Lov om ændring af lov om lån til betaling af ejendomsskatter, ejendomsvurderingsloven og forskellige andre love (Indefrysning af stigninger i grundskylden for 2018-2020, forsigtighedsprincip ved fastsættelse af beskatningsgrundlag for grundskyld, dækningsafgift af erhvervsejendomme og ejendomsværdiskat m.v.) § 3

Til nr. 1

Efter ejendomsvurderingslovens § 6, stk. 1, skal der som hovedregel foretages omvurdering pr. 1. september i året efter en almindelig vurdering, hvis én af de i bestemmelsen opregnede årsager til omvurdering er opfyldt. Herunder hvis der er opført nybyggeri på en ejendom, eller hvis der er foretaget om- eller tilbygning i henhold til byggetilladelse, eller hvor der er foretaget nedrivning i henhold til nedrivningstilladelse, jf. § 6, stk. 1, nr. 4 og 5.

Ejendomsvurderingslovens § 6, stk. 2, indeholder dog undtagelser til hovedreglen i stk. 1, idet det af § 6, stk. 2, 1. pkt., følger, at der ikke foretages omvurdering som nævnt i stk. 1, nr. 4 og 5, hvis der ikke skal ansættes en ejendomsværdi for den pågældende ejendom, jf. §§ 10 og 12.

Det følger imidlertid af ejendomsvurderingslovens § 6, stk. 2, 2. pkt., at der foretages omvurdering efter stk. 1, nr. 4 og 5, af boliger beboet af ejere på landbrugsejendomme og skovejendomme, jf. ejendomsvurderingslovens § 30.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med, at der efter ejendomsvurderingslovens § 30, stk. 1, samtidig med vurderingen skal ansættes en særskilt ejendomsværdi og en særskilt grundværdi for boliger beboet af ejere på sådanne ejendomme, mens der for andre boliger på landbrugs- eller skovejendomme alene ansættes en særskilt grundværdi. Begrebet ejere skal i den forbindelse forstås bredt, idet der efter ejendomsvurderingslovens § 30, stk. 1, også ansættes en særskilt ejendomsværdi og en særskilt grundværdi for boliger omfattet af ligningslovens § 16, stk. 9, eller § 16 A, stk. 5.

Det foreslås, at ejendomsvurderingslovens § 6, stk. 2, 2. pkt., ændres, så det af bestemmelsen kommer til at fremgå, at der foretages omvurdering efter stk. 1, nr. 4 og 5, af boliger beboet af ejere på landbrugsejendomme og skovejendomme og af fritidsboliger beliggende på sådanne ejendomme, jf. § 30.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 3, nr. 7, hvor det foreslås, at ejendomsvurderingslovens § 30, stk. 1, ændres, så der også skal ansættes en særskilt ejendomsværdi og en særskilt grundværdi for fritidsboliger beliggende på landbrugs- og skovejendomme. Der henvises om baggrunden herfor til bemærkningerne til lovforslagets § 3, nr. 7.

Efter forslaget til ændring af ejendomsvurderingslovens § 6, stk. 2, 2. pkt., vil der tilsvarende skulle foretages omvurdering af boliger beboet af ejere på landbrugs- og skovejendomme og af fritidsboliger beliggende på landbrugs- og skovejendomme, jf. § 30, hvis betingelserne for omvurdering i ejendomsvurderingslovens § 6, stk. 1, nr. 4 eller 5, er opfyldt.

Til nr. 2

Det fremgår af ejendomsvurderingslovens § 10, stk. 1, nr. 5, at der ikke skal ansættes en ejendomsværdi for ejerboliger, som ikke anses for færdigbyggede og beboelige, jf. § 52.

Af ejendomsvurderingslovens § 52, stk. 1, fremgår det, at hvis der er meddelt byggetilladelse til opførelse af en ejerbolig, anses ejendommen for færdigbygget og beboelig et år efter det tidspunkt, hvor byggetilladelsen er givet, medmindre andet dokumenteres.

Efter ejendomsvurderingslovens § 52, stk. 2, anses arbejdet i henhold til en meddelt byggetilladelse til om- og tilbygning tillige for afsluttet senest 1 år efter det tidspunkt, hvor byggetilladelsen er givet, medmindre andet dokumenteres.

Det foreslås derfor, at ejendomsvurderingslovens § 10, stk. 1, nr. 5, affattes, således at det af bestemmelsen fremgår, at der ikke skal ansættes en ejendomsværdi for ejerboliger og boliger omfattet af § 30, stk. 1, 1. pkt., som ikke anses for færdigbyggede og beboelige, jf. § 52, stk. 1.

Den foreslåede ændring har til formål at tydeliggøre, at ejendomsvurderingslovens § 52 ikke alene skal finde anvendelse for ejerboliger som defineret i § 4, men også for boliger omfattet af § 30, stk. 1, dvs. boliger på landbrugs- og skovejendomme, der bebos af ejeren, og fritidsboliger på landbrugs- og skovejendomme, herunder for boliger omfattet af ligningslovens § 16, stk. 9, eller § 16 A, stk. 5.

Det bemærkes i den forbindelse, og under henvisning til, at ejendomsvurderingslovens § 52 både omfatter nyopførte boliger og boliger, der om- eller tilbygges i henhold til meddelt byggetilladelse, at ejendomsvurderingslovens § 10, stk. 1, nr. 5, hvorefter der med den foreslåede ændring først skal fastsættes en ejendomsværdi for ejerboliger og boliger omfattet af § 30, stk. 1, når boligen er færdigbygget og beboelig, alene skal finde anvendelse for så vidt angår nybyggede ejerboliger og nybyggede boliger omfattet af § 30, stk. 1.

Sådanne nybyggede boliger skal i lighed med tidligere praksis først ejendomsværdiansættes, når de er færdigbyggede og beboelige.

For ejerboliger og boliger omfattet af § 30, stk. 1, der om- og tilbygges, skal der også under om- og tilbygningen ansættes en ejendomsværdi, der blot ikke skal tage højde for værdipåvirkningen af om- og tilbygningen, før denne skal anses for afsluttet, jf. § 52, stk. 2.

Indtil om- eller tilbygningen skal anses for afsluttet, jf. § 52, stk. 2, skal der for ejerboliger, der om- og tilbygges, ansættes en ejendomsværdi for den eksisterende ejerbolig uden om- eller tilbygningen.

Til nr. 3

Efter ejendomsvurderingslovens § 11, stk. 1, 1. pkt., kan der for ejendomme som nævnt i § 10, stk. 1, nr. 1-3, på foranledning af ejeren eller en anden med interesse i den pågældende ejendom ansættes en ejendomsværdi, hvis dette er nødvendigt for ansættelse af boafgift, jf. boafgiftsloven.

Det er i bemærkningerne til bestemmelsen i forslaget til ejendomsvurderingsloven, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 211, s. 90 ff, anført, at der i særlige situationer kan være et beskatningsmæssigt behov for at ansætte ejendomsværdier for sådanne ejendomme. Det kan være tilfældet ved familieoverdragelser, skifte af dødsboer og lignende tilfælde, hvor der skal betales boafgift efter boafgiftsloven.

Som ejendomsvurderingslovens § 11, stk. 1, er udformet, kan der opstå tvivl om, hvorvidt der også kan ansættes en ejendomsværdi, hvis det er nødvendigt for ansættelse af en gaveafgift, eller om dette alene skal være tilfældet, hvor det er nødvendigt for ansættelse af boafgift.

Det har været intentionen med bestemmelsen, at der kan ansættes en ejendomsværdi i begge tilfælde. Det foreslås derfor, at bestemmelsen ændres, så det direkte fremgår, at der for ejendomme som nævnt i § 10, stk. 1, nr. 1-3, på foranledning af ejeren eller en anden med interesse i den pågældende ejendom kan ansættes en ejendomsværdi, hvis dette er nødvendigt for ansættelse af bo- eller gaveafgift, jf. boafgiftsloven, herunder til brug ved ansættelse af bo- eller gaveafgift efter boafgiftsloven af aktier i et selskab, der direkte eller indirekte ejer ejendommen.

Den foreslåede ændring har til formål at tydeliggøre, at der kan ansættes en ejendomsværdi, hvis det er nødvendigt for ansættelsen af bo- eller gaveafgift.

Ændringen har herudover til formål at tydeliggøre, at det ligeledes skal være muligt at indhente en vurdering efter ejendomsvurderingslovens § 11 i de tilfælde, hvor en værdiansættelse af ejendommen er relevant for værdiansættelse af aktier eller anparter i det selskab, der direkte eller indirekte ejer ejendommen, til brug ved ansættelse af bo- og gaveafgift efter boafgiftsloven. Ejendomsværdien vil herefter indgå i skønnet over aktiernes handelsværdi.

En værdiansættelse af aktierne ved indhentelse af en vurdering efter § 11 vil ikke begrænse mulighederne for at anmode SKAT om bindende svar om aktiernes værdi.

Er værdiansættelse af aktierne i et selskab, der ejer en ejendom, ikke nødvendig for beregning af bo- og gaveafgift efter lov om afgift af dødsboer og gaver, kan der ligeledes anmodes om bindende svar om aktiernes værdi. Der kan derimod ikke anmodes om en vurdering af ejendommen efter ejendomsvurderingslovens § 11, hvis vurderingen ikke er nødvendig for beregning af bo- og gaveafgift.

Til nr. 4

Efter ejendomsvurderingslovens § 20, stk. 1, ansættes grundværdien ud fra den faktiske anvendelse og udnyttelse, hvis grunden lovligt anvendes til andre formål end dem, der er fastsat i forskrifter udstedt i medfør af planlovgivningen eller anden offentlig regulering, hvis dette medfører en højere grundværdi end ved ansættelse efter den anvendelse, der er fastsat i de nævnte forskrifter.

Det fremgår af bemærkningerne i forslaget til ejendomsvurderingsloven, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 211, s. 101 ff, at bestemmelsen er indført, fordi der i praksis forekommer mange tilfælde, hvor grunde lovligt anvendes og udnyttes til andre formål end fastlagt i plangrundlaget, og at det derfor kan føre til resultater, der ikke er retvisende, hvis alene de formelle planforhold lægges til grund for grundværdiansættelsen.

I tilfælde, hvor der ikke er overensstemmelse mellem den lovlige faktiske anvendelse af en grund og det, der er fastlagt i plangrundlaget, skal der tages stilling til, om den planlagte bebyggelsesmulighed eller en bebyggelsesmulighed i overensstemmelse med den faktiske anvendelse og udnyttelse af grunden er den bedste økonomiske anvendelse og udnyttelse. En ejendom skal i den forbindelse anses som lovligt opført, når en offentlig myndighed ikke kan forlange byggeriet nedrevet eller forlange det ændret med henblik på at overholde en bestemt planforskrift. For eksempel skal grunde under parcelhuse opført i områder, der senere er blevet udlagt til erhvervsformål, som udgangspunkt vurderes ud fra den planlagte anvendelse, jf. ejendomsvurderingslovens § 18.

Hvis det i plangrundlaget er fastsat, hvordan grundene i området kan anvendes og udnyttes, gælder dette også for den grund, hvor der er opført et parcelhus. Grunden vurderes derfor som erhvervsgrund med den udnyttelsesgrad, som er fastsat i plangrundlaget. Grundværdien skal imidlertid ansættes ud fra den bedste økonomiske anvendelse og udnyttelse, jf. det overordnede princip i ejendomsvurderingslovens § 17, og bedste økonomiske anvendelse og udnyttelse af en grund på f.eks. 800 m2 i et erhvervsområde er ikke nødvendigvis at opføre et erhvervsbyggeri. Det afhænger af områdets karakter og forholdene i øvrigt. En grund af denne størrelse er formentlig i mange tilfælde for lille til, at et erhvervsbyggeri kan opføres. Derfor kan den bedste økonomiske anvendelse og udnyttelse i et sådant tilfælde godt være det, som grunden faktisk anvendes og udnyttes til, nemlig som parcelhusgrund.

I bemærkningerne til ejendomsvurderingslovens § 20 er det anført, at hvis et sommerhus beliggende ud til stranden uden for sommerhusområder og lokalplaner er lovligt opført før indførelsen af de nuværende strandbeskyttelseslinjer, er grunden værdifuld som bebygget sommerhusgrund. Grunden er imidlertid af meget begrænset værdi, hvis den betragtes som ubebygget uden hensyntagen til det eksisterende sommerhus, da der på grund af strandbeskyttelseslinjen ikke kan opføres bygninger på grunden, der derfor alene har værdi som naturareal. Huset er dog lovligt opført før indførelsen af de nuværende strandbeskyttelseslinjer, uanset at det ikke ville kunne opføres i dag. Grunden er hermed anvendt til andre formål og udnyttet i videre omfang end det, der efter de gældende forskrifter er muligt, og dette skal efter bemærkningerne lægges til grund ved vurderingen.

Det er i bemærkningerne anført, at der også, hvor der ikke foreligger lokalplaner el.lign., er et plangrundlag, der kan danne grundlag for grundværdiansættelse på baggrund af den planlagte anvendelse og udnyttelse. F.eks. forudsætter nybyggeri i landzone en landzonetilladelse, medmindre der foreligger en lokalplan. Er der givet en landzonetilladelse, udgør denne plangrundlaget, og grunden vurderes efter den anvendelse og udnyttelse, der efter tilladelsen er mulig.

Det er også anført, at hvis der i landzone ligger en ejendom, der har ligget der »altid«, skal denne ejendom, som er opført, længe før planlægning kom på tale, betragtes som lovlig, selv om der ikke foreligger et formelt plangrundlag.

En række bygninger kan på samme vis opføres uden landzonetilladelse, f.eks. erhvervsmæssigt nødvendige bygninger for landbrugsejendomme efter lov om planlægning (herefter planloven), og sådanne bygninger skal efter bemærkningerne til § 20 ligeledes vurderes ud fra en anvendelses- og udnyttelsesmulighed i overensstemmelse med den faktiske anvendelse og udnyttelse.

Det fremgår af bemærkningerne til ejendomsvurderingslovens § 20, at der ved bedømmelsen af bebyggelsens omfang i alle tilfælde tages udgangspunkt i de registreringer af etageareal, der er foretaget i Bygnings- og Boligregistret (BBR), og at dette gælder uanset anvendelse, udnyttelse, plangrundlag eller andet.

Ejendomsvurderingslovens § 20, stk. 1, er således indført med det formål, at den værdiforøgelse, der er opstået, fordi en grund lovligt er anvendt og udnyttet til andre formål end det, der følger af offentlige forskrifter, skal afspejles i grundværdiansættelsen. Den fordel, der f.eks. er opnået ved, at en ejendom er opført, før der blev indført begrænsninger i muligheden for at anvende og udnytte grunden, skal efter hensigten med bestemmelsen afspejles i vurderingen af grunden efter ejendomsvurderingslovens § 20.

Det foreslås, at ejendomsvurderingslovens § 20, stk. 1 , nyaffattes, så det af bestemmelsen fremgår, at hvis en grund anvendes lovligt til andre formål end dem, der er fastsat i forskrifter udstedt i medfør af planlovgivningen eller andre offentlige forskrifter, ansættes grundværdien på samme måde, som hvis den faktiske anvendelse og udnyttelse var mulig efter gældende offentlige forskrifter, hvis dette medfører en højere grundværdi end ved ansættelse efter den anvendelse og udnyttelse, der er fastsat i de nævnte offentlige forskrifter, jf. forslaget til en ny § 20, stk. 3.

Den foreslåede nyaffattelse har til formål at tydeliggøre intentionen bag ejendomsvurderingslovens § 20, stk. 1, og den praktiske håndtering af værdiansættelser, der skal foretages efter bestemmelserne.

Det er hensigten at tydeliggøre, at grunde til grundværdiansættelse ud fra den lovlige faktiske anvendelse og udnyttelse som udgangspunkt vil blive udsøgt og værdiansat ud fra de registrerede oplysninger om den faktiske anvendelse og udnyttelse, der er registreret i Bygnings- og Boligregistret (BBR), og at disse oplysninger ved værdiansættelsen vil blive anvendt på samme måde, som de registrerede oplysninger om planlagt anvendelse og udnyttelse ville være anvendt, hvis værdiansættelsen skete ud fra den planlagte anvendelse og udnyttelse.

Dette vil i praksis medføre, at faktisk anvendelse og udnyttelse vil blive defineret og vurderet på grundlag af den registrerede bygningsanvendelseskode og de registrerede oplysninger om bygningernes størrelse forstået som det antal etagemeter, der bruges ifølge bygningsreglementet, samt bygningernes højde forstået som det antal etager, bygningen har registreret i BBR, dvs. på samme måde som hvis den registrerede anvendelse og udnyttelse var lovlig i medfør af plangrundlaget.

