Efter lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, skal der betales lønsumsafgift af personbefordring, som er momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 15.

Momsfritagelsen omfatter personbefordring med f.eks. fly, tog, færge og bus. Fritagelsen omfatter dog ikke anden erhvervsmæssig passagerkørsel med bus end rutekørsel. I forbindelse med befordring til eller fra udlandet omfatter fritagelsen tillige passagernes ledsagende bagage og transportmidler. Der er samtidig ikke fradragsret for moms i forbindelse med personbefordringen.

Det foreslås, at momsfritagelsen på personbefordring med fly udgår af momslovens § 13, stk. 1, nr. 15, jf. lovforslagets § 1, nr.

1. Det foreslås i stedet, at personbefordring med fly momsfritages med ret til fradrag i en ny § 34, stk. 1, nr. 22, jf. lovforslagets § 1, nr. 2.

Det foreslås i lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, at der efter 1. pkt. indsættes et nyt punktum »Der betales afgift af virksomheders aktiviteter vedrørende indenrigspassagerbefordring med fly omfattet af momslovens § 34, stk. 1, nr. 22.«. Med det foreslåede bliver det gældende 2. pkt. til 3. pkt.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 1.

Det foreslåede vil betyde, at der fortsat skal betales lønsumsafgift af virksomheders aktiviteter vedrørende indenrigspersonbefordring med fly.

Forslaget vurderes at være i overensstemmelse med momslovens systematik, hvorefter der skal betales lønsumsafgift af varer og ydelser, der er momsfritaget.

Lønsumsafgiftsgrundlaget for virksomheders aktiviteter vedrørende indenrigspersonbefordring med fly omfattet af momslovens § 34, stk. 1, nr. 22, opgøres efter hovedreglen i lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 1, som er virksomhedens lønsum med tillæg af overskud eller med fradrag af underskud. Opgørelse af afgiftsgrundlaget svarer således til opgørelsesmetoden for levering af øvrig persontransport. Afgiften udgør 4,12 pct. af afgiftsgrundlaget, jf. lønsumsafgiftslovens § 5, stk. 1.

Virksomheders aktiviteter vedrørende udenrigspersonbefordring med fly er fortsat undtaget fra lønsumsafgift, jf. lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 2, nr. 6.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det fremgår af lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, 1. pkt., at der skal betales en afgift til statskassen af virksomheder, der mod vederlag leverer varer og ydelser, der er fritaget for afgift efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 1, nr. 3, nr. 5 og 6, nr. 10-12, nr. 15 og 16 og nr. 19, jf. dog stk. 2 og 3.

Efter lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 2, nr. 11, omfatter afgiftspligten efter stk. 1, 1. pkt., ikke virksomhedens aktiviteter vedrørende bl.a. uddannelser omfattet af lov om forberedende grunduddannelse og afsøgningsforløb omfattet af lov om kommunal indsats for unge under 25 år.

Det foreslås i lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 2, nr. 11, at »år« ændres til »år, og«.

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af den foreslåede ændring i lovforslagets § 1, nr. 3.

Det fremgår af lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, 1. pkt., at der skal betales en afgift til statskassen af virksomheder, der mod vederlag leverer varer og ydelser, der er fritaget for afgift efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 1, nr. 3, nr. 5 og 6, nr. 10-12, nr. 15 og 16 og nr. 19, jf. dog stk. 2 og 3.

Efter lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 2, nr. 10, omfatter afgiftspligten efter stk. 1, 1. pkt., ikke virksomhedens aktiviteter vedrørende almen voksenuddannelse omfattet af lov om almen voksenuddannelse.

Det foreslås i lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 2, nr. 10, at »voksenuddannelse og« ændres til »voksenuddannelse,«.

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af den foreslåede ændring i lovforslagets § 1, nr. 3.

Det fremgår af lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, 1. pkt., at der skal betales en afgift til statskassen af virksomheder, der mod vederlag leverer varer og ydelser, der er fritaget for afgift efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, som vedrører finansielle aktiviteter.

Finansielle aktiviteter omfatter bl.a. långivning, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a.

EU-Domstolen fandt i sag C-281/91, Muys’en de Winter’s Buow-en Aannemingsbedrijf BV, at en leverandør af goder eller tjenesteydelser, der giver en kunde henstand med betaling af prisen mod erlæggelse af rente, må anses for at yde et momsfritaget lån i momssystemdirektivets forstand.

Det er således vurderingen, at energivirksomheders indefrysning til kunder i forbindelse med indefrysningsordningen for høje energiregninger udgør en momsfri finansiel aktivitet efter momsloven § 13, stk. 1, nr. 11, litra a, da der efter indefrysningsordningen påløber renter på det indefrosne beløb.

