Kulturbidragsloven § 2

AVMS-direktivets artikel 2, stk. 3, litra a-c, definerer, hvornår en medietjenesteudbyder anses som værende etableret i en EU-medlemsstat. Heraf følger, at en medietjenesteudbyder anses som etableret i en medlemsstat, når medietjenesteudbyderen har sit hovedkontor i den pågældende medlemsstat, og de redaktionelle beslutninger om den audiovisuelle medietjeneste træffes i denne medlemsstat.

Det følger endvidere, at hvis en medietjenesteudbyder har sit hovedkontor i én medlemsstat, men de redaktionelle beslutninger om den audiovisuelle medietjeneste træffes i en anden medlemsstat, anses medietjenesteudbyderen for at være etableret i den medlemsstat, hvor en betydelig del af de medarbejdere, der er beskæftiget med den audiovisuelle medietjenestevirksomhed, arbejder. Hvis en betydelig del af de medarbejdere, der er beskæftiget med den audiovisuelle medietjenestevirksomhed, arbejder i begge medlemsstater, anses medietjenesteudbyderen for at være etableret i den medlemsstat, hvor hovedkontoret er beliggende. Hvis en betydelig del af de medarbejdere, der er beskæftiget med den audiovisuelle medietjenestevirksomhed, ikke arbejder i nogen af de pågældende medlemsstater, anses medietjenesteudbyderen for at være etableret i den medlemsstat, hvor den først påbegyndte sin virksomhed i overensstemmelse med lovgivningen i denne medlemsstat, forudsat at den har en stabil og reel forbindelse til denne medlemsstats økonomi.

Afslutningsvis følger det, at hvis en medietjenesteudbyder har sit hovedkontor i en medlemsstat, men beslutninger om den audiovisuelle medietjeneste træffes i et tredjeland, eller omvendt, anses medietjenesteudbyderen for at være etableret i den pågældende medlemsstat, forudsat at en betydelig del af de medarbejdere, der er beskæftiget med den audiovisuelle medietjenestevirksomhed, arbejder i denne medlemsstat.

Det foreslås i stk. 1, at loven finder anvendelse på medietjenesteudbydere, der er etableret i Danmark, og som udbyder on demand-audiovisuelle medietjenester, jf. dog stk. 3-5.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, vil medføre, at medietjenesteudbydere, forstået som den fysiske eller juridiske person, der har det redaktionelle ansvar for valget af audiovisuelt indhold i en audiovisuel medietjeneste, og som bestemmer, hvordan det audiovisuelle indhold tilrettelægges, jf. definitionen i den foreslåede § 3, nr. 3, vil blive pålagt pligter i henhold til denne lov, såfremt de udbyder on demand-audiovisuelle medietjenester.

On demand-audiovisuelle medietjenester er defineret i den foreslåede § 3, nr. 1 og 2.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, vil desuden medføre, at kulturbidragsordningen omfatter medietjenesteudbydere, der udbyder on demand-audiovisuelle tjenester, uanset hvilken forretningsmodel tjenesten anvender, herunder f.eks. de såkaldte SVOD-tjenester (Subscription Video on Demand), TVOD-tjenester (Transactional Video On Demand) eller kombinationer heraf. SVOD-tjenester er abonnementstjenester og omfattes, uanset om tjenesten udbydes på mere sædvanlige abonnementsbetingelser, hvor forbrugerne på baggrund af en tilmelding og mod betaling gives en løbende adgang til tjenesten for en given periode, eller om den udbydes i et abonnementslignende forhold. Det er i denne forbindelse således uden betydning, om der ydes en monetær eller anden modydelse for abonnementet. Det betyder, at tjenester, der f.eks. benytter gratis-abonnementer, hvor forbrugeren ikke betaler penge for abonnementet, men i stedet accepterer at se reklamer eller afgiver sine data som modydelse, også vil være tjenester baseret på abonnements- eller abonnementslignende forhold i dette lovforslags forstand. TVOD-tjenester er transaktionsbaserede tjenester, hvor der betales for adgang til tjenestens indhold dvs., at forbrugeren betaler i den enkelte situation for adgangen til f.eks. en film i en given periode. Det er også for TVOD-tjenesterne uden betydning, om modydelsen for adgangen til indholdet på tjenesten er af monetær karakter, eller om forbrugeren betaler for adgangen på anden vis.