Den foreslåede ændring er en følge af, at det i perioden efter vedtagelsen af ejendomsvurderingslovens § 20 er blevet overvejet, om bestemmelsens ordlyd og bemærkningerne til denne med tilstrækkelig tydelighed normerer, hvorledes grundværdiansættelse skal foretages, når værdiansættelsen skal foretages på grundlag af faktisk anvendelse og udnyttelse.

Formålet med den foreslåede ændring er således at præcisere, at værdiansættelse efter ejendomsvurderingslovens § 20 skal ske ved, at de registrerede oplysninger anvendes på samme måde, som hvis den registrerede anvendelse og udnyttelse var tilladt i medfør af plangrundlaget.

Forslaget skal ikke ændre ved, at vurderingsmyndigheden ved grundværdiansættelsen tillige vil skulle kunne hense til andre forhold af væsentlig betydning for grundværdien, som vurderingsmyndigheden tilsvarende vil hense til, hvis grundværdien blev ansat på grundlag af den anvendelse og udnyttelse, der er tilladt i medfør af gældende offentlige forskrifter. Som eksempel kan nævnes, at vurderingsmyndigheden ved værdiansættelsen af en grund i strandbeskyttelseslinjen, der er bebygget med et strandhotel, der ikke ville kunne opføres i dag, men som ikke kan forlanges nedrevet, vil skulle tage højde for den værdiforøgelse, som denne faktiske anvendelse tilfører grunden, udover den værdiforøgelse der skønnes at følge af det registrerede omfang af de faktisk opførte bygninger.

Vurderingsmyndigheden vil således ikke være forpligtet til at foretage grundværdiansættelsen alene på grundlag af de registrerede oplysninger om de opførte bygninger. Denne begrænsning skal alene gælde for så vidt angår den bygningsmæssige anvendelse og udnyttelse, der med forslaget defineres af bygningens omfang i form af det antal etagemeter, der bruges ifølge bygningsreglementet, samt bygningernes højde forstået som det antal etager bygningen har registreret i BBR. Vurderingsmyndigheden vil herudover ved grundværdiansættelsen skulle hense til den forøgelse af grundens værdi, der måtte følge af den faktiske anvendelse af de nævnte bygninger, hvis denne anvendelse efter et konkret skøn vurderes at tilføre en værdi i sig selv. Dette vil imidlertid tillige gøre sig gældende, når grundværdiansættelse skal foretages på grundlag af den planlagte anvendelse, hvis der er tilladt en anvendelse, der efter vurderingsmyndighedens skøn er af selvstændig betydning for værdien af grunden.

Efter ejendomsvurderingslovens § 20, stk. 2 , ansættes grundværdien ud fra grundens faktiske udnyttelse, hvis grunden lovligt udnyttes i videre omfang end fastsat i forskrifter som nævnt i stk. 1, hvis dette medfører en højere grundværdi end ved ansættelse efter den udnyttelse, der er fastsat i de nævnte forskrifter. § 20, stk. 2, regulerer således værdiansættelsen, hvor en grund er overudnyttet, men ikke udnyttet til andre formål end de formål, der er mulige efter plangrundlaget.

Denne bestemmelse er efter bemærkningerne i forslaget til ejendomsvurderingsloven, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 211, s. 101, indført bl.a. under henvisning til, at der er visse eksisterende boligområder i København og formentlig også andre steder, hvor der er opført etageboligbyggeri i et videre omfang end det, der er fastsat i kommuneplanrammer el. lign. Det fremgår dog af bemærkningerne, at bestemmelsens anvendelse ikke er begrænset til sådanne tilfælde. Hvis en industrigrund tilsvarende er »overudnyttet«, skal bestemmelsen også føre til værdiansættelse ud fra den faktiske udnyttelsesgrad.

Uanset at ejendomsvurderingslovens § 20, stk. 2, normerer værdiansættelsen i tilfælde, hvor en grund anvendes til de formål, der er rammesat af offentlige forskrifter, men lovligt udnyttes i højere grad end tilladt efter disse, skal værdiansættelsen dog alene foretages på grundlag af den faktiske udnyttelse, hvor den faktiske udnyttelse fører til, at grunden har en højere værdi end den værdi, grunden ville have ud fra den udnyttelse, der er lovlig efter gældende offentlige forskrifter.

Det foreslås, at § 20, stk. 2 , nyaffattes, så det af bestemmelsen fremgår, at hvis en grund lovligt udnyttes i videre omfang end fastsat i offentlige forskrifter som nævnt i § 20, stk. 1, ansættes grundværdien på samme måde, som hvis den faktiske udnyttelse var mulig efter de nævnte offentlige forskrifter, hvis dette medfører en højere grundværdi end ved ansættelse efter den udnyttelse, der er fastsat i de nævnte offentlige forskrifter, jf. dog forslaget til en § 20, stk. 3.

Den foreslåede nyaffattelse af § 20, stk. 2, har, i lighed med den foreslåede nyaffattelse af § 20, stk. 1, til formål at tydeliggøre intentionen bag ejendomsvurderingslovens § 20, stk. 2, og den praktiske håndtering af værdiansættelser, der skal foretages efter bestemmelserne.

Den forslåede nyaffattelse af § 20, stk. 2, har således til formål at tydeliggøre, at grunde til grundværdiansættelse ud fra den lovlige faktiske udnyttelse som udgangspunkt vil blive udsøgt og værdiansat ud fra de registrerede oplysninger om den faktiske udnyttelse, der er registreret i Bygnings- og Boligregistret (BBR), og at disse oplysninger ved værdiansættelsen vil blive anvendt på samme måde som de registrerede oplysninger om planlagt udnyttelse, hvis værdiansættelsen sker ud fra den planlagte udnyttelse.

Dette vil i praksis medføre, at faktisk udnyttelse vil blive defineret og vurderet på grundlag af de registrerede oplysninger om bygningernes størrelse forstået som det antal etagemeter, der bruges ifølge bygningsreglementet, samt bygningernes højde forstået som det antal etager bygningen har registreret i BBR, dvs. på samme måde som hvis den registrerede udnyttelse var lovlig i medfør af plangrundlaget.

Den foreslåede ændring er således, ligesom den foreslåede ændring af § 20, stk. 1, en følge af, at det i perioden efter vedtagelsen af ejendomsvurderingslovens § 20 er blevet overvejet, om bestemmelsens ordlyd og bemærkningerne til denne med tilstrækkelig tydelighed normerer, hvorledes grundværdiansættelse skal foretages, når værdiansættelsen skal foretages på grundlag af faktisk udnyttelse.

Det foreslås i forlængelse af forslagene til nyaffattelse af § 20, stk. 1 og 2, at det i ejendomsvurderingslovens § 20, stk. 3,

fastsættes, at der ved grundværdiansættelse efter stk. 1 og 2 skal ses bort fra anvendelse og udnyttelse, der beror på midlertidige tilladelser og dispensationer udstedt i medfør af offentlige forskrifter som nævnt i stk. 1.

Forslaget har til formål udtrykkeligt at fastlægge, at faktisk anvendelse og udnyttelse, der alene beror på midlertidige tilladelser og dispensationer, ikke skal kunne føre til, at grundværdien ansættes til en højere værdi end den værdi, der kan ansættes på grundlag af den i øvrigt tilladte anvendelse og udnyttelse.

Forslaget er foranlediget af, at midlertidige tilladelser og dispensationer til anden anvendelse og udnyttelse af en grund end den, der følger af planloven og andre offentlige forskrifter, der ikke er af midlertidig karakter, ikke kan anses at have en så væsentlig betydning for værdien af en grund, at der vil være grundlag for at tage højde for midlertidige anvendelser og udnyttelser ved vurderingen.

Det bemærkes i den forbindelse, at midlertidige bygninger i BBR registreres under andre koder end bygninger, der ikke er registreret som midlertidige, og at det derfor vil være muligt at bortse fra midlertidigt opførte bygninger, når der skal gennemføres udsøgning af grunde, der er anvendt og udnyttet til andre formål eller i større omfang end tilladt efter plangrundlaget.

Den foreslåede nyaffattelse af ejendomsvurderingslovens § 20 har under ét til formål at tydeliggøre, at værdiansættelse på grundlag af faktisk anvendelse og udnyttelse vil ske på grundlag af de oplysninger, der er registreret i BBR, i praksis den registrerede bygningsanvendelseskode og de registrerede oplysninger om bygningernes størrelse forstået som det antal etagemeter, der bruges ifølge bygningsreglementet, samt bygningernes højde forstået som det antal etager, bygningen har registreret i BBR, men uden hensyntagen til oplysninger om bygninger, der alene er registreret som midlertidige.

Den beskrevne normering af den faktiske anvendelse og udnyttelse, der skal lægges til grund for værdiansættelsen efter ejendomsvurderingslovens § 20, skal være gældende i forhold til såvel ansættelse som prøvelse af de fremtidige ejendomsvurderinger.

Der er derimod ikke med den foreslåede affattelse af vurderingslovens § 20 tilsigtet en ændring af forudsætningen om, at den faktiske anvendelse og udnyttelse skal være lovlig for, at denne kan lægges til grund for vurderingen, og heller ikke af forudsætningen om, at det ved grundværdiansættelse efter ejendomsvurderingslovens § 20 vil blive lagt til grund, at den anvendelse og udnyttelse, der er registreret i BBR, er lovlig, og ikke kan forlanges ændret.

Forudsætningen om, at den faktiske anvendelse og udnyttelse skal anses for at være lovlig for, at den skal kunne danne grundlag for værdiansættelsen, skal således i praksis kunne udmøntes som en forhåndsformodning for, at dette er tilfældet. Denne forhåndsformodning vil dog kunne afkræftes efter en konkret vurdering, f.eks. hvor plangrundlaget ændres, eller hvor anden anvendelse af sammenlignelige grunde bliver almindeligt forekommende. Enkeltstående tilfælde af ændret udnyttelse af grunde i større områder, der ikke er initieret af ændringer af plangrundlaget, vil ikke afkræfte forhåndsformodningen.

Der er heller ikke ved den foreslåede nyaffattelse af ejendomsvurderingslovens § 20 tiltænkt en ændring af, at der skal gælde en formodning for, at den bedste anvendelse og udnyttelse i økonomisk henseende, jf. § 18, af en parcelhusgrund i et parcelhuskvarter i en del af et område, der ellers er udlagt til erhvervsformål, er anvendelse som parcelhusgrund.

Denne formodning vil fortsat skulle gælde for parcelhusgrunde i parcelhuskvarterer i en del af et område, der ellers er udlagt til erhvervsformål.

Formodningen vil tilsvarende skulle gælde for så vidt angår grunde i andre ensartede kvarterer bestående af f.eks. parcelhuse, kæde- og rækkehuse samt sommerhuse.

Det bemærkes i den forbindelse, at der ved vurderingen af den bedst mulige anvendelse og udnyttelse i økonomisk henseende af en grund, der ligger i et kvarter, der kan anvendes til og består af såvel f.eks. parcel- som rækkehuse, vil være en formodning for, at den faktiske anvendelse og udnyttelse er den bedste i økonomisk henseende, idet der ikke er belæg for at antage, at alle grunde i et sådant kvarter skal værdiansættes ud fra antagelsen, at f.eks. et parcelhus, der ligger på grunden, burde nedrives og erstattes af kæde- eller rækkehuse. Der vil også i den forbindelse skulle henses til områdets karakter og forholdene i øvrigt, herunder at der i visse områder kan forventes at være en større tendens til at foretage fortætning af bygningsmassen, men formodningen vil ikke kunne anses for ophævet, før tættere anvendelse af i øvrigt sammenlignelige grunde kan anses for at være almindeligt forekommende i et område.

Til nr. 5

Det følger af ejendomsvurderingslovens § 27, stk. 1, at der ansættes en ejendomsværdi for lejligheder i ejendomme med tre-seks beboelseslejligheder omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 6-8. Værdiansættelse foretages efter anmodning fra ejeren, der efter § 27, stk. 2, skal betale et gebyr, første gang værdiansættelsen foretages.

Det følger af ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 6, at ejendomsværdiskatten under nærmere angivne forudsætninger omfatter en lejlighed, som en eller flere ejere bebor i en udlejningsejendom med 3 til 6 beboelseslejligheder, hvoraf højst én lejlighed er beboet af en eller flere ejere.

Efter ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 7, omfatter ejendomsværdiskatten under nærmere angivne forudsætninger lejligheder beboet af en eller flere ejere i udlejningsejendomme med 3 til 6 beboelseslejligheder, hvor mere end én lejlighed den 27. april 1994 var beboet af ejerne.

Efter ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 8, omfatter ejendomsværdiskatten imidlertid under visse betingelser lejligheder i ejendomme til helårsbeboelse, som indeholder flere end to beboelseslejligheder, og som ejes og bebos af deltagerne i et boligsameje, et boliginteressentskab, et boligkommanditselskab eller et andet fællesskab, der ikke er selvstændigt skattesubjekt, og hvor der til deltagelsen er knyttet en brugsret til en beboelseslejlighed i ejendommen.

Det foreslås derfor, at ejendomsvurderingslovens § 27, stk. 1, ændres, så der ansættes en ejendomsværdi for lejligheder i ejendomme omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 6-8.

Forslaget vil indebære, at det ikke længere vil være en forudsætning for, at der kan ansættes en ejendomsværdi, at der er tale om ejendomme med tre-seks beboelseslejligheder, hvorefter der kan ansættes en ejendomsværdi for lejligheder, der kan være omfattet af ejendomsværdiskatten efter ejendomsværdiskattelovens § 4, herunder også af ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 8.

Til nr. 6

Det foreslås, at der indsættes en § 27 a i ejendomsvurderingsloven, hvorefter der for boliger, som ville være omfattet af ejendomsværdiskatteloven, hvis boligen var beboet af ejeren, på anmodning fra ejeren fastsættes en særskilt ejendomsværdi, når betingelserne i ligningslovens § 12 A er opfyldt. Det foreslås, at det i § 27 a, 2. pkt., fastlægges, at ansættelse efter 1. pkt. foretages, som hvis boligen var beboet af ejeren.

De betingelser, der følger af ligningslovens § 12 A, er, at der skal være tale om en bolig, som ville være omfattet af ejendomsværdiskatteloven, hvis ejeren selv benyttede boligen, og at boligen stilles til rådighed for ejeren eller dennes ægtefælles forældre, stedforældre eller bedsteforældre. Det er herudover betingelser efter ligningslovens § 12 A, at boligen, der stilles til rådighed, findes i tilknytning til en bolig, som den skattepligtige eller dennes ægtefælle bebor, og at en af forældrene, stedforældrene eller bedsteforældrene er førtidspensionist, efterlønsmodtager, fleksydelsesmodtager eller har opnået folkepensionsalderen. Den skattepligtiges samlever gennem de sidste to år, inden boligen stilles til rådighed, sidestilles i relation til bestemmelsen med en ægtefælle.

Hvis de nævnte betingelser er opfyldt, betales der efter ligningslovens § 12 A ejendomsværdiskat svarende til, hvad der skulle være betalt i ejendomsværdiskat, hvis ejeren selv beboede boligen. Ejeren skal i så fald til den skattepligtige indkomst kun medregne den del af en eventuel lejebetaling, der overstiger 250 pct. af ejendomsværdiskatten. Ejeren af en ejerbolig skal således betale ejendomsværdiskat efter ejendomsværdiskatteloven, når forældre eller svigerforældre m.fl. uden eller mod delvis betaling får boligen stillet til rådighed. Ejeren beskattes i så fald på samme måde, som hvis ejeren selv havde boet der.

Ligningslovens § 12 A gælder også i de situationer, hvor ejendommen indeholder en eller to selvstændige lejligheder, og vurderingsmyndigheden skal fordele ejendomsværdien på boligen og på den øvrige ejendom.

Hvis forældrene eller svigerforældrene m.fl. betaler en leje, der overstiger 250 pct. af ejendomsværdiskatten, skal ejeren dog medregne det overskydende beløb i sin indkomst.

Uden den særlige beskatningsregel i ligningslovens § 12 A skulle ejeren beskattes af hele den leje, som boligen ville kunne indbringe ved udlejning til en uafhængig person (markedslejen).

Der er derfor under henvisning til ligningslovens § 12 A et behov for at ejendomsværdiansætte boliger, der er omfattet af bestemmelsen, ligesom der er behov for at ejendomsværdiansætte boliger, hvor der sker beskatning efter ligningslovens §§ 16 og 16 A om beskatning af værdien af fri bolig for medarbejdere med væsentlig indflydelse på egen aflønning og aktionærer.

Disse behov for at foretage ejendomsværdiansættelse af landbrugsejendomme, der er stillet til rådighed for andre i situationer, der er omfattet af ligningslovens §§ 12 A, 16 og 16 A, skal ses i lyset af den undtagelse til udgangspunktet om, at der efter ejendomsvurderingsloven foretages ejendomsværdiansættelse af alle ejerboliger og ejendomme med en boligdel, der efter ejendomsvurderingslovens § 30, stk. 1, gælder for landbrugs- og skovejendomme, der ikke bebos af ejeren.