Det indebærer, at energivirksomheders indefrysning inkl. påløbne renter samt gebyrer, som virksomhederne kan opkræve til dækning af administrationsomkostninger forbundet med ordningen, udgør en momsfri finansiel aktivitet efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a.

Energivirksomhederne er dermed lønsumsafgiftspligtige af aktiviteter vedrørende den indefrysning, der ydes i forbindelse med indefrysningsordningen for høje energiregninger, jf. lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, 1. pkt.

Det må formodes, at energivirksomhederne vil overvælte en økonomisk byrde som følge af afgiftspligten vedrørende aktiviteterne med indefrysningsordningen på deres kunder. Dette har ikke været tilsigtet, og det er derfor vurderingen, at energivirksomhederne ikke bør betale lønsumsafgift vedrørende de omhandlede aktiviteter.

Det følger derfor af den foreslåede ændring af lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 2, nr. 12, at energivirksomheder ikke skal betale lønsumsafgift af virksomhedens aktiviteter, der vedrører finansielle ydelser i forbindelse med indefrysning for høje energiregninger ydet efter lov om en indefrysningsordning for høje energiregninger.

Den foreslåede bestemmelse i lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 2, nr. 12, vil medføre, at fritagelsen for betaling af lønsumsafgift gælder for aktiviteter vedrørende indefrysning ydet til el- og gasregninger fra den 1. november 2022 til den 31. oktober 2028, mens fritagelsen for betaling af lønsumsafgift vil gælde for aktiviteter vedrørende indefrysning ydet til fjernvarmregninger fra den 1. januar 2023 til den 31. december 2028. Efter forslaget vil fritagelsen for betaling af lønsumsafgift således gælde med tilbagevirkende kraft.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det fremgår af lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, 1. pkt., at der skal betales en afgift til statskassen af virksomheder, der mod vederlag leverer varer og ydelser, der er fritaget for afgift efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 1, nr. 3, nr. 5 og 6, nr. 10-12, nr. 15 og 16 og nr. 19, jf. dog stk. 2 og 3.

Efter lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 2, nr. 10, omfatter afgiftspligten efter stk. 1, 1. pkt., ikke virksomhedens aktiviteter vedrørende almen voksenuddannelse omfattet af lov om almen voksenuddannelse.

Det foreslås i lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 2, nr. 10, at »voksenuddannelse og« ændres til »voksenuddannelse,«.

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af den foreslåede ændring i lovforslagets § 1, nr. 3.

Det fremgår af lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, 1. pkt., at der skal betales en afgift til statskassen af virksomheder, der mod vederlag leverer varer og ydelser, der er fritaget for afgift efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 1, nr. 3, nr. 5 og 6, nr. 10-12, nr. 15 og 16 og nr. 19, jf. dog stk. 2 og 3.

Efter lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 2, nr. 11, omfatter afgiftspligten efter stk. 1, 1. pkt., ikke virksomhedens aktiviteter vedrørende bl.a. uddannelser omfattet af lov om forberedende grunduddannelse og afsøgningsforløb omfattet af lov om kommunal indsats for unge under 25 år.

Det foreslås i lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 2, nr. 11, at »år« ændres til »år, og«.

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af den foreslåede ændring i lovforslagets § 1, nr. 3.

Det fremgår af lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, 1. pkt., at der skal betales en afgift til statskassen af virksomheder, der mod vederlag leverer varer og ydelser, der er fritaget for afgift efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, som vedrører finansielle aktiviteter.

Finansielle aktiviteter omfatter bl.a. långivning, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a.

EU-Domstolen fandt i sag C-281/91, Muys’en de Winter’s Buow-en Aannemingsbedrijf BV, at en leverandør af goder eller tjenesteydelser, der giver en kunde henstand med betaling af prisen mod erlæggelse af rente, må anses for at yde et momsfritaget lån i momssystemdirektivets forstand.

Det er således vurderingen, at energivirksomheders indefrysning til kunder i forbindelse med indefrysningsordningen for høje energiregninger udgør en momsfri finansiel aktivitet efter momsloven § 13, stk. 1, nr. 11, litra a, da der efter indefrysningsordningen påløber renter på det indefrosne beløb.

Det indebærer, at energivirksomheders indefrysning inkl. påløbne renter samt gebyrer, som virksomhederne kan opkræve til dækning af administrationsomkostninger forbundet med ordningen, udgør en momsfri finansiel aktivitet efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a.

