Lov om ændring af lov om lån til betaling af ejendomsskatter, ejendomsvurderingsloven og forskellige andre love (Indefrysning af stigninger i grundskylden for 2018-2020, forsigtighedsprincip ved fastsættelse af beskatningsgrundlag for grundskyld, dækningsafgift af erhvervsejendomme og ejendomsværdiskat m.v.) § 7

Til nr. 1

Efter skatteforvaltningslovens § 4 a, stk. 2, træffer Skatteankestyrelsen afgørelse i klager vedrørende vurderingsmyndighedens afslag på genoptagelse, jf. § 33, stk. 1, 3 og 4, medmindre Skatteankestyrelsen henviser klagen til afgørelse i Landsskatteretten, jf. § 4 a, stk. 3.

Det foreslås med lovforslagets § 7, nr. 3, at der etableres en selvstændig hjemmel til genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 3, for den situation, hvor vurderingsmyndigheden skal træffe afgørelse om genoptagelse, fordi der er truffet afgørelse om vurdering, uden at oplysninger, der er modtaget i afgørelsesperioden, er indgået i grundlaget for vurderingen. Der henvises herom til bemærkningerne til lovforslagets § 7, nr. 3.

Det foreslås som en konsekvens heraf, at § 4 a, stk. 2, ændres, så Skatteankestyrelsen får kompetence til at træffe afgørelse i klager vedrørende vurderingsmyndighedens afslag på genoptagelse efter § 20 b, stk. 3.

Skatteankestyrelsen vil herefter kunne træffe afgørelse i klager vedrørende vurderingsmyndighedens afslag på genoptagelse, uanset om vurderingsmyndigheden har afslået genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 33 eller efter den selvstændige hjemmel til genoptagelse, der er foreslået i lovforslagets § 7, nr. 3.

Til nr. 2

Afgørelse om ejendomsvurdering, der foretages efter forudgående deklaration, jf. skatteforvaltningslovens § 20 a, kan efter skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 2, i en afgørelsesperiode, der er defineret i skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 1, foretages enten på grundlag af de oplysninger, der forelå ved afgørelsesperiodens start, eller på grundlag af alle oplysninger, der foreligger, når afgørelse træffes.

Den maksimale længde af denne afgørelsesperiode er defineret i § 20 b, stk. 1, hvorefter afgørelsesperioden ikke kan overstige 6 uger og udløber den 10. februar i året efter vurderingsårets udløb, medmindre skatteministeren fastsætter en længere frist.

Afgørelsesperiodens start, der efter skatteforvaltningslovens § 20 a, stk. 2, skal fastlægges i hver enkelt deklaration, kan dermed under henvisning til § 20 b, stk. 1, tidligst løbe fra den 31. december i vurderingsåret, og ikke udløbe før den 10. februar i året efter vurderingsårets udløb, men efter konkret beslutning fra skatteministeren senere. Dette uanset, at afgørelsesperioden ikke er indført for at fastlægge en frist for vurdering, da det af skatteforvaltningslovens § 20 c direkte følger, at vurderingsmyndigheden kan træffe afgørelse efter udløbet af afgørelsesperioden, idet vurderingsmyndigheden i så fald skal træffe afgørelse på grundlag af alle de oplysninger, der foreligger, når afgørelsen træffes.

De særlige regler i skatteforvaltningslovens §§ 20 a–20 c er efter bemærkningerne til disse bestemmelser i lov nr. 688 af 8. juni 2017 om ændring af skatteforvaltningsloven, lov om kommunal ejendomsværdiskat, ejendomsværdiskatteloven og forskellige andre love, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 212, indført for at give vurderingsmyndigheden den nødvendige fleksibilitet i behandlingen og afgørelsen af den meget store mængde ejendomsvurderinger, der skal behandles og afgøres fra vurderingsterminen, den 1. september, til vurderingerne sendes ud til ejendomsejerne.

Formuleringen af skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 1, begrænser imidlertid denne tilsigtede fleksibilitet, fordi bestemmelsen definerer denne klare første mulige dato for afgørelsesperiodens start, samt at afgørelsesperioden senest kan udløbe den 10. februar i året efter vurderingsåret.

Dette er ikke tilsigtet. Det foreslås derfor, at § 20 b, stk. 1, nyaffattes, således at det af bestemmelsen fremgår, at ved vurdering af fast ejendom, der foretages efter forudgående deklaration, jf. § 20 a, indtræder en afgørelsesperiode tidligst 4 uger efter deklarationsmeddelelsens udsendelse, jf. § 20 a, stk. 2, og således, at det fremgår, at afgørelsesperioden udløber 6 uger efter afgørelsesperiodens indtræden, medmindre skatteministeren fastsætter et senere tidspunkt.

