LOV nr 564 af 10/05/2022
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
LER-loven § 10
Modtager en ledningsejer en forespørgsel om ledningsoplysninger på en hverdag mellem kl. 7 og 16, skal ledningsejeren snarest muligt, og senest inden for 2 timer efter at forespørgslen er modtaget, udlevere de nødvendige ledningsoplysninger til Ledningsejerregistret eller meddele, at ledningen skal påvises, jf. § 11, stk. 1. 2-timersfristen løber mellem kl. 7 og 16 på hverdage. Modtages forespørgslen uden for dette tidsrum, skal ledningsejeren udlevere de nødvendige ledningsoplysninger snarest muligt og senest kl. 9 den næstkommende hverdag. En graveforespørgsel er kommet frem til ledningsejeren, når den er tilgængelig for ledningsejeren i de webservicer, som Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet stiller til rådighed.
Stk. 2. Udtager en ledningsejer en forespørgsel til manuel behandling, fordi forespørgslen kræver særlig behandling, skal de nødvendige ledningsoplysninger udleveres til Ledningsejerregistret snarest muligt, og senest inden for 2 hverdage efter at forespørgslen er modtaget.
Stk. 3. De nødvendige ledningsoplysninger skal have et indhold og en kvalitet, så de er umiddelbart anvendelige ved gravearbejdet.
Stk. 4. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, hvilke oplysninger der skal udleveres som en del af de nødvendige ledningsoplysninger, herunder oplysninger om forsyningsart, antal ledninger eller tracéer i graveområdet, ledningers eller tracéers placering i graveområdet og ledningers fareklasse. For ledninger, der er nedgravet i jorden eller nedgravet i eller anbragt på havbunden inden for det danske søterritorium eller kontinentalsoklen inden den 1. juli 2023, kan ministeren endvidere fastsætte regler om, at en ledningsejer alene skal opfylde kravene til nødvendige ledningsoplysninger, hvis ledningsejeren har disse oplysninger.
Stk. 5. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om ledningsejeres udlevering af ledningsoplysninger, herunder om, at ledningsoplysningerne skal udleveres i et bestemt digitalt format, og at udlevering af ledningsoplysninger til Ledningsejerregistret skal foregå via Ledningsejerregistrets webservicer.
Forarbejder til LER-loven § 10
RetsinformationDet foreslås, at den gældende § 8 affattes i 2 nye bestemmelser, § 10 og § 11. Bestemmelserne viderefører gældende ret om, at ledningsejere skal udlevere de nødvendige ledningsoplysninger til graveaktøren gennem Ledningsejerregistret eller aftale at påvise ledningen på graveområdet. Endvidere videreføres klima-, energi- og forsyningsministerens bemyndigelse til at fastsætte, hvilke oplysninger der skal fremgå af de nødvendige ledningsoplysninger, og hvordan de udleveres.
Det fremgår af gældende ret, at en ledningsejer, der modtager en forespørgsel om ledningsoplysninger på en hverdag mellem kl. 7 og 16, snarest muligt og inden for 2 timer efter at forespørgslen er modtaget, skal udlevere de nødvendige ledningsoplysninger til Ledningsejerregistret. 2-timersfristen løber mellem kl. 7 og 16 på hverdage. Modtages forespørgslen uden for dette tidsrum, skal ledningsejeren udlevere de nødvendige ledningsoplysninger snarest muligt og senest kl. 9 den næstkommende hverdag.
Efter gældende ret forstås med hverdage mandag til fredag. Dog anses helligdage, der falder på en hverdag, den 1. maj, grundlovsdag, den 24. december og den 31. december ikke som hverdage.
En ledningsejer, som modtager en forespørgsel om ledningsoplysninger på en hverdag mellem kl. 7 og 16, skal snarest muligt, og inden for 2 timer efter forespørgslen er modtaget, udlevere de nødvendige ledningsoplysninger til Ledningsejerregistret. Modtages en forespørgsel uden for dette tidsrum, skal ledningsejer udlevere de nødvendige ledningsoplysninger snarest muligt, og senest kl. 9 den næstkommende hverdag.