Energivirksomhederne er dermed lønsumsafgiftspligtige af aktiviteter vedrørende den indefrysning, der ydes i forbindelse med indefrysningsordningen for høje energiregninger, jf. lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, 1. pkt.

Det må formodes, at energivirksomhederne vil overvælte en økonomisk byrde som følge af afgiftspligten vedrørende aktiviteterne med indefrysningsordningen på deres kunder. Dette har ikke været tilsigtet, og det er derfor vurderingen, at energivirksomhederne ikke bør betale lønsumsafgift vedrørende de omhandlede aktiviteter.

Det følger derfor af den foreslåede ændring af lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 2, nr. 12, at energivirksomheder ikke skal betale lønsumsafgift af virksomhedens aktiviteter, der vedrører finansielle ydelser i forbindelse med indefrysning for høje energiregninger ydet efter lov om en indefrysningsordning for høje energiregninger.

Den foreslåede bestemmelse i lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 2, nr. 12, vil medføre, at fritagelsen for betaling af lønsumsafgift gælder for aktiviteter vedrørende indefrysning ydet til el- og gasregninger fra den 1. november 2022 til den 31. oktober 2028, mens fritagelsen for betaling af lønsumsafgift vil gælde for aktiviteter vedrørende indefrysning ydet til fjernvarmregninger fra den 1. januar 2023 til den 31. december 2028. Efter forslaget vil fritagelsen for betaling af lønsumsafgift således gælde med tilbagevirkende kraft.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det fremgår af lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 2, hvilken lønsum der udgør afgiftsgrundlaget efter loven. Det fremgår af stk. 2, nr. 1, at afgiftsgrundlaget er lønsum for virksomheder inden for den finansielle sektor, der omfatter virksomheder med aktiviteter vedrørende forsikring, ind- og udlån, kreditformidling, pensionsopsparing, investeringsforvaltning, betalingsformidling samt handel med værdipapirer eller valuta.

Det fremgår af lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 4, 1. pkt., at virksomheder, der både udøver aktiviteter efter § 1, stk. 1, 1. pkt., og andre aktiviteter, på grundlag af en sektoropdeling af virksomheden skal foretage en fordeling af virksomhedens lønsum og overskud eller underskud, der vedrører den lønsumsafgiftspligtige del af virksomheden henholdsvis den øvrige del af virksomheden. For virksomheder, der skal opgøre afgiftsgrundlaget efter både § 4, stk. 1 og 2, skal der foretages en tilsvarende fordeling, jf. stk. 4, 2. pkt. Skatteministeren kan i medfør af 3. pkt. fastsætte nærmere regler for opgørelsen af afgiftsgrundlaget efter 1. og 2. pkt.

Reglerne om opgørelsen af afgiftsgrundlaget for lønsumsafgiften er udmøntet i lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4. For virksomheder omfattet af lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 2, nr. 1, fremgår det af lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 2, 1. pkt., at afgiftsgrundlaget beregnes af den del af virksomhedens lønsum, der vedrører den lønsumsafgiftspligtige del af virksomheden. Bestemmelsens 2. pkt. regulerer, hvordan selve lønsummen opgøres, hvis virksomheden har ansatte, der både udøver aktiviteter i den lønsumsafgiftspligtige del af virksomheden og andre aktiviteter. Her skal der ske en fordeling af den ansattes lønsum på grundlag af det faktisk anvendte tidsforbrug i henholdsvis den lønsumsafgiftspligtige del af virksomheden og den øvrige del af virksomheden. Det fremgår af bestemmelsens 4. pkt., at virksomheder omfattet af lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 2, nr. 1, der ikke ønsker eller kan foretage en faktisk opgørelse af tidsforbruget for ansatte, der helt eller delvist udøver aktiviteter i den lønsumsafgiftspligtige del af virksomheden, skal foretage en fordeling i henhold til stk. 6 for disse ansatte.

Af lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 6, fremgår, at i disse tilfælde skal 60 pct. af disse ansattes samlede lønsum anses som værende anvendt til fuldt ud lønsumsafgiftspligtige aktiviteter. De resterende 40 pct. anses som værende anvendt både til aktiviteter, der er i den lønsumsafgiftspligtige del af virksomhederne og til andre aktiviteter, og denne lønsum skal medregnes i afgiftsgrundlaget for lønsumsafgiften efter at være blevet reduceret med den fradragsprocentsats for moms, som er udregnet efter momslovens § 38, stk. 1, dog uden at der i denne sats medregnes omsætningen af aktiviteter nævnt i momslovens § 37, stk. 7.

Reglen i lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 6, betegnes som 60/40-reglen.

