Lov om ændring af lov om arbejdsskadesikring, lov om den selvejende institution Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og lov om erstatningsansvar (Anmeldelse af arbejdsulykker, opdatering af kapitaliseringsfaktorer m.v.) § 1

Til nr. 1

Den gældende lov indeholder ingen EU-retlige aspekter, der har medført behov for fodnoter herom til titlen til lovforslaget.

Ved lovforslagets § 1, nr. 20 og 21, ændres § 77 i arbejdsskadesikringsloven, således at det nuværende forbud mod regres mod skadevoldere, der har pådraget sig erstatningspligt over for tilskadekomne eller deres efterladte, for ydelser efter loven, ophæves, når der er tale om produktansvar.

Ændringen skyldes, at lovforslaget implementerer Rådets direktiv 85/374/EØF af 25. juli 1985 om tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om produktansvar (produktansvarsdirektivet).

Det foreslås i lovforslagets § 1, nr. 1 , at indsætte en fodnote til lovens titel, der tydeliggør, at arbejdsskadesikringsloven implementerer produktansvarsdirektivet.

Fodnoten har ingen selvstændig retsvirkning. Indholdet af ændringen følger af forslaget til § 1, nr. 20 og 21.

Til nr. 2

Efter § 17, stk. 5, i arbejdsskadesikringsloven tilkendes erstatning for tab af erhvervsevne som en løbende ydelse, medmindre den kapitaliseres efter reglerne i § 27. Efter bestemmelsen i arbejdsskadesikringslovens § 27, stk. 1, 1. pkt., skal løbende årlig erstatning tilkendt efter § 17 for tab af erhvervsevne på mindre end 50 pct. normalt og uden den erstatningsberettigedes samtykke omsættes til et kapitalbeløb, når erstatningen er endeligt fastsat. Efter § 27, stk. 1, 4. pkt., kan en midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne ikke omsættes til og udbetales som en kapitalerstatning. Efter praksis træffer Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i nogle sager delte afgørelser, hvor en del af erstatningen er endelig, mens en anden del af erstatningen er midlertidig. Den del af erstatningen, der vurderes at være endelig, kan således udbetales som en kapitalerstatning.

Den gældende bestemmelse i § 17 indeholder ud over princippet for fastsættelse af erstatningens størrelse de generelle regler om retten til erstatning for tab af erhvervsevne, herunder regler om erstatningsniveau, tilkendelse af erstatning og regler om tidspunkterne for erstatningens start og ophør. Disse regler gælder for erstatning for tab af erhvervsevne, medmindre andet følger af andre regler i arbejdsskadesikringsloven.

§ 17 suppleres af bestemmelsen i § 17 a, om vurdering af tab af erhvervsevne for personer, der efter en arbejdsskade er visiteret til fleksjob. § 17 a regulerer især fastsættelsen af tabets størrelse. § 17 a indeholder også en regel om udbetaling af erstatning for tab af erhvervsevne, der er fastsat efter bestemmelsen. For så vidt angår øvrige regler om erstatning for tab af erhvervsevne, der er fastsat efter § 17 a, gælder de generelle regler i § 17, herunder regler om erstatningsniveau, starttidspunkt og ophørstidspunkt.

Det nuværende hjemmelsgrundlag for at anvende § 27 i sager, hvor tabet af erhvervsevne er fastsat efter §17 a, fremgår således implicit af praksis vedrørende § 27. Denne praksis er tilsigtet, idet reglen i § 17 a har til formål at fastsætte tabet af erhvervsevne for tilskadekomne, der efter en arbejdsskade visiteres til fleksjob, mens andre bestemmelser vedrørende tab af erhvervsevne, der er fastsat efter § 17, også gælder for tab af erhvervsevne, der er fastsat efter § 17 a.

Det foreslås ved lovforslagets § 1, nr. 2 , at § 17 a også eksplicit bliver omfattet af bestemmelsen i lovens § 27, stk. 1, 1. pkt.

Forslaget vil indebære, at der skabes udtrykkelig lovhjemmel til, at erstatning tilkendt for tab af erhvervsevne efter § 17 a kan udbetales efter samme regler som gælder for udbetaling af erstatning tilkendt efter § 17. Det får især betydning, når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring efter reglen i § 17 a træffer endelig afgørelse om tabet af erhvervsevne.

Forslaget vil således indebære, at det af § 27, stk. 1, 1. pkt., kommer til at fremgå udtrykkeligt, at løbende årlig erstatning for tab af erhvervsevne på mindre end 50 pct. normalt og uden den erstatningsberettigedes samtykke skal omsættes til et kapitalbeløb, også omfatter endeligt fastsat erstatning for tab af erhvervsevne, når tilskadekomne er visiteret til fleksjob eller er i fleksjob efter skaden.

Forslaget til ændring af § 27, stk. 1, 1. pkt., er en kodificering af gældende praksis, hvorefter en endelig fastsat løbende årlig erstatning tilkendt efter § 17 a for tab af erhvervsevne på mindre end 50 pct. omsættes til et kapitalbeløb. Forslaget har ingen betydning for størrelsen af tilskadekomnes erstatning for tab af erhvervsevne.

Der henvises i øvrigt til ændringerne i § 1, nr. 17 og 18, og de almindelige bemærkninger, pkt. 2.5.

Til nr. 3

Erstatning for tab af erhvervsevne og tab af forsørger kan udbetales som en løbende, månedlig erstatning indtil modtageren når folkepensionsalderen, eller der ikke længere er grundlag for den løbende erstatning.

Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 27, stk. 4, 1. pkt., at omsætning af løbende ydelse til kapitalbeløb finder sted på grundlag af ydelsens størrelse på omsætningstidspunktet.

Efter de gældende regler i lovens § 27, stk. 4, 1. pkt., skal omsætningen af den løbende, månedlige erstatning til et kapitalbeløb således fastsættes på grundlag af størrelsen på den løbende, månedlige erstatning på omsætningstidspunktet.

I den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 27, stk. 4, anvendes både begreberne »løbende erstatning« og »løbende ydelse«. Begge begreber omfatter den erstatning for tab af erhvervsevne eller erstatning for tab af forsørger som tilskadekomne eller efterladte får udbetalt i forbindelse med en arbejdsskadesag. Der er således ikke indholdsmæssig forskel. Brugen af begrebet »løbende ydelse« er historisk betinget.

Brugen af de forskellige begreber i arbejdsskadesikringslovens § 27, stk. 4, dækker over den samme situation, hvor erstatningen omsættes fra en løbende, månedlig erstatning til en kapitalerstatning.

Ved lovforslagets § 1, nr. 3 , foreslås det, at ensrette begreberne i arbejdsskadesikringslovens § 27, stk. 4, ved at ændre »løbende ydelse« til »løbende erstatning« og »ydelsens« til »erstatningens«.

Forslaget vil ikke medføre indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen, og er således alene en sproglig ændring.

Forslaget sker som led i et ønske om at forenkle bestemmelsen ved at ensrette begreberne, så der alene anvendes ét begreb for samme forhold.

Til nr. 4

Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 27, stk. 4, 4. pkt., at faktorerne for omsætning af løbende erstatning til kapitalbeløb fastsættes på grundlag af aktuarmæssige principper i spring af hele år og måneder.

Principper for fastsættelse af de gældende kapitaliseringsfaktorer er fastsat ved lov nr. 496 af 6. juni 2007 og blev justeret ved lov nr. 700 af 25. juni 2010.

Det fremgår af de specielle bemærkninger til lov nr. 496 af 6. juni 2007, at faktorerne, der havde betydning for fastsættelse af kapitaliseringsfaktorerne, var:

– Forudsætninger om dødelighed.

– Dødelighedsforudsætningerne blev ajourført til det aktuarmæssige beregningsgrundlag G82, der var den seneste fælles branchestandard for forsikringsselskaberne.

– Renteniveauet. Det er renteniveauet for en forudgående periode, der anvendes. Som mål for den effektive rente anvendes den gennemsnitlige forrentning af en 30-årig realkreditobligation, baseret på et 5-årigt gennemsnit. Det indebærer, at grundlagsrenten bliver mere stabil, idet man udjævner udsvingene årene imellem. Perioden er på den anden side ikke så lang, at man mister tendensen.

– Regulering af den løbende erstatning. Der anvendes et løbende 5-årigt gennemsnit for tilpasningsprocenten + 2. Der er valgt 5 år, idet man derved får den seneste udvikling med, men samtidig får udjævnet nogle af de udsving, der er i de enkelte år.

– Beskatningen af den løbende erstatning. Der anvendes gennemsnitlige skatteprocenter ved opgørelsen af den løbende erstatning efter skat. Det betyder, at tilskadekomne med en faktisk lavere skatteprocent ikke kompenseres 100 pct., og tilskadekomne med en højere skatteprocent kompenseres med mere end 100 pct. Der anvendes et gennemsnit mellem skatteprocenten inkl. statslig bundskat og skatteprocenten inkl. statslig bund- og mellemskat.

– Beskatningen af kapitalindkomsten. Der anvendes en gennemsnitlig skatteprocent bestående af kommune-, bund- og kirkeskat, som skatteprocent ved beskatning af kapitalindkomst.

Justeringen ved lov nr. 700 af 25. juni 2010 indebar, at mellemskatten udgik af grundlaget for fastsættelse af kapitaliseringsfaktorerne, idet mellemskatten bortfaldt med virkning fra 1. januar 2011 som følge af en skattereform.

Kapitaliseringsfaktorerne fastsættes i spring af hele år og måneder. Af de årlige vejledninger, hvor kapitaliseringsfaktorerne offentliggøres fremgår alene faktorerne for hele år. Når den tilskadekomnes alder opgjort i år og måneder ligger mellem de aldre, der er offentliggjort i vejledningerne, benyttes tilsvarende mellemliggende faktorer baseret på den tilskadekomnes alder opgjort i år og måneder. Disse mellemliggende faktorer kan findes på Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings hjemmeside.

Det aktuarmæssige beregningsgrundlag G82 fastsætter en dødelighed for mænd og kvinder. Fra den 1. marts 2015 er der anvendt kønsneutrale faktorer, der er fastsat som et simpelt gennemsnit af mænd og kvinders dødelighed i G82.

Efter gældende regler kan erstatning for tab af erhvervsevne og erstatning for tab af forsørger udbetales som en løbende erstatning eller som et kapitalbeløb. En løbende erstatning udbetales månedligt, mens erstatning som kapitalbeløb er en engangsudbetaling.

En endelig tilkendt erstatning efter arbejdsskadesikringslovens §§ 17 og 17 a for tab af erhvervsevne på mindre end 50 pct. skal normalt og uden den erstatningsberettigedes samtykke omsættes til et kapitalbeløb, jf. arbejdsskadesikringslovens § 27, stk. 1, 1. pkt.

En endelig tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne på 50 pct. og derover kan omsættes til kapitalbeløb, når den erstatningsberettigede har anmodet herom, jf. arbejdsskadesikringslovens § 27, stk. 2, 1. pkt. Der kan dog højst omsættes den del af erstatningen, der svarer til et tab af erhvervsevne på op til 50 pct.

