Til nr. 1

I § 1, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er bestemt, at loven også gælder for opkrævning og inddrivelse af udenlandske, færøske og grønlandske skattekrav i skattesager, som ikke er straffesager, samt for inddrivelse af andre krav fra det offentlige, som efter anmodning fra den kompetente myndighed i den pågældende stat, på Færøerne eller i Grønland opkræves eller inddrives her i landet i overensstemmelse med Danmarks forpligtelser efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, en anden international overenskomst eller konvention eller en administrativt indgået aftale om administrativ bistand i skattesager.

Bestemmelsen indebærer, at restanceinddrivelsesmyndigheden til sin inddrivelse af disse krav kan anvende samme inddrivelsesmidler, som vil kunne anvendes ved inddrivelsen af tilsvarende danske krav.

Det foreslås i nr. 1, at der i § 1, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indsættes et 2. pkt., der fastslår, at opkrævningen og inddrivelsen af de i 1. pkt. nævnte krav sker efter de regler, der gælder for opkrævningen og inddrivelsen af de øvrige fordringer omfattet af inddrivelse af gæld til det offentlige, medmindre andet følger af hjemmelsgrundlaget for opkrævningen og inddrivelsen af de i 1. pkt. nævnte krav.

Som følge af den regelforenkling, der er hovedformålet med nærværende lovforslag, foreslås i lovforslagets § 1, nr. 2, at § 1, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige gives en ny affattelse, hvilket indebærer, at den eksisterende bestemmelse i § 1, stk. 3, 2. pkt., hvorefter regler som nævnt i 1. pkt. – dvs. regler i anden lovgivning om udpantningsret, lønindeholdelse, modregning, indtrædelsesret, dækningsrækkefølge, renter, gebyrer og afgifter, eftergivelse og henstand m.v. – desuden finder anvendelse på fordringer som nævnt i § 1, stk. 2, medmindre andet følger af det pågældende retsgrundlag, får en ny affattelse. I den nyaffattede bestemmelse, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, bestemmes, at regler i anden lovgivning om opkrævning af fordringer fortsat finder anvendelse.

Med den i nr. 1 foreslåede ændring præciseres derfor, at opkrævningen og inddrivelsen af de i § 1, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige omfattede udenlandske fordringer skal ske efter de regler, der gælder for opkrævningen og inddrivelsen af de øvrige fordringer omfattet af inddrivelse af gæld til det offentlige, medmindre andet følger af hjemmelsgrundlaget for opkrævningen og inddrivelsen af disse udenlandske fordringer.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.1.

Til nr. 2

I § 1, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er bestemt, at reglerne i anden lovgivning om opkrævning og inddrivelse af fordringer som nævnt i § 1, stk. 1, herunder om udpantningsret, lønindeholdelse, modregning, indtrædelsesret, dækningsrækkefølge, renter, gebyrer og afgifter, eftergivelse og henstand m.v., finder anvendelse. I 2. pkt. bestemmes, at regler som nævnt i 1. pkt. desuden finder anvendelse på fordringer som nævnt i § 1, stk. 2, medmindre andet følger af det pågældende retlige hjemmelsgrundlag. Reglen i § 1, stk. 3, 1. pkt., kan føres tilbage til § 1, stk. 2, i lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer, som trådte i kraft den 1. november 2005. Reglerne i §§ 1-4 i lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer blev ophævet med virkning fra den 1. januar 2009, jf. § 112, nr. 1, i lov nr. 1336 af 19. december 2008 (Konsekvensændringer som følge af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige), som følge af at bestemmelserne skulle videreføres i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Henvisningen til regler i anden lovgivning om udpantning, lønindeholdelse, eftergivelse og henstand har dog siden den 1. januar 2009 ikke haft nogen relevans, fordi man med lov om inddrivelse af gæld til det offentlige ønskede at harmonisere disse regler, således at de blev samlet i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, der netop trådte i kraft denne dato.

Efter at §§ 4-7 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. lov nr. 1333 af 19. december 2008, trådte i kraft den 1. august 2013, forsvandt samtidig behovet for i anden lovgivning at søge afklaret, hvilken dækningsrækkefølge der skal anvendes, når restanceinddrivelsesmyndigheden skal fordele de beløb, der er inddrevet, på de fordringer, som den pågældende inddrivelsesindsats omfattede, samt behovet for at kunne opkræve renter og gebyrer med hjemmel i anden lovgivning. Med bestemmelsen i § 5 findes således regler om inddrivelsesrenten, der påløber fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, mens § 6 indeholder en bestemmelse om gebyrer.

Det foreslås i nr. 2, at § 1, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige nyaffattes, så det af bestemmelsen alene vil fremgå, at regler i anden lovgivning om opkrævning af fordringer fortsat finder anvendelse. Med ændringen opnås den forenkling, at reglerne i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige ikke skal vige for regler om inddrivelse i anden lovgivning.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2.

Til nr. 3

Efter gældende ret er hovedreglen, at fordringer overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, når betalingsfristen er overskredet, og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gennemført, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Der er dog efter § 2, stk. 3, 4. pkt., adgang til tidligere overdragelse, men alene såfremt forholdene i særlig grad taler for det. Undtagelsen er baseret på hensynet til skyldner, idet en skyldner, der har en afdragsordning med f.eks. en kommune og samtidig har gæld under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, kan være interesseret i en samlet afviklingsordning, der både omfatter den gæld, som er under opkrævning hos kommunen, og den gæld, som er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Der kan i disse tilfælde overdrages fordringer, som ikke er inddrivelsesparate.

Det foreslås i nr. 3 at ophæve denne adgang til at overdrage ikke-inddrivelsesparate fordringer til restanceinddrivelsesmyndigheden, idet adgangen bidrager til kompleksitet i det it-system, som fremadrettet skal understøtte inddrivelsen af gæld til det offentlige.

Fordringer, som ikke er inddrivelsesparate, kan alene omfattes af en afdragsordning, hvorimod fordringer, som er inddrivelsesparate, i udgangspunktet fremadrettet vil kunne udsættes for alle inddrivelsesskridt, jf. de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.1.

Skyldner kan når som helst anmode restanceinddrivelsesmyndigheden om en betalingsevnevurdering efter kapitel 6 i bekendtgørelse nr. 1513 af 13. december 2013 om inddrivelse af gæld til det offentlige. Herved kan der ved fastsættelse af den maksimale indeholdelsesprocent i forbindelse med betalingsevnevurdering tages højde for eventuel gæld til kommunen. Skyldners interesse vil dermed fortsat kunne varetages. I bekendtgørelsens § 13, stk. 2, er bestemt, at det månedlige afdrag til betaling af gælden udgøres af skyldnerens og dennes ægtefælles månedlige nettoindkomst med fradrag af en række specifikke udgifter. De udgifter, som kan fradrages, omfatter bl.a. efter § 13, stk. 2, nr. 7, et rådighedsbeløb, jf. § 21, og efter § 13, stk. 2, nr. 9, ydelser på anden gæld, jf. § 23. Bestemmelsen i § 23 fastslår, at bl.a. ydelser på studiegæld, tilbagebetalingspligtige sociale ydelser og ydelser, der betales på afdragsordninger omfattet af § 2, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og afdragsordninger omfattet af § 5, eller som inddrives ved lønindeholdelse efter § 8, kan fradrages. Afdragsordninger efter § 2, stk. 3, er afdragsordninger, som fordringshaver – f.eks. en kommune – har fastsat.

De gældende regler om adgangen til at overdrage ikke-inddrivelsesparate fordringer til restanceinddrivelsesmyndigheden medfører kompleksitet i it-systemet, idet de nævnte fordringer ikke er inddrivelsesparate. De kan derfor alene indgå i en afdragsordning, men kan ikke omfattes af andre inddrivelsesskridt. Den foreslåede ændring vil fjerne denne kompleksitet.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.3.

Til nr. 4

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan efter § 3, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige tillade afdragsvis betaling eller henstand med betalingen. Derudover indeholder kapitel 3 og 4 i bekendtgørelse nr. 1513 af 13. december 2013 om inddrivelse af gæld til det offentlige regler om henholdsvis afdragsordninger og henstand.

For tvangsbøder, der pålægges for at få nogen til at opfylde en forpligtelse over for det offentlige, jf. f.eks. retsplejelovens § 997, stk. 3, 1. pkt., eller opkrævningslovens § 18 a, gælder, at disse ikke kan afvikles gennem indgåelsen af en afdragsordning. For politiets tvangsbøder fremgår dette af § 4, stk. 2, nr. 1, i bødebekendtgørelsen, bekendtgørelse nr. 409 af 9. april 2015. Tvangsbøder antages at bortfalde, når den pågældende forpligtelse er opfyldt, uanset om forpligtelsen først opfyldes efter den fastsatte frist.

Det foreslås i nr. 4, at § 3, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige ændres, således at afdragsvis betaling og henstand dog ikke skal kunne ske, hvis dette følger af bilag 1, der i lovforslagets § 1, nr. 21, foreslås nyaffattet, så fordringstyper, for hvilke de enkelte inddrivelsesmidler ikke skal kunne finde anvendelse, anføres med angivelse af den begrænsning, der skal være gældende.

Det foreslås i § 1, nr. 21, at afdragsordninger ikke skal kunne indgås for tvangsbøder.

Til nr. 5

Med § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er der fastsat en objektiveret dækningsrækkefølge for anvendelsen af beløb, som restanceinddrivelsesmyndigheden inddriver. Kan et beløb, som inddrives hos skyldner, ikke dække alle fordringer, der er modtaget til inddrivelse, dækkes først bøder, dernæst underholdsbidrag omfattet af lov om opkrævning af underholdsbidrag, idet private krav dog dækkes forud for offentlige krav, og endelig andre fordringer under inddrivelse. Denne dækningsrækkefølge følger af stk. 1. Er der ikke dækning til alle fordringer inden for samme kategori, dækkes fordringerne i den rækkefølge, hvori de er modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, idet renter dog dækkes forud for hovedfordringen, jf. stk. 2.

Det såkaldte øremærkningsprincip, der omhandler skyldners adgang til at anvise, hvilken eller hvilke fordringer en betaling skal anvendes på, er med denne dækningsrækkefølgeregel fraveget, da dækningsrækkefølgen netop tager højde for tilfælde, hvor enten skyldner eller fordringshaver har en særlig interesse i, at bestemte fordringer dækkes forud for andre. Hvis et inddrevet beløb alene kan føre til delvis dækning af fordringer inden for samme kategori, dækkes fordringerne efter FIFO-princippet, dvs. at den fordring, der først er modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden, dækkes først. Dog dækkes rente forud for hovedkravet, hvilket i de specielle bemærkninger til § 3 a, jf. lovforslag nr. L 209, Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 6760, begrundes med, at skyldners mulighed for at opnå fradrag for renter kan være betinget af, at renter for tidligere indkomstår er betalt, jf. ligningslovens § 5, stk. 8.

I bemærkningerne til det nævnte lovforslag anføres ligeledes, at dækningsrækkefølgen kun gælder individuelle inddrivelsesskridt mod skyldner, hvorfor udlodninger hidrørende fra en konkurs, gældssanering m.v. ikke vil være omfattet af dækningsrækkefølgen.

Dækningsrækkefølgen anvendes indsatsspecifikt. Herved forstås, at beløb, der inddrives ved afdragsordningen, lønindeholdelsen, udlægget eller erindringsskrivelsen, alene anvendes til dækning af fordringer omfattet af denne indsats.

Ved modregning bestemmes dækningsrækkefølgen af § 7 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Efter stk. 1 dækkes først fordringer under opkrævning, for hvilke den udbetalende myndighed er fordringshaver, i det omfang denne myndighed træffer afgørelse om modregning. Dernæst dækkes de fordringer, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Endelig dækkes andre fordringer under opkrævning. Hvor kun delvis dækning inden for samme kategori er mulig, anvendes dækningsrækkefølgen efter § 4 ved restanceinddrivelsesmyndighedens modregning og en dækning ud fra tidspunktet for indberetning til restanceinddrivelsesmyndighedens fordringsregister, for så vidt angår modregning under opkrævning.

Ved en lønindeholdelse udvælges til afgørelsen om lønindeholdelse de fordringer, der ifølge § 10, stk. 1, jf. bilag 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige kan inddrives på denne måde. De beløb, der herefter modtages fra den indeholdelsespligtige arbejdsgiver, anvendes herefter til en dækning, der følger dækningsrækkefølgen i lovens § 4. Ønskes fordringer, der er modtaget til inddrivelse, efter at afgørelsen om lønindeholdelse blev truffet, også inddrevet ved lønindeholdelse, skal restanceinddrivelsesmyndigheden træffe en ny afgørelse om lønindeholdelse, der også inkluderer denne nye fordring, men denne afgørelse kan træffes, uden at der forinden er givet skyldneren det ellers foreskrevne varsel, jf. § 8, stk. 8, sammenholdt med § 8, stk. 4, 2. pkt., i bekendtgørelse nr. 1513 af 13. december 2013 om inddrivelse af gæld til det offentlige.

For en afdragsordning gælder tilsvarende, at de månedlige afdrag anvendes til dækning af de af afdragsordningen omfattede fordringer, således at dækningen sker efter dækningsrækkefølgen efter § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Ved særskilt lønindeholdelse efter § 4 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige gælder, at beløb, der inddrives efter denne bestemmelse, anvendes til dækning af fordringerne i den rækkefølge, hvori restanceinddrivelsesmyndigheden træffer afgørelse om særskilt lønindeholdelse for kravene, jf. de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.6.1.

En af årsagerne til, at inddrivelsessystemet EFI ikke kunne fungere, var, at systemet skulle tage hensyn til et betydeligt antal indviklede regler på inddrivelsesområdet. Det tilstræbes derfor, at det nye system, som skal it-understøtte den fremtidige inddrivelse af gæld til det offentlige, skal være mindre komplekst end EFI.

For at understøtte denne målsætning foreslås i lovforslagets § 1, nr. 5, en række ændringer i den gældende regel om dækningsrækkefølgen i § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Det foreslås, at det i § 4, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige skal præciseres, at dækningsrækkefølgen tillige anvendes på frivillige betalinger, som ikke i dag omtales i bestemmelsen. Ved en frivillig betaling forstås en betaling, der ikke med sikkerhed kan henføres til en inddrivelsesindsats, som restanceinddrivelsesmyndigheden har iværksat, f.eks. en erindringsskrivelse, en afdragsordning eller en lønindeholdelse. En frivillig betaling vil f.eks. kunne bestå af et ekstraordinært beløb, som skyldner er blevet i stand til at betale ud over de beløb, der månedligt inddrives hos skyldner gennem en afdragsordning eller lønindeholdelse.

En skyldner, der er blevet tilsagt til en udlægsforretning, vil indtil foretagelsen af udlægget kunne betale den fordring, som udlægsforretningen vedrører, jf. herved retsplejelovens § 496, stk. 1, om fogedrettens opfordring til skyldner om frivilligt at betale fordringen. En betaling fra skyldneren under udlægsforretningen til dækning af en fordring omfattet af udlægsforretningen vil ikke være frivillig i relation til den foreslåede udvidelse af ordlyden i § 4, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Det samme gælder, hvis betalingen til dækning af en fordring omfattet af udlægsforretningen er sket efter tilsigelsen, men inden udlægsforretningen. En sådan betaling skal anvendes til dækning af de fordringer, som udlægsforretningen vedrører, i overensstemmelse med dækningsrækkefølgen efter § 4, stk. 1 og 2. En betaling i de nævnte situationer til dækning af en fordring, der ikke er omfattet af tilsigelsen til udlægsforretning, vil på den anden side skulle opfattes som en frivillig betaling.

Ønsker skyldner i forbindelse med en frivillig betaling til restanceinddrivelsesmyndigheden en fravigelse af denne dækningsrækkefølge, skal skyldner derfor anmode om en sådan fravigelse i overensstemmelse med hovedreglen om fravigelse af dækningsrækkefølgen, jf. § 4, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, der bliver § 4, stk. 6, i den foreslåede nyaffattelse af § 4.

§ 4 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige vil fortsat ikke skulle anvendes på beløb modtaget i forbindelse med såkaldt universalforfølgning, dvs. konkurs, rekonstruktion, gældssanering m.v. Bestemmelsen anvendes alene på individualforfølgning iværksat af restanceinddrivelsesmyndigheden gennem egentlige afgørelser om inddrivelse (afdragsordninger og lønindeholdelse, herunder særskilt lønindeholdelse), ved foretagelse af udlæg (dog alene § 4, stk. 1 og 2, jf. nedenfor om stk. 3) og udsendelse af erindringsskrivelser, ligesom den anvendes på frivillige betalinger foretaget af skyldner, jf. ovenfor. Ligeledes vil det fortsat være således, at dækningsrækkefølgen efter § 4 anvendes på modregninger, som restanceinddrivelsesmyndigheden gennemfører, således at der til afgørelsen om modregning – modregningserklæringen – udvælges de fordringer, der ifølge § 4 skal dækkes først og beløbsmæssigt kan rummes i udbetalingsbeløbet.

Det foreslås også, at § 4, stk. 1, nr. 2, om placeringen af underholdsbidrag i dækningsrækkefølgen ændres således, at betingelsen om, at bestemmelsen kun omfatter underholdsbidrag, der er omfattet af lov om opkrævning af underholdsbidrag, udgår. Det skyldes, at udenlandske fordringer på underholdsbidrag kan fuldbyrdes i Danmark, selv om de ikke er omfattet af lov om opkrævning af underholdsbidrag. Efter § 1 i lov om Bruxelles I-forordningen gælder bestemmelserne i Rådets Forordning (EF) nr. 4/2009 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt (underholdspligtforordningen) med visse undtagelser her i landet. Forordningen indebærer bl.a., at afgørelser m.v. om underholdsbidrag fra andre EU-medlemsstater kan fuldbyrdes i Danmark. Efter forordningens artikel 41 skal fuldbyrdelsen foregå på samme måde som fuldbyrdelsen (inddrivelsen) af danske bidragsafgørelser. Ved den foreslåede ændring af § 4, stk. 1, nr. 2, bliver alle udenlandske afgørelser om underholdsbidrag, der som nævnt i bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 5, er omfattet af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, også omfattet af den foreslåede bestemmelse i lovens § 4.