Forslaget vil indebære, at vurdering af fast ejendom, der foretages efter forudgående deklaration, vil kunne foretages inden udløbet af en afgørelsesperiode på 6 uger efter tidspunktet for afgørelsesperiodens indtræden, som fastlægges i hvert enkelt deklaration. Skatteministeren skal dog, ligesom det er tilfældet efter gældende ret, kunne forlænge afgørelsesperioden. Dette under henvisning til, at der, uanset at afgørelsesperiodens udløb fremover ikke nødvendigvis vil være den samme for alle landets boligejere, fortsat vil kunne opstå behov for, at skatteministeren forlænger afgørelsesperioden, f.eks. på grund af tekniske problemer, eller hvis det på grund af andre omstændigheder ikke er muligt at træffe afgørelserne om almindelig vurdering eller omvurdering inden udløbet af den fastsatte frist.

Efter forslaget vil vurderingsmyndigheden i hver enkelt deklaration skulle fastsætte en frist for afgørelsesperiodens start, jf. skatteforvaltningslovens § 20 a, stk. 2.

Afgørelsesperiodens start skal dog være minimum 4 uger efter deklarationen, jf. § 20 a, stk. 3, og vurderingsmyndigheden vil herefter have 6 uger til at træffe afgørelse om vurderingen efter reglerne i skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 2. Såvel deklarationsperioden, der skal være på minimum 4 uger, og afgørelsesperioden på 6 uger, vil blive beregnet på grundlag af hele kalenderuger.

Hvis vurderingsmyndigheden sender en deklaration f.eks. den 1. september, vil deklarationsperioden altså tidligst kunne udløbe den 29. september samme år, og vurderingsmyndigheden vil skulle tage højde for oplysninger, der modtages af vurderingsmyndigheden til og med den 29. september. Første dag i afgørelsesperioden vil i så fald være den 30. september.

Vurderingsmyndigheden vil med den foreslåede nyaffattelse ikke være bundet af, at afgørelsesperioden, i hvilken der kan træffes afgørelse efter reglerne i skatteforvaltningslovens § 20 b, ikke kan udløbe efter den 10. februar i året efter vurderingsåret.

Forslaget indebærer ikke en forkortelse af deklarationsperioden og heller ikke en forlængelse af afgørelsesperioden.

Afgørelsesperioden vil dog med den foreslåede ændring kunne starte før den 31. december i vurderingsåret, idet afgørelsesperioden så tilsvarende vil slutte før den 10. februar i året efter vurderingsårets udløb.

Afgørelsesperioden vil også kunne starte efter den 9. februar i året efter vurderingsårets udløb og først udløbe 6 uger efter indtræden. Afgørelsesperiodens længde vil fortsat ikke overstige 6 uger, da denne efter forslaget vil udløbe 6 uger efter sin begyndelse.

Vurderingsmyndigheden vil således med den foreslåede ændring få mulighed for før den 31. december i vurderingsåret at igangsætte afgørelsen af i hvert fald en del af de mange vurderingssager, der skal foretages efter vurderingsterminen den 1. september, og for at fortsætte arbejdet med de fremtidige ejendomsvurderinger efter den 10. februar i året efter vurderingsåret, uanset om vurderingsmyndigheden ønsker at anvende den særlige deklarationsprocedure til at gennemføre partsinddragelse og de særlige regler for afgørelse i § 20 b. .

Den fleksibilitet og fordeling af vurderingsarbejdet, der hermed vil kunne opnås, vurderes at være nødvendig, når henses til den meget store mængde vurderinger, der skal udsendes ved hver enkelt vurderingstermin.

Til nr. 3

Afgørelse om ejendomsvurdering, der foretages efter forudgående deklaration, jf. skatteforvaltningslovens § 20 a, kan efter skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 2, i en afgørelsesperiode, der er defineret i skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 1, foretages enten på grundlag af de oplysninger, der forelå ved afgørelsesperiodens start, eller på grundlag af alle oplysninger, der foreligger, når afgørelse træffes.

Efter skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 3, behandles oplysninger, der modtages efter afgørelsesperiodens indtræden, efter reglerne om genoptagelse og revision i skatteforvaltningslovens §§ 33 og 33 a, hvis vurderingsmyndigheden i afgørelsesperioden træffer afgørelse, og oplysningerne ikke er indgået i grundlaget for afgørelsen. Når vurderingsmyndigheden har behandlet oplysningerne, meddeler vurderingsmyndigheden ejendommens ejer, om oplysningerne giver grundlag for at ændre afgørelsen.

Skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 3, har til formål at sikre, at alle oplysninger, der er modtaget af vurderingsmyndigheden i afgørelsesperioden, indgår i grundlaget for vurderingen. Vurderingsmyndigheden kan tage stilling til betydningen af oplysninger, der er indgået i afgørelsesperioden, enten ved vurderingen eller ved en efterfølgende genbehandling af denne.