Erstatning for tab af forsørger tilkendes som en tidsbestemt, løbende erstatning, der udbetales med virkning fra datoen for dødsfaldet i højst 10 år, jf. arbejdsskadesikringslovens § 20, stk. 2. Erstatning for tab af forsørger udbetales som udgangspunkt som en løbende erstatning, men kan omsættes til kapitalbeløb efter anmodning fra den efterladte, jf. arbejdsskadesikringslovens § 20, stk. 3, jf. § 27, stk. 3.

Ved omsætning af den løbende erstatning til kapitalbeløb benyttes kapitaliseringsfaktorer, der er fastsat efter aktuarmæssige principper. Kapitaliseringsfaktorerne anvendes med det formål at beregne nutidsværdi af den fremtidige løbende erstatning. De forudsætninger, der har betydning for fastsættelsen af kapitalbeløbet er; dødelighedsforudsætninger, renteniveau, beskatning af kapitalafkast, beskatning af løbende erstatning og løntalsregulering af løbende erstatning.

I den forventede nutidsværdi indgår således som et af flere forhold, at modtageren af erstatningen potentielt ikke overlever frem til den løbende erstatnings ophør ved folkepensionsalderen. Denne risiko har historisk indgået i beregningen af kapitaliseringsfaktorer på arbejdsskadeområdet i form af antagelser om modtagernes dødelighed og sandsynlighed for at overleve.

De gældende principper for fastsættelse af kapitaliseringsfaktorer blev indført pr. 1. juli 2007, hvor de senest blev opdateret. Den nuværende dødelighedsantagelse på arbejdsskadeområdet stammer fra det forsikringstekniske grundlag G82. Dødeligheden i G82-grundlaget daterer sig tilbage til studier af livs- og pensionsforsikredes overlevelse i slutningen af 1970'erne. G82-grundlaget indgår således som et element ved fastsættelsen af kapitaliseringsfaktorerne, som anvendes ved omregning af en løbende erstatning for tab af erhvervsevne og tab af forsørger til en kapitalerstatning.

G82-grundlaget er baseret på kønsspecifikke faktorer. Praksis for kapitalisering af arbejdsskadeerstatninger har dog siden den 1. marts 2015 været baseret på kønsneutrale kapitaliseringsfaktorer. Det skyldes, at EU-domstolen ved dom af 3. september 2014 i sag C-118/13, X, EU: C: 2014: 2133 fastslog, at anvendelse af kønsspecifikke aktuarmæssige principper ved kapitalisering af erhvervsevnetabserstatning er i strid med ligebehandlingsprincippet i artikel 4, stk. 1, i Rådets direktiv af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af kvinder og mænd med hensyn til social sikring (79/7/EØF). De kønsneutrale kapitaliseringsfaktorer på arbejdsskadeområdet fremgår for 2020 af vejledning nr. 9921 af 15. oktober 2019 om omsætning af løbende ydelser til kapitalbeløb efter lov om arbejdsskadesikring.

Dødelighedsantagelsen i G82-grundlaget er på baggrund af den generelt højere levealder i dag utidssvarende. Anvendelsen af dødelighedsantagelsen i G82-grundlaget betyder, at størrelsen på kapitalerstatningerne generelt er for lave sammenlignet med den løbende erstatning og set i forhold til et tidssvarende beregningsgrundlag.

Det foreslås i § 1, nr. 4 , at »grundlag« ændres til: »baggrund« i § 27, stk. 4, i arbejdsskadesikringsloven.

Hensigten med den foreslåede ændring er at åbne bemærkningerne, således at det bliver muligt at opdatere grundlaget for levetidsforudsætningerne, der anvendes ved fastsættelsen af kapitaliseringsfaktorerne, til et mere tidssvarende grundlag. Hensigten med den foreslåede ændring i arbejdsskadesikringslovens § 27, stk. 4, 4. pkt., er videre, at faktorerne for omsætning af løbende erstatning til kapitalbeløb fortsat vil blive fastsat på baggrund af aktuarmæssige principper i spring af hele år og måneder.

I den forbindelse vil der skulle anvendes mere tidssvarende forudsætninger om levetid end de p.t. anvendte dødelighedsantagelser i G82-grundlaget i forbindelse med omsætningen af en løbende erstatning til en engangsudbetaling. Princippet om, at værdien af den erstatning for tab af erhvervsevne eller erstatning for tab af forsørger, som tilskadekomne eller efterladte modtager som et kapitalbeløb, skal være den samme, uanset om den udbetales som et kapitalbeløb eller som en løbende erstatning, forudsættes opretholdt.

Det foreslås at udskifte G82-grundlaget med Finanstilsynets Benchmark for levetidsforudsætninger. Det skyldes, at dette er det mest retvisende eksisterende grundlag.

På nuværende tidspunkt fastsætter Finanstilsynet en gang årligt deres Benchmark for levetidsforudsætninger.

Finanstilsynets Benchmark for levetidsforudsætninger består af to elementer; både Benchmark for den observerede nuværende dødelighed og Benchmark for de forventede fremtidige levetidsforbedringer.

Finanstilsynets Benchmark for den observerede nuværende dødelighed har form af fastsatte dødsintensiteter for alle aldre og fastsættes separat for kvinder og mænd. Benchmark for den observerede nuværende dødelighed bygger på data fra en række danske livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser og dækker samlet (2018) over en bestand på 2,9 millioner mennesker, som løbende udbygges. Data er herefter bearbejdet af Videncenter for Helbred og Forsikring samt Danmarks Statistik, der går fem år tilbage i tiden og ajourføres årligt.

Da datamaterialet fra Videncenter for Helbred og Forsikring stort set kun omfatter voksne, har Finanstilsynet til beregning af dødsintensiteter for aldrene 0-25 år anvendt befolkningsdata fra hele Danmark leveret af Danmarks Statistik.

Benchmark for de forventede fremtidige levetidsforbedringer består af en fastsat årlig procentuel reduktion af dødsintensiteten for alle aldre og fastsættes separat for kvinder og mænd. Finanstilsynets Benchmark for de forventede fremtidige levetidsforbedringer bygger på data, der er leveret af Danmarks Statistik og består af befolkningsdata fra hele Danmark. Fremskrivningen bygger på de seneste 20 års data og ajourføres årligt.

Finanstilsynets Benchmark for levetidsforudsætninger, som både inkluderer Benchmark for den observerede nuværende dødelighed og Benchmark for de forventede fremtidige levetidsforbedringer er derfor udtryk for den bedste aktuelle beskrivelse af dødeligheden i Danmark og forventes også fremover at ville være det fremadrettet, da data årligt ajourføres.

Det forudsættes i forlængelse heraf, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ved anvendelse af Finanstilsynets Benchmark for levetidsforudsætninger til omsætning af en løbende erstatning til kapitalerstatning, både inkluderer Benchmark for den observerede nuværende dødelighed og Benchmark for de forventede fremtidige levetidsforbedringer.

Det forudsættes videre, at Finanstilsynets Benchmark for levetidsforudsætninger anvendes på baggrund af en fælles model, der afspejler den gennemsnitlige levetid uafhængigt af køn.

Den foreslåede ændring af kapitaliseringsfaktorerne på arbejdsskadeområdet fra dødelighedsantagelsen i G82-grundlaget til Finanstilsynets Benchmark for levetidsforudsætninger vil indebære mere tidssvarende kapitalerstatninger til tilskadekomne og efterladte. Årsagen hertil er, at overlevelsessandsynligheden er større efter Finanstilsynets Benchmark for levetidsforudsætninger end dødelighedsantagelsen i G82-grundlaget, og at Benchmarket løbende ajourføres.

Ændringen vil endvidere indebære højere kapitalerstatninger for alle erstatningsberettigede. Stigningerne i kapitalerstatningerne vil variere, da faktorerne afhænger af modtagerens alder og erstatningsophør. Indfasningen vil ske i takt med, at erstatningerne kapitaliseres. Det vil sige, at merudgiften løbende realiseres i takt med, at hensættelser til løbende erstatninger omsættes til kapitaliserede engangserstatninger. Forsikringsselskaber vil skulle være opmærksomme på dette allerede på det tidspunkt, hvor de samlede hensættelser til en skade i første omgang foretages.

De årlige kapitaliseringsfaktorer udmøntes som efter nuværende praksis i en vejledning.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.2.

Til nr. 5

Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 31, stk. 1, at en arbejdsskade, der antages at kunne begrunde krav på ydelser efter loven, skal anmeldes snarest muligt og senest 9 dage efter skadens indtræden. Derudover fremgår det af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 31, stk. 2, at er en arbejdsskade ikke anmeldt efter stk. 1, skal skaden anmeldes senest på 5-ugers-dagen for skadens indtræden, hvis tilskadekomne ikke forventes at kunne genoptage sit arbejde i fuldt omfang senest på dette tidspunkt.

Efter den gældende bestemmelse skal en arbejdsskade således anmeldes, hvis den kan medføre ret til erstatning og godtgørelse m.v. for tilskadekomne og efterladte efter loven, eller hvis den tilskadekomne ikke har genoptaget sit arbejde i fuldt omfang senest på 5-ugers dagen efter ulykken. Bestemmelsen vedrører alene arbejdsulykker. Efter den gældende bestemmelse er det primære anmeldekriterium, om der er krav på ydelser som følge af en arbejdsulykke, mens det sekundære anmeldekriterium er, om der er fravær i forbindelse med arbejdsulykken.

En arbejdsulykke er en fysisk eller psykisk skade, der er forårsaget af en pludselig hændelse eller påvirkning, der har varet i højst fem dage, og som er en følge af arbejdet. Det er således et krav, at ulykken er sket på grund af tilskadekomnes arbejde eller de forhold, arbejdet er foregået under. Fysisk vold, trusler samt anden krænkende adfærd uden for arbejdstid vil derfor være omfattet, såfremt dette er relateret til arbejde for en arbejdsgiver.

Anmeldepligten påhviler enhver arbejdsgiver, som i sin tjeneste beskæftiger personer her i landet, uanset om det er lønnet, ulønnet, varigt, midlertidigt eller forbigående. Dette gælder ligeledes for den arbejdsgiver, som i sin tjeneste beskæftiger personer, der arbejder på et dansk skib.

For en person under arbejde i privat husholdning eller under udførelse af privat tjeneste, for hvem der ikke er forsikringspligt, jf. § 48, stk. 6, påhviler anmeldepligten arbejdsgiveren. Hvis tilskadekomne har sikret sin egen person efter § 48, stk. 2, og for en person, der forsøger at redde menneskeliv her i landet, uden dette er en naturlig del af dennes arbejde, jf. § 4, stk. 2, nr. 4, foretages anmeldelsen af den pågældende eller dennes efterladte.

Det foreslås ved lovforslagets § 1, nr. 5 , at erstatte arbejdsskadesikringslovens § 31 med nye bestemmelser i henholdsvis stk. 1 og stk. 2. Ændringen i § 31, stk. 1, medfører, at arbejdsgiver senest 14 dage efter første fraværsdag skal anmelde en arbejdsulykke, såfremt ulykken har medført fravær fra tilskadekomnes sædvanlige arbejde udover tilskadekomstdagen.

Forslaget vil indebære, at anmeldepligten fortsat påhviler den efter arbejdsskadesikringslovens § 48, stk. 1, sikringspligtige arbejdsgiver.

