Lov om ændring af forældreansvarsloven, lov om Familieretshuset, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love (Afskaffelse af tvungen delt bopæl og opfølgning på etableringen af det nye familieretlige system m.v.) § 2

Forarbejder til Lov om ændring af forældreansvarsloven, lov om Familieretshuset, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love (Afskaffelse af tvungen delt bopæl og opfølgning på etableringen af det nye familieretlige system m.v.) § 2

Til nr. 1 og 2

Det følger af § 24, stk. 1, i ægteskabsloven, at et ægteskab omstødes efter påstand af den ene ægtefælle i en række situationer. Det drejer sig om situationer, hvor han ved ægteskabets indgåelse befandt sig i en tilstand, som udelukker evnen til at handle fornuftsmæssigt, hvor han blev tvunget til at indgå ægteskab, hvor han ved en fejltagelse blev viet til en anden end sin forlovede eller blev viet uden at ville indgå ægteskab, eller hvor han blev forledt til at indgå ægteskab ved, at han af den anden ægtefælle gennem falske oplysninger eller svigagtig fortielse af sandheden blev vildledt om, hvem den anden er, eller om sådanne omstændigheder ved dennes tidligere liv, der med fuld føje ville have afholdt ham fra at indgå ægteskabet, og som endnu må tillægges en sådan betydning for forholdet mellem ægtefællerne, at ægteskabet ikke med rimelighed kan fordres opretholdt.

Uanset, at der i bestemmelserne henvises til ”han” og ”ham”, finder bestemmelserne anvendelse på alle ægtefæller uanset køn.

Det foreslås, at § 24, stk. 1, i ægteskabsloven ændres således, at bestemmelsen bliver kønsneutral. Dette foreslås gennemført ved, at henvisningerne til ”han” og ”ham” i bestemmelsen ændres således, at der i stedet henvises til ”ægtefællen” og den ”den pågældende ægtefælle”.

Begrundelsen for den foreslåede ændring er, at bestemmelsen finder anvendelse på alle ægtefæller uanset køn, og affattelsen af bestemmelsen derfor bør være kønsneutral.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.

Til nr. 3

Det følger af § 29, 1. pkt., i ægteskabsloven, at ægtefæller har ret til skilsmisse uden forudgående separation, når de er enige om det. Dette kaldes direkte skilsmisse. Efter bestemmelsens 2. pkt. kan direkte skilsmisse dog bevilges efter en refleksionsperiode, når ægtefællerne har børn, der ikke er fyldt 18 år, jf. lovens § 42 a.

Efter lovens § 30 har en ægtefælle har ret til separation, og en ægtefælle har ret til skilsmisse efter 6 måneders separation.

§§ 32-36 i ægteskabsloven indeholder en række grunde til direkte skilsmisse uden en refleksionsperiode, f.eks. utroskab og vold.

Efter § 42, stk. 1, i ægteskabsloven giver Familieretshuset bevilling til separation eller skilsmisse efter lovens §§ 29, 30 og 32-36, hvis ægtefællerne er enige om de vilkår for separation og skilsmisse, der følger af lovens §§ 49 og 55, der drejer sig om pligten til at betale ægtefællebidrag efter separation og skilsmisse og om retten til fortsættelse af et eventuelt beboelseslejemål.

Forud for etableringen af det nye familieretlige system fandt § 29 således kun anvendelse, hvis ægtefællerne var enige om både separation og skilsmisse og om vikårene herfor. Det var kun i disse situationer, der administrativt kunne meddeles separation og skilsmisse ved bevilling. Hvis ægtefællerne var enige om f.eks. skilsmisse, men uenige om vilkårene for skilsmissen, skulle sagen indbringes for retten til afgørelse. Der henvises til den tidligere bestemmelse i § 43 i ægteskabsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 54 af 23. januar 2018.

I det nye familieretlige system kan Familieretshuset efter § 26 i Familieretshusloven træffe afgørelse om separation og skilsmisse, herunder om vilkårene herfor, jf. beskrivelsen af § 26 i de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.1.2.1. Det fremgår imidlertid ikke klart af § 29 i ægteskabsloven, om bestemmelsen også omfatter situationer, hvor ægtefællerne er enige om at blive separeret eller skilt, men uenige om vilkårene herfor.