Momslovens § 38, stk. 1, angår delvis fradragsret for moms. Når virksomheder har delvis fradragsret for moms, kan der foretages fradrag for den del af momsen, der forholdsmæssigt svarer til omsætningen i den momspligtige del af virksomheden, jf. momslovens § 38, stk. 1, 1. pkt. Det er således denne fradragsprocent for delvis fradragsret for moms, som virksomhederne bruger ved opgørelsen af lønsumsafgiften efter 60/40-reglen.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.11.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det foreslås, at der i lønsumsafgiftslovens § 4, indsættes et nyt stk. 7, hvoraf det fremgår, at skatteministeren vil kunne fastsætte regler om, hvilken foreløbig fradragsprocent, der skal anvendes ved opgørelsen af lønsumsafgiften for virksomheder omfattet af § 4, stk. 2, nr. 1, og tidspunktet for angivelse af regulering af lønsumsafgiften som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret for moms.

Formålet med ændringen er at give skatteministeren bemyndigelse til at fastsætte de nærmere regler om: 1) Hvilken foreløbig fradragsprocent, der skal anvendes ved opgørelsen af lønsumsafgiften for virksomheder omfattet af § 4, stk. 2, nr. 1, og 2) tidspunktet for angivelse af regulering af lønsumsafgiften som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for den delvise fradragsret for moms.

Det er hensigten, at bemyndigelsen vil skulle udmøntes ved ændringer i lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4.

For så vidt angår tidspunktet for angivelse af regulering af lønsumsafgiften som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret for moms er det hensigten, at skatteministeren vil kunne fastsætte det specifikke tidspunkt for, hvornår og hvordan reguleringen af lønsumsafgiften for virksomheder, der anvender 60/40-reglen, skal foretages.

Det er hensigten, at den endelige regulering af lønsumsafgiften vil skulle foretages i den ordinære afgiftsperiode for lønsumsafgiften for den 6. måned. Det foreslåede betyder, at regulering af lønsumsafgiften som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret for moms hverken vil kunne ske tidligere eller senere end afgiftsperioden for lønsumsafgiften for den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår.

For ophørte virksomheder er det hensigten, at skatteministeren fastsætter regler om, at virksomhederne, når den endelige fradragsprocent for delvis fradragsret for moms kendes, vil skulle efterangive reguleringen af lønsumsafgiften og periodisere efterangivelsen til virksomhedens sidst dannede afgiftsperiode ved virksomhedens ophør. Som det følger af den i lovforslagets § 2, nr. 4, foreslåede ændring af opkrævningslovens § 8, vil virksomhederne kunne anmode om fritagelse for rentebeløbet.

Ved at fastsætte et specifikt tidspunkt for, hvornår reguleringen af lønsumsafgiften skal foretages, gives Skatteforvaltningen bedre forudsætninger for at føre kontrol. Det skyldes, at Skatteforvaltningen på den måde får viden om, at reguleringen af lønsumsafgiften som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret for moms foretages i afgiftsperioden for lønsumsafgiften for den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår.

Det vil herudover medføre, at reguleringen af lønsumsafgiften som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret for moms ikke fremadrettet vil skulle ske som en efterangivelse. Når reguleringen af lønsumsafgiften som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for delvis fradragsret for moms indgår i den ordinære angivelse, vil kravet opstå i den lønsumsafgiftsperiode, hvor reguleringen skal indgå, og altså i afgiftsperioden for den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår. Reguleringen vil således ikke skulle periodiseres tilbage til den enkelte afgiftsperiode for lønsumsafgiften, som reguleringen angår, og forældelsesfristen og genoptagelsesfristen vil først løbe fra afgiftsperioden for lønsumsafgiften for den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår.

Hvis virksomhederne ikke foretager reguleringen i afgiftsperioden for lønsumsafgiften for den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår, vil virksomhederne skulle foretage en efterangivelse af reguleringen. Da reguleringen henføres til den ordinære afgiftsperiode for lønsumsafgiften for den 6. måned efter udløbet af virksomhedens regnskabsår, betyder det, at der i forbindelse med en efterangivelse vil skulle beregnes renter tilbage til sidste rettidige betalingsdag for den pågældende afgiftsperiode for lønsumsafgiften, jf. den i lovforslaget § 2, nr. 3, foreslåede nyaffattelse af opkrævningslovens § 5.