Bestemmelsen i § 4, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige foreslås videreført med sin gældende ordlyd.

Det foreslås, at der med § 4, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indsættes en ny bestemmelse, hvorefter beløb, som restanceinddrivelsesmyndigheden modtager i forbindelse med en inddrivelsesindsats – herunder afdragsordning, lønindeholdelse og erindringsskrivelse – anvendes til først at dække de fordringer, der er omfattet af inddrivelsesindsatsen på tidspunktet for restanceinddrivelsesmyndighedens anvendelse af beløbet.

Det vil være tilstrækkeligt til at anse fordringen for omfattet af en afgørelse om en inddrivelsesindsats, at restanceinddrivelsesmyndigheden på anvendelsesdagen har truffet og afsendt en afgørelse, der rummer fordringen.

Dernæst dækkes ifølge den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 3, øvrige fordringer, der er under inddrivelse og vil kunne inddrives ved en sådan inddrivelsesindsats. Det fremgår af den foreslåede bestemmelse, at denne dækning sker uden afgivelse af modregningsmeddelelse til skyldner, ligesom dækning sker i den dækningsrækkefølge, der anføres i stk. 1 og 2.

Dækningen vil således ske uden nogen inddrivelsesindsats i form af en afgørelse.

Er der efter dækning af fordringer omfattet af en afgørelse om lønindeholdelse et beløb i overskud, vil beløbet ifølge forslaget derfor kunne anvendes til at dække andre fordringer, der er under inddrivelse på anvendelsestidspunktet, idet det dog vil være en betingelse, at disse andre fordringer også vil kunne inddrives ved lønindeholdelse. Er dette ikke muligt, fordi der ved den foreslåede nyaffattelse af bilag 1 til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. lovforslagets § 1, nr. 21, for fordringstypen er gjort en undtagelse i forhold til muligheden for lønindeholdelse, vil den pågældende fordring ikke kunne dækkes efter den foreslåede bestemmelse. For beløb, der modtages ved særskilt lønindeholdelse, vil det efter dækningen af de fordringer, der er omfattet af afgørelsen om særskilt lønindeholdelse, tilsvarende alene være muligt at dække andre fordringer, for hvilke der vil kunne ske inddrivelse ved særskilt lønindeholdelse, dvs. biblioteksgebyrer, visse kontrolafgifter m.v.

Den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indebærer, at stk. 1 og 2 først anvendes på den primære dækning af fordringer, der senest på anvendelsestidspunktet, jf. nedenfor om § 4, stk. 4, er blevet en del af den inddrivelsesindsats, som det beløb, der skal anvendes til dækning, stammer fra. Er der herefter et beløb i overskud, anvendes stk. 1 og 2 på dækningen af øvrige fordringer under inddrivelse, forudsat at disse fordringer ville kunne have været omfattet af inddrivelsesindsatsen.

Af den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige fremgår endelig, at beløb, der modtages som følge af udlæg, ikke omfattes af stk. 3.

Beløb, der modtages som følge af udpantning (udlæg), vil fortsat alene anvendes til at dække de fordringer, som er omfattet af udlægget. Dette er bl.a. en følge af retsplejelovens § 507.

I en ny bestemmelse – § 4, stk. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige – foreslås, at fastlæggelsen af dækningsrækkefølgen efter § 4, stk. 1-3, sker på det tidspunkt, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden anvender det beløb, der er inddrevet fra skyldner eller modtaget ved frivillig betaling fra denne, til dækning af fordringer under inddrivelse hos skyldneren.

Det foreslås, at det af bestemmelsen tillige skal fremgå, at dækningen af disse fordringer sker med virkning fra betalingstidspunktet.

Der tænkes med dette virkningstidspunkt på det tidspunkt, hvor skyldner har mistet sin rådighed over beløbet. Hvis en skyldner foretager en indbetaling til restanceinddrivelsesmyndigheden via en bank eller et posthus, eller hvis indbetalingen sker ved en overførsel fra skyldners konto til restanceinddrivelsesmyndigheden, vil dette tidspunkt efter formueretlige regler være betalingstidspunktet, selv om beløbet først er til rådighed for restanceinddrivelsesmyndigheden et par dage senere. Med den foreslåede regel sikres, at det ikke rentemæssigt kommer skyldner til skade, at beløbet først er modtaget nogle dage senere.

Efter gældende regler kan et overskydende beløb opstået som følge af nedskrivning på en fordring under inddrivelse, hvor der allerede er gennemført dækning, eller som følge af en indbetaling med virkning fra skyldners betalingstidspunkt kun anvendes til dækning af fordringer, der på tidspunktet for den oprindelige dækning var omfattet af den inddrivelsesindsats, som resulterede i dækningen. Dette følger af de gældende regler om dækningsrækkefølge i § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Stammer det overskydende beløb fra nedskrivning af en fordring, der var dækket af en frivillig indbetaling til restanceinddrivelsesmyndigheden, kan det overskydende beløb anvendes til dækning af alle skyldnerens fordringer under inddrivelse.

Med bestemmelsen i § 4, stk. 5, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige foreslås, at overskydende beløb, der opstår i forbindelse med inddrivelsen, herunder ved nedskrivning eller tilbagekaldelse af en allerede helt eller delvist dækket fordring, anvendes til dækning af fordringer under inddrivelse hos skyldneren. Det foreslås, at dækningen ved anvendelse af et sådant overskydende beløb skal ske i henhold til § 4, stk. 1-4, og uden afgivelse af modregningsmeddelelse til skyldner.

Det betyder, at der først sker dækning – ud fra dækningsrækkefølgen i § 4, stk. 1 og 2 – af fordringer, der på anvendelsestidspunktet – jf. ovenfor om stk. 4, der som følge af henvisningen i § 4, stk. 5, til stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse – er omfattet af den inddrivelsesindsats, som det overskydende beløb kan føres tilbage til, og et herefter resterende beløb anvendes til dækning af andre fordringer under inddrivelse, forudsat at disse vil kunne inddrives med samme type inddrivelsesindsats, jf. ovenfor om den foreslåede regel i § 4, stk. 3, der også finder anvendelse. Dækningen af sådanne øvrige fordringer, der endnu ikke er blevet tilknyttet inddrivelsesindsatsen, f.eks. en afdragsordning eller lønindeholdelse, vil derfor ikke kræve en modregning.

Endelig foreslås i bestemmelsen i § 4, stk. 5, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at det overskydende beløb skal være inklusive de renter, der er tilskrevet fordringen, hvis fordringen var rentebærende. Det fremgår også af den foreslåede bestemmelse, at skyldner ikke har krav mod restanceinddrivelsesmyndigheden i form af rentekompensation som følge af anvendelsen af det overskydende beløb, jf. bestemmelsens 1. pkt.

Anvendelsen af overskydende beløb efter bestemmelsen i § 4, stk. 5, vil eksempelvis ikke udløse krav på rente til skyldner, hvis det overskydende beløb vedrører en fordring, der under inddrivelsen blev forrentet med en lavere rentesats end en fordring, der ville være blevet dækket helt eller delvist, hvis der var sket en korrekt dækning.

Efter § 4, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige kan restanceinddrivelsesmyndigheden uanset stk. 1 og 2 efter anmodning fra skyldner tillade, at beløb, der inddrives fra skyldner, går til dækning af bestemte fordringer. Tilladelse kan f.eks. gives, for at skyldner kan afvikle krav, der er særligt byrdefulde, f.eks. spiritusafgift, hvis manglende betaling af et sådant krav vil kunne føre til en fratagelse af bevilling til salg af spiritus.

Den eksisterende bestemmelse i § 4, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige foreslås videreført som § 4, stk. 6, idet bestemmelsen samtidig udvides med en henvisning til den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 3, jf. ovenfor.

Endelig har skatteministeren i § 4, stk. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige en bemyndigelse til at fastsætte regler om gennemførelsen af reglerne i stk. 1 og 2. Bemyndigelsen kan ifølge de specielle bemærkninger til § 3 a i lovforslag nr. L 209, Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 6761, anvendes til at fastlægge regler for dækningsrækkefølgen i tilfælde, hvor reglerne fører til, at to eller flere fordringer sidestilles, herunder tidspunktet for modtagelsen af fordringer hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

Bestemmelsen i § 4, stk. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige foreslås videreført som § 4, stk. 7, idet bestemmelsen dog foreslås givet en ny affattelse, så det af bestemmelsen tillige fremgår, at der kan fastsættes regler om gennemførelsen af de regler, der foreslås med de nye bestemmelser i stk. 3-6. Med nyaffattelsen skabes der derfor mulighed for, at skatteministeren kan fastsætte regler om anvendelsen af overskydende beløb (stk. 3 og 5), om dækningen i henhold til dækningsrækkefølgen på anvendelsestidspunktet og med virkning fra betalingstidspunktet (stk. 4) og om fravigelse af dækningsrækkefølgen efter anmodning fra skyldner (stk. 6).

Om bestemmelsen i den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige om tidspunktet for fastlæggelsen af dækningsrækkefølgen bemærkes, at fordringer først vil blive placeret i restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelsessystem, inden de senere registreres i inddrivelsessystemet. Det er tanken, at der i bekendtgørelsen om inddrivelse af gæld til det offentlige skal indsættes bestemmelser, der vil fastslå, at en fordrings placering i dækningsrækkefølgen efter stk. 1 og 2 afhænger af tidspunktet for fordringens modtagelse i modtagelsessystemet, men at en dækning først vil kunne ske, efter at fordringen er registreret i inddrivelsessystemet.

En fordring kan blive tilbagekaldt af fordringshaver efter bestemmelserne i § 2, stk. 7 og 8, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige om henholdsvis tilbagekaldelse med henblik på at tillade afdragsvis betaling eller henstand (stk. 7) eller gennemføre modregning (stk. 8). Derudover kan restanceinddrivelsesmyndigheden returnere en fordring til fordringshaver i medfør af samme lovs § 2, stk. 2, 4. pkt., hvis fordringshaver ikke søger skyldners indsigelser om fordringens eksistens eller størrelse afklaret inden rimelig tid. I sådanne tilfælde medsendes de inddrivelsesrenter, der efter lovens § 5, stk. 1, er påløbet fordringen fra den 1. i måneden efter modtagelsen af fordringen. Hvis en tilbagekaldt eller returneret fordring atter overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden inklusive inddrivelsesrenterne, opstår spørgsmålet om dækningen af sådanne genindsendte inddrivelsesrenter i forhold til de opkrævningsrenter, som fordringshaver selv har beregnet, og de inddrivelsesrenter, der beregnes, efter at fordringen på ny er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden.

Det er tanken, at skatteministeren fastsætter regler, der fastlægger dækningsrækkefølgen for disse renter. Det er også tanken, at reglerne skal omfatte opkrævningsrenter, der er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, efter at hovedkravet er blevet dækket. Det er forestillingen, at der vil blive fastsat regler, hvorefter sådanne opkrævningsrenter dækkes inden andre hovedfordringer, der forinden – dvs. inden overdragelsen af opkrævningsrenterne – er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden.

Det foreslås også, at skatteministerens bemyndigelse skal omfatte en adgang til at fastsætte regler om dækningsrækkefølgen for opskrivningsfordringer, der overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, fordi den tidligere overdragne fordring på den måde af fordringshaver opskrives til sit korrekte beløb, som ikke fremgik ved den oprindelige overdragelse.

Endelig foreslås, at det i bemyndigelsesbestemmelsen i § 4 præciseres, at der kan fastsættes regler for dækningsrækkefølgen i tilfælde, hvor der sker samtidig overdragelse af fordringer til restanceinddrivelsesmyndigheden. Bestemmelsen indeholder allerede en sådan adgang, jf. de specielle bemærkninger til § 3 a i lovforslag nr. L 209, Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 6761.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.4.

Til nr. 6

Bestemmelsen i § 4 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige bestemmer, at der uanset reglen i § 4, stk. 1, om dækningsrækkefølgen for beløb, der inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, kan ske særskilt lønindeholdelse af beløb til dækning af biblioteksgebyrer med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger, kontrolafgifter med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger for overtrædelse af bestemmelser i færdselsloven, lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jernbaneloven og lov om trafikselskaber samt af beløb til dækning af medielicens og radiolicens med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger efter lov om radio- og fjernsynsvirksomhed. Skatteministeren er i 2. pkt. bemyndiget til at fastsætte nærmere regler for denne lønindeholdelse, hvilket er sket med § 9 i bekendtgørelse nr. 1513 af 13. december 2013 om inddrivelse af gæld til det offentlige. I 3. pkt. bestemmes, at fordringer efter 1. pkt. dækkes i den rækkefølge, i hvilken restanceinddrivelsesmyndigheden træffer bestemmelse om lønindeholdelse for kravene.

Af § 9, stk. 2, i den ovenfor nævnte bekendtgørelse følger, at særskilt lønindeholdelse højst må føre til indeholdelse af et månedligt beløb på 400 kr. I § 9, stk. 13, er bestemt, at reglerne i bekendtgørelsens §§ 5, 6, 8 og 12 og kapitel 6 ikke finder anvendelse ved særskilt lønindeholdelse. Ved særskilt lønindeholdelse er der derfor ikke er adgang for skyldneren til at forlange en betalingsevnevurdering efter reglerne i kapitel 6, ligesom de mod almindelig lønindeholdelse beskyttede A-indkomsttyper, der fremgår af bekendtgørelsens § 12, f.eks. kontanthjælp, kan gøres til genstand for særskilt lønindeholdelse.

Den særlige dækningsrækkefølge for beløb, der inddrives ved særskilt lønindeholdelse, afviger fra reglen i § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og indebærer således en undtagelse, der vil skulle kunne håndteres af det it-system, der er under udvikling med henblik på at understøtte restanceinddrivelsesmyndighedens fremtidige restanceinddrivelse.

Med bestemmelsen i nr. 6 foreslås derfor, at § 4 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige ophæves, idet hjemlen til særskilt lønindeholdelse i stedet indsættes som § 10 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. nedenfor om lovforslagets § 1, nr. 15. Det foreslås, at indholdet af § 10 a ændres i forhold til den gældende ordlyd i § 4 a, således at det ikke af § 10 a vil fremgå, at beløb, der inddrives ved særskilt lønindeholdelse, anvendes til dækning af fordringer i overensstemmelse med den rækkefølge, i hvilken restanceinddrivelsesmyndigheden træffer bestemmelse om lønindeholdelse for kravene. I stedet vil dækningsrækkefølgen skulle følge reglen i § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Flytningen til § 10 a skyldes, at reglen efter ændringen ikke længere vil fremstå som en undtagelse fra den almindelige dækningsrækkefølge, men som en undtagelse fra bestemmelsen om almindelig lønindeholdelse i § 10, der er placeret under overskriften »Lønindeholdelse«.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.6.

Til nr. 7

Efter den gældende regel i § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige forrentes fordringer, der overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, med en årlig rente svarende til renten i rentelovens § 5, stk. 1 og 2. Bestemmelsen omfatter alle krav, der inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, dvs. både krav, der overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, og krav, der stiftes af restanceinddrivelsesmyndigheden, såsom rykkergebyrer m.v., jf. § 6 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og § 28 i bekendtgørelse nr. 1513 af 13. december 2013 om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Det foreslås i nr. 7, at § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige ændres, så forrentningen ikke afhænger af, at fordringen er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, men at den er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Dermed præciseres, at bestemmelsen i § 5, stk. 1, finder anvendelse for alle fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, dvs. også restanceinddrivelsesmyndighedens egne inddrivelsesomkostninger, herunder gebyrer, der således forrentes med inddrivelsesrenten, som det også er tilfældet med gebyrer, der er pålagt af fordringshaver under opkrævningen af den fordring, som gebyret vedrører.

Efter bestemmelsens nuværende formulering kan der ud fra en ordlydsfortolkning være tvivl om, hvorvidt der er adgang til at forrente inddrivelsesomkostningerne, da de ikke er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden i overensstemmelse med de regler, der i øvrigt gælder for overdragelsen af de fordringer, der omfattes af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. lovens § 2, stk. 3 og 4. I stedet stiftes de af restanceinddrivelsesmyndigheden, hvorfor en sådan overdragelse ikke giver mening. Med præciseringen udryddes denne tvivl.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.2.1.

Til nr. 8

Det følger af den gældende regel i § 5, stk. 1, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at renten tilskrives fra den 1. i måneden efter modtagelsen af hovedfordringen hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Bestemmelsen har baggrund i, at fordringshaver typisk selv beregner opkrævningsrente for hele den måned, hvor fordringen overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden. Reglen sikrer således en klar snitflade mellem opkrævningsrente og inddrivelsesrente. Inddrivelsesomkostninger bliver i henhold til bestemmelsen i § 5, stk. 1, 2. pkt., forrentet fra den 1. i måneden efter den måned, hvori de er stiftet, dvs. i lighed med øvrige fordringer, der omfattes af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Restanceinddrivelsesmyndigheden har således i sin praksis sidestillet stiftelsestidspunktet for sine inddrivelsesomkostninger med overdragelsestidspunktet for fordringer, der er modtaget til inddrivelse.

