Herved bekendtgøres lov om landbrugsejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 27 af 4. januar 2017, med den ændring, der følger af § 34 i lov nr. 1518 af 18. december 2018.
Ved en landbrugsejendom forstås i denne lov en ejendom, der er noteret som en landbrugsejendom i Geodatastyrelsens matrikelregister.
Stk. 2. En landbrugsejendom er undergivet landbrugspligt, hvorved forstås, at ejendommen er omfattet af reglerne i denne lov.
Stk. 3. Ved en landbrugsbedrift forstås i denne lov en driftsenhed, der anvendes til jordbrugsmæssige formål, som for jordernes vedkommende er fastsat i lov om drift af landbrugsjorder, og som drives af samme fysiske eller juridiske person. Bedriften kan bestå af en eller flere landbrugsejendomme, arealer uden landbrugspligt samt tilforpagtede arealer.
Stk. 4. Ved en medejer af en landbrugsejendom forstås i denne lov en person, der ejer en anpart på en femtedel eller derover af en landbrugsejendom, eller som ejer en femtedel eller derover af en virksomhed, der ejer en landbrugsejendom.
Kommunalbestyrelserne skal mindst en gang i hver valgperiode i samarbejde med Miljø- og Fødevareministeriet1) udarbejde og offentliggøre en analyse af jordbrugserhvervene, der skal sikre, at de jordbrugsmæssige interesser indgår i de regionale udviklingsstrategier, kommuneplanerne og lokalplanerne.
Stk. 2. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte regler for udarbejdelsen og indholdet af jordbrugsanalysen efter stk. 1 og for varetagelsen af de jordbrugsmæssige interesser under den regionale udviklingsplanlægning samt kommune- og lokalplanlægningen.
En ejendom kan på ejerens begæring noteres som en landbrugsejendom i matrikelregistret, hvis ejendommen er på 2 ha eller derover og ejendommen anvendes til landbrug, skovbrug, gartneri, herunder blomstergartneri, frugtplantage, planteskole eller lignende jordbrugsvirksomhed og er forsynet med en beboelsesbygning.
Stk. 2. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling lader på grundlag af den seneste vurdering til ejendomsværdi og grundværdi foretage notering af landbrugspligt på arealer, der uden at være omfattet af noteringen i matrikelregistret er vurderet under en landbrugsejendom. Der ses dog bort fra arealer, der er fraskilt ejendommen inden for de seneste 5 år.
Stk. 3. Ministeren kan fravige bestemmelserne i stk. 1 og 2, når særlige forhold taler for det.
Geodatastyrelsen skal ændre matrikelregistrets notering af ejendomme som landbrugsejendomme i overensstemmelse med de forandringer, der følger af lovens regler om notering og ophævelse af landbrugspligt, ændring af landbrugsejendomme m.v.
Stk. 2. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte regler om den dokumentation, der skal forevises Geodatastyrelsen ved forandringer i matrikelregistret, herunder om, at en praktiserende landinspektør kan afgive erklæring om, at lovens regler er opfyldt.
Landbrugspligten kan ophæves på en hel landbrugsejendom eller ved udstykning, arealoverførsel el.lign. af en del af en landbrugsejendom, jf. dog stk. 2, ved erklæring fra en praktiserende landinspektør, hvis
jorden inden 5 år skal anvendes til udbygning af bysamfund med boliger og dertil hørende fællesarealer, til erhverv m.m., til offentlige formål eller til sommerhusbebyggelse m.v., som udelukker en senere anvendelse til jordbrugsmæssige formål, og jorden ligger i byzone, i sommerhusområde eller i områder af landzone, som i en endeligt vedtaget eller godkendt lokalplan er udlagt til de nævnte formål,
der foreligger landzonetilladelse til udstykningen eller til anvendelsen efter lov om planlægning og jorden inden 5 år skal anvendes til formålet, idet arealet af hver enkelt parcel til helårs- eller fritidsboliger dog skal være under 2 ha og udgøre en sammenhængende lod,
arealet inden 5 år agtes anvendt til husdyrproduktion i bestående driftsbygninger eller til opførelse af nye bygninger til husdyrproduktion og der foreligger tilladelse fra kommunen efter planloven og miljøreglerne,
jorden agtes anvendt til supplering af en parcel i landzone med helårs- eller fritidsbolig og parcellen efter suppleringen er under 2 ha og udgør en sammenhængende lod,
arealer, der er under 2 ha, ønskes erhvervet af offentlige danske myndigheder,
arealer, der er over 20 ha, ønskes oprettet som en selvstændig ejendom, der er eller vil blive pålagt fredskovspligt, og som udgør en sammenhængende fredskov,
jorden agtes anvendt til supplering af arealer med fredskovspligt, hvorved der fremkommer en sammenhængende fredskovsejendom på over 20 ha,
arealer, der er under 2 ha, ønskes erhvervet af en godkendt fond, forening eller anden juridisk person, jf. § 24, stk. 6, til naturformål af almen samfundsmæssig karakter, idet det er en betingelse,
a) at arealet ligger inden for et område, der er fastlagt efter reglerne i § 24, stk. 7, og
b) at der tinglyses deklaration, der tager sigte på bevarelse af landskabelige værdier og naturværdier samt almene samfundsmæssige hensyn el.lign., herunder bl.a., at der sikres offentligheden adgang til arealerne, samt at det sikres, at arealet på ny pålægges landbrugspligt, hvis det ikke længere anvendes i overensstemmelse med de generelle retningslinjer, jf. § 24, stk. 7, eller
arealer, der er under 2 ha, ønskes erhvervet af en almen vandforsyning med henblik på beskyttelse af drikkevandsressourcer, idet det er en betingelse,
Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan efter ansøgning meddele tilladelse til, at landbrugspligten ophæves, jf. stk. 2-5.
Stk. 2. Ministeren kan meddele tilladelse til, at landbrugspligten ophæves, når særlige forhold taler for det.
Stk. 3. Ministeren kan meddele tilladelse til, at landbrugspligten ophæves på arealer under 2 ha, der ønskes erhvervet til naturformål af almen samfundsmæssig karakter. En tilladelse kan gøres betinget, jf. § 6, stk. 1, nr. 8, og § 7, stk. 5.
Stk. 4. Ministeren kan meddele tilladelse til, at landbrugspligten ophæves på en landbrugsejendom på 2 ha eller derover, der anvendes til væksthusgartneri eller planteskole, som drives med et erhvervsmæssigt sigte. Landbrugspligten kan endvidere ophæves, hvis der er tale om supplering af en sådan gartneriejendom eller planteskole uden landbrugspligt.
Stk. 5. Ophævelse af landbrugspligt kan betinges af, at arealet på ny pålægges landbrugspligt og afhændes til sammenlægning med en landbrugsejendom efter reglerne i § 29 eller som en bygningsløs landbrugsejendom på over 2 ha, hvis arealet ikke inden en nærmere fastsat frist på mindst 18 måneder er taget i brug til formålet, eller hvis arealet ikke længere anvendes til det omhandlede formål. Ophævelse af landbrugspligt kan ligeledes betinges af, at ejendommens øvrige jorder fraskilles ejendommen og afhændes til sammenlægning med anden landbrugsejendom eller som en bygningsløs ejendom, jf. § 10.
Pligten til fast bopæl ved erhvervelse af en landbrugsejendom, jf. §§ 12-16, skal opfyldes af en erhverver i 10 år. Tilsvarende gælder ved erhvervelse af jord til supplering af en landbrugsejendom, jf. § 29. Pligten skal opfyldes ved, at erhververen tager fast bopæl på den pågældende landbrugsejendom eller på en anden landbrugsejendom, som den pågældende eller dennes ægtefælle eller samlever er ejer eller medejer af. Boligen skal være hovedbopæl i skattemæssig forstand.
Stk. 2. Bopælspligten efter stk. 1 kan endvidere opfyldes ved, at en anden person end erhververen tager fast bopæl på ejendommen eller på en anden landbrugsejendom, som erhververen er ejer eller medejer af. Erhververen kan i så fald kun opholde sig på ejendommen, når dette sker i naturlig tilknytning til ejendommens drift.
Stk. 3. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte regler om kravet om fast bopæl og om, hvornår en person kan betragtes som samlever.
Stk. 4. Ministeren kan dispensere fra stk. 1 og 2, når særlige forhold taler for det.
Stk. 5. For erhvervelser, jf. §§ 12-16, hvor bindende købsaftale er indgået inden den 1. april 2010, gælder dog fortsat, at pligten til fast bopæl skal opfyldes af en erhverver i 8 år.
En landbrugsejendom skal holdes forsynet med en passende beboelsesbygning, medmindre ejendommen ejes sammen med en anden landbrugsejendom med beboelsesbygning, jf. § 10.
Stk. 2. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte regler om størrelse, beliggenhed og karakter af den i stk. 1 nævnte beboelsesbygning.
Stk. 3. Beboelsesbygningen på en landbrugsejendom skal holdes forsvarligt ved lige. Hvis den ødelægges, forfalder eller tillades fraskilt, skal fornøden beboelse genopføres eller istandsættes inden 2 år, jf. dog § 10.
Stk. 4. Hvis ubenyttede bygninger på en landbrugsejendom virker stærkt skæmmende i forhold til omgivelserne, kan ministeren meddele ejeren påbud om inden en fastsat frist at bringe disse i en sådan stand, at de ikke længere virker stærkt skæmmende, eller at fjerne bebyggelsen. Det samme gælder, hvis bygninger, som er delvis nedrevet eller ødelagt ved brand eller på anden måde, i et længere tidsrum henstår i en sådan tilstand, at de virker stærkt skæmmende i forhold til omgivelserne.
Stk. 5. Ministeren kan dispensere fra bestemmelserne i stk. 1 og 3, når særlige grunde taler for det.
Stk. 6. Hvis en landbrugsejendom har været uden beboelsesbygning i over 2 år eller har været ubeboet og haft en ødelagt eller forfalden beboelsesbygning i over 2 år i strid med bestemmelserne i stk. 1 og 3, kan ministeren fravige kravet om, at en landbrugsejendom skal være forsynet med en beboelsesbygning, og bestemme, at der ikke må opføres nye bygninger på ejendommen, samt at ejendommen ved førstkommende ejerskifte skal afhændes til sammenlægning med en bestående landbrugsejendom efter reglerne i § 29 eller som en bygningsløs landbrugsejendom, jf. § 10.
Beboelsesbygningen på en landbrugsejendom, der ejes lovligt sammen med en anden landbrugsejendom med beboelsesbygning, kan nedrives uden tilladelse eller fraskilles ved erklæring fra en praktiserende landinspektør, hvis der tinglyses deklaration som nævnt i stk. 2. Beboelsesbygningen kan fraskilles med et areal under 2 ha uden landbrugspligt eller med et areal på 2 ha eller derover som en landbrugsejendom, jf. § 30, stk. 1. Den bygningsløse landbrugsejendom skal være på mindst 2 ha.
Stk. 2. Når beboelsesbygningen nedrives eller fraskilles, skal der tinglyses deklaration på den bygningsløse landbrugsejendom om,
at der ikke uden særlig tilladelse må opføres bygninger på ejendommen,
at den til enhver tid skal ejes sammen med en landbrugsejendom med beboelsesbygning, og
at den kun kan afhændes til sammenlægning med en anden landbrugsejendom eller som en bygningsløs landbrugsejendom, jf. nr. 2.
Stk. 3. Et areal på 2 ha eller derover kan fraskilles en landbrugsejendom med beboelsesbygning som en bygningsløs landbrugsejendom ved erklæring fra en praktiserende landinspektør, når
jorden afhændes til ejeren af en landbrugsejendom med beboelsesbygning,
der er indgået aftale om køb af jorden som en bygningsløs landbrugsejendom,
betingelserne for erhvervelse af jorden som en selvstændig landbrugsejendom er opfyldt, og
der på ejendommen tinglyses en deklaration som nævnt i stk. 2.
Stk. 4. Der kan endvidere oprettes bygningsløse landbrugsejendomme på 2 ha eller derover, der erhverves af en offentlig myndighed, en almen vandforsyning, en fond, forening eller anden juridisk person, jf. §§ 22-24. Oprettelse af en sådan bygningsløs landbrugsejendom kan ske ved erklæring fra en praktiserende landinspektør, hvis det godtgøres, at betingelserne i §§ 22-24 er opfyldt.
Stk. 5. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan meddele tilladelse til at fravige reglerne i stk. 1-4, når særlige forhold taler for det.
En landbrugsejendom skal drives på forsvarlig måde under hensyn til de erhvervsmæssige jordbrugsmæssige udnyttelsesmuligheder, til natur og miljø og til bevarelse af de landskabelige værdier. Anvendelse til naturformål betragtes også som forsvarlig drift.
Stk. 2. Ingen del af en landbrugsejendom må tages i brug til ikke jordbrugsmæssige formål, medmindre en sådan anvendelse er i overensstemmelse med bestemmelserne i lov om planlægning eller lov om råstoffer.
Kapitel 7
Personers erhvervelse af landbrugsejendomme i landzone
En person kan erhverve adkomst på en eller flere landbrugsejendomme i landzone, hvis erhververen inden 6 måneder efter erhvervelsen opfylder pligten til fast bopæl i § 8.
Ejerens ægtefælle kan erhverve adkomst på en landbrugsejendom i landzone ved hensidden i uskiftet bo, ved deling af fællesbo ved separation eller skilsmisse eller ved arv fra ægtefælle, hvis ejeren har haft lovlig adkomst på ejendommen.
Stk. 2. Andre end ejerens ægtefælle kan erhverve adkomst på en landbrugsejendom i landzone ved arv, hvis
arveladeren eller dennes ægtefælle har haft lovlig adkomst på den pågældende ejendom i mindst 8 år, og
erhververen inden 2 år efter erhvervelsen opfylder kravet om fast bopæl, jf. § 8.
Adkomst på en landbrugsejendom i landzone kan overdrages til ejerens ægtefælle, samlever, søskende, søskendebørn og svigerbørn eller til en person, der er beslægtet med ejeren i ret op- eller nedstigende linje, hvis
overdrageren eller dennes ægtefælle har haft lovlig adkomst på den pågældende ejendom i mindst 8 år, og
erhververen inden 2 år efter erhvervelsen opfylder pligten til fast bopæl, jf. § 8.
En person kan erhverve adkomst på en anpart i en landbrugsejendom i landzone ved hensidden i uskiftet bo, ved deling af fællesbo ved separation eller skilsmisse eller ved arv fra ægtefælle, hvis overdrageren eller arveladeren har haft lovlig adkomst på den pågældende anpart i ejendommen.
Stk. 2. Herudover kan en person erhverve adkomst på en anpart i en landbrugsejendom i landzone, hvis mindst en af anpartshaverne er ejer af en anpart på en femtedel eller derover af ejendommen og opfylder betingelserne for personlig erhvervelse i §§ 12, 14 eller 15.
Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan dispensere fra bestemmelserne i §§ 12-16, når særlige forhold taler for det, herunder i de i stk. 2 nævnte tilfælde.
Stk. 2. Ministeren kan dispensere fra bestemmelserne i §§ 12-16, når
erhvervelsen sker med henblik på en anvendelse som anført i § 6, stk. 1, nr. 1 og 2, og ejendommen kan påregnes udlagt til det pågældende formål i nær fremtid,
erhvervelsen sker i erhvervsøjemed med henblik på en ikkejordbrugsmæssig anvendelse, som i øvrigt må anses for ønskelig ud fra en almindelig samfundsmæssig vurdering,
erhvervelsen sker med henblik på særlige formål, herunder anvendelse til videnskabelige, undervisningsmæssige, almene sociale, sundhedsmæssige eller almene rekreative formål,
erhvervelsen sker i forbindelse med etablering af vådområder, naturgenopretning el. lign., eller
erhvervelsen sker med henblik på anvendelse af arealer til naturformål af almen samfundsmæssig karakter.
Kapitel 8
(Ophævet)
Kapitel 9
Selskabers m.v. erhvervelse af landbrugsejendomme i landzone
Et aktieselskab, et anpartsselskab, et partnerselskab, et iværksætterselskab, et europæisk selskab (SE), en erhvervsdrivende fond, en alternativ investeringsfond eller et forsikringsselskab kan erhverve adkomst på en eller flere landbrugsejendomme i landzone, hvis en person inden 6 måneder efter erhvervelsen tager fast bopæl på en landbrugsejendom, der ejes af selskabet, fonden eller forsikringsselskabet. Kravet om fast bopæl skal opfyldes i 10 år.
Stk. 2. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan dispensere fra bestemmelsen om fast bopæl i stk. 1, når særlige forhold taler for det.
Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om, at andre juridiske personer også kan erhverve landbrugsejendomme uden tilladelse, nærmere regler om kravet om fast bopæl og regler om oplysnings- og indberetningspligt med henblik på kontrol og registrering m.v. i forbindelse med selskabers, fondes og forsikringsselskabers erhvervelse og besiddelse af landbrugsejendomme.
Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan meddele tilladelse til, at en juridisk person i andre end de i §§ 20 og 22-24 omhandlede tilfælde kan erhverve adkomst på en landbrugsejendom i landzone, hvis
erhvervelsen sker med henblik på jordens anvendelse til forsøgs-, forsknings- eller forædlingsvirksomhed,
erhvervelsen omhandler væksthusgartnerier eller planteskoler, der drives med et erhvervsmæssigt sigte,
erhververen er et interessentskab, et kommanditselskab, et medarbejderinvesteringsselskab, et andelsselskab med begrænset ansvar eller en forening med begrænset ansvar, der ønsker at erhverve en landbrugsejendom med henblik på en jordbrugsmæssig udnyttelse, eller
særlige forhold i øvrigt taler for det.
Kapitel 10
Offentlige myndigheders og fondes m.v. erhvervelse af landbrugsejendomme eller dele af landbrugsejendomme
En offentlig dansk myndighed kan erhverve adkomst på en landbrugsejendom eller en del af en landbrugsejendom uden tilladelse. Det samme gælder for kommunale fællesskaber, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse.
Stk. 2. For så vidt angår folkekirkens erhvervelse af adkomst på landbrugsejendomme, kræves dog tilladelse fra kirkeministeren.
Stk. 3. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan meddele tilladelse til, at en udenlandsk offentlig myndighed erhverver en landbrugsejendom, når særlige forhold taler for det.
En almen vandforsyning kan uden tilladelse erhverve og bevare adkomst på en landbrugsejendom i landzone med henblik på beskyttelse af drikkevandsressourcer, når det sker i overensstemmelse med en indsatsplan, som er vedtaget efter § 13 eller § 13 a i lov om vandforsyning m.v.
Stk. 2. En almen vandforsyning kan også uden tilladelse erhverve og bevare adkomst på et areal på 2 ha eller derover af en landbrugsejendom i landzone som en bygningsløs landbrugsejendom med henblik på beskyttelse af drikkevandsressourcer, jf. stk. 1. På den bygningsløse landbrugsejendom skal der tinglyses deklaration om, at der ikke uden særlig tilladelse må opføres nye bygninger på ejendommen.
Stk. 3. Hvis den almene vandforsyning ikke længere har behov for ejendommen eller det pågældende areal til beskyttelse af drikkevandsressourcen, skal ejendommen eller det pågældende areal afhændes inden 6 måneder, medmindre der opnås dispensation efter stk. 4.
Stk. 4. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fravige bestemmelserne i stk. 1-3, når særlige forhold taler for det.
En fond, forening eller anden juridisk person, der har til formål at støtte almennyttige naturbeskyttelsesformål, kan uden tilladelse erhverve og bevare adkomst på en landbrugsejendom i landzone med henblik på anvendelse til naturformål, hvis
erhververen har opnået forhåndsgodkendelse, jf. stk. 6,
landbrugsejendommen i dens helhed ligger inden for områder, der er fastsat efter regler udstedt i medfør af stk. 7, og
erhververen forpligter sig til
a) at anvende ejendommen i overensstemmelse med de generelle retningslinjer, der er fastlagt for den pågældende områdetype, jf. stk. 7,
b) at der sikres offentligheden adgang til ejendommens jorder, og
c) at afhænde ejendommen efter lovens regler, hvis den ikke længere anvendes i overensstemmelse med retningslinjerne m.v., jf. litra a og b.
Stk. 2. En fond, forening eller juridisk person, der opfylder betingelserne i stk. 1, kan også uden tilladelse erhverve og bevare adkomst på et areal på 2 ha eller derover af en landbrugsejendom i landzone som en bygningsløs landbrugsejendom med henblik på anvendelse til naturformål, jf. § 10, stk. 4. På den bygningsløse landbrugsejendom skal der tinglyses deklaration om, at der ikke uden særlig tilladelse må opføres nye bygninger på ejendommen.
Stk. 3. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan meddele tilladelse til, at en fond, forening eller juridisk person, der opfylder betingelserne i stk. 1, nr. 1 og 3, kan få tilladelse til at erhverve en landbrugsejendom, der ligger uden for de områder, der er fastsat efter regler udstedt i medfør af stk. 7.
Stk. 4. Uanset stk. 1 og 2 kan ministeren meddele tilladelse til, at en fond, forening eller anden juridisk person, der har til formål at støtte almennyttige naturbeskyttelsesformål, kan erhverve adkomst på en landbrugsejendom i landzone eller en del af en landbrugsejendom i landzone til naturformål.
Stk. 5. En tilladelse efter stk. 3 og 4 skal normalt betinges af, at der på ejendommen tinglyses deklaration, der tager sigte på opfyldelse af formålet med erhvervelsen og indeholder vilkår om afhændelse i overensstemmelse med lovens regler, hvis betingelserne for erhvervelsen ikke overholdes. Der kan også stilles krav, der tager sigte på bevarelse af landskabelige værdier og naturværdier samt almene samfundsmæssige hensyn og lign., og krav om, at der sikres offentligheden adgang til arealerne.
Den ansvarlige ledelse for et selskab, en forening eller anden sammenslutning eller fællesskab eller en offentlig eller privat institution eller en fond kan uanset bestemmelserne i vedtægt, fundats el.lign. afhænde ejendomme eller arealer, der benyttes jordbrugsmæssigt.
Stk. 2. I det omfang et selskab m.v. som følge af bestemmelserne i denne lov afskæres fra at erhverve landbrugsejendomme, kan ledelsen anvende midlerne til køb af fast ejendom af anden art eller anbringe dem i overensstemmelse med de regler, der af justitsministeren er fastsat for anbringelse af myndiges båndlagte midler. Det samme gælder for midler, som fremkommer ved salg af ejendomme eller arealer som nævnt i stk. 1.
Stk. 3. For selskaber m.v. under offentligt eller andet særligt foreskrevet tilsyn kræves tilsynets godkendelse af de i stk. 1 og 2 omtalte fravigelser fra vedtægt, fundats el.lign.
En person eller en virksomhed m.v., jf. § 20, stk. 1 og 2, kan forpagte en landbrugsejendom i dens helhed for et tidsrum af højst 30 år. Tilsvarende gælder for et fællesskab af personer, der opfylder betingelserne i § 16, stk. 2, eller en virksomhed, der har lovlig adkomst på en eller flere landbrugsejendomme med tilladelse efter § 21, nr. 3.
Stk. 2. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan dispensere fra stk. 1, når særlige forhold taler for det. Tilladelse til forpagtning for et længere tidsrum end 30 år kan dog ikke meddeles.
Forpagtning eller leje af en del af en landbrugsejendom kan ske for et tidsrum af højst 30 år, hvis
forpagtningsforholdet vedrører jorder, eventuelt med bygninger, der indgår i samdrift med en anden landbrugsejendom,
forpagtningsforholdet alene omfatter vedvarende græsarealer og naturarealer, som benyttes til græsning,
lejeforholdet alene omfatter arealer under 1000 m2, der skal anvendes til haveformål,
lejeforholdet alene vedrører avlsbygninger,
lejeforholdet alene vedrører beboelsesbygninger, eventuelt med tilhørende have el.lign., i det omfang beboelsen ikke er nødvendig for bedriften, eller
lejeforholdet alene vedrører et areal, der skal anvendes til opførelse af bygninger til jordbrugsmæssig produktion.
Stk. 2. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan dispensere fra bestemmelserne i stk. 1, når særlige forhold taler for det. Dispensation for et længere tidsrum end 30 år kan dog ikke meddeles.
En landbrugsejendom eller et areal, der fraskilles en landbrugsejendom, kan sammenlægges med en anden landbrugsejendom ved erklæring fra en praktiserende landinspektør, jf. dog stk. 2, hvis
suppleringsjorden ligger inden for en luftlinjeafstand på 2 km for dyrkningsjorder, 5 km for vedvarende græsarealer og 10 km for fradragsarealer, jf. stk. 2, regnet fra ejendommens beboelsesbygning og ved bygningsløse ejendomme fra ejendommens hovedlod og
pligten til fast bopæl, jf. § 8 og § 20, stk. 1, er opfyldt inden 6 måneder, hvis der er tale om erhvervelse af suppleringsjord.
Stk. 2. Ved fradragsarealer efter stk. 1 forstås følgende arealer:
Arealer pålagt fredskovspligt og arealer helt uden jordbrugsmæssig værdi, herunder søarealer, strandbredder og lign.
Arealer, der ikke må tilføres gødning efter lovgivningen eller efter en aftale med en offentlig myndighed eller en almen vandforsyning, hvis aftalen har en varighed på mindst 20 år.
Stk. 3. Ministeren kan dispensere fra bestemmelserne i stk. 1, når særlige forhold taler for det.
Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om, at sammenlægning kan ske uden tilladelse i videre omfang end efter stk. 1.
Når beboelsesbygningen på en landbrugsejendom fraskilles efter lovens § 10 med et jordtilliggende på 2 ha eller derover, oprettes ejendommen med beboelsesbygning og den bygningsløse ejendom som to selvstændige landbrugsejendomme.
Stk. 2. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan tillade udstykning af en landbrugsejendom med henblik på oprettelse af nye selvstændige landbrugsejendomme.
Stk. 3. Ministeren kan tillade, at tidligere nedlagte landbrugsejendomme og fritliggende beboelsesejendomme suppleres og oprettes som nye selvstændige landbrugsejendomme.
Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte regler om dispensationer og tilladelser efter denne lov, om administration af loven, herunder om, hvilke oplysninger og erklæringer der skal foreligge ved ansøgninger om tilladelser m.v. i henhold til loven, og om, hvilke oplysninger og erklæringer der skal afgives i forbindelse med erhvervelse, jordomlægning m.v., der kan ske uden tilladelse efter loven.
Stk. 2. Såfremt matrikulære forandringer sker som følge af ekspropriation eller kendelse om jordfordeling eller fredningskendelse, er forholdet ikke omfattet af reglerne om landinspektørerklæring i § 6, stk. 1, § 10, stk. 1, eller § 29, stk. 1, idet udstykningskontrollen i disse tilfælde varetages af vedkommende myndighed, jf. § 24 i lov om udstykning og anden registrering i matriklen.
Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra Miljø- og Fødevareministeriet om forhold, som er omfattet af denne lov eller af regler udstedt i medfør heraf, skal foregå digitalt.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur el. lign.
Stk. 3. En digital meddelelse anses efter denne lov for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.
Hvor det efter denne lov eller regler udstedt i medfør heraf er et krav, at et dokument, som er udstedt af andre end ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling, skal være underskrevet, kan dette krav opfyldes ved anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt dokumentet, jf. dog stk. 2. Sådanne dokumenter sidestilles med dokumenter med personlig underskrift.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om opfyldelse af underskriftskrav, jf. stk. 1.