Det bemærkes, at bemyndigelsen foreslås afgrænset til kun at angå tidspunktet for angivelsen af regulering af lønsumsafgiften som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent for virksomheder, der anvender 60/40-reglen i lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 6. Dermed vil alle andre justeringer af lønsumsafgiften fortsat skulle ske via efterangivelser og dermed være underlagt de nye renteregler, som følger af den i lovforslagets § 2, nr. 3, foreslåede nyaffattelse af opkrævningslovens § 5, hvorefter renterne beregnes fra udløbet af den sidste rettidige betalingsdag for den afgiftsperiode, som efterangivelsen angår.

For så vidt angår, hvilken fradragsprocent virksomhederne skal anvende, foreslås det, at skatteministeren vil kunne fastsætte, hvilken fradragsprocent virksomhederne vil skulle anvende i indeværende regnskabsår.

Det er hensigten, at det fastsættes, at der skal anvendes samme fradragsprocent for hele regnskabsåret.

Baggrunden herfor er, at det ikke fremgår tydeligt af lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 6, om der skal anvendes samme fradragsprocent i hele regnskabsåret.

Det er hensigten, at virksomhederne ved beregning af lønsumsafgiften for indeværende regnskabsår vil skulle bruge den ved regnskabsårets begyndelse senest endeligt opgjorte fradragsprocent som opgjort efter momsbekendtgørelsens § 17, stk. 2, 1. pkt. Det betyder, at virksomhederne i det indeværende regnskabsår skal bruge den endelige fradragsprocent, som de opgjorde i den 6. måned i det foregående regnskabsår, og som dermed er den endelige fradragsprocent for regnskabsåret før det foregående regnskabsår.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.11.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget for eksempel på, hvilken foreløbig fradragsprocent virksomhederne vil skulle bruge.

Efter lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 4, 1. pkt., skal virksomheder, der både udøver aktiviteter efter § 1, stk. 1, 1. pkt., og andre aktiviteter, på grundlag af en sektoropdeling af virksomheden, foretage en fordeling af virksomhedens lønsum og overskud eller underskud, der vedrører den afgiftspligtige del af virksomheden henholdsvis den øvrige del af virksomheden.

§ 1, stk. 1, 1. pkt., vedrører de aktiviteter, der skal betales lønsumsafgift af. Det omfatter flere varer og ydelser, der er momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1.

Det foreslås i lovforslagets § 2, nr. 1, at der i lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, som 2. pkt. indsættes, at der skal betales af lønsumsafgift af virksomheders aktiviteter vedrørende indenrigspersonbefordring med fly.

Det foreslås i lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 4, 1. pkt., at ændre »§ 1, stk. 1, 1. pkt.,« til »§ 1, stk. 1, 1. og 2. pkt.,«.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 2, nr. 1.

Det foreslåede vil betyde, at virksomheder, der både udøver aktiviteter vedrørende indenrigspersonbefordring med fly og andre aktiviteter, på grundlag af en sektoropdeling af virksomheden, skal foretage en fordeling af virksomhedens lønsum og overskud eller underskud, der vedrører den afgiftspligtige del af virksomheden henholdsvis den øvrige del af virksomheden.

Med det foreslåede sikres, at virksomheder, der udøver aktiviteter vedrørende indenrigspersonbefordring med fly og andre aktiviteter, fortsat vil skulle foretage fordelingen, som det fremgår af § 4, stk. 4.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 1 og 2

Det følger af lønsumsafgiftslovens § 18, stk. 1, at med bøde straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt 1) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger til brug for kontrollen med opkrævet afgift eller 2) overtræder § 2, stk. 1, § 3, stk. 2 eller 3, § 6, stk. 2, § 6 a, stk. 2, § 6 b, stk. 2 eller 3, § 10, stk. 2, eller § 14, stk. 2 eller 3.

Det følger af lønsumsafgiftsloves § 18, stk. 3, at den, der begår en af de nævnte overtrædelser af lønsumsafgiftsloven med forsæt til at unddrage statskassen afgift, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289.

Det følger af lønsumsafgiftsloves § 18, stk. 4, at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Det følger af lønsumsafgiftsloves § 18, stk. 5, at opkrævningslovens §§ 18 og 19 tilsvarende finder anvendelse på sager om overtrædelse af lønsumsafgiftsloven.

Opkrævningslovens § 18 angår Skatteforvaltningens mulighed for at afslutte straffesager administrativt med et bødeforelæg. Det følger af § 18, stk. 1, 1. pkt., at skønnes en overtrædelse ikke at ville medføre højere straf end bøde, kan Skatteforvaltningen tilkendegive den pågældende, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, såfremt den pågældende erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angivet frist, der efter ansøgning kan forlænges, at betale en bøde, der er angivet i tilkendegivelsen.