Det foreslås i nr. 8, at der i § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indsættes et 3. pkt., der fastslår, at for fordringer, der tilhører restanceinddrivelsesmyndigheden, tilskrives renten fra den 1. i måneden efter den måned, hvori fordringen er stiftet. Dermed præciseres, at fordringer, der tilhører restanceinddrivelsesmyndigheden, dvs. inddrivelsesomkostninger, f.eks. gebyrer, der er stiftet af restanceinddrivelsesmyndigheden, forrentes fra den 1. i måneden efter den måned, hvori fordringen er stiftet.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.2.1.

Til nr. 9

Efter gældende regler forfalder renter af fordringer, der inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, dagligt. Forældelsen regnes efter forældelseslovens § 2, stk. 1, fra det tidligste tidspunkt, på hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, medmindre andet følger af andre bestemmelser. Forældelsesfristen for renter er 3 år. Efter forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4, indtræder forældelse af renter senest 10 år efter begyndelsestidspunktet for forældelsen, jf. forældelseslovens § 2, medmindre fristen forinden er afbrudt.

Efter forældelseslovens § 27, stk. 1, 1. pkt., medregnes til frister efter forældelsesloven den månedsdag, der svarer til den dag, hvorfra fristen regnes. Det vil sige, hvis en fordring med 3-årig forældelse forfalder den sidste dag i en måned, hvor der er 31 dage, vil fordringen være retskraftig den 31. i måneden 3 år senere og være forældet den 1. i den efterfølgende måned.

Efter forældelseslovens § 27, stk. 2, udskydes forældelsesfristen til den førstkommende hverdag, hvis forældelsesfristen udløber i en weekend, på en helligdag, grundlovsdag eller den 24. eller den 31. december.

Det foreslås i nr. 9, at der med § 5 a, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indsættes en ny bestemmelse, hvorefter forældelsesfristen for renter af fordringer, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, regnes fra den første dag i måneden efter den måned, hvori renten er stiftet. Det vil sige, at forældelsen af en rente, som tilskrives for marts måned 2019, regnes fra den 1. april 2019, og fordringen vil således være retskraftig den 1. april 2022 og forældes den 2. april 2022.

Det foreslås endvidere, at der indsættes en ny bestemmelse i § 5 a, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorefter forældelse af renter af fordringer, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, indtræder senest 10 år efter begyndelsestidspunktet i henhold til stk. 1.

Den absolutte forældelsesfrist for renter på 10 år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4, regnes også fra den 1. i måneden efter tilskrivningen af renten. Det vil sige, at forældelsen senest indtræder 10 år efter det foreslåede begyndelsestidspunkt for den selvstændige forældelse af renten. Herved vil en rente for maj måned 2019 senest forældes den 2. juni 2029, medmindre forældelsen forinden afbrydes.

Forældelseslovens § 27, stk. 2, betyder, at der skal foretages programmering af kalenderoplysninger af hensyn til at kunne understøtte udskydelse som følge af weekender, helligdage, grundlovsdag, den 24. og den 31. december, hvilket øger programmeringsopgaven. Da restanceinddrivelsesmyndigheden ikke har et behov for at få udskudt udløbet af forældelsesfristen, hvis fristen udløber på en dag, hvor det ikke er muligt at iværksætte retslige inddrivelsesskridt over for skyldneren, foreslås det, at reglen om udskydelse af forældelsesfristen ikke skal finde anvendelse på fordringer, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Dette indebærer en kortere forældelsesfrist for skyldner.

Det foreslås, at der med § 5 a, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indsættes en ny bestemmelse, hvorefter forældelseslovens § 27, stk. 2, ikke finder anvendelse ved beregning af forældelsesfristen for renter af fordringer, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

Fordringer, hvor forældelsen er reguleret i en EU-retsakt, er ikke omfattet af forslaget.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.5.

Til nr. 10

I § 7 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige reguleres dækningsrækkefølgen for modregning. Efter stk. 1, nr. 1, dækkes først fordringer under opkrævning, for hvilke den udbetalende myndighed er fordringshaver, i det omfang denne myndighed træffer afgørelse om modregning. Dernæst dækkes ifølge stk. 1, nr. 2, de fordringer, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Endelig dækkes efter stk. 1, nr. 3, andre fordringer under opkrævning. Hvor kun delvis dækning inden for samme kategori er mulig, anvendes dækningsrækkefølgen efter § 4 ved restanceinddrivelsesmyndighedens modregning og en dækning ud fra tidspunktet for indberetning til Det Centrale Fordringsregister, for så vidt angår modregning under opkrævning. Efter § 7, stk. 3, kan skatteministeren fastsætte nærmere regler om de forhold, der er nævnt i stk. 1 og 2, herunder om indberetning fra fordringshaverne til Det Centrale Fordringsregister.

Det Centrale Fordringsregister findes ikke længere, men den funktion, som registeret har udøvet – at være en slags opslagstavle for fordringshavere til at tilkendegive et ønske om modregning i statens udbetalinger til deres skyldnere – er videreført af et andet system.

Det foreslås derfor i nr. 10, at bestemmelsen i § 7, stk. 2, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige ændres, så der i stedet for Det Centrale Fordringsregister vil blive henvist til restanceinddrivelsesmyndighedens fordringsregister. Derved gøres henvisningen uafhængig af det for registeret valgte navn, idet registerets funktion i stedet fremhæves i betegnelsen.

Det foreslås, at der i § 7, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, der som følge af den nedenfor i nr. 11 foreslåede regel om indsættelse af et nyt stk. 3 bliver stk. 4, gennemføres den nødvendige konsekvensændring i betegnelsen for systemet.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.3.

Til nr. 11

I forbindelse med udbetaling af sociale ydelser gennemføres der i visse situationer modregning, ved at en kommune retter en direkte henvendelse til Udbetaling Danmark med en anmodning om i det beløb, som Udbetaling Danmark skal udbetale til kommunens skyldner, at fradrage et beløb svarende til den kommunale fordring, der ønskes modregnet. Den omvendte situation, hvor Udbetaling Danmark anmoder kommunen om at fradrage et beløb til dækning af Udbetaling Danmarks krav, forekommer også. Denne praksis blev hjemlet i forbindelse med Udbetaling Danmarks overtagelse af en række udbetalingsopgaver fra bl.a. kommunerne fra den 1. oktober 2012, jf. lov nr. 326 af 11. april 2012 (Fordeling af myndighedsansvaret mellem kommunerne og Udbetaling Danmark m.v.), og hænger bl.a. sammen med, at den automatiske modregning via restanceinddrivelsesmyndighedens fordringsregister, jf. om betegnelsen bemærkningerne til nr. 10 ovenfor, ikke kan systemunderstøttes, hvor modregningen forudsætter, at der forinden gennemføres en betalingsevnevurdering af skyldner. Det gælder bl.a. de modregninger, som en kommune kan gennemføre med sine krav på tilbagebetaling af personlige tillæg med tilbagebetalingspligt i fremtidig pension, jf. § 32, stk. 3, i lov om social pension og § 30, stk. 4, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. Det gælder også ved modregning med forfaldne afdrag på beboerindskudslån i fremtidig boligydelse eller boligsikring, jf. § 49, stk. 3, i lov om individuel boligstøtte.

Dækningsrækkefølgen har i praksis været en anden end den, der for modregninger med fordringer omfattet af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige reguleres af § 7 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorefter der først sker dækning af den udbetalende myndigheds egen fordring, dernæst fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden og endelig fordringer under opkrævning, jf. stk. 1. Hvis ikke alle fordringer under inddrivelse kan rummes i udbetalingsbeløbet, vælger restanceinddrivelsesmyndigheden til brug for modregningen fordringerne ud fra den rækkefølge, der er fastsat i § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Er der ikke dækning til alle fordringer under opkrævning, dækkes ud fra tidspunktet for fordringernes registrering i restanceinddrivelsesmyndighedens fordringsregister, således at den først registrerede fordring dækkes først. Ved modregning, der gennemføres efter den nævnte praksis vedrørende sociale udbetalinger, har man anvendt den dækningsrækkefølge, der er beskrevet i lovforslag nr. L 87, der blev fremsat den 9. februar 2012, således at den først stiftede fordring dækkes først, medmindre den udbetalende myndigheds fordring er stiftet senest samtidig med den anden myndigheds fordring. I sådanne tilfælde dækkes først den udbetalende myndigheds fordring.

I lovforslagets § 1, nr. 2, foreslås en ændret affattelse af § 1, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, således at den eksisterende henvisning til bl.a. andre regler om dækningsrækkefølge udgår af bestemmelsen. For at sikre at der ikke rejses tvivl om hjemlen til den beskrevne modregningspraksis vedrørende sociale ydelser, jf. ovenfor, foreslås i nr. 11, at det i et nyt stk. 3, der foreslås indsat i § 7 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, bestemmes, at der ved modregning i sociale ydelser, som en kommune kan gennemføre i en udbetaling fra Udbetaling Danmark, eller som Udbetaling Danmark kan gennemføre i en udbetaling fra en kommune, uden at fordringen er registreret i restanceinddrivelsesmyndighedens fordringsregister, ikke sker anvendelse af stk. 1 og 2, hvis modregningen gennemføres efter fordringshavers anmodning direkte til den udbetalende myndighed om i udbetalingsbeløbet at fradrage et beløb svarende til den skyldige fordring. Ved sådanne modregninger dækkes fordringerne ud fra deres stiftelsestidspunkt, således at den ældste fordring dækkes først, idet en fordring fra den udbetalende myndighed dog dækkes først, hvis den er stiftet senest samme dag som den anden myndigheds fordring.

Der ændres ikke i fordringshavers – her kommunen og Udbetaling Danmark – adgang til at modregne med egne fordringer under opkrævning. I den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 3, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige fastlægges en dækningsrækkefølge, hvor der både er egne og krydsende krav, der går forud for fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Sådanne fordringer under inddrivelse vil i praksis ikke blive modregnet af restanceinddrivelsesmyndigheden, fordi den for de pågældende modregninger nødvendige betalingsevnevurdering af skyldner ikke understøttes af restanceinddrivelsesmyndighedens fordringsregister.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2.

Til nr. 12

I § 8, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige bestemmes, at kommuner og regioner indtræder i retten til udbetalinger fra staten til dækning af deres ikke rettidigt betalte fordringer. Efter § 8, stk. 2, indtræder det offentlige desuden på vegne af en privat bidragsberettiget person i retten til udbetalinger fra det offentlige til dækning af ikke rettidigt betalte private krav på underholdsbidrag. I lovens § 9, stk. 1, fastslås, at en tilladelse til afdragsvis betaling eller henstand med betalingen ikke afskærer det offentliges adgang til at foretage modregning i udbetalinger fra det offentlige, og i § 9, stk. 2, fastslås, at en kommunalt fastsat betalingsaftale ikke afskærer kommunen fra at indtræde i retten til udbetalinger fra staten, jf. § 8.

Indtrædelsesretten er udtryk for en modregning, der ikke ville have været mulig efter de almindelige modregningsbetingelser, men som er gjort mulig, fordi den gensidighedsbetingelse, der kræves opfyldt efter de almindelige betingelser, dvs. at A har et krav mod B, der tilsvarende har et krav mod A, er fraveget ved lov. § 8 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige har således alene til formål at fastslå, at den modregningsmæssige gensidighedsbetingelse ikke skal være opfyldt, når der modregnes med fordringer tilhørende en region eller en kommune eller med private underholdsbidrag. Derimod skal de øvrige modregningsbetingelser – krav om afviklingsmodenhed, udjævnelighed m.v. – fortsat være opfyldt, for at modregning kan ske.

Kommunalt ejede forsyningsvirksomheders fordringer omfattes af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. bl.a. lovens § 2, stk. 5 og 6, og SKATs styresignal SKM2010. 86. SKAT. Retten i Viborg har i sin dom gengivet i SKM2015. 55. BR lagt til grund, at også kommunalt ejede forsyningsvirksomheder er omfattet af indtrædelsesretten.

Højesteret har i sin dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1955, side 13, afgjort, at staten i modregningsretlig henseende anses som en enhed, hvorfor gensidighedsbetingelsen er opfyldt, hvis en statslig institution m.v. skal udbetale et beløb til en person, mod hvem en anden statslig institution m.v. har en forfalden fordring. I flere tilfælde har det dog givet anledning til tvivl, om bl.a. visse selvejende institutioner skal anses som en del af staten. I en dom offentliggjort i SKM2014. 160. ØLR fandt Østre Landsret således, at et universitet i relation til et spørgsmål om registreringsafgiftspligt vedrørende et af universitetet ejet motorkøretøj skulle anses som en statslig institution, selv om universiteter ved universitetsloven fra 2003 overgik til at være selvejende institutioner, der ikke længere skulle optræde i statsregnskabet, ligesom formuen skulle være adskilt fra statens formue i øvrigt.

I nr. 12 foreslås derfor, at § 8, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige nyaffattes, så det af bestemmelsen fremgår, at for forfaldne fordringer omfattet af denne lov indtræder fordringshaveren i retten til udbetalinger fra staten for et beløb, der svarer til den skyldige betaling.

Nyaffattelsen vil indebære, at forfaldne fordringer kan modregnes efter bestemmelsen, hvorimod den eksisterende bestemmelse efter sin ordlyd forudsætter, at fordringen ikke er rettidigt betalt. Imidlertid kræves efter de almindelige modregningsbetingelser alene, at modfordringen er forfalden til betaling, hvorfor modregning kan gennemføres på sidste dag, hvor betaling stadig vil være rettidig. Modregning forudsætter ikke, at betalingsfristen er overskredet. Ændringen vil indebære, at modregning – indtrædelse – kan ske én dag tidligere end efter den eksisterende ordlyd, der på dette punkt ikke helt er i overensstemmelse med de almindelige modregningsbetingelser.

Med nyaffattelsen af § 8, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige vil der således ikke kunne opstå tvivl om indtrædelsesrettens rækkevidde, idet det for samtlige fordringer, der omfattes af anvendelsesområdet for lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, ikke vil hindre modregning i udbetalinger fra staten, at fordringshaver ikke er statslig.

Som konsekvens af den ændrede ordlyd i stk. 1 foreslås, at også § 8, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige nyaffattes, så det bestemmes, at for forfaldne private fordringer på underholdsbidrag med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger omfattet af denne lov indtræder det offentlige på vegne af den bidragsberettigede i retten til udbetalinger fra det offentlige for et beløb, der svarer til den skyldige betaling.

Dermed fastslås, at det vil være tilstrækkeligt til at kunne indtræde i retten til udbetalinger fra det offentlige, at fordringen er forfalden til betaling. Ifølge den eksisterende ordlyd forudsætter indtrædelsesretten, at fordringen ikke er betalt rettidigt.

Med den foreslåede præcisering vil der ikke længere være behov for henvisningen til § 8 i bestemmelsen i § 31 i lov om Udbetaling Danmark, ifølge hvilken bestemmelse §§ 8 og 9 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige finder anvendelse for Udbetaling Danmark. Henvisningen til § 8 foreslås derfor fjernet som overflødig, jf. lovforslagets § 9.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.2.2.

Til nr. 13

Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige gælder for opkrævning og inddrivelse af fordringer med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger, der opkræves eller inddrives af det offentlige, jf. § 1, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Efter § 1, stk. 1, 2. pkt., kan skatteministeren fastsætte regler om, at loven desuden finder anvendelse på fordringer, der er fastsat ved lov eller i henhold til lov. Det er sket i § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1513 af 13. december 2013 om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvor det anføres, at loven bl.a. finder anvendelse på private og udenlandske fordringer på underholdsbidrag, tilbagebetalingskrav fra A-kasser, fordringer på kontrolafgifter fra trafikselskaber, fordringer på gebyrer fra private klagenævn og krav fra Landsbyggefonden og Byggeskadefonden på pligtige indbetalinger og bidrag efter lov om almene boliger m.v. og lov om friplejeboliger, krav fra Byggeskadefonden vedrørende bygningsfornyelse på ekstraordinære bidrag efter lov om byfornyelse og udvikling af byer, krav fra Grundejernes Investeringsfond på pligtige indbetalinger efter lov om midlertidig regulering af boligforholdene, krav fra administrator på indbetalinger fra ejeren efter lov om tvungen administration af udlejningsejendomme, krav på licens og kontrolafgift fra Danmarks Radio og krav fra godkendte undervisningsinstitutioner samt krav vedrørende bilsyn. Endelig bestemmes i § 1, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at loven også finder anvendelse på opkrævning og inddrivelse af udenlandske, færøske og grønlandske skattekrav i skattesager, som ikke er straffesager, samt på inddrivelse af andre krav fra det offentlige, som efter anmodning fra den kompetente myndighed i den pågældende stat, på Færøerne eller i Grønland opkræves eller inddrives her i landet i overensstemmelse med Danmarks forpligtelser efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, en anden international overenskomst eller konvention eller en administrativt indgået aftale om administrativ bistand i skattesager.

Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indeholder i bilag 1 en oplistning af en række fordringstyper, for hvilke restanceinddrivelsesmyndigheden har mulighed for at anvende lønindeholdelse, jf. lovens § 10, eller udpantning (dvs. udlæg foretaget af restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder), jf. lovens § 11, i sit inddrivelsesarbejde. Fordringstyperne er oplistet i bilag 1, nr. 1-35, og flere af bestemmelserne er affattet med brede formuleringer med en beskrivelse af de omfattede fordringstypers karakteristika. Det kræver i princippet, at man for hver enkelt fordringstype må vurdere, om den svarer til beskrivelsen af fordringstyperne i bilag 1.