Forslaget vil endvidere indebære, at arbejdsgiver skal anmelde en arbejdsulykke, hvis ulykken medfører fravær fra tilskadekomnes sædvanlige arbejde udover tilskadekomstdagen. Det er i den forbindelse afgørende, om medarbejderen efter tilskadekomstdagen vil kunne påtage sig sin almindelige arbejdsfunktion til sin sædvanlige arbejdstid, uanset om tilskadekomne har fri grundet fx weekend eller ferie. Det anses således som fravær, hvis tilskadekomne kun delvist kan påtage sig sit sædvanlige arbejde efter ulykken, uanset at medarbejderen i øvrigt påtager sig andre opgaver og dermed opfylder sin arbejdsmæssige normtid. Den tilskadekomne kan derfor anses som fraværende, selv om den tilskadekomne er på arbejde, hvis det er på nedsat tid og/eller hvis der tages skånehensyn. Det er uden betydning, om tilskadekomne genoptager sit arbejde i fuldt omfang på selve tilskadekomstdagen.

Forslaget vil indebære, at arbejdsgiver skal anmelde arbejdsulykken senest 14 dage efter første fraværsdag. Det er således første fraværsdag, der er afgørende for anmeldetidspunktet. Arbejdsulykker vil fortsat skulle anmeldes til arbejdsgivers arbejdsulykkesforsikringsselskab via Arbejdstilsynets og Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings fælles elektroniske anmeldesystem, EASY.

En arbejdsulykke, der er anmeldt i EASY, men som ikke er modtaget i forsikringsselskabet grundet en fejl i systemet, vil blive behandlet af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, hvis der kan fremskaffes pålidelige oplysninger om anmeldelsen, herunder om tidspunktet for anmeldelsen. Efter arbejdsskadesikringslovens § 36, stk. 1, har tilskadekomne eller de efterladte mulighed for at rejse krav efter loven, inden for en frist af 1 år efter arbejdsskadens indtræden, hvis arbejdsgiver ikke har anmeldt arbejdsskaden rettidigt. Overholdes 1-årsfristen ikke, er der mulighed for dispensation, hvis det er dokumenteret, at tilskadekomne har været udsat for en arbejdsskade, og at tilskadekomne eller efterladte har ret til erstatning.

Videre foreslås det med en ny bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 31, stk. 2, at arbejdsulykker, der ikke har medført fravær, men som antages at kunne begrunde krav på ydelser efter loven, jf. § 11, af arbejdsgiver skal anmeldes senest 14 dage efter tilskadekomstdagen.

Forslaget vil indebære, at arbejdsgiver skal anmelde en ulykke, som er en følge af arbejdet eller de forhold, arbejdet er foregået under, selvom arbejdsulykken ikke har medført fravær, hvis arbejdsulykken forventes at medføre ret til:

1. betaling af udgifter til sygebehandling, optræning og hjælpemidler m.m., jf. arbejdsskadesikringslovens § 15,

2. erstatning for tab af erhvervsevne, jf. arbejdsskadesikringslovens § 17 og § 17 a,

3. godtgørelse for varigt mén, jf. arbejdsskadesikringslovens § 18.

Arbejdsgiveren skal fortsat anmelde ethvert dødsfald, der er indtrådt på arbejdspladsen.

Efter denne bestemmelse vil det således være uden betydning, om medarbejderen kan påtage sig sin almindelige arbejdsfunktion til sin sædvanlige arbejdstid. Forslaget vil indebære, at arbejdsgiver skal anmelde arbejdsulykken senest 14 dage efter tilskadekomstdagen.

Med forslaget vil det primære anmeldekriterium blive objektivt svarende til arbejdsmiljølovgivningens regler om, at alle ulykker, der har medført fravær udover tilskadekomstdagen, skal anmeldes til Arbejdstilsynet. Arbejdsgiverne vil dog samtidig fortsat skulle anmelde arbejdsulykker, hvor der forventes at være erstatningsberettigede følger, selvom ulykken ikke har medført fravær.

Arbejdsgiver vil fortsat skulle anmelde arbejdsulykker til det forsikringsselskab, hvor der er tegnet arbejdsulykkesforsikring. Enhver arbejdsgiver, som i sin tjeneste beskæftiger personer, har pligt til at tegne forsikring, jf. lovens § 48, stk. 6, jf. arbejdsskadesikringslovens § 2. Hvis der ikke er tegnet forsikring, skal skaden anmeldes direkte til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Ændringerne af anmeldereglerne udmøntes i én samlet bekendtgørelse efter arbejdsskadesikringslovens § 35, stk. 2, 3 og 4, og arbejdsmiljølovens § 75. Bekendtgørelsen vil også indeholde bestemmelser om straf, jf. arbejdsskadesikringslovens § 82, stk. 3, og arbejdsmiljølovens § 84. En fuldstændig harmonisering af anmeldekriterierne forventes at gøre det nemmere og simplere for arbejdsgivere og andre anmeldere af arbejdsulykker at forstå og vurdere, hvornår en arbejdsulykke er anmeldepligtig. På baggrund af data om anmeldte sager i EASY vil forventeligt halvdelen af sagerne alene skulle anmeldes efter det objektive fraværskriterium.

De gældende regler om anmeldelse af erhvervssygdomme er samlet i arbejdsskadesikringslovens § 34 og bekendtgørelse nr. 1478 af 2. december 2016 om lægers og tandlægers pligt til at anmelde erhvervssygdomme til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Anmeldefristen og hvornår anmeldefristen regnes fra m.v. fremgår af bekendtgørelsen.

Ved lovforslagets § 1, nr. 5, foreslås det at ophæve bestemmelsen i arbejdsskadesikringslovens § 31, stk. 3, således, at det ikke fremgår af loven, hvornår fristen for at anmelde erhvervssygdomme regnes fra.

Reglerne om, hvornår anmeldefristen regnes fra, vil fortsat fremgå af bekendtgørelsen om lægers og tandlægers pligt til at anmelde erhvervssygdomme til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Forslaget vil ikke påvirke hverken lægers, tandlægers, tilskadekomnes eller efterladtes retsstilling, idet reglerne om anmeldefrister fortsat vil fremgå af bekendtgørelsen om lægers og tandlægers pligt til at anmelde erhvervssygdomme til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Forslaget sker som led i et ønske om at forenkle loven. § 31, stk. 3, som ikke har selvstændig betydning, fjernes således fra loven med henblik på at gøre lovgivningen mere overskuelig.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.

Til nr. 6

Efter gældende regler skal Arbejdsmarkedets Erhvervssikring inden 48 timer underrettes om dødsfald, der kan være forårsaget af en arbejdsskade, herunder ethvert dødsfald indtruffet på en arbejdsplads.

Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 31, stk. 4, 2. pkt., at underretning skal finde sted, selv om den arbejdsskade, der kan have medført dødsfaldet, allerede er anmeldt eller skal anmeldes efter stk. 1-3.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal således inden 48 timer underrettes om dødsfald, der kan være forårsaget af en arbejdsskade, herunder ethvert dødsfald indtruffet på en arbejdsplads, uanset om arbejdsskaden er anmeldt efter reglerne om anmeldelse af henholdsvis arbejdsulykker og erhvervssygdomme.

Ved lovforslagets § 1, nr. 6 , foreslås det i arbejdsskadesikringslovens § 31, stk. 4, 2. pkt., at henvisningen til stk. 1-3 ændres til stk. 1 og 2 samt § 34, stk. 1.

Forslaget er en konsekvens af de foreslåede ændringer i lovforslagets § 1, nr. 5, hvorved § 31, stk. 3, er blevet ophævet, således at reglerne om anmeldelse af erhvervssygdomme fremgår af § 34, stk. 1, samt bekendtgørelse nr. 1478 af 2. december 2016 om lægers og tandlægers pligt til at anmelde erhvervssygdomme til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der er fastsat i medfør af lovens § 34, stk. 1 og 2.

Forslaget vil ikke indholdsmæssigt ændre reglerne om anmeldepligt ved dødsulykke, der kan være forårsaget af en arbejdsskade, herunder dødsfald indtruffet på en arbejdsplads. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal derfor fortsat underrettes ved dødsfald, der kan være forårsaget af en arbejdsskade, herunder dødsfald der er indtruffet på en arbejdsplads, selv om arbejdsskaden, der kan have medført dødsfaldet, allerede er anmeldt efter reglerne om anmeldelse af arbejdsulykker eller erhvervssygdomme.

Der henvises til bemærkningerne til forslaget til § 1, nr. 5, og de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.

Til nr. 7

Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 32, stk. 1, at anmeldepligten påhviler den sikringspligtige arbejdsgiver, for så vidt angår arbejdsulykker.

Efter den gældende bestemmelse skal den sikringspligtige arbejdsgiver således anmelde en fysisk eller psykisk skade, der er forårsaget af en pludselig hændelse eller påvirkning, der har varet i højst fem dage, og som er en følge af arbejdet. Den sikringspligtige arbejdsgiver er enhver arbejdsgiver, som i sin tjeneste beskæftiger personer her i landet, uanset om det er lønnet, ulønnet, varigt, midlertidigt eller forbigående. Dette gælder ligeledes for den arbejdsgiver, som i sin tjeneste beskæftiger personer, der arbejder på et dansk skib.

Ved lovforslagets § 1, nr. 7 , foreslås det at ophæve bestemmelsen i arbejdsskadesikringslovens § 32, stk. 1, som en konsekvens af, at reglerne om, at anmeldepligten påhviler den sikringspligtige arbejdsgiver, foreslås indarbejdet i den foreslåede bestemmelse til § 31, stk. 1 og 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 5. Bestemmelsen i § 32, stk. 1, bliver dermed overflødig. Anmeldepligten i forhold til arbejdsulykker vil med forslagene til § 31, stk. 1 og 2, samt § 32, stk. 1, fortsat uændret påhvile arbejdsgiver.

Der henvises til bemærkningerne til forslaget til § 1, nr. 5, og de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.

Til nr. 8

Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 33, stk. 1, at den anmeldelsespligtige arbejdsgiver, jf. § 32, og den frivilligt sikrede, jf. § 48, stk. 2, anmelder ulykker til det forsikringsselskab, hvor der er tegnet forsikring, jf. § 50.

Efter den gældende bestemmelse er det således den sikringspligtige arbejdsgiver, der skal anmelde arbejdsulykker til det forsikringsselskab, hvor der er tegnet forsikring. Den sikringspligtige arbejdsgiver er enhver arbejdsgiver, som i sin tjeneste beskæftiger personer her i landet, uanset om det er lønnet, ulønnet, varigt, midlertidigt eller forbigående, samt enhver arbejdsgiver, som i sin tjeneste beskæftiger personer, der arbejder på et dansk skib. Derudover skal frivilligt sikrede selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller ligeledes anmelde arbejdsulykker til det forsikringsselskab, hvor der er tegnet forsikring.

Ved lovforslagets § 1, nr. 8 foreslås det i arbejdsskadesikringslovens § 33, stk. 1, at »Den anmeldelsespligtige arbejdsgiver, jf. § 32« ændres til: »Arbejdsgiveren«, jf. arbejdsskadesikringslovens § 31, stk. 1 og 2.

Forslaget vil indebære, at det fortsat er arbejdsgiveren, der skal anmelde ulykker til det forsikringsselskab, hvor der er tegnet forsikring, ligesom den frivilligt sikrede fortsat skal anmelde ulykker til det forsikringsselskab, hvor der er tegnet forsikring. Efter arbejdsmiljøloven er det ligeledes arbejdsgiver, der har pligt til at anmelde arbejdsulykker til Arbejdstilsynet.