For nærmere om gældende ret henvises der til pkt. 2.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger, hvor den gældende sanktionspraksis er beskrevet.

Det foreslås, at i lønsumsafgiftslovens § 18, stk. 1, ændres »den, der« til »den, som«.

Endvidere foreslås det, at i § 18, stk. 3, ændres »Den, der begår« til »Begås«.

De foreslåede ændringer i lønsumsafgiftsloven har alene til formål at give mulighed for i bemærkningerne at angive nærmere retningslinjer om strafniveauet ved overtrædelser, der kan medføre, at der realiseres en unddragelse.

Med ændringerne er det forudsat, at sanktionspraksis ved overtrædelser, der kan medføre, at der realiseres en unddragelse, af § 18, stk. 1 og 3, ændres.

For det første forudsættes det, at en bøde i tillæg til en fængselsstraf vil skulle fordobles, så bøden efter ændringen vil skulle udgøre et beløb, der svarer til det dobbelte af unddragelsens størrelse. I sager, hvor der er tale om forsøg, jf. straffelovens § 21, vil bøden skulle udgøre et beløb, der svarer til det unddragne beløb.

For det andet forudsættes det, at beløbsgrænsen for, hvornår der vil kunne idømmes straf i form af fængsel, hæves fra 250.000 kr., jf. beskrivelsen af praksis i pkt. 2.1.1.1 om gældende ret, til 500.000 kr.

Den forudsatte ændring vil medføre, at hvis en unddragelse ikke udgør 500.000 kr. eller derover, vil der i disse sager kunne straffes med bøde, og de vil dermed kunne afsluttes administrativt af Skatteforvaltningen med et bødeforelæg, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. Hvis en unddragelse er 500.000 kr. eller derover, vil sagen skulle sendes til politiet med henblik på domstolsbehandling. En unddragelse på 500.000 kr. eller derover vil som efter gældende ret som udgangspunkt skulle henføres til straffelovens § 289 om overtrædelse af særligt grov karakter af bl.a. skattelovgivningen, hvor strafferammen er indtil 8 års fængsel.

Det er forudsat, at beløbsgrænsen på 500.000 kr. ikke vil finde anvendelse i gentagelsestilfælde.

I gentagelsestilfælde er det forudsat, at hvis den pågældende forsætligt unddrager skatter eller afgifter for mere end 250.000 kr., og den pågældende tidligere er blevet straffet for at unddrage skatter eller afgifter for mere end 250.000 kr., vil vedkommende kunne straffes med fængsel og en tillægsbøde svarende til to gange det unddragne beløb. I denne situation vil den gentagne overtrædelse således have en gentagelsesvirkning, hvor beløbsgrænsen for fængselsstraf er lavere.

Gentagelsesvirkningen vil finde anvendelse, uanset hvilke skatter eller afgifter den tidligere straffesag angik. Hvis der er tale om overtrædelser af forskellige love, og de enkelte overtrædelser ikke udgør mere end 250.000 kr., men overtrædelserne samlet set udgør mere end 250.000 kr., vil beløbsgrænsen være overskredet.

Gentagelsesvirkningen vil ophøre, når der, førend den nye strafbare handling blev begået, er forløbet 10 år, efter at den tidligere straf er udstået, endeligt eftergivet eller bortfaldet. Er den tidligere straf en bødestraf, regnes den nævnte frist fra datoen for den endelige dom eller bødens vedtagelse. Med hensyn til betingede domme regnes fristen fra den endelige dom. Dette følger af straffelovens § 84, stk. 3.

For det tredje forudsættes det, at progressionsgrænsen på 60.000 kr., der efter gældende ret finder anvendelse ved beregning af normalbøder, ophæves. Dette vil medføre, at det fulde beløb af normalbøden vil skulle beregnes på samme måde. Der vil således ikke være forskel på beregningen af den del af bøden, der er over 60.000 kr., og den del af bøden, der ikke er over 60.000 kr. Normalbøden vil herefter udgøre en gang det unddragne beløb ved overtrædelser, der begås ved grov uagtsomhed, og to gange det unddragne beløb ved overtrædelser, der begås forsætligt.

For det fjerde forudsættes det, at praksis for, hvornår der rejses en bødesag i førstegangstilfælde i sager om unddragelse, og hvordan bøder udmåles i de mindste bødesager, ændres.

Efter den forudsatte praksis vil der skulle gælde en minimumsgrænse på 40.000 kr. i førstegangstilfælde. Der vil efter den forudsatte praksis således skulle være unddraget for mere end 40.000 kr., før der vil kunne rejses en bødesag. Den forudsatte minimumsgrænse vil skulle anvendes, uanset om unddragelsen er begået forsætligt eller groft uagtsomt.

