LOV nr 331 af 28/03/2023
Skatteministeriet
Lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, kildeskatteloven, skatteindberetningsloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og lov om Den Internationale Straffedomstol og om ophævelse af lov om Det Fælles Lønindeholdelsesregister (Styrkelse af inddrivelsen med henblik på at nedbringe danskernes gæld til det offentlige) § 8
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. § 5 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.
Stk. 3. § 6 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som henholdsvis de færøske og de grønlandske forhold tilsiger.
FREDERIK
Kronprins
/ Jeppe Bruus
Forarbejder til Lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, kildeskatteloven, skatteindberetningsloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og lov om Den Internationale Straffedomstol og om ophævelse af lov om Det Fælles Lønindeholdelsesregister (Styrkelse af inddrivelsen med henblik på at nedbringe danskernes gæld til det offentlige) § 8
Det foreslås i stk. 1, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.
Det fremgår således af § 20 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, som lovforslagets § 1 vedrører, at lov om inddrivelse af gæld til det offentlige ikke gælder for Færøerne og Grønland, og loven indeholder ikke en hjemmel til at sætte loven i kraft for Færøerne eller Grønland.
Kildeskatteloven, der omfattes af lovforslagets § 2, gælder ifølge kildeskattelovens § 116 ikke for Færøerne og Grønland og omfatter heller ingen hjemmel til at sætte loven i kraft for Færøerne eller Grønland.
Skatteindberetningsloven, der omfattes af lovforslagets § 3, gælder ifølge skatteindberetningsloven § 65 ikke for Færøerne og Grønland og omfatter heller ingen hjemmel til at sætte loven i kraft for Færøerne eller Grønland.
Lov om Det Fælles Lønindeholdelsesregister, der med lovforslagets § 4 foreslås ophævet, gælder ifølge denne lovs § 11 ikke for Færøerne og Grønland, og loven indeholder ikke en hjemmel til at sætte loven i kraft for Færøerne eller Grønland.
Det foreslås i stk. 2, at § 5 ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.
Lovforslagets § 5 vedrører lov om fuldbyrdelse af straf m.v., der i § 126 bestemmer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.
Det foreslås i stk. 3, at § 6 ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de henholdsvis færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Lovforslagets § 6 vedrører lov om Den Internationale Straffedomstol, der i § 9 bestemmer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.