Bestemmelsen betyder, at graveaktørerne kan få ledningsoplysninger hurtigere i den periode af hverdagen, hvor de typisk arbejder, og at sikre, at en ledningsejer ikke skal have døgnbemanding til udlevering af ledningsoplysninger på hverdage.
Forespørger en graveaktør om ledningsoplysninger så sent inden for tidsrummet kl. 7 og 16 på en hverdag, at en ledningsejer ikke kan nå at svare på forespørgslen inden kl. 16, er ledningsejer ikke forpligtet til at udlevere ledningsoplysningerne før den næstkommende hverdag mellem kl. 7-16. Tidsfristen på 2 timer begynder at løbe, når forespørgslen er oprettet i Ledningsejerregistret og løber indtil kl. 16. Tidsfristen vil fortsætte med at løbe på den næstkommende hverdag. Forespørger en graveaktør f.eks. om ledningsoplysninger en hverdag kl. 15.15, skal ledningsejer senest udlevere ledningsoplysninger kl. 8.15 den næstkommende hverdag, hvis ledningsejer ikke kan nå at udlevere ledningsoplysningerne inden kl. 16 den hverdag, der forespørges.
Forespørger en graveaktør om ledningsoplysninger uden for tidsrummet kl. 7-16 på en hverdag eller på en dag, der ikke er en hverdag, behøver ledningsejer ikke at udlevere ledningsoplysningerne før den næstkommende hverdag snarest muligt og senest kl. 9.
Bryder en ledningsejers system ned, f.eks. fordi en opdatering er gået galt, eller ledningsejeren er blevet hacket, kan ledningsejeren ikke i alle tilfælde udlevere inden for 2-timersfristen. I disse tilfælde må ledningsejeren udlevere, når ledningsejerens system igen er tilgængeligt.
Et svar inden for 2 timer kan være, at ledningen skal påvisning, eller at forespørgslen er udtaget til manuel behandling, fordi forespørgslen kræver særlig behandling, f.eks. fordi der er oplysninger, der er fortrolige eller omfattet af sikkerhedshensyn. For særlige klasser af ledninger, f.eks. ledninger der er så farlige, at de skal påvises, kan ledningsejeren inden 2 timer sende en besked om, at ledningerne skal påvises, før gravearbejdet kan påbegyndes, eller oplyse, at ledningsejeren skal være til stede, når der graves i nærheden af ledningen. Gravearbejdet skal i disse tilfælde finde sted efter nærmere aftale mellem graveaktøren og ledningsejeren. Se bemærkningerne til § 11, stk. 1.
Det foreslåede stk. 1, 1.-3. pkt., viderefører den gældende lovs § 8, stk. 1, om, at en ledningsejer, der modtager en forespørgsel om ledningsoplysninger på en hverdag mellem kl. 7 og 16, snarest muligt, og senest inden for 2 timer efter at forespørgslen er modtaget, skal udlevere de nødvendige ledningsoplysninger til Ledningsejerregistret eller meddele, at ledningen skal påvises, jf. § 11, stk. 1. 2-timerfristen løber mellem kl. 7 og 16 på hverdage. Modtages forespørgslen uden for dette tidsrum, skal ledningsejeren udlevere de nødvendige ledningsoplysninger snarest muligt og senest kl. 9 den næstkommende hverdag.
Gældende ret videreføres uændret, dog indsættes der et ”senest” i forhold til at ledningsoplysningerne skal udleveres snarest muligt og senest inden for 2 timer efter at forespørgslen er modtaget. ”Senest” indsættes for at gøre det klart, at ledningsejeren vil skulle udlevere de nødvendige ledningsoplysninger snarest muligt.
Det fremgår af § 20, stk. 1, i LER-bekendtgørelsen, at en graveforespørgsel er kommet frem til ledningsejeren, når den er tilgængelig for ledningsejeren i Ledningsejerregistrets webservice.
Det foreslåede stk. 1, 4. pkt., viderefører gældende ret om, at en graveforespørgsel er kommet frem til ledningsejeren, når den er tilgængelig for ledningsejeren i den webservice, som Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet stiller til rådighed.