Det foreslås, at § 29, 2. pkt., i ægteskabsloven, der indeholder henvisning til lovens § 42 a om en refleksionsperiode, ophæves.

Det foreslås videre, at der i § 29 som 2. og 3. pkt. indsættes bestemmelser, hvorefter separation og skilsmisse meddeles ved bevilling, hvis ægtefællerne er enige om vilkårene herfor efter lovens § 42. Hvis ægtefællerne ikke er enige om vilkårene, træffes der samtidig med meddelelsen af separation og skilsmisse afgørelse om vilkårene.

Afskaffelsen af refleksionsperioden indebærer, at alle ægtepar kan blive skilt, hvis de er enige om det, uden at de skal afvente en refleksionsperiode på tre måneder. Afskaffelsen indebærer også, at alle separationer og skilsmisser, hvor ægtefællerne er enige, meddeles efter § 29 i ægteskabsloven.

Ved indsættelsen af 2. og 3. pkt. i § 29 præciseres det, at der kan træffes afgørelse om separation og skilsmisse, når ægtefællerne er enige om at blive separeret eller skilt, men uenige om vilkårene herfor.

Forslaget om ophævelse af den gældende bestemmelse i § 29, 2. pkt., i ægteskabsloven er en konsekvens af den ved lovforslagets § 2, nr. 6, foreslåede ophævelse af § 42 a i ægteskabsloven.

De foreslåede nye bestemmelser i § 29, 2. og 3. pkt., i ægteskabsloven er en konsekvens af Familieretshusets adgang til at træffe afgørelser i tvistsager om separation og skilsmisse. Som en konsekvens af de nye bestemmelser foreslås det, at henvisningen i § 42, stk. 1, i ægteskabsloven til separations- og skilsmissebestemmelserne i §§ 30 og 32-36 udgår. Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 5, og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.

Til nr. 4

Efter § 41 i ægteskabsloven kan Familieretshuset tilbyde mægling ved uenighed om vilkårene for separation og skilsmisse. Bestemmelsen har overskriften ”anden mægling”.

Det følger af § 38 i ægteskabsloven, at ved anmodning om separation og skilsmisse indkalder Familieretshuset bl.a. ægtefællerne til vilkårsforhandling, når ægtefællerne ikke er enige om separation eller skilsmisse og vilkårene herfor. Formålet med vilkårsforhandling er bl.a. at afklare, om der kan opnås forligsmæssige løsninger om vilkårene for separation eller skilsmissen.

Efter § 21 i Familieretshusloven tilbyder Familieretshuset ægtefæller, der anmoder om separation og skilsmisse, støtte, navnlig i form af rådgivning og konflikthåndtering, bl.a. med henblik på at ægtefællerne støttes til at finde en løsning på deres uenighed.

Det foreslås, at § 41 i ægteskabsloven og overskriften til den ophæves.

Forslaget vil betyde, at forligsbestræbelserne i sager om separation og skilsmisse alene vil være reguleret af reglerne om vilkårsforhandling i § 38 i ægteskabsloven, suppleret af de generelle reglerne om rådgivning og konflikthåndtering i § 21 i Familieretshusloven.

Begrundelsen for forslaget er, at mæglingsbestemmelsen i § 41 i ægteskabsloven er overflødig ved siden af reglerne om vilkårsforhandling i § 38 i ægteskabsloven og om rådgivning og konflikthåndtering i § 21 i Familieretshusloven.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.

Til nr. 5

Efter § 42, stk. 1, 1. pkt., i ægteskabsloven giver Familieretshuset bevilling til separation eller skilsmisse efter §§ 29, 30 og 32-36, hvis ægtefællerne er enige herom og er enige om vilkårene herfor. § 29 drejer sig om separation og skilsmisse ved enighed, § 30 drejer sig om separation ved uenighed og om skilsmisse på grundlag af separation, og §§ 32-36 drejer sig om direkte skilsmisse, dvs. uden forudgående separation både ved enighed og uenighed.

