. også pårørende, der sammen med en veteran er flyttet ind i Veteranbo, og pårørende, der tager ophold på veteranhjemmene - uanset om dette eventuelt måtte ske uden veteranen – og som måtte have behov for hjælp efter lov om social service. For eventuelle børn og unge under 18 år, der med forældre tager ophold i veterantilbud, gælder dog de særlige regler om opholdskommune og handlekommune for personer under 18 år, der er fastsat i retssikkerhedslovens § 9 a.

Til nr. 6

I den gældende § 9, stk. 9, i retssikkerhedsloven er fastsat, at hvis den oprindelige opholdskommune har pligt efter lovens § 9, stk. 7, til at yde hjælp efter serviceloven til en person, der i en anden kommune har fået ophold i en social boform m.v., kan den oprindelige opholdskommune aftale at bemyndige personens aktuelle opholdskommune til helt eller delvis at varetage udøvelsen af denne opgave.

Den samme delegationsregel foreslås ved lovforslagets § 1, nr. 6, at skulle gælde for de tilfælde, hvor den oprindelige opholdskommune efter forslagets § 1, nr. 5, bevarer pligten til at yde hjælp efter serviceloven til en person som følge af ophold i et veterantilbud.

Delegation kan omfatte alle opgaver, herunder myndighedsopgaver i alle sager efter serviceloven, hvor kommunen er handlekommune efter serviceloven. Kommunalbestyrelsen, kan også delegere visse opgaver, herunder udøvelsen af opgaverne eller nogle opgaver i enkelte sager.

Det er alene varetagelsen af udøvelsen af opgaver efter serviceloven, der kan delegeres. Den delegerende kommunalbestyrelse bevarer såvel det politiske som det økonomiske ansvar for de afgørelser, der træffes af den bemyndigede kommune, og for de øvrige opgaver, som den bemyndigede kommune varetager på den delegerende kommunes vegne. Uanset i hvilket omfang handlekommunen delegerer sine opgaver til opholdskommunen, bevarer handlekommunen således over for borgeren ansvaret i sagen. Den delegerende kommunalbestyrelse kan når som helst i henhold til delegationsaftalens nærmere bestemmelser tilbagekalde delegationen helt eller delvis, ligesom kommunen har mulighed for af egen drift at behandle en sag, som ellers som følge af delegationen skulle være behandlet af den bemyndigede kommune (call in).

Alle afgørelser træffes således uanset delegation på handlekommunens vegne. Borgerens klager over afgørelser efter serviceloven skal, uanset om de er truffet efter delegation, rettes til handlekommunen, jf. den gældende retssikkerhedslovs § 66, stk. 1, 3. pkt.

Som følge af, at den delegerende kommune bevarer ansvaret for afgørelserne, har den delegerende kommunalbestyrelse adgang til at fastsætte overordnede retningslinjer for opgavevaretagelsen, som den bemyndigede kommunalbestyrelse er forpligtet til at følge. Det vil således være handlekommunens retningslinjer, der skal følges, når opholdskommunen er bemyndiget til at varetage opgaver efter serviceloven i forhold til borgere. Den delegerende kommune har endvidere efter almindelige retsgrundsætninger en pligt og dermed også en ret til at føre tilsyn med, hvordan opgaverne varetages i den bemyndigede kommune. Tilsynspligten omfatter såvel overholdelse af lovgivningen som overholdelse af retningslinjer, som den delegerende kommunalbestyrelse kan have fastsat. Denne tilsynsforpligtelse ligger hos den delegerende kommune, uanset om den delegerende kommune har valgt at delegere den lovbestemte tilsynsforpligtelse (det personrettede tilsyn) efter serviceloven til opholdskommunen.

En forudsætning for delegation er, at borgerens opholdskommune er villig til at modtage delegationen, herunder de retningslinjer, handlekommunen ønsker skal gælde for varetagelsen af opgaven. Det kan aftales, at den delegerende kommune betaler den bemyndigede kommunes omkostninger ved varetagelsen af de delegerede opgaver. Vederlaget for udførelse af opgaver efter loven forudsættes fastsat til kostprisen, det vil sige de direkte og indirekte omkostninger, der er forbundet med at udføre opgaven for en anden kommune. Baggrunden herfor er, at det efter almindelige kommunalretlige grundsætninger om kommunernes opgavevaretagelse ikke er en kommunal opgave hverken at yde tilskud til andre kommuner eller at opnå fortjeneste ved kommunens virksomhed. Opholdskommunen kan når som helst i henhold til delegationsaftalens nærmere bestemmelser tilbagekalde sit samtykke til delegationen helt eller delvis.

Til nr. 7

I den gældende § 9, stk. 10, i retssikkerhedsloven er fastsat en regel om midlertidig opholdskommune for en person i tilfælde af uenighed mellem to eller flere kommuner om, hvilken kommune der er rette opholdskommune.

I bestemmelsen er fastsat, at hvis der opstår uenighed mellem to eller flere kommuner om, hvilken kommune der er en persons opholdskommune, må den af de uenige kommuner, som personen har eller senest har haft folkeregisteradresse i, fungere som opholdskommune, indtil det er afklaret, hvilken kommune der er rette opholdskommune. Når rette opholdskommune er blevet bestemt, og den fungerende opholdskommune ikke er personens opholdskommune, yder opholdskommunen refusion for den fungerende opholdskommunes udgifter i den periode, hvor uenigheden har bestået.

Bestemmelsen har til formål at sikre, at der altid er en kommune, der har ansvaret for at yde hjælp til en person, også mens der eventuelt er uenighed mellem kommuner om, hvilken kommune forpligtelsen påhviler.