Det foreslås, at der i skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 3, etableres en selvstændig hjemmel til genoptagelse, der udtrykkeligt fastslår, at hvis vurderingsmyndigheden har truffet afgørelse om vurdering af fast ejendom, uden at oplysninger, der er modtaget i afgørelsesperioden, er indgået i vurderingen, jf. skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 2, skal vurderingsmyndigheden uanset reglerne i § 33 genoptage vurderingen, hvis oplysningerne, der er indgået i afgørelsesperioden, kan give grundlag for at ændre vurderingen.

Den foreslåede nyaffattelse har til formål at tydeliggøre, at oplysninger, der modtages af vurderingsmyndigheden i afgørelsesperioden, skal behandles på samme måde og tillægges samme betydning for den endelige vurdering, uanset om vurderingsmyndigheden skal tage stilling til betydningen af oplysningerne, før der træffes afgørelse om vurdering efter de særlige regler i § 20 b, stk. 2, eller efterfølgende.

Skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 3, skal således udgøre en selvstændig hjemmel til at genoptage en vurdering på grundlag af oplysninger, der er modtaget i afgørelsesperioden, der ikke skal indeholde de begrænsninger i adgangen til genoptagelse, der følger af skatteforvaltningslovens § 33.

Det bemærkes i den forbindelse, at genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 33 forudsætter, at vurderingen er foretaget på et fejlagtigt grundlag som følge af fejlagtig eller manglende registrering af ejendommens grundareal, bygningsareal, planforhold eller lignende objektivt konstaterbare faktiske forhold, hvilket ikke skal være en forudsætning for genoptagelse efter § 20 b, stk. 3.

Etablering af en selvstændig genoptagelseshjemmel i skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 3, sikrer endvidere, at beslutning om genoptagelse i situationer, hvor genoptagelse er afskåret efter § 33, ikke skal bero på, at vurderingsmyndigheden udnytter adgangen til at revidere vurderingen, jf. skatteforvaltningslovens § 33 a.

Uden den foreslåede ændring af skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 3, vil vurderingsmyndigheden i visse situationer, hvor vurderingsmyndigheden ikke finder grundlag for hverken genoptagelse eller revision, jf. §§ 33 og 33 a, være forpligtet til at træffe afgørelse om nægtelse af revision. Dette er uhensigtsmæssigt, idet det som anført i bemærkningerne til lov nr. 688 af 8. juni 2017 om ændring af skatteforvaltningsloven, lov om kommunal ejendomsskat, ejendomsværdiskatteloven og forskellige andre love, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 212, bl.a. s. 62ff, ikke har været hensigten at ændre den gældende retstilstand, hvorefter ejendomsejer ikke har retskrav på ændring af en vurdering eller en del af en vurdering, hvis ændringen ikke kan foretages efter de foreslåede præciserede regler om genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 33.

Med den foreslåede ændring vil der i stedet blive etableret en selvstændig genoptagelseshjemmel i skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 3, der er specifikt rettet mod den situation, hvor vurderingsmyndigheden skal træffe afgørelse om betydningen af oplysninger, der ikke er indgået i vurderingen, uanset at de er modtaget i afgørelsesperioden.

Dette er ikke ukendt. Der eksisterer også i skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 5, en selvstændig hjemmel til genoptagelse, der gælder i forbindelse med klagebehandling, efter hvilken genoptagelse dog forudsætter, at ejendomsejer er enig i genoptagelse.

Forslaget vurderes ikke at ville forringe borgernes rettigheder i henhold til skatteforvaltningslovens § 20 b. Forslaget har alene til formål at tydeliggøre, at vurderingsmyndigheden i situationer, som er omfattet af § 20 b, er forpligtet til at forholde sig til oplysninger, der er indgået i afgørelsesperioden, på samme måde, som hvis der var taget højde for disse oplysninger i vurderingen af en ejendom

Til nr. 4

Vurderingsmyndigheden kan efter skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 2, i en afgørelsesperiode, der er defineret i skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 1, træffe afgørelse på grundlag af de oplysninger, der foreligger ved afgørelsesperiodens indtræden. Vurderingsmyndigheden er dog ikke i afgørelsesperioden afskåret fra at træffe afgørelse på baggrund af oplysninger, der modtages i afgørelsesperioden.

Hvis vurderingsmyndigheden har truffet afgørelse om vurdering, uden at oplysninger, der er modtaget i afgørelsesperioden, er indgået i grundlaget for afgørelsen, skal vurderingsmyndigheden efter skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 3, behandle oplysningerne, der er modtaget i afgørelsesperioden, efter reglerne om genoptagelse og revision i skatteforvaltningslovens §§ 33 og 33 a. Vurderingsmyndigheden skal herefter meddele ejendommens ejer, om oplysningerne giver grundlag for at ændre afgørelsen.