Det foreslås, at i § 42, stk. 1, 1. pkt., i ægteskabsloven udgår henvisningen til lovens §§ 30 og 32-36.

Ændringen indebærer, at alle separationer og skilsmisser, hvor ægtefællerne er enige, meddeles efter § 29 i ægteskabsloven. Der henvises til den ved lovforslagets § 2, nr. 3, foreslåede ændring af § 29 i ægteskabsloven og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.

Til nr. 6

Det følger af § 29, 1. pkt., i ægteskabsloven, at ægtefæller har ret til skilsmisse uden forudgående separation, når de er enige om det. Dette kaldes direkte skilsmisse. Efter bestemmelsens 2. pkt. kan direkte skilsmisse dog i visse situationer først bevilges efter en refleksionsperiode, jf. lovens § 42 a.

Efter § 42 a i ægteskabsloven kan der for ægtefæller, som anmoder om direkte skilsmisse efter lovens § 29, og som har fælles børn, der ikke er fyldt 18 år, først udstedes bevilling til skilsmisse efter en refleksionsperiode på tre måneder fra Familieretshusets modtagelse af anmodningen. Det er endvidere en betingelse for udstedelse af skilsmissebevilling i disse situationer, at begge ægtefæller inden en måned efter udløbet af refleksionsperioden har bekræftet anmodningen om skilsmisse, og at begge ægtefæller inden bekræftelsen har gennemført et digitalt forløb. Dette digitale forløb stiller Familieretshuset efter § 22, stk. 1, i Familieretshusloven til rådighed for ægtefællerne. Det digitale forløb, der kaldes ”SES – For børnenes skyld”, har til formål at lære skilsmisseforældre at hjælpe sig selv, undgå konflikter og blive bedre til at forstå og støtte deres børn. Det digitale forløb giver den enkelte forælder mulighed for at arbejde med sin relation til den anden forælder og til at blive bedre til at forstå børns reaktion på en samlivsophævelse eller skilsmisse.

I refleksionsperioden skal Familieretshuset efter § 22, stk. 2, i Familieretshusloven endvidere bl.a. tilbyde ægtefællerne en rådgivnings- og afklaringssamtale. Rådgivnings- og afklaringssamtaler er specifikt rettet mod et brud i en familie, hvor der er fælles børn under 18 år. Formålet med samtalerne er at styrke forældrenes samarbejde efter samlivsophævelse eller skilsmisse ved at give dem mulighed for at arbejde med deres indbyrdes relationer. Samtalerne skal således hjælpe forældrene til at etablere et stabilt grundlag for deres fremtidige samarbejde om deres børn og dermed forebygge konflikter mellem forældrene. Samtalerne har tillige til formål at give forældrene viden om samlivsophævelsens og skilsmissens betydning for barnet og om den bedste måde at støtte barnet på både i perioden umiddelbart efter samlivsophævelsen og på længere sigt.

Efter § 21, stk. 1, i Familieretshusloven tilbyder Familieretshuset parter støtte, navnlig i form af rådgivning og konflikthåndtering, herunder børnesagkyndig rådgivning, samarbejdskurser og digitale værktøjer, med henblik på, at parterne støttes til at finde en løsning på deres uenighed, eller konflikten mellem dem dæmpes. Rådgivning eller konfliktmægling, der også omfatter rådgivnings- og afklaringssamtaler, ydes således med henblik på, at parterne forliges, eller at deres konflikt dæmpes.

Refleksionsperioden blev indført af hensyn til ægtefællernes børn og har som hovedsigte at skabe forståelse hos forældrene for børns reaktion på samlivsophævelse og skilsmisse og for at skærme børnene bedst muligt mod følgerne af samlivsophævelse og skilsmisse. Refleksionsperioden giver også ægtefællerne mulighed for at få en bedre forståelse af deres egne reaktioner og indbyrdes relationer.