I sager om unddragelse, hvor unddragelsen ikke overstiger 40.000 kr., men overstiger 20.000 kr., vil der kunne straffes med en bøde, der forudsættes at skulle udgøre 5.000 kr., uanset om der er handlet forsætligt eller groft uagtsomt.

For det femte forudsættes det, at sanktionspraksis for sager om selvanmeldelse vil blive tilpasset de forudsatte ændringer, der følger ovenfor.

Efter den forudsatte praksis vil forsætlige unddragelser over 100.000 kr. og indtil 500.000 kr. skulle straffes med en bøde, der svarer til unddragelsens størrelse, når der er tale om en selvanmeldelsessag.

Derudover forudsættes det, at forsætlige unddragelser på 500.000 kr. eller derover vil blive straffet med fængsel og en tillægsbøde svarende til unddragelsens størrelse, når der er tale om en selvanmeldelsessag. Det vil være op til domstolene at vurdere, hvorvidt fængselsstraffen skal gøres betinget.

Det forudsættes, at der fortsat ikke vil skulle gøres et strafansvar gældende i sager, hvor der sker selvanmeldelse, når der er handlet groft uagtsomt, uanset unddragelsens størrelse. Der vil ligeledes ikke skulle gøres et strafansvar gældende, hvis der er forsæt til unddragelse, og den samlede unddragelse ikke overstiger 100.000 kr.

Med hensyn til de forudsatte strafniveauer vil fastsættelsen af straffen fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Til nr. 1 og 2

Det følger af lønsumsafgiftslovens § 18, stk. 1, at med bøde straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt 1) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger til brug for kontrollen med opkrævet afgift eller 2) overtræder § 2, stk. 1, § 3, stk. 2 eller 3, § 6, stk. 2, § 6 a, stk. 2, § 6 b, stk. 2 eller 3, § 10, stk. 2, eller § 14, stk. 2 eller 3.

Det følger af lønsumsafgiftsloves § 18, stk. 3, at den, der begår en af de nævnte overtrædelser af lønsumsafgiftsloven med forsæt til at unddrage statskassen afgift, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289.

Det følger af lønsumsafgiftsloves § 18, stk. 4, at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Det følger af lønsumsafgiftsloves § 18, stk. 5, at opkrævningslovens §§ 18 og 19 tilsvarende finder anvendelse på sager om overtrædelse af lønsumsafgiftsloven.

Opkrævningslovens § 18 angår Skatteforvaltningens mulighed for at afslutte straffesager administrativt med et bødeforelæg. Det følger af § 18, stk. 1, 1. pkt., at skønnes en overtrædelse ikke at ville medføre højere straf end bøde, kan Skatteforvaltningen tilkendegive den pågældende, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, såfremt den pågældende erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angivet frist, der efter ansøgning kan forlænges, at betale en bøde, der er angivet i tilkendegivelsen.

For nærmere om gældende ret henvises der til pkt. 2.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger, hvor den gældende sanktionspraksis er beskrevet.

Det foreslås, at i lønsumsafgiftslovens § 18, stk. 1, ændres »den, der« til »den, som«.

Endvidere foreslås det, at i § 18, stk. 3, ændres »Den, der begår« til »Begås«.

De foreslåede ændringer i lønsumsafgiftsloven har alene til formål at give mulighed for i bemærkningerne at angive nærmere retningslinjer om strafniveauet ved overtrædelser, der kan medføre, at der realiseres en unddragelse.

Med ændringerne er det forudsat, at sanktionspraksis ved overtrædelser, der kan medføre, at der realiseres en unddragelse, af § 18, stk. 1 og 3, ændres.

For det første forudsættes det, at en bøde i tillæg til en fængselsstraf vil skulle fordobles, så bøden efter ændringen vil skulle udgøre et beløb, der svarer til det dobbelte af unddragelsens størrelse. I sager, hvor der er tale om forsøg, jf. straffelovens § 21, vil bøden skulle udgøre et beløb, der svarer til det unddragne beløb.

For det andet forudsættes det, at beløbsgrænsen for, hvornår der vil kunne idømmes straf i form af fængsel, hæves fra 250.000 kr., jf. beskrivelsen af praksis i pkt. 2.1.1.1 om gældende ret, til 500.000 kr.