Civilretlige fordringer er som udgangspunkt ikke omfattet af bilag 1, fordi de kendetegnes ved, at en uenighed mellem fordringshaver og skyldner om fordringens berettigelse typisk vil være et domstolsanliggende, da det administrative klagesystem ikke giver mulighed for at få en afklaring. Blandt de civilretlige fordringer kan nævnes krav, der skyldes misligholdelse af en kontrakt, krav på erstatning for ødelæggelse af offentlig ejendom samt visse tilbagesøgningskrav, der skyldes en betaling i vildfarelse.

I øvrigt gælder, at indsigelsen om fordringens eksistens eller størrelse skal afklares af fordringshaver, jf. § 2, stk. 2, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, medmindre der er tale om en indsigelse om, at fordringen er ophørt helt eller delvist som følge af restanceinddrivelsesmyndighedens administration, jf. § 17, stk. 1, 1. pkt., hvorefter Skatteankestyrelsen behandler indsigelsen, eller en indsigelse over for berettigelsen af en kontrolafgift for overtrædelse af bestemmelserne i færdselsloven, lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jernbaneloven og lov om trafikselskaber, i hvilket tilfælde fogedretten skal behandle indsigelsen, jf. § 18, stk. 1.

I § 10, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er bestemt, at fordringer som nævnt i bilag 1 til loven med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger kan inddrives ved lønindeholdelse. I stk. 2 er bestemt, at hvis skyldner ikke inden det tidspunkt, hvor udlæg kan begæres, har betalt fordringen, kan restanceinddrivelsesmyndigheden træffe afgørelse om, at der skal ske indeholdelse i skyldnerens beregnede eller godskrevne A-indkomst af et beløb, der anvendes til dækning af fordringen med påløbne renter, gebyrer, tillæg og andre omkostninger. Der kan dog ikke ske indeholdelse i indkomst, som er valgt beskattet efter kildeskattelovens § 48 E om den såkaldte forskerbeskatning. Efter stk. 3 kan indeholdelse efter stk. 1 ske, selv om udbetalingen eller godskrivningen af A-indkomst også er genstand for indeholdelse af skat efter kildeskattelovens §§ 46 og 49. Indeholdelsen sker med indeholdelsesprocenten af den beregnede eller godskrevne A-indkomst og meddeles til SKAT, der anvender den i indeholdelsesprocenten efter kildeskattelovens § 48, stk. 4. Der skal ved afgørelse om lønindeholdelse overlades skyldneren det nødvendige til eget og familiens underhold, og skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om betalingsevnevurdering, herunder rådighedsbeløb, til fastsættelse af den del af A-indkomsten, der maksimalt kan indeholdes, ligesom skatteministeren også er bemyndiget til at fastsætte regler om, at visse ydelser er fritaget for lønindeholdelse. Ved fastsættelsen af indeholdelsesprocenten kan den samlede indeholdelsesprocent efter kildeskattelovens § 48, stk. 4, ikke overstige 100.

Regler om betalingsevnevurdering er fastsat i kapitel 6 i bekendtgørelse nr. 1513 af 13. december 2013 om inddrivelse af gæld til det offentlige, mens bekendtgørelsens § 12 undtager en række ydelser, bl.a. kontanthjælp, fra adgangen til lønindeholdelse.

I nr. 13 foreslås en ændring af § 10, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, således at fordringer omfattet af denne lov med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger kan inddrives ved lønindeholdelse, medmindre andet følger af bilag 1, der foreslås nyaffattet, jf. lovforslagets § 1, nr. 21. Som det fremgår af de specielle bemærkninger til § 1, nr. 21, foreslås, at der for civilretlige fordringstyper som udgangspunkt ikke skal kunne foretages lønindeholdelse, men at der herfra skal gøres enkelte undtagelser.

Derved opnås en forenkling af regelgrundlaget for, hvilke fordringer der kan inddrives ved lønindeholdelse, idet alle fordringer omfattet af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige vil kunne inddrives ved lønindeholdelse, medmindre der for fordringstypen er gjort en undtagelse i bilag 1.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.1.

Til nr. 14

I bestemmelsen i § 10, stk. 6, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige anføres, at reglerne i kildeskattelovens §§ 43-46, 48, 48 A, 49, 51, 56, 57, 68-70, 72 og 73 A i afsnit VIII, i §§ 83-86 og i opkrævningsloven om indeholdelse, opkrævning, betaling, rente, gebyrer, kontrol, inddrivelse og straf m.v. vedrørende indeholdelse af A-skat finder tilsvarende anvendelse for beløb, der er indeholdt eller opkrævet i henhold til bestemmelserne i denne paragraf, dvs. § 10 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Bestemmelserne i kildeskattelovens §§ 68-70, 72 og 73 A befinder sig i lovens afsnit VII om bl.a. hæftelsesbestemmelser, men formålet med henvisningen til afsnit VIII er at inkludere alle bestemmelser i afsnit VIII, der indeholder strafbestemmelser m.v.

Med forslaget i nr. 14 foreslås det manglende komma mellem »73 A« og »afsnit VIII« indsat, ligesom henvisningen til § 72 udgår som en konsekvens af den i lovforslagets § 4, nr. 2, foreslåede ophævelse af denne bestemmelse.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.3.

Til nr. 15

Bestemmelsen i § 4 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige bestemmer, at der uanset reglen i § 4, stk. 1, om dækningsrækkefølgen for beløb, der inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, kan ske særskilt lønindeholdelse af beløb til dækning af biblioteksgebyrer med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger, kontrolafgifter med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger for overtrædelse af bestemmelser i færdselsloven, lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jernbaneloven og lov om trafikselskaber samt af beløb til dækning af medielicens og radiolicens med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger efter lov om radio- og fjernsynsvirksomhed. Skatteministeren er i 2. pkt. bemyndiget til at fastsætte nærmere regler for denne lønindeholdelse, hvilket er sket med § 9 i bekendtgørelse nr. 1513 af 13. december 2013 om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. nedenfor. I 3. pkt. bestemmes, at fordringer efter 1. pkt. dækkes i den rækkefølge, i hvilken restanceinddrivelsesmyndigheden træffer bestemmelse om lønindeholdelse for kravene.

Særskilt lønindeholdelse er en særlig form for lønindeholdelse, der supplerer den almindelige lønindeholdelse efter § 10 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Særskilt lønindeholdelse kan gennemføres, selv om der også foretages almindelig lønindeholdelse i forhold til skyldneren.

Med lovforslagets § 1, nr. 6, foreslås bestemmelsen i § 4 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige ophævet, idet det med lovforslagets § 1, nr. 15, foreslås, at hjemlen til særskilt lønindeholdelse i stedet indsættes som en ny bestemmelse i § 10 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, og at bestemmelsens indhold ændres, således at den særlige dækningsrækkefølge for anvendelsen af de indeholdte beløb – dækning ud fra tidspunktet for restanceinddrivelsesmyndighedens bestemmelse om lønindeholdelse for kravene – ikke længere vil skulle anvendes. I stedet vil dækningsrækkefølgen efter § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige også skulle anvendes på beløb, der inddrives ved særskilt lønindeholdelse, dvs. at de først modtagne fordringer dækkes først, hvis der ikke er dækning til alle fordringer omfattet af en afgørelse om særskilt lønindeholdelse (FIFO-princippet).

Hjemlen til særskilt lønindeholdelse vil efter ændringen fremstå som en undtagelse til reglen i § 10 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige om almindelig lønindeholdelse, der er anført under overskriften »Lønindeholdelse«.

Den gældende bemyndigelse i § 4 a, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige for skatteministeren til at fastsætte nærmere regler for særskilt lønindeholdelse er udnyttet til fastsættelse af reglerne i § 9 i bekendtgørelse nr. 1513 af 13. december 2013 om inddrivelse af gæld til det offentlige. Af § 9, stk. 2, i den ovenfor nævnte bekendtgørelse følger, at særskilt lønindeholdelse højst må føre til indeholdelse af et månedligt beløb på 400 kr. I § 9, stk. 13, er bestemt, at reglerne i bekendtgørelsens § 5, § 6, § 8, § 12 og kapitel 6 ikke finder anvendelse ved særskilt lønindeholdelse. Det betyder bl.a., at der ved særskilt lønindeholdelse ikke er adgang for skyldneren til at få en betalingsevnevurdering efter reglerne i kapitel 6, ligesom de mod almindelig lønindeholdelse beskyttede A-indkomsttyper, der fremgår af bekendtgørelsens § 12, f.eks. kontanthjælp, kan gøres til genstand for særskilt lønindeholdelse.

Bemyndigelsen for skatteministeren til at fastsætte nærmere regler for særskilt lønindeholdelse foreslås indsat som § 10 a, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, men foreslås på nær denne flytning ikke ændret.

Der henvises til bemærkningerne ovenfor til § 1, nr. 6, og de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.6.

Til nr. 16

Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige gælder for opkrævning og inddrivelse af fordringer med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger, der opkræves eller inddrives af det offentlige, jf. § 1, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Efter § 1, stk. 1, 2. pkt., kan skatteministeren fastsætte regler om, at loven desuden finder anvendelse på fordringer, der er fastsat ved lov eller i henhold til lov. Det er sket i § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1513 af 13. december 2013 om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvor det anføres, at loven bl.a. finder anvendelse på private og udenlandske fordringer på underholdsbidrag, tilbagebetalingskrav fra A-kasser, fordringer på kontrolafgifter fra trafikselskaber, fordringer på gebyrer fra private klagenævn og krav fra Landsbyggefonden og Byggeskadefonden på pligtige indbetalinger og bidrag efter lov om almene boliger m.v. og lov om friplejeboliger, krav fra Byggeskadefonden vedrørende bygningsfornyelse på ekstraordinære bidrag efter lov om byfornyelse og udvikling af byer, krav fra Grundejernes Investeringsfond på pligtige indbetalinger efter lov om midlertidig regulering af boligforholdene, krav fra administrator på indbetalinger fra ejeren efter lov om tvungen administration af udlejningsejendomme, krav på licens og kontrolafgift fra Danmarks Radio og krav fra godkendte undervisningsinstitutioner samt krav vedrørende bilsyn. Endelig bestemmes i § 1, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at loven også finder anvendelse på opkrævning og inddrivelse af udenlandske, færøske og grønlandske skattekrav i skattesager, som ikke er straffesager, samt på inddrivelse af andre krav fra det offentlige, som efter anmodning fra den kompetente myndighed i den pågældende stat, på Færøerne eller i Grønland opkræves eller inddrives her i landet i overensstemmelse med Danmarks forpligtelser efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, en anden international overenskomst eller konvention eller en administrativt indgået aftale om administrativ bistand i skattesager.

Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indeholder i bilag 1 en oplistning af en række fordringstyper, for hvilke restanceinddrivelsesmyndigheden har mulighed for at anvende lønindeholdelse, jf. lovens § 10, eller udpantning (dvs. udlæg foretaget af restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder), jf. lovens § 11, i sit inddrivelsesarbejde. Fordringstyperne er oplistet i bilag 1, nr. 1-35, og flere af bestemmelserne er affattet med brede formuleringer med en beskrivelse af de omfattede fordringstypers karakteristika. Det kræver i princippet, at man for hver enkelt fordringstype må vurdere, om den svarer til beskrivelsen af fordringstyperne i bilag 1.

Civilretlige fordringer er som udgangspunkt ikke omfattet af bilag 1, fordi de kendetegnes ved, at en uenighed mellem fordringshaver og skyldner om fordringens berettigelse typisk vil være et domstolsanliggende, da det administrative klagesystem ikke giver mulighed for at få en afklaring. Blandt de civilretlige fordringer kan nævnes krav, der skyldes misligholdelse af en kontrakt, krav på erstatning for ødelæggelse af offentlig ejendom samt visse tilbagesøgningskrav, der skyldes en betaling i vildfarelse.

For udlægsforretninger, der gennemføres af restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder, finder retsplejelovens kapitel 45-47 anvendelse, medmindre andet er bestemt i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v., jf. § 5, stk. 1, i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v.

Ifølge § 6, stk. 1, i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. træffer fogedretten afgørelse om indsigelser mod udlæg, som fremsættes over for pantefogeder. Afgørelsen træffes efter reglerne i retsplejelovens §§ 499-503. Pantefogeder kan henskyde tvivlsspørgsmål til fogedrettens afgørelse, selv om der ikke fremsættes indsigelser. I stk. 3 er bestemt, at indsigelser under forretningen kan fremsættes over for pantefogeden, som underretter fogedretten om indsigelserne. Efter forretningen kan indsigelser fremsættes over for fogedretten. Fristen for fremsættelse af indsigelser er 4 uger fra forretningens foretagelse.

I § 11 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er bestemt, at fordringer som nævnt i bilag 1 til loven med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger kan inddrives ved udpantning.

Som det er tilfældet med § 10, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. lovforslagets § 1, nr. 13, foreslås med lovforslagets § 1, nr. 16, at der i § 11 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige gennemføres en tilsvarende ændring, således at fordringer omfattet af denne lov med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger kan inddrives ved udpantning, medmindre andet følger af bilag 1, der foreslås nyaffattet, jf. lovforslagets § 1, nr. 21.

Som det fremgår af de specielle bemærkninger til § 1, nr. 21, foreslås, at der for civilretlige fordringstyper som udgangspunkt ikke skal kunne foretages udpantning, men at der herfra skal gøres enkelte undtagelser.

Med den foreslåede ændring af § 11 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige opnås en forenkling af regelgrundlaget for, hvilke fordringer der kan inddrives ved udpantning, idet alle fordringer omfattet af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige vil kunne inddrives ved udpantning, medmindre der for fordringstypen er gjort en undtagelse i bilag 1.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.1.

Til nr. 17

Klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om inddrivelse af fordringer m.v., herunder om kravets eksistens og størrelse, når spørgsmålet herom vedrører restanceinddrivelsesmyndighedens administration, kan indbringes for Landsskatteretten, medmindre andet er bestemt i lovgivningen eller regler udstedt i medfør heraf, jf. § 17, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Klagen skal ifølge 2. pkt. indgives skriftligt til restanceinddrivelsesmyndigheden og skal være modtaget senest 3 måneder efter modtagelsen af den afgørelse, der klages over. Der kan dog ifølge 3. pkt. ses bort fra en fristoverskridelse, hvis særlige omstændigheder taler derfor. Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden på grundlag af klagen finder anledning dertil, kan restanceinddrivelsesmyndigheden ifølge 4. pkt. genoptage sagen. Kan restanceinddrivelsesmyndigheden ikke give fuldt medhold i klagen, og hvis klagen fastholdes, videresender restanceinddrivelsesmyndigheden ifølge 5. pkt. klagen til skatteankeforvaltningen sammen med en udtalelse om sagen. Nærmere regler om denne såkaldte remonstrationsordning fremgår af §§ 37 a-37 b i bekendtgørelse nr. 1513 af 13. december 2013 om inddrivelse af gæld til det offentlige, som ændret ved bekendtgørelse nr. 315 af 29. marts 2016. Skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 4 og 5, finder ifølge 6. pkt. ikke anvendelse.

Efter § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1 af 2. januar 2014 om afgørelse af visse klager i Skatteankestyrelsen er det Skatteankestyrelsen, der afgør klagerne efter § 17 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Bekendtgørelsen er udstedt i medfør af skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 3, 1. pkt.

En skyldner kan derfor ved at klage over en afgørelse til Skatteankestyrelsen få prøvet sin indsigelse mod kravets eksistens og størrelse, når spørgsmålet herom vedrører restanceinddrivelsesmyndighedens administration, jf. § 17, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Eksempelvis kan indsigelsen blive fremført i forbindelse med en klage over modregning, hvor skyldner gør gældende, at fordringen eller en del af fordringen er betalt til restanceinddrivelsesmyndigheden, og at modregning for den pågældende fordring derfor er helt eller delvist uberettiget. Det kan også tænkes, at skyldner i en klage gør gældende, at kravet ikke eksisterer, fordi der er indtrådt forældelse, mens fordringen var under inddrivelse. Restanceinddrivelsesmyndighedens manglende afbrydelse af forældelsen vil således relatere sig til administrationen.

I nr. 17 foreslås, at der som § 17, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indsættes en ny bestemmelse, hvorefter der til Landsskatteretten, medmindre andet er bestemt i lovgivningen eller regler udstedt i medfør heraf, kan klages over en dækning af en fordring, som i medfør af § 4 er blevet dækket, uden at fordringen var omfattet af den inddrivelsesindsats, som beløbet hidrører fra. Det foreslås, at § 17, stk. 1, 2.-6. pkt., finder anvendelse, men at fristen i stk. 1, 2. pkt., regnes fra den dag, hvor skyldneren har modtaget underretning om dækningen.

Klagen kan omfatte, om dækningen var berettiget, enten som følge af at fordringen ikke ville kunne have været omfattet af den inddrivelsesindsats, som beløbet hidrører fra, eller som følge af kravets eksistens og størrelse, når spørgsmålet herom vedrører restanceinddrivelsesmyndighedens administration, dvs. svarende til den eksisterende mulighed i § 17, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige om klager over afgørelser om inddrivelse.

I lovforslagets § 1, nr. 5, foreslås med de nye bestemmelser i § 4, stk. 3 og 5, at beløb, der modtages af restanceinddrivelsesmyndigheden, ikke kun skal kunne anvendes til at dække fordringer, der er omfattet af den inddrivelsesindsats, som det modtagne beløb hidrører fra, men tillige – hvis et beløb er i overskud efter en dækning af disse fordringer – skal kunne anvendes til dækning af øvrige fordringer, der er under inddrivelse på anvendelsestidspunktet, dvs. det tidspunkt, hvor det modtagne beløb anvendes til dækninger af fordringer. Da disse dækninger med et overskydende beløb sker, uden at disse fordringer er omfattet af den afgørelse om inddrivelse, som det overskydende beløb kan føres tilbage til, vil den eksisterende bestemmelse i § 17, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige ikke kunne begrunde en klageadgang, da den forudsætter en afgørelse. Den foreslåede bestemmelse i nr. 17 vil sikre, at en skyldner fortsat hos Skatteankestyrelsen vil kunne få prøvet spørgsmålet om fordringens eksistens og størrelse, når spørgsmålet vedrører restanceinddrivelsesmyndighedens administration.

