LOV nr 710 af 20/06/2025
Erhvervsministeriet
Lov om ændring af lov om Det Centrale Virksomhedsregister, selskabsloven og forskellige andre love (Begrænsning af adgangen til oplysninger om reelle ejere som følge af 6. hvidvaskdirektiv) § 5
I SE-loven, jf. lovbekendtgørelse nr. 735 af 5. juli 2019, som ændret ved § 6 i lov nr. 2601 af 28. december 2021, foretages følgende ændringer:
1. I fodnoten til lovens titel ændres »og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/843/EU af 30. maj 2018 om ændring af direktiv (EU) 2015/849 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme og om ændring af direktiv 2009/138/EF og 2013/36/EU, EU-Tidende 2018, nr. L 156, side 43« til: »dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/843/EU af 30. maj 2018 om ændring af direktiv (EU) 2015/849 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme og om ændring af direktiv 2009/138/EF og 2013/36/EU, EU-Tidende 2018, nr. L 156, side 43, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2024/1640 af 31. maj 2024 om de mekanismer, som medlemsstaterne skal indføre for at forebygge anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af direktiv (EU) 2019/1937 og om ændring og ophævelse af direktiv (EU) 2015/849, EU-Tidende, L af 19. juni 2024«.
2. I § 17, stk. 2, ændres »offentliggørelse i forbindelse med anmeldelsen« til: »tilgængelighed og offentliggørelse af registreringspligtige oplysninger«.
3. I § 17, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., indsættes efter »i henhold til denne lov«: »bortset fra reelle ejere«.
Forarbejder til Lov om ændring af lov om Det Centrale Virksomhedsregister, selskabsloven og forskellige andre love (Begrænsning af adgangen til oplysninger om reelle ejere som følge af 6. hvidvaskdirektiv) § 5
Til nr. 1
SE-loven indeholder ikke en henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2024/1640 af 31. maj 2024 om de mekanismer, som medlemsstaterne skal indføre for at forebygge anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af direktiv (EU) 2019/1937 og om ændring og ophævelse af direktiv (EU) 2015/849.
Det foreslås, at der i fodnoten til SE-lovens titel tilføjes en henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2024/1640 af 31. maj 2024 om de mekanismer, som medlemsstaterne skal indføre for at forebygge anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af direktiv (EU) 2019/1937 og om ændring og ophævelse af direktiv (EU) 2015/849, EU-tidende, L af 19. juni 2024.
Lovforslaget vil gennemføre den del af direktiv (EU) 2024/1640, der vedrører adgangen til oplysninger om reelt ejerskab i registeret over reelle ejere og i de sammenkoblede centrale registre.
Som følge heraf er der behov for at tilpasse den gældende fodnote, som henviser til de EU-direktiver, som loven helt eller delvis gennemfører.
Til nr. 2
Det fremgår af SE-lovens § 17, stk. 1, at Erhvervsstyrelsen kan fastsætte regler, der er nødvendige for anvendelsen af De Europæiske Fællesskabers forordninger om SE-selskaber.
Det fremgår af bestemmelsens stk. 2, at Erhvervsstyrelsen kan fastsætte regler om SE-selskabers anmeldelse, gebyr for sådan anmeldelse, offentliggørelse i forbindelse med anmeldelsen og udskrifter m.v.
Det foreslås i § 17, stk. 2, at »offentliggørelse i forbindelse med anmeldelsen« ændres til »tilgængelighed og offentliggørelse af registreringspligtige oplysninger«.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Erhvervsstyrelsen bemyndiges til at fastsætte regler om oplysninger, der ikke gøres tilgængelige for den brede offentlighed, men som der kan gives adgang til for kompetente myndigheder, forpligtede enheder og fysiske og juridiske personer med legitim interesse.
Bestemmelsen vil sikre, at SE-loven bringes i overensstemmelse med de foreslåede bestemmelser i CVR-loven, jf. lovforslagets § 1, hvorefter oplysninger om reelt ejerskab alene må gøres tilgængelige for kompetente myndigheder, forpligtede enheder og personer med legitim interesse.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 3
Ifølge SE-lovens § 17, stk. 3, offentliggøres oplysning om navn på personer registreret i henhold til denne lov til enhver tid i CVR, medmindre Erhvervsstyrelsen træffer anden beslutning. Dette gælder for både aktive og ophørte selskaber.
I henhold til SE-lovens § 17, stk. 4, offentliggøres oplysning om adresse for personer registreret i henhold til denne lov i CVR, indtil der er forløbet 5 år, efter at personen er ophørt med at være aktiv i en virksomhed, som er registreret i CVR. Dette gælder både i aktive og ophørte selskaber. For personer, der har registreret navne- og adressebeskyttelse i Det Centrale Personregister, offentliggøres adressen ikke i CVR, så længe beskyttelsen er gældende i Det Centrale Personregister, medmindre personen anmoder Erhvervsstyrelsen om, at adressebeskyttelsen ikke skal gælde i CVR. Personer, der ikke har et CPR-nummer, kan anmode Erhvervsstyrelsen om adressebeskyttelse i CVR.
Det foreslås i § 17, stk. 3, 1. pkt., og § 17, stk. 4, 1. pkt., at der efter »i henhold til denne lov« indsættes », bortset fra reelle ejere,«.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at oplysninger om reelt ejerskab vil blive undtaget fra offentliggørelse.
Bestemmelsen vil sikre, at SE-loven bringes i overensstemmelse med de foreslåede bestemmelser i CVR-loven, jf. lovforslagets § 1, hvorefter oplysninger om reelt ejerskab alene må gøres tilgængelige for kompetente myndigheder, forpligtede enheder og personer med legitim interesse.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.