Behovet for at ejendomsværdiansætte boliger omfattet af ligningslovens §§ 16 og 16 A er håndteret i ejendomsvurderingslovens §§ 30 og 31, ligesom ejendomsvurderingslovens § 35 muliggør, at der foretages nødvendige fordelinger af ansatte værdier.

Situationer omfattet af ligningslovens §§ 16 og 16 A og situationer omfattet af ligningslovens § 12 A adskiller sig imidlertid derved, at det ikke er muligt ved en systematisk udsøgning at udskille de ejendomme, der er omfattet af ligningslovens § 12 A.

Den manglende mulighed for at udsøge de boliger, der er omfattet af ligningslovens § 12 A, foranlediger forslaget om, at det i § 27 a, 2. pkt., fastsættes, at ejeren af en bolig omfattet af ligningslovens § 12 A skal anmode om at modtage den hjemlede særskilte ejendomsværdiansættelse.

Det bemærkes i den forbindelse, at ejeren af en aftægtsbolig ved beskatning efter ligningslovens § 12 A undgår at blive beskattet af markedslejen af aftægtsboligen, men i stedet beskattes efter lempeligere regler, og at det derfor skal være op til ejeren at dokumentere, at forudsætningerne for beskatning efter ligningslovens § 12 A er opfyldt.

Til nr. 7

Det følger af ejendomsvurderingslovens § 30, stk. 1, at der samtidig med vurderingen af landbrugs- og skovejendomme ansættes en særskilt ejendomsværdi og en særskilt grundværdi for boliger beboet af ejere på sådanne ejendomme og for boliger omfattet af ligningslovens § 16, stk. 9, eller § 16 A, stk. 5, dvs. for hvilke der skal gennemføres rådighedsbeskatning af medarbejdere med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform eller hovedaktionærer. For andre boliger på landbrugs- eller skovejendomme ansættes alene en særskilt grundværdi.

Bestemmelsen medfører efter sin ordlyd, at der for boliger på landbrugs- og skovejendomme, som ejeren ikke bebor, alene skal ansættes en grundværdi, uanset om ejeren anvender ejendommen som fritidsbolig, dvs. til boligformål i dele af året, uden at der er personer tilmeldt permanent på adressen.

Når der ikke skal ansættes en ejendomsværdi, kan der ikke ske beskatning af ejeren efter reglerne i ligningsloven. Hvis der i stedet sker rådighedsbeskatning af fritidsboligen efter reglerne om objektiv lejeværdi i statsskatteloven, beskattes rådigheden over fritidsboliger på land- og skovbrugsejendomme væsentlig højere end rådigheden over andre fritidsboliger. Denne forskelsbehandling er ikke i overensstemmelse med intentionen med bestemmelsen.

Det foreslås derfor, at ejendomsvurderingslovens § 30, stk. 1, 1. pkt., udvides, så der samtidig med vurderingen af landbrugsejendomme og skovejendomme ansættes en særskilt ejendomsværdi og en særskilt grundværdi for boliger beboet af ejere på sådanne ejendomme, for fritidsboliger beliggende på sådanne ejendomme og for boliger omfattet af ligningslovens § 16, stk. 9, eller § 16 A, stk. 5.

Forslaget har til formål at sikre, at der vil foreligge en ejendomsværdiansættelse for fritidsboligen, der kan danne grundlag for beskatning, i det omfang skattemyndigheden vurderer, at ejeren anvender denne som fritidsbolig.

Til nr. 8

Det følger af ejendomsvurderingslovens § 31, stk. 1, at for boliger beboet af ejere på landbrugs- eller skovejendomme og boliger omfattet af ligningslovens § 16, stk. 9, eller § 16 A, stk. 5, dvs. boliger for hvilke der skal gennemføres rådighedsbeskatning af medarbejdere med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform og hovedaktionærer, beliggende på sådanne ejendomme anses grundarealet for at udgøre 2.000 m2. Hvis et større areal blev lagt til grund ved den sidste ansættelse foretaget inden ejendomsvurderingslovens ikrafttræden den 1. januar 2018, anvendes dette i stedet.

For andre boliger beliggende på landbrugs- eller skovejendomme anses grundarealet for at udgøre 1.000 m2. Det følger af ejendomsvurderingslovens § 31, stk. 2. Hvis et større areal blev lagt til grund ved den sidste ansættelse foretaget inden denne lovs ikrafttræden, anvendes dette i stedet.

Vurderingsmyndigheden kan efter ejendomsvurderingslovens § 31, stk. 3, beslutte, at større grundarealer end dem, der er nævnt i stk. 1 og 2, lægges til grund for ansættelsen af grundværdi. Beslutning kan træffes, hvis forholdene ændres, således at de grundstørrelser, der er nævnt i stk. 1 og 2, ikke svarer til de faktiske forhold.

I lovforslagets § 3, nr. 7, foreslås det, at ejendomsvurderingslovens § 30, stk. 1, udvides, så der for fritidsboliger, som er beliggende på landbrugs- eller skovejendomme, også skal ansættes en særskilt ejendomsværdi og en særskilt grundværdi. Der henvises om baggrunden herfor til bemærkningerne til lovforslagets § 3, nr. 7.

Som en konsekvens af denne ændring foreslås det, at ordlyden af ejendomsvurderingslovens § 31, stk. 2, ændres, således, at grundarealet for boliger, herunder fritidsboliger, der har karakter af fritliggende boliger, beliggende på landbrugs- eller skovejendomme anses for at udgøre 1.000 m2, medmindre et større areal blev lagt til grund ved den sidste ansættelse foretaget inden denne lovs ikrafttræden, idet dette større areal i så faldet anvendes i stedet.

Forslaget har til formål at sikre, at ejendomsvurderingslovens § 31, stk. 2, afspejler den ændring, der er foreslået i lovforslagets § 3, nr. 7, idet det efter forslaget vil sikres, at der kan identificeres et grundareal til fritidsboliger anvendt af ejere på landbrugs- og skovejendomme.

Forslaget vil medføre, at grundarealet vedrørende andre boliger, herunder fritidsboliger, der har karakter af fritliggende boliger, på landbrugs- og skovejendomme vil blive anset for at udgøre 1.000 m2.

Kvalifikationen af, om en bolig har karakter af en fritliggende bolig, vil bero på en samlet afvejning af alle foreliggende oplysninger om boligen. F.eks. vil ferielejligheder, der er registreret som beboelsesenheder eksempelvis på loftet af en gammel produktionsbygning, ikke kunne kvalificeres som fritliggende. Afgrænsningen af om en bolig har karakter af en fritliggende bolig, er nødvendig under henvisning til forslagets § 3, nr. 9, om boliger, der ikke har karakter af fritliggende boliger.

Til nr. 9

Det foreslås, at det i ejendomsvurderingslovens § 31, stk. 3, fastsættes, at grundarealet for boliger, herunder fritidsboliger, der ikke er omfattet af stk. 1 eller 2, og som er beliggende på landbrugs- eller skovejendomme, anses for at udgøre et areal svarende til en bebyggelsesprocent på 30 for det registrerede boligareal.

Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i ejendomsvurderingslovens § 31, stk. 2, jf. lovforslagets § 3, nr. 8, hvorefter grundarealet for boliger, herunder fritidsboliger, som er beliggende på landbrugs- eller skovejendomme, kun vil kunne fraviges opadtil.

Dette vil have uhensigtsmæssige konsekvenser for mindre boliger, herunder fritidsboliger, på landbrugs- og skovejendomme, der ikke har karakter af fritliggende boliger. På nogle ejendomme er der således opført f.eks. ferielejligheder, der er registreret som beboelsesenheder, som ikke har karakter af fritliggende (fritids-)boliger, men som ofte er meget små. Der kan f.eks. være tale om ferielejligheder på helt ned til ca. 20 m2, der ligger på loftet af en gammel produktionsbygning.

Derfor foreslås det, at grundarealet for andre boliger, som er beliggende på landbrugs- eller skovejendomme, og som ikke har karakter af en fritliggende bolig, anses for at udgøre et areal svarende til en bebyggelsesprocent på 30 for boligarealet.

Baggrunden for bebyggelsesprocenten skal findes i bygningsreglementet, der indeholder en lang række bebyggelsesregulerende bestemmelser og derudover regler om bl.a. bygningers indretning og konstruktion, brandforhold, indeklima, installationer m.v.

Blandt de bebyggelsesregulerende bestemmelser findes nogle minimumsbestemmelser, hvorefter kommunen som udgangspunkt ikke kan nægte at godkende en bygnings etageareal, når bebyggelsesprocenten ikke overstiger visse nærmere fastsatte grænser.

Ifølge bygningsreglementet kan kommunalbestyrelsen ikke nægte at godkende en bygnings etageareal, når bebyggelsesprocenten ikke overstiger:

1. 60 for etageboligbebyggelse i et område, der i kommuneplanen er udlagt hertil,

2. 40 for helt eller delvist sammenbyggede enfamiliehuse, herunder dobbelthuse, rækkehuse, kædehuse og lignende tæt/lav bebyggelse,

3. 30 for fritliggende enfamiliehuse og tofamiliehuse med vandret lejlighedsskel beliggende i et parcelhusområde,

4. 15 for sommerhuse i sommerhusområder og

5. 45 for anden bebyggelse.

Da der både kan være tale om bolig og erhverv, foreslås det, at der anvendes en bebyggelsesprocent på 30, som er den mest gunstige for ejeren.

Til nr. 10

Efter ejendomsvurderingslovens § 35, stk. 1, fordeles ejendomsværdien for en ejendom, bortset fra en landbrugsejendom eller en skovejendom, der anvendes til såvel boligformål som til erhvervsmæssige formål, på boligdelen og den del, der anvendes erhvervsmæssigt, hvis ejendommen bebos af ejeren eller ejerne. Fordelingen foretages som en værdimæssig fordeling mellem de to dele af ejendommen.

Efter ejendomsvurderingslovens § 35, stk. 2, fordeles ejendomsværdien for ejerboliger, som indeholder to selvstændige boligenheder, tilsvarende på de to selvstændige enheder ved en værdimæssig fordeling mellem de to dele af ejendommen.

De nævnte bestemmelser finder efter stk. 3 også anvendelse for ejendomme, som er omfattet af ligningslovens § 16, stk. 9, eller ligningslovens § 16 A, stk. 5, dvs. for boliger, der stilles til rådighed for medarbejdere med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform og hovedaktionærer.

Der er ikke i ejendomsvurderingslovens § 35 taget udtrykkeligt stilling til, hvornår sådanne fordelinger skal foretages, hvis der er meddelt byggetilladelse til opførelse af en ejerbolig.

Det fremgår dog af ejendomsvurderingslovens § 52, stk. 1, at hvis der er meddelt byggetilladelse til opførelse af en ejerbolig, anses ejendommen for færdigbygget og beboelig et år efter det tidspunkt, hvor byggetilladelsen er givet, medmindre andet dokumenteres.

Med lovforslagets § 3, nr. 15, er det foreslået, at det med en ændring af § 52, stk. 1, tydeliggøres, at en lang række boliger, for hvilke der er meddelt byggetilladelse til opførelse af en ejerbolig, skal anses for færdigbyggede og beboelige et år efter det tidspunkt, hvor byggetilladelsen er givet, medmindre andet dokumenteres. § 52 skal efter dette forslag gælde for ejerboliger og boliger på ejendomme omfattet af § 30, stk. 1, 1. pkt., dvs. boliger beboet af ejere på landbrugs- og skovejendomme og fritidsboliger på landbrugs- og skovejendomme, samt boliger på sådanne ejendomme omfattet af ligningslovens § 16, stk. 9, eller § 16 A, stk. 5, dvs. boliger og fritidsboliger på sådanne ejendomme som er stillet til rådighed for medarbejdere med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform og hovedaktionærer. § 52 skal efter forslaget endvidere gælde for boliger på ejendomme omfattet af § 35, dvs. boliger på andre ejendomme end landbrugs- og skovejendomme, der anvendes til såvel boligformål som til erhvervsmæssige formål, som bebos af ejeren eller ejerne, og ejerboliger, der indeholder to selvstændige boligenheder, samt sådanne boliger omfattet af ligningslovens § 16, stk. 9, eller ligningslovens § 16 A, stk. 5. § 52 skal efter forslaget endelig gælde for boliger omfattet af § 37, stk. 1, dvs. boliger på ejendomme, som i matriklen er samnoteret med en vindmølleparcel.

Der henvises om baggrunden herfor til lovforslagets § 3, nr. 15, med der til hørende bemærkninger.

Det er endvidere med lovforslagets § 3, nr. 2, foreslået, at det tidspunkt, hvor en bolig anses for færdigbygget efter ejendomsvurderingslovens § 52, stk. 1, skal være afgørende for, hvornår der skal foretages ejendomsværdiansættelse, jf. ejendomsvurderingslovens § 10. Der henvises om baggrunden herfor til lovforslagets § 3, nr. 2, med bemærkninger.

For at ensrette tidspunktet, hvor der første gang foretages værdiansættelse af nyopførte boliger, uanset om de i vurderingsmæssig henseende er ejerboliger eller boligdele i andre ejendomme, foreslås det, at det ved indførelse af et nyt stk. 4 i ejendomsvurderingslovens § 35 tilsvarende tydeliggøres, at der ikke skal foretages fordeling efter stk. 1-3, hvis boligdelen i en ejendom omfattet af stk. 1-3 ikke anses for færdigbygget og beboelig, jf. § 52, stk. 1.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 3, nr. 11, ved hvilken en tilsvarende ændring er foreslået for så vidt angår ejendomsvurderingslovens § 37, stk. 1. Der henvises til bemærkningerne til det nævnte forslag.

Til nr. 11

Efter ejendomsvurderingslovens § 37, stk. 1, skal ejendomsværdien for ejendomme, som i matriklen er samnoteret med en vindmølleparcel, fordeles på henholdsvis boligdelen og den del, der knytter sig til vindmølleparcellen efter en værdimæssig fordeling mellem de to dele af ejendommen.

Der er ikke i bestemmelsen taget udtrykkeligt stilling til, hvornår sådanne fordelinger skal foretages, hvis der er meddelt byggetilladelse til opførelse af en ejerbolig.

Det fremgår dog af ejendomsvurderingslovens § 52, stk. 1, at hvis der er meddelt byggetilladelse til opførelse af en ejerbolig, anses ejendommen for færdigbygget og beboelig et år efter det tidspunkt, hvor byggetilladelsen er givet, medmindre andet dokumenteres.

Med lovforslagets § 3, nr. 15, er det foreslået, at det med en ændring af § 52, stk. 1, tydeliggøres, at en lang række boliger, for hvilke der er meddelt byggetilladelse til opførelse af en ejerbolig, skal anses for færdigbyggede og beboelige et år efter det tidspunkt, hvor byggetilladelsen er givet, medmindre andet dokumenteres. § 52 skal efter dette forslag gælde for ejerboliger og boliger på ejendomme omfattet af § 30, stk. 1, 1. pkt., dvs. boliger beboet af ejere på landbrugs- og skovejendomme og fritidsboliger på landbrugs- og skovejendomme, samt boliger på sådanne ejendomme omfattet af ligningslovens § 16, stk. 9, eller § 16 A, stk. 5, dvs. boliger og fritidsboliger på sådanne ejendomme som er stillet til rådighed for medarbejdere med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform og hovedaktionærer.

§ 52 skal efter forslaget endvidere gælde for boliger på ejendomme omfattet af § 35, dvs. boliger på andre ejendomme end landbrugsejendomme og skovejendomme, der anvendes til såvel boligformål som til erhvervsmæssige formål, som bebos af ejeren eller ejerne, og ejerboliger, der indeholder to selvstændige boligenheder, samt sådanne boliger omfattet af ligningslovens § 16, stk. 9, eller ligningslovens § 16 A, stk. 5. § 52 skal efter forslaget endelig gælde for boliger omfattet af § 37, stk. 1, dvs. boliger på ejendomme, som i matriklen er samnoteret med en vindmølleparcel. Der henvises om baggrunden herfor og om betydningen af forslaget til lovforslagets § 3, nr. 15, med der til hørende bemærkninger.

Det er endvidere med lovforslagets § 3, nr. 2, foreslået, at det tidspunkt, hvor en bolig anses for færdigbygget efter ejendomsvurderingslovens § 52, stk. 1, skal være afgørende for, hvornår der skal foretages ejendomsværdiansættelse, jf. ejendomsvurderingslovens § 10. Der henvises om baggrunden herfor til bemærkningerne lovforslagets § 3, nr. 2, med bemærkninger.