Den forudsatte ændring vil medføre, at hvis en unddragelse ikke udgør 500.000 kr. eller derover, vil der i disse sager kunne straffes med bøde, og de vil dermed kunne afsluttes administrativt af Skatteforvaltningen med et bødeforelæg, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. Hvis en unddragelse er 500.000 kr. eller derover, vil sagen skulle sendes til politiet med henblik på domstolsbehandling. En unddragelse på 500.000 kr. eller derover vil som efter gældende ret som udgangspunkt skulle henføres til straffelovens § 289 om overtrædelse af særligt grov karakter af bl.a. skattelovgivningen, hvor strafferammen er indtil 8 års fængsel.

Det er forudsat, at beløbsgrænsen på 500.000 kr. ikke vil finde anvendelse i gentagelsestilfælde.

I gentagelsestilfælde er det forudsat, at hvis den pågældende forsætligt unddrager skatter eller afgifter for mere end 250.000 kr., og den pågældende tidligere er blevet straffet for at unddrage skatter eller afgifter for mere end 250.000 kr., vil vedkommende kunne straffes med fængsel og en tillægsbøde svarende til to gange det unddragne beløb. I denne situation vil den gentagne overtrædelse således have en gentagelsesvirkning, hvor beløbsgrænsen for fængselsstraf er lavere.

Gentagelsesvirkningen vil finde anvendelse, uanset hvilke skatter eller afgifter den tidligere straffesag angik. Hvis der er tale om overtrædelser af forskellige love, og de enkelte overtrædelser ikke udgør mere end 250.000 kr., men overtrædelserne samlet set udgør mere end 250.000 kr., vil beløbsgrænsen være overskredet.

Gentagelsesvirkningen vil ophøre, når der, førend den nye strafbare handling blev begået, er forløbet 10 år, efter at den tidligere straf er udstået, endeligt eftergivet eller bortfaldet. Er den tidligere straf en bødestraf, regnes den nævnte frist fra datoen for den endelige dom eller bødens vedtagelse. Med hensyn til betingede domme regnes fristen fra den endelige dom. Dette følger af straffelovens § 84, stk. 3.

For det tredje forudsættes det, at progressionsgrænsen på 60.000 kr., der efter gældende ret finder anvendelse ved beregning af normalbøder, ophæves. Dette vil medføre, at det fulde beløb af normalbøden vil skulle beregnes på samme måde. Der vil således ikke være forskel på beregningen af den del af bøden, der er over 60.000 kr., og den del af bøden, der ikke er over 60.000 kr. Normalbøden vil herefter udgøre en gang det unddragne beløb ved overtrædelser, der begås ved grov uagtsomhed, og to gange det unddragne beløb ved overtrædelser, der begås forsætligt.

For det fjerde forudsættes det, at praksis for, hvornår der rejses en bødesag i førstegangstilfælde i sager om unddragelse, og hvordan bøder udmåles i de mindste bødesager, ændres.

Efter den forudsatte praksis vil der skulle gælde en minimumsgrænse på 40.000 kr. i førstegangstilfælde. Der vil efter den forudsatte praksis således skulle være unddraget for mere end 40.000 kr., før der vil kunne rejses en bødesag. Den forudsatte minimumsgrænse vil skulle anvendes, uanset om unddragelsen er begået forsætligt eller groft uagtsomt.

I sager om unddragelse, hvor unddragelsen ikke overstiger 40.000 kr., men overstiger 20.000 kr., vil der kunne straffes med en bøde, der forudsættes at skulle udgøre 5.000 kr., uanset om der er handlet forsætligt eller groft uagtsomt.

For det femte forudsættes det, at sanktionspraksis for sager om selvanmeldelse vil blive tilpasset de forudsatte ændringer, der følger ovenfor.

Efter den forudsatte praksis vil forsætlige unddragelser over 100.000 kr. og indtil 500.000 kr. skulle straffes med en bøde, der svarer til unddragelsens størrelse, når der er tale om en selvanmeldelsessag.

Derudover forudsættes det, at forsætlige unddragelser på 500.000 kr. eller derover vil blive straffet med fængsel og en tillægsbøde svarende til unddragelsens størrelse, når der er tale om en selvanmeldelsessag. Det vil være op til domstolene at vurdere, hvorvidt fængselsstraffen skal gøres betinget.

Det forudsættes, at der fortsat ikke vil skulle gøres et strafansvar gældende i sager, hvor der sker selvanmeldelse, når der er handlet groft uagtsomt, uanset unddragelsens størrelse. Der vil ligeledes ikke skulle gøres et strafansvar gældende, hvis der er forsæt til unddragelse, og den samlede unddragelse ikke overstiger 100.000 kr.

Med hensyn til de forudsatte strafniveauer vil fastsættelsen af straffen fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.