Henlægger ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling sine beføjelser efter loven til en myndighed under ministeriet, kan ministeren fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens afgørelser, herunder om, at klage ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, samt at klage alene kan angå retlige spørgsmål, og om myndighedens adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. Ministeren kan i den forbindelse endvidere fastsætte regler om indgivelse af klager, herunder om formkrav hertil.
Stk. 2. Ministeren kan efter forhandling med vedkommende minister eller kommunale organisation fastsætte regler om en anden offentlig myndigheds eller institutions medvirken ved varetagelse af opgaver efter loven. Ministeren kan i forbindelse hermed fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens eller institutionens afgørelser, herunder om, at klage ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, samt at klage alene kan angå retlige spørgsmål, og om myndighedens eller institutionens adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. Ministeren kan i den forbindelse endvidere fastsætte regler om indgivelse af klager, herunder om formkrav hertil.
Afgørelser truffet i henhold til denne lov eller regler udstedt i medfør heraf kan, hvis ikke andet er fastsat i loven eller i henhold til regler udstedt i medfør heraf, påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i afdelingen omhandlet i § 3, stk. 1, nr. 4, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, og kan dermed ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 2. Afgørelser truffet af en jordbrugskommission i henhold til loven eller i henhold til regler udstedt i medfør af loven før den 1. april 2013 kan alene påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, for så vidt angår retlige spørgsmål.
Stk. 3. Klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt til den myndighed, der har truffet afgørelsen, ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. dog § 21, stk. 2-4, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet. Myndigheden skal, hvis den vil fastholde afgørelsen, snarest og som udgangspunkt ikke senere end 3 uger efter modtagelsen af klagen videresende klagen til klageinstansen. Klagen skal ved videresendelsen være ledsaget af den påklagede afgørelse, de dokumenter, der er indgået i sagens bedømmelse, og en udtalelse fra myndigheden med dennes bemærkninger til sagen og de i klagen anførte klagepunkter.
Tilladelser og dispensationer efter denne lov kan betinges og tidsbegrænses. Betingelser og tidsbegrænsninger er bindende for indehavere af rettigheder i ejendommen uanset tidspunktet for rettens stiftelse og kan af ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling foranlediges tinglyst på ejerens bekostning.
Stk. 2. En tilladelse eller dispensation, der er meddelt efter denne lov, bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter at være meddelt.
Stk. 3. Betingelser om tinglysning af deklaration, der er en forudsætning for, at en disposition kan foretages uden tilladelse, jf. §§ 6, 10, 23 og 24, er bindende for indehavere af rettigheder i ejendomme uanset tidspunktet for rettens stiftelse.
Tilladelse eller dispensation til at erhverve adkomst på en landbrugsejendom i landzone eller til forpagtning af en landbrugsejendom skal søges inden 4 uger efter, at der er indgået aftale om køb eller forpagtning, medmindre ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling efter ansøgning i det enkelte tilfælde beslutter at forlænge fristen.
Stk. 2. Tilladelse til fortsat at bevare adkomst på en landbrugsejendom eller til at fortsætte en forpagtning af en sådan skal søges inden 4 uger, hvis ejeren eller forpagteren ikke længere opfylder betingelserne for fortsat at have adkomst eller for fortsat at kunne forpagte ejendommen, medmindre ministeren efter ansøgning i det enkelte tilfælde beslutter at forlænge fristen. Fristen løber fra det tidspunkt, hvor ejeren eller forpagteren ikke længere opfylder de nævnte betingelser.
Stk. 3. Erhvervelse af adkomst på en del af en landbrugsejendom omfattes ikke af ansøgningsfristen i stk. 1, idet ansøgning, der forudsætter gennemførelse af matrikulære forandringer, omfattes af § 21 i lov om udstykning og anden registrering i matriklen.
Når erhververen ikke opfylder betingelserne for at erhverve adkomst på en landbrugsejendom i landzone eller en anpart i en sådan landbrugsejendom, kan ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling meddele den pågældende påbud om at afhænde ejendommen inden for en nærmere fastsat frist på mindst 6 måneder og højst 1 år, medmindre ministeren efter ansøgning i det enkelte tilfælde beslutter at forlænge fristen.
Stk. 2. Når en ansøgning om tilladelse til erhvervelse af adkomst på en landbrugsejendom i landzone eller en ansøgning om tilladelse til forpagtning af en landbrugsejendom ikke indgives rettidigt, kan ministeren meddele ejeren påbud om at afhænde ejendommen inden for en nærmere fastsat frist på mindst 6 måneder og højst 1 år eller meddele forpagteren påbud om inden en tilsvarende frist at fratræde brugsforholdet. Det samme gælder, hvis tilladelse nægtes eller bortfalder, eller de for tilladelsen stillede vilkår ikke opfyldes. I tilfælde af en ejendoms overtagelse til brugeligt pant kan der under samme omstændigheder meddeles panthavere pålæg om at fravige brugspanteforholdet.
En landbrugsejendom i landzone, der er overtaget på auktion eller til brugeligt pant, skal inden 1 år fra overtagelsesdagen sælges til en person, en fond eller et selskab m.v. i overensstemmelse med lovens regler, medmindre erhververen selv opfylder betingelserne for at erhverve adkomst på ejendommen eller brugspanteforholdet ophører. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan dog forlænge fristen.
Et dokument om erhvervelse af adkomst på en landbrugsejendom i landzone skal tinglyses, inden 1 år efter at der er indgået bindende aftale om erhvervelsen. I tilfælde, hvor erhvervelsen kun kan ske med tilladelse, skal adkomstdokumentet tinglyses, inden 1 år efter at ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling har meddelt tilladelse til erhvervelsen.
Stk. 2. Hvis der ved anmeldelse til tinglysning af et dokument om erhvervelse af adkomst på en landbrugsejendom i landzone eller ved anmeldelse til tinglysning af en forpagtningskontrakt vedrørende en landbrugsejendom ikke forevises tilladelse fra ministeren eller fornøden dokumentation for, at erhvervelsen eller forpagtningen kan ske uden tilladelse, sætter dommeren i overensstemmelse med reglerne i tinglysningsloven en frist til fremskaffelse af tilladelse eller dokumentation. I de i § 22, stk. 2, omhandlede tilfælde skal der foreligge tilladelse fra kirkeministeren.
Stk. 3. Vilkår, der er optaget i ministerens tilladelse, er ikke til hinder for dokumentets lysning uden frist.
Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler for den dokumentation, der skal forevises tinglysningsdommeren.
Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling har til enhver tid mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til offentlige eller private ejendomme m.v. med henblik på kontrol af overholdelse af lovens regler eller regler fastsat i medfør af loven.
Stk. 2. Politiet yder om nødvendigt bistand hertil. Ministeren kan efter aftale med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.
Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om kontrol og tilsyn.
Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling påser, at loven og regler, der er udstedt efter loven, overholdes, herunder at påbud og vilkår, der er fastsat i tilladelser, overholdes.
Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan indhente de oplysninger hos andre offentlige myndigheder, der er nødvendige for at kontrollere, at loven og regler, der er udstedt i medfør af loven, overholdes, bl.a. med henblik på registersamkøring og sammenstilling af oplysninger i kontroløjemed, herunder oplysninger om skatteforhold.
De kommunale myndigheder skal give indberetning til ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling, når de får kendskab til overtrædelser af denne lovs bestemmelser. De kommunale myndigheder skal på begæring af ministeren, anklagemyndigheden eller domstolene foretage syn og afgive udtalelser om landbrugsejendommes bygninger og driftsforhold.
Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling og kommunale myndigheder kan forlange at få udleveret eller indsendt kopi af erhvervelsesdokumenter og andre skriftlige aftaler, som ligger til grund for erhvervelsen, samt dokumentation vedrørende indgåede forpagtningsaftaler.
Stk. 2. Tinglysnings-, lignings- og vurderingsmyndighederne og de kommunale myndigheder skal meddele ministeren de oplysninger, der er nødvendige til lovens gennemførelse.
Ved lovens ikrafttræden ophæves landbrugsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 598 af 15. juli 1999, som ændret ved § 43 i lov nr. 145 af 25. marts 2002, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. § 7, stk. 3, og stk. 5, nr. 1 og 2, i den i stk. 1 nævnte lov forbliver i kraft indtil videre. Regler udstedt i medfør af disse bestemmelser forbliver ligeledes i kraft. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter tidspunktet for ophævelsen af bestemmelserne.
Stk. 3. Regler fastsat i medfør af den i stk. 1 nævnte lov forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af nye regler fastsat i medfør af denne lov eller andre love.
Stk. 4. Loven har virkning for retshandler, der indgås efter den 1. september 2004, jf. dog stk. 5.
Stk. 5. Lovens §§ 10 og 29 har virkning for ansøgninger, der indkommer til jordbrugskommissionerne eller Kort- og Matrikelstyrelsen efter den 1. september 2004, jf. dog § 53.
Stk. 6. Samdrifts- og forpagtningsforhold, der er etableret inden den 1. september 2004, kan fortsættes af ejeren henholdsvis forpagteren eller disses pårørende, jf. personkredsen i lovens § 15.
Tilladelser og dispensationer, der er meddelt efter den hidtidige lovgivning, bevarer deres gyldighed. Det samme gælder de vilkår, der er fastsat i tilladelserne, medmindre ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri gør undtagelse herfra.
Lov nr. 1518 af 18. december 2018 om erhvervsfremme2) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 24. Loven træder i kraft den 1. januar 2019, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. (Udelades)
Stk. 3. Lov om erhvervsfremme og regional udvikling, jf. lovbekendtgørelse nr. 820 af 28. juni 2016, ophæves.
Stk. 4. Lov nr. 113 af 1. februar 2010 om fond til grøn omstilling og erhvervsmæssig fornyelse ophæves.
Landbrugsstyrelsen, den 6. februar 2020
Jette Petersen
/ Dorthe Nielsen
Officielle noter
Ved kongelig resolution af 28. juni 2015 blev Miljøministeriet og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri sammenlagt til et Miljø- og Fødevareministerium, jf. bekendtgørelse nr. 1229 af 3. november 2015 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene. Ved kongelig resolution af 27. juni 2019 blev ansvaret for sager vedrørende landbrug, herunder økologi, fødevaresikkerhed, fødevaresundhed og fødevareforsyning, dyrevelfærd, inklusive de til områderne hørerende institutioner m.v., sager vedrørende ligestilling samt sager vedrørende fiskeri henlagt til ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling, jf. § 8, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 794 af 8. august 2019 om ændring af forretningernes fordeling mellem ministrene. De øvrige under Miljø- og Fødevareministeriet hørende områder henhører under miljøministerens ledelse og ansvar, jf. bekendtgørelsens § 8, stk. 3.
Lovændringen vedrører ændring af § 3, stk. 1.
a) at arealet ligger inden for et område, der i regionplanen er udlagt som et indsatsområde, og der ifølge indsatsplanlægningen er behov for en særlig indsats til beskyttelse af drikkevand, jf. § 13 eller § 13 a i lov om vandforsyning, og
b) at der tinglyses deklaration, der tager sigte på, at arealet på ny pålægges landbrugspligt, hvis der ikke længere er behov for beskyttelse af drikkevandsressourcen det pågældende sted.
Stk. 2. Når landbrugspligten ved udstykning el.lign. ophæves på en del af en landbrugsejendom og den øvrige del af ejendommen opretholdes med landbrugspligt, er det en betingelse for ophævelse af landbrugspligten efter stk. 1, at ejendommens beboelsesbygning ligger på restejendommen, eller at ejendommen er undtaget fra bygningskravet, jf. §§ 9 og 10.
Stk. 3. Når en landbrugsejendom med beboelsesbygning ved udstykning eller på anden måde nedbringes under 2 ha og beboelsesbygningen ligger på denne del af ejendommen, bortfalder landbrugspligten.
Stk. 4. Landbrugspligten kan på ejerens begæring ophæves på en landbrugsejendom, der ved lovens ikrafttræden er under 2 ha, hvis ejendommen er forsynet med en beboelsesbygning.
Stk. 5. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte regler om, at landbrugspligten kan ophæves uden tilladelse i videre omfang end efter stk. 1-4.
regler, hvorefter en fond, forening eller anden juridisk person, der har til formål at støtte almennyttige naturbeskyttelsesformål, kan opnå en forhåndsgodkendelse til at erhverve adkomst på en landbrugsejendom eller en del af en landbrugsejendom,
regler om, at en forhåndsgodkendelse kan tilbagekaldes, og
regler om oplysningspligt m.v.
Stk. 7. Ministeren kan desuden fastsætte regler om, at fonde, foreninger eller andre juridiske personer kan erhverve adkomst på en landbrugsejendom eller en del af en landbrugsejendom uden tilladelse, hvis der er tale om arealer, der ligger i særlige naturområder, og fastsætte generelle retningslinjer for anvendelsen af de pågældende jorder.
sikre en forsvarlig og flersidig anvendelse af landbrugsejendomme under hensyn til jordbrugsproduktion, natur, miljø og
landskabelige værdier,
sikre en bæredygtig udvikling af jordbrugserhvervene og en forbedret konkurrenceevne i disse erhverv,
tilgodese bosætning og udvikling i landdistrikterne, og
bevare selvejet som den overvejende besiddelses- og driftsform i jordbruget samt at sikre det fornødne produktionsgrundlag
for jordbrugserhvervene.
Lovens formål om jordbrug, natur og miljø lægger op til en flersidig anvendelse af landbrugsjorderne, hvor der både er plads til
erhvervsøkonomisk fremgang og til et bedre miljø.
I et langsigtet tidsperspektiv må landbrugsjorderne betragtes som en begrænset naturressource for fødevareproduktion – specielt
fordi overgang til anden anvendelse i form af naturgenopretningsprojekter, vådområder, skovrejsning mv. vanskeliggør eller reelt
helt udelukker, at jorderne på ny inddrages til jordbrugsmæssig udnyttelse.
Lovens formål afspejler derfor, at landbrugsjorderne bør betragtes som en ressource, der ved integration af landbrug, natur og
miljø både kan anvendes til jordbrugsmæssig udnyttelse og – helt eller delvis – kan overgå til naturformål.
Af samme årsag er det nødvendigt at understøtte og sikre landbrugserhvervets tilgang til de fornødne ressourcer i overensstemmelse
med selvejeprincippet, hvilket er et væsentligt samfundsmæssigt hensyn.
Dette hensyn forfølges ligeledes af EU gennem den fælles landbrugspolitik, som efter Traktatens art. 33 skal tage hensyn til
landbrugserhvervets særlige karakter, der følger af landbrugets sociale struktur og de strukturelle og naturbetingede forskelle.
Lovforslagets erhvervelsesregler som ligeledes anført ovenfor under afsnit 5 knytter sig til følgende underliggende formål, som
til dels er overlappende og som alle har betydning for de ovenfor nævnte regler om erhvervelse af landbrugsejendomme, jf.
rapporten fra arbejdsgruppen vedr. landbrugslovens bopælskrav og dets forhold til EU-retten:
a) At bevare selvejet (familiebruget) som den overvejende besiddelses- og driftsform og dermed som det bærende element i dansk
landbrug og i landbrugsloven.
b) At hindre jordspekulation og hermed sikre, at landmænd, der skal leve af at drive landbrug, bliver i stand til at erhverve de
ejendomme, der skal tjene som deres produktionsgrundlag.
c) At fremme en hensigtsmæssig ejendoms- og bedriftsstruktur, der samtidig kan modvirke store ejendomskoncentrationer (forhindre
fremtidige ”godsdannelser”) og dermed medvirke til at opretholde en fordeling af ejendomsretten.
d) At sikre, at erhvervelsesreglerne fortsat kan udgøre et supplement til lovgivningen om erhvervelse af fast ejendom, der ikke
er helårsboliger.
Til de i bestemmelsen nævnte formål kan bemærkes, at den foreslåede bestemmelse i nr. 1 om at sikre en forsvarlig og flersidig
anvendelse af landbrugsejendomme tager både sigte på anvendelse af ejendommene til jordbrugsproduktion og på en arealanvendelse,
der tager hensyn til natur, miljø og landskabelige værdier. Den forsvarlige anvendelse sikres bl.a. ved at stille krav om, at den,
der driver jorderne, skal have fast bopæl på bedriften. I en sådan flersidig arealanvendelse kan der tillige tages hensyn til
friluftsliv og rekreative værdier samt til sociale og kulturelle værdier mv.
Bestemmelsen i nr. 2 om en bæredygtig udvikling af jordbrugserhvervene skal bl.a. fremme strukturudviklingen ved at bevare en bred
variation af såvel heltidsbrug som deltids- og fritidslandbrug.
Bestemmelsen i nr. 3 om at tilgodese bosætning og udvikling i landdistrikterne skal bl.a. ses i sammenhæng med EU´s
landdistriktspolitik, der understøtter en række aktiviteter i det åbne land og styrker livet på landet, bl.a. med henblik på at
fastholde et befolkningsgrundlag med helårsbeboelse i landdistrikterne, f.eks. ved regler om bopælspligt, jf. bemærkningerne til §
8.
Bestemmelsen i nr. 4 om at tilgodese selvejet som den overvejende besiddelses- og driftsform skal bidrage til at tilgodese
selvejet og familiebruget som den altovervejende besiddelses- og driftsform i landbruget og dermed understøtte den danske
”landbokultur”. Selvejet er også med til at sikre bosætning i landdistrikterne. Selvejet har, siden landboreformerne i slutningen
af 1700-tallet afløste fæstesystemet, været den altovervejende besiddelses- og driftsform i landbruget.
Arbejdsgruppen vedr. landbrugslovens bopælskrav og dets forhold til EU-retten har tillige vurderet, at det underliggende formål om
at hindre jordspekulation og hermed sikre, at landmænd, der skal leve af at drive landbrug, bliver i stand til at erhverve de
ejendomme, der skal tjene som deres produktionsgrundlag, er af afgørende betydning for at bevare en ejendomsstruktur i det danske
landbrugserhverv, der i videst muligt omfang bygger på princippet om selveje. Fødevareministeriet kan tilslutte sig dette
synspunkt, hvilket er afspejlet i formålsbestemmelsens formulering i nr. 4, hvorefter en del af lovens formål er at ”sikre det
fornødne produktionsgrundlag for jordbrugserhvervene”. Hensynet om at modvirke jordspekulation er endvidere delvist omfattet af
bestemmelsen i nr. 2 om at sikre en bæredygtig udvikling af jordbrugserhvervene.
Selvejet er – sammen med strukturreglerne – tillige medvirkende til at sikre en fordeling af ejendomsretten, hvilket bl.a. har
stor betydning i og med, at jorden er en begrænset ressource. Strukturreglerne regulerer således både erhvervelse af
landbrugsejendomme og forpagtning og drift af landbrugsejendomme.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i afsnit 5.
Det foreslås i § 2, stk. 1, at opretholde den nuværende definition på en landbrugsejendom. Ved en landbrugsejendom skal således
forstås en ejendom, der i matriklen (Kort & Matrikelstyrelsens matrikelregister) er noteret som en landbrugsejendom. De
landbrugsnoterede ejendomme omfatter også en stor del af de ejendomme, der anvendes til gartneri, skovbrug m.v.
Landbrugsnoteringen fremgår også af kommunernes ejendomsregistre og af tingbogen.
Det præciseres i § 2, stk. 2, at de ejendomme, der er noteret som landbrugsejendomme, er undergivet landbrugspligt, hvorved
forstås, at de er omfattet af lovens regler om erhvervelse, forpagtning, supplering mv.
I § 2, stk. 3, foreslås en definition på en landbrugsbedrift. Begrebet landbrugsbedrift anvendes i mange sammenhænge, bl.a. i
landbrugsstatistikken fra Danmarks Statistik og i støttelovgivningen. Definitionen er dog ikke helt enslydende i de nævnte
sammenhænge. En landbrugsbedrift har ikke hidtil været defineret i den gældende landbrugslov, men alene i bekendtgørelsen om
husdyrhold og arealkrav mv., der er udstedt med hjemmel i den eksisterende landbrugslov.
Da lovforslaget omfatter de grundlæggende regler om samdrift og forpagtning af landbrugsejendomme, er det hensigtsmæssigt, at
loven også definerer, hvad der forstås ved en landbrugsbedrift.
Ved en landbrugsbedrift skal således forstås en driftsenhed (virksomhed), der anvendes til jordbrugsmæssige formål, og som drives
af samme fysiske eller juridiske person (producent). Begrebet jordbrugsmæssige formål er for driften af jorderne fastsat i loven
om drift af landbrugsjorder.
En landbrugsbedrift omfatter efter den nævnte definition den økonomiske driftsenhed. En bedrift kan bestå af en eller flere
landbrugsejendomme eller ejendomme uden landbrugspligt (frie jorder), der drives sammen. Derudover kan der i bedriftens areal
indgå tilforpagtede arealer, medens bortforpagtede arealer ikke betragtes som hørende til bedriften. Bedriften omfatter også de
naturarealer, der er på bedriften. Arealer, som en producent har en vis brugsret til, f.eks. ved gylleaftaler eller
pasningsaftaler, betragtes ikke som en del af dennes bedrift. En bedrift kan også være uden jord, f.eks. hvis der er tale om et
selskab, der har etableret en animalsk produktion i lejede bygninger.
Bedriftsdefinitionen henviser dog til de specielle regler, hvorefter et selskab kan erhverve landbrugsejendomme, hvis der er en
person ”landmanden i selskabet”, der besidder flertallet af stemmerne. Disse selskabsregler knytter sig tæt til det personlige
selveje, idet ”landmanden i selskabet” skal opfylde betingelserne for personligt at kunne erhverve den eller de pågældende
ejendomme. En landbrugsejendom, der ejes af et selskab efter reglerne i § 20, og en landbrugsejendom, der ejes personligt af den
person, der besidder stemmeflertallet, skal således i relation til lovens regler om samdrift, forpagtning, udstykning,
sammenlægning og erhvervelse betragtes som en landbrugsbedrift tilhørende samme ejer, jf. lovens § 20, stk. 7.
Der er stor forskel mellem landbrugsejendomme og landbrugsbedrifter. Forskellen mellem det juridiske begreb ”en landbrugsejendom”
og det driftsøkonomiske begreb ”en landbrugsbedrift” kan illustreres ved, at der i 2002 var 137.447 landbrugsejendomme (ifølge
Kort & Matrikelstyrelsens statistik) og 50.530 landbrugsbedrifter (ifølge Danmarks Statistik).
Det er væsentligt, at der er et godt grundlag for varetagelse af de jordbrugsmæssige interesser ved region-, kommune- og
lokalplanlægningen.
Der foreslås derfor en hjemmel til, at fødevareministeren kan fastsætte regler for udarbejdelse og offentliggørelse af regionale
jordbrugsanalyser, der skal danne grundlag for varetagelsen af de jordbrugsmæssige forhold i den fysiske planlægning.
Jordbrugsanalyserne skal som hidtil indgå ved afvejningen af arealinteresser mv. i regionplanlægningen og udmøntes i regionplanens
retningslinier. Analyserne er alene et bidrag til regionplanlægningen og skal ikke godkendes af fødevareministeren.
Varetagelsen af de jordbrugsmæssige interesser i forbindelse med miljøministerens udstedelse af landsplandirektiver og de
statslige regionplanudmeldinger må fortsat ske i et samarbejde mellem de respektive ministerier. Forslag til region-, kommune- og
lokalplaner indsendes til Fødevareministeriet, såfremt forslaget berører Fødevareministeriets interesser, jf. § 25 i lov om
planlægning.
Det foreslås i § 4, stk. 1 , at en ejendom kan noteres som en landbrugsejendom (pålægges landbrugspligt), hvis ejendommen er på 2
ha eller derover, og ejendommen anvendes til landbrug, gartneri, herunder blomstergartneri, frugtplantage, planteskole eller
lignende jordbrugsvirksomhed. Det areal, som anvendes til beboelse, have mv., medregnes i de 2 ha. Hvis en ejendom (uden
landbrugspligt) på mere end 2 ha derimod kun består af udyrkbare arealer, kan den ikke noteres som en landbrugsejendom. Det er
desuden en betingelse, at ejendommen er forsynet med en beboelsesbygning. Der stilles derimod ikke, som efter de gældende regler i
lovens § 3, noget krav om, at ejeren skal bo på ejendommen og selv drive den.
Bestemmelsen forudsættes alene anvendt i situationer, hvor det er ejeren af en ejendom (uden landbrugspligt), der ønsker
noteringen foretaget. Bestemmelsen kan således ikke, i modsætning til tidligere, bruges af myndighederne til at notere en ejendom
med landbrugspligt uden ejerens accept. Hvis arealer uden landbrugspligt (frie jorder) ønskes noteret med landbrugspligt, kan
dette kun ske i forbindelse med forkøbsret efter reglerne i jordkøbsloven.
Den hidtidige undtagelse om, at gartnerier, især væksthusgartnerier, kan blive pålagt landbrugspligt, selvom de ikke opfylder den
normale arealstørrelse på 2 ha, er ikke medtaget i forslaget. Dette har sammenhæng med, at der nu foreslås en fast grænse på 2 ha
i forbindelse med ophævelse af landbrugspligt, jf. bemærkningerne til §§ 6 og 7.
Det foreslås i § 4, stk. 2 , at den hidtidige regel i landbrugslovens § 2, stk. 2, om, at landbrugspligten ajourføres en gang om
året med de matrikelnumre uden landbrugspligt, som efter vurderingsreglerne er vurderet sammen med en landbrugsejendom, fortsætter
uændret. Det er, som hidtil, Kort- og Matrikelstyrelsen, der står for denne ajourføring.
Hjemlen i § 4, stk. 3 , til at fravige reglerne i § 4, stk. 1 og 2, vil f.eks. kunne anvendes til notering af en ejendom uden
beboelsesbygning som en landbrugsejendom. Der vil også kunne meddeles afslag på en anmodning om notering efter stk. 1, hvis der er
tale om meget spredt beliggende lodder, der ønskes noteret som en landbrugsejendom, eller hvis der er tale om en gartneriejendom
eller planteskole, hvor landbrugspligten er ophævet efter reglerne i § 7, stk. 5, hvor ejeren ikke opfylder lovens
erhvervelsesbetingelser, jf. bemærkningerne til § 7, stk. 5.
Det præciseres i § 5, stk. 1 , at Kort- og Matrikelstyrelsen skal ændre matrikelregistrets notering af ejendomme som
landbrugsejendomme i overensstemmelse med de forandringer, der følger af lovens regler om notering og ophævelse af landbrugspligt,
ændring af landbrugsejendomme mv.
Ministeren kan efter § 5, stk. 2 , fastsætte regler om den dokumentation, der skal forevises Kort- og Matrikelstyrelsen, når der
skal ske forandringer i matrikelregistret. Det er hensigten at fastsætte regler om, at en praktiserende landinspektør i sager,
hvor der sker ændringer i landbrugspligtens omfang, enten på et særligt skema skal erklære sig om, at landbrugslovens betingelser
er opfyldt, eller vedlægge en tilladelse fra jordbrugskommissionen.
Til kapitel 5
Ophævelse eller bortfald af landbrugspligt
Reglerne i § 6 omhandler situationer, hvor landbrugspligten umiddelbart kan ophæves uden tilladelse ved erklæring fra en
praktiserende landinspektør, mens reglerne i § 7 omhandler de situationer, hvor der kan meddeles tilladelse til ophævelse af
landbrugspligten.