For at ensrette tidspunktet, hvor der første gang foretages værdiansættelse af nyopførte boliger, uanset om de i vurderingsmæssig henseende er ejerboliger eller boligdele i andre ejendomme, er det i lovforslagets § 3, nr. 10, tillige foreslået, at det med en ændring af ejendomsvurderingslovens § 35 tydeliggøres, at der ikke skal foretages fordeling efter ejendomsvurderingslovens § 35, stk. 1-3, hvis boligdelen i en ejendom omfattet af § 35 ikke anses for færdigbygget og beboelig, jf. § 52, stk. 1.

Det foreslås, at det med indførelsen af et nyt stk. 2 i ejendomsvurderingslovens § 37 tilsvarende tydeliggøres, at der ikke skal foretages fordeling efter ejendomsvurderingslovens § 37, stk. 1, hvis en nyopført boligdel ikke anses for færdigbygget og beboelig, jf. § 52, stk. 1.

Til nr. 12

Efter ejendomsvurderingslovens § 40, stk. 1, skal der ved den førstkommende almindelige vurdering efter ejendomsvurderingslovens § 5 eller omvurdering efter ejendomsvurderingslovens § 6 foretages en tilbageregning af grundværdien til basisåret, hvis én af betingelserne i nr. 1-9 er opfyldt.

Det følger af ejendomsvurderingslovens § 40, stk. 3, at hvis der på tidspunktet for tilbageregningen efter stk. 1 er givet fradrag for forbedring i grundværdien, skal der foretages en tilbageregning af fradraget til basisåret, forudsat at fradraget var givet i basisåret. Det er imidlertid efter bestemmelsens nuværende ordlyd alene grundværdien og fradrag for forbedringer i grundværdien, der tilbageregnes til basisåret.

Dette er ikke tilsigtet, da behovet for tilbageregning også gør sig gældende, hvis en del af grunden er fritaget for grundskyld efter §§ 7-9 i lov om kommunal ejendomsskat. I så fald skal der tillige ske tilbageregning af fritagelsen til basisåret på samme måde, som der sker tilbageregning af grundværdien og fradrag for forbedringer i grundværdien. Ellers vil fritagelsen ikke blive i basisår-niveau, som grundværdien vil være det, når den afgiftspligtige grundværdi i basisåret beregnes.

Der er i § 7 i lov om kommunal ejendomsskat opregnet en række af ejendomme, der er fritaget for grundskyld, herunder de staten tilhørende kongelige slotte og palæer med tilliggende, en stor del af statens øvrige ejendomme og visse fredede ejendomme, hvorpå der er tinglyst en særlig bevaringsdeklaration.

Efter § 8 i lov om kommunal ejendomsskat kan kommunalbestyrelsen endvidere meddele hel eller delvis fritagelse for grundskyld af bl.a. skoler, hospitaler og sports- og idrætsanlæg.

Kommunalbestyrelsen kan efter § 9 i lov om kommunal ejendomsskat endvidere under visse forudsætninger tilstå ejeren af en ejendom hel eller delvis fritagelse for erlæggelse af grundskyld for en vurderingsperiode ad gangen.

Det foreslås derfor, at der i ejendomsvurderingslovens § 40, stk. 3, indsættes et 2. pkt., der fastlægger, at der ligeledes vil skulle foretages tilbageregning til basisåret, hvis en ejendom på tidspunktet for tilbageregningen efter stk. 1 delvis er fritaget for grundskyld efter §§ 7-9 i lov om kommunal ejendomsskat.

Til nr. 13

Det følger af ejendomsvurderingslovens § 42, stk. 2, 2. pkt., at hvis en ny ejendom er udstykket fra flere tidligere vurderede ejendomme, der eventuelt har forskellige basisår, anvendes det retmæssige basisår for den ejendom, hvorfra den største del af grundarealet er udstykket. Er de nævnte dele lige store, anvendes basisåret for den ejendom, der har det tidligste basisår.

Det foreslås, at ejendomsvurderingslovens § 42, stk. 2, præcises, så det fremgår, at der ved ansættelse af grundværdier, der ikke hidtil har været ansat, jf. §§ 9, 12 og 13, anvendes det basisår, som er fastsat for omkringliggende sammenlignelige ejendomme.

Den foreslåede præcisering vil være nødvendig for det tilfælde, at en nyopstået ejendom er udstykket fra såvel vurderede ejendomme som undtagne ejendomme.

De omkringliggende sammenlignelige ejendomme, hvis basisår vil kunne anvendes, vil skulle udvælges efter en konkret vurdering, hvorved der særligt skal lægges vægt på ejendommens kategori og den geografiske nærhed.

Til nr. 14

Det følger af ejendomsvurderingslovens § 42, stk. 3, at såfremt en ny ejendom opstår ved udstykning fra en ejendom, der hidtil ikke har været vurderet, anvendes det basisår, som er fastsat for omkringliggende sammenlignelige ejendomme.

Der vil være tilfælde, hvor ejendomme i deres helhed overgår fra at være undtaget fra vurdering til at skulle vurderes. I så fald vil der ikke være fastsat et basisår, og ejendomsvurderingsloven indeholder ikke regler om, at der skal ansættes et basisår og foretages tilbageregning.

Det foreslås, at det ved indsættelse af et nyt 2. pkt. i § 42, stk. 3, fastsættes, at der ligeledes foretages tilbageregning til basisåret, hvis en ejendom på tidspunktet for tilbageregningen efter stk. 1 delvis er fritaget for grundskyld efter §§ 7-9 i lov om kommunal ejendomsskat.

Den foreslåede præcisering er en forudsætning for, at der vil kunne fastlægges et basisår for en ny ejendom, der opstår ved udstykning fra en ejendom, der ikke tidligere har været vurderet.

De omkringliggende sammenlignelige ejendomme, hvis basisår vil skulle anvendes, vil skulle udvælges efter en konkret vurdering, hvorved der særligt skal lægges vægt på ejendommens kategori og den geografiske nærhed.

Til nr. 15

Det følger af ejendomsvurderingslovens § 52, stk. 1, at hvis der er meddelt byggetilladelse til opførelse af en ejerbolig, anses ejendommen for færdigbygget og beboelig et år efter det tidspunkt, hvor byggetilladelsen er givet, medmindre andet dokumenteres.

Bestemmelsen omfatter med sin nuværende formulering alene »ejerboliger«.

Det foreslås, at ejendomsvurderingslovens § 52, stk. 1, ændres, så det af bestemmelsen udtrykkeligt fremgår, at hvis der er meddelt byggetilladelse til opførelse af en ejerbolig, en bolig omfattet af § 30, stk. 1, 1. pkt., eller en bolig beliggende på en ejendom omfattet af § 35 eller § 37, stk. 1, anses ejendommen for færdigbygget og beboelig et år efter det tidspunkt, hvor byggetilladelsen er givet, medmindre andet dokumenteres.

Boliger omfattet af ejendomsvurderingslovens § 30, stk. 1, 1. pkt., er boliger beboet af ejere på landbrugsejendomme eller skovejendomme, fritidsboliger beliggende på landbrugsejendomme eller skovejendomme, og boliger omfattet af ligningslovens § 16, stk. 9, eller § 16 A, stk. 5, dvs. som er stillet til rådighed for medarbejdere med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform og hovedaktionærer.

Ejendomme omfattet af ejendomsvurderingslovens § 35 er dels andre ejendomme end landbrugsejendomme og skovejendomme, der anvendes til såvel boligformål som til erhvervsmæssige formål, som bebos ejendommen af ejeren eller ejerne, dels ejerboliger, der indeholder to selvstændige boligenheder. For begge de nævnte typer af ejendomme også, hvor ejendommen er omfattet af ligningslovens § 16, stk. 9, eller ligningslovens § 16 A, stk. 5.

Ejendomme omfattet af ejendomsvurderingslovens § 37, stk. 1, er ejendomme, som i matriklen er samnoteret med en vindmølleparcel.

Efter den foreslåede ændring vil både ejerboliger, andre ejendomme omfattet af § 30, stk. 1, 1. pkt., og boliger beliggende på ejendomme omfattet af § 35 eller § 37, stk. 1, der nybygges, anses for færdigbyggede og beboelige et år efter det tidspunkt, hvor byggetilladelsen er givet, medmindre andet dokumenteres.

Forslaget har til formål at undgå ubegrundet forskelsbehandling af ejerboliger omfattet af § 5, stk. 2, og de boliger på ejendomme omfattet af § 30, stk. 1, 1. pkt., og § 35 og § 37, stk. 1, der ikke er ejerboliger i ejendomsvurderingslovens forstand, men for hvilke der ansættes en ejendomsværdi vedrørende en ejerboligdel, der kan danne grundlag for ejendomsværdibeskatning, eller foretages en fordeling af en del af den samlede ejendomsværdi til boligdelen af en ejendom, der kan danne grundlag for ejendomsværdibeskatning.

Til nr. 16

Efter ejendomsvurderingslovens § 58, stk. 1, kan vurderingsmyndigheden i vurderingsarbejdet efter eget skøn anvende oplysninger, som er registreret i forbindelse med vurderinger foretaget efter tidligere lovgivning, herunder i forbindelse med klagebehandling.

Vurderingsmyndighederne har således efter ejendomsvurderingslovens § 58 adgang til at anvende oplysninger om enkeltejendomme fra det tidligere vurderingssystem, men også ret til at undlade at anvende oplysninger registreret i det tidligere vurderingssystem. Dette uanset om der er tale om oplysninger, der ikke er af betydning for vurderingerne, oplysninger, der er taget højde for i vurderingerne på anden vis, f.eks. via de nye vurderingsmodeller, eller oplysninger, der rent faktisk vil være af betydning for de fremtidige vurderinger.

Ejendomsvurderingslovens § 58 er efter bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2016-17, A, side 128ff·, begrundet i, at vurderinger efter ejendomsvurderingsloven skal foretages på grundlag af en vurderingsmodel, der er baseret på et udbygget datagrundlag, og at behovet for manuelle korrektioner derfor er et andet end i det tidligere vurderingssystem.

Bestemmelsen er også begrundet i, at det ikke er alle tidligere registrerede oplysninger, der vil give grundlag for tillæg eller nedslag, idet vurderingsmodellerne tager højde for en lang række forhold. Omvendt vil der være tilfælde, hvor et konkret forhold giver grundlag for tillæg eller nedslag i forhold til de modelberegnede vurderingsforslag.

Bestemmelsen er endvidere begrundet i, at behandlingen af oplysninger fra det tidligere vurderingssystem kompliceres af, at registrering og sletning af oplysninger, som vurderingsmyndighederne i tidens løb er blevet bekendt med, ikke har været ensartet over tid og på tværs af forskellige vurderingsenheder. F.eks. indeholder det hidtidige system ikke oplysninger, som er fremkommet i forbindelse med behandlingen af klagesager, hvis oplysningerne ikke har påvirket de påklagede vurderinger. Registreringer og sletninger har heller ikke været ensartet praktiseret på tværs af kommuner mv.

Overførsel af alle oplysninger fra det tidligere til det nuværende vurderingssystem er derfor fravalgt under henvisning til, at en sådan meget ressourcekrævende manuel gennemgang af alle oplysninger i det gamle vurderingssystem og overførsel af oplysningerne til det nye system ikke vil føre til en forbedring af grundlaget for vurderingerne, der står mål med indsatsen. Der er i den forbindelse lagt vægt på, at grundlaget for de fremtidige vurderinger derimod vil blive forbedret betydeligt, hvis der i stedet foretages en manuel gennemgang af oplysninger med efterfølgende overførsel til det nye system af oplysninger i de tilfælde, hvor der konkret er grund til at antage, at der er registreret eller bør registreres relevante supplerende oplysninger af væsentlig betydning for vurderingen.

Ejendomsvurderingslovens § 58, stk. 1, skal efter bemærkningerne til bestemmelsen ses i sammenhæng med den deklarationsprocedure, der samtidig er indført. Vurderingsmyndigheden vil med deklarationer forud for vurderingen underrette ejendomsejerne om de oplysninger af væsentlig betydning for vurderingen, der forventes at blive lagt til grund for den kommende vurdering af de pågældendes ejendomme, og ejerne får mulighed for at rette eventuelle fejl i datagrundlaget og gøre opmærksom på andre forhold, der efter ejendomsejernes vurdering har væsentlig betydning for vurderingen.

Det fremgår af bemærkningerne, at vurderingsmyndigheden skal foretage de fornødne undersøgelser, inden en afgørelse træffes, og at vurderingsmyndigheden i den forbindelse efter eget skøn kan anvende de oplysninger, der er registreret i det hidtil anvendte vurderingssystem, hvis dette er hensigtsmæssigt, men også kan indhente de fornødne oplysninger fra andre kilder. Vurderingsmyndigheden er blot ikke forpligtet til uden særlig anledning at gennemgå alle foreliggende konkrete oplysninger vedrørende alle landets ejendomme.

Det forhold, at vurderingsmyndigheden ikke af egen drift skal undersøge alle oplysninger, der er registreret om en ejendom, betyder dog efter bemærkningerne ikke, at vurderingsmyndigheden kan se bort fra sådanne oplysninger, når de påberåbes af en ejendomsejer.

Hvis ejendomsejer i forlængelse af deklarationen anfører, at der ved vurderingen skal tages højde for et givent konkret forhold, skal vurderingsmyndigheden således tage konkret stilling til dette.

Således som ejendomsvurderingslovens § 58 er formuleret, er vurderingsmyndighedens adgang til at træffe afgørelse om vurdering uden at tage stilling til konkrete oplysninger, der er blevet kendt for vurderingsmyndigheden i forbindelse med tidligere vurderinger, afgrænset til oplysninger, der er registreret til brug for tidligere vurderinger foretaget efter den tidligere gældende lovgivning.

Det foreslås, at ejendomsvurderingslovens § 58, stk. 1, ændres, så vurderingsmyndigheden i vurderingsarbejdet efter eget skøn kan anvende oplysninger, som er registret i forbindelse med tidligere vurderinger, herunder i forbindelse med klagebehandling.

Den foreslåede ændring vil indebære, at vurderingsmyndigheden efter eget skøn kan beslutte, om vurderingsmyndigheden vil anvende oplysninger, som er registreret i forbindelse med tidligere vurderinger, uanset om oplysningerne er modtaget i forbindelse med vurderinger efter tidligere lovgivning eller i forbindelse med tidligere vurderinger efter ejendomsvurderingsloven.

Forslaget er begrundet i, at den begrænsning af anvendelsesområdet for § 58, stk. 1, der følger af bestemmelsens ordlyd, ikke stemmer overens med hensigten med bestemmelsen. De hensyn, der begrunder, at vurderingsmyndigheden ikke ved fremtidige vurderinger er forpligtet til at forholde sig til alle oplysninger, der er gjort gældende ved tidligere vurderinger, gør sig ikke kun gældende for så vidt angår oplysninger, der er registreret til brug for tidligere vurderinger efter tidligere vurderingslovgivning. Samme hensyn gør sig gældende for så vidt angår oplysninger om forhold, der er registreret og taget stilling til ved med tidligere vurderinger efter ejendomsvurderingsloven.

Hvis f.eks. vurderingsmyndigheden ved en vurdering for 2018 efter ejendomsvurderingsloven afviser, at en konkret oplysning skal føre til korrektion af det modelberegnede vurderingsforslag, vil det som altovervejende udgangspunkt ikke være berigende for fremtidige vurderinger efter ejendomsvurderingsloven, at vurderingsmyndigheden igen skal tage konkret stilling til betydningen af dette konkrete forhold, uden at ejeren på ny gør gældende, at oplysningen er relevant for vurderingen. Hvis f.eks. en ejendomsejer i forbindelse med forberedelsen af vurderingen for 2018 påberåber sig, at der ved vurderingen skal tages højde for, at ejendommens værdi er væsentligt påvirket af, at ejendommen er beliggende tæt ved en motorvej, og vurderingsmyndigheden i vurderingen for 2018 afviser dette, bliver grundlaget og begrundelserne for efterfølgende vurderinger ikke tydeligere for ejendomsejer af, at denne begrundelse gentages i efterfølgende vurderinger. En gentagelse af begrundelsen efter en stillingtagen til forholdet på ny vil alene berige de efterfølgende vurderinger, hvis ejer selv har fundet anledning til at gøre forholdet gældende på ny.

