I lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner, jf. lovbekendtgørelse nr. 798 af 24. juni 2013, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 179 af 1. marts 2016, foretages følgende ændringer:
1. I § 14, stk. 4, 2. pkt., udgår », et beløb svarende til statens andel af finansieringen af tilskuddet efter § 17«.
Det følger af § 14, stk. 4, 2. pkt., at det kommunale bloktilskud inden fordelingen til kommunerne reguleres for en række forhold,
herunder et beløb svarende til statens andel af finansieringen af tilskuddet efter § 17. Med lovforslaget foreslås det, at dette
punkt udgår som en konsekvens af den foreslåede ophævelse af § 17, jf. § 1, nr. 2. Der henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger punkt 2.2.
Til nr. 2
Lovforslaget indebærer en ophævelse af § 17 i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner. § 17 indebærer, at
social- og indenrigsministeren hvert år yder tilskud til kommuner med en høj andel af borgere med sociale problemer.
Tilskudspuljen efter § 17 finansieres dels af et bidrag fra hovedstadskommunerne og dels via det kommunale bloktilskud.
Efter den gældende bestemmelse i § 17 kan kommunerne søge om tilskud med henblik på at styrke kommunernes økonomiske muligheder
for at yde en særlig indsats over for sociale problemer i bestemte dele af kommunen, som har en overrepræsentation af borgere med
sociale problemer. Tilskuddet fordeles af social- og indenrigsministeren på baggrund af kommunernes ansøgninger. I den forbindelse
opgør Social- og Indenrigsministeriet - så vidt tilgængeligheden af statistik gør det muligt - kriterierne for overrepræsentation
af borgere med sociale problemer på sogneniveau og som udgangspunkt for borgere i lejeboliger.
Tilskuddet finansieres dels af et bidrag fra kommunerne i hovedstadsområdet og dels via det kommunale bloktilskud. Social- og
Indenrigsministeriet udmelder hvert år senest den 1. juli tilskuds- og udligningsbeløb for det kommende år til kommunerne. I den
forbindelse reduceres kommunernes bloktilskud med den del, der skal gå til bloktilskudsfinansiering af den sociale
særtilskudspulje. Samtidig udmeldes hovedstadskommunernes bidrag til finansiering af puljen.
Forslaget indebærer, at den sociale særtilskudspulje efter udligningslovens § 17 nedlægges med virkning fra tilskudsåret 2017.
Til nr. 3
I § 24 fastsættes generelle regler om afregning af tilskud og bidrag til den enkelte kommune efter udligningsloven. Det fremgår,
at tilskud fordelt efter ansøgning, herunder tilskud efter § 17, ikke er omfattet af disse regler. Med lovforslaget foreslås det,
at § 17 udgår af denne bestemmelse som en konsekvens af den foreslåede ophævelse af § 17, jf. § 1, nr. 2. Der henvises i øvrigt
til de almindelige bemærkninger punkt 2.2.
Til nr. 4
Lovens § 32 indeholder en bemyndigelse til social- og indenrigsministeren til at fastsætte nærmere regler om tildeling og
afregning af tilskud i henhold til § 17 samt regler for ansøgningsprocedure og tilbagebetaling af uforbrugte tilskud. Det
foreslås, at denne bestemmelse ophæves som en konsekvens af den foreslåede ophævelse af § 17, jf. § 1, nr. 2. Der henvises i
øvrigt til de almindelige bemærkninger punkt 2.2.
Til nr. 5
I § 35, stk. 2, fastsættes, at tilskud og bidrag efter denne lov afregnes sammen med indkomstskat til kommunerne. Det fremgår
videre, at afregning af særtilskud efter §§ 16, 17 og 19 ikke er omfattet af denne bestemmelse. Med lovforslaget foreslås det, at
§ 17 udgår af denne bestemmelse som en konsekvens af den foreslåede ophævelse af § 17, jf. § 1, nr. 2. Der henvises i øvrigt til
de almindelige bemærkninger punkt 2.2.
Med stk. 1
foreslås det, at loven træder i kraft den 1. juli 2016.
Med stk. 2
foreslås det, at loven har virkning fra tilskudsåret 2017. Fra og med 2017 vil der således ikke længere blive fordelt tilskud til
kommunerne efter denne ordning, og Social- og Indenrigsministeriet skal ikke i forbindelse med tilskudsudmeldingen til kommunerne
for 2017 reducere bloktilskuddet med henblik på finansiering af den sociale særtilskudspulje, og der skal heller ikke udmeldes et
finansieringsbidrag for hovedstadskommunerne.