Bestemmelsen omfatter også veteraner, der i dag har ophold i veterantilbud, hvis der er uenighed mellem kommuner om, hvilken kommune der er den pågældende persons rette opholdskommune og dermed handlekommune efter hovedreglen i retssikkerhedslovens § 9, stk. 1.

Efter den gældende § 9, stk. 11, i retssikkerhedsloven gælder den samme regel for så vidt angår kommunal uenighed om, hvilken kommune der er handlekommune efter serviceloven for en person efter retssikkerhedslovens § 9, stk. 7, vedrørende personer, der har fået ophold i en social boform m.v. i en anden kommune med offentlig medvirken.

Det foreslås, at retssikkerhedslovens § 9, stk. 11, der med lovforslaget bliver stk. 13, ændres, så reglen om midlertidig opholdskommune også gælder, hvis der opstår uenighed mellem to kommuner om, hvilken kommune der som oprindelig opholdskommune har handleforpligtelsen efter serviceloven i forbindelse med en persons ophold i et veterantilbud efter den foreslåede § 9, stk. 9, i retssikkerhedsloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 5.

Til nr. 8

Ændringerne er en konsekvensændring af, at der ved § 1, nr. 5, i lovforslaget er foreslået indsat nye stykker i retssikkerhedslovens § 9.

Til nr. 9

Efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., har en borgers aktuelle opholdskommune ret til refusion for en række i bestemmelsen nævnte sociale ydelser fra en persons tidligere opholdskommune. Bestemmelsen indeholder en henvisning til, at refusionsretten indtræder i overensstemmelse med reglerne i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 2 – 5.

Med lovforslagets § 1, nr. 11, foreslås indsat et nyt stykke i retssikkerhedsloven som § 9, stk. 33, hvorefter en borgers aktuelle opholdskommune i endnu et tilfælde har ret til refusion for de i § 9 c, stk. 1, 1. pkt., nævnte sociale ydelser.

Som en konsekvens heraf foreslås bestemmelsen i § 9 c, stk. 1, 1. pkt., ændret, således at der også henvises til den foreslåede bestemmelse.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til nr. 11.

Til nr. 10

Ændringen er en konsekvensændring af, at der ved § 1, nr. 11, i lovforslaget er foreslået indsat et nyt stykke i retssikkerhedslovens § 9 c som stk. 3.

Til nr. 11

Efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 2, har en borgers aktuelle opholdskommune ret til refusion fra en persons tidligere opholdskommune, hvis en person ved medvirken fra den oprindelige opholdskommune eller anden offentlig myndighed har fået ophold i et af følgende typer botilbud:

1. boformer efter §§ 107-110 og 192 i lov om social service,

2. boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger m.v.,

3. institutioner under sygehusvæsenet,

4. institutioner under Kriminalforsorgen,

5. boliger, boformer m.v., der træder i stedet for og kan sidestilles med boformer m.v. under nr. 1-4.

6. anbringelsessteder for børn og unge efter § 66 i lov om social service og

7. døgnophold efter § 76 a i lov om social service.

Refusionen omfatter efter § 9 c, stk. 1, udgifter til hjælp efter lov om social service, lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om individuel boligstøtte, § 52, stk. 1, i lov om social pension og § 50, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.

Som også beskrevet i lovforslagets almindelige bemærkninger afsnit 2.1.1. gælder refusionsreglerne i de nævnte bestemmelser ikke ved en persons ophold i veterantilbud.

Ved lovforslagets § 1, nr. 11 foreslås i en ny § 9 c, stk. 3, i retssikkerhedsloven fastsat, at den oprindelige opholdskommune har ret til mellemkommunal refusion, når en person har fået ophold i en af KFUMs SoldaterRekreationer, et veteranhjem eller Veteranbo. Det vil herefter gælde, uanset at visitation til veterantilbuddene sker uden offentlig medvirken.

Ved lovforslagets § 1, nr. 9 foreslås, at refusionen i forbindelse med ophold i sådanne veterantilbud skal gælde de samme ydelser, der i øvrigt ydes mellemkommunal refusion for efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 1.

Den foreslåede ordning indebærer, at den oprindelige opholdskommune bliver betalingskommune for ydelser omfattet af § 9 c, stk. 1, selv om borgeren har fået opholdskommune i beliggenhedskommunen for veterantilbuddet.

For så vidt angår hjælp efter lov om social service vil der dog i forhold til veterantilbud ikke være tale om, at betalingspligten skyldes refusionsreglen, idet den oprindelige opholdskommune efter lovforslagets § 1, nr. 5, direkte vil være handle- og betalingskommune for hjælp, der ydes efter serviceloven. Dog vil der være tale om refusion for ydelser efter serviceloven for personer omfattet af den foreslåede overgangsregel i lovforslagets § 9, stk. 2.

Til nr. 12

Ændringen er en konsekvensændring af, at der ved § 1, nr. 11, i lovforslaget er foreslået indsat et nyt stykke i retssikkerhedslovens § 9 c som stk. 3.

Retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 5, der med forslaget bliver stk. 6, giver den oprindelige opholdskommune pligt til refusion, hvis en person uden denne kommunes medvirken har fået ophold i en ny kommune i et at de tilbud, der er nævnt i den gældende refusionsbestemmelse i § 9 c, stk. 2-4, og den tidligere opholdskommune var bekendt med de forhold, der begrunder tilbuddet, og det var åbenbart, at der måtte gribes ind.

Denne bestemmelse foreslås ikke at gælde for ophold i veterantilbud, idet visitation til disse ikke sker ved offentlig medvirken, og idet den oprindelige opholdskommune efter forslagets § 1, nr. 11, under alle omstændigheder bliver betalingskommune i forbindelse med ophold i sådanne tilbud.