Den foreslåede bestemmelse ændres, så det fremgår af bestemmelsen, at en forespørgsel anses for at være kommet frem til ledningsejeren, når den er tilgængelig i den webservice, som Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet stiller til rådighed, dvs. fra det tidspunkt, hvor ledningsejeren har mulighed for at gøre sig bekendt med indholdet af forespørgslen. Det er uden betydning, om eller hvornår ledningsejeren gør sig bekendt med forespørgslen.
Bestemmelsen indebærer, at en ledningsejer selv vil skulle sikre, at ledningsejeren har adgang til den webservice, som Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet vil stille til rådighed for at hente de forespørgsler, som graveaktører har sendt gennem Ledningsejerregistret.
Det fremgår af den gældende lovs § 8, stk. 2, at en ledningsejer, der udtager en forespørgsel til manuel behandling, fordi forespørgslen kræver særlig behandling, skal udlevere de nødvendige ledningsoplysninger til Ledningsejerregistret snarest muligt, og inden for 2 hverdage efter at forespørgslen er modtaget.
Bestemmelsen er en undtagelse til stk. 1 om udlevering af ledningsoplysninger inden for 2 timer og giver ledningsejerne længere tid til at behandle og udlevere de nødvendige ledningsoplysninger, hvis forespørgslen kræver særlig behandling og derfor skal behandles manuelt. Særlig, manuel behandling kan f.eks. være nødvendig, når ledningsejer ikke umiddelbart kan udlevere ledningsoplysningerne på grund af områdets størrelse eller omfanget af ledningsoplysninger, der skal udleveres, eller fordi der er oplysninger, der er fortrolige eller omfattet af sikkerhedshensyn.
Selv om en ledningsejer har udtaget en forespørgsel til manuel behandling, skal de nødvendige ledningsoplysninger udleveres gennem Ledningsejerregistret.
Det foreslåede viderefører gældende ret og fastsætter, at en ledningsejer, der udtager en forespørgsel til manuel behandling, fordi forespørgslen kræver særlig behandling, skal udlevere de nødvendige ledningsoplysninger til Ledningsejerregistret snarest muligt, og senest inden for 2 hverdage efter at forespørgslen er modtaget.
Gældende ret videreføres uændret, dog indsættes der et ”senest” i forhold til at ledningsoplysningerne skal udleveres snarest muligt, og senest inden for 2 hverdage efter at forespørgslen er modtaget. ”Senest” indsættes for at gøre det klart, at ledningsejeren vil skulle udlevere de nødvendige ledningsoplysninger snarest muligt.
Det fremgår af den gældende § 8, stk. 4, at de nødvendige ledningsoplysninger skal have et indhold og en kvalitet, så de er umiddelbart anvendelige ved gravearbejdet.
Efter gældende ret skal ledningsejeren vurdere, hvad der er de nødvendige ledningsoplysninger, der skal udleveres til graveaktøren, på baggrund af de oplysninger som graveaktøren giver i forbindelse med forespørgslen om ledningsoplysninger.
Bestemmelsen fastsætter krav til kvaliteten af de udleverede ledningsoplysninger for at lette planlægningen og gennemførslen af gravearbejde og dermed medvirke til at nedbringe antallet af graveskader. Ledningsoplysningerne skal være umiddelbart anvendelige, hvilket betyder, at ledningsoplysningerne skal have en sådan præcision og udformning, at de kan tjene deres formål: At være et planlægningsgrundlag for gravearbejder for at undgå graveskader. Det betyder endvidere, at ledningsoplysningerne skal kunne anvendes af graveaktør til gravearbejdet, uden at graveaktøren skal henvende sig til ledningsejeren igen for at få flere oplysninger om ledningen. Det vil således være ledningsejers ansvar at udlevere de nødvendige ledningsoplysninger til graveaktøren.
Graveaktøren skal umiddelbart kunne genfinde ledningen og grave efter de udleverede ledningsoplysninger. Sender ledningsejeren supplerende bilag med, skal de være i et af de godkendte formater i LER-bekendtgørelsen. Supplerende bilag, som er en del af de nødvendige ledningsoplysninger, skal udleveres i et åbent format, der er angivet i bilag 3 i LER-bekendtgørelsen.