Forslaget sker som led i et ønske om at forenkle loven ved at ensrette lovens begreber. Begrebsmæssigt sondres der således i de øvrige bestemmelser om anmeldepligten ikke mellem arbejdsgiver og den anmeldepligtige arbejdsgiver.

Der er med forslaget ikke tilsigtet ændringer af gældende praksis. Det vil med forslaget derfor fortsat være den arbejdsgiver, som beskæftiger personer her i landet, eller på et dansk skib, der skal anmelde til det forsikringsselskab, hvor der er tegnet forsikring. Det vil endvidere fortsat gælde, at frivilligt sikrede selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller ligeledes skal anmelde arbejdsulykker til det forsikringsselskab, hvor der er tegnet forsikring.

Der henvises til bemærkningerne til forslaget til § 1, nr. 5 og 7, og de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.

Til nr. 9

Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 34, stk. 1, at beskæftigelsesministeren fastsætter regler om, at læger og tandlæger skal anmelde såvel klare, som formodede tilfælde af erhvervssygdomme, som de pågældende gennem deres erhverv bliver bekendt med, til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Arbejdstilsynet.

Efter den gældende bestemmelse har beskæftigelsesministeren fastsat regler om, at anmeldelse af erhvervssygdomme skal ske snarest muligt og senest 8 uger efter, at lægen eller tandlægen er blevet bekendt med erhvervssygdommen, at anmeldelse skal ske digitalt via Arbejdstilsynets og Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings fælles anmeldesystem, og at anmeldepligten bortfalder, når lægen eller tandlægen har sikret sig, at erhvervssygdommen eller den skadelige påvirkning allerede er anmeldt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Arbejdstilsynet. Reglerne herom er fastsat i bekendtgørelse nr. 1478 af 2. december 2016 om lægers og tandlægers pligt til at anmelde erhvervssygdomme til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Ved lovforslagets § 1, nr. 9 , foreslås det i arbejdsskadesikringslovens § 34, stk. 1, at læger og tandlæger skal anmelde såvel klare, som formodede tilfælde af erhvervssygdomme, som de pågældende bliver bekendt med, til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Arbejdstilsynet.

Med forslaget vil lægers og tandlægers anmeldepligt fremgå direkte af § 34, stk. 1, således at læger og tandlæger fortsat skal anmelde såvel klare, som formodede tilfælde af erhvervssygdomme, som de pågældende gennem deres erhverv bliver bekendt med, til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Arbejdstilsynet. Forslaget vil ikke påvirke hverken lægers eller tandlægers retsstilling.

Forslaget vil endvidere indebære, at beskæftigelsesministerens hjemmel til at fastsætte reglerne om lægers og tandlægers anmeldelse af erhvervssygdomme, som de pågældende gennem deres erhverv bliver bekendt med, udgår af bestemmelsen. Beskæftigelsesministerens bemyndigelse til at fastsætte regler for, hvilke oplysninger anmeldelsen af arbejdsulykker og erhvervssygdomme skal indeholde, foreslås i stedet indsat i den foreslåede bestemmelse til § 35, stk. 2.

Forslaget sker som led i et ønske om at forenkle loven, hvor en række bemyndigelsesbestemmelser om anmeldelse af henholdsvis arbejdsulykker og erhvervssygdomme samles i § 35, og hvor bemyndigelsen til beskæftigelsesministeren om at fastsætte regler om lægers og tandlægers anmeldelse af erhvervssygdomme foreslås sammenskrevet med samme bemyndigelse i forhold til arbejdsulykker og indarbejdet i én samlet bestemmelse i § 35, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 11.

Der henvises i øvrigt til ændringerne i § 1, nr. 10 og 11, og de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.

Til nr. 10

Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 34, stk. 2, 1. pkt., at beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at oplysninger efter stk. 1 skal anmeldes digitalt, og at kommunikation mellem Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og lægen eller tandlægen i forbindelse hermed skal foregå digitalt. Det vedrører oplysninger i forbindelse med lægers og tandlægers anmeldelse af såvel klare som formodede tilfælde af erhvervssygdomme til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Arbejdstilsynet.

Det fremgår endvidere af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 34, stk. 2, 2. og 3. pkt., at beskæftigelsesministeren herunder kan fastsætte regler om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan undtage læger og tandlæger fra digital anmeldelse og digital kommunikation, når ganske særlige omstændigheder taler for det.

Efter den gældende bestemmelse har beskæftigelsesministeren derfor i bekendtgørelse nr. 1629 af 16. december 2016 om anmeldelse af ulykker efter arbejdsskadesikringsloven bl.a. fastsat regler om, at anmeldelse af erhvervssygdomme skal ske digitalt via Arbejdstilsynets og Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings fælles anmeldesystem, hvorefter lægen eller tandlægen honoreres for anmeldelsen med en takst, der er fastsat af beskæftigelsesministeren. Læger og tandlæger, der ikke anmelder en erhvervssygdom digitalt, modtager ikke honorar for anmeldelsen. Derudover har beskæftigelsesministeren fastsat regler om, at dokumenter, der sendes digitalt til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i forbindelse med anmeldelse af erhvervssygdomme, skal være forsynet med digital signatur, dog således at Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan beslutte at behandle et dokument, selv om dokumentet ikke er forsynet med digital signatur.

Beskæftigelsesministeren har i den forbindelse fastsat regler om, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring under ganske særlige omstændigheder kan undtage læger og tandlæger fra digital anmeldelse og digital kommunikation i forbindelse med anmeldelse, hvis der er særlige konkrete og tekniske omstændigheder, der gør, at den pågældende læge eller tandlæge reelt ikke har mulighed for det. Dispensationsadgangen anvendes navnligt for den mindre gruppe af læger og tandlæger, som ikke er i besiddelse af digitale kompetencer, idet de ikke tidligere har anvendt it, hverken i virksomheden eller privat, og som ikke har mulighed for at lade andre varetage den digitale indberetning. Afgørelse om dispensation for digital anmeldelse og digital kommunikation i forbindelse med anmeldelse af erhvervssygdomme forudsætter, at lægen eller tandlægen ansøger om dispensation samtidig med anmeldelsen, og at lægen eller tandlægen ikke har adgang til computer og internet. Dispensationsadgangen skal sikre, at lægen og tandlægen ikke forhindres i at indfri de pligter, der følger af loven, selvom lægen eller tandlægen ikke er i besiddelse af digitale kompetencer.

Derudover fremgår det af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 34, stk. 3, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om dispensation ved anmeldelser af erhvervssygdomme, uanset om de er sendt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller til Arbejdstilsynet.

Efter arbejdsskadesikringsloven skal anmeldelser af erhvervssygdomme sendes til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, mens anmeldelser af erhvervssygdomme efter arbejdsmiljøloven, skal sendes til Arbejdstilsynet. Erhvervssygdomme skal således både anmeldes til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Arbejdstilsynet via Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings og Arbejdstilsynets fælles digitale anmeldesystem.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om dispensation ved anmeldelse af erhvervssygdomme, uanset om erhvervssygdommen bliver anmeldt til både Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Arbejdstilsynet, eller den ved en fejl kun anmeldes til enten Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Arbejdstilsynet.

Der gælder en tilsvarende bestemmelse vedrørende dispensation ved anmeldelse af arbejdsulykker i § 35, stk. 5. Det er dog Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der træffer afgørelse om dispensation for digital anmeldelse af arbejdsulykker, der anmeldes efter arbejdsskadesikringsloven, mens Arbejdstilsynet træffer afgørelser om dispensation for digital anmeldelse af arbejdsulykker, der anmeldes efter arbejdsmiljøloven. I tilfælde, hvor arbejdsulykken både anmeldes til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, er det Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der træffer afgørelse om dispensation om digital anmeldelse af arbejdsulykker.

Det fremgår endvidere af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 34, stk. 4, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring behandler modtagne anmeldelser om erhvervssygdomme, uanset om kravet om digital anmeldelse i regler fastsat i medfør af stk. 2 er opfyldt.

Efter den gældende bestemmelse skal Arbejdsmarkedets Erhvervssikring således behandle anmeldelser om erhvervssygdomme, selv om de af beskæftigelsesministeren fastsatte regler om kravet om digital anmeldelse, ikke er opfyldt. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring er derfor forpligtet til at behandle en anmeldelse, uanset om anmeldelsen modtages digitalt eller på anden måde, da det er tilskadekomne eller tilskadekomnes efterladte, der er berettigede til ydelser efter loven.

Ved lovforslagets § 1, nr. 10 , foreslås det at ophæve bestemmelsen i arbejdsskadesikringslovens § 34, stk. 2-4, således at reglerne om anmeldelse af erhvervssygdomme, dispensation ved anmeldelse af erhvervssygdomme samt behandling af dispensationer ved anmeldelse af erhvervssygdomme ikke længere fremgår i § 34. Disse regler foreslås fremover indsat i arbejdsskadesikringslovens § 35.

Forslagene sker som led i et ønske om at forenkle loven, hvor reglerne om anmeldelse af henholdsvis arbejdsulykker og erhvervssygdomme samles med henblik på at gøre lovgivningen mere overskuelig. Ændringerne i lovforslagets § 1, nr. 10, skal ses i sammenhæng med ændring af den gældende § 34, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 9, da reglerne om anmeldelser af henholdsvis arbejdsulykker og erhvervssygdomme så vidt muligt samles i samme paragraffer.

Bemyndigelsen i § 34, stk. 2, til beskæftigelsesministeren om at kunne fastsætte regler om digital anmeldelse og digital kommunikation i forbindelse med anmeldelse af erhvervssygdomme, foreslås ophævet og samtidig indarbejdet i den foreslåede bestemmelse til § 35, stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 12 og 13. Beskæftigelsesministerens bemyndigelse ændres ikke indholdsmæssigt.

Forslaget om at ophæve § 34, stk. 3, medfører, at reglen om, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om dispensation om digital anmeldelse af erhvervssygdomme, uanset om anmeldelsen er sendt til Arbejdstilsynet og/eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, foreslås indarbejdet i den foreslåede bestemmelse til § 35, stk. 5, jf. lovforslagets § 1, nr. 14. Forslaget vil ikke ændre rammerne for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om dispensation.

Forslaget om at ophæve § 34, stk. 4, medfører, at reglen om, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring behandler modtagne anmeldelser om erhvervssygdomme, uanset om kravet om digital anmeldelse er opfyldt, foreslås indarbejdet i den foreslåede bestemmelse til § 35, stk. 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 15. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil således fortsat skulle behandle modtagne anmeldelser om erhvervssygdomme, uanset om kravet om digital anmeldelse er opfyldt.

Der henvises i øvrigt til ændringerne i § 1, nr. 12-15, og de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.

Til nr. 11

Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 35, stk. 2, at beskæftigelsesministeren fastsætter regler for, hvilke oplysninger en anmeldelse skal indeholde, og hvorledes anmeldelse skal ske.