Vurderingerne skal som udgangspunkt kunne foretages på grundlag af modelberegninger, der baseres på data, som indhentes af vurderingsmyndigheden vurdering for vurdering. Vurderingsmyndigheden skal kun være forpligtet til at træffe begrundet afgørelse om forhold, der er påberåbt i forbindelse med forberedelsen af den konkrete vurdering, og om forhold, der ved tidligere vurderinger er anset for at have så væsentlig betydning for vurderingen, at forholdene har ført til korrektion af det modelberegnede vurderingsforslag. Dog for så vidt angår forhold, der ved tidligere vurderinger er anset at have så væsentlig betydning for vurderingen, at forholdet har ført til korrektion af det modelberegnede vurderingsforslag, kun i det omfang der er anledning til at antage, at forholdet også giver grundlag for korrektion ved efterfølgende vurderinger. Herunder hvis forholdet påberåbes af ejendomsejer på ny, eller hvis vurderingsmyndigheden får anden konkret anledning til på ny at tage stilling til særlige oplysninger om ejendommen, f.eks. fordi det modelberegnede forslag til vurdering afviger væsentligt fra tidligere vurderinger efter ejendomsvurderingsloven, uden at dette er begrundet i ændrede data fra offentlige registre.

Hver enkelt vurdering af en ejendom skal således grundlæggende anses som en særskilt og selvstændig sag, der som udgangspunkt skal behandles af vurderingsmyndigheden på ny, uden at vurderingsmyndigheden skal være forpligtet til at undersøge, om der i forbindelse med tidligere vurderinger af samme ejendom er fremkommet oplysninger, der potentielt kan være relevante for fremtidige vurderinger af ejendommen.

Forslaget skal ses i lyset af, at der ikke er belæg for at pålægge vurderingsmyndigheden at foretage en manuel gennemgang af senere vurderinger af en ejendom med henblik på vurdering af oplysninger, der ikke tidligere er anset for relevante.

Der er heller ikke belæg for at pålægge vurderingsmyndigheden at foretage en manuel gennemgang af senere vurderinger med henblik på stillingtagen til oplysninger, der på grund af ændrede vurderingsmodeller eller under henvisning til deres karakter ikke kan forventes at være af relevans for denne senere vurdering, medmindre ejendommens ejendomsejer gør forholdet gældende på ny.

Der er med reglerne i ejendomsvurderingsloven grundlæggende etableret et vurderingssystem, hvorefter vurderingerne som udgangspunkt skal foretages på grundlag af oplysninger, der indhentes fra diverse registre vurdering for vurdering, og mange oplysninger, f.eks. oplysninger om fejl og mangler ved en ejendom eller om ejendommens stand, der er indgået i forbindelse med en vurdering af denne, er som udgangspunkt ikke generelt relevante for efterfølgende vurderinger af ejendommen. Der henvises i den forbindelse til det tidsrum på to år, der som udgangspunkt vil forløbe mellem to almindelige vurderinger af en ejendom, og til, at langt de fleste særlige oplysninger således som udgangspunkt vil skulle dokumenteres på ny.

Vurderingsmyndigheden skal dog altid træffe konkret afgørelse vedrørende forhold, der er påberåbt i forbindelse med den konkrete vurdering, og vurderingsmyndigheden vil, uanset den foreslåede ændring af ejendomsvurderingslovens § 58, stk. 1, være berettiget til efter et konkret skøn at inddrage oplysninger i vurderingen, der er modtaget i forbindelse med tidligere vurderinger.

Vurderingsmyndigheden vil i så fald i deklarationen efter skatteforvaltningslovens kapitel 7 a eller ved anden partsinddragelse efter forvaltningsloven §§ 19 og 20 skulle gøre ejendommens ejer opmærksom på, at vurderingsmyndigheden påtænker at inddrage oplysningen i grundlaget for den kommende vurdering.

Ejendommens ejer vil således ved deklaration eller anden partshøring få indsigt i, om vurderingsmyndigheder påtænker at tage højde for en særlig oplysning om den ejendom, der skal vurderes, uanset om ejer har påberåbt sig oplysningen på ny. Ejendommens ejer vil dermed også have grundlag for at forholde sig til, om ejer ønsker at gøre oplysningen gældende på ny, samt mulighed for netop at påberåbe sig oplysningen på ny.

Til nr. 17

Efter ejendomsvurderingslovens § 64, stk. 1, foretager vurderingsmyndigheden efter reglerne i §§ 65-77 en beregning af, om der er grundlag for at tilbyde tilbagebetaling, jf. reglerne om en tilbagebetalingsordning i ejendomsvurderingslovens kapitel 13.

Ejendomsvurderingslovens § 64, stk. 2 og 3, indeholder fravigelserne til denne hovedregel.

Stk. 2 har til formål at definere ejendomme og vurderinger, der generelt ikke er omfattet af tilbagebetalingsordningen.

Stk. 3 giver vurderingsmyndigheden mulighed for konkret at træffe afgørelse om, at tilbagebetalingsordningen ikke skal anvendes.

Efter ejendomsvurderingslovens § 64, stk. 2, er landbrugsejendomme, skovejendomme, ejerboliger og ejendomme ejet af staten, kommunerne eller regionerne, og ejerboliger som ved sidste vurdering inden ejendomsvurderingslovens ikrafttræden den 1. januar 2018 var vurderet som en landbrugs- eller skovejendom samt omvurderinger af erhvervsejendomme m.v. foretaget pr. 1. oktober 2011 undtaget fra tilbagebetalingsordningen. Skal andre ejendomme eller vurderinger undtages, skal vurderingsmyndigheden træffe konkret afgørelse derom efter ejendomsvurderingslovens § 64, stk. 3.

Det foreslås, at ejendomsvurderingslovens § 64, stk. 2, ændres, så det entydigt fastlægges, at tilbagebetalingsordningen ikke skal gælde for:

1. Ejendomme, der ikke vurderes efter denne lov pr. 1. september 2018 eller pr. 1. september 2019.

2. Ejendomme, der efter denne lov undtages helt eller delvis fra vurdering pr. 1. september 2018 eller pr. 1. september 2019, jf. § 9.

3. Landbrugsejendomme.

4. Skovejendomme.

5. Ejendomme ejet af staten, kommunerne eller regionerne.

6. Ejerboliger, som ved sidste vurdering forud for vurderingen pr. 1. september 2019 var vurderet som landbrugs- eller skovejendomme efter reglerne i lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1067 af 30. august 2013.

7. Omvurderinger foretaget pr. 1. oktober 2011 af erhvervsejendomme m.v.

8. Ejendomme, der ved en eller flere vurderinger for 2011-2017 var undtaget fra vurdering efter lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1067 af 30. august 2013, for så vidt angår den eller de vurderinger, hvor ejendommen var undtaget fra vurdering.

9. Ejendomme, der ikke er vurderet efter lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1067 af 30. august 2013, for så vidt angår den eller de vurderinger, hvor ejendommen ikke er vurderet.

Forslaget er begrundet i, at det er en forudsætning for, at det vil være muligt at udsende tilbud om tilbagebetaling, at der er foretaget en ny vurdering, og at der foreligger videreførte vurderinger, der er egnede til at danne grundlag for beregning af et beløb til tilbagebetaling.

Forslaget er også begrundet i, at der i situationer, der efter § 64, stk. 2, ikke er omfattet af tilbagebetalingsordningen, ikke skal udsendes afgørelse om, at der ikke udsendes tilbud om tilbagebetaling, således som det er tilfældet ved konkret undtagelse fra ordningen, jf. § 64, stk. 3.

Forslagene, der er oplistet som nr. 1 og 2, hvorefter tilbagebetalingsordningen ikke skal gælde for ejendomme, der ikke vurderes efter ejendomsvurderingsloven pr. 1. september 2018 eller pr. 1. september 2019, og for ejendomme, der efter denne lov undtages helt eller delvis fra vurdering pr. 1. september 2018 eller pr. 1. september 2019, er alle begrundet i, at der for sådanne ejendomme ikke vil være en vurdering, der kan danne grundlag for en sammenligning med tidligere vurderinger, der er en forudsætning for, at der kan beregnes et tilbud om tilbagebetaling.

Forslagene, der er oplistet som nr. 3-5, hvorefter tilbagebetalingsordningen ikke skal gælde for landbrugsejendomme, skovejendomme og ejendomme ejet af staten, kommunerne eller regionerne, er en videreførelse af den gældende § 64, stk. 2, hvorefter disse ejendomme heller ikke er omfattet af tilbagebetalingsordningen. Der henvises til begrundelsen for disse undtagelser til bemærkningerne til den gældende § 64, stk. 2, jf. Folketingtidende 2016-17, A, L 211, s. 132.

Forslaget, der er oplistet som nr. 6, hvorefter tilbagebetalingsordningen ikke skal gælde for ejerboliger, som ved sidste vurdering forud for vurderingen pr. 1. september 2019 var vurderet som landbrugsejendomme eller skovejendomme efter reglerne i lov om vurdering af landets faste ejendomme, er tilsvarende til dels en videreførelse af den gældende § 64, stk. 2. Det fremgår således af den gældende § 64, stk. 2, at tilbagebetalingsordningen ikke gælder for ejerboliger, som ved sidste vurdering inden denne lovs ikrafttræden var vurderet som landbrugsejendomme eller skovejendomme. Der henvises om begrundelsen for den gældende undtagelse til bemærkningerne til den gældende § 64, stk. 2, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 211, s. 132, idet det bemærkes, at indholdet af bestemmelsen er modificeret.

Det foreslås således, at bestemmelsen i den gældende § 64, stk. 2, ved videreførelsen i den her foreslåede § 64, stk. 2, modificeres, således at de ejerboliger på landbrugsejendomme og skovejendomme, der ikke skal være omfattet af ordningen, skal være ejerboliger, som ved sidste vurdering forud for vurderingen pr. 1. september 2019 var vurderet som landbrugsejendomme eller skovejendomme efter reglerne i lov om vurdering af landets faste ejendomme.

Forslaget vil indebære, at det afgørende for, om der skal udsendes tilbud om tilbagebetaling eller ej, vil være seneste offentlige vurdering forud for ejendomsvurderingslovens ikrafttræden og ikke vurderingen ved lovens ikrafttræden.

Denne foreslåede ændring har til formål at sikre, at afgrænsningen i § 64, stk. 2, der nu foreslås delvis videreført til § 64, stk. 2, nr. 6, svarer til afgrænsningen i § 83 af de ejerboliger på landbrugsejendomme, der vil kunne vælge fremadrettet beskatning efter overgangsordningen i ejendomsvurderingslovens § 83.

Afgrænsningen i ejendomsvurderingslovens § 83 foreslås samtidig ændret, jf. forslagets § 3, nr. 20, med dertil hørende bemærkninger, og den foreslåede ændring er en konsekvens af denne ændring. Der henvises til lovforslagets § 3, nr. 20, med dertil hørende bemærkninger.

Forslaget, der er oplistet som nr. 7, hvorefter tilbagebetalingsordningen ikke skal gælde for omvurderinger foretaget pr. 1. oktober 2011 af erhvervsejendomme m.v., er en videreførelse af den gældende § 64, stk. 2, hvorefter tilbagebetalingsordningen ikke gælder for de nævnte omvurderinger. Der henvises således for så vidt angår begrundelsen for denne undtagelse til bemærkningerne til den gældende § 64, stk. 2, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 211, s. 132.

Forslagene, der er oplistet som nr. 8 og 9, hvorefter tilbagebetalingsordningen ikke skal gælde for ejendomme, der ved en eller flere vurderinger for 2011-2017 var undtaget fra vurdering efter lov om vurdering af landets faste ejendomme for så vidt angår de vurderinger, hvor ejendommen var undtaget, og hvorefter tilbagebetalingsordningen ikke skal gælde for ejendomme, der ikke var vurderet efter lov om vurdering af landets faste ejendomme for så vidt angår de vurderinger, hvor ejendommene ikke var vurderet, er begrundet i, at der for de pågældende vurderinger ikke er vurderinger, der kan sammenlignes med den første vurdering af ejendommene efter ejendomsvurderingsloven. Dermed er der ikke et grundlag for sammenligning, der kan danne grundlag for et tilbud om tilbagebetaling. Realiteten i disse forslag er, at tilbagebetalingsordningen ikke skal gælde, hvor der ikke er foretaget vurderinger, der har dannet grundlag for beskatning.

Med den foreslåede ændring af § 64, stk. 2, foreslås det, at de i bestemmelsen opregnede ejendomme og vurderinger ikke skal være omfattet af tilbagebetalingsordningen. Der skal således ikke sendes afgørelse om, at ejendommen eller vurderingen konkret undtages fra tilbagebetalingsordningen, jf. ejendomsvurderingslovens § 64, stk. 3.

Den foreslåede ændring af ejendomsvurderingslovens § 64, stk. 2, vil ikke medføre ændringer af ejendomsejernes ret til at få efterprøvet de videreførte vurderinger, der har dannet grundlag for beskatningen i mellemperioden. Retten til at påklage videreførte vurderinger vil uændret være reguleret af ejendomsvurderingslovens § 89 og af reglerne i skatteforvaltningsloven.

Til nr. 18

Ejendomsvurderingslovens kapitel 13 om en tilbagebetalingsordning regulerer, hvornår og hvordan vurderingsmyndigheden i forbindelse med den første vurdering af en ejendom efter ejendomsvurderingsloven skal beregne og sende tilbud om tilbagebetaling af for meget betalte ejendomsrelaterede skatter af de videreførte vurderinger, der i perioden efter suspensionen af ejendomsvurderingssystemet har dannet grundlag for beskatningen af landets ejendomsejere.

I ejendomsvurderingslovens § 67, der en del af lovens kapitel 13, er der fastlagt nærmere regler om, hvorledes vurderingen pr. 1. september 2018 henholdsvis vurderingen pr. 1 september 2019 skal tilbageregnes med henblik på sammenligning med de vurderinger, der har dannet grundlag for beskatningen i den periode, hvor ejendomsvurderingerne har været suspenderet.

Det følger af § 67, stk. 2, at resultatet af sammenligningen og en eventuel genberegning af skatterne på grundlag af de nye vurderinger efter ejendomsvurderingslovens § 73 skal meddeles ejeren samtidig med resultatet af vurderingen pr. 1. september 2018 henholdsvis vurderingen pr. 1. september 2019 eller snarest derefter.

Det følger også, at der samtidig gives meddelelse til tidligere ejere, jf. ejendomsvurderingslovens § 74, stk. 2.

Det følger dog af ejendomsvurderingslovens § 67, stk. 3, at sammenligningen ikke skal foretages, før der er truffet afgørelse om genoptagelse eller revision af vurderingen, hvis vurderingsmyndigheden i afgørelsesperioden, jf. skatteforvaltningslovens § 20 b, har modtaget oplysninger, der skal behandles og afgøres efter reglerne om genoptagelse og revision, jf. skatteforvaltningslovens §§ 20 b, 33 og 33 a.

Ejendomsvurderingslovens § 67, stk. 3, skal ses i lyset af reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 7 a, herunder skatteforvaltningslovens § 20 b.

Vurderingsmyndigheden kan efter skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 2, i afgørelsesperioden, der er defineret i skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 1, træffe afgørelse om vurdering på grundlag af de oplysninger, der forelå, da afgørelsesperioden indtraf. Vurderingsmyndigheden er dog efter bestemmelsens 2. pkt. ikke afskåret fra i afgørelsesperioden at træffe afgørelse om vurdering på baggrund af oplysninger, der modtages i afgørelsesperioden.

Hvis vurderingsmyndigheden i afgørelsesperioden træffer afgørelse om vurdering på grundlag af de oplysninger, der forelå, da afgørelsesperioden indtraf, skal vurderingsmyndigheden dog efterfølgende efter skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 3, behandle oplysninger, der er modtaget i afgørelsesperioden, og som ikke er indgået i grundlaget for vurderingen, efter reglerne om genoptagelse og revision i skatteforvaltningslovens §§ 33 og 33 a.

Skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 3, er dog med lovforslagets § 7, nr. 3, foreslået nyaffattet, så det fremover vil følge af bestemmelsen, at vurderingsmyndigheden uanset reglerne i skatteforvaltningslovens § 33 skal genoptage vurderingen, hvis vurderingsmyndigheden har truffet afgørelse om vurdering, uden at oplysninger, der er modtaget i afgørelsesperioden, er indgået i vurderingen, jf. skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 2, og oplysningerne kan give grundlag for at ændre vurderingen. Der henvises til lovforslagets § 7, nr. 3, med der til hørende bemærkninger.

Det foreslås i konsekvens heraf, at ejendomsvurderingslovens § 67, stk. 3, nyaffattes, således at det fastlægges, at hvis oplysninger, som modtages i afgørelsesperioden, jf. skatteforvaltningslovens § 20 b, om en vurdering pr. 1. september 2018 eller pr. 1. september 2019, medfører, at vurderingsmyndigheden skal træffe afgørelse om genoptagelse af vurderingen, jf. skatteforvaltningslovens § 20 b, foretages sammenligningen ikke, før der er truffet afgørelse i genoptagelsessagen.