Reglerne om ophævelse af landbrugspligt tager udgangspunkt i, at landbrugspligten kan ophæves, når ejendommen eller dens jorder
skal inddrages til en ikke-jordbrugsmæssig anvendelse i overensstemmelse med region-, kommune- og lokalplanlægningen.
Ophævelse af landbrugspligt forudsætter normalt, at jorderne varigt skal inddrages til en ikke-jordbrugsmæssig anvendelse såsom
bebyggelse til bymæssige formål m.v., der udelukker, at jorderne senere igen kan inddrages til jordbrugsmæssige formål. Der gælder
dog særlige regler for offentlige myndigheders og fondes erhvervelse af jorder til drikkevandsbeskyttelse, naturformål m.v.
Hvis der derimod er tale om en ikke-jordbrugsmæssig anvendelse af midlertidig karakter som f.eks. råstofindvinding, er det normalt
ikke nødvendigt at ophæve landbrugspligten.
§ 6, stk. 1, indeholder hovedreglerne for, hvornår landbrugspligten kan ophæves på en hel landbrugsejendom eller ved udstykning
eller arealoverførsel eller lignende af en del af en landbrugsejendom, uden at der skal søges om tilladelse hos
jordbrugskommissionen. Når landbrugspligten ophæves på en del af en landbrugsejendom, og den øvrige del af ejendommen opretholdes
med landbrugspligt, er det en betingelse for ophævelse af landbrugspligten, at ejendommens beboelsesbygning ligger på
restejendommen, eller at ejendommen er undtaget fra bygningskravet, jf. §§ 9 og 10. Kravet om en beboelsesbygning gælder dog ikke,
hvis den bygningsløse ejendom vil blive ejet sammen med en anden landbrugsejendom med bygninger.
Det foreslås i § 6, stk. 1, nr. 1, at landbrugspligten kan ophæves, når jorden ved den offentlige planlægning er udlagt til
bebyggelse og dertil hørende fællesarealer mv., og jorden inden 5 år skal anvendes til formål, der udelukker en senere anvendelse
til jordbrugsmæssige formål. Dette svarer til de hidtil gældende regler i landbrugslovens § 4, stk. 1, nr. 1, for ophævelse af
landbrugspligt inden for sådanne planlagte områder.
Sammenkoblingen med lokalplaner betyder, at når der er vedtaget en lokalplan, der udlægger arealer til bebyggelse mv., kan
landbrugspligten ophæves uden tilladelse, når jorden inden 5 år skal inddrages til det planlagte formål.
Det foreslås i § 6, stk. 1, nr. 2, at landbrugspligten kan ophæves, når der foreligger landzonetilladelse efter lov om planlægning
(uden for de planlagte områder) til bebyggelse mv., og jorden inden 5 år skal anvendes til formål, der udelukker en senere
anvendelse til jordbrugsmæssige formål.
Sammenkoblingen med landzonetilladelser efter planloven forudsætter, at planlovsmyndigheden (kommunen) ved udstykning mv. af
arealer til bebyggelse og dertil hørende fællesarealer træffer afgørelse om størrelsen af de arealer, der inddrages til bebyggelse
med tilhørende udenomsarealer, herunder gårdsplads, parkeringsarealer, have, afskærmende beplantning mv.
Varetagelsen af de landbrugsmæssige hensyn, der efter forslaget skal ske i forbindelse med landzonetilladelse efter planloven til
bebyggelse mv., forudsætter således, at der i samarbejde mellem Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Miljøministeriet
fastsættes nærmere retningslinier for landzoneadministrationen. De nævnte retningslinier forudsættes indarbejdet i
Miljøministeriets vejledning om planloven.
Der kan således ske udstykning og ophævelse af landbrugspligt på arealer i det åbne land til f.eks. beboelse, erhvervs- og
industriformål og offentlige anlæg, herunder bygningsanlæg til f.eks. vandværker, rensningsanlæg, transformerstationer,
naturgasanlæg mv., når der foreligger landzonetilladelse til udstykning til bebyggelse mv. efter planloven, og arealerne skal
bebygges i nær fremtid, dvs. inden 5 år.
Ved udstykning af parceller til helårs- og fritidsboliger (uden for de planlagte områder) gælder dog en arealgrænse på 2 ha.
Udstykning af sådanne parceller kan således ske, hvis arealet er under 2 ha og udgør en sammenhængende lod.
Med de foreslåede lempelige regler for ophævelse af landbrugspligt på boligparceller vil spørgsmålet om placering og størrelse af
jordbrugsparceller herefter alene bero på retningslinier for region-, kommune - og lokalplanlægningen, der fastsættes af
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i samarbejde med Miljøministeriet. Ophævelse af landbrugspligt på
jordbrugsparceller, der omfattes af en endelig vedtaget lokalplan, sker i øvrigt efter § 6, stk. 1, nr. 1.
Ved udstykning af arealer på 2 ha eller derover til helårsbeboelse mv. vil der være tale om oprettelse af en ny landbrugsejendom,
hvilket kræver tilladelse, jf. § 30 om oprettelse af nye selvstændige landbrugsejendomme.
Det foreslås i § 6, stk. 1, nr. 3 , at landbrugspligten kan ophæves, når jorden agtes anvendt til supplering af fritliggende
parceller i landzone, der anvendes til helårs- eller fritidsboliger, og som efter suppleringen er under 2 ha. Også her gælder det,
at der skal være tale om en sammenhængende lod. Arealoverførsel til en bestående ejendom kræver ikke tilladelse efter planloven,
hvis der er tale om en uændret anvendelse. Efter planlovens regler betragtes det f.eks. ikke som ændret anvendelse, at et areal
overføres fra en landbrugsejendom til en boligejendom som have. En boligparcel i landzone vil således ved arealoverførsel kunne
suppleres op til 2 ha, uden at det kræver tilladelse efter planloven.
Reglen om supplering af fritliggende parceller i det åbne land, der anvendes til helårs- og fritidsboliger, gælder kun for
parceller, der ligger i landzone. I forhold til de gældende regler for så vidt angår helårsboliger præciseres det nu, at det efter
forslaget kun er fritliggende parceller, der kan suppleres uden tilladelse fra jordbrugskommissionen.
Bestemmelsen i § 6, stk. 1, nr. 4, er en præcisering af, at danske offentlige myndigheder uden tilladelse kan erhverve arealer fra
en landbrugsejendom. Denne bestemmelse skal ses i sammenhæng med bestemmelsen i § 22, stk. 1, om, at offentlige myndigheder kan
erhverve en hel landbrugsejendom uden tilladelse, jf. bemærkningerne til forslagets § 22.
Det foreslås i § 6, stk. 1, nr. 5, at landbrugspligten kan ophæves på fredskovspligtige arealer over 20 ha, der er eller vil blive
pålagt fredskovspligt og dermed bliver omfattet af skovlovens regler.
Der stilles ikke krav om, at samtlige 20 ha skal være tilplantet med skov. I det omfang, der i overensstemmelse med skovlovens
regler kan være åbne, ubevoksede arealer i en skov med fredskovspligt, kan landbrugspligten også ophæves på et sådant
fredskovsareal. Fredskovsarealerne følger således definitionen i skovloven. Det er også en forudsætning, at der er tale om en
sammenhængende skovstrækning, jf. forslag til ny skovlov, så der ikke senere efter skovloven uden videre kan forventes tilladelse
til opdeling af skoven i flere enheder, der hver for sig er mindre end 20 ha.
Baggrunden for at fastsætte en arealgrænse på 20 ha er dels at fremme skovplantning, dels at tilgodese, at reglerne om ophævelse
af landbrugspligt på fredskovsarealer ikke anvendes i strid med landbrugslovens formålsbestemmelser.
Hvis der ikke er en arealgrænse for ophævelse af landbrugspligt, vil ejere/ erhververe af mindre landbrugsejendomme kunne foretage
skovplantning for at komme uden om landbrugslovens erhvervelsesregler og undgå at skulle opfylde bopælspligten ved erhvervelse.
Mange mindre ejendomme kan derved overgå til fjerneje som fritidsbeboelse, jagtejendom og lignende i strid med landbrugslovens
formål om at tilgodese bosætning og udvikling i landdistrikterne.
En arealgrænse vil også forhindre de uheldige virkninger, der kan opstå ved frasalg af mindre fredskovsarealer, der udgør en
naturlig del af en landbrugsejendom. Ved udstykning af sådanne arealer til selvstændigt matrikulerede ejendomme vil der ofte opstå
et pres på myndighederne for at opføre bygninger til skovdriften – dels til helårsbeboelse, fritidsbeboelse, jagthytte mv., dels
til maskinhuse, opbevaring af redskaber mv.
Hvis der er tale om ophævelse af landbrugspligt på ubevoksede arealer, der skal tilplantes og pålægges fredskovspligt, skal det
fremgå af den tinglyste fredskovsdeklaration, at arealet/arealerne på ny skal pålægges landbrugspligt og oprettes som en
selvstændig landbrugsejendom eller afhændes til sammenlægning med en anden landbrugsejendom, hvis arealerne ikke tilplantes inden
en nærmere angivet frist. Ved selvgroet skov fastsættes en passende frist for etablering af skovbevoksning.
Betingelser om fredskovspligt, herunder tinglysning af deklaration, skal dokumenteres opfyldt overfor Kort- og Matrikelstyrelsen
ved ansøgningen om ophævelse af landbrugspligten.
Det foreslås i § 6, stk. 1, nr. 6, at landbrugspligten kan ophæves, når jorden agtes anvendt til supplering af arealer med
fredskovspligt, og fredskoven efter suppleringen vil have et areal på mere end 20 ha. I denne situation skal opfyldes de samme
betingelser, som gælder ved ophævelse af landbrugspligten på fredskovarealer over 20 ha, jf. stk. 1, nr. 5.
Ved udstykning af arealer til andre formål end bebyggelse mv. kan en tilladelse efter planloven ikke uden videre danne grundlag
for, at landbrugspligten ophæves uden tilladelse. Det gælder f.eks. en planlovstilladelse til udstykning af arealer til en senere
byudvikling, udstykning af arealer til rekreative formål, skovarealer under 20 ha eller arealer (under 2 ha) til en fond til
naturformål, jf. senere under bemærkningerne til § 7.
Den foreslåede regel i § 6, stk. 2, skal sikre, at der ikke i forbindelse med sager om ophævelse af landbrugspligt på en del af en
landbrugsejendom, der kan ske på baggrund af en erklæring fra en praktiserende landinspektør, vil opstå en landbrugsejendom uden
beboelsesbygning (som en restejendom) i strid med reglerne i lovens § 9, jf. dog § 10.
Det foreslås i § 6, stk. 3, at landbrugspligten bortfalder, når en landbrugsejendom ved udstykning eller på anden måde nedbringes
under 2 ha, idet restejendommen dog ikke må nedbringes under 1,5 ha. Reglerne om bortfald af landbrugspligten gælder dog kun for
landbrugsejendomme, der er forsynet med en beboelsesbygning, og når beboelsesbygningen ligger på restejendommen. Landbrugspligten
forudsættes således opretholdt på landbrugsejendomme uden beboelsesbygning, selv om ejendommen ved udstykning eller lignende
nedbringes under 2 ha.
Der indføres dermed en fælles arealgrænse på 2 ha ved notering og bortfald af landbrugspligt, der ikke indeholder de hidtil
gældende muligheder for, at ejeren kan vælge at beholde landbrugspligten i intervallet mellem 0,5 ha og 2 ha.
Baggrunden for reglen om, at restejendommen med ejendommens bygninger ikke må nedbringes til en størrelse under 1,5 ha i
forbindelse med ophævelse af landbrugspligten, er, at nedlagte landbrug med et jordtilliggende på mindst 1,5 ha vil være mere
attraktive at erhverve som helårsboliger, hvilket bl.a. vil styrke bosætningen på landet. Bestemmelsen gælder ikke ved
fraskillelse af andre boliger, f.eks. en medhjælperbolig, på en landbrugsejendom. Bestemmelsen kan fraviges efter § 7, stk. 2, når
særlige forhold taler for det.
Det foreslås i § 6, stk. 4, at landbrugspligten på ejerens begæring kan ophæves på en landbrugsejendom med beboelsesbygning, der
ved lovens ikrafttræden er under 2 ha. Eksisterende landbrugsejendomme, der er under 2 ha, kan således bevare landbrugsnoteringen
(som hidtil), indtil ejeren fremsætter ønske om, at noteringen slettes i matriklen.
Det foreslås i § 6, stk. 5, at ministeren får hjemmel til at fastsætte regler om, at landbrugspligten også kan ophæves uden
tilladelse i andre situationer end de, der er nævnt i § 6, stk. 1-4. Denne hjemmel tænkes anvendt, hvis det efter lovens
vedtagelse viser sig, at det vil være uproblematisk at ophæve landbrugspligten uden tilladelse i andre situationer, end de, der er
nævnt i § 6, stk. 1-4. Der er således tale om en hjemmel til at fastsætte yderligere regler for situationer, hvor det ikke har
været forudset, at det kan ske på grundlag af en erklæring fra en landinspektør.
Reglerne i § 7 omhandler de situationer, hvor der kan meddeles tilladelse til ophævelse af landbrugspligten. I § 7, stk. 1,
præciseres, at landbrugspligten kan ophæves efter bestemmelserne i stk. 2-6, der omtales nærmere i det følgende.
Reglerne, der omtales nedenfor, forudsættes i videst mulig omfang koordineret med planlovens bestemmelser om tilladelse til
udstykning, ændret anvendelse og byggeri i landzone.
Det foreslås som en generel regel i § 7, stk. 2, at landbrugspligten kan ophæves, når særlige forhold taler for det, jf. nedenfor.
Bestemmelsen er en videreførelse af gældende regler og praksis efter § 4, stk. 1, nr. 3, i den gældende landbrugslov.
Bestemmelsen giver således adgang til ophævelse af landbrugspligt i situationer, hvor betingelserne i § 6, stk. 1, nr. 1-5, ikke
er opfyldt, og hvor der efter en konkret vurdering er grundlag for at ophæve landbrugspligten, eventuelt med krav om tinglysning
af deklaration.
Der kan f.eks. være tale om arealer, der er omfattet af en lokalplan, men som ikke skal anvendes til bebyggelse, der udelukker en
senere jordbrugsmæssig anvendelse, f.eks. en golfbane, losseplads, oplagsplads eller arealer til etablering af en vindmølle,
antennemast, vandboring eller lignende. Der kan i sådanne situationer forventes tilladelse til ophævelse af landbrugspligten i
overensstemmelse med hidtil gældende praksis, herunder også med hensyn til vilkår om tinglysning af deklaration, jf. nedenfor.
Landbrugspligten bør derimod normalt ikke ophæves på arealer, der agtes anvendt til private, rekreative formål. Dette svarer til
den hidtidige restriktive praksis på området, hvor der har været lagt vægt på at modvirke udstykning af mindre parceller i det
åbne land til private, rekreative formål og at modvirke dannelsen af nye frie jorder uden landbrugspligt.
Mange mindre naturarealer på en landbrugsejendom, f.eks. moser, heder, enge, overdrev og småskove mv., udgør en naturlig del af
ejendommens jorder. Udstykning og ophævelse af landbrugspligt på sådanne arealer, der ofte ligger omgivet af ejendommens
dyrkningsjorder, kan medføre ulemper for en rationel landbrugsdrift og for fremtidige strukturomlægninger. Udstykning af sådanne
arealer til selvstændigt matrikulerede ejendomme kan også føre til en belastning af landskabet i form af bebyggelse, hegning,
beplantning m.v.
Der kan normalt heller ikke forventes tilladelse til ophævelse af landbrugspligt på arealer, der ønskes fraskilt og anvendt til
jordbrugsmæssige formål. Det gælder f.eks. bygninger (såvel bestående driftsbygninger som nye) til jordbrugsproduktion og jorder
til f.eks. frilandsgartneri eller dyrkning af juletræer. Sådanne produktioner bør – som hidtil – ske som et led i bestående
landbrugsejendommes almindelige drift.
Oprettelse af en pelsdyrfarm kan ligeledes ske efter de hidtil gældende regler. Landbrugspligten kan således ophæves på et areal,
der ønskes anvendt til bebyggelse med en pelsdyrfarm uden beboelsesbygning. En pelsdyrfarm kan f.eks. også etableres på en
bestående landbrugsejendom, der er forsynet med beboelsesbygning.
Der kan dispenseres fra arealgrænsen på 1,5 ha i § 6, stk. 3, hvis forholdene taler for det. Det vil f.eks. kunne være tilfældet,
hvis bygningslodden er naturligt afgrænset med et areal, som i forvejen er mindre end 1,5 ha.
Det foreslås i § 7, stk. 3, at landbrugspligten kan ophæves på arealer under 2 ha, der ønskes erhvervet af en godkendt fond, jf. §
24, til formål af almen, samfundsmæssig karakter som f.eks. naturformål, naturgenopretningsprojekter mv.
Disse regler skal ses i sammenhæng med reglerne i § 24 om fondes mulighed for at kunne erhverve hele landbrugsejendomme samt dele
af landbrugsejendomme med et areal på mere end 2 ha som selvstændige landbrugsejendomme uden bygninger.
Generelt gælder, at arealgrænsen på 2 ha i forbindelse med offentlige myndigheders, fondes og vandforsyningsanlægs erhvervelse af
arealer ikke er udtryk for en arealmæssig begrænsning. Grænsen på 2 ha er alene afgørende for, om jorden skal fraskilles uden
landbrugspligt (under 2 ha) eller med landbrugspligt (over 2 ha). Landbrugspligten forudsættes dog ikke opretholdt, hvis arealerne
pålægges fredskovspligt, og arealet er på mere end 20 ha, jf. § 6, stk. 1, nr. 5 og 6.
Offentlige myndigheder har efter § 6, stk. 1, nr. 4, adgang til at erhverve mindre arealer (under 2 ha), der ønskes fraskilt uden
landbrugspligt til rekreative formål mv. af almen samfundsmæssig karakter. Det kan f.eks. være tale om nærrekreative arealer eller
mindre arealer til bevarelse af småbiotoper, moser og vandhuller mv.
Fondes erhvervelse af mindre arealer (under 2 ha) uden landbrugspligt bør bygge på de samme principper, der fastsættes for fondes
erhvervelse af landbrugsjorder (over 2 ha) med landbrugspligt, herunder at fonde kan opnå forhåndsgodkendelse, og at der stilles
vilkår om tinglysning af deklaration om naturpleje og offentlig adgang mv., jf. forslagets § 24. Det er, som nedenfor omtalt, ikke
nogen betingelse, at disse mindre arealer skal ligge inden for områder, der i region- og kommuneplanlægningen er udlagt til
naturområder og lignende.
Ved større naturprojekter er der normalt tale om en forudgående planlægning med baggrund i den fysiske planlægning, og projektet
gennemføres ofte som led i en jordfordeling mellem flere landbrugsejendomme. Ved erhvervelse af arealer under 2 ha til mindre
naturprojekter er der normalt ikke tale om en forudgående planlægning, men det bør naturligvis indgå i vurderingen, hvilke
retningslinier, der er fastsat for arealanvendelsen i region- og kommuneplanlægningen, og om projektet vil medføre ulemper for
nærliggende landbrug.
Erhvervelse af en del af en landbrugsejendom forudsætter, at der gennemføres udstykning og ophævelse af landbrugspligten
(medmindre arealet overføres til en landbrugsejendom). Erhvervelse af en del af en landbrugsejendom kan derfor kun ske med
tilladelse til udstykning, arealoverførsel mv., som vil kunne forventes, når der er tale om anvendelse til de ovenfor nævnte
naturformål.
En tilladelse kan betinges af, at jorden pålægges forpligtelser, der tager sigte på opfyldelse af formålet med erhvervelsen, samt
forpligtelser, der tager sigte på bevarelse af landskabelige værdier og naturværdier samt almene samfundsmæssige hensyn, herunder
bl.a. at der sikres offentligheden adgang til arealerne, medmindre særlige forhold taler imod dette.
Det foreslås i § 7, stk. 4, at landbrugspligten kan ophæves på arealer under 2 ha, der ønskes erhvervet af ejeren af et alment
vandforsyningsanlæg (offentlige og private) med henblik på beskyttelse af drikkevandsressourcer. Det er en betingelse for
ophævelse af landbrugspligten, at jorderne ligger inden for et område, der i regionplanen er udlagt som et indsatsområde, og der
ifølge indsatsplanlægningen er behov for en særlig indsats til beskyttelse af drikkevand, jf. § 13 og 13 a i lov om vandforsyning.
Beskyttelse af drikkevand kan dog også søges sikret ved aftaler, der bl.a. kan indeholde dyrkningsbegrænsninger og forbud mod
tilførsel af gødning, og dermed ikke forudsætter erhvervelse af jorderne.
Bestemmelsen i § 7, stk. 4, skal i øvrigt ses i sammenhæng med reglen i § 23, stk. 1, om ejere af vandforsyningsanlægs mulighed
for at kunne erhverve hele landbrugsejendomme samt dele af landbrugsejendomme med et areal på mere end 2 ha som selvstændige
landbrugsejendomme uden bygninger, jf. i øvrigt bemærkningerne til § 23, herunder om ændring af vandforsyningsloven.
En tilladelse kan betinges af, at jorden pålægges forpligtelser, der tager sigte på opfyldelse af formålet med erhvervelsen. Der
kan også pålægges vilkår om afhændelse, f.eks. hvis jorden ikke bliver taget i brug til det pågældende formål.
Det foreslås i § 7, stk. 5, at landbrugspligten kan ophæves på landbrugsejendomme på 2 ha eller derover, der anvendes til
væksthusgartneri eller planteskole, og som drives med et erhvervsmæssigt sigte. Bestemmelsen omfatter således ikke en planlagt
produktionsudvidelse. Baggrunden for den foreslåede regel er et ønske fra gartnerierhvervet om lempelser i forhold til lovens
almindelige erhvervelsesregler mv., specielt for væksthusgartnerier og planteskoler. Med den foreslåede regel vil ejeren af et
væksthusgartneri eller planteskole selv kunne vælge, om ejendommen skal være omfattet af landbrugslovens regler.
Ejere af væksthusgartnerier og planteskoler, der drives med et erhvervsmæssigt sigte, kan således efter ansøgning få ophævet
landbrugspligten på en landbrugsejendom med et areal på over 2 ha, hvis ejeren finder, at reglerne i landbrugsloven er til hinder
for ønskede dispositioner.
Landbrugspligten kan endvidere ophæves efter § 7, stk. 2, hvis der er tale om supplering af sådanne gartneriejendomme eller
planteskoler uden landbrugspligt.
En gartneriejendom, hvor landbrugspligten er ophævet, vil igen kunne noteres som en landbrugsejendom efter reglerne i § 4, hvis
den f.eks. efter et ejerskifte ejes af en person eller et selskab, der opfylder lovens erhvervelsesbetingelser. Det er dog en
betingelse, at mindst 2 ha anvendes til gartneri mv., og at ejendommen er forsynet med en beboelsesbygning, jf. § 4, stk. 1.
Det præciseres i § 7, stk. 6, at der kan stilles visse betingelser for en tilladelse til ophævelse af landbrugspligten. Der kan
f.eks. stilles betingelser om, at hvis arealet ikke inden en vis frist er taget i brug til det pågældende formål, skal arealet på
ny pålægges landbrugspligt ved sammenlægning med en eksisterende landbrugsejendom eller ved afhændelse som en bygningsløs
landbrugsejendom. Der kan også, f.eks. ved fraskillelse af mindre arealer til vindmøller eller lignende, stilles krav om, at
parterne indgår bindende aftale om tilbagekøb af jorden til sammenlægning med en bestående landbrugsejendom.
Bopælskravet bidrager til at sikre de i § 1 i lovforslaget nævnte formål og underliggende formål som beskrevet i bemærkningerne
til § 1, jf. tillige bemærkningerne vedrørende bopælskravet under afsnit 5 i de almindelige bemærkninger.
I § 8, stk. 1, fastslås det, at bopælspligten ved erhvervelse af en landbrugsejendom, jf. §§ 12-16, skal opfyldes i mindst 8 år.
Hvis en erhverver af en landbrugsejendom har opfyldt bopælspligten i 8 år, kan vedkommende flytte fra ejendommen, hvis jorden
bortforpagtes. Der vil således efter de 8 år kun være en bopælspligt for ejeren, hvis vedkommende selv vil drive ejendommen eller
bedriften, jf. stk. 2.
Ved erhvervelse af yderligere en landbrugsejendom eller ved erhvervelse af suppleringsjord til sammenlægning med en bestående
landbrugsejendom skal bopælspligten opfyldes i en ny 8-års periode.
Det bemærkes, at der ikke indtræder nogen bopælspligt i forbindelse med, at offentlige myndigheder, ejere af vandforsyningsanlæg
eller fonde erhverver landbrugsejendomme, jf. § 22-24.
Det foreslås i § 8, stk. 2, at den, der driver en landbrugsbedrift, jf. § 2, stk. 3, hvori der indgår en eller flere
landbrugsejendomme, skal have fast bopæl på en af disse landbrugsejendomme. Dette bopælskrav gælder for ejeren eller en forpagter
eller for en bestyrer, der varetager driften for ejeren eller forpagteren. Denne bopælspligt er, i modsætning til § 8, stk. 1,
stedsevarende, idet ejeren dog kan frigøre sig fra bopælspligten ved bortforpagtning til en forpagter, der opfylder bopælspligten.
Da der således er tale om en bopælspligt, som gælder for en bedrift, hvori der indgår en eller flere landbrugsejendomme, skal der
nødvendigvis inden for bedriften være mindst en landbrugsejendom med en beboelsesbygning, jf. lovens § 9, stk. 1.
Hvis en person både ejer en landbrugsejendom personligt og en landbrugsejendom i selskabsform efter § 20, kan ejeren selv vælge,
hvorfra bopælspligten skal opfyldes, jf. bemærkningerne til § 20, stk.7.
Bopælskravet for den, der står for driften, har baggrund i formålsbestemmelsen i § 1, der bl.a. tager sigte på at sikre en
forsvarlig anvendelse af landbrugsjorderne. En landmand, der bor på bedriften, vil således umiddelbart være garant for, at driften
foregår på en forsvarlig måde, både for så vidt angår dyrkningsjorder og pasning af naturarealer.
Den foreslåede regel skal ses i sammenhæng med henholdsvis § 9, stk. 1, hvorefter en landbrugsejendom som udgangspunkt skal holdes
forsynet med en passende beboelsesbygning, og § 10, hvorefter bygningerne kan fraskilles, hvis ejendommen ejes sammen med en
landbrugsejendom med beboelsesbygning.
Den foreslåede regel svarer i princippet til den nuværende regel i landbrugslovens § 7, stk. 1, hvorefter en landbrugsejendom skal
opretholdes som et selvstændigt brug og holdes forsynet med en passende beboelsesbygning. Den foreslåede regel gælder dog på
bedriftsniveau.
I § 8, stk. 3, præciseres, at den bopælspligt, der indtræder i forbindelse med erhvervelse af en landbrugsejendom, også kan
opfyldes på en anden landbrugsejendom, vedkommende er ejer eller medejer af, eller på en ægtefælles eller en samlevers
landbrugsejendom. Endvidere præciseres, at boligen skal tjene som hovedbopæl i skattemæssig forstand.