Til nr. 13

I den gældende retssikkerhedslovs § 9 c, stk. 6, 1. og 2. pkt., er fastsat, at opholdskommunen refunderer udgifter til personlig og praktisk hjælp efter § 83 i serviceloven under en persons midlertidige ophold i en anden kommune, jf. § 9 b, stk. 1. Endvidere refunderer opholdskommunen udgifter til plejevederlag og hjælp til sygeplejeartikler og lign., jf. §§ 120 og 122 i serviceloven, under en persons ophold i en anden kommune, jf. § 9 b, stk. 2.

I 3. pkt. er som en undtagelse hertil fastsat, at i tilfælde omfattet af § 9, stk. 7, og § 9 a, stk. 7, ydes refusion efter 1. og 2. pkt. dog af den kommune, der har pligt til at yde hjælp efter serviceloven. Bestemmelsen vedrører de tilfælde, hvor en tidligere opholdskommune har pligten til at yde hjælp efter serviceloven i forbindelse med en persons ophold i sociale boformer o.lign. i en anden kommune.

Ved lovforslagets § 1, nr. 13, foreslås, at sidstnævnte bestemmelse tilsvarende skal gælde, når det ved ophold i veterantilbud efter den foreslåede § 9, stk. 9, i retssikkerhedsloven er en anden kommune end opholdskommunen, der har pligt til at yde hjælp efter serviceloven.

Til nr. 14

Efter den gældende retssikkerhedslovs § 9 c, stk. 7, 1. pkt., refunderes opholdskommunens udgifter til førtidspension efter kapitel 3 og § 52, stk. 1, i lov om social pension og § 5 i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne af den kommune, der var pensionistens opholdskommune på tilkendelsestidspunktet, i op til 6 år fra det tidspunkt, hvor pensionisten er fraflyttet tilkendelseskommunen.

I bestemmelsens 2. pkt. er fastsat, at mellemkommunal refusion efter den gældende retssikkerhedslovs § 9 c, stk. 2, 4 og 5, udskyder denne ret til refusion vedrørende førtidspension.

Udskydelsen gælder herunder, når der betales mellemkommunal refusion efter § 9 c, stk. 2, ved en persons ophold i en social boform i en anden kommune.

Med forslaget skal refusion efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 7, vedrørende tilkendelse af førtidspension tilsvarende udskydes, hvis der betales mellemkommunal refusion efter den foreslåede nye § 9 c, stk. 3, i forbindelse med en persons ophold i veterantilbud, jf. forslagets § 1, nr. 11.

Til nr. 15

Den gældende retssikkerhedslovs § 9 c, stk. 8, fastsætter, at de udgifter, som opholdskommunen kan få dækket ved mellemkommunal refusion efter bestemmelsens gældende stk. 2-6, er opholdskommunens faktiske udgifter. De faktiske udgifter omfatter en forholdsmæssig andel af fællesudgifter og udgifter til ledelse og administration, der er en følge af driften af et tilbud. Hvis der for ydelsen er fastsat en takst eller beregnet et priskrav efter lov om social service, har opholdskommunen ret til refusion svarende til taksten eller priskravet.

Det foreslås ved nr. 15, at det samme skal gælde refusion efter den foreslåede § 9 c, stk. 3, i forbindelse med en persons ophold i veterantilbud, jf. forslagets § 1, nr. 11.

Til nr. 16

Retssikkerhedslovens gældende § 9 c, stk. 9, fastsætter i 1. pkt., at retten til refusion efter de gældende stk. 2, 4 og 5 består, så længe borgeren har bopæl i det pågældende botilbud eller et tilsvarende botilbud.

Ændringen i nr. 16 er en redaktionel konsekvensændring af, at der ved § 1, nr. 11, i lovforslaget er foreslået indsat et nyt stykke i retssikkerhedslovens § 9 c som stk. 3.

Til nr. 17

Efter den gældende retssikkerhedslovs § 9 c, stk. 2, har den oprindelige opholdskommune refusionspligt overfor den aktuelle opholdskommune for udgifter til en række sociale ydelser til personer, der med medvirken fra den oprindelige opholdskommune eller anden offentlig myndighed har fået ophold i bl.a. boformer efter servicelovens §§ 107-110 for personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

Retssikkerhedslovens gældende § 9 c, stk. 9, fastsætter i 1. pkt., at retten til refusion består, så længe borgeren har bopæl i det pågældende botilbud eller et tilsvarende botilbud.

Ved lovforslagets § 1, nr. 11, foreslås i retssikkerhedslovens som § 9 c. stk. 3, indført en tilsvarende refusionspligt med hensyn til personer, der tager ophold i et veterantilbud i en anden kommune.

Med lovforslagets § 1, nr. 17, foreslås, at den oprindelige opholdskommunes refusionspligt efter § 9 c, stk. 1, bevares, også hvis en person har haft ophold i en boform omfattet af § 9 c, stk. 2, og i umiddelbar forlængelse heraf tager ophold i et veterantilbud omfattet af den foreslåede § 9 c, stk. 3, i retssikkerhedsloven,

Bestemmelsen betyder, at den aktuelle opholdskommune kan få refunderet sine udgifter til en række sociale ydelser, hvis veteranen ved medvirken fra den oprindelige opholdskommune eller anden offentlig myndighed har fået ophold i en af de boformer – som f.eks. botilbud efter servicelovens § 108 for personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne – der er omfattet af den gældende retssikkerhedslovs § 9, stk. 7, og veteranen i umiddelbar forlængelse af opholdet i botilbuddet får ophold i et veterantilbud omfattet af den foreslåede § 9, stk. 9, i retssikkerhedsloven

Til nr. 18

Retssikkerhedslovens gældende § 9 c, stk. 9, fastsætter i 1. pkt., at retten til refusion efter de gældende stk. 2, 4 og 5 består, så længe borgeren har bopæl i det pågældende botilbud eller et tilsvarende botilbud.