At de omfattede medietjenester vil skulle være audiovisuelle, vil indebære, at medietjenesteudbydere, der alene udbyder audio on demand-tjenester, som f.eks. tjenester med podcasts eller tidligere udsendte radioprogrammer, ikke omfattes af loven.

Der henvises endvidere til bemærkningerne til den foreslåede § 3, nr. 1-3.

Det foreslås i stk. 2, at loven endvidere finder anvendelse på medietjenesteudbydere, der er etableret i en anden EU-medlemsstat, og som udbyder on demand-audiovisuelle medietjenester, der er målrettet publikum i Danmark, jf. dog stk. 3-5.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2, vil medføre, at ordningen omfatter medietjenesteudbydere, der er etableret i en anden EU-medlemsstat, når deres on demand-audiovisuelle medietjenester er målrettet et dansk publikum.

Det følger heraf, at loven ikke finder anvendelse på medietjenesteudbydere, der ikke er etableret i en EU-medlemsstat.

Det vil komme an på en konkret vurdering af den enkelte on demand-audiovisuelle medietjeneste, om den betragtes som værende målrettet et dansk publikum. Det formodes, at tjenesten er rettet mod et dansk publikum, hvis tjenesten indeholder reklame eller anden promovering, der sigter specifikt mod kunder i Danmark, tjenestens hovedsprog er dansk, eller der er tale om indhold eller kommerciel kommunikation, som specifikt er rettet mod publikum i Danmark. Opremsningen er ikke udtømmende, og andre faktorer kan således have betydning.

Der henvises endvidere til bemærkningerne til bestemmelsens stk. 1 samt til pkt. 3.1.4. i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås i stk. 3, at loven ikke gælder medietjenesteudbydere, der har en årlig omsætning på under 15 mio. kr., eller hvis publikum udgør under 1 pct. af det samlede antal brugere af on demand-audiovisuelle medietjenester på det danske marked.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3, vil medføre, at medietjenesteudbydere, hvis samlede årlige omsætning ikke overstiger en tærskelværdi på 15 mio. kr. vil være undtaget fra lovens anvendelsesområde. Tærskelværdien på 15 mio. kr. fastsættes i overensstemmelse med EU-Kommissionens henstilling 2003/361/EF af 6. maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder, hvori er tærskelværdien for mikrovirksomheder er fastsat til at udgøre en samlet årlig omsætning på højst 2 mio. EUR, når omsætningen fra partnervirksomheder eller tilknyttede virksomheder også tages i betragtning. Begreberne partnervirksomheder og tilknyttede virksomheder skal forstås i overensstemmelse med definitionerne i artikel 3, stk. 2 og 3, i bilaget Definition af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder vedtaget af Kommissionen, til EU-Kommissionens henstilling 2003/361/EF af 6. maj 2003.

Den årlige omsætning i henhold til stk. 3 vil adskille sig fra opgørelsen af den bidragspligtige omsætning, idet opgørelsen af omsætning fastsættes i overensstemmelse med artikel 4 og artikel 6 i bilaget Definition af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder vedtaget af Kommissionen, til EU-Kommissionens henstilling 2003/361/EF af 6. maj 2003.

Medietjenesteudbydere, hvis samlede årlige omsætning er på niveau med mikrovirksomheder, vil ikke blive omfattet af kulturbidragsordningen. Dermed undgås det, at bidragspligten vil ramme disse mindre virksomheder unødigt hårdt, samt at nye aktører hindres adgang til markedet, jf. også EU-Kommissionens Retningslinjer i medfør af artikel 13, stk. 7, i direktivet om audiovisuelle medietjenester for beregningen af andelen af europæiske programmer i on demand-kataloger og for definitionen af et lille publikum og en lav omsætning (2020/C 223/03), afsnit III. 3.

Det følger desuden af det foreslåede stk. 3, at loven ikke finder anvendelse på medietjenesteudbydere, der har et lille publikum, defineret som et publikum, der udgør under 1 pct. af det samlede antal brugere af on demand-audiovisuelle medietjenester på det danske marked.

Med henvisning til EU-Kommissionens Retningslinjer i medfør af artikel 13, stk. 7, i direktivet om audiovisuelle medietjenester for beregningen af andelen af europæiske programmer i on demand-kataloger og for definitionen af et lille publikum og en lav omsætning (2020/C 223/03), afsnit III. 4.1., foreslås det, at publikumsandelen for on demand-audiovisuelle medietjenester måles ud fra salget af tjenesten, hvor antallet af brugere/seere er en god indikator for dette salg.