Den gældende § 20 b i skatteforvaltningsloven indeholder ikke regler, der udskyder ejendomsejers adgang til at klage over vurderingen, til vurderingsmyndigheden under henvisning til § 20 b, stk. 3, har truffet afgørelse om genoptagelse eller revision. Ejendomsejer kan således klage over vurderingen i tre måneder fra modtagelsen, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 3.

Den gældende § 20 b fastlægger heller ikke, at vurderingsmyndigheden ikke skal træffe afgørelse om genoptagelse eller revision, hvis den vurdering, afgørelsen om genoptagelse eller revision vil vedrøre, er påklaget. Vurderingsmyndigheden skal derfor træffe afgørelse om genoptagelse eller revision, uanset om den vurdering, denne afgørelse vil vedrøre, er påklaget.

Den gældende § 20 b fastlægger endvidere ikke, at klagemyndigheden ikke skal afgøre, om nægtelse af genoptagelse er sket med rette, hvis klagemyndigheden også skal afgøre en klage over vurderingen.

Der vil ikke desto mindre kunne opstå den situation, at ejendomsejer indgiver en klage til Skatteankestyrelsen over en vurdering, der er foretaget, uden at vurderingsmyndigheden har taget stilling til alle oplysninger, der er indgået i afgørelsesperioden, og som vurderingsmyndigheden derfor skal træffe afgørelse om genoptagelse i, jf. skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 3. Eller at der indgives klage over både vurderingen og et afslag på genoptagelse af denne, som skal afgøres af klagemyndigheden.

Dette ændres ikke af, at det med lovforslagets § 7, nr. 3, er foreslået, at skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 3, nyaffattes, så der etableres en selvstændig hjemmel til, at vurderingsmyndigheden skal genoptage vurderingen, når vurderingsmyndigheden har truffet afgørelse om vurdering af fast ejendom, uden at oplysninger, der er modtaget i afgørelsesperioden, er indgået i vurderingen, og disse oplysninger kan give grundlag for at ændre vurderingen.

Det foreslås, at det med en ny § 20 b, stk. 4, fastlægges, at vurderingsmyndighedens adgang til at træffe afgørelse om genoptagelse, jf. § 20 b, stk. 3, bortfalder, hvis den afgørelse om vurdering, der er truffet efter stk. 2, påklages, jf. § 35 a, og at en afgørelse om nægtelse af genoptagelse, jf. stk. 3, bortfalder, hvis den afgørelse om vurdering, der er truffet efter stk. 2, påklages, jf. § 35 a.

Forslaget har til formål at sikre, at ejendomsejeren bevarer den adgang, ejendomsejer efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 3, har, til at vælge klagebehandling af vurderingen, så snart vurderingen modtages, uden at der samtidig med, at der verserer en klagesag vedrørende vurderingen, skal kunne versere en sag ved vurderingsmyndigheden om genoptagelse af den påklagede vurdering, og uden at der skal kunne versere to samtidige klagesager over henholdsvis vurderingen og et afslag på genoptagelse af samme vurdering.

Der vurderes ikke at være grundlag for at udskyde ejendomsejerens ret til klagebehandling, til det er afklaret, om vurderingsmyndigheden vil være villig til at genoptage vurderingen, jf. § 20 b, stk. 3.

Det bemærkes i den forbindelse, at det er uvist, i hvor mange vurderinger, der vil være behov for at træffe afgørelse om genoptagelse efter bestemmelsen, og at det derfor også er uvist, hvor lang tid der vil gå, før der er truffet afgørelse om genoptagelse efter bestemmelsen i alle sager. Det bemærkes også, at det uændret bør være ejendomsejers ret at vælge, om ejendomsejer foretrækker at afvente en afgørelse om genoptagelse efter § 20 b eller foretrækker klagebehandling så hurtigt som muligt.

Der er imidlertid ikke grundlag for at lade to sager om den samme vurdering versere ved henholdsvis vurderingsmyndigheden og klagemyndigheden samtidig, og der er heller ikke grundlag for at lade to klagesager over dels den materielle vurdering, dels et afslag på genoptagelse af den samme vurdering versere samtidig ved klagemyndigheden. Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke vil kunne opstå to sager, hvis vurderingsmyndigheden, før der klages over den materielle vurdering, foretager en ny vurdering efter genoptagelse, jf. § 20 b, stk. 3, idet denne nye vurdering så vil have virkning fra tidspunktet, hvor den vurdering, der ændres, blev foretaget, og idet den oprindelige vurdering således mister retsvirkning, og derfor ikke kan påklages.