Med det foreslåede stk. 3 videreføres gældende ret uændret. Hvad der er de nødvendige ledningsoplysninger vil fortsat skulle fortolkes i overensstemmelse med gældende ret og domspraksis.
Det fremgår af gældende ret, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, hvilke oplysninger der skal udleveres som en del af de nødvendige ledningsoplysninger, herunder oplysninger om forsyningsart, antal ledninger eller traceer i graveområdet, ledningers eller traceers placering i graveområdet og ledningers fareklasse. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at en ledningsejer, for så vidt angår ledninger, der er nedgravet i jorden eller nedgravet i eller anbragt på havbunden inden for det danske søterritorium inden den 1. juli 2023, alene skal opfylde kravene til nødvendige ledningsoplysninger, hvis ledningsejeren har disse oplysninger.
Bemyndigelsen kan anvendes til at fastsætte regler om, at de nødvendige ledningsoplysninger som minimum skal have tilknyttet de oplysninger, der er fastsat krav om i bekendtgørelsen, f.eks. oplysninger om antal ledninger eller tracéer i graveområdet, ledningens fareklasse, oplysninger om ledningsoplysningernes nøjagtighed osv.
Klima-, energi- og forsyningsministerens bemyndigelse er udmøntet i kapitel 5 i LER-bekendtgørelsen, så de oplysninger, der skal udleveres som en del af de nødvendige ledningsoplysninger, er oplysninger, der vil være til hjælp for graveaktørerne, men ikke fastsætter unødige krav for ledningsejerne. Der er fastsat regler om ledningens eller tracéets horisontale og vertikale placering, ledningens forsyningsart, ledningens etableringstidspunkt, ledningens fareklasse, ledningens driftsstatus, ledningens diameter og ledningens nøjagtighedsklasse.
Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at ledningsejeren skal udlevere andre oplysninger, end dem der allerede er fastsat i LER-bekendtgørelsen, hvis det bliver aktuelt.
Bestemmelsen sikrer, at ledningsejere ikke skal genopmåle ledninger, der er gravet ned eller anbragt på eller i havbunden inden for søterritoriet eller kontinentalsoklen inden den 1. juli 2023. Ledningsejere vil ikke altid have de oplysninger, der vil blive en del af de nødvendige ledningsoplysninger for de ledninger, som er gravet ned inden de nye krav til ledningsoplysninger trådte i kraft. Dette gælder f.eks. oplysninger om dimensioner, usikkerhed og vertikal koordinat.
Klima-, energi- og forsyningsministeren har udmøntet bemyndigelsen i LER-bekendtgørelsen til at fastsætte regler om, at ledningsejer for de ledninger, der er nedgravet i jorden eller er nedgravet i eller anbragt på havbunden inden for søterritoriet inden den 1. juli 2023, kun skal udlevere ledningsoplysningerne, i det omfang ledningsejer har dem. Ledningsejeren skal således ikke genopmåle ledningerne for at opfylde kravene fastsat i medfør af stk. 4, men skal alene digitalisere de oplysninger, denne allerede har tilgængelig. Det betyder, at der for eksisterende ledninger, dvs. ledninger der er nedgravet i jorden eller anbragt eller nedgravet i havbunden senest den 1. juli 2023, kun er krav om at digitalisere de oplysninger, der allerede forefindes om ledningens placering. Det betyder f.eks., at evt. tegninger over ledningens placering, som ligger i pdf eller foto, skal digitaliseres i vektorformat, så svarene kan sendes standardiseret og indgå i den samlede ledningspakke. Der er derimod ikke krav om angivelse af f.eks. dimensioner eller dybde, hvis denne ikke kendes. Ledningsejer vil dog stadig være ansvarlig for at udlevere de nødvendige ledningsoplysninger til graveaktøren.
For nye ledninger, der nedgraves i jorden eller nedgraves i eller anbringes på havbunden inden for søterritoriet eller kontinentalsoklen fra den 1. juli 2023, skal ledningsejer som et minimum udlevere de oplysninger, der fastsættes i medfør af stk. 4.