Forslaget skal ses i lyset af, at den foreslåede ændring af skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 3, fører til, at vurderingsmyndigheden skal træffe afgørelse om genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 20 b og ikke afgørelse om revision eller genoptagelse efter skatteforvaltningslovens §§ 33 og 33 a, hvis der i afgørelsesperioden er indgået oplysninger, der ikke er indgået i en vurdering, der er er foretaget med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 2. Det er på denne baggrund nødvendigt, at ordlyden af § 67, stk. 3, ændres tilsvarende.

Til nr. 19

Efter ejendomsvurderingslovens § 22, stk. 1, gives fradrag i grundværdien for grundforbedringer, som er givet i medfør af afsnit D i lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. § 3, stk. 2-10, i lov nr. 925 af 18. september 2012, så længe betingelserne i den nævnte lovgivning herfor er opfyldt.

Fradraget gives efter ejendomsvurderingslovens § 22, stk. 2, i den til enhver tid ansatte grundværdi og ansættes til samme forholdsmæssige del af grundværdien, som fradraget havde pr. 1. januar 2013 eller på ansættelsestidspunktet, hvis dette ligger senere.

Fradraget kan ikke overstige størrelsen pr. 1. januar 2013 eller et senere ansættelsestidspunkt. Har en ejendom flere forskellige grundforbedringsfradrag, beregnes fradraget for hver del for sig.

For langt de fleste ejendommes vedkommende er det uden betydning, om fradrag for forbedringer i grundværdien henføres til en bestemt del af grunden, idet grundskyldspromillen ikke er påvirket af ejendommens anvendelse. Dette er imidlertid ikke tilfældet for landbrugsejendomme, hvor der gælder særlige regler for værdiansættelse og beskatning.

Med etableringen af et nyt ejendomsvurderingssystem er der endvidere vedtaget særlige overgangsregler for vurdering af landbrugs- og skovejendomme.

Det følger således af ejendomsvurderingslovens § 28, stk. 1, at grundværdien for produktionsjord som defineret i bestemmelsens stk. 2 og 3 ansættes ved fremskrivning til vurderingstidspunktet af den senest ansatte gennemsnitlige værdi pr. hektar for det pågældende areal efter bestemmelserne i §§ 44-48.

Arealer på en landbrugsejendom eller en skovejendom, der anvendes til andre formål end som produktionsjord, ansættes efter ejendomsvurderingslovens § 29 efter §§ 17-20, jf. § 15, jf. dog § 30, stk. 3, 1. pkt. Grundværdien ansættes på samme måde, som hvis der havde været tale om selvstændige ejendomme.

Der ansættes efter ejendomsvurderingslovens § 30 endvidere som udgangspunkt særskilte ejendoms- og grundværdier for boliger beboet af ejere på sådanne ejendomme og for boliger omfattet af ligningslovens § 16, stk. 9, eller § 16 A, stk. 5.

Dette foreslås efter § 3, nr. 6, i dette lovforslag tillige fremadrettet at gøre sig gældende for så vidt angår fritidsboliger på førstnævnte ejendomme. For andre boliger på landbrugs- og skovejendomme ansættes alene en særskilt grundværdi.

De nævnte ejendomsværdier ansættes efter § 30, stk. 2, på samme måde, som hvis de pågældende boliger havde været frit omsættelige ejerboliger beliggende det pågældende sted, dog således at den beregnede ejendomsværdi reduceres med 5 pct.

Grundværdierne ansættes efter § 30, stk. 3, for boliger beboet af ejere på landbrugsejendomme til samme beløb pr. arealenhed som den gennemsnitlige værdi pr. hektar for det jordstykke, som grundarealet tilhører, hvis grundarealet i fravær af boligen ville blive betragtet som produktionsjord, jf. § 28, stk. 2 og 3. For andre boliger som nævnt i stk. 1 ansættes grundværdien efter §§ 17-20, jf. § 15.

Det er i ejendomsvurderingslovens § 31, jf. også lovforslagets § 3, nr. 8 og 9, fastsat, hvor store grundarealerne på de nævnte ejendomme skal anses for at være, når grundværdien ansættes.

Produktionsjord, som overdrages fra en ejendom til en anden, og som såvel før som efter overdragelsen udgør et selvstændigt jordstykke, bibeholder efter ejendomsvurderingslovens § 32 den gennemsnitlige hektarpris, der er fastsat for det pågældende jordstykke umiddelbart forud for overdragelsen.

Sammenlægges jordstykker med forskellige gennemsnitlige hektarpriser, beregnes en gennemsnitlig hektarpris for det sammenlagte jordstykke. Overdrages produktionsjord fra en ejendom til en anden, således at det overdragede areal tillægges et eksisterende jordstykke på den ejendom, hvortil arealet overdrages, beregnes en ny gennemsnitlig hektarpris for det jordstykke, som det overdragede areal tillægges.

Det følger i overensstemmelse hermed af ejendomsvurderingslovens § 33, at hvis der etableres en ny landbrugs- eller skovejendom, ansættes den gennemsnitlige hektarpris for ejendommens produktionsjord tilsvarende som den gennemsnitlige hektarpris for landbrugsjord henholdsvis skovbrugsjord for omkringliggende landbrugs- og skovejendomme, og at det samme gør sig gældende, hvis arealer, der hidtil har været anvendt til andre formål, overgår til anvendelse som produktionsjord for en eksisterende ejendom.

Det er under henvisning hertil i ejendomsvurderingslovens § 82, stk. 1, bestemt, at der for landbrugs- og skovejendomme ved vurderingen pr. 1. september 2019 beregnes en gennemsnitlig hektarpris for den produktionsjord, jf. § 28, stk. 2 og 3, som tilhører den enkelte ejendom, idet der beregnes separate hektarpriser for landbrugsarealer, herunder naturarealer, og for fredskovpligtige arealer.

Den nævnte gennemsnitlige hektarpris beregnes efter ejendomsvurderingslovens § 82, stk. 2, på grundlag af arealets størrelse og den ansættelse af grundværdi, der er foretaget for de pågældende arealer efter § 87.

Vurderingen pr. 1. september 2019 af produktionsjord foretages således efter ejendomsvurderingslovens § 83, stk. 3, på grundlag af de hektarpriser, der er beregnet efter stk. 1 og 2. Der foretages ingen fremskrivning af de beregnede hektarpriser.

Produktionsjorden på landbrugs- og skovejendomme, jf. ejendomsvurderingslovens § 28, stk. 2 og 3, vurderes dermed ved den første vurdering af sådanne ejendomme efter ejendomsvurderingsloven på grundlag af gennemsnitlige hektarpriser.

Det foreslås under henvisning hertil, at der efter ejendomsvurderingslovens § 82, stk. 1, 1. og 2. pkt. – hvorefter der ved vurderingen pr. 1. september 2019 for landbrugsejendomme og skovejendomme beregnes en gennemsnitlig hektarpris for den ejendommen tilhørende produktionsjord, jf. § 28, stk. 2 og 3, der beregnes separate hektarpriser for landbrugsarealer, herunder naturarealer, og for fredskovpligtige arealer – indsættes et nyt 3. pkt., der fastlægger, at gældende fradrag for forbedringer i grundværdien, jf. § 22, henføres til ejendommens produktionsjord, jf. § 28, stk. 2 og 3, med samme beløb pr. arealenhed.

Forslaget vil indebære, at gældende fradrag for forbedringer i grundværdien henføres ligeligt til alle arealer, der værdiansættes som produktionsjord, jf. ejendomsvurderingslovens § 28, stk. 2 og 3.

Forslaget vil, set i sammenhæng med lovforslagets § 5, nr. 1, føre til, at gældende fradrag for grundforbedringer, jf. § 22, vil blive henført ligeligt til de arealer, der vil skulle pålignes grundskyld med en bestemt promille af hele den afgiftspligtige grundværdi.

Dette er i overensstemmelse med intentionen om, at landbrugs- og skovejendomme fremadrettet skal vurderes på mere objektiviseret grundlag, baseret på gennemsnitsbetragtninger.

Til nr. 20

Det følger af ejendomsvurderingslovens § 83, stk. 1, at alle ejendomme, som inden ejendomsvurderingslovens ikrafttræden den 1. januar 2018 er vurderet som landbrug, gartneri, planteskole, frugtplantage eller skovbrug, vurderes første gang efter ejendomsvurderingsloven pr. 1. september 2019.

Efter ejendomsvurderingslovens § 83, stk. 2, kan ejeren eller flere ejere af sådanne ejendomme, som efter ejendomsvurderingsloven skal vurderes som en ejerbolig, i enighed vælge, at ejendommen fortsat skal vurderes som en landbrugs- eller skovejendom.

Hvis en ejendom, der inden ejendomsvurderingslovens ikrafttræden er vurderet som en ejerbolig, skal vurderes som en landbrugs- eller skovejendom efter ejendomsvurderingsloven, kan ejendommens ejer eller ejere i enighed vælge, at ejendommen fortsat skal vurderes som ejerbolig. Det fremgår af ejendomsvurderingslovens § 83, stk. 3.

Bestemmelserne er indført med henblik på at give ejere af ejendomme, der i forbindelse med overgangen fra vurdering efter lov om vurdering af landets faste ejendomme til vurdering efter ejendomsvurderingsloven vil skifte ejendomskategori fra landbrug, gartneri, planteskole, frugtplantage eller skovbrug til ejerbolig eller fra ejerbolig til landbrug eller skovbrug, mulighed for at vælge fortsat vurdering efter den hidtil gældende ejendomskategori.

Det foreslås, at § 83, stk. 2, ændres, så det direkte fremgår af ordlyden, at kun hvor en ejendom, som efter reglerne i lov om vurdering af landets faste ejendomme ved seneste vurdering forud for vurderingen pr. 1. september 2019, er vurderet som landbrug, gartneri, planteskole, frugtplantage eller skovbrug, efter reglerne i ejendomsvurderingsloven skal vurderes som en ejerbolig, kan ejendommens ejer eller ejere i enighed vælge, at ejendommen fortsat skal vurderes som landbrugsejendom eller skovejendom.

Den foreslåede ændring har til formål at eliminere utilsigtet tvivl om, hvornår ejeren eller ejeren af en ejendom vil have mulighed for at vælge vurdering efter overgangsordningen i § 83.

Som § 83, stk. 2, er formuleret før den foreslåede ændring, fremgår det ikke tydeligt, at valgmuligheden alene skal gælde ejere af ejendomme, der skifter ejendomskategori på grund af den ændrede vurderingslovgivning, og ikke på grund af ændringer af ejendommen. Dvs. at valgmuligheden ikke skal tilkomme ejeren eller ejerne af en ejendom, der ved seneste vurdering forud for ejendomsvurderingslovens ikrafttræden den 1. januar 2018 var vurdereret som en landbrugsejendom, men som pr. 1. oktober 2018 skal omvurderes som en ejerbolig, jf. § 87, stk. 2, f.eks. fordi ejeren eller ejerne har frasolgt ejendommens jordtilliggende i perioden efter den seneste vurdering før ejendomsvurderingslovens ikrafttræden den 1. januar 2018 (vurderingen pr. 1. oktober 2017), til ejendommen skulle vurderes den 1. oktober 2018.

Det bemærkes i den forbindelse, at landbrugsejendomme, der fra og med den 2. oktober 2017 til og med den 1. oktober 2018 ændrer karakter på en måde, der ville føre til en omvurdering med ændret kategorisering efter lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. § 3 i den nævnte lov, vil skulle omvurderes pr. 1. oktober 2018 som en ejerbolig efter reglerne i lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. ejendomsvurderingslovens § 87, stk. 2. Den ændrede kategorisering vil i så fald ikke skyldes den ændrede vurderingslovgivning, men ændringer af ejendommen, der er foretaget forud for den første vurdering efter ejendomsvurderingsloven.

Den gældende formulering af § 83 vurderes at indebære en risiko for, at f.eks. ejere af landbrugsejendomme, der i perioden fra ejendomsvurderingslovens ikrafttræden til første vurdering efter ejendomsvurderingsloven undergår ændringer, vil blive anset som – eller vil anse sig som – berettigede til at vælge vurdering efter overgangsordningen, uanset om de ændringer, ejendommen har undergået, er af en sådan karakter, at ejer før modtagelsen af første vurdering efter ejendomsvurderingsloven har modtaget en ejerboligvurdering af ejendommen, der er foretaget efter reglerne i lov om vurdering af landets faste ejendomme.

Dette er ikke tilsigtet, og det foreslås derfor, at denne risiko håndteres ved en tydeliggørelse af intentionen bag § 83, stk. 2.

Efter forslaget skal det af § 83, stk. 2, klart fremgå, at valgmuligheden efter ejendomsvurderingslovens § 83 kun omfatter ejeren eller ejerne af ejendomme, som under henvisning til lov om vurdering af landets faste ejendomme ved seneste vurdering forud for vurderingen pr. 1. september 2019 var vurderet som landbrug, gartneri, planteskole, frugtplantage eller skovbrug, og som skal vurderes som en ejerbolig efter ejendomsvurderingsloven, dvs. ejeren eller ejerne af ejendomme, der alene skifter kategori på grund af den ændrede lovgivning, og ikke på grund af ændringer af deres ejendom.

Det foreslås tilsvarende, at § 83, stk. 3, ændres, så det direkte fremgår af ordlyden, at kun hvor en ejendom, som efter reglerne i lov om vurdering af landets faste ejendomme ved seneste vurdering forud for vurderingen pr. 1. september 2019 er vurderet som ejerbolig, skal vurderes som en landbrugsejendom eller en skovejendom efter ejendomsvurderingsloven, kan ejendommens ejer eller ejere i enighed vælge, at ejendommen fortsat skal vurderes som ejerbolig.

Den foreslåede ændring har i lighed med den foreslåede ændring af § 83, stk. 2, til formål at eliminere utilsigtet tvivl om, hvornår ejeren eller ejeren af en ejendom vil have mulighed for at vælge vurdering efter overgangsordningen i § 83.

Som § 83, stk. 3, er formuleret før den foreslåede ændring, fremgår det ikke tydeligt, at valgmuligheden alene skal gælde ejere af ejendomme, der skifter ejendomskategori på grund af den ændrede vurderingslovgivning, og ikke på grund af ændringer af ejendommen.

Efter forslaget skal det af § 83 klart fremgå, at valgmuligheden efter ejendomsvurderingslovens § 83 kun omfatter ejeren eller ejerne af ejendomme, som under henvisning til lov om vurdering af landets faste ejendomme ved seneste vurdering forud for vurderingen pr. 1. september 2019 var vurderet som en ejerbolig, og som skal vurderes som en landbrugsejendom eller en skovejendom efter ejendomsvurderingsloven.

Til nr. 21

Det følger af ejendomsvurderingslovens § 83, stk. 1, at alle ejendomme, som inden ejendomsvurderingslovens ikrafttræden den 1. januar 2018 er vurderet som landbrug, gartneri, planteskole, frugtplantage eller skovbrug, vurderes første gang efter ejendomsvurderingsloven pr. 1. september 2019.

Efter ejendomsvurderingslovens § 83, stk. 2 og 3, skal ejeren eller flere ejere af ejendomme, der ved overgangen fra vurdering efter lov om vurdering af landets faste ejendomme til vurdering efter ejendomsvurderingsloven vil skifte ejendomskategori fra landbrug, gartneri, planteskole, frugtplantage eller skovbrug til ejerbolig eller skifte ejendomskategori fra ejerbolig til landbrug eller skovbrug, dog kunne vælge fortsat vurdering efter den hidtil gældende ejendomskategori, jf. også lovforslagets § 3, nr. 20.

Det fremgår af ejendomsvurderingslovens § 83, stk. 4, at valget efter ejendomsvurderingslovens § 83, stk. 2 og 3, skal træffes senest ved udløbet af den frist, inden for hvilken den første vurdering af ejendommen foretaget efter denne lov kan påklages, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 3.

Det fremgår også, at valget ikke kan omgøres, og at valget er gældende indtil ejerskifte.

Efter § 83, stk. 4, 3. pkt., betragtes overdragelse mellem ægtefæller ikke som ejerskifte efter bestemmelsen. Overdragelse som led i bodeling i forbindelse med skilsmisse, efter at der er indgået endelig, bindende aftale om køb af ejendommen, er på denne baggrund ikke at anse som ejerskifte i relation til ejendomsvurderingslovens § 83, stk. 4.

Det foreslås, at der i ejendomsvurderingslovens § 83, stk. 4, indsættes et nyt 4. pkt., hvorefter overdragelse til længstlevende ægtefælle heller ikke anses som ejerskifte.

Forslaget er begrundet i, at et ægteskab retligt ophører, når den ene ægtefælle afgår ved døden. Det er derfor nødvendigt at præcisere, at overdragelser, der sker i forbindelse med bodeling og skifte efter førstafdøde ægtefælles død, heller ikke skal betragtes som et ejerskifte efter ejendomsvurderingslovens § 83, stk. 4, hvis bestemmelsen skal opfylde det tilsigtede formål.