Indholdet af bopælspligten er i øvrigt det samme efter reglerne i stk. 1 og 2 (bortset fra varigheden).
Efter § 8, stk. 4, kan ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætte nærmere regler om kravet om fast og varig bopæl,
samt regler om, hvornår en person kan betragtes som en samlever.
Den hidtidige regel om, at den, der har bopælspligt på en landbrugsejendom, skal have fast og varigt ophold på ejendommen og
overnatte på ejendommen, medmindre der foreligger særlige forbigående omstændigheder, foreslås opretholdt.
Bopælskravet kan således ikke udmøntes i et bestemt antal overnatninger pr. uge, måned eller år, idet det er afgørende, om
vedkommende reelt bor på ejendommen.
Ved en samlever skal som hidtil forstås en person, der lever i et samlivsforhold af ægteskabslignende karakter. Dette forudsættes
at være opfyldt, hvis samlivet har bestået i mindst 2 år, eller hvis de samlevende har fælles børn.
Det fremgår som en hovedregel i § 9, stk. 1 , at en landbrugsejendom skal holdes forsynet med en passende beboelsesbygning. Denne
regel skal ses i sammenhæng med § 10, stk. 1, hvorefter bygningerne kan fraskilles, hvis ejendommen ejes sammen med en anden
landbrugsejendom med beboelsesbygning, og med § 10, stk. 4, hvorefter der kan oprettes bygningsløse landbrugsejendomme, der kan
erhverves af offentlige myndigheder, fonde mv.
Det foreslås i § 9, stk. 2, at ministeren kan fastsætte regler om størrelse, beliggenhed og karakter af den beboelsesbygning, der
efter stk. 1 skal være på en landbrugsejendom.
Det er hensigten, at ministeren – som hidtil – fastsætter regler, der præciserer de krav, der må stilles til den bolig, hvorfra
bopælskravet skal opfyldes. Boligen skal således have en sådan størrelse og karakter, at den kan anvendes til helårsbeboelse for
en familie med sædvanlig husførelse. Ved opførelse af en ny bolig skal beboelsesbygningen normalt have et boligareal på mindst 120
m 2 .
Bopælskravet skal endvidere kunne opfyldes fra en anden beboelsesbygning på ejendommen, der opfylder ovennævnte krav, og som
ligger inden for en afstand på 2 km fra ejendommens beboelsesbygning (stuehuset).
Efter bestemmelsen i § 9, stk. 3, skal beboelsesbygningen på en landbrugsejendom holdes forsvarligt vedlige.
Vedligeholdelseskravet svarer til de hidtil gældende regler.
Hvis ubenyttede bygninger, herunder både beboelsesbygning og driftsbygninger, virker stærkt skæmmende i forhold til omgivelserne,
kan der efter forslagets § 9, stk. 4, – som hidtil – meddeles ejeren påbud om at istandsætte eller fjerne sådanne bygninger.
Hjemlen til at meddele påbud gælder således ikke for ejendomme, der benyttes.
Efter forslagets § 9, stk. 5, kan der dispenseres fra reglerne, når særlige forhold taler for det. Der kan f.eks. meddeles
dispensation til at fraskille beboelsesbygningen på en landbrugsejendom, som ejes af en kommune, hvis jorderne skal inddrages til
byudvikling mv. Der kan f.eks. også meddeles tilladelse til forlængelse af fristen på 2 år til at opføre nye bygninger eller til
istandsættelse, hvis forholdene taler for det.
Bestemmelsen i § 9, stk. 6, er en videreførelse af reglerne i § 8, stk. 7, i den gældende lov. Hvis bygningskravet i stk. 1 eller
vedligeholdeskravet i stk. 3 har været tilsidesat i over 2 år, således at en landbrugsejendom har henligget i en ulovlig tilstand
i over 2 år, kan ministeren – som hidtil – bestemme, at der ikke må opføres nye bygninger på ejendommen, og at ejendommen ved
førstkommende ejerskifte skal afhændes – enten til sammenlægning med en bestående landbrugsejendom eller som en bygningsløs
landbrugsejendom.
Med de foreslåede erhvervelsesregler, jf. §§ 12-16, vil en landmand kunne blive ejer af et større antal landbrugsejendomme. Det er
derfor nødvendigt at fastlægge regler for, hvad der skal/kan ske med ejendommenes bygninger.
Det foreslås i § 10, stk. 1 , at landmanden skal have mulighed for at sælge bygningerne fra på alle de ejede ejendomme, bortset
fra den ejendom, hvor ejeren/driftslederen bor eller skal bo. Det vil således blive muligt at etablere et større antal
landbrugsejendomme uden bygninger i modsætning til de gældende regler, hvor det kun er tilladt at have én ejendom uden bygninger.
Reglerne gælder også, hvis en beboelsesbygning ønskes nedrevet.
Landbrugsbygninger kan udstykkes enten uden landbrugspligt med et areal på under 2 ha (men over 1,5 ha, jf. § 6, stk. 3) eller med
landbrugspligt med et areal på 2 ha eller derover. Der er ikke – i modsætning til de hidtil gældende regler om bygningsløse
landbrugsejendomme – nogen øvre begrænsning med hensyn til hvor stort et areal, der kan forblive sammen med bygningerne. Det er
dog – som hidtil – en forudsætning, at ejendommen ikke deles i to eller flere landbrugsejendomme uden bygninger. En ejer af en
landbrugsejendom kan heller ikke efter § 10, stk. 1, opdele sin landbrugsejendom (med beboelse) i to landbrugsejendomme, dvs. en
landbrugsejendom med beboelse og en bygningsløs ejendom, blot ved at tinglyse deklaration efter § 10, stk. 2.
Udtrykket en bygningsløs landbrugsejendom anvendes i landbrugsloven (som hidtil) i den betydning, at ejendommen er uden
beboelsesbygning efter reglerne i §§ 9 og 10. Der er ikke noget til hinder for, at ejendommens driftsbygninger eller eventuelt en
medhjælperbolig medfølger landbrugsjorderne og således ligger på den bygningsløse landbrugsejendom. En bygningsløs
landbrugsejendom pålægges normalt deklaration, jf. nedenfor, og der foretages normalt tillige notering herom i matriklen.
En bygningsløs landbrugsejendom skal – som hidtil – ejes og drives sammen med en anden landbrugsejendom med beboelsesbygning, idet
de bygningsløse landbrugsejendomme skal medvirke til en fleksibel jordmobilitet. Det er ikke en betingelse, at ejeren af en
landbrugsejendom med beboelsesbygning og en eller flere bygningsløse ejendomme, skal drive ejendommene sammen. Jorderne kan
således bortforpagtes til anden side.
Det skal fortsat være en betingelse for fraskillelse af beboelsesbygningen, at der er tale om samme ejerforhold på ejendommen med
bygninger og på den eller de ejendomme, hvor bygningerne ønskes fraskilt. Det betragtes som samme ejerforhold, hvis der er tale om
ejendomme, der ejes henholdsvis af en person og af et selskab efter lovens § 20, hvor den pågældende har stemmeflertallet, jf. §
20, stk. 7. Reglerne kan dog fraviges i særlige situationer, f.eks. i forbindelse med generationsskifte.
På baggrund af ændringen, hvorefter en ægtefælle ikke længere betragtes som medejer af sin ægtefælles landbrugsejendomme, jf. §
18, skal hver ægtefælle opretholde en landbrugsejendom med beboelsesbygning, hvis de hver for sig har erhvervet en eller flere
landbrugsejendomme.
Bestemmelsen i § 10, stk. 1, kan også anvendes i forbindelse med nedrivning af beboelses- og driftsbygninger, der er
overflødiggjort, i situationer, hvor en landmand ejer flere landbrugsejendomme. Nedrivning af bygninger kan dog kræve tilladelse
efter anden lovgivning.
Når beboelsesbygningen fraskilles, skal der efter § 10, stk. 2, tinglyses en deklaration på den bygningsløse ejendom om, at der
ikke uden særlig tilladelse efter landbrugsloven må opføres bygninger på ejendommen, at ejendommen til enhver tid skal ejes sammen
med en landbrugsejendom med beboelsesbygning, og at ejendommen således kun kan afhændes til sammenlægning med en anden
landbrugsejendom eller som en bygningsløs landbrugsejendom. Der stilles således ikke længere krav om, at deklarationen også skal
tinglyses på ejendommen med beboelsesbygning (samhørighedsdeklaration), idet der tilsigtes en administrativ forenkling.
Ved etablering af en bygningsløs landbrugsejendom er udgangspunktet, at der senere kun kan forventes tilladelse til opførelse af
en ny beboelsesbygning, når ganske særlige forhold taler for det. Landbrugsejendomme uden bygninger bør som hovedregel indgå som
et led i en smidig strukturtilpasning, enten til sammenlægning eller til samdrift med bestående bedrifter. Dette gælder dog ikke
for de bygningsløse ejendomme, som f.eks. alene består af naturarealer, jf. stk. 4.
Fraskillelse af bygningerne på en landbrugsejendom kan ske uden tilladelse fra jordbrugskommissionen på baggrund af en erklæring
fra en praktiserende landinspektør. Det vil så være landinspektørens ansvar, at der i forbindelse med udstykningen af bygningerne
tinglyses en deklaration på ejendommen om, at ejendommen skal ejes sammen med en anden landbrugsejendom med beboelsesbygning
(standardformular).
Det foreslås i § 10, stk. 3, at en landmand, der ejer en landbrugsejendom med beboelsesbygning, kan nøjes med at erhverve jorden
fra en landbrugsejendom som en bygningsløs landbrugsejendom. Landmanden behøver således ikke først at købe en landbrugsejendom med
bygninger og derefter fraskille bygningerne. Der skal være indgået en bindende aftale om salg af jorden som en bygningsløs
landbrugsejendom til en landmand, der i forvejen ejer en landbrugsejendom med bygninger, og der skal tinglyses en deklaration som
nævnt i stk. 2.
Det foreslås i § 10, stk. 4, at der kan oprettes bygningsløse landbrugsejendomme på 2 ha eller derover, som opfylder betingelserne
for at kunne erhverves af en offentlig myndighed, af ejeren af et vandforsyningsanlæg eller af en fond. Disse regler skal ses i
sammenhæng med mulighederne for offentlige myndigheders, vandforsyningsanlægs, fondes mv. mulighed for at kunne erhverve en del af
en landbrugsejendom, jf. § 22, stk. 1, § 23, stk. 1, og § 24, stk. 1. Det er normalt en betingelse, at der ikke uden særlig
tilladelse efter landbrugsloven kan opføres en ny beboelsesbygning på sådanne ejendomme, og at der tinglyses deklaration herom.
Ministeren kan efter bestemmelsen i § 10, stk. 5, dispensere fra bestemmelserne, hvis særlige forhold taler for det.
Reglerne i § 11 er en delvis videreførelse af reglerne i §§ 7, 7a og 7 b i den nugældende landbrugslov.
§ 11 angår drift af landbrugsejendomme i deres helhed, dvs. jord, bygninger og tilhørende produktionsapparat. Driften af jorderne
til jordbrugsmæssige formål reguleres af lov om drift af landbrugsjorder. Overgang til ikke-jordbrugsmæssige formål reguleres af
lov om landbrugsejendomme, herunder ved reglerne om ophævelse af landbrugspligt.
Kravene om bopæl og beboelsesbygning mv. i den nugældende lovs § 7, stk. 1, overføres i en lidt ændret form til lovforslagets § 8,
jf. bemærkningerne til § 8.
Bestemmelserne i den gældende lovs § 7, stk. 3, og § 7, stk. 5, nr. 1 og 2, til at fastsætte regler om transport af husdyrgødning
og regler om husdyrhold og arealkrav m.v. er ikke medtaget i § 11, men de forbliver i kraft indtil videre, jf. lovforslagets § 52,
stk. 2.
I henhold til den gældende lovs § 7, stk. 5, nr. 3, kan ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætte regler om
opførelse af nye bygninger og anlæg på en landbrugsejendom. Efter den seneste ændring af planloven, jf. lovbkg. nr. 763 af 11.
september 2002, er der ikke længere samme behov for en regulering af sådanne bygninger ved regler fastsat i medfør af
landbrugsloven. Bestemmelsen i § 7, stk. 5, nr. 3, foreslås derfor ikke opretholdt.
Planlovsmyndigheden vil dog fortsat, hvis der skønnes behov herfor, kunne indhente en udtalelse fra de myndigheder, der
administrerer landbrugsloven med hensyn til, hvorvidt opførelse af bygninger på en landbrugsejendom kan betragtes som
erhvervsmæssigt nødvendigt for driften af en landbrugsejendom efter reglerne i § 36 i lov om planlægning.
Bestemmelsen i den gældende lovs § 7 a, stk. 3, om, at ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte særlige regler
om skovplantning, herunder regler om, at der ikke må foretages skovplantning inden for områder, hvor skovplantning er uønsket i
henhold til en endelig godkendt regionplan, foreslås overført til forslaget til ny lov om drift af landbrugsjorder, der fremsættes
samtidig med dette lovforslag.
Bestemmelsen i § 11, stk. 1, præciserer, hvorledes en landbrugsejendom i dens helhed (jord, bygninger og tilhørende
produktionsapparat) skal drives. Bestemmelsen giver – som efter reglerne i den gældende lovs §§ 7 og 7 b – bl.a. mulighed for, at
der på en landbrugsejendom drives pelsdyrfarm, hestestutteri, biavl, dambrug og ålebrug eller lignende, eventuelt som led i
ejendommens jordbrugsmæssige udnyttelse.
Bestemmelsen har en nær sammenhæng med forslaget til lov om drift af landbrugsjorder, idet driften af landbrugsejendommes jorder
reguleres af bestemmelserne i lov om drift af landbrugsjorder.
Bestemmelsen i § 11, stk. 1, har endvidere sammenhæng med bestemmelsen i § 8, stk. 2, om bopælspligt for den, der driver en
landbrugsbedrift, og sammenhæng med det driftskrav, der gælder ved erhvervelse af landbrugsejendomme med et areal på mere end 30
ha.
Forpligtelsen til forsvarlig drift af jorderne til en landbrugsejendom foreslås som nævnt reguleret gennem lov om drift af
landbrugsjorder. Heri anføres, at der ved forsvarlig jordbrugsmæssig drift af jorderne forstås anvendelse til dyrknings- og
naturformål, hvilket vil sige anvendelse til dyrkning af ét eller flerårige afgrøder, herunder plantage og anvendelse til skov,
drift som halvkultur eller henliggen som udyrket og lysåbent areal, kulturtekniske foranstaltninger og småbiotoper, herunder
småplantninger op til 0,5 ha. Der indføres tillige en pligt til rydning af opvækst af træer og buske på udyrkede arealer og
halvkulturarealer. Grundprincippet om landmandens ret til frit afgrødevalg opretholdes således med den udvidelse, at anvendelse af
jorder til natur og som udyrket areal mere udtrykkeligt end i den gældende landbrugslov fremgår som en valgmulighed.
I § 11, stk. 2 , præciseres det, at ingen del af en landbrugsejendom må tages i brug til andre end jordbrugsmæssige formål,
medmindre anvendelsen er i overensstemmelse med reglerne i planloven eller råstofloven. Der sker således en bedre koordinering
mellem landbrugsloven, planloven og råstofloven, jf. også bemærkningerne til reglerne om ophævelse af landbrugspligt i forslagets
§ 6.
Opførelse af bygninger, der er erhvervsmæssigt nødvendige for driften af en landbrugsejendom, kræver ikke tilladelse efter
planloven. Hvis bygningerne ikke er erhvervsmæssigt nødvendige, kan de således kun opføres med tilladelse efter planloven. Hvis en
sådan tilladelse er givet, f.eks. til opførelse af en ridehal til en rideskole eller lignende, vil opførelse af bygningerne ikke
kræve tilladelse efter lov om landbrugsejendomme.
Det gælder således generelt, at hvis der kan gives tilladelse efter planloven til en ikke-jordbrugsmæssig anvendelse af en
landbrugsejendom eller en del af en landbrugsejendom, vil anvendelsen til det pågældende formål uden videre kunne ske efter
landbrugsloven. Tilsvarende gælder i de situationer, hvor en tilladelse efter planloven ikke er nødvendig. Dette gælder både for
anvendelse af arealer og for opførelse af nye bygninger mv.
Anvendelsen af landbrugsjorder til råstofindvinding skal ifølge forslaget ikke længere reguleres efter reglerne i landbrugsloven.
De landbrugsmæssige hensyn i forbindelse med råstofindvinding på landbrugsejendomme, herunder vilkår om efterbehandling til
jordbrug eller naturformål, skal fremover varetages af amtsrådet/Bornholms Kommunalbestyrelse i medfør af råstofloven. De nærmere
regler om varetagelse af landbrugsmæssige hensyn forudsættes indarbejdet i Miljøministeriets vejledning om administrationen af
råstofloven.
Til kapitel 7
Personers erhvervelse af landbrugsejendomme i landzone
Erhvervelsesreglerne gælder kun for landbrugsejendomme, der helt eller delvis ligger i landzone. Erhvervelsesreglerne finder
derimod ikke anvendelse på landbrugsejendomme, hvor samtlige arealer til ejendommen ligger i byzone eller sommerhusområde.
Landbrugsejendomme i byzone og sommerhusområde skal dog medregnes ved bestemmelserne om afstand mellem landbrugsejendomme (højst
10 km), antal ejendomme (højst 4) og arealgrænser (200 ha og 400 ha) ved lovens erhvervelses- og strukturregler.
Jordbrugsbedrifter i udlandet medregnes ikke længere i lovens erhvervelsesregler.
Om kontrol med overholdelse af erhvervelsesreglerne henvises til bemærkningerne til § 43.
Generelt bygger de i kapitel 7 foreslåede erhvervelsesregler på krav om fast bopæl for erhververen af en landbrugsejendom
(bopælspligt), selveje samt krav om uddannelse som bærende elementer i landbrugsloven.
De nedenfor foreslåede erhvervelsesregler omfatter – i modsætning til de hidtil gældende regler i landbrugsloven – ikke
bestemmelser om, at erhververen skal opfylde krav om statsborgerskab.
Reglerne i § 12 om personers erhvervelse af landbrugsejendomme er i princippet en videreførelse af reglerne i § 16 i den
nugældende landbrugslov.
Bestemmelserne i § 12, stk. 1 og 2, omhandler erhvervelse af en landbrugsejendom i situationer, hvor erhververen ikke i forvejen
er ejer eller medejer af en landbrugsejendom.
Hvis ejendommens areal er under 30 ha, skal erhververen – udover aldersbetingelsen på 18 år – opfylde krav om fast bopæl på den
erhvervede ejendom inden 6 måneder efter erhvervelsen, jf. § 12, stk. 1, nr. 3. Bopælskravet regnes – som hidtil – normalt fra det
tidspunkt, hvor der er indgået bindende aftale om erhvervelsen.
Bopælskravet ved erhvervelse af en landbrugsejendom har baggrund i formålsbestemmelsen i § 1 og i de underliggende formål, der
bl.a. tager sigte på at tilgodese bosætning og udvikling i landdistrikterne og på at tilgodese selvejet som den overvejende
besiddelses- og driftsform i landbruget. Bopælskravet er begrundet i tvingende samfundsmæssige hensyn, idet det primært forhindrer
jordspekulation, og idet det bidrager til at bevare selvejet som den overvejende besiddelses- og driftsform i dansk landbrug og
derved er med til at sikre bosætningen i landdistrikterne. Hertil kommer, at landbrugslovens bopælskrav ved et samspil med
sommerhusloven og planlovens § 40 supplerer lovgivningen om erhvervelse af fast ejendom, der ikke er helårsboliger. Bopælskravet
bidrager således til at begrænse køberkredsen således, at de landmænd, der skal leve af at drive landbrug, bliver i stand til at
erhverve de ejendomme, der skal tjene som deres produktionsgrundlag.
Bopælspligten ved erhvervelse er ikke helt ubetinget, idet der er visse, men dog ret begrænsede muligheder for dispensation
(typisk udsættelse af bopælspligten), jf. bemærkningerne til § 17.
Hvis ejendommens areal er 30 ha eller derover, skal erhververen – udover betingelserne i § 12, stk. 1 – opfylde de krav til en
jordbrugsuddannelse, der fastsættes af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, og selv drive ejendommen, jf. § 12, stk. 2.
Kravet om uddannelse og kravet om egen drift følges ad, således at der automatisk indtræder et krav om egen drift, når der ved
erhvervelsen er krav om opfyldelse af uddannelseskravet. Det er således logisk at kræve en jordbrugsuddannelse for den, der
varetager driften, når man bl.a. ønsker at sikre en forsvarlig drift af landbrugsejendomme. Der henvises i øvrigt til afsnit 10 om
”Forholdet til EU-retten”.
Kravene til en jordbrugsuddannelse forudsættes fastsat med udgangspunkt i de nugældende uddannelseskrav, der omfatter såvel
teoretiske uddannelser (herunder bl.a. grønt bevis eller diplom, teknikeruddannelser, agronom og lignende) som uddannelser, der
bygger på praktisk uddannelse ved selvstændig drift af en landbrugsejendom med et dyrket areal på mindst 15 ha eller et
arbejdsbehov på mindst 900 timer årligt.
Det foreslås, at den hidtil gældende arealgrænse på 15 ha for en praktisk uddannelse ved drift af en jordbrugsbedrift ændres,
således at uddannelseskravet kun er opfyldt, hvis erhververen har drevet en jordbrugsbedrift med et dyrket areal på mindst 30 ha
eller med et arbejdsbehov på mindst 900 timer årligt. Opgørelsen af arbejdsbehovet skal som hidtil ske med udgangspunkt i
standardnormtimer, der er fastsat i medfør af reglerne om støtte for yngre jordbrugere. Det foreslås endvidere, at den nuværende
bestyrerregel opretholdes uændret.
Det foreslås desuden, at kravet om selvstændigt at have drevet en landbrugsejendom i en vis årrække suppleres med et krav om, at
vedkommende også skal have været personligt involveret i driften af ejendommen. En person bør således ikke kunne opnå
uddannelsesattest alene på baggrund af drift ved hjælp af maskinstation.
Samtidig skal det præciseres, at der skal være tale om egen drift af en landbrugsejendom, som vedkommende har ejet eller forpagtet
lovligt. Det skal således ikke være muligt at opfylde uddannelseskravet ved drift af en ulovlig ejet eller forpagtet
landbrugsejendom.
Ved drift af en ejendom uden landbrugspligt må der – som hidtil – ske en konkret vurdering af, hvorvidt denne drift kan opfylde
uddannelseskravet, dvs. sidestilles med de ovennævnte uddannelser.
Uddannelseskravet er også opfyldt, hvis erhververen har gennemgået en jordbrugsuddannelse i udlandet, hvis uddannelsen kan
sidestilles med en af de godkendte uddannelser.
Kravet om, at erhververen selv skal drive ejendommen, der ofte benævnes som krav om egen drift, skal, som hidtil, opfyldes af
erhververen i en periode på mindst 8 år – ligesom bopælspligten. Kravet om egen drift vil også være opfyldt ved drift med
maskinstation, idet det afgørende er, om ejendommen drives for ejerens regning og risiko.
Bestemmelsen i § 12, stk. 3, omhandler erhvervelse af yderligere landbrugsejendomme, dvs. situationer, hvor erhververen i forvejen
er ejer eller medejer af en (eller flere) landbrugsejendomme.
Erhververen skal i sådanne situationer opfylde ovennævnte betingelser om alder (mindst 18 år), fast bopæl samt jordbrugsuddannelse
og egen drift (samlet areal over 30 ha), jf. § 12, stk. 3, nr. 1-4.
Erhververen kan, når den pågældende er ejer eller medejer af flere landbrugsejendomme, der er forsynet med beboelsesbygning, frit
vælge den ejendom, hvorfra bopælskravet skal opfyldes. Bopælspligten kan også opfyldes ved at have fast bopæl på en
landbrugsejendom, der ejes af den pågældendes ægtefælle eller samlever, jf. forslagets § 8, stk. 3.
Efter forslagets § 12, stk. 3, nr. 5, er det desuden en betingelse, at alle de efter erhvervelsen ejede eller medejede
landbrugsejendomme skal ligge inden for en luftlinieafstand på 10 km fra beboelsesbygningen på den ejendom, hvor erhververen har
eller tager fast bopæl. Hvis erhververen tager fast bopæl på sin ægtefælles eller samlevers landbrugsejendom, skal alle
erhververens ejendomme ligge inden for en luftlinieafstand på 10 km fra bopælsejendommen.
Afstandsgrænsen på 10 km foreslås således målt i luftlinie i stedet for som i den gældende lovs § 16, stk. 3, nr. 4, ad den
benyttede vej fra beboelsesbygningen til jorderne.
Forslaget indeholder en administrativ forenkling og en mindre lempelse i forhold til vejafstanden ad den benyttede vej.
Samtidig foreslås den hidtidige regel om, at afstanden beregnes ud til hver enkelt lod af den erhvervede ejendom, ændret til en
regel om, at ejendommen kan erhverves i sin helhed, hvis luftlinieafstanden mellem beboelsesbygningen på den ejendom, hvorfra
bopælskravet opfyldes, og den nærmeste dyrkningslod af den erhvervede ejendom, er mindre end 10 km (luftlinie). Ved vurderingen
af, om afstandsreglen er opfyldt, ses der således bort fra andre lodder, herunder fraliggende græsarealer, skovarealer m.v. Herved
opnås en forenkling og præcisering af reglerne, idet der ikke vil være situationer, hvor det er en betingelse for at kunne
erhverve en landbrugsejendom, at der skal ske frasalg af lodder, som ligger for langt væk.
Hvis en landbrugsejendom alene omfatter vedvarende græsarealer, fredskovsarealer og arealer helt uden produktionsmæssig værdi skal
afstanden fra beboelsesbygningen til den nærmeste lod af den erhvervede ejendom være mindre end 10 km (luftlinie), uanset
kategorien af de enkelte lodder.
Med den ovenfor omtalte regel vil der som udgangspunkt være en enkelt afstand, der er afgørende for, om en landbrugsejendom (i sin
helhed) kan erhverves.
En landmand kan således erhverve ejendomme, der ligger inden for en cirkel med en radius på 10 km fra den bolig, hvor han bor.
Hvis han derimod ønsker at erhverve en landbrugsejendom, der ligger uden for afstandsgrænsen på 10 km, f.eks. ved at flytte bopæl,
skal han efter forslaget afhænde de ejendomme, som ligger mere end 10 km fra den nye bopæl, hvilket svarer til de gældende regler.
Det gælder dog ikke for ejendomme, der erhverves ved arv eller familiehandel, jf. bemærkningerne til §§ 14-15.
Efter forslagets § 12, stk. 3, nr. 6, er det yderligere en betingelse, at erhververen ikke efter erhvervelsen vil være ejer eller
medejer af mere end 400 ha eller mere end 4 landbrugsejendomme (uden arealgrænse).
Forslaget indeholder en lempelse af den hidtil gældende regel om højst 3 landbrugsejendomme, jf. § 16, stk. 3, i den gældende lov.
Hertil kommer, at det i mange situationer ikke længere er nødvendigt at sammenlægge landbrugsejendomme for at overholde en
begrænsning på højst 4 ejendomme. En landmand kan således eje/ erhverve et betydeligt antal landbrugsejendomme, så længe han ikke
overskrider arealgrænsen på 400 ha.