Refleksionsperioden skal ses i sammenhæng med § 17, stk. 3, i forældreansvarsloven om tvungen delt bopæl. Efter denne bestemmelse har et barn af samlevende forældre med fælles forældremyndighed delt bopæl i de første tre måneder efter forældrenes samlivsophævelse, medmindre forældrene er enige om barnets bopæl. I denne periode kan der ikke indledes en sag om barnets bopæl. Hensigten med tvungen delt bopæl er at sikre ro om barnet i perioden lige efter en samlivsophævelse og at udskyde den endelige beslutning om barnets bopæl. Der henvises til lovforslagets § 4, nr. 5.

Selvom ægtefællerne har fælles børn under 18 år, finder refleksionsperioden ikke anvendelse, når ægtefællerne er enige om skilsmisse efter at have været separeret i seks måneder, jf. § 30, stk. 2, i ægteskabsloven. Refleksionsperioden finder heller ikke anvendelse, når ægtefællerne er uenige om skilsmissen, eller når der søges om direkte skilsmisse efter §§ 32-36 i ægteskabsloven. Efter disse bestemmelser har en ægtefælle ret til skilsmisse uden forudgående separation, hvis samlivet har været ophævet i to år, eller der foreligger utroskab, vold, seksuelle overgreb, bigami eller børnebortførelse.

Det foreslås, at § 42 a i ægteskabsloven ophæves.

Ophævelsen af bestemmelsen betyder, at refleksionsperioden afskaffes således, at det igen vil være muligt for enige ægtefæller med fælles børn under 18 år at blive skilt umiddelbart efter ansøgning herom og uden at skulle anføre en særlig grund herfor. Det betyder, at ægtepar, der er enige om at søge skilsmisse og om vilkårene herfor, via en digital ansøgningsproces vil kunne få bevilget skilsmisse. Afskaffelsen vil også medvirke til, at ægtefæller hurtigere kan få en afklaring af deres situation. Dermed kan konflikterne mellem dem mindskes, hvilket vil være til gavn for børnene.

Begrundelsen for forslaget er, at erfaringerne med refleksionsperioden og tvungen delt bopæl i tre måneder efter en samlivsophævelse viser, at ordningerne ikke virker efter hensigten, når forældre er enige om at bryde relationen mellem dem hurtigst muligt. I mange situationer optrapper og forlænger ordningerne unødigt konflikten mellem forældrene til skade for deres børn. Endvidere medfører ordningerne nogle praktiske problemer, idet forældrene ofte ikke vil kunne finde ny bolig, før de kender deres familiesituation og dermed deres økonomiske situation. I praksis betyder ordningerne også, at nogle par føler sig nødsaget til at bo blive boende under samme tag trods et måske højt konfliktniveau, mens de venter på, at de kan indlede en sag om barnets bopæl og få en afgørelse herom, eventuelt en midlertidig afgørelse.

På den baggrund er det af hensyn til barnet nødvendigt at afskaffe både refleksionsperioden og tvungen delt bopæl. Med hensyn til den foreslåede afskaffelse af tvungen delt bopæl henvises til lovforslagets § 4, nr. 5, og bemærkningerne hertil.

Da hensynene til at skærme børn bedst muligt mod følgerne af samlivsophævelse og skilsmisse først og fremmest varetages gennem den støtte, som forældrene i dag tilbydes i refleksionsperioden, foreslås det, at disse tilbud i form af digitale læringsforløb og rådgivnings- og afklaringssamtaler opretholdes som generelle tilbud til alle forældre med fælles børn under 18 år, der bryder med hinanden. Forældrene vil således fortsat kunne hente hjælp til håndteringen af deres og børnenes situationen i forbindelse med en samlivsophævelse, separation og skilsmisse. Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.2, og til lovforslagets § 1, nr. 5, og bemærkningerne hertil.

Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslagets § 13, vil den foreslåede afskaffelse af refleksionsperioden og tvungen delt bopæl have virkning straks ved lovens ikrafttræden og dermed også omfatte ægtefæller med fælles børn under 18 år, der har søgt om direkte skilsmisse inden for tre måneder inden ikrafttrædelsestidspunktet.

Det bemærkes, at ved lovforslagets § 2, nr. 3, foreslås § 29, 2. pkt., i ægteskabsloven ophævet. Der henvises til denne bestemmelse og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.