I den gældende retssikkerhedslovs § 9 c, stk. 9, 2. pkt., er fastsat en særregel om, at en tidligere opholdskommunes pligt til at yde refusion i anledning af en borgers ophold i et tilbud efter § 110 i serviceloven (herberger, forsorgshjem m.v.) dog består, indtil borgeren har erhvervet ny opholdskommune.

Ved lovforslagets § 1, nr. 18 foreslås i et nyt 1. pkt. i et nyt stk. 10 i retssikkerhedslovens § 9 c, at refusionspligten for den oprindelige opholdskommune som følge af ophold i veterantilbud består, så længe den pågældende person har ophold i det pågældende veterantilbud, i et andet veterantilbud omfattet af den foreslåede § 9, stk. 9, i retssikkerhedsloven eller i en boform omfattet af den gældende retssikkerhedslovs § 9, stk. 7.

Det sidst anførte betyder, at den oprindelige opholdskommune fortsat har refusionspligt, hvis veteranen i umiddelbar forlængelse af opholdet i veterantilbuddet får ophold i et andet veterantilbud omfattet af den foreslåede § 9 c, stk. 3, i retssikkerhedsloven, eller hvis den pågældende ved medvirken fra den oprindelige opholdskommune eller anden offentlig myndighed får ophold i en af de boformer – som f.eks. botilbud efter servicelovens § 108 for personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne – der er omfattet af den gældende retssikkerhedslovs § 9 c, stk. 2.

Ved nr. 18 foreslås tillige i et nyt 2. pkt . i et nyt stk. 10 i retssikkerhedslovens § 9 c, at den oprindelige opholdskommunes refusionspligt uanset hovedreglen i det foreslåede 1. pkt., skal bestå, indtil den pågældende person har erhvervet ny opholdskommune.

Forslaget svarer til den gældende regel i § 9 c, stk. 9, 2. pkt., vedrørende ophold i botilbud efter servicelovens § 110 (herberger, forsorgshjem o.lign.). Forslaget svarer endvidere til, hvad der ved lovforslagets § 1, nr. 5, foreslås med hensyn til ophør af den oprindelige opholdskommunes handlepligt efter serviceloven.

Til nr. 19

I den gældende retssikkerhedslovs § 9 c, stk. 10, der nu bliver stk. 12, er i 1. pkt. fastsat, at kommuner uden for de tilfælde, der er nævnt i bestemmelsens stk. 2-5, indbyrdes kan aftale, at en tidligere opholdskommune fortsat afholder udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1.

Bestemmelsen vedrører retten til at aftale refusion, hvor der ikke efter retssikkerhedslovens gældende § 9 c, stk. 2-5, allerede er en pligt for den tidligere opholdskommune til at betale refusion.

Ved den foreslåede nye § 9 c, stk. 3 i retssikkerhedsloven, vil der ligeledes være pligt til at betale mellemkommunal refusion i forbindelse med ophold i veterantilbud. Det foreslås derfor ved nr. 19, at henvisningen i § 9, stk. 10, der bliver stk. 12, tillige omfatter denne bestemmelse.

Til nr. 20

Efter retssikkerhedslovens gældende § 9 c, stk. 11, der nu bliver stk. 13, skal krav mod en tidligere opholdskommune om betaling af refusion efter de gældende stk. 2-7 rejses senest 3 år efter, at hjælpen er ydet. Krav efter lov om social service skal dog rejses, senest 12 måneder, efter at hjælpen er ydet.

Det foreslås, at dette tilsvarende skal gælde for den foreslåede refusion som følge af ophold i veterantilbud, jf. forslagets § 1, nr. 11.

Til nr. 21

Ændringen er redaktionel.

Efter retssikkerhedslovens § 43, stk. 1, gælder hovedparten af bestemmelserne i forvaltningsloven og offentlighedsloven for opgaver, som en myndighed efter nærmere angivne sociale love har overladt til andre end offentlige myndigheder. Ved lov nr. 501 af 6. juni 2007 blev det med indførelsen af dagtilbudsloven fastsat i bestemmelsens 2. pkt., at dette også gælder for privatinstitutioner, jf. § 19, stk. 4, i dagtilbudsloven. Denne bestemmelse havde på daværende tidspunkt følgende ordlyd: ”Daginstitutioner kan med kommunalbestyrelsens godkendelse drives af private leverandører som privatinstitution”.

Ved lov nr. 631 af 16. juni 2011 blev indsat et nyt stk. 4 i dagtilbudslovens § 19, og det hidtidige stk. 4 blev herefter stk. 5. Ved en beklagelig fejl blev der ikke samtidig foretaget en konsekvensændring af henvisningen i retssikkerhedslovens § 43. En sådan ændring foreslås ved nr. 21, således at der heri henvises til dagtilbudslovens § 19, stk. 5.

Til nr. 22

Ændringen er redaktionel.

Ved lov nr. 482 af 12. juni 2009 blev fastsat i retssikkerhedslovens § 59 b, stk. 10, at bl.a. retssikkerhedslovens § 72, stk. 8 finder anvendelse på Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalgs behandling af klager og spørgsmål efter § 59 b, stk. 1 og 3. Retssikkerhedslovens § 72, stk. 8, havde på daværende tidspunkt følgende ordlyd: ”Hvis Ankestyrelsen ændrer en afgørelse til skade for ansøgeren, træffer Ankestyrelsen samtidig beslutning om, fra hvilket tidspunkt ændringen skal ske. ”

Ved lov nr. 316 af 28. april 2009 blev retssikkerhedslovens daværende § 72, stk. 6, ophævet, og stk. 8 blev herefter stk. 7. Ved en beklagelig fejl blev der ikke samtidig foretaget en konsekvensændring af henvisningen i retssikkerhedslovens § 59 b, stk. 10. En sådan ændring foreslås ved nr. 22, således at der i § 59 b, stk. 10, henvises til retssikkerhedslovens § 72, stk. 7.