Det foreslås i § 12, stk. 3, nr. 7, at grænsen for, hvornår reglerne om fortrinsstilling til suppleringsjord skal bringes i
anvendelse hæves fra 70 ha til 200 ha. Se tillige bemærkningerne til kapitel 15 om fortrinsstilling til suppleringsjord.
Det foreslås i § 12, stk. 4, at afstandsgrænsen på 10 km ikke skal gælde ved erhvervelse af væksthusgartnerier og planteskoler,
der drives med et erhvervsmæssigt sigte . Bestemmelsen gælder således ikke en planlagt produktionsudvidelse.Baggrunden for dette
forslag er de særlige forhold, der gælder for strukturudviklingen i gartnerierhvervet.
Svarende til reglerne i den gældende landbrugslovs § 13, stk. 7, foreslås det i § 12, stk. 5, at visse nærmere definerede arealer
(fradragsarealer) ikke skal medregnes i opgørelsen af de ovenfor nævnte arealgrænser ved erhvervelse og ved vurderingen af, om
reglerne om fortrinsstilling skal bringes i anvendelse.
Der kan således – som hidtil – ske fradrag af arealer, der på grund af deres naturtilstand (søarealer, strandbredder, klipper,
heder, moser mv.) er helt udyrkbare. Det foreslås endvidere, at alle fredskovspligtige arealer er fradragsarealer i modsætning til
de gældende regler, hvor det kun er de skovbevoksede arealer, der kan fradrages.
Det foreslås endvidere, at der fortsat skal være mulighed for at fradrage arealer, hvor der ikke må tilføres gødning. Det kan både
være arealer, hvor der ifølge lovgivningen ikke må tilføres gødning, og arealer, hvor der efter en 20-årig aftale (eller
længerevarende) med en offentlig myndighed eller med ejeren af et vandforsyningsanlæg ikke må tilføres gødning. Det er en
betingelse, at der skal være mindst 10 år tilbage af aftalens løbetid. Disse regler skal ikke alene ses som et middel til at opnå
målene i Vandmiljøplan II om at skabe våde enge, men det skal også ses som et incitament til at indgå frivillige aftaler for at
beskytte drikkevand mv.
Naturarealer, der kan geninddrages til dyrkning eller græsning, er derimod ikke fradragsarealer.
I § 13 foreslås det, at en bedrift, der ejes lovligt af samme ejer – herunder også en bedrift, som overstiger arealgrænsen på 400
ha eller omfatter mere end 4 ejendomme (uden arealgrænse) – skal kunne overdrages samlet til en erhverver, såfremt den pågældende
ikke i forvejen er ejer (eller medejer) af en landbrugsejendom.
Udtrykket lovlig adkomst indebærer, at ejendommen skal være erhvervet i overensstemmelse med reglerne i landbrugsloven, og at
erhvervelsesbetingelser, herunder bopælskravet, er opfyldt.
Forslaget giver således mulighed for at overdrage en samlet bedrift i sin helhed, uden at der skal ske opdeling af bedriften af
hensyn til f.eks. bestemmelser om fortrinsstilling til suppleringsjord, afstandsreglen på 10 km mv. Det gælder også, hvis
ejendommen f.eks. har været lovligt ejet af flere personer i sameje eller af et selskab. Bestemmelsen gælder derimod ikke
forpagtede jorder, der indgår i bedriften
Reglen skal i øvrigt ses i sammenhæng med reglerne om arv og familiehandel, jf. nedenfor.
B og C. Arv og familiehandel
Ved arv og familiehandel foreslås – som hidtil – erhvervelsesregler, der er mere lempelige end ved overdragelse af en
landbrugsejendom i fri handel.
Det foreslås, at der i princippet bør gælde de samme regler ved arv og ved overdragelse i levende live.
Reglen i § 14 om erhvervelse ved arv m.v. er en videreførelse af de eksisterende regler i den nugældende landbrugslovs § 17.
Bestemmelsen i § 14, stk. 1, omhandler overdragelse til ægtefælle, der alene er betinget af, at ejeren har haft lovlig adkomst på
ejendommen.
Fælles for erhvervelse ved arv og ved familiehandel gælder efter § 14, stk. 2, og § 15, stk. 1, - som hidtil - at erhververen
inden 2 år efter erhvervelsen skal opfylde kravet om fast bopæl på den erhvervede ejendom, og at overdrageren eller dennes
ægtefælle skal have haft lovlig adkomst på ejendommen i mindst 8 år.
Kravet om, at overdrageren skal have haft lovlig adkomst på ejendommen i mindst 8 år angår ejendommen i sin helhed, og det er en
forudsætning, at der er tale om en sammenhængende periode umiddelbart før erhvervelsen. Hvis ejendommen inden for de seneste 8 år
er blevet suppleret, har overdrageren eller dennes ægtefælle ikke haft lovlig adkomst på hele ejendommen, og erhvervelsen vil
derfor kræve dispensation efter § 17.
Ved familiehandel efter § 15 skal erhververen endvidere være fyldt 18 år.
Samtidig er kredsen af personer, der kan erhverve efter de lempeligere regler i familiehandel i § 15 udvidet til også at gælde
ejerens søskende, søskendebørn og svigerbørn samt en samlever. Udvidelsen af familiekredsen er bl.a. begrundet i, at der efter de
hidtil gældende regler normalt dispenseres ved overdragelse til søskende, søskendebørn, svigerforældre, svigerbørn og en samlever.
Reglen i § 14 om erhvervelse ved arv m.v. er en videreførelse af de eksisterende regler i den nugældende landbrugslovs § 17.
Bestemmelsen i § 14, stk. 1, omhandler overdragelse til ægtefælle, der alene er betinget af, at ejeren har haft lovlig adkomst på
ejendommen.
Fælles for erhvervelse ved arv og ved familiehandel gælder efter § 14, stk. 2, og § 15, stk. 1, - som hidtil - at erhververen
inden 2 år efter erhvervelsen skal opfylde kravet om fast bopæl på den erhvervede ejendom, og at overdrageren eller dennes
ægtefælle skal have haft lovlig adkomst på ejendommen i mindst 8 år.
Kravet om, at overdrageren skal have haft lovlig adkomst på ejendommen i mindst 8 år angår ejendommen i sin helhed, og det er en
forudsætning, at der er tale om en sammenhængende periode umiddelbart før erhvervelsen. Hvis ejendommen inden for de seneste 8 år
er blevet suppleret, har overdrageren eller dennes ægtefælle ikke haft lovlig adkomst på hele ejendommen, og erhvervelsen vil
derfor kræve dispensation efter § 17.
Ved familiehandel efter § 15 skal erhververen endvidere være fyldt 18 år.
Samtidig er kredsen af personer, der kan erhverve efter de lempeligere regler i familiehandel i § 15 udvidet til også at gælde
ejerens søskende, søskendebørn og svigerbørn samt en samlever. Udvidelsen af familiekredsen er bl.a. begrundet i, at der efter de
hidtil gældende regler normalt dispenseres ved overdragelse til søskende, søskendebørn, svigerforældre, svigerbørn og en samlever.
I § 16 foreslås, at der fortsat bør være adgang til anpartserhvervelse / sameje af en landbrugsejendom, både inden for familien og
uden for familien. Reglerne i § 16 er en delvis videreførelse af reglerne i § 18 a i den nugældende landbrugslov.
Det fremgår af § 16, stk. 1, at ægtefæller (som hidtil) kan erhverve adkomst på en anpart i en landbrugsejendom i landzone ved
hensidden i uskiftet bo, ved deling af fællesbo eller ved arv fra ægtefælle, idet det alene er en betingelse, at arveladeren/
overdrageren har haft lovlig adkomst på den pågældende anpart i ejendommen. Samlevende er ikke umiddelbart omfattet af denne
bestemmelse, men der vil kunne opnås dispensation, jf. herved § 17.
Forslagets § 16, stk. 2, er en videreførelse af reglerne i § 18a, stk. 1, i den nugældende landbrugslov, idet der dog er sket en
udvidelse af den kreds af familiepersoner, der omfattes af reglerne.
Det er således en betingelse,
– at ejerkredsen (bortset fra ved arv) udgøres af erhververen, dennes ægtefælle eller samlever samt erhververens søskende,
søskendebørn, svigerbørn, svigerforældre eller beslægtede i ret op- eller nedstigende linie (stk. 2, nr. 1), og
– at mindst en af anpartshaverne (ankermanden) ejer en anpart på 1/5 eller derover af ejendommen og opfylder betingelserne for
erhvervelse af ejendommen (fri handel, arv eller familiehandel, stk. 2, nr. 2).
Ved erhvervelse af en anpart i fri handel er det endvidere en betingelse, at erhververen (dvs. alle medejere) ikke efter
erhvervelsen vil blive ejer eller medejer af mere end 400 ha eller mere end 4 landbrugsejendomme (uden arealgrænse).
De foreslåede regler er bl.a. begrundet i, at der efter de hidtil gældende regler normalt dispenseres for anpartsoverdragelse til
svigerbørn, svigerforældre og søskendebørn.
Reglerne om fortrinsstilling til suppleringsjord skal således – som hidtil – bringes i anvendelse, hvis ankermanden ved køb af
suppleringsjord eller erhvervelse af yderligere ejendomme udover ejendom nr. 1 (i fri handel) vil blive ejer eller medejer af mere
end 200 ha, jf. § 16, stk. 2, nr. 2, der bl.a. henviser til betingelserne i § 12, stk. 3.
Det foreslås i § 16, stk. 3, at to eller flere personer sammen kan erhverve adkomst på en landbrugsejendom, hvis mindst en af
anpartshaverne ejer en anpart på 1/5 eller derover af ejendommen og opfylder lovens erhvervelsesbetingelser (den såkaldte
ankermand), herunder også reglerne om fortrinsstilling. Det er endvidere en betingelse, at de øvrige medejere enten tager fast
bopæl på ejendommen eller på en anden ejendom inden for en afstand på 10 km, og at samtlige medejere opfylder betingelsen om ikke
at være ejer af mere end 400 ha eller 4 ejendomme, jf. lovens § 12, stk. 3, nr. 6.
Bestemmelsen i § 16, stk. 3, omhandler erhvervelse af anparter i fri handel, dvs. ikke ved arv eller familiehandel. Bopælskravet
kan opfyldes på den erhvervede landbrugsejendom eller på en anden landbrugsejendom, som den pågældende f.eks. er ejer eller
medejer af (eventuelt på en ægtefælles eller samlevers landbrugsejendom). Bopælskravet kan også opfyldes på en ejendom uden
landbrugspligt inden for afstandsgrænsen på 10 km.
Kravet om, at ankermanden skal opfylde lovens erhvervelsesregler, skal opfyldes ved enhver erhvervelse af en anpart. Bopælskravet
skal – som hidtil – opfyldes i mindst 8 år fra det tidspunkt, hvor ankermanden har erhvervet ejendommen eller sin anpart i
ejendommen.
Det forhold, at flere personer i fællesskab kan erhverve en landbrugsejendom giver ikke i sig selv ret til at opføre flere boliger
på ejendommen.
Hvis ankermanden ved køb af suppleringsjord eller erhvervelse af en landbrugsejendom udover ejendom nr. 1 vil blive ejer eller
medejer af mere end 200 ha, skal reglerne om fortrinsstilling til suppleringsjord bringes i anvendelse, jf. § 16, stk. 3, nr. 1,
der bl.a. henviser til § 12, stk. 3.
Bestemmelsen i § 16, stk. 3, kan bl.a. anvendes af andelsbrug og bofællesskaber, jf. § 18 a, stk. 2, i den gældende landbrugslov.
Det er dog ikke længere en betingelse, at de pågældende ikke i forvejen er ejer eller medejer af en landbrugsejendom.
Bestemmelsen kan således også anvendes i situationer, hvor erhververne f.eks. i forvejen hver for sig ejer en landbrugsejendom.
Deltagerne i et driftsfællesskab (landbrugsfællesskab), der f.eks. kan omfatte far og søn eller to eller flere landmænd, der ikke
er i familie, og som hver for sig ejer en eller flere landbrugsejendomme i personlig eje, kan dermed erhverve yderligere
landbrugsejendomme i fællesskab (anpartseje). Det er bl.a. en betingelse, at de enkelte deltagere i landbrugsfællesskabet ikke vil
blive ejer eller medejer af mere end 400 ha eller mere end 4 landbrugsejendomme (uden arealgrænse), jf. dog bemærkningerne til
forslagets § 17 om dispensation.
Ved arealgrænserne i § 16 ses bort fra fradragsarealer, jf. herved § 12, stk. 5.
Efter bestemmelserne i § 17 kan der meddeles dispensation til, at personer kan erhverve adkomst på en landbrugsejendom, selv om de
ikke opfylder de betingelser, der er fastsat i §§ 12-16.
Som nævnt i de almindelige bemærkninger, afsnit 5, skal landbrugsloven kunne rumme mange hensyn, såvel af overordnet betydning for
strukturudviklingen som af personlig individuel karakter. Hertil kommer, at der også skal kunne tages hensyn til regionale
forskelle mv. De overordnede formål for loven fremgår af § 1, jf. bemærkningerne hertil.
Reglerne om de strukturmæssige forhold, herunder afstandsgrænser og begrænsninger med hensyn til areal eller antal ejendomme,
tager sigte på at påvirke strukturudviklingen. De foreslåede grænser giver således et råderum for den enkelte landmand til
bedriftsudvidelse mv.
Reglerne, der angår de personlige erhvervelsesbetingelser, herunder bopælskrav og uddannelseskrav mv., indeholder derimod
elementer, hvor der i højere grad er behov for at kunne dispensere fra de generelle betingelser, jf. bemærkningerne nedenfor til §
17, stk. 1-7.
Efter bestemmelsen i § 17, stk. 1, kan der dispenseres fra bestemmelserne i §§ 12-16, når særlige forhold taler for det. Det
gælder navnlig i en række situationer, der omtales i § 17, stk. 2-7, og som uddybes nærmere nedenfor.
Herudover indeholder § 17, stk. 1, adgang til at dispensere fra erhvervelsesbestemmelserne i §§ 12-16 i en række andre
situationer, der omtales nærmere efter gennemgangen af bestemmelserne i stk. 2-7.
Efter bestemmelsen i § 17, stk. 2, kan der dispenseres fra bopælskravet i særlige situationer. Der henvises endvidere til
bemærkningerne til § 12 vedrørende bopælskravet.
Der kan således – som hidtil – dispenseres fra bopælskravet i § 12 i situationer, hvor erhververen af hensyn til istandsættelse af
boligen eller for at gennemføre en jordbrugsuddannelse er midlertidigt forhindret i at opfylde bopælskravet. En sådan dispensation
indebærer, at der meddeles en udsættelse med hensyn til opfyldelse af bopælskravet, idet bopælspligten forudsættes opfyldt i
mindst 8 år, når den midlertidige dispensation er udløbet.
Der kan endvidere dispenseres, hvis der inden udløbet af den 8-årige periode, hvor bopælspligten gælder, indtræder særlige
forhold, der midlertidigt hindrer bopælspligtens opfyldelse. Afkortning af 8 års perioden kan dog kun tillades i ganske særlige
situationer, f.eks. ved sygdom eller lignende.
Der kan også dispenseres fra bopælskravet ved arv og familiehandel, jf. §§ 14 og 15, hvis erhververen på grund af uddannelse,
herunder også uddannelser, der ikke tager sigte på landbrug, er forhindret i at opfylde bopælskravet. Der er også her tale om en
tidsbegrænset udsættelse af bopælspligten.
Der kan desuden dispenseres fra bopælskravet i forbindelse med arv og familiehandel, når ejendommen i længere tid har været i
slægtens eje og ønskes overdraget til en slægtning. Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af bestemmelsen i den gældende
lovs § 17, stk. 3, og § 17a, stk. 2, idet der dog samtidig er foreslået en lempelse af reglerne.
Der stilles således ikke længere krav om, at ejendommen i sin helhed bortforpagtes eller drives ved bestyrer, og det er heller
ikke længere en forudsætning, at der normalt ikke kan dispenseres fra bopælspligten for et længere tidsrum end 15 år.
Det foreslås, at der som udgangspunkt kan forventes en tidsubegrænset dispensation fra bopælspligten, når ejendommen har været i
slægtens eje i mindst 3 generationer eller mindst 75 år. Overdragelse til en slægtning omfatter overdragelse til legale arvinger
efter arveloven. Det gælder f.eks. overdragelse i lige op- eller nedstigende linie samt overdragelse til overdragerens forældres
søskende og til overdragerens søskende og søskendebørn. Dette betyder, at der også ved en senere overdragelse til en slægtning vil
være grundlag for at kunne få en tilsvarende dispensation.
Bopælspligten kan endvidere fraviges, når erhvervelsen omfattes af bestemmelserne i § 17, stk. 7, jf. nedenfor.
Efter bestemmelsen i § 17, stk. 3, kan der – som hidtil – dispenseres fra kravet om jordbrugsuddannelse i §§ 12 og 13 (fri handel)
i særlige tilfælde, hvor erhververen på grundlag af tidligere beskæftigelse eller anden uddannelse må antages at være kvalificeret
til at forestå driften af den ejendom, der ønskes erhvervet. Der lægges således både vægt på erhververens kvalifikationer og på
ejendommens størrelse og karakter. Der kan f.eks. også dispenseres, når erhververen har en udenlandsk uddannelse, der ikke fuldt
ud opfylder de krav, der i medfør af § 12, stk. 2, fastsættes til en jordbrugsuddannelse.
Der kan navnlig dispenseres fra uddannelseskravet, når erhververen er under jordbrugsuddannelse og har gennemført en væsentlig del
af denne. Det er en forudsætning, at erhververen forpligter sig til at opfylde de øvrige erhvervelsesbetingelser, herunder
bopælskravet, når uddannelsen er afsluttet.
Den foreslåede bestemmelse i § 17, stk. 4 , om dispensation fra uddannelseskravet er en videreførelse af den såkaldte
bestyrerregel. Der skal – som hidtil – kunne dispenseres fra uddannelseskravet, hvis det godtgøres, at ejendommen eller bedriften
er af en sådan størrelse og beskaffenhed, at den kan give fuld beskæftigelse til mindst 2 personer, og erhververen forpligter sig
til i en periode af mindst 4 år at have ansat en bestyrer, der har gennemført en jordbrugsuddannelse, f.eks. ved grønt bevis.
Erhververen kan således ikke bortforpagte ejendommen eller dens jorder i de 4 år, hvor der skal være ansat en bestyrer.
Det foreslås, at bestyrerreglen også kan finde anvendelse ved erhvervelse af en bedrift bestående af flere landbrugsejendomme. Det
er fortsat en forudsætning, at både erhververen og bestyreren skal have fast bopæl på ejendommen/ bedriften, jf. reglerne i § 8,
stk. 3, og at erhververen skal deltage aktivt i bedriften og føre fuldt driftsregnskab i hele perioden.
Bestyrerreglen kan normalt ikke anvendes mellem ægtefæller og samlevende personer, der hver for sig erhverver en eller flere
landbrugsejendomme, hvor erhververen skal opfylde lovens uddannelseskrav.
Bestemmelsen i § 17, stk. 5, giver adgang til, at der kan dispenseres fra afstandsgrænsen på 10 km i § 12, stk. 3, nr. 4, i
situationer, hvor erhververen, f.eks. ved arv eller familiehandel, har erhvervet landbrugsejendomme, der ligger mere end 10 km fra
hinanden. Der vil – som hidtil – normalt kunne forventes dispensation, hvis den erhvervede ejendom ligger inden for 10 km fra
beboelsesbygningen på den landbrugsejendom, hvor erhververen i forvejen har fast bopæl og hvorfra bopælskravet forudsættes
opfyldt. Der vil således ikke i en sådan situation blive stillet krav om, at en eller flere af de i forvejen lovligt erhvervede
ejendomme skal afhændes af hensyn til 10-km reglen.
Bestemmelsen i § 17, stk. 6 , har sammenhæng med § 13, hvorefter en person, der ikke i forvejen er ejer eller medejer af en
landbrugsejendom, kan erhverve adkomst på en landbrugsbedrift bestående af flere landbrugsejendomme, uanset begrænsningerne om
indbyrdes afstand, højst 400 ha eller højst 4 landbrugsejendomme, og uanset reglerne om fortrinsstilling til suppleringsjord.
Bestemmelsen i § 17, stk. 6, giver således adgang til at dispensere til, at en sådan overdragelse af en bedrift kan ske ved, at
ejendommene overdrages i etaper, evt. i anparter, jf. § 16, over en årrække i forbindelse med et planlagt generationsskifte.
Udtrykket generationsskifte skal her forstås i bred forstand, idet bestemmelsen i § 13 ikke er begrænset til arv eller
familiehandel. Det vil dog normalt være en betingelse, at erhververen ikke erhverver anden landbrugsejendom i den periode, hvor
overdragelsen finder sted (bortset fra arv), og at generationsskiftet gennemføres i sin helhed i løbet af 10 år.
Bestemmelserne i § 17, stk. 7, er en videreførelse af de hidtil gældende regler i landbrugslovens § 18, stk. 4. Der kan – som
hidtil – dispenseres fra de personlige erhvervelsesbetingelser (herunder bopælskrav og uddannelseskrav) i en række situationer,
hvor der er tale om erhvervelse af en landbrugsejendom, der ikke eller kun i mindre omfang er begrundet i en jordbrugsmæssig
udnyttelse af ejendommen. Der kan således dispenseres, når erhvervelsen sker med henblik på
– bebyggelse mv. , jf. § 6, stk. 1, nr. 1 og 2,
– anden ikke-jordbrugsmæssig anvendelse som f.eks. råstofindvinding, golfbane, rideskole mv.
– videnskabelige, undervisningsmæssige, almene sociale, sundhedsmæssige eller almene rekreative formål, eller
– etablering af vådområder, naturgenopretning eller lignende, herunder også erhvervelse af erstatningsjord i forbindelse med
sådanne projekter.
Bestemmelserne i § 17, stk. 2-7, indeholder ikke en udtømmende beskrivelse af adgangen til at dispensere fra
erhvervelsesbetingelserne i lovens §§ 12-16, og bestemmelsen i § 17, stk. 1, indeholder derfor – som nævnt ovenfor – adgang til
også at dispensere fra erhvervelsesbestemmelserne i §§ 12-16 i en række andre situationer.
Der kan således i særlige tilfælde være grundlag for at dispensere (uden tidsbegrænsning) fra bopælskravet på f.eks. en mindre ø,
hvor det på grund af beliggenhedsforholdene er fysisk umuligt at opfylde bopælspligten en stor del af året.
Bopælspligten skal – som hidtil – også kunne udsættes ved arv og familiehandel, så forældrene (eller den længstlevende af disse)
kan blive boende på ejendommen, så længe de ønsker det.
Der kan endvidere i særlige situationer dispenseres fra bopælskravet, når erhververen har fast bopæl på en anden ejendom. Det
gælder således, når erhververen er forpagter eller bestyrer på en landbrugsejendom, hvor den pågældende har pligt til at bo af
hensyn til driften af denne ejendom. Der kan også dispenseres i særlige situationer, hvor erhververen har fast bopæl på en
skovejendom uden landbrugspligt, f.eks. i forbindelse med et ejerskifte, hvor skovejendommen hidtil har været drevet sammen med
den erhvervede landbrugsejendom (normalt inden for en luftlinieafstand på 10 km), eller hvor skovejendommen hører med til
landbrugsbedriften.
Bopælspligten efter landbrugsloven bør principielt ikke kunne udgøre en barriere for varetagelsen af offentlige hverv som minister
eller som medlem af folketinget eller Europaparlamentet, der forudsætter, at den pågældende kun i begrænset omfang kan have fast
ophold på ejendommen. Der kan derfor forventes dispensation fra bopælspligten i disse situationer.
Der kan også dispenseres fra bopælskravet, hvis der er tale om en erhverver af en landbrugsejendom, der vil have den pågældende
ejendom som sin eneste faste bopæl, men som på grund af andet erhverv mv. er forhindret i at bo på ejendommen hele året. Det
gælder f.eks., hvis der er tale om en person, der er udrejst en stor del af året (handelsrejsende, sømand eller lignende), og hvor
den pågældende eller dennes familie (ægtefælle og børn) ikke har nogen anden bolig.
Der kan også nævnes andre særlige tilfælde, hvor der normalt kan forventes dispensation:
Der kan meddeles dispensation fra bestemmelserne i § 12 til, at en jordbruger, der f.eks. ejer en eller flere landbrugsejendomme
på Sjælland, flytter til en anden landsdel og erhverver en eller flere landbrugsejendomme, såfremt den pågældende inden en frist,
normalt 1 år, afhænder de i forvejen ejede landbrugsejendomme (den såkaldte flytteregel) og i øvrigt opfylder betingelserne for
erhvervelse af den eller de pågældende ejendomme.
Med hensyn til forholdene omkring den dansk-tyske grænse, hvor bedrifter kan omfatte jorder på begge sider af grænsen, bemærkes,
at bopælskravet kan opfyldes fra en landbrugsbrugsejendom i Tyskland inden for en afstand på 10 km, jf. afstandsgrænsen ved
erhvervelse af landbrugsejendomme i fri handel.
Der skal – som hidtil – kunne dispenseres fra kravet om selv at drive ejendommen i forbindelse med en dispensation fra
uddannelseskravet, eller når særlige forhold, herunder ejendommens størrelse og karakter, taler for det.
Der kan også normalt dispenseres fra bestemmelserne i § 16 ved overdragelse af en anpart i en landbrugsejendom til en person, der
i forvejen ejer en anpart i ejendommen (partsprincippet). Det gælder dog ikke, hvis en fravigelse af reglerne vil kunne
tilsidesætte sigtet med bopælskravet eller reglerne om fortrinsstilling til suppleringsjord.
I forbindelse med erhvervelse ved arv eller ved familiehandel kan der desuden dispenseres fra kravet om 8 års ejertid, hvis der
f.eks. er tale om erhvervelse af en ejendom, som inden for 8-års perioden er suppleret med et areal, eller hvis der er tale om
uforudsete hændelser som f.eks. sygdom eller pludselig dødsfald. Der kan også dispenseres i andre situationer, hvor særlige
forhold kan tale for en afkortning af 8 års-reglen, herunder situationer, hvor der inden for de seneste år er sket supplering af
ejendommen.
Som nævnt ovenfor kan der kun i begrænset omfang dispenseres fra strukturreglerne. Der kan dog forekomme situationer, f.eks. en
landbrugsejendom, der ligger yderst på en odde, hvor der kan være grundlag for at fravige afstandsgrænsen på 10 km for at give
mulighed for en bedriftsudvidelse.
Der vil kunne meddeles dispensation fra begrænsningen på 400 ha eller 4 ejendomme i forbindelse med mageskifte/jordfordeling, hvor
der afgives og modtages nogenlunde lige store arealer. Der vil desuden kunne dispenseres fra de nævnte grænser, hvis der er tale
om erhvervelse af erstatningsjord i forbindelse med afgivelse af jord til vådområdeprojekter eller til drikkevandsbeskyttelse, jf.
§ 17, stk. 7, nr. 4.
Ved landbrugsfællesskaber kan der – jf. herved bemærkningerne til § 16, stk. 2 og 3 – være behov for at dispensere fra
bestemmelsen om, at de enkelte deltagere i landbrugsfællesskabet ikke må blive ejer eller medejer af mere end 400 ha eller mere
end 4 landbrugsejendomme (uden arealgrænse).
