LBK nr 1390 af 29/09/2022
Skatteministeriet
Kursgevinstloven § 22A
En skattepligtig gevinst omfattet af § 22, stk. 1, beskattes efter reglerne i stk. 2, hvis
-
lånet er ydet af et selskab, en person eller et dødsbo, der driver næringsvirksomhed ved finansiering, med sikkerhed i fast ejendom eller skibe,
-
lånet er inkonverterbart og direkte baseret på obligationer optaget til handel på et reguleret marked,
-
lånets rente ved stiftelsen udgør 0 pct. og
-
lånets rente ikke i obligationernes løbetid kan blive mindre end 0 pct.
Stk. 2. Debitor skal for hvert indkomstår, indtil debitor bliver frigjort fra gælden, medregne en renteindtægt svarende til, at gevinsten udgjorde en fast negativ rente på lånet i perioden fra lånets stiftelse til det førstkommende tidspunkt af enten obligationernes udløb eller lånets udløb. Renteindtægten beregnes ud fra den aftalte afdragsprofil ved stiftelsen. Har debitor i perioder afdragsfrihed, foretages beregningen med denne forudsætning, hvis perioderne er fastlagt ved stiftelsen.
Stk. 3. Indberettes den skattepligtige renteindtægt efter stk. 2 ikke efter skatteindberetningslovens § 13 for det indkomstår, hvori lånet er stiftet, kan debitor vælge, at beskatningen af gevinsten omfattet af stk. 1 i stedet skal ske efter § 22, stk. 1.