LOV nr 638 af 08/06/2016
Justitsministeriet
Lov om ændring af lov om forsikringsaftaler og lov om tilsyn med firmapensionskasser (Udvidelse af forbud mod indhentelse og anvendelse af visse helbredsmæssige oplysninger ved tegning m.v. af forsikringer og pensioner) § 1
I lov om forsikringsaftaler, jf. lovbekendtgørelse nr. 1237 af 9. november 2015, foretages følgende ændring:
1. I § 3 a, 2. pkt., udgår »eller andre personers«.
Forarbejder til Lov om ændring af lov om forsikringsaftaler og lov om tilsyn med firmapensionskasser (Udvidelse af forbud mod indhentelse og anvendelse af visse helbredsmæssige oplysninger ved tegning m.v. af forsikringer og pensioner) § 1
Til nr. 1
I den gældende bestemmelse fastlægges, hvilke helbredsoplysninger der ikke må anvendes med henblik på forsikringsselskabernes og pensionskassernes vurdering af risiko for fremtidige sygdomme i forbindelse med forsikrings- eller pensionstegning mv. Bestemmelsen indeholder et forbud mod, at forsikringsselskaber og pensionskasser anvender visse oplysninger om personers arveanlæg i forbindelse med tegning mv. af forsikringer og pensioner.
Ved den foreslåede ændring udvides forbuddet til at omfatte alle helbredsoplysninger om andre personer end forsikrings- eller pensionstageren.
Forbuddet indebærer, at forsikringsselskaber og pensionskasser i forbindelse med eller efter indgåelse af aftaler om forsikring eller pension ikke må anmode om, indhente eller modtage og bruge oplysninger om slægtninges aktuelle eller tidligere helbredstilstand.
Forbuddet betyder bl.a., at selskabet ikke kan betinge præmiestørrelsen eller tegning af forsikring eller pension af, at forsikrings- eller pensionstageren fremlægger oplysninger om andre personers aktuelle eller tidligere helbredstilstand. Forbuddet indebærer samtidig, at selskabet skal nægte at modtage og anvende sådanne oplysninger, som forsikrings- eller pensionstageren søger at fremlægge.
Den foreslåede ændring er uden betydning for forsikringsselskabers og pensionskassers mulighed for at anmode om, indhente eller modtage og bruge relevante helbredsoplysninger om andre personer med henblik på at belyse en eventuel forsikringsudløsende begivenhed.
Overtrædelse af forbuddet vil kunne straffes med bøde efter forsikringsaftalelovens § 134.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.