Der vil derfor – analogt med de hidtil gældende regler for landbrugsfællesskaber – kunne dispenseres fra de nævnte begrænsninger
svarende til, hvad deltagerne hver for sig ville kunne erhverve efter reglerne i lovens §§ 12-16. Det er en betingelse, at de
øvrige erhvervelsesregler, herunder reglerne om fortrinsstilling, er opfyldt, og at der er tale om et reelt samarbejde.
Ved afgørelsen af, om der efter § 17, stk. 1, kan dispenseres fra lovens erhvervelsesregler, når særlige forhold taler for det,
skal der iøvrigt lægges vægt på, at der skal være et rimeligt forhold mellem afgørelsen og formålet med lovens regler
(proportionalitetsprincippet).
Til kapitel 8
Supplerende bestemmelser vedrørende erhvervelse af landbrugsejendomme
Bestemmelserne om medejerskab af landbrugsejendomme er ændret væsentligt på to punkter i forhold til reglerne om medejerskab i §
18 a, stk. 5, i den gældende landbrugslov, nemlig for så vidt angår ægtefæller og ejerskab i en holdingkonstruktion.
Det foreslås som en hovedregel i § 18, stk. 1, at en person, der alene eller sammen med sine børn under 18 år ejer en anpart på
1/5 eller derover af en landbrugsejendom, anses for at være medejer af den pågældende landbrugsejendom. Efter forslaget skal en
ægtefælle således ikke længere betragtes som medejer af sin ægtefælles landbrugsejendom, medmindre de ejer ejendommen i sameje
(dvs. begge står som ejere i tingbogen).
Med denne ændring vil en ægtefælle kunne erhverve en landbrugsejendom, uden at der ved erhvervelsesbetingelserne (højst 400 ha
eller højst 4 landbrugsejendomme) skal medregnes landbrugsejendomme, som den anden ægtefælle er ejer af. En ægtefælle vil således
blive ligestillet med en samlever i relation til lovens erhvervelsesregler. Bopælspligten vil kunne opfyldes på ægtefællens
landbrugsejendom.
Børn under 18 år, der ejer eller er medejer af en landbrugsejendom, bør derimod fortsat medregnes under en af forældrenes
ejendomsbesiddelser.
Det foreslås i § 18, stk. 2, at en person også anses for at være medejer af en landbrugsejendom, hvis vedkommende alene eller
sammen med sine børn under 18 år ejer 1/5 eller derover af kapitalen i et selskab, der ejer en landbrugsejendom. Hvis der er tale
om et landmandsselskab efter lovens § 20, anses landmanden i selskabet (der har flertallet af stemmerne i selskabet) også som
medejer af ejendommen, selv om han f.eks. kun ejer 10 pct. af selskabskapitalen.
På baggrund af, at der i § 20, stk. 3, foreslås mulighed for at anvende en holdingkonstruktion, foreslås endvidere i § 18, stk. 3,
en udvidelse af begrebet medejer, således at personer, der ejer aktier eller anparter i et selskab, der ejer aktier eller anparter
i et selskab, der ejer en landbrugsejendom, betragtes som medejere af ejendommen.
Ved holdingkonstruktioner kan det være vanskeligt at afgøre, om en person er medejer af en landbrugsejendom efter den normale
definition på medejerskab. Der foreslås derfor i § 18, stk. 3, en regel om, at en person, der ejer aktier eller anparter i et
selskab, der indgår i en sådan holdingkonstruktion, uanset mængden af aktier eller anparter altid skal betragtes som medejer af
ejendommen, hvis selskabet ejer 1/5 eller derover af kapitalen i det selskab, der ejer ejendommen.
Hvis der i bestående selskaber, der har erhvervet en landbrugsejendom før landbrugsloven af 1999, kan indgå flere selskaber i
ejerkæden, skal personer, der ejer aktier eller anparter i sådanne selskaber, også omfattes af medejerbegrebet, jf. § 18, stk. 4.
Med disse regler vil det være forholdsvis enkelt at konstatere, om en person, der indgår i en holdingkonstruktion, skal betragtes
som medejer af en landbrugsejendom.
I § 18, stk. 5, er det præciseret, at en person også anses for medejer af en landbrugsejendom, hvis vedkommendes børn alene ejer
en anpart, som nævnt i stk. 1, eller ejer aktier eller anparter, som nævnt i stk. 2-4.
Reglerne i § 19 er en uændret videreførelse af de hidtidige regler i landbrugslovens § 17 b, som blev indført i 1967.
Bestemmelserne havde til hensigt at beskytte bestående forventninger, som var baseret på den hidtidige retstilstand, især hos en
række større jordbesiddere, om frit at kunne overdrage landbrugsejendomme inden for familien.
Notering om frikøbte ejendomme fremgår af tingbogen. Notering om familieejendomme fremgår af såvel matriklen som tingbogen.
Bestemmelserne giver en lempelse i relation til reglerne om antal ejendomme ved erhvervelse af yderligere landbrugsejendomme i
lovforslagets § 12, stk. 3. Denne lempelse gælder også de øvrige bestemmelser, hvor der er en antalsbegrænsning med henvisning til
§ 12, stk. 3.
Det bemærkes, at de hidtidige regler i landbrugslovens § 19 om selvejerbønders testationsret ikke er medtaget i lovforslaget, da
dette er reguleret af reglerne i § 79 i arveloven.
Til kapitel 9
Selskabers erhvervelse af landbrugsejendomme i landzone
De foreslåede regler i § 20 er i princippet en videreførelse af reglerne i den hidtidige landbrugslovs § 20.
Da landbrugsloven sigter mod at bevare selvejet som altovervejende besiddelses- og driftsform, stilles der inden for rammerne af
selskabskonstruktionen helt specifikke krav til overholdelse af landbrugslovens grundlæggende principper, og især kravene om
selveje, bopælspligt og uddannelse skal overholdes, selvom en landbrugsejendom ejes i selskabsform og altså af en juridisk person.
Hovedreglen for selskabers erhvervelse af landbrugsejendomme fremgår af § 20, stk. 1, hvor det præciseres, at der skal være en
person, ”landmanden i selskabet”, der ejer aktier eller anparter, der repræsenterer flertallet af stemmerne i selskabet og som
udgør mindst 10 pct. af selskabskapitalen, dvs. A-kapital. Landmanden i selskabet skal enten ved selskabets erhvervelse af
ejendommen være lovlig ejer af ejendommen eller opfylde betingelserne for personlig at kunne erhverve ejendommen.
Det foreslås desuden, at kravene til A-kapitalen i det selskab, der står som ejer af landbrugsejendommen, bevares som hidtil,
således at den fortsat skal ejes af én person, nemlig landmanden i selskabet, jf. dog nedenfor om holdingselskaber. Den må således
ikke ejes af to eller flere personer i fællesskab.
I forhold til de hidtil gældende regler for selskabers erhvervelse af landbrugsejendomme foreslås der en udvidelse af den
personkreds, som umiddelbart kan være ejere af den kapital, der ikke ejes af ”landmanden i selskabet”, normalt B-kapital. I de
gældende regler fremgår det direkte af lovteksten, at kun ægtefælle, søskende og børn kan være investorer. I forslaget lægges der
op til, at også svigerbørn, svigerforældre og søskendebørn, der efter nugældende praksis normalt ville kunne få dispensation,
umiddelbart kan være investorer. Samlevende personer sidestilles med familie, hvis samlivet har bestået i mindst 2 år, eller de
samlevende har fælles børn.
Muligheden for, at aktier eller anparter ejes af pensionskasser eller livsforsikringsselskaber, fastholdes uændret. Baggrunden for
denne regel er, at sådanne institutionelle investorer investerer langsigtet og derfor ikke vil udøve indflydelse på den daglige
drift.
Reglerne om selskabers erhvervelse af landbrugsejendomme omfatter også udenlandske aktie- og anpartsselskaber med vedtægtsmæssigt
hjemsted i andre lande inden for Det Europæiske Fællesskab (EU) eller lande, der har tiltrådt aftalen om Det Europæiske Økonomiske
Samarbejdsområde (EØS). Det er – som hidtil – en forudsætning, at selskaberne er registreret med en filial i Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen. Dette gælder også for de nye SE-selskaber, som ligeledes skal være registreret med en filial i Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen, hvis selskabet ikke har sit vedtægtsmæssige hjemsted i Danmark.
Ingen af de personer, der ejer kapital i selskabet, må blive ejer eller medejer af mere end 400 ha eller mere end 4
landbrugsejendomme, jf. § 18, hvor medejerbegrebet er defineret, og forslagets § 20, stk. 1, nr. 3. Der ses bort fra
fradragsarealer efter lovens § 12, stk. 5.
Der foreslås en lempelse i § 20, stk. 2, således at ”gamle” selskaber, dvs. selskaber, der har erhvervet landbrugsejendomme efter
reglerne i landbrugsloven fra henholdsvis 1989 og 1994, får mulighed for at følge med i strukturudviklingen. Dette skal ske ved,
at erhvervelse af suppleringsjord og supplerende ejendomme er tilladt, hvis blot selskabet opfylder de daværende betingelser i
lovens § 20 på tidspunktet for ejendommens erhvervelse. Hermed fanges de selskaber, der er etableret på et mere liberalt
lovgrundlag, ikke af de strammere regler ved køb af suppleringsjord ved lovændringen i 1999.
Landmanden skal dog opfylde de skærpede krav til landmanden i selskabet, der blev fastsat i forbindelse med lovændringen i 1994 og
1999, jf. § 20 i lov om landbrugsejendomme som affattet i hhv. lovbekendtgørelse nr. 504 af 17. juli 1989 og lovbekendtgørelse nr.
769 af 24. august 1994. Det er endvidere en betingelse, at de personer, der ejer kapital i selskabet, eventuelt i en
selskabskonstruktion, jf. § 18, ikke vil være ejer eller medejer af mere end 400 ha eller mere end 4 landbrugsejendomme.
De ”gamle” selskaber kan således erhverve yderligere landbrugsejendomme og supplere ejede ejendomme uden tilladelse, hvis de
nævnte betingelser er opfyldt, jf. bestemmelserne i forslagets § 29, stk. 1, nr. 3.
Det foreslås som noget nyt i § 20, stk. 3, at landmanden kan eje sin kapital i selskabsform gennem et holdingselskab, der fuldt ud
ejes af landmanden i selskabet. Det er landmanden i selskabet, der har den bestemmende indflydelse, og det er ham, som skal
opfylde de personlige erhvervelsesbetingelser. Landbrugslovens princip om, at det er fysiske personer, der skal være garant for,
at kravene overholdes, synes dermed tilgodeset, samtidig med at gennemsigtighed i selskabskonstruktionen er sikret.
Det foreslås ligeledes, at de øvrige investorer, der kan eje op til 90 procent af kapitalen i det selskab, der ejer en
landbrugsejendom – ligeledes i en holdingkonstruktion – helt eller delvist kan ejes af et eller flere selskaber, der kun må ejes
af den personkreds, der er afgrænset i § 20, stk. 1, nr. 2. Det skal således kunne kontrolleres, at kapitalen kun ejes af
personer, der er i familie med landmanden i selskabet, eller som har opnået dispensation fra familiekredsen. Det betyder, at det
behov, der er for gennemsigtighed i selskabskonstruktionen er tilgodeset, og at bl.a. investorkredsens medejerskab til andre
ejendomme kan kontrolleres.
Der kan således accepteres en selskabskonstruktion, hvori der indgår flere selskaber, der ejer kapital i det selskab, der ejer en
landbrugsejendom. Der tillades kun aktie- eller anpartsselskaber, hvis vedtægter ikke må stride mod reglerne i loven, og der
tillades ikke flere led af selskaber i ejerkæden.
Med hensyn til spørgsmålet om medejerskab henvises til bestemmelserne i § 18, stk. 3 og 4.
Det foreslås i § 20, stk. 4, at for aktieselskaber skal alle aktier noteres på navn, hvorved der sikres en større gennemskuelighed
i selskabskonstruktionen. Anparter i anpartsselskaber skal være noteret på navn efter reglerne i anpartsselskabsloven.
Det fremgår af § 20, stk. 5, at selskabets vedtægter og aftaler mellem selskabets deltagere, herunder aftaler med andre selskaber,
ikke må begrænse landmandens beføjelser. Baggrunden for denne bestemmelse er, at landmanden skal kunne varetage den daglige drift
og være i stand til at træffe beslutninger om den landbrugsmæssige drift.
Det præciseres i § 20, stk. 6, at selskabet skal afhænde ejendommen, hvis selskabet ikke opfylder betingelserne i stk. 1 og 2, jf.
stk. 3. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis der ikke er en landmand, der har flertallet af stemmerne, og som opfylder de
personlige erhvervelsesbetingelser.
Det præciseres i § 20, stk. 7, at en landbrugsejendom, der ejes af et § 20-selskab, og en landbrugsejendom, der ejes personligt af
landmanden i selskabet, betragtes som en landbrugsbedrift i relation til landbrugslovens regler, uanset at de ejes af to
forskellige juridiske personer, jf. definitionen af en landbrugsbedrift i § 2, stk. 3. Bestemmelsen har baggrund i den nære
sammenhæng mellem § 20-selskaber og det personlige selveje.
Efter forslagets § 20, stk. 8, kan ministeren som hidtil fastsætte nærmere regler for udøvelse af landbrug i selskabsform. Det er
hensigten at udarbejde en særlig bekendtgørelse herom, der i princippet svarer til den gældende bekendtgørelse om de nuværende §
20-selskaber.
Efter forslagets § 20, stk. 9, kan ministeren desuden fastsætte regler om oplysnings- og indberetningspligt for disse
landmandsselskaber, f.eks. om indberetning, når landmanden i selskabet skiftes ud, og der indtræder en ny landmand i selskabet.
Efter forslagets § 20, stk. 10, kan der dispenseres fra bestemmelserne om de øvrige investorer i stk. 1, nr. 2, og fra
bestemmelserne i stk. 1, nr. 3, om areal eller antalsbegrænsningen, når særlige forhold taler for det.
Der foreslås alene en snæver dispensationsadgang således, at nærtknyttede medarbejdere – f.eks. som led i et generationsskifte –
kan komme i betragtning efter en konkret vurdering. Det bør derimod ikke længere være muligt at give dispensation til, at flere
medarbejdere på bedriften erhverver aktier eller anparter i ejendommen med henblik på at få del i driftsudbyttet
(medarbejderaktier).
Der kan derimod ikke dispenseres fra bestemmelsen i stk. 1, nr. 1, om, at landmanden i selskabet skal eje aktier eller anparter,
der repræsenterer flertallet af stemmerne og mindst udgør 10 pct. af selskabskapitalen. Der kan dog være tale om dispensation fra
de erhvervelsesbetingelser, som landmanden i selskabet skal opfylde. Dispensation fra de personlige erhvervelsesbetingelser vil
kunne ske efter de retningslinier for dispensation, som findes i § 17 samt bemærkningerne hertil. En sådan dispensation omfattes
således ikke af § 20, stk. 10.
Som nævnt i de almindelige bemærkninger, afsnit 5, skal Fødevareministeriet – som hidtil – varetage administrationen vedrørende
landmandsselskaber, idet jordbrugskommissionerne dog skal træffe afgørelse om, hvorvidt landmanden i selskabet opfylder
betingelserne for personlig erhvervelse af ejendommen.
Bestemmelsen i § 21 er en opsamlingsbestemmelse, der omfatter alle juridiske personers erhvervelse af landbrugsejendomme, der ikke
er omfattet af bestemmelserne i § 20 og §§ 22-24. Bestemmelsen omhandler således alle former for selskaber, herunder aktie- og
anpartsselskaber, kommanditselskaber, andelsselskaber samt foreninger eller andre sammenslutninger og fællesskaber mv.
Bestemmelsen i § 21, nr. 1, er en videreførelse af gældende regler, hvorefter der kan forventes tilladelse, når erhvervelsen sker
med henblik på jordens anvendelse til forsøgs-, forsknings- eller forædlingsvirksomhed.
Der skal dog være mere lempelige regler for erhvervelse af væksthusgartnerier og planteskoler, idet der i forslagets § 21, nr. 2,
åbnes adgang til anvendelse af holdingselskaber. Dette gælder dog kun for væksthusgartnerier og planteskoler, der drives med et
erhvervsmæssigt sigte. Bestemmelsen gælder således ikke en planlagt produktionsudvidelse. Hvis erhvervelsen omfatter jorder, der
ikke anvendes til gartneri mv., kan der – som hidtil – stilles krav om, at sådanne jorder afhændes til sammenlægning eller
samdrift med en bestående landbrugsejendom. Mindre væksthusgartnerier/planteskoler, som blot indgår som et mindre led i den
jordbrugsmæssige drift af ejendommen, kan eventuelt anvende holdingselskaber efter reglerne i forslagets § 20. Lovforslaget giver
også mulighed for at ophæve landbrugspligten på væksthusgartnerier og planteskoler, jf. forslagets § 7, stk. 5.
De hidtil meget detaljerede regler for dispensation til væksthusgartnerier og planteskoler bliver erstattet af mere generelle
regler. Dette skal ses i sammenhæng med de øvrige lempelser for væksthusgartnerier og planteskoler med hensyn til ophævelse af
landbrugspligt, jf. § 7, stk. 5, og afstandsgrænsen ved erhvervelse, jf. § 12, stk. 4.
Der kan således forventes tilladelse til, at et aktie- eller anpartsselskab erhverver indtil 4 landbrugsejendomme til anvendelse
til væksthusgartneri eller planteskole, hvis
– selskabet har en ansvarlig leder af bedriften, der opfylder lovens erhvervelsesbetingelser, herunder bopælskravet, idet denne
dog ikke behøver at være medejer af selskabet, og
– de enkelte deltagerne i selskabet ikke vil være medejer af mere end 4 landbrugsejendomme.
Der stilles ikke yderligere krav til de fysiske personer, der kan deltage i selskabet. De pågældende personer kan deltage i
selskabet med et eller flere selskaber, der fuldt ud ejes af de pågældende, navngivne personer, der deltager i selskabet.
Der kan således – ligesom for landmandsselskaber efter forslagets § 20 – accepteres en selskabskonstruktion (holdingkonstruktion),
hvori der indgår flere selskaber, der ejer kapital i det selskab, der ejer en landbrugsejendom. Holdingkonstruktionen er således
ikke længere begrænset til kun at finde anvendelse i forbindelse med generationsskifte.
Det er en forudsætning, at selskabets vedtægter samt eventuelle senere ændringer af disse ikke er i strid med lovens regler, og at
der ikke indgår flere led af selskaber i ejerkæden.
Efter forslaget § 21, nr. 3, kan der meddeles tilladelse, hvis erhververen er et selskab, hvis deltagere opfylder betingelserne
for personlig erhvervelse i § 16, stk. 2 eller 3, herunder såvel situationer, der omfatter en familiekreds, andelsbrug og
bofællesskaber som landbrugsfællesskaber, jf. bemærkningerne til § 16.
Der vil som hidtil kunne meddeles tilladelse efter § 21, nr. 4, til et selskabs erhvervelse af en landbrugsejendom med henblik på
anvendelse til et ikke-jordbrugsmæssigt formål, f.eks. bymæssige formål eller råstofindvinding eller formål af almen
samfundsmæssig karakter.
Der bør også fortsat være mulighed for, at en elforsyningsvirksomhed erhverver en landbrugsejendom med henblik på etablering af en
vindmøllepark mv.
Det foreslås endvidere, at de nuværende bestemmelser om, at et kommanditselskab i visse situationer kan erhverve
landbrugsejendomme, ikke skal være gældende fremover.
Til kapitel 10
Offentlige myndigheders og fondes mv. erhvervelse af landbrugsejendomme eller dele af landbrugsejendomme
I § 22 foreslås bestemmelser om offentlige myndigheders mulighed for at kunne erhverve landbrugsejendomme eller dele af
landbrugsejendomme
I § 22, stk. 1, præciseres, at en offentlig dansk myndighed kan erhverve adkomst på en landbrugsejendom uden tilladelse efter
landbrugsloven. Det gælder såvel landbrugsejendomme i byzone og sommerhusområder som landbrugsejendomme i landzone. Der er tale om
en præcisering, som hidtil kun er fremgået ved en modsætningsslutning af bestemmelsen i § 20, stk. 1, i den gældende landbrugslov.
Ved en offentlig myndighed forstås i denne sammenhæng stat, amt eller kommune.
Det præciseres samtidig, at offentlige myndigheder også kan erhverve dele af landbrugsejendomme i samme omfang, som de kan
erhverve hele landbrugsejendomme. Erhvervelse af en del af en ejendom forudsætter dog, at der gennemføres udstykning eller
lignende. I princippet er der ikke forskel på, om det erhvervede areal er over eller under 2 ha, idet erhvervelsen er omfattet af
det samme regelsæt.
Offentlige myndigheders erhvervelse af dele af landbrugsejendomme kan ske uden tilladelse, jf. herved bestemmelsen i § 6, stk. 1,
nr. 4, om offentlige myndigheders erhvervelse af arealer under 2 ha uden landbrugspligt. Hvis en offentlig myndighed erhverver
arealer på 2 ha eller derover, oprettes arealet som en selvstændig landbrugsejendom uden bygninger, jf. bestemmelsen i § 10, stk.
4, om oprettelse af nye selvstændige landbrugsejendomme uden bygninger.
Som noget nyt foreslås, at reglen om, at en offentlig dansk myndighed kan erhverve adkomst på en landbrugsejendom uden tilladelse
efter loven, også skal gælde for kommunale fællesskaber. Det gælder dog kun de fællesskaber, som bygger på aftaler om samarbejde
mellem kommuner i medfør af § 60 i lov om kommunernes styrelse, og som derfor i høj grad kan sidestilles med en offentlig
myndighed.
Aktie- eller anpartsselskaber, hvor kommunale myndigheder indskyder kapital, kan kun erhverve en landbrugsejendom med tilladelse
efter lovens § 21, idet afgørelsen af, om der kan meddeles tilladelse, må bero på en konkret vurdering af formålet med
erhvervelsen i den enkelte sag.
I § 22, stk. 2, foreslås en særregel om, at Folkekirkens erhvervelse af adkomst på landbrugsejendomme kræver tilladelse fra
kirkeministeren. Bestemmelsen er en videreførelse af § 21, stk. 3, i den gældende landbrugslov, og den tager bl.a. sigte på, at
kirkeministeren kan have kontrol med menighedsrådenes erhvervelse af landbrugsejendomme.
Det præciseres i § 22, stk. 3, at en udenlandsk offentlig myndighed - som hidtil - kan få tilladelse til at erhverve en
landbrugsejendom, hvis særlige forhold taler for det.
I § 23 foreslås bestemmelser om, at ejere af almene vandforsyningsanlæg får mulighed for at kunne erhverve landbrugsejendomme i
landzone.
Forslaget må dog ses i sammenhæng med, at beskyttelse af drikkevand også kan sikres ved aftaler, der bl.a. kan indeholde
dyrkningsbegrænsninger og forbud mod tilførsel af gødning, jf. bemærkningerne til forslagets § 7, stk. 4, og som således ikke
forudsætter erhvervelse af landbrugsjorder.
I § 23, stk. 1, foreslås, at ejeren af et alment vandforsyningsanlæg (offentligt eller privat) uden tilladelse kan erhverve
adkomst på en landbrugsejendom i landzone med henblik på beskyttelse af drikkevand, hvis det erhvervede areal i sin helhed ligger
inden for et område, der i regionplanen er udpeget som et indsatsområde, og der ifølge indsatsplanlægningen er behov for en særlig
indsats til beskyttelse af drikkevand efter reglerne i lov om vandforsyning. Hvis disse betingelser er opfyldt, vil erhvervelsen
kunne ske uden tilladelse.
Ejere af vandforsyningsanlæg kan også erhverve dele af landbrugsejendomme i samme omfang, som de kan erhverve hele
landbrugsejendomme. Erhvervelse af en del af en ejendom forudsætter dog, at der gennemføres udstykning eller lignende. I
princippet er der ikke forskel på, om det erhvervede areal er over eller under 2 ha, idet erhvervelsen er omfattet af det samme
regelsæt.
Hvis ejeren af et vandforsyningsanlæg ønsker at erhverve en del af en landbrugsejendom, kan dette kun ske med tilladelse, jf.
herved bestemmelsen i § 7, stk. 4, om ejere af et vandforsyningsanlægs erhvervelse af arealer under 2 ha uden landbrugspligt. Hvis
ejeren af et vandforsyningsanlæg erhverver arealer på 2 ha eller derover, oprettes arealet som en selvstændig landbrugsejendom
uden bygninger, jf. bestemmelsen i § 10, stk. 4. En tilladelse kan betinges af særlige vilkår for erhvervelsen, som bl.a. kan
omfatte forpligtelser, der tager sigte på opfyldelse af formålet med erhvervelsen, jf. § 7, stk. 4.
Hvis ejeren af et vandforsyningsanlæg ønsker at erhverve en landbrugsejendom, hvor kun en del af jorderne ligger inden for et
indsatsområde, vil der normalt blive stillet krav om, at de øvrige jorder afhændes til sammenlægning med en anden
landbrugsejendom.
Det er en betingelse for, at ejeren af et vandforsyningsanlæg kan bevare adkomst på en erhvervet landbrugsejendom, at der fortsat
er behov for ejendommen for at beskytte drikkevandet. Hvis der ikke er det, f.eks. fordi en boring bliver nedlagt, skal ejeren
efter bestemmelsen i § 23, stk. 2, afhænde ejendommen inden 6 måneder i overensstemmelse med lovens regler.
I § 23, stk. 3, er der en hjemmel til at fravige bestemmelserne i stk. 1 og 2 om vandforsyningsanlægs erhvervelse af
landbrugspligtige jorder til beskyttelse af drikkevand. Denne hjemmel kan f.eks. anvendes, hvis ejeren af et vandforsyningsanlæg
ønsker at erhverve en hel landbrugsejendom, hvor dele af ejendommen ikke ligger inden for et indsatsområde, men hvor
arronderingsmæssige forhold mv. gør det naturligt at beholde de pågældende arealer under ejendommen. Der kan også være tale om, at
ejeren af et vandforsyningsanlæg kan opnå tilladelse til at bevare adkomst på en landbrugsejendom, selvom betingelserne i stk. 3
ikke er fuldt opfyldt.
Når indsatsområderne udpeges i en vandplan, jf. forslag til lov om miljømål mv. for vandforekomster og internationale
naturbeskyttelsesområder, er det denne vandplan, som i stedet for udpegning i regionplanen danner grundlag for administrationen af
§ 23, jf. § 23, stk. 3.
Efter vandforsyningslovens § 13 d, stk. 4, kan ejeren af et alment vandforsyningsanlæg ikke erhverve ejendomme med henblik på
gennemførelse af en indsatsplan efter lovens § 13 eller 13 a. Derfor foreslås samtidig en ændring af vandforsyningsloven,
hvorefter ejere af almene vandforsyningsanlæg skal have adgang til at erhverve og bevare adkomst på en landbrugsejendom, jf.
forslagets § 56.
I § 24 foreslås bestemmelser, hvorefter en fond, der har til formål at støtte almennyttige naturbeskyttelsesformål, kan erhverve
landbrugsjorder til naturformål, herunder gennemførelse af naturgenopretningsprojekter mv.
I § 24, stk. 1, foreslås, at ministeren kan meddele tilladelse til, at en fond, der har til formål at støtte almennyttige
naturbeskyttelsesformål, kan erhverve adkomst på en landbrugsejendom til naturformål.