Hvis ejeren efter modtagelsen af et afslag på genoptagelse vælger at klage over vurderingen, har den klageberettigede disponeret med henblik på at opnå klagemyndighedens stillingtagen til den materielle afgørelse. Det vurderes derfor, at det for at undgå, at der kan versere to samtidige sager vedrørende den samme vurdering, er mest hensigtsmæssigt, at afslaget på genoptagelse i så fald falder bort, så dette ikke også kan påklages og skal klagebehandles.

Hvis en klageberettiget vælger at klage over vurderingen, før vurderingsmyndigheden har truffet afgørelse om genoptagelse, jf. § 20 b, stk. 3, vil vurderingsmyndigheden derfor kun kunne behandle vurderingen på ny, hvis ejendomsejeren og vurderingsmyndigheden bliver enige om genoptagelse i forbindelse med klagebehandlingen, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 5.

Ejendomsejeren vil modsat i forbindelse med klagebehandlingen på et hvilket som helst tidspunkt under klagesagen kunne tage imod vurderingsmyndighedens tilbud om genoptagelse, jf. § 35 a, stk. 5.

Vurderingsmyndigheden vil endvidere i forbindelse med klagebehandlingen kunne udtale sig om betydningen af de oplysninger, der ikke er indgået i den påklagede vurdering, jf. § 35 a, stk. 4.

Herved mindskes de mulige ulemper forbundet med, at klagebehandling iværksættes, før vurderingsstyrelsen har truffet afgørelse vedrørende de oplysninger, der er indgået i afgørelsesperioden.

Det forhold, at vurderingsmyndigheden ikke vil have truffet afgørelse om alle sagens oplysninger, før klageinstansen skal træffe afgørelse, vurderes på denne baggrund ikke at skulle føre til, at ejendomsejers ret til at opnå en ønsket klagebehandling skal afvente vurderingsmyndighedens afgørelse i genoptagelsessagen, jf. § 20 b, stk. 3.

Efter forslaget vil vurderingsmyndighedens adgang til at træffe afgørelse om genoptagelse bortfalde, hvis en klageberettiget påklager vurderingen af ejendommen, før vurderingsmyndigheden har truffet afgørelse om genoptagelse. Vurderingsmyndigheden kan, når der er indgivet en klage over vurderingen, ikke træffe afgørelse om genoptagelse efter § 20 b, stk. 3.

Hvis vurderingsmyndigheden træffer afgørelse om afslag på genoptagelse, jf. § 20 b, stk. 3, før der er klaget over vurderingen, og en klageberettiget derefter vælger at klage over den materielle vurdering, bortfalder afslaget på genoptagelse, jf. § 20 b, stk. 3. Den materielle vurdering bliver derimod klagebehandlet.

Vælger den klageberettigede at klage over vurderingsmyndighedens afslag på genoptagelse i stedet for at klage over den materielle vurdering, vil denne klage blive klagebehandlet, medmindre der efterfølgende indgives en klage over selve vurderingen. I så fald vil både afslaget på genoptagelse og klagesagen over dette bortfalde.

Hvis vurderingsmyndighedens genoptagelsesbehandling, jf. § 20 b, stk. 3, resulterer i, at vurderingsmyndigheden sender en ny vurdering, træder den ændrede vurdering i det hele i stedet for den vurdering, der oprindelig blev foretaget efter § 20 b, stk. 2. Det vil herefter alene være den fornyede materielle vurdering – og ikke den oprindelige vurdering – der kan indbringes for klageinstansen.

Det bemærkes i den forbindelse, at en vurdering kan påklages i tre måneder efter modtagelsen af afgørelsen, jf. § 35 a, stk. 5. Det gælder også, hvis vurderingsmyndigheden træffer en afgørelse, uden at vurderingsmyndigheden har taget stilling til alle oplysninger, der foreligger på afgørelsestidspunktet, jf. § 20 b, stk. 2. Der vil derfor kunne opstå den situation, at vurderingsmyndigheden træffer afgørelse om genbehandling efter § 20 b, stk. 3, på et tidspunkt, hvor selve vurderingen ikke er påklaget, men hvor fristen for at klage over selve vurderingen ikke er udløbet. Vurderingsmyndighedens afgørelse i genoptagelsessagen kan også påklages i tre måneder efter modtagelsen af denne afgørelse, der kan bestå i enten et afslag på genoptagelse eller en ny vurdering, jf. § 20 b, stk. 3.

Hvis vurderingsmyndighedens behandling af genoptagelsessagen ikke munder ud i et afslag på genoptagelse, men i en ny vurdering, vil der ikke kunne opstå flere samtidige klagesager vedrørende den samme vurdering. I så fald vil den ændrede vurdering træde i stedet for den oprindelige vurdering, og det vil i så fald alene være den senest foretagne vurdering, der kan påklages.