Til nr. 7

Efter § 43 a i ægteskabsloven kan Familieretshuset behandle en sag om separation, skilsmisse, omstødelse af ægteskab eller et ægteskabs beståen, hvis betingelserne i § 448 f i retsplejeloven er opfyldt.

Derimod findes der ikke regler om Familieretshusets internationale kompetence til at behandle sager efter § 58 i ægteskabsloven. Det bemærkes i den forbindelse, at det følger af § 58 a, stk. 2, nr. 4, i ægteskabsloven, at i sager omfattet af kapitel 5 i ægteskabsloven træffer Familieretshuset eller familieretten afgørelse efter bestemmelserne i kapitel 2 og 8-10 i Familieretshusloven. Kapitel 5 i ægteskabsloven omfatter § 58. Det følger af kapitel 9 i Familieretshusloven, navnlig § 26 og § 27, stk. 2, nr. 1, at Familieretshuset foretager oplysning af en sag efter § 58 i ægteskabsloven og tilbyder parterne rådgivning og konflikthåndtering. Finder parterne ikke en løsning på deres uenighed, træffer Familieretshuset afgørelse i sagen. Familieretshuset indbringer dog sagen for familieretten til afgørelse, når sagen indeholder komplicerede faktiske eller juridiske problemstillinger.

Efter § 58 i ægteskabsloven kan en aftale om fordelingen af formuen, bidragspligten eller andre vilkår, som ægtefæller har indgået med henblik på separation eller skilsmisse, ændres eller erklæres for uforbindende, såfremt den skønnes urimelig for den ene ægtefælle på tidspunktet for dens indgåelse. Bestemmelsen omfatter alle økonomiske aftaler, der er indgået med henblik på en forestående separation eller skilsmisse. Henvisningen til andre vilkår er således ikke knyttet an til de vilkår for separation og skilsmisse, der følger af § 42, jf. §§ 49 og 55, i ægteskabsloven, der drejer sig om pligten til at betale ægtefællebidrag efter separation og skilsmisse og om retten til fortsættelse af et eventuelt beboelseslejemål.

Bestemmelsen finder ikke anvendelse, i det omfang en sag om ændring af en aftale er omfattet af en særregel, eksempelvis § 17 i børnebidragsloven om ændring af aftaler om børnebidrag.

Bestemmelsen omfatter heller ikke aftaler om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v. Ændring af sådanne aftaler behandles efter bestemmelserne herom i forældreansvarsloven.

Begrundes en anmodning om ændring af en aftale omfattet af § 58 i ægteskabsloven med, at forholdene senere har forandret sig, finder bestemmelsen ikke anvendelse. Sådanne sager behandles af de almindelige domstole efter reglerne om ændring af aftaler i lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, jf. lovbekendtgørelse nr. 193 af 2. marts 2016 med senere ændringer (aftaleloven).

Med lovforslagets § 10, nr. 1, foreslås det, at der som § 448 h i retsplejeloven indsættes en bestemmelse, hvorefter sager efter § 58 i ægteskabsloven navnlig kan behandles her i riget, hvis sagsøgte har hjemting her.

Det foreslås, at der som § 43 a, stk. 2, i ægteskabsloven indsættes en bestemmelse, hvorefter Familieretshuset kan behandle en sag efter § 58 i ægteskabsloven, hvis betingelserne i den foreslåede bestemmelse i § 448 h i retsplejeloven er opfyldt.

Forslaget indebærer, at Familieretshuset kan behandle en sag efter § 58 i ægteskabsloven om ændring af en aftale indgået med henblik på separation eller skilsmisse, om fordelingen af formuen eller om andre vilkår, hvis betingelserne i den foreslåede bestemmelse i § 448 h i retsplejeloven er opfyldt.

Den foreslåede bestemmelse omfatter dog ikke sager om underholdspligt. Dette skyldes, at danske myndigheders internationale kompetence til at behandle sager om underholdspligt, herunder sager om ændring af aftaler om underholdspligt, er reguleret af bestemmelserne herom i underholdspligtforordningen.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 448 h i retsplejeloven kan sager efter § 58 i ægteskabsloven navnlig behandles her i riget, hvis sagsøgte har hjemting her.