En fond kan endvidere få tilladelse til at erhverve en del af en landbrugsejendom. Hvis en fond skal erhverve en del af en
landbrugsejendom, kan dette ske efter de samme retningslinier, som gælder for fondes erhvervelse af hele landbrugsejendomme. jf.
herved bestemmelsen i § 7, stk. 3, om fondes erhvervelse af arealer under 2 ha uden landbrugspligt. Hvis en fond erhverver arealer
på 2 ha eller derover, oprettes arealet som en selvstændig landbrugsejendom uden bygninger, jf. bestemmelsen i § 10, stk. 4. En
tilladelse kan betinges på samme måde ved erhvervelse af hele landbrugsejendomme.
Hvis der oprettes bygningsløse landbrugsejendomme, pålægges disse deklaration om, at der ikke uden særlig tilladelse må opføres
nye bygninger på ejendommen, jf. § 10, stk. 2.
I § 24, stk. 2, foreslås en hjemmel for ministeren til at fastsætte bestemmelser om, at en fond kan opnå forhåndsgodkendelse til
at erhverve adkomst på landbrugsejendomme eller dele af landbrugsejendomme, regler om at en forhåndsgodkendelse kan tilbagekaldes,
samt regler om sådanne fondes oplysningspligt mv.
Det vil bl.a. være en betingelse for at opnå en forhåndsgodkendelse til erhvervelse af landbrugsjorder til naturformål mv., at det
ved fondens formålsbestemmelser og vedtægter mv. dokumenteres, at fonden har til formål at støtte almennyttige
naturbeskyttelsesformål, og at der er fuld åbenhed om fondens formål, ledelse, regnskab og aktiviteter mv., der som minimum
opfylder kravene i lov om erhvervsdrivende fonde.
Det forudsættes, at administrationen af regler om forhåndsgodkendelse ikke skal ligge hos de lokale jordbrugskommissioner, men at
administrationen skal henlægges i Fødevareministeriet. Behandlingen af konkrete ansøgninger om erhvervelse skal derimod ske hos
jordbrugskommissionerne.
Adgangen til forhåndsgodkendelse af en fond skal medvirke til, at fonden kan disponere hurtigt i erhvervelsessituationer, idet der
efter en forhåndsgodkendelse alene skal tages stilling til den konkrete erhvervelse. Det er tanken at udarbejde et idekatalog, der
skal medvirke til at lokalisere naturprojekter inden for de ovenfor nævnte områder.
De nævnte betingelser om forhåndsgodkendelse af en fond betyder:
at fondens vedtægter skal indeholde bestemmelser om, at fonden har til formål at støtte almennyttige naturbeskyttelsesformål.
Dette skal ikke være til hinder for, at fonden også har andre formålsbestemmelser af almennyttig karakter,
at der skal være fuld offentlighed om fondens formål, ledelse, regnskab og aktiviteter mv. som minimum på samme måde som det efter
lov om erhvervsdrivende fonde gælder for erhvervsdrivende fonde (stiftelser),
at fonden skal oplyse om
– fondens navn og adresse, herunder evt. binavn
– fondens regnskabsperioder
– størrelsen af fondens grundkapital
– fulde navn, stilling og bopæl for bestyrelsesmedlemmer, direktører, revisorer og eventuelle suppleanter,
at fonden skal fremsende
– kopi af gældende vedtægter, samt af dokumenter som vedtægten henviser til, hvis hovedindholdet ikke er gengivet i fondens
vedtægter
– dokumentation for, at kapitalen, som skal være på mindst 300.000 kr., er indbetalt, herunder redegørelse fra bestyrelsen og
vurderingsberetning, hvis kapitalen ikke er indbetalt kontant (apportindskud)
– det retlige grundlag for fondens godkendelse
– andre oplysninger, som jordlovsmyndigheden måtte finde nødvendige for at behandle forhåndsgodkendelsen,
at fonden skal aflægge årsregnskab for sine aktiviteter i henhold til årsregnskabsloven, og
at fonden ved ændringer af vedtægter mv. skal fremsende oplysning om
– fondens navn og adresse, herunder eventuelt binavn
– fondens regnskabsperioder
– størrelsen af fondens grundkapital
– fulde navn, stilling og bopæl for bestyrelsesmedlemmer, direktører, revisorer og eventuelle suppleanter
– referat af det bestyrelsesmøde, hvor beslutningen om ændring blev truffet
– de ændrede vedtægter, herunder redegørelse fra bestyrelsen
– eventuelt øvrigt materiale afhængig af den konkrete vurdering.
Regnskabet mm. vil efter fremsendelsen til Fødevareministeriet som hovedregel være tilgængeligt for offentligheden (aktindsigt).
Hvis en fond ikke overholder disse betingelser og/eller andre betingelser, som konkret måtte være aftalt, kan forhåndsgodkendelsen
tilbagekaldes. Der kan i så fald blive tale om, at fonden meddeles påbud om at afhænde landbrugsejendomme, der er erhvervet på et
ugyldigt grundlag.
I § 24, stk. 3, foreslås en hjemmel for ministeren til at fastsætte bestemmelser om udpegning af områder, hvor fonde kan få
tilladelse til at erhverve adkomst på en landbrugsejendom eller en del af en landbrugsejendom.
Det foreslås, at det skal være en betingelse, at jorderne skal ligge inden for områder, der i en endelig vedtaget region- og
kommuneplan er udlagt til naturområder med særlige naturbeskyttelsesinteresser mv. Jorderne kan også ligge inden for følgende
arealkategorier, der ikke behøver at være optaget i region- og kommuneplanlægningen:
– § 3-områder efter naturbeskyttelsesloven,
– Natura 2000-områder,
– områder, hvor der er planer om gennemførelse af naturgenopretningsprojekter eller etablering af våde enge
(vådområde-projekter),
– arealer til successionsskov (selvgroet skov), og
– råstofgrave, der efterbehandles til naturformål.
Rammerne for fondes eventuelle køb af jorder inden for de kommende nationalparker må fastlægges nærmere, når principperne for
etablering og forvaltning af nationalparker er afklaret. For arealer under 2 ha, hvor landbrugspligten ophæves, er det ikke en
betingelse, at jorderne skal være udlagt til naturområde i region- og kommuneplaner, jf. bemærkningerne til § 7, stk. 3.
Forhåndsgodkendelse af en fond fritager således ikke fonden for, at der ved en konkret erhvervelse af landbrugsjord skal tages
stilling til selve erhvervelsen.
Efter forslagets § 24, stk. 4, skal en tilladelse normalt betinges af, at ejendommen pålægges forpligtelser, der tager sigte på
opfyldelse af formålet med erhvervelsen, samt vilkår om afhændelse efter reglerne i landbrugsloven, hvis betingelserne ikke
overholdes. Der kan også stilles vilkår om naturpleje og offentlig adgang mv. på baggrund af en vurdering af forholdene i den
enkelte situation, herunder eventuelle planer for gennemførelse af naturgenopretningsprojekt mv.
Det bemærkes endvidere, at efter sommerhuslovens § 8 forudsætter fondes erhvervelse af en ejendom, der ikke er til erhverv eller
helårsbeboelse, miljøministerens tilladelse. Fondes erhvervelse af arealer til naturformål vil derfor også kræve tilladelse fra
miljøministeren.
Bestemmelserne i § 25 er en uændret videreførelse af de hidtidige bestemmelser i landbrugslovens § 22.
Hensigten med bestemmelserne er at skabe mulighed for, at et selskab mv. kan afhænde landbrugsjord, selvom selskabets vedtægter,
fundats eller lignende indeholder et forbud mod salg af fast ejendom. Det kan f.eks. være ejendomme, som er arvet, men hvor det
pågældende selskab ikke opfylder betingelserne i landbrugsloven til at bevare adkomst på den pågældende landbrugsejendom.
Til kapitel 12
Samdrift og forpagtning
Det foreslås, at der – som hidtil – skal gælde mere lempelige regler ved forpagtning end ved erhvervelse af landbrugsejendomme,
idet der ved forpagtning ofte er tale om en mere midlertidig strukturtilpasning.
Det foreslås i § 26, stk. 1, at landbrugsejendomme, der lovligt ejes af samme ejer, skal kunne drives sammen som en driftsenhed
(bedrift) uden begrænsninger med hensyn til areal, antal ejendomme og indbyrdes afstand. En landmand kan således umiddelbart kunne
drive alle de landbrugsejendomme, som vedkommende ejer, sammen. Det er dog en forudsætning, at landmanden bor på en
landbrugsejendom, jf. § 8, stk. 1.
Det foreslås desuden i stk. 1, at der kan ske samdrift, hvis bestemmelserne om forpagtning i §§ 27 og 28 er opfyldt, jf.
bemærkningerne hertil.
Det foreslås endvidere i § 26, stk. 2, at flere landmænd, der hver for sig lovligt ejer eller forpagter en eller flere
landbrugsejendomme, skal kunne aftale at drive deres bedrifter i fællesskab uden begrænsninger med hensyn til areal, antal
ejendomme og indbyrdes afstand. Den enkelte landmands bedrift skal kunne bestå af såvel ejede som forpagtede arealer.
Denne bestemmelse kan bl.a. anvendes i situationer, hvor en landmand ejer en eller flere landbrugsejendomme i personlig eje, og
hvor han har etableret et landmandsselskab, der efter § 20 ejer en eller flere landbrugsejendomme, jf. desuden § 20, stk. 7.
Reglen om, at flere landmænd skal have mulighed for at aftale at drive deres bedrifter sammen, betyder, at der ikke længere
stilles krav om, at en landbrugsejendom eller en landbrugsbedrift skal drives som en selvstændig bedrift, og at der ikke mere er
behov for at opretholde særlige regler for driftsfællesskaber. Det er en forudsætning, at der er tale om et reelt samarbejde
mellem deltagerne, og at der ikke er tale om, at en landmand forpagter de øvrige landmænds bedrifter. De enkelte landmænd, som
driver deres bedrifter i fællesskab, skal opfylde kravet om fast bopæl på de bedrifter, som de bringer med ind i fællesskabet.
De foreslåede bestemmelser i §§ 27 og 28 svarer i princippet til de gældende regler i landbrugslovens §§ 11 og 12.
Det foreslås i § 27, stk. 1, at forpagtning af en landbrugsejendom i dens helhed kun skal reguleres af en areal- eller
antalsbegrænsning, men derimod ikke af nogen afstandsgrænse. Forpagtning af hele landbrugsejendomme (til selvstændig drift eller
samdrift) skal således kunne ske, hvis det samdrevne areal ikke overstiger 500 ha eller antallet af ejendomme eller dele af
ejendomme, der samdrives, ikke overstiger 5 (ingen arealgrænse), dog således, at landmanden altid kan forpagte 2
landbrugsejendomme, udover hvad denne lovligt ejer. Der skal desuden fortsat skal være regler om, at forpagteren principielt skal
opfylde betingelserne for erhvervelse, herunder f.eks. kravet om fast bopæl og uddannelse. Det er endvidere en betingelse, at
aftalen højst indgås for 30 år.
Bestemmelsen i § 27, stk. 2, fastlægger, at også andre landbrugsejendomme, som forpagteren i forvejen er ejer eller medejer af,
eller som vedkommende forpagter, skal medregnes ved begrænsningen på enten 500 ha eller 5 ejendomme, uanset om der finder samdrift
sted.
Det præciseres i § 27, stk. 3, at reglerne om forpagtning af landbrugsejendomme også gælder for et fællesskab af personer, der
opfylder betingelserne i § 16, stk. 2 eller 3, eller et selskab, der opfylder betingelserne for erhvervelse af en landbrugsejendom
efter § 20. Det samme gælder selskaber, der har lovlig adkomst på en eller flere landbrugsejendomme med tilladelse efter § 21,
stk. 1, nr. 3. Begrænsningerne i § 27, stk. 1, nr. 4, skal således opfyldes af den juridiske person, der er forpagter.
Det præciseres endvidere i § 27, stk. 4, at der ved opgørelsen af arealet ikke medregnes fradragsarealer efter lovens § 12, stk.
5.
I forslagets § 27, stk. 5, foreslås en hjemmel for ministeren til at dispensere fra reglerne, når forholdene taler for det. Som
udgangspunkt kan der dispenseres efter de hidtil gældende retningslinier for dispensation fra forpagtningsreglerne. Vurderingen
af, om der kan gives dispensation, skal i princippet ske efter de samme retningslinier, som gælder for erhvervelse af
landbrugsejendomme i fri handel.
Der kan normalt ikke meddeles dispensation fra grænsen på 500 ha eller højst 5 ejendomme eller 2 ejendomme ud over det lovligt
ejede, medmindre der er behov for arealet for at skabe harmoni i bedriften mellem husdyrhold og jordtilliggende. Afgørelsen af, om
der er et sådant harmonibehov, sker på grundlag af bestemmelserne i husdyrgødningsbekendtgørelsen.
Det foreslås i § 28, stk. 1, at forpagtning af en del af landbrugsejendom kan ske uden tilladelse i en række situationer, hvoraf
den mest anvendte vil være forpagtning af jorder til samdrift med en anden landbrugsejendom.
Det foreslås , at der – ligesom ved erhvervelse og forpagtning af hele ejendomme – bør gælde et uddannelseskrav, hvis forpagteren
ved delforpagtninger samdriver mere end 30 ha. Efter de hidtil gældende regler har der ikke været stillet krav om en
jordbrugsuddannelse ved forpagtning af dele af landbrugsejendomme til samdrift.
Bestemmelsen vil omfatte et betydeligt antal delforpagtninger. Kontrollen bør – som hidtil – bygge på, at begge parter
(bortforpagter og forpagter) i forpagtningsaftalen afgiver erklæring om, at aftalen er gyldig uden tilladelse efter
landbrugsloven, eller at der er indhentet tilladelse efter landbrugsloven. Mundtlige aftaler og utinglyste aftaler omfattes dog
ikke ved en sådan kontrol.
Bortset fra den nye regel om uddannelseskrav ved delforpagtning er der principielt tale om en fortsættelse af de hidtil gældende
regler, hvor en lang række forpagtninger kan ske uden tilladelse.
Reglen i § 28, stk. 1, nr. 2 , om forpagtning af vedvarende græsarealer er dog ændret i forhold til de hidtidige regler, som kun
gjaldt for eng-, kær-, mose- og marskarealer. Ved vedvarende græsarealer forstås arealer, der i en årrække, normalt mere end 5 år,
har henligget med græs, og hvor der er udviklet en vegetation, der er karakteristisk for enge og overdrev. Det er en betingelse,
at arealerne reelt bruges til græsning, og at forpagteren bor inden for en luftlinieafstand fra arealet på 15 km.
Reglerne om forpagtning af vedvarende græsarealer og naturarealer skal også ses i sammenhæng med forliget om den fælles
landbrugspolitik med hensyn til pleje af vedvarende græsarealer.
Med den foreslåede regel i § 28, stk. 1, nr. 2, vil det være muligt for personer, der ikke ejer en landbrugsejendom, at forpagte
sådanne græsarealer til afgræsning og på den måde få gennemført den nødvendige pleje af arealerne. Det er – som tidligere nævnt –
kun personer, der er bosat inden for en luftlinieafstand på 15 km, der kan forpagte sådanne arealer til afgræsning.
Afstandsgrænsen på 15 km gælder ikke for ejeren af en landbrugsejendom, der ønsker at forpagte sådanne græsarealer, idet der ikke
gælder nogen afstandsgrænse for forpagtning til samdrift, jf. § 28, stk. 1, nr. 1.
Det vil også være muligt for organisationer, græsningslaug mv. at sætte dyr på græs på arealerne. Det forudsætter dog, at der ikke
er tale om en forpagtning, men alene græsningsret, dvs. en ret til at lade dyr afgræsse arealerne, hvor aftalen ikke udelukker
ejerens råden over de pågældende arealer.
I forslagets § 28, stk. 2, foreslås en hjemmel for ministeren til at dispensere fra reglerne, når særlige forhold taler for det.
Som udgangspunkt kan der som efter de gældende regler dispenseres efter de samme retningslinier, som gælder for dispensation til
forpagtning af hele landbrugsejendomme efter § 27, især til samdrift med en anden landbrugsejendom.
Der kan derimod normalt ikke forventes dispensation til leje af jorder med henblik på jordbrugsmæssig drift uden samdrift med
anden landbrugsejendom. Der kan normalt heller ikke forventes dispensation til leje af arealer til private rekreative formål.
Forslagets § 28, stk. 3, om opsigelse af lejemål vedrørende landbrugsejendommes beboelsesbygninger er en fortsættelse af den
hidtil gældende regel i landbrugslovens § 12, stk. 3. Forslaget skal sikre, at et lejeforhold vedrørende en landbrugsejendoms
beboelsesbygninger kan opsiges med 6 måneders varsel, når boligen ønskes anvendt til opfyldelse af bopælskravet eller som bolig
for personer, der beskæftiges i bedriften.
De særlige regler i den gældende lovs § 9, stk. 6, om, at der skal ske skriftlig indberetning af visse forpagtningsforhold,
foreslås ophævet.
Det foreslås i § 29, stk. 1, at der som hovedregel kan ske jordomlægninger mellem landbrugsejendomme, hvis
ejendommens areal efter sammenlægningen ikke overstiger 200 ha,
suppleringsjorden ligger inden for en luftlinieafstand på 2 km for dyrkningsjorder, 5 km for vedvarende græsarealer og 10 km
for fradragsarealer, jf. § 12, stk. 5. Afstanden regnes fra ejendommens beboelsesbygning og ved bygningsløse ejendomme fra
ejendommens hovedlod (den største lod), og
erhververen ved køb af suppleringsjord opfylder betingelserne for erhvervelse af den supplerede ejendom, jf. §§ 12, 16 og 20,
idet der dog ses bort fra afstandsgrænsen på 10 km.
Hvis disse betingelser er opfyldt, vil suppleringen kunne ske ved erklæring fra en praktiserende landinspektør, dvs. uden
tilladelse fra jordbrugskommissionen.
Forslaget i nr. 1 om en arealgrænse på 200 ha ved supplering skal imødekomme ønsket om at kunne etablere ejendomme af en
hensigtsmæssig størrelse. Denne grænse skal ses i sammenhæng med bestemmelsen i nr. 3 om, at erhververen ved køb af
suppleringsjord skal opfylde betingelserne for erhvervelse af den supplerede ejendom. Dette betyder, at ejeren af den supplerede
ejendom ikke ved køb af suppleringsjord må blive ejer eller medejer af mere end 400 ha (bortset fra fradragsarealer) eller højst 4
landbrugsejendomme (uden arealgrænse). Bestemmelsen i nr. 3 gælder ved køb af suppleringsjord, og bestemmelsen finder derfor ikke
anvendelse ved sammenlægning af landbrugsejendomme, som landmanden i forvejen er lovlig ejer af.
Hvis ejeren kun ejer 4 landbrugsejendomme, vil hver enkelt landbrugsejendom ved køb af suppleringsjord derfor kunne suppleres op
til 200 ha inden for afstandsgrænsen på 2 km, dvs. til i alt højst 800 ha. Hvis ejeren derimod ejer mere end 4 landbrugsejendomme,
vil de pågældende ejendomme kun kunne suppleres op, indtil ejeren vil blive ejer/medejer af højst 400 ha. Ejeren vil dog kunne
sammenlægge lovligt ejede landbrugsejendomme op til arealgrænsen på 200 ha og dermed i nogle situationer kunne reducere antallet
af ejede landbrugsejendomme under 4, således at han efterfølgende har mulighed for at erhverve yderligere en eller flere
landbrugsejendomme. Han vil således – i hvert fald teoretisk – kunne blive ejer af 4 landbrugsejendomme, der hver for sig vil
kunne suppleres op til 200 ha.
Da en ægtefælle ikke længere betragtes som medejer af sin ægtefælles landbrugsejendomme, jf. § 18, vil der også ved supplering af
landbrugsejendomme være tale om en lempelse af reglerne for, hvor store suppleringsarealer to ægtefæller tilsammen vil kunne
erhverve. Hvis begge ægtefæller f.eks. har det grønne bevis eller på anden måde opfylder uddannelseskravet, vil de hver for sig
kunne supplere deres ejendomme op til grænsen på 200 ha, dog ikke over 400 ha eller højst 4 ejendomme (uden arealgrænse).
Det foreslås i nr. 2, at der – som hidtil – skal gælde en afstandsgrænse på 2 km ved erhvervelse af dyrkningsjorder til
sammenlægning/supplering. For vedvarende græsarealer foreslås en afstandsgrænse på 5 km, og for fradragsarealer foreslås en
afstandsgrænse på 10 km.
Som noget nyt foreslås det, at afstanden skal regnes som luftlinieafstand fra boligen på den landbrugsejendom, der ønskes
suppleret, til det nærmeste punkt på de enkelte lodder, der ønskes tillagt ejendommen. Det er desuden præciseret, at afstanden ved
supplering af bygningsløse landbrugsejendomme skal regnes fra ejendommens hovedlod, hvilket normalt vil sige den største lod
(dyrkningsjord).
Indførelse af en luftlinieafstand ved supplering i stedet for en vejafstand vil betyde en stor forenkling. Der vil herefter ved
sammenlægning/arealoverførsel ikke mere indgå en vurdering af de trafikale forhold (trafik/ bymæssig bebyggelse) mellem
ejendommens beboelse og det areal, der tillægges ejendommen.
Det foreslås i § 29, stk. 2, at reglerne om fortrinsstilling til suppleringsjord, jf. §§ 31-33, skal finde anvendelse, når
erhververen efter suppleringen vil være ejer eller medejer af mere end 200 ha. Der vil således ikke være tale om fortrinsstilling,
når en ejendom suppleres med arealer, som vedkommende i forvejen er lovlig ejer af, uanset om arealgrænsen på 200 ha for
fortrinsstilling overskrides.
Det præciseres i § 29, stk. 3, at der ved de nævnte arealgrænser ikke skal medregnes fradragsarealer, jf. § 12, stk. 5.
Efter forslagets § 29, stk. 4, kan der dispenseres fra reglerne i stk. 1, når særlige forhold taler for det. Som anført i afsnit 5
i de almindelige bemærkninger tager reglerne om de strukturmæssige forhold, dvs. reglerne om afstand og areal mv., sigte på at
påvirke strukturudviklingen. De foreslåede grænser giver således et råderum for den enkelte landmand til bedriftsudvidelse mv.,
der medfører at der – i hvert fald i de første år efter lovens vedtagelse – ikke eller kun i meget begrænset omfang er grundlag
for at fravige erhvervelsesreglerne ved dispensation.
Ved supplering af en landbrugsejendom, der ejes af et landbrugsfællesskab efter lovens § 16, stk. 2 og 3, jf. § 17, stk. 7, kan
der dog dispenseres fra begrænsningen på højst 400 ha eller højst 4 landbrugsejendomme i § 29, stk. 1, nr. 3, efter de
retningslinier, der omtales under bemærkningerne til § 17, stk. 1.
Arealgrænsen på 200 ha og afstandsgrænserne på 2 km (for dyrkningsjorder), 5 km (for vedvarende græsarealer) og 10 km (for
fradragsarealer) kan – som hidtil – fraviges, når særlige forhold taler for det, jf. § 29, stk. 4.
Begrænsningerne i § 29, stk. 1, nr. 1-3, vil således kunne fraviges, når der er tale om jordomlægninger, f.eks. ved jordfordeling
eller mageskifte, hvor en landbrugsejendom afgiver og modtager arealer af nogenlunde samme størrelse og bonitet, eller når der
sker supplering med jorder, der erhverves som erstatningsjord i forbindelse med etablering af vådområder eller forbud mod
tilførsel af gødning med henblik på beskyttelse af drikkevand, jf. bemærkningerne til § 17.
For så vidt angår de personlige betingelser, som en erhverver skal opfylde, f.eks. reglerne om bopælskrav, uddannelse mv. vil der
kunne dispenseres efter de samme retningslinier, som gælder for erhvervelse af landbrugsejendomme i fri handel. Hvis der er tale
om supplering med meget små arealer, som ligger godt for supplering, vil dette også kunne tale for en dispensation fra de
personlige erhvervelsesbetingelser, herunder bopælskravet.
Forslagets § 29, stk. 5 , indeholder en hjemmel for ministeren til at fastsætte regler om, at sammenlægning kan ske i videre
omfang uden tilladelse end efter stk. 1. Denne hjemmel tænkes anvendt til situationer, hvor det ikke har været forudset, at
sammenlægning kan ske uden tilladelse.
Det foreslås i § 30, stk. 1, at når beboelsesbygningen fraskilles en landbrugsejendom, som herved får status som en bygningsløs
landbrugsejendom, jf. § 10, og det areal, der beholdes sammen med bygningerne, er på 2 ha eller derover, får denne ejendom status
som en ny selvstændig landbrugsejendom. Den oprindelige landbrugsejendom bliver således i denne situation opdelt i en bygningsløs
landbrugsejendom og en landbrugsejendom med bygninger.
Det foreslås i § 30, stk. 2, at der – udover de situationer, der er omfattet af stk. 1 – kan gives tilladelse til udstykning af en
landbrugsejendom med henblik på oprettelse af nye selvstændige landbrugsejendomme med bygninger.
En landbrugsejendom, der f.eks. har 2 sæt landbrugsbygninger, skal, som hidtil, kunne udstykkes i 2 selvstændige
landbrugsejendomme, som hver er på 2 ha eller derover.
Hvis en landbrugsejendom ønskes udstykket i 2 nye ejendomme, og der samtidig skal opføres bygninger til den ene ejendom, kan dette
normalt kun ske, hvis begge ejendomme har en sådan størrelse, at de giver mulighed for en væsentlig jordbrugsproduktion (normalt
mindst 30 ha). En stor landbrugsejendom (på f.eks. 400 ha) bør også kunne udstykkes, så der oprettes en ny landbrugsejendom med
adgang til at opføre nye bygninger. Udstykning til oprettelse af en ny landbrugsejendom med nye bygninger kan kræve tilladelse
efter planloven, og der vil f.eks. efter planloven kunne stilles betingelse med hensyn til placering af bygningerne mv.
Det foreslås i § 30, stk. 3, at der – som hidtil – skal være mulighed for, at tidligere nedlagte landbrugsejendomme og
fritliggende beboelsesejendomme kan suppleres og oprettes som nye selvstændige landbrugsejendomme. Beboelsesejendomme i byområder
kan derimod ikke oprettes som landbrugsejendomme.
Reglerne om oprettelse af landbrugsejendomme giver mulighed for at skabe små ejendomme, som er med til at fastholde livet på
landet. Det er en forudsætning, at ejendommen har et areal på mindst 2 ha, og at de arealer, som ejendommen suppleres med, normalt
grænser til bygningslodden.
Oprettelse af nye landbrugsejendomme kan ske uden undersøgelse af, om der er ejere af nærliggende landbrugsejendomme, der ønsker
at købe jorden.
Da landbrugsloven som udgangspunkt alene stiller krav om en beboelsesbygning, skal der ikke stilles krav om, at ejendommen, der
ønskes oprettet, skal være forsynet med passende driftsbygninger.
Bestemmelserne i § 30, stk. 1-3, betyder sammenholdt med bestemmelsen i § 10, at en landbrugsejendom uden beboelsesbygning som
udgangspunkt ikke kan deles i to eller flere bygningsløse landbrugsejendomme.