Efter den gældende bestemmelse fastsætter beskæftigelsesministeren således bl.a. regler om, at anmeldelse af arbejdsulykker skal ske digitalt via Arbejdstilsynets og Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings fælles digitale anmeldesystem, EASY, at arbejdsulykker anmeldes til det forsikringsselskab, hvor forsikringen er tegnet, hvornår forsikringsselskabet skal videresende anmeldelsen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, og at anmeldelsen skal indeholde oplysninger om tilskadekomne og skaden, oplysninger om anmelder og virksomheden m.v. Reglerne herom er fastsat i bekendtgørelse nr. 1629 af 16. december 2016 om anmeldelse af ulykker til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Reglerne for hvilke oplysninger anmeldelse af erhvervssygdomme skal indeholde, og hvorledes anmeldelsen skal ske, er fastsat i bekendtgørelse nr. 1478 af 2. december 2016 om lægers og tandlægers pligt til at anmelde erhvervssygdomme til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Ved lovforslagets § 1, nr. 11 , foreslås det i arbejdsskadesikringslovens § 35, stk. 2, at indsætte, at bemyndigelsen til at fastsætte regler om anmeldelsen gælder både arbejdsulykker og erhvervssygdomme.

Forslaget vil indebære, at beskæftigelsesministeren fortsat kan fastsætte regler for, hvilke oplysninger anmeldelse af arbejdsulykker og erhvervssygdomme skal indeholde, og hvorledes anmeldelse af arbejdsulykker og erhvervssygdomme skal ske.

Forslaget sker som led i et ønske om at forenkle loven, hvor en række bemyndigelsesbestemmelser om anmeldelse af henholdsvis arbejdsulykker og erhvervssygdomme samles med henblik på at gøre lovgivningen mere overskuelig, og hvor bemyndigelsen til beskæftigelsesministeren om at fastsætte regler for, hvilke oplysninger en anmeldelse af erhvervssygdomme skal indeholde, og hvorledes anmeldelse skal ske, foreslås sammenskrevet med samme bemyndigelse i forhold til arbejdsulykker, og indarbejdet i én samlet bestemmelse til § 35, stk. 2, jf. § 1, nr. 11.

Beskæftigelsesministerens bemyndigelse til at fastsætte regler om, hvilke oplysninger anmeldelse af arbejdsulykker og erhvervssygdomme skal indeholde, og hvorledes anmeldelse skal ske, svarer derfor til de nuværende bemyndigelser, der fremgår af henholdsvis § 34, stk. 1, og § 35, stk. 2.

Forslaget vil ikke indholdsmæssigt ændre beskæftigelsesministerens bemyndigelse efter loven. Beskæftigelsesministeren vil derfor fremadrettet fortsat være bemyndiget til eksempelvis at fastsætte regler om, at anmeldelse af arbejdsulykker skal ske digitalt via Arbejdstilsynets og Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings fælles anmeldesystem, at arbejdsulykker anmeldes til det forsikringsselskab, hvor forsikringen er tegnet, hvornår forsikringsselskabet skal videresende anmeldelsen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, og at anmeldelsen skal indeholde oplysninger om tilskadekomne og skaden, oplysninger om anmelder og virksomheden m.v.

Ændringen skal ses i sammenhæng med ændring af den gældende § 34, stk. 1, samt ophævelsen af § 34, stk. 2-4, hvorved reglerne om anmeldelse af henholdsvis arbejdsulykker og erhvervssygdomme så vidt muligt samles i samme bestemmelser.

Der henvises i øvrigt til ændringen i § 1, nr. 9, og de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.

Til nr. 12

Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 35, stk. 4, 1. pkt., at beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at oplysninger efter stk. 2 og 3 skal anmeldes digitalt, og at kommunikationen mellem Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, forsikringsselskabet og arbejdsgiveren i forbindelse hermed skal foregå digitalt. Det vedrører oplysninger og lægeerklæringer i forbindelse med, at arbejdsgiver anmelder arbejdsulykker.

Efter den gældende bestemmelse har beskæftigelsesministeren således bl.a. fastsat regler om, at anmeldelse af arbejdsulykker skal ske digitalt via Arbejdstilsynets og Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings fælles anmeldesystem, medmindre arbejdsulykken anmeldes af arbejdsgivere uden CVR-nummer eller af tilskadekomne eller dennes efterladte. Derudover har beskæftigelsesministeren fastsat regler om, at dokumenter, der sendes digitalt til forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i forbindelse med anmeldelse af arbejdsulykker, skal være forsynet med digital signatur, dog således at forsikringsselskabet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan beslutte at behandle et dokument, selv om dokumentet ikke er forsynet med digital signatur. Reglerne herom er fastsat i bekendtgørelse nr. 1629 af 16. december 2016 om anmeldelse af ulykker til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Ved lovforslagets § 1, nr. 12 foreslås det i arbejdsskadesikringslovens § 35, stk. 4, 1. pkt., at henvisningen til »stk. 2 og 3« ændres til henvisning til: »stk. 2 og 3 samt § 34, stk. 1«, og at bestemmelsen udvides til at vedrøre digital kommunikation i forbindelse med anmeldelse af både arbejdsulykker og erhvervssygdomme.

Forslaget til ændring af § 35, stk. 4, 1. pkt., vil ikke indholdsmæssigt ændre beskæftigelsesministerens bemyndigelse efter loven. Beskæftigelsesministeren vil derfor fremadrettet fortsat være bemyndiget til at fastsætte regler om, at oplysninger i forbindelse med både anmeldelse af arbejdsulykker, jf. § 35, stk. 2 og 3, og erhvervssygdomme, jf. § 34, stk. 1, skal anmeldes digitalt, og at kommunikationen i forbindelse med anmeldelsen skal foregå digitalt.

Forslaget sker som led i et ønske om at forenkle loven, hvor en række bemyndigelsesbestemmelser om anmeldelse af henholdsvis arbejdsulykker og erhvervssygdomme samles i § 35, og hvor bemyndigelsen til beskæftigelsesministeren til at fastsætte regler om digital anmeldelse og kommunikation i forbindelse med anmeldelse af erhvervssygdomme foreslås sammenskrevet med samme bemyndigelsesbestemmelse i forhold til arbejdsulykker og indarbejdet i én samlet bestemmelse til § 35, stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 12.

Til nr. 13

Det fremgår af den gældende bestemmelse i § 35, stk. 4, 3. pkt., at beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan undtage arbejdsgiveren fra digital anmeldelse og digital kommunikation, når ganske særlige omstændigheder taler for det.

Beskæftigelsesministeren fastsætter derfor bl.a. regler om, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i ganske særlige situationer kan undtage arbejdsgiveren fra digital anmeldelse og digital kommunikation i forbindelse med anmeldelse af arbejdsulykker. Afgørelse om dispensation for digital anmeldelse og digital kommunikation forudsætter, at arbejdsgiveren ansøger om dispensation samtidig med anmeldelsen, og at arbejdsgiveren ikke har adgang til computer og internet. Der skal i øvrigt være tale om en ganske særlig situation. Dispensationsadgangen skal sikre, at ingen forhindres i at opnå de muligheder og indfri de pligter, der følger af loven, selvom den erhvervsdrivende ikke er i besiddelse af digitale kompetencer.

Ved lovforslagets § 1, nr. 13 , foreslås det i arbejdsskadesikringslovens § 35, stk. 4, 3. pkt, at ændre »arbejdsgiveren« til: »den anmeldepligtige«, således at der ikke sondres mellem, om den anmeldepligtige er arbejdsgiver, læge eller tandlæge.

Forslaget vil indebære, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan undtage den anmeldepligtige fra digital anmeldelse og digital kommunikation, når ganske særlige omstændigheder taler for det. Afgørelse om dispensation for digital anmeldelse og digital kommunikation forudsætter, at den anmeldepligtige ansøger om dispensation samtidig med anmeldelsen, og at den anmeldepligtige ikke har adgang til computer og internet. Der skal i øvrigt være tale om en ganske særlig situation. Dispensationsadgangen skal sikre, at ingen forhindres i at opnå de muligheder og indfri de pligter, der følger af loven, selvom den anmeldepligtige ikke er i besiddelse af digitale kompetencer.

Forslaget til ændring af § 35, stk. 4, 3. pkt., vil ikke indholdsmæssigt ændre beskæftigelsesministerens bemyndigelse efter loven. Beskæftigelsesministeren vil derfor fremadrettet fortsat være bemyndiget til at fastsætte regler om, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan undtage den anmeldepligtige fra digital anmeldelse og digital kommunikation i ganske særlige situationer. Forslaget vil derfor medføre, at der ikke sondres mellem, om den anmeldepligtige er arbejdsgiver, læge eller tandlæge.

Forslaget sker som led i et ønske om at forenkle loven, hvor en række bemyndigelsesbestemmelser om anmeldelse af henholdsvis arbejdsulykker og erhvervssygdomme samles i § 35. Beskæftigelsesministerens bemyndigelse til at fastsætte regler om Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings mulighed for at undtage den anmeldepligtige fra digital anmeldelse og kommunikation, vil vedrøre både arbejdsulykker og erhvervssygdomme, indarbejdet i én samlet bestemmelse i § 35, stk. 4.

Der henvises i øvrigt til ændringen i § 1, nr. 10, og de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.

Til nr. 14

Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 35, stk. 5, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om dispensation om anmeldelser, som både er sendt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Arbejdstilsynet. Bestemmelsen vedrører dispensation fra pligten til digital anmeldelse af arbejdsulykker.

Efter arbejdsskadesikringsloven skal anmeldelser af arbejdsulykker sendes til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, mens anmeldelser af arbejdsulykker efter arbejdsmiljøloven, skal sendes til Arbejdstilsynet. Der forekommer således tilfælde, hvor arbejdsulykken anmeldes til både Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Arbejdsulykker skal anmeldes via Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings og Arbejdstilsynets fælles digitale anmeldesystem (EASY).

Efter gældende regler er der adgang til efter ansøgning at dispensere fra pligten til at anmelde digitalt under ganske særlige omstændigheder. Undtagelse forudsætter ansøgning herom i forbindelse med den konkrete anmeldelse. Der kan ikke gives dispensation, hvis anmelderen har adgang til computer og internet.

De nærmere regler for afgørelse om dispensation om anmeldelse er fastsat af beskæftigelsesministeren i bekendtgørelse nr. 1629 af 16. december 2016 om anmeldelse af ulykker til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og bekendtgørelse nr. 1478 af 2. december 2016 om lægers og tandlægers pligt til at anmelde erhvervssygdomme til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i medfør af henholdsvis lovens § 34, stk. 1 og 2, samt § 35, stk. 2.

Det følger af bekendtgørelse nr. 1629 af 16. december 2016 om anmeldelse af ulykker efter arbejdsskadesikringsloven og bekendtgørelse nr. 615 af 8. juni 2010 om anmeldelse af arbejdsulykker m.v. til Arbejdstilsynet med senere ændringer, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om dispensation for digital anmeldelse af arbejdsulykker, der anmeldes efter arbejdsskadesikringsloven, mens Arbejdstilsynet træffer afgørelser om dispensation for digital anmeldelse af arbejdsulykker, der anmeldes efter arbejdsmiljøloven. I tilfælde, hvor arbejdsulykken både anmeldes til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, er det Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der træffer afgørelse om dispensation om digital anmeldelse af arbejdsulykker. Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om dispensation indebærer derfor en dispensation for kravet om digital anmeldelse efter § 75, stk. 5, i arbejdsmiljøloven således, at to myndigheder ikke skal vurdere samme ansøgning om dispensation.