Til nr. 23

Ændringen er en redaktionel ændring af en stavefejl i gengivelsen i retssikkerhedslovens § 65, stk. 2, af titlen på Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om kompetence, lovvalg, anderkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn.

Til nr. 24

I retssikkerhedslovens § 66, stk. 1, 1. og 2. pkt., er fastsat, at, inden en klage behandles, skal den myndighed, som har truffet afgørelsen, vurdere, om der er grundlag for at give klageren helt eller delvist medhold. Derfor skal en klage først afleveres til den myndighed, som har truffet afgørelsen.

En oprindelig opholdskommune, der bliver handlekommune for ydelser efter serviceloven som følge af en persons ophold i et botilbud i en anden kommune, jf. retssikkerhedslovens gældende § 9, stk. 7, og § 9 a, stk. 7, kan efter den gældende § 9, stk. 9, aftale at delegere udøvelsen af sine opgaver til den aktuelle opholdskommune.

Som beskrevet i bemærkningerne til nærværende lovforslags § 1, nr. 6, træffes alle afgørelser efter en sådan delegation på handlekommunens vegne. Klager skal derfor efter den gældende § 66, stk. 1, 3. pkt., i retssikkerhedsloven indgives til den kommune, der efter lovens § 9, stk. 7, eller 9 a, stk. 7, har pligten til at yde hjælp efter serviceloven.

En tilsvarende delegationsadgang er ved lovforslagets § 1, nr. 6, foreslået i de tilfælde, hvor den oprindelige opholdskommune forbliver handlekommune efter serviceloven for en person i forbindelse med dennes ophold i et veterantilbud, jf. den foreslåede nye bestemmelse i retssikkerhedslovens § 9, stk. 9, som indsat ved lovforslagets § 1, nr. 5.

Det foreslås derfor ved nr. 24 tilsvarende, at klager over afgørelser truffet efter delegation i sådanne tilfælde skal indgives til den oprindelige opholdskommune, der er handlekommune efter serviceloven i forbindelse med ophold i veterantilbud.

Det indebærer, at klage over en afgørelse efter serviceloven, der er truffet af den aktuelle opholdskommune efter delegation fra den oprindelige opholdskommune i forbindelse med ophold i veterantilbud, skal indgives til den oprindelige opholdskommune,

Herudover foreslås redaktionelle konsekvensændringer i retssikkerhedslovens § 66, stk. 1, 3. pkt., som følge af den foreslåede indsættelse af to nye stykker i retssikkerhedslovens § 9.

Til nr. 25

Det følger af retssikkerhedslovens § 74, at social- og indenrigsministeren efter forhandling med beskæftigelsesministeren fastsætter regler for behandling af klagesager, herunder også regler om tidsfrister for indsendelse og videresendelse af klager m.v.

Ved kongelig resolution af 28. juni 2015 er det bestemt, at ressortansvaret for sager vedrørende ældreområdet overføres fra det ved den kongelige resolution oprettede social- og indenrigsministerium til Sundheds- og Ældreministeriet.

Lovforslagets § 1, nr. 25, indeholder som konsekvens af ressortomlægningen en ændring af lovens § 74.

Forslaget til ændring af § 74 betyder, at social- og indenrigsministerens fastsættelse af regler for behandling af klagesager, herunder også regler om tidsfrister for indsendelse og videresendelse af klager m.v. fremover også skal ske efter forhandling med sundheds- og ældreministeren.

Der er i øvrigt ikke med forslaget tilsigtet indholdsmæssige ændringer af bestemmelserne.

Til nr. 26

Efter retssikkerhedslovens § 77 kan social- og indenrigsministeren og beskæftigelsesministeren anmode Ankestyrelsen om at gennemgå kommunalbestyrelsens afgørelser.

Ved kongelig resolution af 28. juni 2015 er det bestemt, at ressortansvaret for sager vedrørende ældreområdet overføres fra det ved den kongelige resolution oprettede social- og indenrigsministerium til Sundheds- og Ældreministeriet.

Lovforslagets § 1, nr. 26, indeholder som konsekvens af ressortomlægningen en ændring af lovens § 77.

Forslaget til ændring af § 77 betyder, at også sundheds- og ældreministeren kan anmode Ankestyrelsen om at gennemgå kommunalbestyrelsens afgørelser.

Der er i øvrigt ikke med forslaget tilsigtet indholdsmæssige ændringer af bestemmelserne

Til nr. 27-31

Efter retssikkerhedslovens § 82 har kommunalbestyrelserne og regionsrådene pligt til at tilvejebringe og indsende statistiske oplysninger m.v., som social- og indenrigsministeren anmoder om.

Efter retssikkerhedslovens § 83, stk. 1, giver kommunalbestyrelserne social- og indenrigsministeren oplysninger om beslutninger og forventninger vedrørende udviklingen på det sociale område, herunder om de mål, som de har sat for udviklingen.

Efter retssikkerhedslovens § 83, stk. 2, har kommunalbestyrelserne pligt til at medvirke til temaplanlægning, i kommunepaneler samt til at skaffe uddybende oplysninger om udviklingen på særlige områder.

Efter retssikkerhedslovens § 84 kan social- og indenrigsministeren fastsætte regler om omfanget af oplysninger, jf. lovens §§ 82 og 83, og om, hvordan de skal ajourføres og indsendes.