Det er tanken, at restanceinddrivelsesmyndigheden med jævne mellemrum og mindst én gang årligt udfærdiger en restanceoversigt og underretter skyldneren herom. Skyldneren vil på baggrund af denne underretning kunne se, hvilke fordringer der er dækket, og om der er dækket fordringer, der ikke var omfattet af inddrivelsesindsatsen. Skyldneren vil også kunne anmode restanceinddrivelsesmyndigheden om oplysninger om, hvilke fordringer der er blevet dækket, og hvornår det skete. Klagefristen på tre måneder vil ikke løbe fra dækningstidspunktet, men fra tidspunktet, hvor skyldneren modtager underretning fra restanceinddrivelsesmyndigheden. Hvis skyldner forinden har rekvireret og modtaget underretning om oplysningerne, løber fristen fra dette tidligere modtagelsestidspunkt. Det vil af oversigten fremgå, at der i medfør af den foreslåede regel kan indgives klage til Skatteankestyrelsen over dækninger, som skyldneren måtte finde uberettigede, og en sådan oplysning skal også gives, hvor skyldneren selv har rekvireret dækningsoplysningerne hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

For dækninger af fordringer, der omfattes af den inddrivelsesindsats, som det overskydende beløb stammer fra, vil der ikke være klageadgang efter den foreslåede bestemmelse i § 17, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Disse afgørelser er omfattet af skyldners klageadgang efter § 17, stk. 1.

Til nr. 18

Det foreslås, at § 17, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige – der bliver § 17, stk. 3 – om skatteministerens bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler for klageadgangen efter stk. 1 udvides med en henvisning til den foreslåede bestemmelse i stk. 2 om klager over dækninger af fordringer, der ved dækningen ikke var omfattet af den indsats, som det til dækningen anvendte beløb hidrører fra. Med den foreslåede ændring vil skatteministeren også kunne fastsætte nærmere regler om klager efter den foreslåede bestemmelse i § 17, stk. 2. Ved bekendtgørelse nr. 315 af 29. marts 2016 blev der med §§ 37 a-37 c i bekendtgørelse nr. 1513 af 13. december 2013 om inddrivelse af gæld til det offentlige indsat nærmere bestemmelser om behandlingen af klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser, herunder om den remonstrationsordning, der i medfør af § 37 b, stk. 1, giver restanceinddrivelsesmyndigheden adgang til at genoptage afgørelsen og inden for 14 dage fra det tidspunkt, hvor sagen er fuldt oplyst for restanceinddrivelsesmyndigheden, at meddele skyldner, at denne får helt eller delvist medhold. Det er tanken, at disse bestemmelser tillige skal omfatte klager efter den foreslåede regel i § 17, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Til nr. 19

Beløb, der modtages af restanceinddrivelsesmyndigheden, skal – medmindre beløbet hidrører fra universalforfølgning (konkurs, rekonstruktion med tvangsakkord, gældssanering m.v.) – dække fordringer under inddrivelse ud fra rækkefølgen i § 4, stk. 1 og 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. lovforslagets § 1, nr. 5, om den foreslåede ændring af denne regel om dækningsrækkefølgen.

Ved lov nr. 298 af 22. marts 2016 (Restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelse i perioden til og med 2019, gennemførelse af modregning og indkomstaftrapning af børne- og ungeydelsen uden partshøring m.v.) blev der med § 18 b i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indført en bemyndigelse for skatteministeren til at fastsætte regler om fravigelse af dækningsrækkefølgen for krav under inddrivelse, jf. § 4, og om inddrivelse af udvalgte fordringer for perioden fra og med den 1. april 2016 til og med den 31. december 2019.

§ 18 b i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indeholder hjemmel til, at skatteministeren kan fastsætte regler, der muliggør, at de eksisterende regler om dækningsrækkefølge i § 4 fraviges, i det omfang det er nødvendigt for at sikre udviklingen af det nye inddrivelsessystem, der forventes taget i brug primo april 2017, herunder at der i en periode vil være en paralleldrift. En paralleldrift vil indebære, at fordringer placeret i de to forskellige systemer – EFI/DMI og det nye inddrivelsessystem – vil blive inddrevet særskilt via de indsatser, der gennemføres via det enkelte system. Paralleldriften vil indebære en fravigelse af dækningsrækkefølgen i § 4, fordi restanceinddrivelsesmyndigheden i sin inddrivelsesindsats skal søge at inkludere de fordringer, der er under inddrivelse, og følge dækningsrækkefølgen i § 4 ved anvendelsen af de beløb, der inddrives via indsatsen. Der vil derfor med hjemmel i § 18 b i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige kunne fastsættes regler, der muliggør en sådan paralleldrift i en periode. Det vil f.eks. være muligt at bestemme, at der skal kunne fastsættes en afdragsordning, der alene omfatter fordringer i det nye inddrivelsessystem, men ikke tillige fordringer placeret i EFI/DMI.

Betalinger, der ikke kan henføres til en specifik indsats, betegnes som frivillige betalinger, der også skal anvendes efter dækningsrækkefølgereglen i § 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 5. Da sådanne frivillige betalinger ikke er indsatsspecifikke, kan de heller ikke kobles til noget bestemt system, hvorfor der efter omstændighederne skal ske dækning af fordringer placeret i begge systemer, dvs. EFI/DMI og det nye inddrivelsessystem, idet det skal undersøges, hvilke fordringer – bøder, underholdsbidrag og andre fordringer – der er placeret i de to systemer, og hvornår de blev modtaget, jf. anvendelsen af FIFO-princippet, hvis der ikke er dækning til alle fordringer inden for samme kategori.

Også for sådanne frivillige betalinger indebærer restanceinddrivelsesmyndighedens overordnede forpligtelse til at søge at inddrive flest mulige fordringer under anvendelse af færrest mulige ressourcer, at en frivillig betaling skal søges anvendt fuldt ud til dækning af alle fordringer, som i henhold til § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige skal dækkes, uanset om fordringerne er fordelt på både EFI/DMI og det nye inddrivelsessystem, dvs. i en paralleldrift.

Der er påpeget et behov for, at et overskydende beløb fra en inddrivelsesmæssig dækning eller frivillig betaling, der har dækket alle fordringer i det ene system, skal kunne udbetales til skyldneren frem for at søge at placere beløbet på fordringer i det andet system. Dette vil dog umiddelbart stride mod restanceinddrivelsesmyndighedens overordnede forpligtelse til at inddrive gæld til det offentlige, hvorfor det foreslås, at der i § 18 b i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indsættes en hjemmel til, at skatteministeren kan fastsætte regler om, at sådanne overskydende beløb skal kunne udbetales til skyldneren frem for at blive anvendt til dækning af fordringer placeret i det andet system i forhold til det system, der modtog betalingen.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.7.

Til nr. 20

Restanceinddrivelsesmyndigheden har pligt til at søge at inddrive alle fordringer, der er overdraget til inddrivelse, eller som restanceinddrivelsesmyndigheden selv skaber som led i inddrivelsesarbejdet, f.eks. gebyrer og inddrivelsesrenter. En fordring vil ikke lovligt kunne inddrives, hvis restanceinddrivelsesmyndigheden er klar over, at der er tvivl om fordringens retskraft, dvs. hvorvidt fordringen stadig består, eller om den er ophørt som følge af navnlig forældelse. Restanceinddrivelsesmyndigheden vil dog stadig være forpligtet til at søge at inddrive fordringen. Det vil dog kræve, at tvivlen om fordringens retskraft forinden skal afklares. Der skal således foretages en retskraftvurdering af fordringen, men da langt størstedelen af fordringerne i EFI/DMI er ramt af retskrafttvivl – og derfor med et udtryk betegnes som ”grå” fordringer – opstår spørgsmålet, om restanceinddrivelsesmyndigheden vil skulle foretage retskraftvurderingerne i en bestemt rækkefølge.

Reglen i § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige om dækningsrækkefølgen for beløb, der inddrives, giver et vist fingerpeg, men mange af de hensyn, der begrunder dækningsrækkefølgen, foreligger ikke aktuelt.

Det gælder navnlig begrundelsen for FIFO-princippet i § 4, stk. 2, 1. pkt., hvorefter der, hvis der inden for samme kategori ikke er dækning til samtlige krav, sker dækning ud fra tidspunktet for de enkelte fordringers modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, således at det krav, der blev modtaget først, dækkes først. FIFO-princippet skyldes navnlig en betragtning om, at de først modtagne fordringer typisk er de mest forældelsestruede. Med § 18 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige har alle fordringer, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden den 19. november 2015 eller senere, dog fået udskudt starttidspunktet for deres forældelsesfrist, således at forældelsen tidligst regnes fra den 20. november 2018.

Det gælder også bøder, der ifølge § 4, stk. 1, nr. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige skal dækkes først. Dette begrundes med dels et skyldnerhensyn, dels et fordringshaverhensyn. Skyldnerhensynet er risikoen for forvandlingsstraf, mens fordringshaverhensynet er de særlige forældelsesregler efter straffelovens § 97 a, stk. 1. Bøder med tvivlsom retskraft kan dog ikke inddrives, hvorfor en forvandlingsstraf ikke aktuelt kommer på tale. Dertil kommer, at også bøder er omfattet af forældelsesudskydelsen i § 18 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Det gælder dog ikke forvandlingsstraffen. Forvandlingsstraf for bøde bortfalder efter 3 år, medmindre dens fuldbyrdelse er påbegyndt forinden, jf. straffelovens § 97 a, stk. 2. For bøde på over 10.000 kr. er fristen dog 5 år. Truslen om mulig forvandlingsstraf skal tilskynde bødeskyldneren til frivillig betaling, hvorfor det for inddrivelsesudsigten er vigtigt, at muligheden for forvandlingsstraf ikke forspildes.

Efter bøder dækkes ifølge § 4, stk. 1, nr. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige underholdsbidrag omfattet af lov om opkrævning af underholdsbidrag, idet private krav dog dækkes inden de offentlige krav. Prioriteringen af de private underholdsbidrag skyldes et fordringshaverhensyn, idet den bidragsberettigede person skal kunne disponere over bidragsbetalingen til sit underhold m.v.

Ifølge § 4, stk. 2, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige dækkes renter dog før deres rentebærende hovedfordring. Reglen skyldes bl.a., at skyldners mulighed for at opnå fradrag for renter kan være betinget af, at renter for tidligere indkomstår er betalt, jf. ligningslovens § 5, stk. 8.

Efter § 16, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige kan en fordring bl.a. afskrives, hvis det vil være forbundet med uforholdsmæssige omkostninger at fortsætte inddrivelsen. Da en fordring på rente typisk har en beskeden størrelse, indebærer det i relation til en retskraftvurdering, at en rentefordring ikke kan kræves retskraftvurderet, hvis omkostningerne hertil vil overstige rentestørrelsen. En retskraftvurdering er en forudsætning for at kunne fortsætte inddrivelsen. Dertil kommer, at renter er undergivet accessorisk forældelse efter forældelseslovens § 23, stk. 2. Hvis den rentebærende hovedfordring er forældet, er også renten forældet, selv om rentens forældelsesfrist ikke er udløbet. En rente kan derfor ikke retskraftvurderes, før dens rentebærende hovedfordring er retskraftvurderet og fundet retskraftig. Det samme gælder gebyrer, der vedrører en fordring.

Efter § 18 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige regnes forældelsesfristen for fordringer inklusive renter, gebyrer og andre omkostninger, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden den 19. november 2015 eller senere, tidligst fra den 20. november 2018. Forældelsesfristen vil være på mindst 3 år, og 3-årsdagen fra den 20. november 2018 – den 20. november 2021 – er en lørdag. I forældelseslovens § 27, stk. 2, er bestemt, at forældelsesfristen, hvis den udløber i en weekend, på en helligdag, grundlovsdag, den 24. eller den 31. december, udstrækkes til den førstkommende hverdag. Mandag den 22. november 2021 er derfor fristen for at iværksætte afbrydelse af forældelsen gennem retsligt skridt over for skyldneren, og forældelse vil – hvis afbrydelse ikke forinden er sket – derfor indtræde den 23. november 2021. Forældelse af fordringer, der omfattes af § 18 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, vil derfor tidligst kunne indtræde den 23. november 2021.

Behovet for en retskraftvurdering vil i princippet blive fremrykket i situationer, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden modtager en frivillig betaling, og der mod skyldneren findes fordringer med tvivlsom retskraft, og i situationer, hvor en modregningsmulighed ønskes udnyttet, men hvor en eller flere mulige modfordringer har tvivlsom retskraft.

Hensynet til en effektiv inddrivelse må i forbindelse med retskraftvurderingerne veje tungere end en strikt overholdelse af FIFO-princippet, idet det bærende argument for dette princip er antagelsen om størst forældelsestrussel for de først modtagne fordringer. Der er dog stadig særlige hensyn til bøder og private underholdsbidrag.

Det foreslås i lovforslagets § 1, nr. 20, at der før overskriften før § 19 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indsættes et nyt afsnit med overskriften »Særlige regler om tiltag vedrørende fordringer overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden til og med den 22. november 2021 .«

Det foreslås endvidere, at der med bestemmelsen i § 18 c i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige i det ovennævnte nye afsnit indsættes en bestemmelse, hvorefter skatteministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler for håndteringen af restanceinddrivelsesmyndighedens opgave med at afklare, om fordringer, der er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden til og med den 22. november 2021, og tilhørende renter og lignende ydelser er retskraftige.

Den foreslåede bemyndigelse vedrører således opgaven med at gennemføre retskraftvurderinger af fordringer med tvivlsom retskraft, herunder regler om rækkefølgen for retskraftvurderingerne af de enkelte fordringer. Det er tanken, at de regler, der fastsættes, vil afspejle de hensyn, der beskrives ovenfor. Det vil derfor indgå som et kriterium, at størst mulige beløb skal inddrives – og forinden retskraftvurderes – under anvendelse af færrest mulige ressourcer.

Restanceinddrivelsesmyndigheden vil også skulle foretage retskraftvurderinger af fordringer, der er modtaget til inddrivelse den 19. november 2015 eller senere, jf. ovenfor om § 18 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Det skyldes, at forældelsesudskydelsen efter § 18 a afhænger af, at fordringen var retskraftig, da den blev modtaget til inddrivelse.

Det foreslås derfor, at det af bestemmelsen fremgår, at der er tale om fordringer, der er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden til og med den 22. november 2021, og tilhørende renter og lignende ydelser, f.eks. gebyrer. Renter og lignende ydelser kan være stiftet af restanceinddrivelsesmyndigheden som led i inddrivelsen, og renter og lignende ydelser er omfattet af forældelseslovens § 23, stk. 2, om accessorisk forældelse, hvorfor de – uanset at deres 3-årige forældelsesfrist ikke er udløbet – forældes, hvis den fordring (hovedkravet), de vedrører, bortfalder ved forældelse. Derfor omfatter retskraftvurderingerne i princippet også sådanne renter og lignende ydelser, og det gælder, selv om de er stiftet efter den 22. november 2021.

Der vil med den foreslåede bemyndigelse bl.a. kunne fastsættes regler om rækkefølgen for retskraftvurderingerne i overensstemmelse med de ovenfor beskrevne hensyn. Det vil også gælde de situationer, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden modtager en frivillig betaling, og hvor der mod skyldneren findes fordringer med tvivlsom retskraft, samt situationer, hvor en modregningsmulighed ønskes udnyttet, men hvor en eller flere mulige modfordringer har tvivlsom retskraft. De nævnte hensyn vil navnlig indebære, at FIFO-princippet ikke finder anvendelse på rækkefølgen for retskraftvurderinger, og at hensynet til effektiv inddrivelse kommer til udtryk, ved at store fordringer kan prioriteres i retskraftvurderingerne. Der er for bøder og private underholdsbidrag dog særlige hensyn, der i et vist omfang skal varetages, jf. ovenfor.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.2.3.

Til nr. 21

Bilag 1 til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige oplister i nr. 1-35 en række fordringstyper, for hvilke inddrivelsen kan ske ved lønindeholdelse eller udpantning (udlæg), jf. lovens §§ 10 og 11. Fordringstyperne er i de fleste tilfælde beskrevet med brede formuleringer med angivelse af de enkelte fordringstypers karakteristika. Det betyder, at man for hver enkelt fordring må vurdere, om den svarer til beskrivelsen af fordringstyperne i bilag 1.

Civilretlige fordringer er som udgangspunkt ikke omfattet af bilag 1. Civilretlige fordringer er pengekrav, der har deres udspring i civilretten, der indeholder regler om forholdet mellem fysiske og juridiske personer samt myndigheder, hvis forholdet hviler på navnlig aftaleretlige, ejendomsretlige, formueretlige, familieretlige og personretlige regler.

For bibliotekers erstatningskrav for udlånsmateriale, som skyldner har beskadiget eller ikke har afleveret efter sit hjemlån, er der dog gjort en udtrykkelig undtagelse, jf. bilag 1, nr. 34, men for disse krav er lønindeholdelses- og udpantningsretten betinget af, at skyldner skriftligt har anerkendt kravet, medmindre kravet vedrører erstatning for udlånsmateriale, der ikke er afleveret af skyldner, og det pågældende bibliotek tilbyder en kvittering ved aflevering af lånte materialer.