Den foreslåede model, hvor ejendomsejeren får mulighed for at vælge klagebehandling af vurderingen, der blev foretaget i afgørelsesperioden, uanset om vurderingsmyndigheden har taget stilling til spørgsmålet om genoptagelse, jf. § 20 b, stk. 3, vurderes at være den løsning, der sikrer ejendomsejerne de bedste muligheder for at opnå en hurtig klagebehandling. Med den foreslåede løsning bevarer ejendomsejer adgangen til at vælge, om den pågældende ønsker klagebehandling af den vurdering, der er foretaget i afgørelsesperioden, jf. § 20 b, stk. 2, (ved klagemyndigheden, jf. § 35 a) genoptagelse ved vurderingsmyndigheden (hvis muligt ifølge vurderingsmyndighed, jf. § 20 b, stk. 3), eller genoptagelse i forbindelse med klagebehandlingen, (hvis muligt ifølge ejendomsejer og vurderingsmyndigheden, jf. § 35 a, stk. 5).

Den gældende § 20 b i skatteforvaltningsloven indeholder heller ikke regler om det skattemæssige virkningstidspunkt for ændrede vurderinger, der er foretaget med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 3, da de ændrede vurderinger vil være ændret efter §§ 33 og 33 a.

Det foreslås, at det med en ny § 20 b, stk. 5, fastlægges, at ændringer af vurderinger, der foretages med hjemmel i § 20 b, stk. 3, skal have skattemæssig virkning fra det tidspunkt, hvor den vurdering, der ændres, blev foretaget.

Dette forslag skal ses i lyset af lovforslagets § 7, nr. 3, i hvilket det er foreslået, at skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 3, nyaffattes, så der etableres en selvstændig hjemmel til, at vurderingsmyndigheden, når vurderingsmyndigheden har truffet afgørelse om vurdering af fast ejendom, uden at oplysninger, der er modtaget i afgørelsesperioden, er indgået i vurderingen, uanset reglerne i § 33 skal genoptage vurderingen, hvis oplysningerne, der er indgået i afgørelsesperioden, kan give grundlag for at ændre vurderingen.

Der er under henvisning hertil tillige behov for at etablere en selvstændig regulering af det skattemæssige virkningstidspunkt for vurderinger, der ændres ved genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 3.

Til nr. 5

Der er ikke på nuværende tidspunkt i skatteforvaltningsloven regler, der definerer kredsen af parter i vurderingssager generelt.

Kredsen, der skal partsinddrages, hvis vurderingsmyndigheden anvender de særlige regler i skatteforvaltningslovens kapitel 7 a, er dog i skatteforvaltningslovens § 20 a defineret som ejendommens ejere, og kredsen af klageberettigede i forhold til vurderingsmyndighedens afgørelser er i skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2, defineret som ejeren af den faste ejendom og andre, der over for stat eller kommune hæfter for skatter, der opkræves på grundlag af den pågældende ejendomsvurdering.

Begge de nævnte regler er vedtaget ved lov nr. 688 af 8. juni 2017 om ændring af skatteforvaltningsloven, lov om kommunal ejendomsskat, ejendomsværdiskatteloven og forskellige andre love, og det fremgår af bemærkningerne hertil, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 212, side 23ff, at ændringen havde til formål at fastlægge en tydelig definition på kredsen af klageberettigede og eliminere den tvivl, der måtte være opstået derom.

Det fremgår af bemærkningerne, at det ikke kan udelukkes, at ændringen i visse tilfælde medfører, at fysiske eller juridiske personer, der efter en konkret vurdering ville være klageberettigede efter tidligere gældende ret, ikke er klageberettigede efter den nu vedtagne definition.

Afgrænsningen af kredsen, der skal høres ved deklaration, og kredsen af parter, er dog anset som forenelig med det forvaltningsretlige partsbegreb, der er udviklet i praksis og bl.a. er beskrevet i punkt 49-55 i vejledning nr. 11740 af 4. december 1986 om forvaltningsloven.

Det fremgår af bemærkningerne i relation til de konsekvenser, som en ejendomsvurdering har for andre end ejendomsejer, f.eks. lejere, særligt, at disse konsekvenser udelukkende beror på fortolkning af civilretlige regler og aftaler, der er indgået med ejendomsejer, og at det derfor vurderes, at det er i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper og grundsætninger at fastlægge, at en lejer eller anden tredjepart ikke skal være klageberettiget i vurderingssagen.

Det fremgår af bemærkningerne til skatteforvaltningslovens kapitel 7 a, herunder § 20 a, blandt andet, at reglerne er indført under hensyntagen til vurderingsmyndighedens vanskelige vilkår i forhold til udsøgningen af dels de vurderingssager, der skal partshøres i, dels de parter, der skal partshøres i disse. Der henvises til Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 212, side 55ff.