Ved kongelig resolution af 28. juni 2015 er det bestemt, at ressortansvaret for sager vedrørende ældreområdet overføres fra det ved den kongelige resolution oprettede Social- og Indenrigsministerium til Sundheds- og Ældreministeriet. Hermed er ressortansvaret for lov om social service, som retssikkerhedsloven gælder for, opdelt mellem Social- og Indenrigsministeriet og Sundheds- og Ældreministeriet, jf. punkt 2.4. i de almindelige bemærkninger.

Lovforslagets § 1, nr. 27-31, indeholder som konsekvens af ressortomlægningen en deling af beføjelserne efter lovens §§ 82, 83 og 84 mellem social- og indenrigsministeren og sundheds- og ældreministeren.

Forslaget til ændring af § 82 betyder, at kommunalbestyrelserne og regionsrådene på Sundheds- og Ældreministeriets område har pligt til at tilvejebringe og indsende statistiske oplysninger m.v., som sundheds- og ældreministeren anmoder om.

Forslaget til ændring af § 83 betyder, at kommunalbestyrelserne giver Sundheds- og Ældreministeriet oplysninger om beslutninger og forventninger vedrørende udviklingen på Sundheds- og Ældreministeriets område, herunder om de mål, som de har sat for udviklingen.

Forslaget til ændring af § 84, stk. 1 og 2, betyder, at den minister, der er ressortansvarlig for servicelovens enkelte bestemmelser om tilbud og ydelser til borgeren, har kompetencen til alene at fastsætte regler om omfanget af oplysninger, jf. §§ 82 og 83, og om, hvordan de skal ajourføres og indsendes.

Der er i øvrigt ikke med forslaget tilsigtet indholdsmæssige ændringer af bestemmelserne.

Det vil som hidtil være forudsætning, at de omhandlede oplysninger indhentes under iagttagelse af persondatalovens regler. Herunder skal de statistiske oplysninger indhentes under iagttagelse af persondatalovens § 10.

Til nr. 32

Efter den gældende § 85 i retssikkerhedsloven fastsætter social- og indenrigsministeren efter forhandling med beskæftigelsesministeren nærmere regler om anvisning af statsrefusion, statstilskud, regnskabsaflæggelse og revision for de lovområder, der er omfattet af loven.

Bemyndigelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 552 af 28. april 2015 om statsrefusion og tilskud, samt regnskabsaflæggelse og revision på visse områder inden for Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forholds, Beskæftigelsesministeriets, Ministeriets for By, Bolig og Landdistrikters og Undervisningsministeriets ressortområder.

Det foreslås, at bestemmelsen ændres således, at beskæftigelsesministeren bliver ansvarlig for udstedelsen af regnskabs- og revisionsbekendtgørelsen efter forhandling med social- og indenrigsministeren.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.3.

Til nr. 33

Efter retssikkerhedslovens § 86 fastsætter social- og indenrigsministeren efter forhandling med beskæftigelsesministeren i en bekendtgørelse regler om, hvem der skal betale udgifter til lægeerklæringer og transport m.v., som en myndighed pålægger en ansøger, når disse udgifter ikke kan betales efter anden lovgivning.

Ved kongelig resolution af 28. juni 2015 er det bestemt, at ressortansvaret for sager vedrørende ældreområdet overføres fra det ved den kongelige resolution oprettede social- og indenrigsministerium til Sundheds- og Ældreministeriet.

Lovforslagets § 1, nr. 33, indeholder som konsekvens af ressortomlægningen en deling af beføjelserne efter lovens § 86.

Forslaget til ændring af § 86 betyder, at social- og indenrigsministerens fastsættelse af regler om, hvem der skal betale udgifter til lægeerklæringer og transport m.v., som en myndighed pålægger en ansøger, når disse udgifter ikke kan betales efter anden lovgivning, skal ske efter forhandling med også sundheds- og ældreministeren.

Der er i øvrigt ikke med forslaget tilsigtet indholdsmæssige ændringer af bestemmelserne.

Til nr. 34

Som nærmere beskrevet i afsnit 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger gælder efter praksis i dag:

– Hvis en person før den 1. august 2010 med offentlig medvirken har fået ophold i en social boform eller lignende omfattet af retssikkerhedslovens § 9, stk. 7, i en anden kommune, B, end den pågældendes hidtidige opholdskommune A,

– hvis denne kommune, A, med hjemmel i overgangsreglen i § 3, stk. 3, i lov nr. 550 af 26. maj 2010 har besluttet ikke at overtage handlepligten efter serviceloven for den pågældende person, og

– hvis kommune B, der herefter er handlekommune efter serviceloven fra 1. januar 2011, efter dette tidspunkt har visiteret den pågældende til et tilsvarende botilbud i en tredje kommune C,

– da forbliver kommune B handlekommune for den pågældende person også efter flytningen til kommune C.

Denne retsstilling er som nærmere beskrevet i afsnit 2.2. i de almindelige bemærkninger uhensigtsmæssig. Handlekommune B har således alene i kraft af borgerens hidtidige ophold i et botilbud været handlekommune.

I lovforslagets § 1, nr. 34, foreslås derfor i en ny § 89 a i retssikkerhedsloven fastsat, at handlepligten efter serviceloven i sådanne tilfælde påhviler personens aktuelle opholdskommune. Efter flytningen til kommune C i ovenstående beskrivelse bliver handlekommunen altså C, kommune, hvor personen bor, jf. retssikkerhedslovens § 9, stk. 2.