Der gælder en tilsvarende bestemmelse vedrørende dispensation ved anmeldelse af erhvervssygdomme i § 34, stk. 3. Det er dog efter de gældende regler Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der træffer afgørelse om dispensation om anmeldelse uanset, om anmeldelsen er sendt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller til Arbejdstilsynet.

Ved lovforslagets § 1, nr. 14 , foreslås det i arbejdsskadesikringslovens § 35, stk. 5, at ændre »som er sendt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Arbejdstilsynet« til: »jf. stk. 4« således, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om dispensation om anmeldelser af både arbejdsulykker og erhvervssygdomme.

Med forslaget vil det fremgå eksplicit af loven, at bestemmelsen vedrører afgørelse om dispensation om digital anmeldelse, jf. bestemmelsens stk. 4. Med forslaget om ændringen af § 35, stk. 4, vil bestemmelsen både vedrøre arbejdsulykker og erhvervssygdomme, jf. de foreslåede bestemmelser til § 1, nr. 10, og § 1, nr. 12 og 13. Forslaget vil således medføre, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om dispensation for digital anmeldelse af arbejdsulykker og erhvervssygdomme efter § 35, stk. 4, i alle tilfælde, uanset om anmeldelsen er sendt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Arbejdstilsynet.

Forslaget sker som led i et ønske om at forenkle loven, hvor en række bestemmelser om anmeldelse af henholdsvis arbejdsulykker og erhvervssygdomme samles i § 35, og hvor reglerne om, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om dispensation om anmeldelser af erhvervssygdomme, foreslås sammenskrevet med samme bemyndigelse i forhold til arbejdsulykker og indarbejdet i én samlet bestemmelse til § 35, stk. 5, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.

Forslaget vil ikke ændre rammerne og praksis for afgørelse om dispensation. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil med forslaget derfor fortsat kunne give dispensation under ganske særlige omstændigheder. Dette vil være tilfældet, når arbejdsgiver, lægen eller tandlægen ikke er i besiddelse af de fornødne digitale kompetencer til at anmelde digitalt. Dispensationsadgangen er tiltænkt arbejdsgivere, læger og tandlæger, der ikke tidligere har anvendt it, hverken i virksomheden eller privat, og de ikke har mulighed for at lade andre varetage den digitale anmeldelse. Det vil derfor ikke være muligt at opnå dispensation, hvis man har adgang til både computer og internet. Dispensationsadgangen skal sikre, at ingen forhindres i at opnå de muligheder og indfri de pligter, der følger af lovforslaget.

Forslaget vil endvidere være med til at ensarte praksis for dispensation, da sager vedrørende afgørelse om dispensation om digital anmeldelse af arbejdsulykker og erhvervssygdomme altid behandles af samme instans. Der tilsigtes med forslaget ikke materielle ændringer af praksis for afgørelse om dispensation.

Ændringen skal ses i sammenhæng med ændring af den gældende § 34, stk. 1, samt ophævelsen af § 34, stk. 2-4, hvorved reglerne om anmeldelse af henholdsvis arbejdsulykker og erhvervssygdomme så vidt muligt samles i samme bestemmelser med henblik på at gøre lovgivningen mere overskuelig.

Forslaget vil medføre, at bestemmelsen bruges til dispensation ved anmeldelse af både arbejdsulykker og erhvervssygdomme, da der ikke sondres mellem om anmeldelsen er sendt til både Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller kun til enten Arbejdstilsynet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Forslaget vil endvidere medføre, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om dispensation om anmeldelser selv om, anmeldelsen kun er sendt til enten Arbejdstilsynet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil ligeledes fortsat træffe afgørelse om dispensation, hvis anmeldelse både er sendt til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil således kunne træffe afgørelse om dispensation om anmeldelser af erhvervssygdomme, selv om anmeldelsen ved en fejl kun er sendt til Arbejdstilsynet. Forslaget vil derfor medføre, at Arbejdstilsynet fremover ikke vil kunne træffe afgørelse om dispensation om digital anmeldelse af arbejdsulykker.

Der henvises i øvrigt til ændringen i § 1, nr. 14, og de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.

Til nr. 15

Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 35, stk. 6, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring behandler modtagne anmeldelser om ulykker, uanset om kravet om digital anmeldelse i regler fastsat i medfør af arbejdsskadesikringslovens § 35, stk. 4, er opfyldt.

Efter den gældende bestemmelse skal Arbejdsmarkedets Erhvervssikring behandle anmeldelser om arbejdsulykker, selv om de af beskæftigelsesministeren fastsatte regler om kravet om digital anmeldelse, ikke er opfyldt. Baggrunden herfor er, at de berettigede efter arbejdsskadesikringsloven er tilskadekomne eller tilskadekomnes efterladte. Af hensyn til de berettigede er Arbejdsmarkedets Erhvervssikring forpligtet til at behandle en anmeldelse, uanset om anmeldelsen modtages digitalt eller på anden måde.

Ved lovforslagets § 1, nr. 15 , foreslås det i arbejdsskadesikringslovens § 35, stk. 6 at lade »om ulykker« udgå, således at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring behandler modtagne anmeldelser af arbejdsulykker og erhvervssygdomme, uanset om kravet om digital anmeldelse er opfyldt.

Forslaget vil indebære, at § 35, stk. 6, både omhandler modtagne anmeldelser af henholdsvis arbejdsulykker og erhvervssygdomme. Bestemmelsen vil dermed indebære, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring behandler modtagne anmeldelser om både arbejdsulykker og erhvervssygdomme, uanset om kravet om digital anmeldelse i stk. 4, er opfyldt.

Forslaget sker som led i et ønske om at forenkle loven, hvor reglerne om anmeldelse af henholdsvis arbejdsulykker og erhvervssygdomme samles med henblik på at gøre lovgivningen mere overskuelig. Ændringen vil medføre at § 34, stk. 4, bliver overflødig.

Forslaget vil ikke ændre på, hvornår Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal behandle modtagne anmeldelser af arbejdsulykker og erhvervssygdomme, da forslaget svarer til de nuværende bestemmelser, der fremgår af § 34, stk. 4, og § 35, stk. 6. Den foreslåede bestemmelse i § 35, stk. 6, afløser således § 34, stk. 4, og § 35, stk. 6.

Ændringen skal ses i sammenhæng med ændring af den gældende § 34, stk. 1, samt ophævelsen af § 34, stk. 2 og 3, hvorved reglerne om anmeldelser af henholdsvis arbejdsulykker og erhvervssygdomme så vidt muligt samles i samme paragraffer.

Der henvises i øvrigt til ændringen i § 1, nr. 10, og de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.

Til nr. 16

Det fremgår af de gældende bestemmelser i arbejdsskadesikringslovens § 38, stk. 2, 1. og 2. pkt., at tilskadekomne har ret til at få betalt rejseudgifter ved lægebehandling m.v. efter stk. 1, når lægebehandlingen m.v. sker efter Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings anmodning. Tilskadekomne har endvidere ret til at få erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste ved behandling m.v. efter stk. 1, hvis fraværet er af mindst 2 timers varighed.

Bestemmelsen i § 38, stk. 2, skal ses i sammenhæng med bestemmelsen i § 38, stk. 1, der pålægger tilskadekomne snarest muligt efter arbejdsskadens indtræden at deltage i en undersøgelse af en læge og derefter gennemgå den lægebehandling eller genoptræning, som lægen eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring finder nødvendig.

Formålet med § 38, stk. 1, er at tilvejebringe oplysninger om tilskadekomnes helbredsmæssige forhold, der kan danne grundlag for en afgørelse om anerkendelse, godtgørelse og erstatning. Dette kan forudsætte, at tilskadekomne undersøges af en læge. Undersøgelserne skal foretages snarest muligt efter arbejdsskadens indtræden. Dette skyldes, at formålet med undersøgelsen ellers kan forspildes.

I en række situationer vil tilskadekomne ikke kunne deltage i en sådan lægeundersøgelse på egen hånd. Dette kan skyldes følgerne af arbejdsskaden eller andre forhold. Det kan derfor være nødvendigt for tilskadekomne at have en ledsager med til undersøgelsen, herunder til transporten i forbindelse med undersøgelsen for, at undersøgelsen kan gennemføres.

En ledsager kan eventuelt hjælpe tilskadekomne med selve transporten til og fra undersøgelsesstedet eller hjælpe tilskadekomne under selve undersøgelsen.

Ledsageren kan således sikre, at undersøgelsen gennemføres snarest muligt og uden unødig forsinkelse, og uden at lægen eller eventuelt hospitalet skal tage højde for særlige hjælpemidler eller for tolkebistand under undersøgelsen. Ledsagerne kan således sikre, at formålet med undersøgelsen ikke forsinkes eller forspildes.

§ 38, stk. 2, indeholder en udtrykkelig hjemmel til, at tilskadekomne kan få betalt rejseudgifter og tabt arbejdsfortjeneste, men indeholder ikke en direkte hjemmel til at betale udgifterne til en ledsager.

Efter mangeårig administrativ praksis betales der imidlertid for transportudgifter og tabt arbejdsfortjeneste samt time- og dagpenge også til en eventuel nødvendig ledsager. Den mangeårige praksis er ikke underkendt af Ankestyrelsen.

I forlængelse heraf er det Beskæftigelsesministeriets vurdering, at § 38, stk. 2, skal fortolkes bredt, således at »tabt arbejdsfortjeneste og rejseudgifter« ud fra en formålsbestemt fortolkning skal forstås således, at det omfatter alle udgifter, som er nødvendige for, at tilskadekomne kan lade sig undersøge. Dette gælder således også udgifter til tabt arbejdsfortjeneste og transport for en ledsager, når ledsagelse er nødvendig, for at kunne gennemføre lægeundersøgelsen.

Der lægges i Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vurdering heraf vægt på behovet for ledsager i den enkelte sag. Ved denne vurdering vil indgå en række elementer, herunder skadens art og omfang, tilskadekomnes muligheder for at deltage i undersøgelsen, herunder transport til og fra undersøgelsen uden ledsager, og mulighederne for at gennemføre undersøgelsen i øvrigt uden ledsager. Der vil være tale om en samlet vurdering, hvor de enkelte elementer kan indgå med forskellig vægt.

Ved lovforslagets § 1, nr. 16 , foreslås det i § 38, stk. 2, 1. og 2. pkt., at det kommer til at fremgå, at nødvendig ledsager også er berettiget efter bestemmelsen.

Med forslaget vil der blive skabt udtrykkelig hjemmel til den langvarige praksis, hvorefter også en nødvendig ledsager kan få betalt for transportudgifter og tabt arbejdsfortjeneste efter samme regler som tilskadekomne.

Forslaget vil indebære, at nødvendige ledsagere kan få dækket transportudgifter og tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med undersøgelser af tilskadekomne til brug for vurderingen af det varige mén og vurderingen af tabet af erhvervsevne ved behandlingen af arbejdsskadesager, hvor det er nødvendigt at gennemføre undersøgelserne.

Forslaget sikrer således, at formålet med undersøgelserne ikke forsinkes eller forspildes.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.4.

Til nr. 17

Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 42, stk. 1, 1. pkt., at efter anmodning fra tilskadekomne eller på Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings foranledning kan erstatnings- og godtgørelsesspørgsmålene, jf. arbejdsskadesikringslovens §§ 15, 17 og 18, genoptages inden for en frist på 5 år fra første afgørelse, hvis der er sket væsentlige ændringer af de forhold, der blev lagt til grund for afgørelsen.