Vurderingsmyndigheden har derfor med skatteforvaltningslovens § 20 a fået mulighed for at gennemføre høring af ejendomsejerne ved en særlig lovhjemlet deklarationsprocedure, der, når den anvendes, fastlægger vurderingsmyndighedens høringspligt og træder i stedet for forvaltningslovens regler om partsinddragelse.

Vurderingsmyndigheden kan dog efter § 20 a og bemærkningerne hertil undlade at gennemføre partsinddragelse ved deklaration, og kan i stedet gennemføre partsinddragelse efter forvaltningsloven.

Efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, skal der – med de undtagelser, der følger af forvaltningslovens § 19, stk. 2, og § 20 – partshøres, hvis en part ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger om en sags faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger.

Myndighederne må ikke træffe afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne eller vurderingerne og givet parten lejlighed til at fremkomme med en udtalelse.

Pligten til partshøring omfatter dog kun oplysninger, som parten ikke kan antages at være bekendt med, at vurderingsmyndigheden er i besiddelse af, eller ikke kan antages at være bekendt med vil indgå i sagen.

Pligten til partshøring gælder endvidere kun, hvis oplysningerne eller vurderingerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Retten til at blive hørt tilkommer i almindelighed sagens »parter«, jf. det almindelige forvaltningsretlige partsbegreb, der er udviklet i praksis og bl.a. er beskrevet i pkt. 49-55 i vejledning nr. 11740 af 4. december 1986 om forvaltningsloven.

Høringspligten efter forvaltningsloven skal bestemmes særskilt i forhold til hver af sagens parter.

Ved deklaration efter skatteforvaltningslovens § 20 a er det derimod alene ejendommens ejer på tidspunktet for deklarationen, der skal underrettes.

Dette fremgår direkte af § 20 a, og det gælder efter bemærkningerne til bestemmelsen også f.eks. i det tilfælde, hvor ejendommen er blevet handlet, og hvor den nye ejer ikke har overtaget ejendommen på tidspunktet for deklarationen.

Den kreds, der skal partsinddrages, hvis deklarationsproceduren anvendes, er således ikke defineret på samme måde som den kreds, der skal partsinddrages efter forvaltningsloven. Deklarationen sendes efter skatteforvaltningslovens § 20 a og bemærkningerne hertil til den aktuelle ejer af ejendommen, uanset at det ikke helt kan udelukkes, at der er andre, der efter det almindelige forvaltningsretlige partsbegreb vil være at anse som parter i vurderingssagen.

Den kreds, der efter skatteforvaltningslovens § 20 a skal modtage deklarationer, er efter bemærkningerne til bestemmelsen fastlagt i lyset af, at det ikke er vurderet at være praktisk muligt for vurderingsmyndigheden fuldt ud at afdække gruppen af parter i en vurderingssag, når henses til den store mængde vurderinger, der skal foretages inden for en meget kort periode.

De hensyn, der ligger bag afgrænsningen af kredsen, der skal partsinddrages, når partsinddragelse sker efter skatteforvaltningslovens § 20 a, gør sig imidlertid tilsvarende gældende, hvis vurderingsmyndigheden efter en konkret vurdering – eventuelt begrundet i behovet for konkret partshøring i forlængelse af en deklaration – vil vælge at gennemføre partsinddragelse efter reglerne i forvaltningsloven.

De hensyn, der ligger til grund for afgrænsningen af kredsen, der skal partsinddrages efter skatteforvaltningslovens § 20 a, gør sig herudover i vid udstrækning tilsvarende gældende i forhold til afgrænsningen af de parter, der efter forvaltningsloven skal have meddelelse om vurderingsmyndighedens afgørelse.

Det vil være uhyre vanskeligt for vurderingsmyndigheden med sikkerhed at fastslå, om der kan være andre end den eller de aktuelle ejere af ejendommen, der kan have en så væsentlig, direkte, retlig og individuel interesse i den konkrete vurdering, at vedkommende vil have partsstatus efter det generelle forvaltningsretlige partsbegreb. Det gælder, uanset om en vurdering foretages automatisk eller efter manuel behandling.

Der vil imidlertid sjældent være andre parter i en vurderingssag end de aktuelle ejere. Det ressourceforbrug, der vil medgå til afklaring af kredsen af eventuelle andre parter, vurderes på denne baggrund at stå i misforhold til resultatet af sådanne undersøgelser.

Det foreslås derfor, at der i skatteforvaltningslovens kapitel 7 a indsættes en ny § 20 d , der direkte og entydigt fastlægger, at partsinddragelse og anden kommunikation, der sendes af vurderingsmyndigheden ved almindelig vurdering og omvurdering af en fast ejendom, alene sendes til de registrerede aktuelle ejere af den pågældende ejendom, medmindre vurderingsmyndigheden har andet særligt kendskab til, at andre har partsstatus i den pågældende vurdering.

