LOV nr 458 af 08/05/2013
Kulturministeriet
Kunstfondsloven § 16
I lov om scenekunst, jf. lovbekendtgørelse nr. 526 af 4. juni 2012, foretages følgende ændringer:
-
Overalt i loven ændres »Statens Kunstråd« til: »Statens Kunstfond«.
-
§ 17 ophæves.
-
§ 18 affattes således:
Forarbejder til Kunstfondsloven § 16
RetsinformationTil nr. 1
Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at Statens Kunstråd bliver nedlagt, og at Statens Kunstråds udvalgsopgaver med vedtagelse af loven videreføres i det nye Statens Kunstfond.
Til nr. 2
Den foreslåede ophævelse af § 17 i lov om scenekunst følger af ønsket om at fjerne bestemmelsen, som fandtes for Statens Kunstråd, om at Statens Kunstråd kunne rådgive kulturministeren og andre. Ændringen foreslås for at fjerne uklarhed om, hvilken rådgivning udvalgene kan forvente at skulle give, og hvilken rådgivning kulturministeren og offentlige myndigheder kan forvente at få fra fonden. I stedet vil der være en videreførelse af traditionen fra Statens Kunstfond, hvor den rådgivende rolle ikke har været eksplicit defineret i loven, men hvor fonden naturligvis har haft frihed til at udtale sig om kunstfaglige spørgsmål på eget initiativ eller på opfordring fra andre, jf. lovforslagets generelle bemærkninger, afsnit 4: ”Lovforslagets indhold”.
Til nr. 3
Den foreslåede nyaffattelse af § 18 i lov om scenekunst indebærer, at der i stk. 1 tilføjes et nyt nr. 1, som sikrer, at det nye Statens Kunstfond fortsat kan yde støtte til skabende scenekunstnere i form af arbejdslegater og stipendier. I forslag til lov om Statens Kunstfonds virksomhed § 7, stk. 1, nr. 1, anføres det, at støtte efter denne bestemmelse alene tildeles af legatudvalget, hvilket skal sikre, at opgaven med at tildele denne støtte entydigt er forankret et sted.
Der foreslås ligeledes tilføjelse af et nyt § 18, stk. 1, nr. 2, som er en tilføjelse i forhold til gældende lov. Bestemmelsen skal sikre, at det nye Statens Kunstfond fortsat kan præmiere scenekunstneriske værker. Præmieringen foretages af legatudvalget for scenekunst.
De foreslåede tilføjelser af § 18, stk. 1, nr. 1 og nr. 2, er en konsekvens af fusionen af Statens Kunstråd og Statens Kunstfond og afspejler de opgaver, der tidligere blev varetaget i Statens Kunstfonds tremandsudvalg. Disse opgaver varetages fremover i Statens Kunstfonds legatudvalg.
De øvrige numre i § 18, stk. 1, i lov om scenekunst videreføres uændret fra den gældende lov. Dog foreslås en ændring af § 18, stk. 1, nr. 5 (det hidtidige nr. 3), som indebærer, at bestemmelsen ikke længere specificerer, at der i medfør af lov om scenekunst kan ydes tilskud til indretning af lokaler til scenekunstformål.
Denne ændring er begrundet i et ønske om at gøre bestemmelsen mere rummelig. Af den gældende bestemmelse fremgår, at der i særlige tilfælde kan ydes tilskud til indretning af lokaler. Ændringen vil betyde, at der kan ydes støtte f.eks. til indretning af lokaler, når det er i overensstemmelse med lovens formål.
Endelig afspejler den foreslåede nyaffattelse af § 18, stk. 1, i lov om scenekunst, at der tilstræbes en ensartet formulering af de bestemmelser, som knytter sig til Statens Kunstfonds tildeling af tilskud, garantier mv. i lov om billedkunst og kunstnerisk formgivning, lov om litteratur, lov om musik, lov om scenekunst og lov om film.
Bestemmelsen i § 18, stk. 1, omfatter i den gældende lov også hjemmel til at yde lån – ud over hjemmel til at yde tilskud og garantier. Hjemmelen til at yde lån ophæves med forslaget, fordi den vurderes som overflødig, da Statens Kunstråd ikke har ydet lån til scenekunst, men kun tilskud og garantier.
Det foreslås, at § 18, stk. 2, nyaffattes, så der henvises til bestemmelserne i den foreslåede lov om Statens Kunstfond om de kriterier, udvalgene i Statens Kunstfond skal iagttage, når der træffes beslutning om tildeling af tilskud. Dog findes et kriterium i den gældende lov om scenekunst, som ikke er indeholdt i de samlede kriterier for tildelinger fra Statens Kunstfond. Det drejer sig om at udvalget, som behandler ansøgninger om tilskud, skal lægge vægt på at fremme udviklingen af nye scenekunstformer og anden eksperimenterende virksomhed. Dette kriterium foreslås fastholdt i lov om scenekunst.
Til nr. 4
Den foreslåede ændring af § 19 a, 2. pkt., i lov om scenekunst er af teknisk karakter. Ændringen medfører, at der i bestemmelsen henvises til den bestemmelse i lov om scenekunst, hvor de aftaler for egnsteatre, som omtales i § 19 a, er behandlet.
Til nr. 5
Den foreslåede ændring af overskriften til kapitel 13.a. i lov om scenekunst er en konsekvens af § 10 i den foreslåede lov om Statens Kunstfonds virksomhed, som fastsætter hjemmel til udstedelse af en bekendtgørelse om administrative regler for forvaltning af tilskud, garantier mv., om budget, regnskab og revision for modtagere af tilskud fra Statens Kunstfond og om udbetaling, bortfald og tilbagebetaling af tilskud. Reglerne i § 10 i den foreslåede lov om Statens Kunstfonds virksomhed vil finde anvendelse på alle tilskud, som fordeles af Statens Kunstfond og derfor også på tilskud, garantier mv. ydet af Statens Kunstfond i henhold til § 18 i lov om scenekunst. Derfor foreslås det, at bestemmelserne i § 31 a i lov om scenekunst ikke længere skal gælde tilskud ydet af Statens Kunstfond.