Det gælder for sager vedrørende erstatning for udgifter til bl.a. sygebehandling, optræning, anskaffelse af kørestole, proteser, briller m.v., erstatning for tab af erhvervsevne samt godtgørelse for varigt mén. De generelle regler om retten til erstatning for tab af erhvervsevne, principper for fastsættelse af erstatningens størrelse og regler om tilkendelse af erstatning, herunder om udbetaling af erstatning som løbende ydelse eller kapitalerstatning, samt regler om tidspunkterne for erstatningens start og ophør, fremgår af den gældende bestemmelse i § 17.

§ 17 suppleres af bestemmelsen i § 17 a, der indeholder regler om erstatning for tab af erhvervsevne, når tilskadekomne er visiteret til fleksjob eller er i fleksjob efter skaden. Fleksjob tilkendes som udgangspunkt som midlertidige fleksjob. Som følge heraf tilkendes erstatning for tab af erhvervsevne til personer, der er visiteret til fleksjob eller er i fleksjob, som udgangspunkt som en midlertidige erstatning. Når der træffes en midlertidig afgørelse om tab af erhvervsevne, indebærer dette forudsætningsvis, at sagen skal genoptages (revideres), når de erhvervsmæssige forhold har ændret sig eller er blevet permanente. Der fastsættes derfor i afgørelser om midlertidige erstatninger for tab af erhvervsevne, herunder afgørelser efter § 17 a, altid en dato for genoptagelse af sagen. Genoptagelsen sker på foranledning af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Der træffes en ny midlertidig eller endelig afgørelse baseret på de aktuelle midlertidigt eller endeligt afklarede erhvervsmæssige forhold, uanset om forholdene har ændret sig. Træffes der en ny midlertidig afgørelse indebærer det, at afgørelsen genoptages igen på foranledning af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Der er ikke fastsat særskilte regler om genoptagelse af afgørelserne om erstatning for tab af erhvervsevne efter § 17 a, og den generelle regel om genoptagelse i § 42 om genoptagelse af afgørelser om erstatning for tab af erhvervsevne er derfor i praksis lagt til grund. Denne langvarige praksis er ikke underkendt af Ankestyrelsen.

Det betyder, at tilskadekomne, der har fået tilkendt erstatning efter § 17 a, efter praksis kan få genoptaget sin sag også, når de erhvervsmæssige forhold ændrer sig inden det tidspunkt, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring af egen drift genoptager (reviderer) sagen. Dette fremgår imidlertid ikke udtrykkeligt af arbejdsskadesikringsloven.

Det foreslås i lovforslagets § 1, nr. 17 , at afgørelser efter § 17 a også bliver omfattet af bestemmelsen i lovens § 42, stk. 1, 1. pkt.

Det nuværende hjemmelsgrundlag fremgår implicit af praksis vedrørende § 42, stk. 1. Denne praksis er tilsigtet, idet reglen i § 17 a har til formål at fastsætte tabet af erhvervsevne for tilskadekomne, der efter en arbejdsskade visiteres til fleksjob, mens andre bestemmelser vedrørende tab af erhvervsevne, der er fastsat efter § 17, også gælder for tab af erhvervsevne, der er fastsat efter § 17 a.

Forslaget vil indebære, at der i § 42, stk. 1, skabes udtrykkelig hjemmel til, at erstatningsspørgsmål i forhold til § 17 a om fastsættelse af størrelsen på erstatning for tab af erhvervsevne, når tilskadekomne er visiteret til fleksjob eller er i fleksjob efter skaden, kan genoptages inden for en frist på 5 år fra første afgørelse, hvis der er sket væsentlige ændringer af de forhold, der blev lagt til grund for afgørelsen, ligesom det er tilfældet for erstatnings- og godtgørelsesspørgsmål, jf. arbejdsskadesikringslovens §§ 15, 17 og 18, vedrørende sygebehandling, optræning, hjælpemidler m.m., øvrige regler for erstatning for tab af erhvervsevne samt godtgørelse for varigt mén.

Forslaget vil således indebære, at erstatningsspørgsmålet efter anmodning fra tilskadekomne eller på Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings foranledning kan genoptages inden for en frist på fem år fra første afgørelse, når erstatningsspørgsmålet vedrører erstatning for tab af erhvervsevne, når tilskadekomne er visiteret til fleksjob eller er i fleksjob efter skaden.

Forslaget har ingen betydning for størrelsen af tilskadekomnes erstatning for tab af erhvervsevne.

Der henvises i øvrigt til ændringerne i § 1, nr. 2 og 18, og de almindelige bemærkninger, pkt. 2.5.

Til nr. 18

Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 42, stk. 2, at modtageren af løbende ydelse efter § 17 skal underrette forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om enhver forandring i sine forhold, som kan formodes at medføre nedsættelse eller bortfald af ydelsen, ligesom forsikringsselskabet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal være opmærksomme på, om der indtræder sådanne forandringer i modtagerens forhold.

Forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal således underrettes om enhver forandring i forhold, som kan formodes at medføre nedsættelse eller bortfald af løbende erstatning for tab af erhvervsevne, ligesom forsikringsselskabet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal være opmærksomme på, om der indtræder sådanne forandringer i modtagerens forhold.

De generelle regler om retten til erstatning for tab af erhvervsevne, principper for fastsættelse af erstatningens størrelse og regler om tilkendelse af erstatning, herunder om udbetaling af erstatning som løbende ydelse eller kapitalerstatning samt regler om tidspunkterne for erstatningens start og ophør, fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 17.

Den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 17 a regulerer fastsættelsen af erstatningens størrelse, når tilskadekomne er visiteret til fleksjob eller er i fleksjob efter skaden. For så vidt angår øvrige regler om erstatning for tab af erhvervsevne, der er fastsat efter arbejdsskadesikringslovens § 17 a, gælder de generelle regler i lovens § 17.

Det foreslås ved lovforslagets § 1, nr. 18, at afgørelser efter § 17 a også bliver omfattet af bestemmelsen i lovens § 42, stk. 2.

Det nuværende hjemmelsgrundlag fremgår implicit af praksis vedrørende § 42, stk. 2. Denne praksis er tilsigtet, idet reglen i § 17 a har til formål at fastsætte tabet af erhvervsevne for tilskadekomne, der efter en arbejdsskade visiteres til fleksjob, mens andre bestemmelser vedrørende tab af erhvervsevne, der er fastsat efter § 17, også gælder for tab af erhvervsevne, der er fastsat efter § 17 a.

Forslaget vil indebære, at der skabes udtrykkelig hjemmel til, at modtageren af løbende erstatning for tab af erhvervsevne, der er tilkendt efter arbejdsskadesikringslovens § 17 a, når tilskadekomne er visiteret til fleksjob eller er i fleksjob efter skaden, skal underrette forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om enhver forandring i sine forhold, som kan formodes at medføre nedsættelse eller bortfald af ydelsen.

Forsikringsselskabet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal ligeledes være opmærksomme på, om der indtræder sådanne forandringer i modtagerens forhold.

Forslaget i arbejdsskadesikringslovens § 42, stk. 2, er en kodificering af gældende praksis, hvorefter modtageren af løbende ydelse efter arbejdsskadesikringslovens § 17 a skal underrette forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om enhver forandring i sine forhold, som kan formodes at medføre nedsættelse eller bortfald af ydelsen. Forslaget har ingen betydning for størrelsen af tilskadekomnes erstatning for tab af erhvervsevne.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til forslagene til § 1, nr. 2 og 17, og de almindelige bemærkninger, pkt. 2.5.

Til nr. 19

Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 59, stk. 5, 1. og 2. pkt., at beskæftigelsesministeren fastsætter regler for betalingen, taksternes størrelse og opkrævningen heraf, herunder efter forhandling med økonomi- og indenrigsministeren for så vidt angår reglerne for Ankestyrelsen. Beskæftigelsesministeren bekendtgør efter indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring taksternes størrelse en gang årligt, herunder efter forhandling med økonomi- og indenrigsministeren for så vidt angår Ankestyrelsens takster.

Som konsekvens af at Økonomi- og Indenrigsministeriet samt Børne- og Socialministeriet i juni 2019 blev sammenlagt til Social- og Indenrigsministeriet, jf. kongelig resolution af 27. juni 2019, og Ankestyrelsens sagsbehandling på arbejdsskadeområdet i den forbindelse blev henlagt til social- og indenrigsministeren, foreslås det ved lovforslagets § 1, nr. 19 , at ændre »økonomi- og indenrigsministeren« til: »social- og indenrigsministeren«.

Forslaget vil medføre, at beskæftigelsesministeren efter indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring bekendtgør taksternes størrelse en gang årligt, herunder efter forhandling med social- og indenrigsministeren, for så vidt angår Ankestyrelsens takster.

Til nr. 20

Efter den gældende arbejdsskadesikringslovs § 77, 1. pkt., kan ydelser efter loven som udgangspunkt ikke danne grundlag for regreskrav mod en skadevolder, der har pådraget sig erstatningspligt over for tilskadekomne eller efterladte. Der gælder en undtagelse fra denne hovedregel, idet staten efter lovens § 10 a, stk. 5, har regres mod ansvarlige skadevoldere for udgifter, der ikke kan kræves betalt af et forsikringsselskab m.fl. efter § 10 a, stk. 3 og 4. Lovens § 10 a omhandler erstatning for følger af terrorhandlinger efter straffelovens §§ 114 og 114 a.

Ved forslaget i § 1, nr. 21 , indsættes der som stk. 2 i § 77 en bestemmelse, der giver arbejdsskadeforsikringsselskaberne m.fl. mulighed for at rejse et regreskrav mod en producent eller mellemhandler, der er erstatningsansvarlig efter reglerne i lov om produktansvar.

Det foreslås således, at den nuværende undtagelse fra forbuddet mod regres udvides til at omfatte erstatning i forbindelse med skader, der er omfattet af reglerne om produktansvar.

Forslaget betyder, at arbejdsskadeforsikringsselskaberne kan rejse regreskrav mod den ansvarlige producent eller mellemhandler, når der foreligger et produktansvar.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til forslaget til § 1, nr. 21, og de almindelige bemærkninger, pkt. 2.7.

Forslaget er en konsekvensændring af forslaget til § 1, nr. 21.

Til nr. 21

Det fremgår af den gældende bestemmelse i § 77, 1. pkt., at ydelser i henhold til loven ikke kan danne grundlag for regreskrav mod en skadevolder, der har pådraget sig erstatningsansvar over for tilskadekomne eller deres efterladte, jf. dog § 10 a. Tilskadekomnes eller de efterladtes krav mod den erstatningsansvarlige nedsættes i det omfang, der er betalt eller er pligt til at betale ydelser til de pågældende efter denne lov. Krav på erhvervsevnetabserstatning efter erstatningsansvarsloven nedsættes dog ikke som følge af, at der er betalt eller er pligt til at betale midlertidig erhvervsevnetabserstatning efter denne lov.

Det betyder, at arbejdsskadesikringsloven er primær i forhold til erstatningsansvar efter dansk rets almindelige regler om erstatning, herunder anden lovgivning, og at tilskadekomne altid kompenseres efter reglerne i arbejdsskadesikringsloven, der finansieres af arbejdsgiverne, uanset det ikke er arbejdsgiveren, men tredjemand, der er den ansvarlige skadevolder.