Vurderingsmyndigheden vil herefter ved almindelig vurdering og omvurdering af fast ejendom kunne opfylde sin forpligtelse til at gennemføre partsinddragelse ved at inddrage den modtagerkreds, der er defineret i skatteforvaltningslovens § 20 a om deklaration, også når partsinddragelsen ikke sker efter deklarationsmodellen. Dog skal vurderingsmyndigheden, når vurderingsmyndigheden får særskilt kendskab til andre, der har partsstatus i den pågældende sag, også partsinddrage dem.

Det foreslås samtidigt, at den forslåede afgrænsning af kredsen af modtagere vil skulle gælde for al kommunikation fra vurderingsmyndigheden til parterne i sådanne vurderingssager.

Vurderingsmyndigheden vil således kun skulle sende underretninger og meddelelser om vurderingen af en konkret fast ejendom til de fysiske og juridiske personer, der ved udsendelsen af underretningen eller meddelelsen er registreret som aktuelle ejere af den pågældende ejendom, medmindre vurderingsmyndigheden undtagelsesvis på anden måde har fået særskilt kendskab til andre, der har partsstatus i den pågældende vurdering.

I praksis vil dette betyde, at breve fra vurderingsmyndigheden til sagens parter, herunder alle former for partsinddragelse og afgørelser om vurdering, vil blive sendt til de registrerede aktuelle ejere af den pågældende ejendom. Vurderingsmyndigheden vil ikke skulle sende disse breve og afgørelser til andre, medmindre vurderingsmyndigheden har særligt kendskab til, at de konkret har partsstatus i den pågældende vurdering.

De registrerede aktuelle ejere vil i praksis være de ejere, der i Det Fælleskommunale Ejendomsstamregister (ESR) er registreret som ejere. Når Ejerfortegnelsen idriftsættes, vil de registrerede aktuelle ejere dog være de ejere, der i Ejerfortegnelsen er registreret som ejere. De oplysninger, der er registreret i ESR (senere i Ejerfortegnelsen), vil således blive lagt til grund ved udsendelsen af underretninger og meddelelser, medmindre vurderingsmyndigheden bliver opmærksom på, at de registrerede oplysninger er åbenbart fejlagtige.

Hvis de registrerede aktuelle ejere har indmeldt en administrator til Det Fælleskommunale Ejendomsstamregister (ESR), eller senere Ejerfortegnelsen, vil underretninger og meddelelser dog i lighed med i dag blive sendt til den aktuelt registrerede administrator som repræsentant for den eller de pågældende ejere.

Hvis der er andre, der mener, at de har partsstatus i vurderingssagen, vil de selv kunne og skulle anmode vurderingsmyndigheden om at modtage de nævnte underretninger og meddelelser om sagen. Vurderingsmyndigheden vil i forlængelse af en sådan anmodning skulle vurdere, om anmodningen kan imødekommes, jf. det generelle forvaltningsretlige partsbegreb. F.eks. vil en køber, der har overtaget en ejendom, der er under vurdering, men som endnu ikke er registreret som ejer, kunne rette henvendelse til vurderingsmyndigheden og påberåbe sig partsstatus efter en konkret vurdering.

Vurderingsmyndigheden vil være forpligtet til at foretage nødvendig partsinddragelse m.v. i forhold til andre, der har partsstatus i en konkret vurderingssag, hvis vurderingsmyndigheden på anden vis end ved en særskilt anmodning konkret bliver opmærksom på, at en anden end en registreret ejer af ejendommen har partsstatus i en konkret vurdering.

Den foreslåede bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 20 d vil således ikke indebære en egentlig begrænsning af kredsen af parter i ejendomsvurderingssager.

Den foreslåede bestemmelse vil alene afgrænse, hvilke parter der uden konkret anmodning eller myndighedens særskilte kendskab til vedkommendes partsstatus skal modtage underretninger og meddelelser fra vurderingsmyndigheden om vurdering af fast ejendom.

§ 20 d foreslås indført med henblik på at tilgodese hensynet til, at vurderingsmyndigheden skal kunne sende underretninger og meddelelser til den samme personkreds, uanset om underretningen eller meddelelsen sendes som led i almindelig partsinddragelse og afgørelse efter forvaltningsloven eller under anvendelse af de særlige regler i skatteforvaltningslovens kapitel 7 a. Forslaget er i det hele begrundet i de hensyn, der ligger bag de allerede vedtagne regler i § 20 a.

Den foreslåede bestemmelse vurderes at være i overensstemmelse med de formål, der har ført til gældende regler. Det vurderes dermed, at den foreslåede bestemmelse, ligesom de allerede vedtagne regler, vil være forenelig med de hensyn, der ligger bag det generelle forvaltningsretlige partsbegreb, der er udviklet i praksis.