Begrundelsen for forslaget er, at der mangler regler om Familieretshusets internationale kompetence til at behandle sager efter § 58 i ægteskabsloven, bortset fra sager om underholdspligt.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.6, og til lovforslagets § 10, nr. 1, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 8

Efter § 58 a, stk. 4, i ægteskabsloven kan social- og indenrigsministeren bl.a. fastsætte regler om mægling efter lovens § 41. Efter denne bestemmelse kan Familieretshuset tilbyde mægling ved uenighed om vilkårene for separation og skilsmisse.

Det foreslås, at i § 58 a, stk. 4, i ægteskabsloven udgår henvisningen til mægling efter lovens § 41.

Forslaget er en konsekvens af den ved lovforslagets § 2, nr. 4, foreslåede ophævelse af § 41 i ægteskabsloven. Der henvises til denne bestemmelse og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.

Til nr. 9

Efter § 58 d, stk. 2, i ægteskabsloven skal en række anmodninger og andre henvendelser indgives til Familieretshuset ved anvendelse af den digitale løsning, som Familieretshuset stiller til rådighed (digital selvbetjening), idet Familieretshuset ellers som udgangspunkt afviser anmodningen eller henvendelsen.

Efter lovens § 58 d, stk. 2, nr. 4, drejer det sig bl.a. om anmodning om godtgørelse efter lovens § 26. Det følger af denne bestemmelse, at når et ægteskab omstødes, og den ene ægtefælle ved ægteskabets indgåelse var i god tro med hensyn til omstødelsesgrunden, medens den anden kendte eller burde kende denne, kan der ved afgørelsen tilkendes den førstnævnte ægtefælle en godtgørelse, der fastsættes under hensyn til begges økonomiske kår og de øvrige omstændigheder.

Det foreslås, at § 58 d, stk. 2, nr. 4, i ægteskabsloven ophæves.

Begrundelsen for forslaget er, at der ikke er behov for bestemmelsen. Det skyldes, at anmodning om godtgørelse for omstødelse af et ægteskab ikke er en selvstændig anmodning, idet en eventuel anmodning om godtgørelse fremsættes under behandlingen af omstødelsessagen.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.

Til nr. 10

Efter § 58 d, stk. 2, i ægteskabsloven skal en række anmodninger og andre henvendelser indgives til Familieretshuset ved anvendelse af den digitale løsning, som Familieretshuset stiller til rådighed (digital selvbetjening), idet Familieretshuset ellers som udgangspunkt afviser anmodningen eller henvendelsen.

Efter lovens § 58 d, stk. 2, nr. 6, drejer det sig bl.a. om bekræftelse af anmodning om skilsmisse efter lovens § 29, jf. § 42 a, stk. 2. Det følger af lovens § 29, 1. pkt., at ægtefæller har ret til skilsmisse uden forudgående separation, når de er enige om det. Dette kaldes direkte skilsmisse. Efter § 29, 2. pkt., kan direkte skilsmisse dog i visse situationer først bevilges efter en refleksionsperiode, jf. lovens § 42 a. Efter lovens § 42 a, stk. 1, kan der for ægtefæller, som anmoder om skilsmisse uden forudgående separation efter § 29, og som har fælles børn, der ikke er fyldt 18 år, først udstedes bevilling til skilsmisse efter en refleksionsperiode på tre måneder. Det er efter 42 b, stk. 2, endvidere bl.a. en betingelse for udstedelse af skilsmissebevilling i disse situationer, at begge ægtefæller inden en måned efter udløbet af refleksionsperioden har bekræftet anmodningen om skilsmisse.

Det foreslås, at § 58 d, stk. 2, nr. 6, i ægteskabsloven ophæves.

Forslaget er en konsekvens af de ved lovforslagets § 2, nr. 3 og 6, foreslåede ophævelser af § 29, 2. pkt., og § 42 a i ægteskabsloven.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.