Det foreslås, at reglerne om fortrinsstilling i princippet bør opretholdes i den nye lov, men med visse ændringer og
liberaliseringer, som vil gøre reglerne enklere og lettere at administrere.
Som hovedregel foreslås i § 31, at landmænd, der er ejer eller medejer af landbrugsejendomme med et samlet areal på under 70 ha,
skal kunne gøre fortrinsstilling gældende til suppleringsjord inden for arealgrænsen på 70 ha (bortset fra fradragsarealer), forud
for landmænd, der er eller vil blive ejer/ medejer af mere end 200 ha (bortset fra fradragsarealer).
Reglerne om fortrinsstilling skal gælde både ved erhvervelse af yderligere landbrugsejendomme og ved erhvervelse af jord til
supplering, og de kan – som hidtil – kun gøres gældende overfor jorder, der søges erhvervet.
Den foreslåede grænse på 200 ha – mod hidtil 70 ha – for fortrinsstilling skal ses i lyset af strukturudviklingen. Der er således
behov for, at en landmand kan erhverve væsentligt mere end 70 ha, før der indtræder en eventuel fortrinsstilling for ejere af
nærliggende landbrugsejendomme. Med en grænse på 200 ha vil der være plads til en fornuftig strukturudvikling, hvor der kan
opbygges økonomisk bæredygtige bedrifter uden at skulle afgive jord til ejere af nærliggende landbrug efter regler om
fortrinsstilling til suppleringsjord.
Det foreslås samtidig, at der ikke mere skal gælde særlige regler for bedrifter med harmonibehov og specialproduktion, da sådanne
særregler gør reglerne om fortrinsstilling mere uigennemskuelige og administrativt vanskelige at håndtere. Det vil således alene
være arealet af de ejede ejendomme (ekskl. fradragsarealer), der er afgørende for, om der kan være tale om fortrinsstilling.
Efter de gældende regler er der ikke tale om fortrinsstilling ved erhvervelse af en ejendom nr. 2 med bygninger, uanset at det
samlede areal af de to ejendomme overstiger grænsen på 70 ha. I disse situationer er der tinglyst en deklaration om, at reglerne
om fortrinsstilling finder anvendelse, hvis ejendommen eller dens jorder sammenlægges med en anden ejendom, som ejeren ejer, eller
hvis ejendommens bygninger fraskilles. Dette kaldes ”hvilende fortrinsstilling”.
Det foreslås, at de hidtil gældende regler om hvilende fortrinsstilling ikke skal medtages i den nye lov. En ejer af en
landbrugsejendom, hvor der er tinglyst deklaration om hvilende fortrinsstilling, vil herefter kunne få deklarationen ophævet, hvis
ejendommen efter de nye regler ville kunne erhverves uden fortrinsstilling. Endvidere vil frastykning af bygningerne fra en
landbrugsejendom med hvilende fortrinsstilling ikke føre til, at reglerne om fortrinsstilling træder i kraft, idet der med
forslaget åbnes op for, at der kan etableres bygningsløse ejendomme, når blot ejendommene ejes sammen med en landbrugsejendom med
beboelsesbygning, jf. §§ 9 og 10.
Hvis ejeren ønsker deklarationen ophævet på ejendommen, uden at der har været tale om undersøgelse af, om der er naboer, der
ønsker fortrinsstilling, er der ikke nogen naboer, hvis ønsker bliver tilsidesat. Det bemærkes endvidere, at Vestre Landsret i en
dom af 28. juni 2002 har afgjort, at en ansøger om fortrinsstilling, der havde indgivet stævning med påstand om erstatning for et
påstået tab ved ikke at have fået fortrinsstilling, ikke havde nogen køberet eller forkøbsret til suppleringsjord, og at der
derfor ikke kunne være tale om noget indtægtstab hos ansøgeren om fortrinsstilling.
På baggrund af den foreslåede ændring af medejerbegrebet, jf. § 18, hvorefter en ægtefælle ikke længere betragtes som medejer af
sin ægtefælles landbrugsejendomme, vil ægtefæller, som begge opfylder uddannelseskravet, hver især kunne erhverve suppleringsjord
op til den foreslåede grænse på 200 ha, uden at naboer vil kunne gøre fortrinsstilling gældende. Tilsvarende vil ægtefæller også
hver især kunne gøre fortrinsstilling gældende op til grænsen på 70 ha.
Reglerne om fortrinsstilling til suppleringsjord skal ikke bringes i anvendelse i en række situationer, der omtales nærmere under
§ 33.
Det præciseres i § 31, stk. 3, at der ved arealgrænserne ikke skal medregnes fradragsarealer, jf. § 12, stk. 5.
I § 32, stk. 1, foreslås en række krav med hensyn til beliggenhed, areal mv., der skal være opfyldt, for at der kan gøres
fortrinsstilling gældende.
Det foreslås i nr. 1, at der som hidtil skal gælde, at den, der ønsker at gøre fortrinsstilling gældende, ikke vil blive ejer
eller medejer af mere end 70 ha (bortset fra fradragsarealer).
Det foreslås i nr. 2, at der kun kan gøres fortrinsstilling gældende til supplering af en landbrugsejendom, der er forsynet med en
beboelsesbygning. Baggrunden herfor er, at det kun bør være landbrugsejendomme, der fremover vil kunne drives som en selvstændig
enhed med bygninger, der skal kunne suppleres på baggrund af reglerne om fortrinsstilling.
Det foreslås i nr. 3, at suppleringsjorden skal ligge inden for en afstand på 2 km (luftlinie) fra beboelsesbygningen på den
landbrugsejendom, der ønskes suppleret. Luftlinieafstanden skal regnes til det nærmeste punkt på den lod, der ønskes
fortrinsstilling til.
Det foreslås i nr. 4, at suppleringsjorden umiddelbart skal kunne sammenlægges med ejendommen uden dispensation efter reglerne i §
29, stk. 4. Afgørelse af, om der kan gøres fortrinsstilling gældende, skal således ikke bero på skønsmæssige kriterier.
I § 32, stk. 2, foreslås en række krav, som den person, der ønsker fortrinsstilling til suppleringsjord, skal opfylde for at kunne
gøre fortrinsstilling gældende. Samtidig præciseres det, at betingelserne skal være opfyldt på det tidspunkt, hvor den primære
erhverver har indgået aftale om køb af en landbrugsejendom eller jord til supplering. Hvis der ikke er indgået aftale om køb af
suppleringsjord, er det forholdene på ansøgningstidspunktet, der er afgørende.
Det foreslås i nr. 1, at den, der gør fortrinsstilling gældende, skal bo på den ejendom, der ønskes suppleret, eller på en anden
landbrugsejendom, han ejer, og selv drive sin ejendom/ejendomme på det tidspunkt, hvor fortrinsstillingen gøres gældende. Det er
således kun aktive landmænd, der kan komme i betragtning til fortrinsstilling til suppleringsjord.
Det foreslås i nr. 2, at lovens krav til jordbrugsuddannelse, jf. § 12, stk. 2, nr. 1, altid skal være opfyldt.
Det foreslås i nr. 3, at den, der gør fortrinsstilling gældende, skal være villig til at betale sædvanlig handelspris for arealet.
Det præciseres, at denne pris normalt vil svare til den pris, som erhververen eller ansøgeren har givet eller skal give. Hvis der
er uenighed om prisen, fastlægger jordbrugskommissionen – som hidtil – den pris, der skal være afgørende for en fortrinsstilling.
Hvis der er tale om en samlet pris for jord og bygninger, fastlægges prisen som den sædvanlige handelspris i området for jord af
tilsvarende karakter.
Det foreslås i nr. 4, at den, der gør fortrinsstilling gældende, skal eje en landbrugsejendom/bedrift på over 30 ha (bortset fra
fradragsarealer), eller som har et arbejdsbehov på 900 timer årligt vurderet på grundlag af produktionens sammensætning
(standardnormtimer). Det er således kun landmænd, der driver et landbrug af en vis størrelse, der kan komme i betragtning til
suppleringsjord. I arbejdsbehovet kan således ikke medregnes arbejdstimer, der anvendes ved tilforpagtede jorder mv.
Med de foreslåede krav stilles der således generelt større krav end hidtil til de naboer, der ønsker at gøre fortrinsstilling
gældende.
Det præciseres i § 32, stk. 3, at der ved arealgrænserne ikke skal medregnes fradragsarealer, jf. § 12, stk. 5.
Det foreslås i § 32, stk. 4, at ministeren kan fastsætte nærmere regler om administrationen af reglerne om fortrinsstilling.
Der kan bl.a. fastsættes regler om, at der skal ske annoncering efter ønsker om fortrinsstilling i overensstemmelse med de
nuværende regler om fortrinsstilling.
Der kan også, ligesom ved administrationen af de gældende regler om fortrinsstilling, fastsættes regler om, at en landmand, der
ønsker fortrinsstilling, skal udfylde en særlig erklæring herom, samt om, at der skal gælde visse frister, så sager om
fortrinsstilling ikke trækker i langdrag. Der kan også fastsættes bestemmelser om, at reglerne om fortrinsstilling ikke skal
bringes i anvendelse, når reglerne alene vil angå ubetydelige arealer.
Det foreslås i § 33, stk. 1 , at reglerne om fortrinsstilling– som hidtil – ikke skal gælde i situationer, hvor en
landbrugsejendom er under den størrelse, hvor kravet om egen jord for ejendomme med husdyrhold (arealkravet) ikke er opfyldt, jf.
reglerne om husdyrhold og arealkrav i medfør af den gældende lovs § 7, stk. 5. Det gælder også situationer, hvor fraskillelse af
jord vil nedbringe ejendommen under denne størrelse, jf. reglerne i § 18, stk. 9, i den gældende lov.
Det foreslås i § 33, stk. 2 , at bestemmelserne om fortrinsstilling til suppleringsjord – som hidtil – ikke finder anvendelse ved
jordomlægninger, der sker i forbindelse med afståelse af jord til offentlige anlæg mv., når der er tale om jordomlægninger, som
gennemføres ved jordfordeling efter reglerne i lov om jordfordeling mellem landejendomme eller ved ekspropriation.
Reglerne om fortrinsstilling gælder – som hidtil – heller ikke ved jordfordeling og ved køb af erstatningsarealer i forbindelse
med våde enge og drikkevandsbeskyttelse, jf. § 33, stk. 2 og 3.
Den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 3, svarer til den hidtidige praksis, der fremgår af § 44, stk. 5, nr. 2, i det gældende
landbrugslovscirkulære (cirkulære nr. 26 af 22. februar 2000).
Bestemmelserne om fortrinsstilling til suppleringsjord finder i øvrigt ikke anvendelse i forbindelse med, at offentlige
myndigheder, ejere af vandforsyningsanlæg og fonde erhverver landbrugsejendomme eller dele af landbrugsejendomme efter reglerne i
§ 7 og §§ 22-24.
De foreslåede bestemmelser i § 34 er en delvis videreførelse af bestemmelserne i §§ 30 og 30a i den gældende landbrugslov.
Med henblik på at styrke varetagelsen af natur- og miljøhensyn foreslås jordbrugskommissionerne udvidet med to medlemmer.
Ved den foreslåede ændring vil jordbrugskommissionen blive på 5 medlemmer, heraf 1 formand, som er jurist, 2 medlemmer, der skal
varetage de jordbrugsmæssige interesser og 2 medlemmer, der skal varetage natur- og miljømæssige hensyn, jf. dog stk. 3. Alle
medlemmerne udpeges af amtsrådet , på Bornholm dog af Bornholms kommunalbestyrelse. 2 af medlemmerne udpeges som hidtil efter
indstilling fra de stedlige landboforeninger og familiebrugsforeninger under Dansk Landbrug, medens de to nye medlemmer udpeges
efter indstilling fra henholdsvis Friluftsrådet og Danmarks Naturfredningsforening.
Endvidere foreslås der i § 34, stk. 3, indført en hjemmel til at udvide jordbrugskommissionen med et gartnerisagkyndigt medlem ved
behandling af sager vedrørende gartnerier og planteskoler m.v. Forslaget har baggrund i hidtidig praksis, jf. § 6 i bekendtgørelse
nr. 901 af 11. oktober 1996 om forretningsorden for de regionale jordbrugskommissioner ved behandling af sager efter
landbrugsloven, hvor det gartnerisagkyndige medlem kun har en rådgivende funktion. Med forslaget vil det gartnerisagkyndige medlem
være et fuldgyldigt medlem af jordbrugskommissionen ved behandlingen af sådanne sager.
Det gartnerisagkyndige medlem udpeges efter indstilling fra Dansk Erhvervsgartnerforening.
I § 34, stk. 4, bemyndiges ministeren, som hidtil, til at fastsætte nærmere regler for nedsættelse af jordbrugskommissionerne og
for deres forretningsorden m.v.
Det er hensigten at fastsætte regler, hvorefter kommissionen er beslutningsdygtig, selvom ikke alle kommissionens medlemmer er
tilstede. Der skal dog mindst være formanden og de 2 menige medlemmer, der skal varetage de jordbrugsmæssige interesser, tilstede.
I sager, der vedrører gartnerier og planteskoler mv., vil kommissionen blive udvidet med et gartnerisagkyndigt medlem. Indkaldelse
af den gartnerisagkyndige kan dog – som hidtil – undlades, hvis jordbrugskommissionen umiddelbart er indstillet på at træffe en
afgørelse, som for den eller de berørte gartnere er fuldt ud begunstigende.
Hidtil har de gartnerisagkyndige medlemmer ikke haft stemmeret ved jordbrugskommissionernes afgørelser. Med forslaget vil det
gartnerisagkyndige medlem deltage på lige fod med de øvrige medlemmer af kommissionen og med samme stemmeret.
Den foreslåede bestemmelse i § 35 svarer til bestemmelsen i § 30, stk. 4, i den gældende landbrugslov.
Bestemmelsen fastslår, at amtskommunen, på Bornholm dog Bornholms Regionskommune, yder jordbrugskommissionen sekretariatsmæssig
bistand, og at amtskommunen og Bornholms Regionskommune afholder omkostningerne til drift af jordbrugskommissionerne.
Finansieringen sker som hidtil via bloktilskuddene, jf. afsnit 6 om de økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige i de almindelige bemærkninger.
Forslagets § 36, stk. 1, bestemmer, at ministeren kan fastsætte regler om jordbrugskommissionernes varetagelse af opgaver efter
loven. Det præciseres i forbindelse hermed, at ministeren i forbindelse hermed kan fastsætte regler om kommissionernes behandling
af ansøgninger, om varetagelse af tilsyn og kontrol, om indberetning om afgørelser og statistiske oplysninger og om, at afgørelser
i sager af større betydning eller principiel karakter skal træffes af ministeren. Endelig præciseres det, at ministeren kan give
jordbrugskommissionerne nærmere instrukser om opgavevaretagelsen.
I forbindelse med regler om tilsyn og kontrol kan bl.a. præciseres, at jordbrugskommissionerne skal træffe afgørelse i sager, hvor
der f.eks. rejses tvivl om, hvorvidt en ejer eller erhverver af en landbrugsejendom har afgivet urigtig erklæring eller
oplysninger mv. til brug ved tinglysning af adkomst på en landbrugsejendom eller indgåelse af en forpagtningsaftale. Det gælder
også, hvis der f.eks. rejses tvivl om, hvorvidt betingelserne for afgivelse af landinspektørerklæring, jf. forslagets §§ 6, 10 og
29, er opfyldt.
Bestemmelserne giver – i modsætning til de gældende regler – ikke ministeren mulighed for at indføre en vetoret i
jordbrugskommissionerne.
Det fastslås, at ministeren kan fastsætte regler om klageadgang, herunder bl.a. at der ikke kan klages over skønsmæssige
afgørelser.
Som noget nyt foreslås, at ministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at jordbrugskommissionerne kan genoptage en sag,
efter at der er indgivet klage.
Formelt set skal en jordbrugskommission efter gældende regler afvente Fødevareministeriets afgørelse af en klage, før
jordbrugskommissionen kan genoptage en sag. Såfremt en jordbrugskommission i forbindelse med indgivelse af en klage f.eks. bliver
opmærksom på, at kommissionen ikke har medtaget alle relevante kriterier ved afgørelsen af sagen, vil det således være
hensigtsmæssigt, at kommissionen kan genoptage sagen, uden at skulle afvente klagesagsbehandlingen.
Den foreslåede bestemmelse i § 37 svarer til bestemmelsen i § 31 i den gældende landbrugslov.
Bestemmelsen bemyndiger ministeren til at fastsætte regler om administration af loven, herunder regler om hvilke oplysninger mv.,
der skal foreligge ved ansøgninger efter loven, og hvilke oplysninger og erklæringer mv., der skal afgives i forbindelse med
erhvervelse, jordomlægninger og lignende, der kan ske uden tilladelse efter loven.
De foreslåede bestemmelser i § 38 svarer i princippet til bestemmelserne i § 30 a i den gældende landbrugslov, hvorefter
ministeren kan bemyndige en række nærmere angivne myndigheder til at udøve beføjelser efter loven.
Det fastslås, at ministeren kan fastsætte regler om klageadgang, herunder bl.a. at der ikke kan klages over skønsmæssige
afgørelser, og at der er mulighed for at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage.
Forslagets § 38, stk. 1, vedrører bl.a. de situationer, hvor ministeren henlægger sine beføjelser til en myndighed under
ministeriet. Dette kan eksempelvis være beføjelser til at træffe afgørelse i sager om landmandsselskaber efter § 20 og om
forhåndsgodkendelse af fonde i medfør af regler efter § 24, stk. 2, samt i klager over jordbrugskommissionens afgørelser.
Forslagets § 38, stk. 2, vedrører de situationer, hvor ministeren henlægger sine beføjelser til en anden offentlig myndighed,
f.eks. en styrelse under et andet ministerium eller en kommunal myndighed.
Den foreslåede bestemmelse i § 39 svarer til bestemmelsen i § 23 i den gældende landbrugslov.
Bestemmelsen giver mulighed for, at tilladelser og dispensationer efter loven kan tidsbegrænses og betinges. Samtidig giver
bestemmelsen mulighed for, at betingelser kan tinglyses forud for pantegæld mv. En tilladelse eller dispensation bortfalder – som
hidtil – hvis den ikke er udnyttet 3 år efter, at den er meddelt.
De foreslåede bestemmelser i § 40, stk. 1 og 2, svarer til bestemmelserne i § 24 i den gældende landbrugslov.
Bestemmelserne fastlægger regler, hvorefter der skal søges om tilladelse til erhvervelse og forpagtning inden en frist på 4 uger.
I § 40, stk. 3, fastslås det, at erhvervelse af en del af en landbrugsejendom ikke omfattes af reglerne i stk. 1 og 2, idet
ansøgninger, der forudsætter gennemførelse af matrikulære forandringer, er omfattet af fristerne i lov om udstykning og anden
registrering i matriklen.
Den foreslåede bestemmelse i § 41 svarer til bestemmelsen i § 27 i den gældende landbrugslov.
Bestemmelsen giver mulighed for at meddele påbud om afhændelse af en landbrugsejendom eller fravigelse af et brugspanteforhold,
når en erhverver ikke opfylder lovens regler. Bestemmelsen giver også mulighed for at meddele påbud om at ophøre med et
forpagtningsforhold, når en forpagter ikke opfylder lovens regler.
Den foreslåede bestemmelse i § 42 svarer til bestemmelsen i § 25 i den gældende landbrugslov.
§ 42 bestemmer, at en landbrugsejendom, der er overtaget på auktion eller til brugeligt pant, skal videresælges inden 1 år fra
overtagelsesdagen, medmindre erhververen selv opfylder betingelserne for at erhverve ejendommen eller brugspanteforholdet ophører.
Den foreslåede bestemmelse i § 43 svarer til bestemmelsen i § 26 i den gældende landbrugslov.
§ 43 bestemmer, at tinglysningsdommeren kun kan tinglyse et dokument om erhvervelse eller forpagtning af en landbrugsejendom, hvis
der enten vedlægges en tilladelse eller det dokumenteres, at erhvervelsen eller forpagtningen kan ske uden tilladelse.
I § 43, stk. 3, er der en hjemmel for ministeren til at fastsætte regler om den dokumentation, der skal forevises
tinglysningsdommeren. Med hensyn til erhvervelse af landbrugsejendomme er det hensigten at fortsætte med den hidtidige praksis,
hvor erhververen i forbindelse med skødepåtegningen skal fremsende erklæring til kommunen om, at lovens erhvervelsesregler er
opfyldt. På længere sigt, dvs. når tingbogssystemet er fuldt omlagt til digital form, er det hensigten, at afgivelse af erklæring
skal afløses af elektronisk indberetning. Hvis erhververen ikke opfylder lovens erhvervelsesbetingelser, skal der forevises
tilladelse fra jordbrugskommissionen.
Ved forpagtning eller leje af en landbrugsejendom eller en del af en sådan skal parterne (ejer og forpagter) ved tinglysning
afgive erklæring om, at lovens betingelser er opfyldt, eller også skal der foreligge en tilladelse fra jordbrugskommissionen.
Den foreslåede bestemmelse i § 44 svarer til bestemmelsen i § 30 d i den gældende landbrugslov.
Bestemmelsen giver ministeren mulighed for at fritage de regionale jordkøbsnævn, der udøver beføjelser efter jordkøbsloven, for at
opfylde reglerne i lov om landbrugsejendomme i forbindelse med erhvervelse af fast ejendom.
De foreslåede bestemmelser i § 45 svarer til bestemmelserne i § 30 b, stk. 2, i den gældende landbrugslov.
Det fastslås i § 45, stk. 1, at ministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, til enhver tid mod behørig legitimation og
uden retskendelse har adgang til offentlige eller private ejendomme mv. i kontroløjemed. Bestemmelsen vil bl.a. skulle anvendes –
som hidtil – for at foretage besigtigelse af en landbrugsejendom med henblik på at kontrollere, om bopælskravet er opfyldt.
Det foreslås i § 45, at ministeren eller den ministeren bemyndiger hertil skal påse, at lovens regler overholdes. I forbindelse
hermed vil der kunne være behov for at foretage besigtigelse, som så vidt muligt skal ske efter forudgående meddelelse til ejeren.
Der kan dog være situationer, hvor en forudgående meddelelse til ejeren vil forspilde formålet med besigtigelsen. Dette vil f.eks.
være tilfældet, hvor der foretages besigtigelse for at konstatere, om en erhverver har taget fast bopæl på en erhvervet
landbrugsejendom.
Det præciseres i § 45, stk. 2, at politiet om nødvendigt yder bistand hertil, og at regler herom kan fastsættes efter aftale med
justitsministeren.
Det fastslås i § 45, stk. 3, at ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om kontrol og tilsyn, herunder
om jordbrugskommissionernes opgavevaretagelse.
Den foreslåede bestemmelse i § 47 svarer til bestemmelsen i § 30 c i den gældende landbrugslov.
Det fastslås i § 47, at ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri eller den, ministeren bemyndiger hertil, i kontroløjemed kan
indhente oplysninger fra andre offentlige myndigheder. Der kan herunder ske registersamkøring og sammenstilling af data til
kontrolformål.
Det er hensigten at tilrettelægge administrationen således, at de borgere, der berøres af en kontrolordning, i almindelighed gøres
opmærksom på adgangen til at foretage samkøring i kontroløjemed, inden kontrollen iværksættes, og at samkøringen så vidt muligt
kun finder sted, hvis de personer, der omfattes af kontrollen, har fået meddelelse om kontrolordningen, inden de afgiver
oplysninger til myndigheden.
Den foreslåede bestemmelse i § 48 svarer til bestemmelsen i § 28 i den gældende landbrugslov.
Det fastslås i § 48, at de kommunale myndigheder (såvel primær- som amtskommuner) har en forpligtelse til at meddele, når de får
kendskab til overtrædelse af lovens regler, f.eks. med hensyn til bopælspligtens opfyldelse.
De kommunale myndigheder er endvidere forpligtede til på begæring at foretage syn og afgive udtalelser om landbrugsejendommes
bygninger og driftsforhold.
De foreslåede bestemmelser i § 49 svarer til bestemmelserne i § 29 i den gældende landbrugslov.
Det fastslås i § 49, stk. 1, at ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri eller den, ministeren bemyndiger hertil, herunder
kommunale myndighed, i kontroløjemed kan forlange at få udleveret eller indsendt kopi af erhvervelsesdokumenter og andre
skriftlige aftaler, som ligger til grund for erhvervelsen samt dokumentation vedrørende indgåede forpagtningsaftaler.
Det præciseres endvidere i § 49, stk. 2, at tinglysnings-, lignings-, vurderingsmyndighederne og de kommunale myndigheder skal
meddele ministeren de oplysninger, der er nødvendige til lovens gennemførelse.
Det fremgår af § 52, stk. 2 , at de bestemmelser, der indeholder hjemlen til at fastsætte regler om husdyrhold og arealkrav mv.,
opretholdes indtil videre, og at disse regler også kan ændres, hvis det skulle blive aktuelt.
Det er hensigten, at de nuværende regler i medfør af landbrugsloven om husdyrhold og arealkrav mv. skal forblive i kraft, indtil
der er sket en afklaring af eventuelle lovinitiativer i forbindelse med Vandmiljøplan III. I forbindelse hermed vil reglerne blive
nyvurderet med henblik på overførsel til de nævnte love om henholdsvis drift af landbrugsjorder og om hold af dyr, som også
fremsættes i denne folketingssamling.
Det præciseres i § 52, stk. 3, at regler fastsat i medfør af den gældende landbrugslov forbliver i kraft, indtil de ophæves eller
afløses af nye regler.
Det er bl.a. hensigten, at bekendtgørelsen om skovplantning på landbrugsejendomme først vil blive ophævet, når der i medfør af det
fremsatte forslag til lov om drift af landbrugsjorder bliver fastsat nye regler om skovplantning.
Det foreslås i § 52, stk. 4, at loven har virkning for retshandler, der indgås efter lovens ikrafttræden den 1. september 2004.
Tilsvarende foreslås det i § 52, stk. 5, at loven har virkning for ansøgninger, der indkommer til jordbrugskommissionerne eller
indsendes til Kort- og Matrikelstyrelsen efter 1. september 2004, jf. dog § 53.
Det foreslås i § 52, stk. 6, at samdrifts- og forpagtningsforhold, der er etableret inden lovens ikrafttræden 1. september 2004,
kan fortsættes af ejeren eller forpagteren eller dennes pårørende. Kredsen af pårørende er den samme, som fremgår af lovens § 15.
Det fastslås i § 53, at tilladelser, der er meddelt efter de hidtil gældende landbrugslove, bevarer deres gyldighed. Det samme
gælder vilkår, der er fastsat i tilladelserne. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri eller den, ministeren bemyndiger
hertil, kan gøre undtagelser for sådanne vilkår, herunder f.eks. fravige vilkår, der har baggrund i lovbestemmelser, der er lempet
ved lovforslaget.
Ændringsforslaget til ændring af lov om vandforsyning mv. er en parallel til forslaget til lov om landbrugsejendomme, hvorefter
ejeren af vandforsyningsanlæg kan erhverve og bevare adkomst på en landbrugsejendom, jf. nærmere lovforslagets § 23 med
bemærkninger. Omkostninger ved erhvervelse af ejendommen eller dele heraf vil på linie med vandforsyningsanlæggets øvrige lovlige
udgifter til beskyttelse af vandressourcerne kunne indregnes i vandprisen, jf. vandforsyningslovens § 52 a.