Som beskrevet i punkt 2.2.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger kan samme forhold tilsvarende gøre sig gældende ved lignende revisitation af personer, der før den 1. juli 2003 var anbragt uden for hjemmet, og som ved den unges fyldte 18. år i umiddelbar forlængelse af anbringelsen får ophold i en boform for voksne omfattet af retssikkerhedslovens § 9, stk. 7, jf. § 4 i lov nr. 550 af 26. maj 2010.

Det foreslås derfor samtidigt fastsat i den foreslåede § 89 a i retssikkerhedsloven, at den aktuelle opholdskommune vil være handlekommune efter serviceloven for sådanne personer.

Ved overgangsbestemmelsen i lovforslagets § 10 foreslås endvidere, at ændringen skal gælde også for personer, der inden den her foreslåede lovændrings ikrafttræden, er flyttet til en tredje kommune som beskrevet.

Kilde

Til nr. 1

Som det fremgår af de almindelige bemærkningers punkt 2.3., foreslås det, at ansvaret for regnskabs- og revisionsbekendtgørelsen overføres fra social- og indenrigsministeren til beskæftigelsesministeren. Regler i bekendtgørelsen skal efter ændringen som hidtil fastsættes efter forhandling med ressortministeren for så vidt angår de ydelser, der ikke hører under den minister, der er ansvarlig for den samlede bekendtgørelse.

Integrationsloven hører under udlændinge- integrations- og boligministeren.

Med den foreslåede ændring af integrationslovens § 47, stk. 1 og 2, overføres kompetencen til at fastsætte nærmere regler om refusion m.v. fra social- og indenrigsministeren efter forhandling med beskæftigelsesministeren til beskæftigelsesministeren efter forhandling med udlændinge-, integrations- og boligministeren.

Kilde

Til nr. 1

Som det fremgår af de almindelige bemærkningers punkt 2.3., foreslås det, at ansvaret for regnskabs- og revisionsbekendtgørelsen overføres fra social- og indenrigsministeren til beskæftigelsesministeren. Regler i bekendtgørelsen skal efter ændringen som hidtil fastsættes efter forhandling med ressortministeren for så vidt angår de ydelser, der ikke hører under den minister, der er ansvarlig for den samlede bekendtgørelse.

Repatrieringsloven hører under udlændinge-, integrations- og boligministeren.

Med den foreslåede ændring af repatrieringslovens § 13, stk. 2, overføres kompetencen til at fastsætte nærmere regler om refusion m.v. fra social- og indenrigsministeren til beskæftigelsesministeren efter forhandling med udlændinge-, integrations- og boligministeren.

Kilde

Til nr. 1

Som det fremgår af de almindelige bemærkningers punkt 2.3., foreslås det, at ansvaret for regnskabs- og revisionsbekendtgørelsen overføres fra social- og indenrigsministeren til beskæftigelsesministeren. Regler i bekendtgørelsen skal efter ændringen som hidtil fastsættes efter forhandling med ressortministeren for så vidt angår de ydelser, der ikke hører under den minister, der er ansvarlig for den samlede bekendtgørelse.

Lov om almene boliger m.v. hører under udlændinge-, integrations- og boligministeren.

Med den foreslåede ændring af almenboliglovens § 64, stk. 1 og § 75, stk. 2, overføres kompetencen til at fastsætte nærmere regler om refusion m.v. fra social- og indenrigsministeren efter forhandling med udlændinge-, integrations- og boligministeren til beskæftigelsesministeren efter forhandling med udlændinge-, integrations- og boligministeren.

Kilde

Til nr. 1

Som det fremgår af de almindelige bemærkningers punkt 2.3., foreslås det, at ansvaret for regnskabs- og revisionsbekendtgørelsen overføres fra social- og indenrigsministeren til beskæftigelsesministeren. Regler i bekendtgørelsen skal efter ændringen som hidtil fastsættes efter forhandling med ressortministeren for så vidt angår de ydelser, der ikke hører under den minister, der er ansvarlig for den samlede bekendtgørelse.

Lov om boliger for ældre og personer med handicap. hører under udlændinge-, integrations- og boligministeren.

Med den foreslåede ændring af ældreboliglovens § 33, 2. pkt., overføres kompetencen til at fastsætte nærmere regler om refusion m.v. fra social- og indenrigsministeren efter forhandling med udlændinge-, integrations- og boligministeren til beskæftigelsesministeren efter forhandling med udlændinge-, integrations- og boligministeren.

Kilde

Til nr. 1

Som det fremgår af de almindelige bemærkningers punkt 2.3., foreslås det, at ansvaret for regnskabs- og revisionsbekendtgørelsen overføres fra social- og indenrigsministeren til beskæftigelsesministeren. Regler i bekendtgørelsen skal efter ændringen som hidtil fastsættes efter forhandling med ressortministeren for så vidt angår de ydelser, der ikke hører under den minister, der er ansvarlig for den samlede bekendtgørelse.

Lov om friplejeboliger hører under udlændinge-, integrations- og boligministeren.

Med den foreslåede ændring af friplejeboliglovens § 19, stk. 4, 4. pkt., overføres kompetencen til at fastsætte nærmere regler om refusion m.v. fra social- og indenrigsministeren efter forhandling med udlændinge-, integrations- og boligministeren til beskæftigelsesministeren efter forhandling med udlændinge-, integrations- og boligministeren.

Kilde

Til nr. 1

Som det fremgår af de almindelige bemærkningers punkt 2.3., foreslås det, at ansvaret for regnskabs- og revisionsbekendtgørelsen overføres fra social- og indenrigsministeren til beskæftigelsesministeren. Regler i bekendtgørelsen skal efter ændringen som hidtil fastsættes efter forhandling med ressortministeren for så vidt angår de ydelser, der ikke hører under den minister, der er ansvarlig for den samlede bekendtgørelse.

Lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. hører under udlændinge-, integrations- og boligministerieren.