Den foreslåede bestemmelse vil i praksis indebære, at det ikke vil blive betragtet som ejerskifte, hvis en ejendom overdrages til længstlevende ægtefælle efter, at førstafdøde ægtefælle er gået bort.

Til nr. 22

Det følger af ejendomsvurderingslovens § 83, stk. 1, at alle ejendomme, som inden ejendomsvurderingslovens ikrafttræden den 1. januar 2018 er vurderet som landbrug, gartneri, planteskole, frugtplantage eller skovbrug, vurderes første gang efter ejendomsvurderingsloven pr. 1. september 2019.

Efter ejendomsvurderingslovens § 83, stk. 2 og 3, skal ejeren eller flere ejere af ejendomme, der ved overgangen fra vurdering efter lov om vurdering af landets faste ejendomme til vurdering efter ejendomsvurderingsloven vil skifte ejendomskategori fra landbrug, gartneri, planteskole, frugtplantage eller skovbrug til ejerbolig eller fra ejerbolig til landbrug eller skovbrug, kunne vælge fortsat vurdering efter den hidtil gældende ejendomskategori, når ejendommen skal vurderes efter ejendomsvurderingsloven, jf. også lovforslagets § 3, nr. 20.

Valg efter ejendomsvurderingslovens § 83, stk. 2 og 3, skal efter bestemmelsens stk. 4 træffes senest ved udløbet af den frist, inden for hvilken den første vurdering af ejendommen foretaget efter denne lov kan påklages, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 3. Valget kan ifølge bestemmelsen ikke omgøres, og valget er gældende indtil ejerskifte. Det er dog efter ejendomsvurderingslovens § 83, stk. 4, med bemærkninger, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 211, s. 146, en betingelse for opretholdelse af det foretagne valg, at ejendommen ikke ændres på en sådan måde, at betingelserne for omvurdering efter § 6, stk. 1, nr. 2-7, er opfyldt.

Det foreslås, at ejendomsvurderingslovens § 83, stk. 4, ændres, så det af ordlyden fremgår, at hvis ejendommen efterfølgende ændres på en sådan måde, at betingelserne for omvurdering efter § 6, stk. 1, nr. 2-7, er opfyldt, skal ejendommen vurderes efter denne lov, medmindre der er tale om ændringer, der ikke sker på ejerens eller ejernes foranledning, og hvor ejeren eller ejerne ikke har indflydelse på ændringen.

Forslaget er begrundet i, at det er i strid med intentionen bag ejendomsvurderingslovens § 83, stk. 4, at ejerens eller ejernes valg efter overgangsordningen bortfalder, hvis ejendommen undergår ændringer som nævnt i ejendomsvurderingslovens § 6, stk. 1, nr. 2-7, uanset om den eller de pågældende ejere har været uden indflydelse på ændringerne. Dvs. uanset om ændringen skyldes f.eks. ekspropriation, bortskylning af arealer og andre katastrofer, såsom brand, storm- og stormflodsskade.

Det er en forudsætning for, at overgangsordningen opfylder sit formål, at ændringer af en ejendom, der sker, uden at ændringen er foranlediget af ejeren, og uden at ejeren har haft indflydelse på ændringen, ikke fører til, at valget af overgangsordning bortfalder.

Det foreslås derfor, at det udtrykkeligt angives i § 83, stk. 4, at ejeren eller ejerne skal forblive i den valgte overgangsordning, jf. ejendomsvurderingslovens § 83, stk. 2 og 3, hvor ændringen af ejendommen ikke sker på ejerens eller ejernes foranledning, og hvor ejeren eller ejerne har været uden indflydelse på ændringen af ejendommen.

Der er ikke ved ændringen tiltænkt ændringer af retstilstanden for så vidt angår ændringer af ejendommen, der er foranlediget af gensidige aftaler indgået af ejendomsejer eller ejendomsejerne.

Det foreslås, at ændringen gennemføres ved, at § 83, stk. 4, 4. pkt., der under henvisning til lovforslagets § 3, nr. 20, bliver pkt. 5, ændres, så det udtrykkeligt kommer til at fremgå, at hvis ejendommen efterfølgende ændres på en sådan måde, at betingelserne for omvurdering efter ejendomsvurderingslovens § 6, stk. 1, nr. 2-7, er opfyldt, skal ejendommen vurderes på den måde, som ejendommen efter ændringen skal vurderes efter ejendomsvurderingsloven, medmindre der er tale om ændringer, der ikke sker på ejerens eller ejernes foranledning, og hvor ejeren eller ejerne ikke har indflydelse på ændringen.

Den foreslåede formulering vil i praksis have den konsekvens, at valg af ordning bortfalder, hvis der, efter valget er truffet, gennemføres ændringer af ejendommen, der udgør en omvurderingsgrund efter ejendomsvurderingslovens § 6, stk. 1, nr. 2-7, og blot én af flere ejere har foranlediget eller haft indflydelse på denne ændring af ejendommen.

Denne konsekvens skal ses i lyset af, at det, hvor der er flere ejere af ejendommen, der skal træffe valg, efter § 84, stk. 2 og 3, er en forudsætning for, at overgangsordning kan vælges, at ordningen vælges af alle disse ejere i enighed. Dette vil gøre sig gældende, hvor der er tale om flere ejere, der ejer en ejendom i sameje, og hvor der er tale om en ejendom, der skifter ejer eller ejere i perioden, hvor valget kan træffes, dvs. i perioden fra vurderingen modtages, til fristen for at klage over vurderingen udløber.

Årsagen hertil er, at alle sælgere og købere i så fald vil være berettiget til at vælge ordning, og at valg af ordning derfor vil forudsætte, at alle købere og sælgere er enige om valget, fordi ejendomsvurderingen vil have betydning for dem alle.

Er der ikke enighed mellem alle, der har ejet ejendommen i perioden fra vurderingen modtages, til klagefristen udløber, vil ejendommen pr. 1. september 2019 og frem skulle vurderes ud fra den ejendomskategori, som ejendommen tilhører efter ejendomsvurderingsloven.

De ejere, der skal anses for at have ejet ejendommen i perioden fra vurderingen modtages, til fristen for at klage over vurderingen udløber, og som derfor skal være enige om valget af ordning, jf. § 83, stk. 2 eller 3, vil være de ejere, der i denne periode har været registreret som aktuelle ejere af ejendommen i Det Fælleskommunale Ejendomsstamregister (ESR), eller, hvis Ejerfortegnelsen er idriftsat i den nævnte periode, Ejerfortegnelsen.

De ændringer, der vil kunne føre til, at valg af overgangsordning bortfalder, vil være ændringer, der er gennemført efter vurderingsterminen den 1. september 2019, dvs. fra og med den 2. september 2019. Det er dog kun ændringer, der udgør en omvurderingsgrund, jf. ejendomsvurderingslovens § 6, stk. 2-7, der vil føre til, at valg af overgangsordning bortfalder, og efter forslaget kun, hvis disse ændringer er sket på ejerens eller ejernes foranledning, eller ejeren eller ejerne har indflydelse på ændringen.

Til nr. 23

Efter ejendomsvurderingslovens § 87, stk. 1, 1. pkt., skal der foretages almindelig vurdering pr. 1. oktober 2018 af ejendomme, som på tidspunktet for ejendomsvurderingslovens ikrafttræden den 1. januar 2018 ikke var vurderet som ejerboliger, og som ikke skal vurderes som ejerboliger pr. 1. september 2018 efter § 5 i ejendomsvurderingsloven.

Vurderingen pr. 1. oktober 2018 foretages efter ejendomsvurderingslovens § 87 stk. 1, i form af videreførelse af den seneste af de i stk. 1 opregnede ansættelser. Det fremgår af stk. 1, 2. pkt.

Det fremgår dog af § 87, stk. 2, at vurdering pr. 1. oktober 2018 foretages ved en omvurdering efter reglerne i lov om vurdering af landets faste ejendomme, hvis betingelserne for omvurdering efter § 3 i lov om vurdering af landets faste ejendomme er opfyldt.

Ejendomsvurderingslovens § 87, stk. 1, fastlægger således, om der skal foretages vurdering pr. 1. oktober 2018. Bestemmelsens 2. pkt. fastlægger, hvordan en sådan vurdering som udgangspunkt skal foretages. Udgangspunktet for, hvordan vurderingen skal foretages, modificeres dog af stk. 2, der fastlægger, i hvilke situationer vurderingen skal foretages på anden vis end som anført i stk. 1, 2. pkt., fordi der skal foretages omvurdering.

Ejendomsvurderingslovens § 87 er bl.a. indført med det formål, at ejendomme, der ikke skal vurderes pr. 1. september 2018, vurderes pr. 1. oktober 2018.

Sammenhængen mellem ejendomsvurderingslovens § 87, stk. 1 og 2, fører imidlertid til, at en ejendom, der opstår i perioden fra seneste vurderingstermin før ejendomsvurderingslovens ikrafttræden den 1. januar 2018 til den 1. oktober 2018, skal omvurderes efter reglerne i lov om vurdering af landets faste ejendomme, hvis ejendommen ikke skal vurderes efter ejendomsvurderingsloven pr.

1. september 2018, jf. ejendomsvurderingslovens § 5.

Sammenhængen mellem ejendomsvurderingslovens § 87, stk. 1 og 2, fører herunder til, at en ejendom, der skal vurderes i lige år, jf. ejendomsvurderingslovens § 5, skal omvurderes efter reglerne i lov om vurdering af landets faste ejendomme pr. 1. oktober 2018, hvis den opstår i perioden fra og med den 2. september 2018 til og med den 1. oktober 2018.

Dette er ikke tilsigtet for så vidt angår nyopførte ejerboliger i denne periode. Disse bør vurderes efter det almindelige vurderingsforløb i ejendomsvurderingsloven. Det foreslås derfor, at der efter ejendomsvurderingslovens § 87, stk. 1, 1. pkt., indsættes et nyt 2. pkt., hvorefter der ikke skal foretages vurdering pr. 1. oktober 2018 af ejendomme, der ikke var vurderet ved ejendomsvurderingslovens ikrafttræden, hvis de pr. 1. oktober 2018 skal vurderes i lige år, jf. ejendomsvurderingslovens § 5.

Efter forslaget, set i sammenhæng med § 87, stk. 1, 1. pkt., vil en ejendom, der ikke var vurderet ved ejendomsvurderingslovens ikrafttræden pr. 1. januar 2018, og som ikke skal vurderes pr. 1. september 2018, jf. ejendomsvurderingslovens § 5, uanset bestemmelsens 1. pkt. ikke skulle vurderes pr. 1. oktober 2018, hvis ejendommen pr. 1. oktober 2018 er en ejendom, der efter ejendomsvurderingslovens § 5 skal vurderes i lige år. I så fald vil ejendommen blive vurderet første gang pr. 1. september 2019, hvor ejendommen vil kunne omvurderes, jf. ejendomsvurderingslovens § 6.

Hvis en nyopført ejerbolig bliver færdigbygget og beboelig efter den 1. september 2018, dvs. fra og med den 2. september 2018, men senest den 1. oktober 2018, vil den således skulle vurderes første gang pr. 1. september 2019, og den første vurdering efter ejendomsvurderingsloven vil i så fald blive foretaget ved en omvurdering, jf. ejendomsvurderingslovens § 6, og dermed indgå i det almindelige vurderingsforløb efter ejendomsvurderingsloven.

En ejerbolig, der er blevet færdigbygget og beboelig i perioden fra og med den 2. oktober 2017 til og med den 1. september 2018, vil derimod, uanset forslaget til ændring af § 83, stk. 1, fortsat skulle vurderes efter ejendomsvurderingsloven pr. 1. september 2018, jf. ejendomsvurderingslovens § 5.

Det vil, uanset forslaget om indførelse af et nyt 2. pkt. i ejendomsvurderingslovens § 87, stk. 1, fortsat være udgangspunktet, at en ejendom, der ikke var vurderet som en ejerbolig ved ejendomsvurderingslovens ikrafttræden pr. 1. januar 2018, skal vurderes pr.

1. september 2018, jf. ejendomsvurderingslovens § 5, eller pr. 1. oktober 2018, jf. ejendomsvurderingslovens § 87. Forslaget vil alene foranledige den ændring, at der ikke vil skulle foretages omvurdering pr. 1. oktober 2018 af nyopførte ejendomme, der skal vurderes i lige år, jf. ejendomsvurderingslovens § 5. Nyopførte ejendomme, der generelt skal vurderes i lige år, jf. ejendomsvurderingslovens § 5, skal, hvis de er ejerboliger, vurderes efter ejendomsvurderingsloven pr. 1. september 2018 eller ved en ejendomsvurdering pr. 1. september 2019.

For andre ejendomme, der ikke skal vurderes i lige år efter ejendomsvurderingslovens § 5, og de særligt nyopførte ejerboliger i perioden 1. september 2018 til 1. oktober 2018 skal det fortsat gælde, at disse skal vurderes pr. 1. oktober 2018. Vurderingen skal, hvis ejendommen ved ejendomsvurderingslovens ikrafttræden pr. 1. januar 2018 var vurderet som andet end en ejerbolig, vurderes ved en videreført vurdering pr. 1. oktober 2018 eller ved en omvurdering pr. 1. oktober 2018.

En ejendom, der ved seneste vurdering forud for den 1. januar 2018 var vurderet som andet end en ejerbolig, og som ikke pr. 1. september 2018 skal vurderes efter ejendomsvurderingsloven, jf. ejendomsvurderingslovens § 5, skal således fortsat som udgangspunkt vurderes ved en videreført vurdering pr. 1. oktober 2018, jf. ejendomsvurderingslovens § 87, stk. 1.

Er ejendommen i perioden fra seneste vurdering til og med den 1. oktober 2018 undergået sådanne ændringer, at ejendommen skal omvurderes reglerne i lov om vurdering af landets faste ejendomme, skal vurderingen pr. 1. oktober 2018 dog foretages ved en omvurdering, jf. ejendomsvurderingslovens § 87, stk. 2.

F.eks. skal en ejendom, der pr. 1. oktober 2017 var vurderet som en erhvervsejendom, vurderes pr. 1. oktober 2018, hvis ejendommen ikke pr. 1. september 2018 er blevet en bolig, der skal vurderes i lige år efter ejendomsvurderingslovens § 5. Det følger af ejendomsvurderingslovens § 87, stk. 1, 1. pkt.

Vurdering pr. 1. oktober 2018 skal i så fald foretages ved en videreført vurdering, jf. § 87, stk. 1, 3. pkt., der tidligere var 2. pkt., medmindre ejendommen i perioden efter seneste vurdering har undergået ændringer, der kan begrunde omvurdering efter reglerne i lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. ejendomsvurderingslovens § 87, stk. 2. Der skal kun foretages omvurdering efter stk. 2, hvis ejendommen skal vurderes pr. 1. oktober 2018, jf. § 87, stk. 1.

Det skal således uændret være gældende, at ejendomsvurderingslovens § 87, stk. 2, er en undtagelse til udgangspunktet om, at hvis en ejendom skal vurderes pr. 1. oktober 2018, skal vurderingen pr. 1. oktober 2018 foretages ved en videreført vurdering. Ejendomsvurderingslovens § 87, stk. 2, er fortsat ikke en selvstændig hjemmel til at vurdere en ejendom pr. 1. oktober 2018.

Det vil tilsvarende, uanset forslaget om indførelse af et nyt 2. pkt. i ejendomsvurderingslovens § 87, fortsat være udgangspunktet, at en ejendom, der ikke var vurderet ved ejendomsvurderingslovens ikrafttræden pr. 1. januar 2018, skal vurderes ved en omvurdering pr. 1. oktober 2018, jf. ejendomsvurderingslovens § 87, stk. 2, dog kun hvis ejendommen ikke pr. 1. september 2018 skal vurderes efter ejendomsvurderingsloven, jf. ejendomsvurderingslovens § 5, idet ejendommen i så fald ikke skal vurderes, jf. § 87, stk. 1.

F.eks. skal en erhvervsejendom, der er blevet opført i perioden fra og med den 2. oktober 2017, men var opført inden den 1. oktober 2018, omvurderes pr. 1. oktober 2018, jf. ejendomsvurderingslovens § 87, stk. 2.

Hvis der i perioden efter den seneste vurderingstermin før ejendomsvurderingslovens ikrafttræden (vurderingsterminen den 1. oktober 2017), dvs. fra og med den 2. oktober 2017, til og med den 1. oktober 2018 opstår en ejendom, der ikke skal vurderes i lige år, jf. ejendomsvurderingslovens § 5, skal ejendommen altså pr. 1. oktober 2018 vurderes ved en omvurdering efter lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. § 87, stk. 2, jf. stk. 1. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis der i perioden fra og med den 2. oktober 2017 er opført en erhvervsejendom.