Det skal endvidere sikres, at ledningsejer kan medsende supplerende oplysninger, når ledningsoplysningerne udleveres. Det kan være nødvendigt for ledningsejeren at give ekstra oplysninger, f.eks. oplysning om, at ledningsejer skal kontaktes, inden der graves, fordi ledningsejer skal være til stede, når der graves. Der kan være tale om oplysninger om styrede underboringer og profiltegninger m.m., eller ekstra oplysninger, der skal gøre det lettere for graveaktøren at finde ledningerne i graveområdet. Disse oplysninger kan være særdeles vigtige at få med til graveaktøren.
Med det foreslåede stk. 4, 1. pkt., videreføres den gældende § 8, stk. 5, 1. pkt., om, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, hvilke oplysninger der skal udleveres som en del af de nødvendige ledningsoplysninger, herunder oplysninger om forsyningsart, antal ledninger eller tracéer i graveområdet, ledningers eller tracéers placering i graveområdet og ledningers fareklasse, uændret.
Bemyndigelsen foreslås udmøntet på samme måde som den nugældende bekendtgørelse.
Med det foreslåede stk. 4, 2. pkt., videreføres gældende ret om, at klima-, energi- og forsyningsministeren endvidere kan fastsætte regler om, at ledningsejer, for så vidt angår ledninger der er nedgravet i jorden eller nedgravet eller anbragt på havbunden inden for det danske søterritorium eller kontinentalsoklen inden den 1. juli 2023, alene skal opfylde kravene til nødvendige ledningsoplysninger, hvis ledningsejer har disse oplysninger.
Den foreslåede bemyndigelse er en videreførelse af gældende ret. Bemyndigelsen udvides dog til også at gælde for ledninger, der er nedgravet i eller anbragt på den danske kontinentalsokkel. Bemyndigelsen foreslås videreført, fordi klima-, energi- og forsyningsministeren skal kunne fastsætte regler om, hvad de nødvendige ledningsoplysninger som minimum skal indeholde af oplysninger.
Bemyndigelsen foreslås udmøntet på samme måde som den nugældende bekendtgørelse.
Det fremgår af den gældende § 8, stk. 6, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om ledningsejeres udlevering af ledningsoplysninger, herunder at ledningsoplysningerne skal udleveres i et bestemt digitalt format, og at udlevering af ledningsoplysningerne til Ledningsejerregistret skal foregå via Ledningsejerregistrets webservice.
Bemyndigelsen er udmøntet i LER-bekendtgørelsen til at fastsætte krav om, at ledningsoplysninger skal udleveres i et bestemt standardiseret og digitaliseret format. Bemyndigelsen er anvendt til at fastsætte regler om, at ledningsejere skal hente en forespørgsel om ledningsoplysninger og udlevere ledningsoplysninger via Ledningsejerregistrets webservices. Der er fastsat regler om, at overførsel af data skal foregå via en sikker forbindelse og ved, at ledningsejer identificerer sig med et funktionscertifikat eller et virksomhedscertifikat. Der stilles endvidere krav om, at ledningsejeren skal fremsende den unikke id-nøgle, der hører til forespørgslen sammen med ledningsoplysningerne, når ledningsejer, eller dennes tjenesteyder, besvarer en forespørgsel.
Med bemyndigelsen kan klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætte regler om standardisering, og ministeren kan videreudvikle eller ændre standarden, hvis dette bliver nødvendigt, f.eks. hvis brugernes ønsker til standarden ændres.
Med det foreslåedes stk. 5 videreføres gældende ret om, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om ledningsejeres udlevering af ledningsoplysninger, herunder at ledningsoplysningerne skal udleveres i et bestemt digitalt format, og at udlevering af ledningsoplysninger til Ledningsejerregistret skal foregå via Ledningsejerregistrets webservice. Bemyndigelsen foreslås videreført uændret. Klima-, energi- og forsyningsministeren skal stadig kunne fastsætte regler om standarder og formater, da disse over tid kan ændre sig.
Bemyndigelsen foreslås udmøntet på samme måde som den nugældende bekendtgørelse.
Der henvises i øvrigt til afsnit 3.2.1.2., 3.2.1.3. og 3.4. i lovforslagets almindelige bemærkninger.