Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 926 af 18/09/2012

Skatteministeriet

Lov om ændring af ligningsloven, kursgevinstloven, skattekontrolloven og kildeskatteloven (Beskatning af aktionærlån, fortryk og låsning af udvalgte indberetningspligter, bedre forskudsproces m.v.) § 4

I kildeskatteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1403 af 7. december 2010, som ændret bl.a. ved § 2 i lov nr. 590 af 18. juni 2012 og senest ved § 5 i lov nr. 591 af 18. juni 2012, foretages følgende ændringer:

1. § 52 affattes således:

 »§ 52. Hvor der ifølge foranstående bestemmelser skal tages hensyn til den skattepligtiges forventede indkomstforhold og forventet skat efter ejendomsværdiskatteloven, fastsættes disse, for så vidt andet ikke følger af bestemmelserne i §§ 53 og 54, i overensstemmelse med de oplysninger om den skattepligtiges indkomstforhold, som følger af

  1. årsopgørelsen for det andet indkomstår forud for det indkomstår, forskudsopgørelsen vedrører,

  2. ændringer af forskudsopgørelsen for indkomståret forud for det indkomstår, forskudsopgørelsen vedrører,

  3. løbende oplysninger fra indberetningspligtige efter skattekontrolloven for året forud for det indkomstår, forskudsopgørelsen vedrører, og

  4. oplysninger fra indkomstregisteret og andre registre, som told- og skatteforvaltningen modtager oplysninger fra, for året forud for det indkomstår, som forskudsopgørelsen vedrører.

 Stk. 2. Oplysningerne i stk. 1, nr. 1-4, skal foreligge senest den 1. september i året forud for indkomståret, for at de kan indgå i grundlaget for fastsættelsen af forskudsskatten, jf. dog § 53, stk. 2. De seneste ændringer af oplysningerne lægges til grund. Oplysningerne omfattet af stk. 1, nr. 2, lægges dog til grund, uanset om der er senere ændringer af oplysninger omfattet af stk. 1, nr. 1, 3 eller 4.

 Stk. 3. Må det antages, at den skattepligtige skal betale skat efter ejendomsværdiskatteloven, fastsættes denne under hensyn til den forventede ejendomsværdiskat.

 Stk. 4. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om forskudsregistreringen efter stk. 1-3 og fastsætte regler om, hvilke nærmere oplysninger som efter stk. 1, nr. 3 og 4, skal indgå i grundlaget for fastsættelsen af forskudsskatten, og om underretning af den skattepligtige om disse oplysninger.

 Stk. 5. Er der ikke tidligere foretaget en skatteansættelse eller fastsat et grundlag for forskudsskatten for den skattepligtige, skal denne over for told- og skatteforvaltningen redegøre for sine forventede indkomstforhold m.v. Det beror på et skøn fra told- og skatteforvaltningen, i hvilket omfang oplysningerne i redegørelsen skal lægges til grund for fastsættelsen af forskudsskatten. Skatteministeren kan give nærmere regler om redegørelsens form og fastsætte en frist for dens indgivelse. Indgives redegørelsen ikke rettidigt, kan den søges fremtvunget ved pålæg af daglige bøder, der fastsættes af told- og skatteforvaltningen.«

2. § 53 affattes således:

 »§ 53. Antager den skattepligtige, at vedkommendes indkomstforhold i indkomståret vil afvige væsentligt fra grundlaget for forskudsskatten som fastsat efter § 52, stk. 1-4, kan den skattepligtige anmode told- og skatteforvaltningen om, at grundlaget fastsættes under hensyn hertil. I det omfang told- og skatteforvaltningen finder den skattepligtiges oplysninger i anmodningen tilstrækkelig sandsynliggjort, lægges anmodningen til grund ved fastsættelsen af forskudsskatten.

 Stk. 2. I øvrigt kan told- og skatteforvaltningen fastsætte grundlaget for forskudsskatten efter anslåede forventede indkomstforhold m.v., når forvaltningen efter foreliggende oplysninger finder nærliggende grund til at antage, at den skattepligtiges indkomstforhold i indkomståret vil afvige fra grundlaget efter § 52, stk. 1-4. Den skattepligtige underrettes samtidig med modtagelsen af forskudsopgørelsen om baggrunden for afvigelsen af grundlaget. Har den skattepligtige forinden modtaget underretning om forskudsskatten efter de regler, som skatteministeren kan fastsætte efter § 52, stk. 4, finder stk. 5 tilsvarende anvendelse.

 Stk. 3. I løbet af den periode, hvori skattekortene, bikortene og skattebilletterne skal benyttes, kan den skattepligtige under de betingelser, som er nævnt i stk. 1, anmode told- og skatteforvaltningen om at få grundlaget for forskudsskatten ændret med virkning for den fremtidige skattebetaling. I løbet af den nævnte periode kan told- og skatteforvaltningen tilsvarende under de betingelser, som er nævnt i stk. 2, ændre grundlaget for forskudsskatten efter § 52 eller stk. 2, hvis ændringen overstiger en fastsat grænse, jf. stk. 4.

 Stk. 4. Skatteministeren fastsætter nærmere regler om, at ændring efter stk. 3, 2. pkt., kan ske, hvis ændringen overstiger visse grænser.

 Stk. 5. Told- og skatteforvaltningen skal underrette den skattepligtige om en påtænkt ændring af grundlaget for forskudsskatten og om baggrunden herfor. Den skattepligtige skal samtidig underrettes om, at ændringen vil blive gennemført som varslet, medmindre den pågældende over for told- og skatteforvaltningen fremkommer med en begrundet udtalelse imod ændringen inden for en nærmere angivet frist, der ikke uden den pågældendes samtykke kan være mindre end 15 dage regnet fra dateringen af underretningen. Har den skattepligtige ikke udtalt sig inden fristens udløb, gennemføres ændringen som varslet uden yderligere underretning.

 Stk. 6. Til brug ved afgørelser efter stk. 2 og stk. 3 kan told- og skatteforvaltningen afkræve den skattepligtige en redegørelse efter tilsvarende regler som anført i § 52, stk. 5.«

3. I § 54 ændres »§ 52, stk. 1,« til: »§ 52, stk. 1-3,«.

4. § 54 A ophæves.

Detaljer

Relateret indhold