Det indebærer tillige, at der ikke kan rejses et regreskrav mod en ansvarlig skadevolder. Der kan dog rejses regreskrav mod en ansvarlig skadevolder i sager, hvor skaden er forvoldt ved terror, jf. lovens § 10 a.

Den ansvarlige skadevolder er kun forpligtet til at betale eventuel differenceerstatning efter dansk rets almindelige regler om erstatning. Krav på differenceerstatning foreligger, når erstatningen udmålt efter erstatningsansvarsloven overstiger erstatningen udmålt efter arbejdsskadesikringsloven. Dette kan på grund af forskellige beregningsregler m.v. eksempelvis være tilfældet for erstatning for tab af erhvervsevne.

Dette fremgår direkte af § 77 i arbejdsskadesikringsloven og af højesteretspraksis, herunder Højesterets dom af 16. august 1995 offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1995, side 843 H.

Ved lov nr. 371 af 7. juni 1989 om produktansvar, der implementerer EU-direktiv 85/374/EØF af 25. juli 1985 om tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om produktansvar, er der indført et objektivt ansvar for skade, der er forårsaget af defekter ved produkter, jf. § 6 i produktansvarsloven. Efter denne bestemmelse påhviler det objektive ansvar producenten af produktet. Det følger endvidere af produktansvarslovens § 10, at en mellemhandler hæfter umiddelbart over for skadelidte og senere mellemhandlere i omsætningskæden.

Det betyder, at en skadelidt efter produktansvarsloven kan vælge, om vedkommende vil rette erstatningskrav mod producenten (producenterne), mellemhandleren (mellemhandlerne) eller mod dem begge, idet begge hæfter solidarisk over for skadelidte, jf. lovens § 11. Af lovens § 13 fremgår det, at loven ikke begrænser skadelidtes adgang til erstatning efter almindelige regler om erstatning i, eller uden for kontrakt, eller i medfør af regler, som er fastsat i eller i henhold til anden lovgivning.

Efter de gældende regler er det kun muligt at gøre regreskrav gældende over for producenter og mellemhandlere, hvis der er tale om krav på differenceerstatning.

Det er imidlertid ikke tanken med arbejdsskadesikringsloven at afskære arbejdsgivere og arbejdsskadeforsikringsselskaber fra at søge deres tab dækket efter reglerne i produktansvarsloven.

Det foreslås derfor i § 1, nr. 21 , at indsætte et stk. 2 i arbejdsskadesikringslovens § 77, hvoraf det fremgår, at det nuværende forbud mod regres i stk. 1 ikke finder anvendelse i det omfang, der er eller pålægges erstatningsansvar efter reglerne i lov om produktansvar. Forslaget har ingen betydning i forhold til størrelsen af tilskadekomnes og efterladtes ret til erstatning, men angår udelukkende, hvem der i sidste ende skal betale erstatningen m.v.

Forslaget indebærer, at når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har behandlet en arbejdsskadesag, hvor der også er produktansvar, og der er blevet udbetalt godtgørelse og erstatning til den tilskadekomne, vil den, der har udbetalt kompensationen efter arbejdsskadesikringsloven (det vil sige arbejdsskadeforsikringsselskaberne m.fl.), derefter have mulighed for at rejse et regreskrav mod producenten/mellemhandleren af det produkt, der har medført skaden. Der kan rejses et regreskrav mod producenten/mellemhandleren, når ansvaret efter produktansvarsreglerne er erkendt af producenten/mellemhandleren, eller fastslået ved dom eller på lignende måde. Det vil sige, at det er forsikringsselskabet, de selvforsikrede offentlige og private arbejdsgivere for så vidt angår ulykker og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, jf. §§ 2 og 3 i lov om den selvejende institution Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der har mulighed for at rejse regreskravet. Det gælder for erhvervssygdomme, og for øvrige sager efter arbejdsskadesikringsloven, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring udbetaler erstatning m.v., herunder for eksempel sager, hvor der ikke er forsikringspligt eller forsikringspligten ikke er opfyldt. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring er således ikke forpligtet til som led i den almindelige behandling af de anmeldte sager at indhente oplysninger med henblik på at afdække et eventuelt produktansvar.

Regreskravets størrelse svarer til den kompensation, som tilskadekomne er berettiget til efter arbejdsskadesikringsloven og som arbejdsskadeforsikringsselskabet m.fl. har udbetalt.

Forslaget sikrer, at samspillet mellem arbejdsskadesikringen og produktansvarsreglerne bliver i overensstemmelse med EU-domstolens dom af 21. december 2011 (C-495/10).

Forslaget giver forsikringsselskaberne m.fl. en mulighed for at rejse et regreskrav ved at fjerne regresforbuddet. Der er ikke tale om en forpligtelse.

Vurderingen af, om der skal rejses et regreskrav, og i den forbindelse vurderingen af eksistensen af og størrelsen af regreskravet mod producenterne/ansvarsforsikringsselskaberne, er ikke afgørelser efter arbejdsskadesikringsloven. Tvister om regreskrav vil skulle behandles og afgøres af domstolene.

Den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 77 opretholdes i øvrigt. Det betyder, at den generelle regel fortsat vil være, at kompensation efter arbejdsskadesikringsloven er primær i forhold til kompensation efter andre love.

Det betyder endvidere, at bortset fra sager, hvor der foreligger produktansvar, vil muligheden for regres for den udbetalte kompensation efter arbejdsskadesikringsloven fortsat være afskåret for arbejdsskadeforsikringsselskabet, herunder for selvforsikrede arbejdsgivere og for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring for så vidt angår erhvervssygdomme.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.7.

Til nr. 22

Lov om arbejdsskadesikring regulerer primært reglerne om arbejdsskade, herunder arbejdsulykke, vedrørende skader fra den 1. januar 2004.

Private arbejdsgivere havde efter § 15, stk. 13, i lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde, der omfatter skader fra 1. oktober 1933 til 31. marts 1978, mulighed for at være selvforsikrede.

De private arbejdsgivere, der før 1. april 1978 havde opnået denne ret, har efter arbejdsskadesikringslovens § 88, 2. pkt., bevaret denne ret og har dermed ikke forsikringspligt. Disse arbejdsgivere kan vælge at være selvforsikrede på samme måde som offentlige arbejdsgivere for så vidt angår arbejdsulykker.

De private arbejdsgivere, der har opnået fritagelse fra pligten til at tegne arbejdsulykkesforsikring, har efter arbejdsskadesikringslovens § 88, 3. pkt., samme retsstilling efter loven som et forsikringsselskab. Det indebærer, at de har partsstatus i forhold til behandlingen konkrete sager om arbejdsulykker efter arbejdsskadesikringsloven svarende til den partsstatus som de selvforsikrede offentlige arbejdsgivere har.

At de har samme retsstilling som et forsikringsselskab indebærer videre, at de er forpligtet til at betale for administrationen af arbejdsskadesagerne i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen, samt medfinansiere fællesudgifter efter arbejdsskadesikringslovens § 48 (finansiering af udgifter i sager, hvor der ikke er forsikringspligt), § 52 (finansiering af udgifter i sager, hvor arbejdsgiveren ikke har tegnet den lovpligtige forsikring) og § 54 (finansiering af udgifter vedrørende forsikringsselskaber hvor Finanstilsynet har trukket tilladelsen til at drive arbejdsulykkesforsikring tilbage).

Af arbejdsskadesikringslovens § 88, 4. pkt., i gældende lov fremgår, at fordeling af bidrag efter denne lovs §§ 48, 49, 53 og 56 foretages efter nærmere regler fastsat af beskæftigelsesministeren i samarbejde med erhvervsministeren, men paragrafhenvisningen i 4. pkt. burde have været til lovens §§ 48, 52 og 54. Paragrafhenvisningerne i gældende § 88, 4. pkt., er således ikke korrekte, idet paragrafhenvisningerne ikke er blevet korrekt opdateret ved gældende lov.

Det foreslås i § 1, nr. 22 , at indsætte de korrekte paragrafhenvisninger i § 88, 4. pkt.

Forslaget retter den fejlagtige lovhenvisning til §§ 48, 49, 53 og 56 i gældende lov og sikrer udtrykkelig hjemmel til, at de private arbejdsgiveres forholdsmæssige andel af udgifterne til arbejdsskadesikringslovens §§ 48, 52 og 54 indgår i fordelingen af udgifterne efter bestemmelsen i § 48, stk. 6, 4. pkt. Af arbejdsskadesikringslovens § 48, stk. 6, 4. pkt., fremgår, at beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler for denne fordeling efter indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i samarbejde med Finanstilsynet. Dette fremgår allerede af den gældende formulering af arbejdsskadesikringslovens § 48, stk. 6, der ikke ændres ved dette lovforslag, og gentages derfor ikke i forslaget til arbejdsskadesikringslovens § 88, 4. pkt.

Den nuværende fordelingsnøgle, der forudsættes opretholdt, er i dag fastsat i beskæftigelsesministerens bekendtgørelse nr. 645 af 28. juni 2019 om finansiering af visse erstatninger m.v., der udbetales af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring efter lov om arbejdsskadesikring og lov om sikring mod følger af arbejdsskade.

Det enkelte forsikringsselskabs andel heraf opgøres som forsikringsselskabets andel af de samlede udgifter i kalenderåret til godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne. Det fremgår af lovens § 88, 3. pkt., at dette også gælder for de private selvforsikrede arbejdsgivere. Ved administrationen af opkrævninger fra forsikringsselskaberne, herunder de selvforsikrede private arbejdsgivere, er de korrekte paragrafhenvisninger lagt til grund.

Reglen om, at de private selvforsikrede arbejdsgivere har samme retsstilling som et forsikringsselskab, har historisk været gældende fra § 15, stk. 13, i lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde, jf. lovbekendtgørelse nr. 137 af 26. april 1968, og er via overgangsbestemmelser med korrekte lovhenvisninger videreført i efterfølgende hovedlove, herunder arbejdsskadeforsikringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 450 af 25. juni 1987, og lov om sikring mod følger af arbejdsskade, jf. lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000. Reglen er også med ikke korrekte lovhenvisninger videreført i gældende lov om arbejdsskadesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 376 af 31. marts 2020.

Det er Beskæftigelsesministeriets vurdering, at hjemmelsgrundlaget for opkrævning af betaling vedrørende §§ 48, 52 og 54 hos de selvforsikrede private arbejdsgivere er historisk betinget i bestemmelserne i ulykkesforsikringsloven og efterfølgende lovgivning sammenholdt med § 88, 3. pkt., hvoraf det udtrykkeligt fremgår, at »Sådanne arbejdsgivere har samme retsstilling efter denne lov som et forsikringsselskab.«

Forslaget vil indebære, at de korrekte paragrafhenvisninger indsættes i § 88, 4. pkt., og at det præciseres, at de selvforsikrede private arbejdsgivere skal betale til finansieringen af udgifter vedrørende sager, hvor der ikke er forsikringspligt, jf. § 48, hvor arbejdsgiveren ikke har opfyldt sin forsikringspligt, jf. § 52, og hvor et forsikringsselskab har fået inddraget tilladelsen til at tegne arbejdsulykkesforsikring, jf. § 54.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.6.