Hvis en ejendom, der pr. 1. oktober 2017 var vurderet som andet end en ejerbolig, i perioden fra og med den 2. oktober 2017 til og med den 1. oktober 2018 ændres på en måde, der udgør en omvurderingsgrund, skal ejendommen tilsvarende omvurderes pr. 1. oktober 2018, jf. § 87, stk. 2, jf. stk. 1. Dette gælder, medmindre ejendommen pr. 1. oktober 2018 er blevet en boligejendom, der skal vurderes pr. 1. september 2018 efter ejendomsvurderingslovens § 5.

Hvis ejendommen i perioden fra og med den 2. september 2018 og 1. oktober 2018 er blevet til en ejerbolig, og dermed fremadrettet skal vurderes i lige år efter ejendomsvurderingslovens § 5, skal den omvendt omvurderes pr. 1. oktober 2018.

Dette er begrundet i, at der i så fald er tale om en ejendom, der var vurderet ved ejendomsvurderingslovens ikrafttræden, og for hvilken der således skal betales ejendomsrelaterede skatter af vurderingen.

Hvis en sådan ejendom ikke vurderes pr. 1. oktober 2018, jf. § 87, stk. 1, ved en omvurdering, jf. § 87, stk. 2, vil der mangle en vurdering, der kan danne retvisende grundlag for beskatningen.

Til nr. 24

Efter ejendomsvurderingslovens § 87, stk. 1, 1. pkt., foretages almindelig vurdering pr. 1. oktober 2018 af ejendomme, som på tidspunktet for ejendomsvurderingslovens ikrafttræden den 1. januar 2018 ikke var vurderet som ejerboliger, og som ikke skal vurderes som ejerboliger pr. 1. september 2018 efter ejendomsvurderingslovens § 5.

Det er i lovforslagets § 3, nr. 23, foreslået, at der efter ejendomsvurderingslovens § 87, stk. 1, 1. pkt., indsættes et 2. pkt., hvorefter der ikke skal foretages vurdering pr. 1. oktober 2018 af ejendomme, der ikke var vurderet ved ejendomsvurderingslovens ikrafttræden, hvis de pr. 1. oktober 2018 skal vurderes i lige år, jf. ejendomsvurderingslovens § 5.

Der foretages således ikke vurdering pr. 1. oktober 2018 af ejendomme, som på tidspunktet for ejendomsvurderingslovens ikrafttræden den 1. januar 2018 ikke var vurderet, og som pr. 1. september 2018 eller pr. 1. oktober 2018 var en ejendom, der skal vurderes i lige år, jf. ejendomsvurderingslovens § 5.

Der foretages derimod vurdering pr. 1. oktober 2018 af ejendomme, som på tidspunktet for ejendomsvurderingslovens ikrafttræden den

1. januar 2018 ikke var vurderet, og som ikke pr. 1. september og pr. 1. oktober 2018 skulle vurderes i lige år, jf. ejendomsvurderingslovens § 5.

Der foretages også vurdering pr. 1. oktober 2018 af ejendomme, som på tidspunktet for ejendomsvurderingslovens ikrafttræden den 1. januar 2018 var vurderet som andet end ejerboliger, og som ikke pr. 1. september 2018 skulle vurderes i lige år, jf. ejendomsvurderingslovens § 5.

Hvis der skal foretages vurdering pr. 1. oktober 2018, jf. ejendomsvurderingslovens § 87, stk. 1, 1. og 2. pkt., foretages vurderingen som udgangspunkt i form af videreførelse af den seneste af de i stk. 1 opregnede ansættelser. Det fremgår af stk. 1, 2. pkt., der under henvisning til lovforslagets § 3, nr. 23, bliver 3. pkt.

Det fremgår dog af § 87, stk. 2, at vurdering pr. 1. oktober 2018 foretages ved en omvurdering efter reglerne i lov om vurdering af landets faste ejendomme, hvis betingelserne for omvurdering efter § 3 i lov om vurdering af landets faste ejendomme er opfyldt.

Ejendomsvurderingslovens § 87, stk. 1, skal således uændret, dog i sammenhæng med det 2. pkt., der er foreslået i lovforslagets § 3, nr. 23, regulere, om der skal foretages vurdering pr. 1. oktober 2018. Bestemmelsens 3. pkt., der tidligere var 2. pkt., fastlægger, hvordan en sådan vurdering skal foretages, idet dette udgangspunkt modificeres af § 87, stk. 2, der fastlægger, i hvilke situationer vurderingen i stedet skal foretages ved en omvurdering.

Ejendomsvurderingslovens § 87, stk. 2, skal fortsat ikke være en selvstændig hjemmel til vurdering pr. 1. oktober 2018. Bestemmelsen fastlægger alene, hvornår en vurdering, der skal foretages efter § 87, stk. 1, skal foretages ved en omvurdering, jf. stk. 2.

Omvurdering efter § 87, stk. 2, foretages efter reglerne i lov om vurdering af landets faste ejendomme og betragtes som en almindelig vurdering. Det fremgår af § 87, stk. 2, 2. og 3. pkt.

Det foreslås, at der i § 87, stk. 2, indsættes et 4. pkt., der fastlægger, at der uanset ejendomsvurderingslovens §§ 5 og 6 skal foretages vurdering pr. 1. september 2019 af ejendomme, der pr. 1. oktober 2018 er omvurderet efter § 87, stk. 2, 1. pkt.

Forslaget har til formål at sikre, at ejendomme, der pr. 1. oktober 2018 omvurderes efter reglerne i lov om vurdering af landets faste ejendomme, vurderes efter reglerne i ejendomsvurderingsloven pr. 1. september 2019, således at alle ejendomme efter vurderingen pr. 1. september 2019 har modtaget en afgørelse efter ejendomsvurderingsloven, hvis de skal vurderes.

Forslaget er begrundet i, at det under henvisning til den gældende ordlyd af § 87, stk. 2, ikke er entydigt, at ejendomme, der pr.

1. oktober 2018 er omvurderet efter lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. § 87, stk. 2, 1. pkt., skal vurderes efter reglerne i ejendomsvurderingsloven pr. 1. september 2019.

Det bemærkes i den forbindelse, at almindelig vurdering pr. 1. september 2018 af en ejendom, jf. ejendomsvurderingslovens § 5, forudsætter, at ejendommen pr. 1. september 2018 er en ejendom, der skal vurderes i ulige år, jf. § 5, og at omvurdering efter ejendomsvurderingslovens § 6 forudsætter, at ejendommen i perioden efter den seneste almindelige vurdering har undergået ændringer, der udgør en omvurderingsgrund.

Henset hertil, og til at det af ejendomsvurderingslovens § 87, stk. 2, fremgår, at en omvurdering efter bestemmelsen skal betragtes som en almindelig vurdering, kan der opstå tvivl om, hvorvidt en ejendom, der er omvurderet efter § 87, stk. 2, kan vurderes efter § 6 ved den vurderingstermin, der følger efter omvurderingen. Det er på denne baggrund ikke klart, at der uden den foreslåede tilføjelse til ejendomsvurderingslovens § 87, stk. 2, vil være mulighed for at omvurdere ejendomme i året efter omvurderingen, der foretages efter § 87, stk. 2, når der henses til, at det af § 87, stk. 2, fremgår, at en omvurdering efter bestemmelsen skal betragtes som en almindelig vurdering.

Til nr. 25

Efter ejendomsvurderingslovens § 87, stk. 5, § 88, stk. 5, § 89, stk. 1, og § 89, stk. 2, kan vurderinger og omvurderinger, der er foretaget efter ejendomsvurderingslovens § 87, stk. 1 og 2, henholdsvis ejendomsvurderingslovens § 88, stk. 1 og 2, og vurderinger, der er foretaget efter ejendomsvurderingslovens § 89, stk. 1 og 2, påklages senest tre måneder fra modtagelsen af de særskilte meddelelser af de videreførte vurderinger, der efter bestemmelserne udsendes i forlængelse af den første vurdering efter ejendomsvurderingsloven.

Det foreslås, at ordlyden af § 87, stk. 5 , ændres, så det klart fremgår, at vurderinger og omvurderinger efter ejendomsvurderingslovens § 87, stk. 1 og 2, kan påklages senest tre måneder fra modtagelsen af den særskilte meddelelse af vurderingen eller omvurderingen efter stk. 1 og 2, der udsendes i forlængelse af vurderingen, der foretages pr. 1. september 2019 efter ejendomsvurderingslovens § 5 eller i forbindelse med, at vurderingsstyrelsen træffer afgørelse efter skatteforvaltningslovens § 20 b.

Det foreslås også, at ordlyden af § 88, stk. 5 , ændres, så det klart fremgår, at vurderinger og omvurderinger efter ejendomsvurderingslovens § 88, stk. 1 og 2, kan påklages senest tre måneder fra modtagelsen af den særskilte meddelelse af vurderingen efter stk. 1 og 2, der udsendes i forlængelse af vurderingen, der foretages pr. 1. september 2019 efter ejendomsvurderingslovens § 5 eller i forbindelse med, vurderingsstyrelsen træffer afgørelse efter skatteforvaltningslovens § 20 b.

Det foreslås endvidere, at ordlyden af § 89, stk. 1 , ændres, så det klart fremgår, at almindelige vurderinger, som efter lov om vurdering af landets faste ejendomme er foretaget af ejerboliger pr. 1. oktober 2013, pr. 1. oktober 2015 og pr. 1. oktober 2017, kan påklages senest tre måneder fra modtagelsen af de særskilte meddelelser af disse vurderinger, der udsendes i forlængelse af den første almindelige vurdering af den pågældende ejendom efter ejendomsvurderingslovens § 5 eller i forbindelse med at vurderingsmyndigheden træffer afgørelse efter skatteforvaltningslovens § 20 b.

Det foreslås endelig, at ordlyden af § 89, stk. 2 , ændres, så det klart fremgår, at almindelige vurderinger, som efter lov om vurdering af landets faste ejendomme er foretaget af andre ejendomme pr. 1. oktober 2014 og pr. 1. oktober 2016, kan påklages senest tre måneder fra modtagelsen af de særskilte meddelelser af disse vurderinger, der udsendes i forlængelse af den første almindelige vurdering af den pågældende ejendom efter ejendomsvurderingslovens § 5 eller i forbindelse med, at vurderingsmyndigheden træffer afgørelse efter skatteforvaltningslovens § 20 b.

Forslaget skal ses i lyset af, at det i lovforslagets § 3, nr. 18, er foreslået, at ejendomsvurderingslovens § 67, stk. 3, skal nyaffattes, således at det fastlægges, at hvis oplysninger, som modtages i afgørelsesperioden, jf. skatteforvaltningslovens § 20 b, om en vurdering pr. 1. september 2018 eller pr. 1. september 2019, medfører, at vurderingsmyndigheden skal træffe afgørelse om genoptagelse af vurderingen, jf. skatteforvaltningslovens § 20 b, foretages sammenligningen ikke, før der er truffet afgørelse i genoptagelsessagen.

Efter forslagets § 3, nr. 18, vil der, hvor der skal træffes afgørelse om genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 20 b, først skulle sendes tilbud om tilbagebetaling, når der er truffet afgørelse i genoptagelsessagen.

Det foreslås i konsekvens af den foreslåede ændring af ejendomsvurderingslovens § 67, stk. 3, jf. lovforslagets § 3, nr. 18, at det også i ejendomsvurderingslovens §§ 87-89, tydeligt anføres, at der først vil blive udsendt meddelelse om de videreførte vurderinger, når vurderingsmyndigheden træffer afgørelse efter skatteforvaltningslovens § 20 b.

Det bemærkes i den forbindelse, at meddelelserne om de videreførte vurderinger er en del af grundlaget for tilbud om tilbagebetaling, der bør sendes i sammenhæng med tilbud om tilbagebetaling for at sikre forståelsen for, at tilbagebetalingsordningen er et alternativt til klage over de videreførte vurderinger.

Til nr. 26 og 27

Adgangen til at klage over de almindelige vurderinger, som efter lov om vurdering af landets faste ejendomme er foretaget af ejerboliger pr. 1. oktober 2013, pr. 1. oktober 2015 og pr. 1. oktober 2017, har været udskudt, mens der er udviklet et nyt vurderingssystem.

De nævnte vurderinger kan efter ejendomsvurderingslovens § 89, stk. 1, påklages senest tre måneder fra modtagelsen af de særskilte meddelelser af disse vurderinger, der udsendes i forlængelse af den første almindelige vurdering efter ejendomsvurderingsloven.

Adgangen til at klage over de almindelige vurderinger, som efter lov om vurdering af landets faste ejendomme er foretaget af andre ejendomme pr. 1. oktober 2014 og pr. 1. oktober 2016, har tilsvarende været udskudt og kan efter samme princip påklages senest tre måneder fra modtagelsen af de særskilte meddelelser af disse vurderinger, jf. ejendomsvurderingsloven § 89, stk. 2.

Det er ved fastlæggelsen af gældende regler forudsat, at klager over de videreførte vurderinger skal behandles i en ny klagestruktur, som blev vedtaget med en række ændringer i skatteforvaltningsloven, jf. § 1 i lov nr. 688 af 8. juni 2017 om ændring af skatteforvaltningsloven, lov om kommunal ejendomsskat, ejendomsværdiskatteloven og forskellige andre love, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 212.

Det følger imidlertid af ikrafttrædelsesbestemmelserne i § 22 i den nævnte lov, at den nye klagestruktur og de nye regler for klagebehandling ikke finder anvendelse for klager og anmodninger om genoptagelse, der afgøres før den 1. januar 2019, og at Landsskatteretten færdigbehandler klager, der den 1. januar 2019 er visiteret til Landsskatteretten.

Det foreslås, at det tydeligt fastlægges, at klager over de videreførte vurderinger, hvis de modtages før den 1. januar 2019, tidligst kan indgives til Skatteankestyrelsen den 1. januar 2019, hvor den nye klagestruktur på vurderingsområdet træder i kraft, og i tre måneder fra og med den 1. januar 2019

Forslaget er begrundet i, at ikrafttrædelsesbestemmelserne i lov nr. 688 af 8. juni 2017 om ændring af skatteforvaltningsloven, lov om kommunal ejendomsskat, ejendomsværdiskatteloven og forskellige andre love ikke tager højde for, at der kan udsendes afgørelser om ejendomsvurdering efter ejendomsvurderingsloven og dermed videreførte vurderinger i perioden frem til og med den 31. december 2018. Hvis der sendes afgørelser om ejendomsvurdering og videreførte vurderinger før den 1. januar 2019, vil disse afgørelser imidlertid efter gældende ret kunne påklages, inden de nye klageregler og den nye klagestruktur er trådt i kraft.

Det er derfor nødvendigt at sikre, at klager over de videreførte vurderinger vil skulle behandles efter de nye regler og i den nye klagestruktur.

Det foreslås, at dette sker ved, at der i ejendomsvurderingslovens § 89, stk. 1, indsættes et 2. pkt., hvoraf det fremgår, at hvis de i bestemmelsens 1. pkt. nævnte meddelelser om ejendomsvurdering modtages før den 1. januar 2019, kan de dog tidligst påklages til Skatteankestyrelsen den 1. januar 2019 og i tre måneder fra og med den 1. januar 2019.

Det foreslås samtidig, at der i ejendomsvurderingslovens § 89, stk. 2, indsættes et tilsvarende 2. pkt., hvoraf det fremgår, at hvis de i bestemmelsens 1. pkt. nævnte meddelelser om ejendomsvurdering modtages før den 1. januar 2019, kan de dog tidligst påklages til Skatteankestyrelsen den 1. januar 2019 og i tre måneder fra og med den 1. januar 2019.

Klagefristen vil også med de foreslåede ændringer være tre måneder, uanset om afgørelserne modtages før den 1. januar 2019. I så fald løber klagefristen på tre måneder blot fra og med den 1. januar 2019, i stedet for fra modtagelsen af den særskilte meddelelse af den videreførte vurdering, der klages over.

Ændringen vil alene få betydning for adgangen til at klage over videreførte vurderinger, for hvilke der udsendes særskilt meddelelse før den 1. januar 2019, hvor den nye klagestruktur træder i kraft. Forslaget vurderes derfor ikke at medføre forringelser af ejendomsejernes ret til at klage over de videreførte vurderinger, da klageadgangen blot udskydes, således at klagefristen vil være tre måneder fra den 1. januar 2019, hvis afgørelserne modtages før den nævnte dato.

Forslaget skal ses i sammenhængen med lovforslagets § 13, stk. 9, ved hvilken fristen for at klage over de nye vurderinger og afgørelser om afslag på genoptagelse af disse tilsvarende udskydes til den 1. januar 2019, hvis afgørelse modtages af ejer før den

1. januar 2019.