Tilsvarende gælder ifølge bilag 1, nr. 35, at der er adgang til lønindeholdelse og udpantning for fordringer, der udspringer af en garanti, som fordringshaver har stillet for en boligtagers kontraktmæssige forpligtelser over for ejendommens ejer til at istandsætte boligen ved fraflytning. Kommuner m.v. har ifølge lovgivningen, jf. bl.a. lov om almene boliger m.v., i flere tilfælde en sådan garantiforpligtelse. Tiltrædes en fraflytningsgaranti af udlejer, fordi boligtageren ikke har opfyldt sin kontraktmæssige forpligtelse til selv at istandsætte boligen ved sin fraflytning, får garanten (kommunen m.v.) et regreskrav mod boligtageren. En tvist mellem udlejer og boligtager om istandsættelsesudgifterne skal være afklaret, inden udlejers krav kan sendes til kommunen m.v., med henblik på at udlejer tiltræder fraflytningsgarantien. Når restanceinddrivelsesmyndigheden fra kommunen m.v. modtager de regreskrav, der herefter opstår, til inddrivelse, vil der derfor være tale om endelige krav, der ikke længere kan være omfattet af en tvist.

Underholdsbidrag, der hviler på en aftale, er civilretlige, men kan inddrives ved lønindeholdelse og udpantning, jf. bilag 1, nr. 9, til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Flere andre bestemmelser i bilag 1 til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige omfatter fordringstyper, hvoraf nogle kan være civilretlige. Det drejer sig bl.a. om følgende bestemmelser:

Bilag 1, nr. 9, giver adgang til lønindeholdelse og udpantning for krav på erstatning, hvad enten erstatningskravet skyldes misligholdelse af en kontrakt eller har en ikkekontraktlig baggrund. I forbindelse med indsættelsen af nr. 34 i bilag 1 om bibliotekers erstatningskrav er det lagt til grund, at der skal være opnået dom eller andet tvangsfuldbyrdelsesgrundlag efter retsplejelovens § 478 for de erstatningskrav, der omfattes af nr. 9, idet bestemmelsen i nr. 34 i modsat fald ville være overflødig.

Bilag 1, nr. 11, giver adgang til lønindeholdelse og udpantning for tilbagebetalingskrav vedrørende tilskud, støtteordninger, uberettiget modtagne ydelser, ydelser, som er for meget udbetalt, og som tilkommer det offentlige, samt administrative sanktioner, der vedrører disse krav. Det drejer sig bl.a. om tilbagebetaling af kontanthjælp, børnefamilieydelse, boligsikring, boligstøtte, tilskud til privat børnepasning, børnetilskud, sygedagpenge, pension og personlige tillæg samt for meget udbetalt løn. Desuden kan nævnes ydelser vedrørende tilbagebetaling af EU-støtte. Der er – på nær løntilbagebetalingskrav – tale om tilbagebetalingskrav, der hjemles i de enkelte love, som regulerer disse ydelser fra det offentlige. Tilbagebetalingskrav vedrørende løn, der er udbetalt ved en fejltagelse, vil være civilretligt, og kravet på tilbagebetaling hviler på den formueretlige regel om condictio indebiti. SKAT lægger i Den Juridiske Vejledning, afsnit G. A. 3.2.2.1.1, til grund, at adgangen til lønindeholdelse og udpantning forudsætter, at kravet er blevet fastslået ved en dom.

Bilag 1, nr. 13, giver adgang til lønindeholdelse og udpantning for beløb, som en offentlig myndighed har udlagt.

Bilag 1, nr. 14, giver adgang til lønindeholdelse og udpantning for udgifter til foranstaltninger og arbejder, som det offentlige har foretaget på den forpligtedes vegne eller for den forpligtedes regning.

Bilag 1, nr. 17, giver adgang til lønindeholdelse og udpantning for statskassens og kommuners tilgodehavender efter indfrielse af en ydet garanti eller kaution. Det drejer sig om det regreskrav, som staten får mod låntager, når staten har måttet indfri et lån. Regreskrav for civilretlige lån vil også være civilretlige, fordi regreskravet er udtryk for, at långivers fordring mod låntager er overtaget af den, der indfriede fordringen.

Bilag 1, nr. 22, giver adgang til lønindeholdelse og udpantning for ubetalt præmie og refusionskrav efter lov om arbejdsskadesikring. Efter § 52, stk. 1, i lov om arbejdsskadesikring betaler Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, hvis der foreligger en arbejdsulykke, forskudsvist de udgifter, der er nævnt i lovens §§ 11, § 35, stk. 7, og §§ 38 og 59, hvis arbejdsgiveren har undladt at opfylde sin sikringspligt ved at tegne forsikring. Ifølge § 52, stk. 2, skal arbejdsgiveren refundere Arbejdsmarkedets Erhvervssikring de efter stk. 1 udbetalte beløb, medmindre Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skønner, at der har foreligget sådanne undskyldende omstændigheder, at den pågældende helt eller delvist bør fritages for betaling.

Bilag 1, nr. 27, giver adgang til lønindeholdelse og udpantning for fordringer, som staten har overtaget vedrørende ikke rettidigt betalt leje og lignende ydelser. Der er tale om regreskrav efter § 8, stk. 3, i lov om boligbyggeri og § 48, stk. 3, i lov om almene boliger m.v.

Uden for lov om inddrivelse af gæld til det offentlige findes enkelte bestemmelser, der tillægger fordringer omfattet af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige lønindeholdelses- og udpantningsret. Statens regreskrav efter § 10 a, stk. 5, i lov om arbejdsskadesikring og § 1 a, stk. 2, i lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl., i begge tilfælde mod ansvarlige skadevoldere i forbindelse med terrorhandlinger, jf. straffelovens §§ 114 og 114 a, kan således inddrives ved lønindeholdelse og udpantning, i det omfang statens regreskrav mod skadevolderen kan tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens § 478, jf. § 10 a, stk. 5, i lov om arbejdsskadesikring og § 1 a, stk. 2, i lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl. Det samme gælder statens regreskrav efter § 17, stk. 1, i lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, jf. stk. 2.

Efter retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 1, kan der hos fogedretten søges tvangsfuldbyrdelse af pengekrav på grundlag af en dom eller kendelse afsagt af domstole eller af andre myndigheder, hvis afgørelser efter lovgivningen kan tvangsfuldbyrdes, et betalingspåkrav med påtegning efter retsplejelovens § 477 e, stk. 2, ligesom beslutninger om sagsomkostninger truffet af de nævnte myndigheder også vil kunne tvangsfuldbyrdes gennem udlæg foretaget af fogedretten. Derudover vil tvangsfuldbyrdelse af pengekrav via fogedretten kunne opnås på baggrund af forlig indgået for de under nr. 1 nævnte myndigheder samt forlig indgået under vilkårsforhandling i henhold til lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf. § 478, stk. 1, nr. 2, udenretlige skriftlige forlig om forfalden gæld, når det udtrykkeligt er bestemt i forliget, at det kan tjene som grundlag for fuldbyrdelse, jf. § 478, stk. 1, nr. 4, gældsbreve, der ikke er omfattet af nr. 4, når det udtrykkeligt er bestemt i dokumentet, at det kan tjene som grundlag for fuldbyrdelse, jf. § 478, stk. 1, nr. 5, pantebreve, idet det for så vidt angår ejerpantebreve og skadesløsbreve dog kun gælder, når gældens størrelse og forfaldstidens indtræden er erkendt af skyldneren eller klart fremgår af omstændighederne, jf. § 478, stk. 1, nr. 6, veksler for så vidt angår vekselretlige krav og checks for så vidt angår regreskrav, jf. § 478, stk. 1, nr. 7, og afgørelser omfattet af forbrugerklagelovens § 34, som er truffet af Forbrugerklagenævnet eller godkendte private tvistløsningsorganer, jf. § 478, stk. 1, nr. 8.

Alle fordringer, der omfattes af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, kan som udgangspunkt inddrives ved erindringsskrivelser, afdragsordninger og modregning.

Højesteret har i sin dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1955, side 13, afgjort, at modregning ikke afskæres af, at hovedmanden, dvs. den, der modregnes over for, bestrider modregnerens fordring, der kaldes modfordringen. Hovedmanden må i sådanne tilfælde udnytte sine retsmidler, f.eks. en rekursadgang eller muligheden for sagsanlæg ved domstolene.

Fremsætter en skyldner over for restanceinddrivelsesmyndigheden indsigelse mod fordringens eksistens eller størrelse, vil skyldners indsigelse mod fordringen ikke blive tillagt opsættende virkning på inddrivelsen, jf. § 2, stk. 2, 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, men restanceinddrivelsesmyndigheden kan dog vælge at tillægge indsigelsen opsættende virkning, hvis der er en begrundet formodning om, at kravet ikke er opgjort korrekt eller ikke eksisterer. I øvrigt gælder, at indsigelsen om fordringens eksistens eller størrelse skal afklares af fordringshaver, jf. § 2, stk. 2, 2. pkt., medmindre der er tale om en indsigelse om, at fordringen er ophørt helt eller delvist som følge af restanceinddrivelsesmyndighedens administration, jf. § 17, stk. 1, 1. pkt., hvorefter Skatteankestyrelsen tager stilling til indsigelsen, eller en indsigelse over for berettigelsen af en kontrolafgift for overtrædelse af bestemmelserne i færdselsloven, lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jernbaneloven og lov om trafikselskaber, i hvilket tilfælde fogedretten skal behandle indsigelsen, jf. § 18, stk. 1. Hvis fordringshaver ikke søger skyldners indsigelser om kravets eksistens eller størrelse afklaret inden rimelig tid, kan restanceinddrivelsesmyndigheden tilbagesende kravet til fordringshaver, jf. § 2, stk. 2, 4. pkt.

For udlægsforretninger, der gennemføres af restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder, finder retsplejelovens kapitel 45-47 (§§ 478-526) anvendelse, medmindre andet er bestemt i loven, jf. § 5, stk. 1, i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v.

I § 6, stk. 1, i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. er bestemt, at fogedretten træffer afgørelse om indsigelser mod udlæg, som fremsættes over for pantefogeder. Afgørelsen træffes efter reglerne i retsplejelovens §§ 499-503. Pantefogeder kan henskyde tvivlsspørgsmål til fogedrettens afgørelse, selv om der ikke fremsættes indsigelser. I § 6, stk. 3, i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. er det bestemt, at indsigelser under forretningen kan fremsættes over for pantefogeden, som underretter fogedretten om indsigelserne. Efter forretningen kan indsigelser fremsættes over for fogedretten. Fristen for fremsættelse af indsigelser er 4 uger fra forretningens foretagelse. Fogedretten kan dog undtagelsesvist indtil 1 år efter forretningen tillade, at en indsigelse behandles.

I retsplejelovens § 501, stk. 1, er bestemt, at hvis der over for fogedretten fremsættes indsigelser mod grundlaget for fuldbyrdelsen, og findes det efter den bevisførelse, der kan ske ved fogedretten, jf. stk. 2-4, betænkeligt at fremme forretningen, nægter fogedretten at efterkomme fordringshaverens anmodning. Efter stk. 4 kan fogedretten nægte en bevisførelse, som på grund af dens omfang eller beskaffenhed eller af andre særlige grunde bør ske under almindelig rettergang. Hvis fogedretten som følge af en indsigelse, der i medfør af § 6 i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. er indbragt for fogedretten, har sådanne betænkeligheder, som efter stk. 1 ville kunne begrunde, at fogedretten ville afvise at foretage udlæg, vil fogedretten derfor kunne ophæve pantefogedens udlæg.

Efter retsplejelovens § 502, stk. 1, kan fogedretten udsætte forretningen, hvis den dom, som søges fuldbyrdet, er anket efter fuldbyrdelsesfristens udløb, eller hvis et retsforhold, hvis fastsættelse vil få indflydelse på forretningens udfald, er under behandling ved en ret eller en administrativ myndighed, eller hvis der foreligger andre særlige grunde. En indsigelse mod pantefogedens udlæg vil også efter denne bestemmelse kunne begrunde en ophævelse af udlægget, fordi ophævelsen er den nødvendige forudsætning for udsættelsen af forretningen.

Endelig indeholder retsplejelovens § 504 en adgang til genoptagelse af udlægsforretningen. Forretningen kan genoptages, når parterne er enige derom, eller når fogedretten finder det påkrævet, navnlig fordi 1) skyldneren eller tredjemand anmoder om, at et udlæg må blive ophævet med den begrundelse, at det strider mod tredjemands ret, 2) udlægshaveren anmoder om, at der må blive truffet ny bestemmelse om udlevering, opbevaring eller administration af det udlagte, jf. §§ 520, 523 og 525, 3) udlægshaveren kræver foretaget en udførlig registrering af de i § 518, stk. 2 og 3, nævnte aktiver eller en vurdering af det udlagte, 4) skyldneren ikke har været til stede under forretningen og han nu anmoder om adgang til at benytte sine rettigheder efter §§ 509-516, eller 5) skyldneren ønsker fastslået, at et udlæg er bortfaldet som følge af omstændigheder, der er indtruffet efter udlæggets foretagelse, eller fordi grundlaget for tvangsfuldbyrdelsen ved dom er ophævet eller erklæret ugyldigt. Genoptagelse vil derfor kunne ske, f.eks. fordi en skyldner ønsker et udlæg ophævet, med henvisning til at en ændret skatteansættelse har ført til bortfald af det skattekrav, som pantefogeden har foretaget udlæg for.

En væsentlig forenkling af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og dermed det regelgrundlag, som restanceinddrivelsesmyndigheden skal administrere ud fra, opnås, hvis alle fordringer, der modtages til inddrivelse, som udgangspunkt kan inddrives med alle de inddrivelsesmidler, som gældende ret – lovgivning og retssædvane – stiller til rådighed for restanceinddrivelsesmyndigheden.

Det foreslås derfor i nr. 21, at den eksisterende positive afgrænsning af, for hvilke fordringstyper der kan ske inddrivelse ved lønindeholdelse og udlæg, jf. bilag 1 til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, ændres til en negativ afgrænsning, der vil indebære, at der for alle fordringstyper, som restanceinddrivelsesmyndigheden skal forestå inddrivelsen af, kan ske inddrivelse med samtlige tilgængelige inddrivelsesmidler, medmindre der udtrykkeligt er gjort en undtagelse for den enkelte fordringstype.

De i bilag 1 til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige anvendte brede formuleringer med angivelse af fordringstypernes karakteristika bidrager til at skabe tvivl om muligheden for at inddrive de enkelte fordringer ved lønindeholdelse eller udlæg. Det foreslås derfor, at der i bilag 1 foretages en negativ afgrænsning, således at fordringstyper, for hvilke der vil gælde begrænsninger med hensyn til anvendelsen af de inddrivelsesmidler, som restanceinddrivelsesmyndigheden kan anvende i sin restanceinddrivelse, anføres med angivelse af den begrænsning, der skal være gældende for den pågældende fordringstype. Det foreslås i nærværende lovforslag, at der for adgangen til inddrivelse ved lønindeholdelse, udpantning og afdragsordning skal gøres en begrænsning for visse fordringstyper.

Det foreslås, at bilagets afsnit I skal indeholde en angivelse af fordringstyper, for hvilke der ikke kan ske lønindeholdelse efter § 10 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, mens afsnit II skal indeholde en tilsvarende angivelse for udpantning (udlæg), jf. lovens § 11. Afsnit III foreslås at indeholde en angivelse af fordringstyper, for hvilke der ikke skal kunne anvendes afdragsordninger, jf. lovens § 3, stk. 3. Bilaget vil senere kunne udvides med yderligere begrænsninger, der som følge af ændret lovgivning vil skulle gælde for de enkelte inddrivelsesmidler.

Det foreslås, at civilretlige fordringer undtages fra adgangen til inddrivelse ved lønindeholdelse efter § 10 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og udpantning efter § 11, idet der dog foreslås undtagelser herfra.

For bibliotekers krav på erstatning for udlånsmateriale, som skyldner ikke har afleveret efter sit hjemlån, foreslås det således, at sådanne krav fortsat skal kunne inddrives ved lønindeholdelse og udpantning, hvis skyldner enten skriftligt har anerkendt erstatningskravet, eller hvis det pågældende bibliotek tilbyder en kvittering ved aflevering af lånte materialer, jf. afsnit I, nr. 1, litra a, nr. i, og afsnit II, nr. 1, litra a, nr. i. Dermed vil den eksisterende regel i bilag 1, nr. 34, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige blive videreført.

Det foreslås også, at den i bilag 1, nr. 35, eksisterende adgang til lønindeholdelse og udpantning for fordringer, der udspringer af en garanti, som fordringshaver har stillet for en boligtagers kontraktmæssige forpligtelser over for ejendommens ejer til at istandsætte boligen ved fraflytning, videreføres, jf. forslaget til afsnit I, nr. 1, litra a, nr. ii, og afsnit II, nr. 1, litra a, nr. ii, i den foreslåede nyaffattelse af bilag 1 til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Det foreslås også, at statens regreskrav efter § 10 a, stk. 5, i lov om arbejdsskadesikring mod ansvarlige skadevoldere for udgifter, der ikke kan kræves betalt af et forsikringsselskab m.fl. efter stk. 3 og 4, dvs. i forbindelse med terrorhandlinger, statens regreskrav efter § 1 a, stk. 2, i lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl. mod ansvarlige skadevoldere for udgifter efter stk. 1, dvs. i forbindelse med terrorhandlinger, og statens regreskrav efter § 17, stk. 1, i lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser fortsat skal kunne inddrives ved lønindeholdelse og udpantning, i det omfang statens regreskrav mod skadevolderen kan tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens § 478, jf. forslaget til afsnit I, nr. 1, litra a, nr. iii, og afsnit II, nr. 1, litra a, nr. iii, i den foreslåede nyaffattelse af bilag 1.