Med den foreslåede ændring af § 15, stk. 2, i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. overføres kompetencen til at fastsætte nærmere regler om refusion m.v. fra social- og indenrigsministeren efter forhandling med udlændinge-, integrations- og boligministeren til beskæftigelsesministeren efter forhandling med udlændinge-, integrations- og boligministeren.

Kilde

Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft den 1. juli 2016.

I §§ 9 og 10 foreslås overgangsregler vedrørende henholdsvis forslaget om handle- og betalingskommune ved personers ophold i veterantilbud og den foreslåede § 89 a i retssikkerhedsloven om visse personer omfattet af overgangsregler i lov nr. 550 af 26. maj 2010.

Kilde

Ved lovforslagets § 9 foreslås, at forslagets regler om handle- og betalingskommune i forbindelse med personers ophold i veterantilbud også skal gælde for personer, der før lovens ikrafttræden har fået og ved lovens ikrafttræden stadig har ophold i et af de veterantilbud, der omfattes af de foreslåede ændringer i retssikkerhedslovens §§ 9 og 9 c, jf. navnlig lovforslagets § 1, nr. 5 og 11, og afsnit 2.1. i forslagets almindelige bemærkninger.

Hjælp efter serviceloven til sådanne personer skal således fra lovændringens ikrafttræden som udgangspunkt ydes af den oprindelige opholdskommune, og den oprindelige opholdskommune bliver betalingskommune for udgifter efter lov om social service, lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om individuel boligstøtte, § 52, stk. 1, i lov om social pension og § 50, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.

For personer, der ved lovens ikrafttræden har ophold i et veterantilbud, og har opholdskommune i den kommune, hvor tilbuddet ligger, indebærer dette forslag, at disse personer skifter handlekommune for så vidt angår hjælp efter serviceloven, idet den oprindelige opholdskommune bliver handlekommune for denne type af hjælp, jf. lovforslagets § 1, nr. 5.

Kilde

I § 10 foreslås en overgangsregel for personer omfattet af den foreslåede § 89 a i retssikkerhedsloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 34.

Ved lovforslagets § 1, nr. 34, foreslås, at en borgers aktuelle opholdskommune, C, bliver handlekommune også for ydelser efter serviceloven i nærmere angivne tilfælde. Det omfatter tilfælde, hvor borgeren oprindeligt af kommune A er visiteret til et botilbud i kommune B, hvor kommune A efter lov nr. 550 af 26. maj 2010 har afvist at overtage handlepligten efter serviceloven for borgeren, men fortsat er betalingskommune, og hvor kommune B efterfølgende har visiteret pågældende borger til et nyt botilbud i kommune C.

Det foreslås i § 10, stk. 1, at retssikkerhedslovens § 89 a, fra den 1. oktober 2016 finder anvendelse også for personer, der før denne bestemmelses ikrafttræden den 1. juli 2016 er visiteret til et botilbud i en tredje kommune, C, og hvor en anden kommune, B, end den aktuelle opholdskommune inden lovændringens ikrafttræden har pligten til at yde hjælp efter serviceloven. Den aktuelle opholdskommune, C, der efter § 89 a bliver handlekommune efter serviceloven, har hermed 3 måneder efter bestemmelsens ikrafttræden til at sikre, at den fra overtagelsen af handlepligten opfylder sin pligt til at yde den omfattede person hjælp og omsorg efter loven.

Det foreslås ved § 10, stk. 2, at den aktuelle opholdskommune, der efter stk. 1 overtager handlepligten for hjælp efter serviceloven, skal have adgang til uden samtykke fra den person, hjælpen vedrører, fra den hidtidige handlekommune at forlange oplysninger om den pågældende, der er nødvendige for, at kommunen på overtagelsestidspunktet kan varetage pligten til at yde hjælp efter serviceloven. Bestemmelsen svarer til § 3, stk. 5, i lov nr. 550 af 26. maj 2010, hvor reglerne om handlekommune efter serviceloven for bl.a. den berørte personkreds blev indført.

Bestemmelsens formål er at sikre, at en kommune, der den 1. oktober 2016 overtager pligten til at yde hjælp til en borger efter serviceloven, kan opfylde sin pligt til at yde hjælp og omsorg for borgeren også i tilfælde, hvor borgeren evt. ikke måtte ønske at give samtykke til, at kommunen indhenter oplysninger om borgerens behov m.v. fra den kommune, der hidtil har ydet denne hjælp. Mange oplysninger om en person, der er visiteret til botilbud, kan være helt afgørende for en ny handlekommunes mulighed for at yde fortsat korrekt målrettet hjælp til den pågældende efter serviceloven. Det gælder også følsomme eller rent private oplysninger.

Adgangen til at videregive såvel oplysninger om bl.a. helbredsmæssige forhold, jf. persondatalovens § 7, stk. 1; som oplysninger om strafbare forhold og væsentlige sociale problemer, jf. persondatalovens § 8, stk. 1, er efter persondatalovens § 8, stk. 3, begrænset for forvaltningsmyndigheder, der udfører opgaver på det sociale område, i forhold til de muligheder, der som udgangspunkt gælder for at videregive sådanne oplysninger efter persondatalovens § 7, stk. 2, og § 8, stk. 2.

Det kan give anledning til tvivl om, hvorvidt videregivelse som foreslået kan ske inden for rammerne af persondatalovens § 8, stk. 3.

Persondatalovens § 8, stk. 3, er en dansk særregel, og fravigelse heraf vurderes derfor at kunne ske inden for rammerne af databeskyttelsesdirektivet (direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995).

I det omfang videregivelsen ikke kan ske inden for rammerne af § 8, stk. 3, skal de øvrige bestemmelser i persondataloven være opfyldt.