Det foreslås, at den adgang, der derudover i dag er til inddrivelse ved lønindeholdelse og udpantning for civilretlige fordringer, skal videreføres i det nyaffattede bilag 1 til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Det foreslås, at der med afsnit I, nr. 1, litra a, nr. iv, og afsnit II, nr. 1, litra a, nr. iv, i den foreslåede nyaffattelse af bilag 1 indsættes bestemmelser, hvorefter den generelle undtagelse fra adgangen til lønindeholdelse og udpantning for civilretlige krav dog ikke skal gælde for andre civilretlige fordringer end de i nr. iii nævnte, jf. ovenfor, som ifølge lovgivningen tilkommer en fordringshaver omfattet af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Det er dog en forudsætning, at de betingelser, der ifølge den pågældende lovgivning stilles, for at kravet tilkommer fordringshaver, er opfyldt. Det er hensigten, at formuleringen i form af en samlende beskrivelse omfatter de bestemmelser, der i det gældende bilag 1 omfatter eller kan omfatte civilretlige fordringer. En adgang til lønindeholdelse og udpantning for en civilretlig fordring vil som følge af den foreslåede bestemmelse derfor bestå, hvis det af en lovbestemmelse eller en bestemmelse i en bekendtgørelse udstedt i medfør af en lov fremgår, at en fordringshaver omfattet af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige har krav på fordringen. Det er også en forudsætning, at de betingelser, der ifølge den pågældende lovgivning stilles, for at kravet tilkommer fordringshaver, er opfyldt.

Hvis der for sådanne krav gøres indsigelse over for restanceinddrivelsesmyndigheden, vil indsigelsen i overensstemmelse med gældende ret skulle behandles af fordringshaver, jf. § 2, stk. 2, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, eller af Skatteankestyrelsen, hvis indsigelsen drejer sig om restanceinddrivelsesmyndighedens administration af fordringen, f.eks. undladt forældelsesafbrydelse, mens fordringen var under inddrivelse, jf. § 17, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. En indsigelse mod fordringens eksistens eller størrelse vil som udgangspunkt ikke blive tillagt opsættende virkning på inddrivelsen, men hvis indsigelsen skaber en begrundet formodning om, at kravet ikke er opgjort korrekt eller ikke eksisterer, kan restanceinddrivelsesmyndigheden dog tillægge indsigelsen opsættende virkning på inddrivelsen, således at denne stilles i bero, jf. § 2, stk. 2, 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Ved indsigelse mod den civilretlige fordrings eksistens eller størrelse i forbindelse med en udlægsforretning vil fogedretten være kompetent til at prøve indsigelsen, jf. § 6 i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. Fogedretten vil efter omstændighederne kunne ophæve udlægget, jf. ovenfor i afsnit 2.1.1.1 om retsplejelovens §§ 501 og 502 om henholdsvis indsigelser mod fuldbyrdelsesgrundlaget og udsættelse af fogedforretningen. Der vil efter omstændighederne også være mulighed for en genoptagelse af udlægsforretningen efter retsplejelovens § 504.

Der vil derfor fortsat være lønindeholdelses- og udpantningsret for bl.a. det offentliges civilretlige fordringer, der f.eks. skyldes beløb, som det offentlige har udlagt for skyldneren eller anvendt på foranstaltninger og arbejder foretaget for den forpligtede skyldners vegne eller regning. Det vil også gælde bl.a. regreskrav, der skyldes lån, som det offentlige har kautioneret eller garanteret for, eller at det offentlige har måttet betale ikke rettidigt betalt leje eller andre ydelser. Dagpengegodtgørelse, som efter bilag 1, nr. 25, i dag kan inddrives ved lønindeholdelse og udpantning, vil også være omfattet.

Det foreslås også, at adgangen til lønindeholdelse og udpantning for erstatningskrav – i eller uden for kontrakt – som i dag hjemles i bilag 1, nr. 9, fortsat skal bestå, idet det dog vil være en forudsætning, at erstatningskravet kan tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens § 478, fordi erstatningskravet f.eks. er fastslået ved en dom, jf. de foreslåede bestemmelser i afsnit I, nr. 1, litra a, nr. v, og afsnit II, nr. 1, litra a, nr. v, i det nyaffattede bilag 1.

Den i bilag 1, nr. 7, til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige eksisterende adgang til lønindeholdelse og udpantning for civilretlige underholdsbidrag foreslås også videreført, jf. forslaget til afsnit I, nr. 1, litra a, nr. vi, og afsnit II, nr. 1, litra a, nr. vi, i den foreslåede nyaffattelse af bilag 1. Bestemmelsen omfatter både danske og udenlandske krav på underholdsbidrag.

Tvangsbøder kan ikke afvikles gennem indgåelsen af en afdragsordning. For politiets tvangsbøder fremgår dette af § 4, stk. 2, nr. 1, i bødebekendtgørelsen, bekendtgørelse nr. 409 af 9. april 2015. Tvangsbøder antages at bortfalde, når den pågældende forpligtelse er opfyldt, uanset om forpligtelsen først opfyldes efter den fastsatte frist.

Det foreslås, at tvangsbøder også fortsat skal undtages fra adgangen til at blive afviklet gennem en afdragsordning, da skyldneren blot kan opfylde sin pligt til handling eller undladelse, jf. forslaget til afsnit III, nr. 1, i bilag 1 til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Der er derfor intet beskyttelsesværdigt behov for at yde skyldneren den imødekommelse, som en afdragsordning er udtryk for.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.1.

Ved lov nr. 510 af 7. juni 2006 (Forenkling af reglerne om eftergivelse af studiegæld samt forsøg med eftergivelse af gæld til det offentlige for socialt udsatte grupper) blev der med § 1, nr. 10, indsat et nyt kapitel – kapitel 3 a: Forsøg med eftergivelse af gæld til det offentlige for socialt udsatte grupper – i lov om tilskud til afvikling af studiegæld og om eftergivelse af studiegæld, hvis titel samtidig blev ændret til »Lov om tilskud til afvikling af studiegæld og om eftergivelse af studiegæld samt om forsøg med eftergivelse af gæld til det offentlige for socialt udsatte grupper«.

Sigtet med ordningen var på forsøgsbasis i 4 år at etablere et regelsæt, som ville give mulighed for gennem eftergivelse af gæld til det offentlige at sikre, at det økonomiske incitament til at komme i arbejde for personer, der havde været i langvarig offentlig forsørgelse, ikke blev fjernet ved krav om tilbagebetaling af gæld, samtidig med at der skulle sikres et incitament til at fastholde skyldneren i beskæftigelse. Forslaget skulle ses som et målrettet beskæftigelsesfremmende initiativ for de langvarige kontanthjælpsmodtagere.

En af de bestemmelser, der blev indsat i kapitel 3 a, er § 16 g, stk. 1, 1. pkt., hvoraf det ved bestemmelsens indsættelse fremgik, at eftergivelsen skulle med et fast beløb pr. måned i 5 år. Beløbet, som skulle eftergives pr. måned, ville ifølge § 16 g, stk. 1, 2. pkt., udgøre 1/60 af den samlede offentlige gæld, som var omfattet af eftergivelsen, jf. § 16 f.

Ved § 120 i lov nr. 1336 af 19. december 2008 (Konsekvensændringer som følge af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige) blev ovennævnte lovs titel ændret til »Lov om forsøg med eftergivelse af gæld til det offentlige for socialt udsatte grupper«, idet kapitel 1-3 samtidig blev ophævet. Ved § 120, nr. 5, blev perioden på 5 år i § 16 g, stk. 1, 1. pkt., i lov om forsøg med eftergivelse af gæld til det offentlige for socialt udsatte grupper ændret fra 5 år til 4 år. Ved § 120, nr. 6, blev 1/60 ændret til 1/48, men ved en fejl blev det anført, at ændringen skulle foretages i § 16 g, stk. 2, 2. pkt., i lov om forsøg med eftergivelse af gæld til det offentlige for socialt udsatte grupper. Af stk. 2 fremgår det således, at når der er truffet afgørelse om eftergivelse, overdrager de offentlige fordringshavere den gæld, der er omfattet af eftergivelsen, til restanceinddrivelsesmyndigheden, hvis gælden ikke allerede er overgivet til restanceinddrivelsesmyndigheden. Der sker ikke forrentning af den eftergivne gæld. Sidstnævnte ændring, jf. § 120, nr. 6, skulle dog være foretaget i § 16 g, stk. 1, 2. pkt.

Med bestemmelsen i lovforslagets § 2 foreslås en rettelse af den fejlagtige henvisning til § 16 g, stk. 2, 2. pkt., i lov om forsøg med eftergivelse af gæld til det offentlige for socialt udsatte grupper, hvorefter der bliver hjemmel til, at det beløb, der eftergives pr. måned, udgør 1/48 af skyldners samlede gæld til det offentlige.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.3.

Bestyrelser for selskaber, foreninger mv. er pligtige på forlangende at give kommunalbestyrelsen i den kommune, der foretager fordelingen af skatter, og fordelingsnævnet de oplysninger, der er nødvendige for fordelingens foretagelse, jf. § 13, stk. 1, 1. pkt., i lov om kommunal indkomstskat. Vægrer nogen sig ved at efterkomme et sådant forlangende, kan ifølge 2. pkt. indenrigs- og sundhedsministeren om fornødent fremtvinge pligtens efterkommelse ved pålæg af en daglig bøde. Bøderne, der tilfalder statskassen, kan inddrives ved udpantning, jf. 3. pkt.

I lovforslagets § 1, nr. 16 og 21, foreslås, at alle fordringstyper, der er omfattet af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, er tillagt udpantningsret, medmindre der for særlige fordringstyper er gjort en undtagelse i bilag 1 til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. En sådan undtagelse foreslås ikke gjort for tvangsbøder. Det foreslås, at § 13, stk. 1, 3. pkt., i lov om kommunal indkomstskat får en ændret affattelse, så det alene bestemmes, at tvangsbøderne tilfalder statskassen, hvilket allerede fremgår af den eksisterende bestemmelse.

Til nr. 1

Kildeskattelovens afsnit VII har i dag overskriften »Hæftelses- og inddrivelsesbestemmelser«. Tidligere indeholdt afsnit VII inddrivelsesbestemmelser i § 72, stk. 2, om subsidiært ægtefælleudlæg og i § 73 om lønindeholdelse, men bestemmelserne er ophævet, fordi de i dag findes i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige i henholdsvis §§ 12 og 10. Kildeskattelovens §§ 73 B, 73 C og 73 D indeholdt tidligere bestemmelser om eftergivelse, men §§ 73 B og 73 er ophævet, mens § 73 D alene indeholder en bestemmelse om henstand, der kun har selvstændig betydning for opkrævningen. Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indeholder i §§ 13-15 bestemmelser om eftergivelse, mens § 3, stk. 3, giver restanceinddrivelsesmyndigheden mulighed for at give henstand med betalingen af fordringer, der er under inddrivelse. Overskriften i kildeskattelovens afsnit VII er derfor i dag misvisende og stridende mod ønsket om at fjerne særregler om inddrivelse, hvorfor det med bestemmelsen i nr. 1 foreslås, at overskriften ændres til »Hæftelsesbestemmelser m.v.«

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.3.

Til nr. 2

Efter kildeskattelovens § 72, 1. pkt., kan skattebeløb, som ikke betales rettidigt, inddrives tillige med tillæg, renter og gebyrer efter reglerne i lov om inddrivelse af skatter og afgifter m.v. I 2. pkt. er skatteministeren givet en bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om opkrævningen. Bestemmelsen, der fik sin nuværende affattelse ved § 2, nr. 2, i lov nr. 823 af 19. december 1989 (Kommuneaftalen), har i dag intet reelt indhold. Det fremgår af de specielle bemærkninger til § 2, nr. 2, i lovforslaget til ændringsloven – lovforslag nr. L 7, Folketingstidende 1989-90, tillæg A, spalte 296 – at det af den kommuneaftale, der begrundede lovforslaget, fremgik, at inddrivelse af A-skatter og selskabsskatter, der på daværende tidspunkt blev udført af de kommunale pantefogeder, skulle overføres til staten, hvor de regionale told- og skatteforvaltninger skulle varetage opgaven. Det fremgår også, at henvisningen gælder lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. Lovtitlen er derfor ved en fejl ikke gengivet korrekt i bestemmelsen. Endelig fremgår det af de specielle bemærkninger, at skatteministeren ved bekendtgørelse kan fastlægge, hvem der skal foretage inddrivelsen af de forskellige typer skattekrav. Det anføres, at det ved bekendtgørelsen vil blive fastsat, at A-skatterestancer og selskabsskatter fremover skal inddrives af statslige myndigheder. Ved affattelsen af bemyndigelsen til skatteministeren er bestemmelsen kommet til at fremstå som en bestemmelse, der vedrører opkrævning og ikke inddrivelse.

Med bestemmelsen i nr. 2 foreslås det derfor at ophæve bestemmelsen som værende overflødig.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2.

Den gældende regel i lov om arbejdsmiljø indeholder i § 74, stk. 7, 2. pkt., hjemmel til udpantning for en række gebyrer, som Arbejdstilsynet kan opkræve i henhold til loven. En sådan hjemmel er overflødig, idet det i lovforslagets § 1, nr. 16 og 21, foreslås, at alle fordringstyper, der er omfattet af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, er tillagt udpantningsret, medmindre der for særlige fordringstyper er gjort en undtagelse i bilag 1 til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. En sådan undtagelse foreslås ikke gjort for de nævnte gebyrer. Bestemmelsen foreslås derfor ophævet.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.1 og 2.1.2.

Det følger af den gældende regel i § 10 a, stk. 5, 2. pkt., i lov om arbejdsskadesikring, at statens regreskrav efter stk. 5, 1. pkt., mod ansvarlige skadevoldere i forbindelse med terrorhandlinger, jf. straffelovens §§ 114 og 114 a, kan inddrives efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. og ved indeholdelse i den pågældendes indtægter efter reglerne for inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven, i det omfang kravet kan tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens § 478, hvorefter der ved fogedretten kan søges tvangsfuldbyrdelse af pengekrav, for hvilke der bl.a. foreligger en dom eller et eksigibelt forlig. Herudover bestemmes det i 3. pkt., at et sådant pålæg om indeholdelse gives af restanceinddrivelsesmyndigheden.

Det foreslås, at bestemmelserne i § 10 a, stk. 5, 2. og 3. pkt., i lov om arbejdsskadesikring ophæves, idet der med nærværende lovforslags § 1, nr. 21, foreslås en nyaffattelse af bilag 1 til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorefter sådanne statslige regreskrav, hvis de kan tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens § 478, skal kunne inddrives ved lønindeholdelse og udpantning, jf. forslaget til bilag 1 til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, afsnit I, nr. 1, litra a, nr. iii, og afsnit II, nr. 1, litra a, nr. iii.

Herudover bemærkes det, at henvisningen til kildeskatteloven er forældet, da de pågældende regler om lønindeholdelse nu findes i § 10 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.1 og 2.1.2.

I § 1 a, stk. 2, 2. pkt., i lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige er bestemt, at statens regreskrav, jf. stk. 1, mod ansvarlige skadevoldere i forbindelse med terrorhandlinger, jf. straffelovens §§ 114 og 114 a, kan inddrives efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. og ved indeholdelse i den pågældendes indtægter efter reglerne for inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven, i det omfang kravet kan tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens § 478, hvorefter der ved fogedretten kan søges tvangsfuldbyrdelse af pengekrav, for hvilke der bl.a. foreligger en dom eller et eksigibelt forlig. Herudover bestemmes det i 3. pkt., at et sådant pålæg om indeholdelse gives af restanceinddrivelsesmyndigheden.

Det foreslås, at bestemmelserne i § 1 a, stk. 2, 2. og 3. pkt., i lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige ophæves, idet der med nærværende lovforslags § 1, nr. 21, foreslås en nyaffattelse af bilag 1 til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorefter sådanne statslige regreskrav, hvis de kan tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens § 478, skal kunne inddrives ved lønindeholdelse og udpantning, jf. forslaget til bilag 1 til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, afsnit I, nr. 1, litra a, nr. iii, og afsnit II, nr. 1, litra a, nr. iii.

Herudover bemærkes det, at henvisningen til kildeskatteloven er forældet, da de pågældende regler om lønindeholdelse nu findes i § 10 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.1 og 2.1.2.

Den gældende regel i § 14, stk. 2, i lov om retsforholdet mellem arbejdsgivere og funktionærer indeholder en hjemmel til udpantning for udgifter til mægling, som det offentlige har udlagt forskudsvis.

En sådan hjemmel er overflødig, idet det i lovforslagets § 1, nr. 16 og 21, foreslås, at alle fordringstyper, der er omfattet af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, er tillagt udpantningsret, medmindre der for særlige fordringstyper er gjort en undtagelse i bilag 1 til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. En sådan undtagelse foreslås ikke gjort for de ovenfor nævnte krav fra det offentlige. Det foreslås derfor, at bestemmelsen ændres, således at henvisningen til udpantningsretten udgår som værende overflødig.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.1 og 2.1.2.

Udbetaling Danmark er oprettet som en offentligt reguleret selvejende institution, der har en egen bestyrelse og egen formue. Kommunerne og staten dækker udgifterne til Udbetaling Danmarks opgaver inden for de sagsområder, som efter lov om Udbetaling Danmark varetages af Udbetaling Danmark. I de almindelige bemærkninger til lovforslaget til lov om Udbetaling Danmark – lovforslag nr. L 86, Folketingstidende 2011-12, A, L 86 som fremsat – anføres i afsnit 2.16.2 på side 39, at Udbetaling Danmark vil blive betragtet som en offentlig myndighed, som er omfattet af reglerne i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, men at det dog er nødvendigt med en lovændring, hvis Udbetaling Danmark skal være omfattet af §§ 8 og 9 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige om retten til at indtræde i udbetalinger fra det offentlige (§ 8) og modregningsadgang trods en meddelt henstand (§ 9), idet bestemmelserne specifikt nævner de myndigheder, der er omfattet af bestemmelserne, dvs. kommuner og regioner.

Lov om Udbetaling Danmark bestemmer derfor i § 31, at §§ 8 og 9 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige finder tilsvarende anvendelse for Udbetaling Danmark. Private underholdsbidrag opkræves af Udbetaling Danmark, hvis den bidragsberettigede anmoder herom, jf. § 2, 1. pkt., i lov om opkrævning af underholdsbidrag, og disse fordringer vil i lighed med andre fordringer, som Udbetaling Danmark opkræver, derfor kunne modregnes ved udnyttelse af indtrædelsesretten.

Det foreslås at ændre bestemmelsen om indtrædelsesret i § 31 i lov om Udbetaling Danmark, således at henvisningen til § 8 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige udgår af bestemmelsen som overflødig som følge af forslaget om at ændre affattelsen af § 8 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. lovforslagets § 1, nr. 12.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.2.2.

Den gældende regel i § 7, stk. 1, i lov om en garantiordning for udlån til nye aktiviteter i mindre virksomheder indeholder en hjemmel til, at erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om lånebetingelser og lovens administration, herunder nærmere regler for fremgangsmåden i forbindelse med lønindeholdelse.

Bemyndigelsen for erhvervsministeren til at fastsætte regler om fremgangsmåden ved lønindeholdelse er forældet, idet reglerne om lønindeholdelse siden ikrafttrædelsen den 1. januar 2009 af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige har været i denne lov. Det foreslås derfor at ophæve denne del af bestemmelsen i ovennævnte § 7, stk. 1.

Til nr. 1

Den gældende regel i revisorlovens § 42, stk. 2, indeholder en udpantningshjemmel til inddrivelse af tvangsbøder, som Erhvervsstyrelsen i visse tilfælde kan pålægge medlemmer af en revisionsvirksomheds bestyrelse, direktion eller lignende ansvarligt organ og revisorer samt medlemmer af det øverste ledelsesorgan eller revisionsudvalg i en virksomhed af interesse for offentligheden.

En sådan henvisning er overflødig, idet det i lovforslagets § 1, nr. 16 og 21, foreslås, at alle fordringstyper, der er omfattet af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, er tillagt udpantningsret, medmindre der for særlige fordringstyper er gjort en undtagelse i bilag 1 til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. En sådan undtagelse foreslås ikke gjort for tvangsbøder.

Bestemmelsen i § 42, stk. 2, indeholder også en henvisning til reglerne om lønindeholdelse efter reglerne i kildeskatteloven. Henvisningen har mistet sin betydning, da reglerne om lønindeholdelse nu findes i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, og da der i nærværende lovforslag ikke foreslås en undtagelse for tvangsbøder i relation til inddrivelse ved lønindeholdelse, foreslås i nr. 1, at bestemmelsen i § 42, stk. 2, ændres, så det alene bestemmes, som det allerede er tilfældet i den eksisterende bestemmelse, at tvangsbøderne tilfalder statskassen.

Til nr. 2

Efter bestemmelsen i revisorlovens § 42, stk. 3, kan restanceinddrivelsesmyndigheden eftergive krav efter stk. 1 og 2, dvs. tvangsbøder, efter reglerne i opkrævningsloven. Opkrævningsloven indeholder ikke længere bestemmelser om eftergivelse. De findes i dag i §§ 13-15 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Det foreslås derfor i nr. 2, at § 42, stk. 3, ændres, så henvisningen i stedet gælder lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Den gældende regel i § 10, stk. 3, i lov om skibsmåling indeholder en udpantningshjemmel for gebyrer, der i henhold til § 10, stk. 2, i lov om skibsmåling opkræves af Søfartsstyrelsen hos rederen for udførelse af målingsforretninger samt udstedelse af målebrev. Det fremgår af § 10, stk. 3, at gebyret, der tilfalder statskassen, kan inddrives ved udpantning.

En sådan henvisning til udpantningsadgangen er overflødig, idet det i lovforslagets § 1, nr. 16 og 21, foreslås, at alle fordringstyper, der er omfattet af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, er tillagt udpantningsret, medmindre der for særlige fordringstyper er gjort en undtagelse i bilag 1 til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. En sådan undtagelse foreslås ikke gjort for de nævnte gebyrer. Bestemmelsen i § 10, stk. 3, foreslås derfor givet en ny affattelse, så det af bestemmelsen alene fremgår, at gebyret tilfalder statskassen.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.1 og 2.1.2.

Den gældende regel i § 42, stk. 1, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. indeholder en udpantningshjemmel for statskassens tilgodehavende efter indfrielse af en ifølge § 28 c i lov om realkreditinstitutter ydet statsgaranti. Udpantningshjemlen er overflødig, idet det i lovforslagets § 1, nr. 16 og 21, foreslås, at alle fordringstyper, der er omfattet af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, er tillagt udpantningsret, medmindre der for særlige fordringstyper er gjort en undtagelse i bilag 1 til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. En sådan undtagelse foreslås ikke gjort for disse tilgodehavender.

§ 42, stk. 2, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. giver hjemmel til, at kravene kan inddrives af Finansstyrelsen ved indeholdelse i løn efter reglerne i kildeskatteloven. Bestemmelsen har mistet sin betydning, fordi reglerne om lønindeholdelse nu findes i § 10 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, ligesom Finansstyrelsen ikke findes længere.

Herudover indeholder § 42, stk. 3, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. hjemmel til, at fødevareministeren kan fastsætte regler om fremgangsmåden i forbindelse med lønindeholdelse. Også denne bestemmelse har mistet sin betydning.

Endelig indeholder bestemmelsen § 42, stk. 4, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer hjemmel til indhentelse af oplysninger til brug for inddrivelsen, ligesom stk. 5 bestemmer, at Finansstyrelsens afgørelser efter stk. 1-4 kan indbringes for finansministeren. Også disse bestemmelser har mistet deres betydning.

§ 42 i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. foreslås derfor ophævet.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.1 og 2.1.2.

Den gældende regel i § 17, stk. 2, 1. pkt., i lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser bestemmer, at statens regreskrav, jf. stk. 1, mod skadevolderen efter loven kan inddrives efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. og ved indeholdelse i den pågældendes indtægter efter reglerne for inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven, i det omfang kravet kan tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens § 478, hvorefter der ved fogedretten kan søges tvangsfuldbyrdelse af pengekrav, for hvilke der bl.a. foreligger en dom eller et eksigibelt forlig. Herudover bestemmes det i 2. pkt., at et sådant pålæg om indeholdelse gives af restanceinddrivelsesmyndigheden.

Det foreslås, at bestemmelsen i § 17, stk. 2, i lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser ophæves, idet der med nærværende lovforslags § 1, nr. 21, foreslås en nyaffattelse af bilag 1 til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorefter sådanne statslige regreskrav, hvis de kan tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens § 478, skal kunne inddrives ved lønindeholdelse og udpantning, jf. forslaget til bilag 1 til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, afsnit I, nr. 1, litra a, nr. iii, og afsnit II, nr. 1, litra a, nr. iii.

Herudover bemærkes det, at henvisningen til kildeskatteloven er forældet, da de pågældende regler om lønindeholdelse nu findes i § 10 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.1 og 2.1.2.

Den gældende regel i § 3, stk. 3, 3. pkt., i lov om lenskontrollen indeholder en hjemmel til udpantning for Justitsministeriets udgifter ved udførelsen af kontrollen med pengefideikommisser og successorfonds. Udpantningshjemlen er overflødig, idet det i lovforslagets § 1, nr. 16 og 21, foreslås, at alle fordringstyper, der er omfattet af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, er tillagt udpantningsret, medmindre der for særlige fordringstyper er gjort en undtagelse i bilag 1 til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. En sådan undtagelse foreslås ikke gjort for disse krav. Det foreslås derfor, at § 3, stk. 3, 3. pkt., i lov om lenskontrollen ophæves.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.1 og 2.1.2.

Den gældende regel i § 30, stk. 7, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet indeholder en hjemmel til udpantning for præmier for forsikringer i henhold til loven og en henvisning til reglerne for indeholdelse i løn i reglerne for inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven.

Hjemlen til udpantning er overflødig, idet det i lovforslagets § 1, nr. 16 og 21, foreslås, at alle fordringstyper, der er omfattet af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, er tillagt udpantningsret, medmindre der for særlige fordringstyper er gjort en undtagelse i bilag 1 til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. En sådan undtagelse foreslås ikke gjort for de nævnte præmier. Henvisningen til kildeskattelovens regler om lønindeholdelse har mistet sin betydning, da reglerne om lønindeholdelse nu findes i § 10 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Det foreslås derfor, at § 30, stk. 7, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet ophæves.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.1 og 2.1.2.

Den gældende regel i vævslovens § 20, stk. 2, indeholder en hjemmel til udpantning for Sundhedsstyrelsens krav på gebyrer efter stk. 1. Det foreslås at ophæve § 20, stk. 2, idet det i lovforslagets § 1, nr. 16 og 21, foreslås, at alle fordringstyper, der er omfattet af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, er tillagt udpantningsret, medmindre der for særlige fordringstyper er gjort en undtagelse i bilag 1 til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. En sådan undtagelse foreslås ikke gjort for disse gebyrer.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.1 og 2.1.2.

Den gældende regel i § 103, stk. 3, i lov om lægemidler indeholder en hjemmel til udpantning for Sundhedsstyrelsens krav på gebyrer efter stk. 1 fra virksomheder til hel eller delvis dækning af Sundhedsstyrelsens virksomhed efter bl.a. denne lov. Bestemmelsen i § 103, stk. 3, foreslås ophævet, idet det i lovforslagets § 1, nr. 16 og 21, foreslås, at alle fordringstyper, der er omfattet af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, er tillagt udpantningsret, medmindre der for særlige fordringstyper er gjort en undtagelse i bilag 1 til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. En sådan undtagelse foreslås ikke gjort for disse gebyrer.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.1 og 2.1.2.

Den gældende regel i sundhedslovens § 228, stk. 3, bestemmer i 1. pkt., at der i tilskud, som regionsrådet udbetaler til sundhedspersoner i henhold til stk. 1, kan foretages indeholdelse med henblik på inddrivelse af offentlige fordringer efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven. Tilsvarende kan der ifølge 2. pkt. foretages indeholdelse i tilskud til lægemidler, som regionsrådet i henhold til aftale mellem det offentlige og apotekernes organisation udbetaler direkte til apotekerne. Bestemmelsen i 1. pkt. henviser til reglerne om lønindeholdelse efter den tidligere regel i kildeskatteloven herom. Reglen, der fandtes i § 73, blev ophævet med virkning fra den 1. januar 2009, da lov om inddrivelse af gæld til det offentlige trådte i kraft og i § 10 videreførte hjemlen til lønindeholdelse. Det foreslås derfor, at bestemmelsen i sundhedslovens § 228, stk. 3, 1. pkt., ændres, således at der henvises til reglerne i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Den gældende regel i færdselslovens § 123, stk. 3, pkt. 4, indeholder en udpantningshjemmel for politiets krav på dækning af afholdte udgifter til transport og opbevaring af bl.a. ulovligt parkerede køretøjer. Udpantningshjemlen er overflødig, idet det i lovforslagets § 1, nr. 16 og 21, foreslås, at alle fordringstyper, der er omfattet af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, er tillagt udpantningsret, medmindre der for særlige fordringstyper er gjort en undtagelse i bilag 1 til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. En sådan undtagelse foreslås ikke gjort for disse krav. Det foreslås derfor, at færdselslovens § 123, stk. 3, 4. pkt., ophæves.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.1 og 2.1.2.

Den gældende regel i jernbanelovens § 14, stk. 2, 2. pkt., giver hjemmel til, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan inddrive skyldige kontrolafgifter og ekspeditionsgebyrer ved modregning i overskydende skat.

Fordringer, der omfattes af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, vil dog kunne modregnes i udbetalinger fra staten, jf. lovforslagets § 1, nr. 12, om nyaffattelsen af § 8, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige om indtrædelsesret. Det foreslås derfor, at jernbanelovens § 14, stk. 2, 2. pkt., ophæves som værende overflødig.

Den gældende regel i § 29, stk. 3, 2. pkt., i lov om trafikselskaber giver hjemmel til, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan inddrive skyldige kontrolafgifter og ekspeditionsgebyrer ved modregning i overskydende skat.

Fordringer, der omfattes af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, vil dog kunne modregnes i udbetalinger fra staten, jf. lovforslagets § 1, nr. 12, om nyaffattelsen af § 8, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige om indtrædelsesret. Det foreslås derfor, at § 29, stk. 3, 2. pkt., i lov om trafikselskaber ophæves som værende overflødig.

Til nr. 1

Denne gældende bestemmelse i SU-lovens § 58, stk. 4, indeholder hjemmel til lønindeholdelse efter lovens afsnit I og III for stipendierater, som en ph.d.-studerende skal tilbagebetale, hvis den studerende har tilsidesat oplysningspligten efter lovens § 53, stk. 1, eller i øvrigt har modtaget stipendierater mod bedre vidende. Bestemmelserne om lønindeholdelse i afsnit I og III blev ophævet ved § 136 i lov nr. 1336 af 19. december 2008 (Konsekvensændringer som følge af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige). Bestemmelsen i § 58, stk. 4, foreslås derfor i nr. 1 ophævet.

Til nr. 2

§ 61 i lov om statens uddannelsesstøtte giver ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser hjemmel til at fastsætte regler om straf af bøde for overtrædelser af regler fastsat om inddrivelse af misligholdt gæld. Bestemmelsen i § 61 findes i lovens afsnit III, der har overskriften »Strafbestemmelse vedrørende overtrædelse af bestemmelserne om lønindeholdelse«. Bemyndigelsen i § 61 til at fastsætte regler om straf er aldrig blevet udnyttet.

Lønindeholdelse reguleres i § 10 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Det følger af § 10, stk. 6, at en lang række bestemmelser i kildeskatteloven, herunder § 74, finder tilsvarende anvendelse for beløb, der er indeholdt eller opkrævet efter § 10 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. § 74 i kildeskatteloven giver hjemmel til med bøde at straffe den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed undlader at opfylde sin pligt til at indeholde A-skat m.v.

Det foreslås derfor i nr. 2, at afsnit III ophæves.

Den gældende regel i § 15, stk. 3, i lov om kreditforeningen af kommuner og regioner i Danmark indeholder en hjemmel til udpantning for tvangsbøder, som tilsynsmyndigeden kan pålægge medlemmer af foreningens bestyrelse og direktion for manglende opfyldelse af forpligtelser efter loven. En udpantningshjemmel er overflødig, idet det i lovforslagets § 1, nr. 16 og 21, foreslås, at alle fordringstyper, der er omfattet af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, er tillagt udpantningsret, medmindre der for særlige fordringstyper er gjort en undtagelse i bilag 1 til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. En sådan undtagelse foreslås ikke gjort for tvangsbøder. Det foreslås derfor, at § 15, stk. 3, i lov om kreditforeningen af kommuner og regioner i Danmark ophæves.

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. april 2017. Hermed gælder de nye regler fra idriftsættelsen af den første udgave af det nye inddrivelsessystem, der forventes taget i brug primo april 2017.

Det foreslås i stk. 2, at den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 9, skal have virkning for renter af fordringer, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, og hvor renten stiftes den 21. november 2018 eller senere. Det indebærer, at forældelsesfristen for renter, som stiftes fra og med den 21. november 2018 til og med den 30. november 2018, regnes fra den 1. december 2018.

Efter § 18 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er forældelsen af fordringer inklusive renter, gebyrer og andre omkostninger, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden den 19. november 2015 eller senere, udskudt således, at forældelsesfristen tidligst regnes fra den 20. november 2018. Udskydelsen af forældelsesfristen gælder for alle krav, der er under inddrivelse den 19. november 2015 eller senere, og inddrivelsesrenter vil således være omfattet af udskydelsen af forældelsen efter § 18 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, uanset i hvilket it-system renterne er placeret.

For renter, der tilskrives fordringer, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, er forældelsesfristen 3 år. Det betyder, at forældelsesfristen for alle inddrivelsesrenter, der er under inddrivelse den 20. november 2018, begynder at løbe den 20. november 2018 og – medmindre afbrydelse sker – forældes den 21. november 2021, idet det foreslås, at forældelseslovens § 27, stk. 2, ikke skal finde anvendelse på renter af fordringer, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed. Det foreslås i stk. 1, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland, idet der dog herfra må gøres nogle undtagelser.

I stk. 2 foreslås, at §§ 11, 12 og 14 ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Lovforslagets § 11 vedrører revisorloven, der i § 64 bestemmer, at loven ikke gælder for Færøerne, men ved kongelig anordning kan sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.

Lovforslagets § 12 vedrører lov om skibsmåling, der i § 14 bestemmer, at loven ikke gælder for Færøerne, men ved kongelig anordning kan sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.

Lovforslagets § 14 vedrører lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, der i § 20 bestemmer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men ved kongelig anordning kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

I stk. 3 foreslås, at §§ 14 og 16 ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Lovforslagets § 14 vedrører som nævnt ovenfor lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, der i § 20 bestemmer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men ved kongelig anordning kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Lovforslagets § 16 vedrører lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, der i § 64 bestemmer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men ved kongelig anordning kan sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.