Publikummets størrelse for en given on demand medietjeneste vil således blive bestemt ud fra antallet af aktive brugere af den enkelte tjeneste. For såkaldte SVOD-tjenester (Subscription Video on Demand) vil publikummets størrelse skulle opgøres som antallet af betalende abonnenter hos tjenesten. For såkaldte TVOD-tjenester (Transactional Video On Demand) vil publikummets størrelse skulle opgøres som antallet af unikke kunder/konti, der har erhvervet mindst én titel i tjenestens katalog inden for seneste kalenderår. For såkaldte AVOD-tjenester (Advertising Video on Demand) vil publikummets størrelse skulle opgøres som et gennemsnit af antallet af unikke besøgende inden for det seneste kalenderår. I tilfælde af abonnenter, der betaler for bundtede tjenester, som også omfatter en on demand-audiovisuel tjeneste, vil målingen skulle basere sig på brugere, som faktisk har tilgået tjenestens indhold inden for en bestemt periode.

I praksis vil medietjenesteudbyderens procentvise publikumsandel skulle udregnes som antallet af brugere af tjenesten divideret med det samlede antal brugere af on demand-audiovisuelle medietjenester målrettet det danske marked og ganget med 100. Opgørelsesmetoden for det samlede antal brugere af on demand-audiovisuelle medietjenester på det danske marked vil blive nærmere fastlagt af Kulturministeriet. På baggrund heraf vil Kulturministeriet årligt opgøre oplysninger om det samlede antal brugere til brug for medietjenesteudbydernes beregning.

Medietjenesteudbydere, der har et lille publikum, vil ligeledes ikke blive omfattet af kulturbidragsordningen for at undgå, at bidragspligten skal ramme disse mindre virksomheder unødigt hårdt samt for at undgå, at nye aktører hindres adgang til markedet, jf. også EU-Kommissionens Retningslinjer i medfør af artikel 13, stk. 7, i direktivet om audiovisuelle medietjenester for beregningen af andelen af europæiske programmer i on demand-kataloger og for definitionen af et lille publikum og en lav omsætning (2020/C 223/03), afsnit III. 3 og 4.

Det foreslås i stk. 4, at loven ikke gælder medietjenester, der udbydes som led i udøvelse af public service-virksomhed, jf. § 11 i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v., eller i medfør af reguleringen i den EU-medlemsstat, hvor udbyderen af den on demand-audiovisuelle medietjeneste er etableret.

Den foreslåede bestemmelse vil indeholde en undtagelse til udgangspunktet i § 2, stk. 1 og 2, hvorefter en medietjenesteudbyder etableret i Danmark eller en anden EU-medlemsstat er omfattet af lovens anvendelsesområde, hvis denne udbyder on demand-audiovisuelle medietjenester målrettet mod et dansk publikum.

Den foreslåede bestemmelse vil for medietjenesteudbydere etableret i Danmark medføre, at en medietjenesteudbyder, der alene udbyder en on demand-audiovisuel medietjeneste som led i udøvelse af public service-virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1350 af 4. september 2020 om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v. § 11, ikke er omfattet af loven.

Henvisningen til § 11 i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v. vil medføre, at kulturbidragsordningen ikke gælder for on demand-audiovisuelle medietjenester fra DR, de regionale TV 2-virksomheder og TV 2 DANMARK A/S, hvis de udbydes som led i udøvelsen af public service-virksomhed efter reglerne i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v., kapitel 4, 6 og 6 a.

Den samme undtagelse vil gøre sig gældende for andre foretagender etableret i Danmark, som har fået tilladelse til at drive public service-virksomhed, jf. lov om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v. § 11, stk. 2, såfremt de udbyder en on demand-audiovisuel medietjeneste som led heri.

Den foreslåede bestemmelse vil for medietjenesteudbydere, der er etableret i en anden EU-medlemsstat, og som udbyder en on demand-audiovisuel medietjeneste som led i udøvelse af public service-virksomhed, ligeledes medføre, at loven ikke finder anvendelse på disse medietjenesteudbydere. Hvorvidt der er tale om en medietjeneste, der udbydes som led i udøvelse af public service-virksomhed vil i dette tilfælde afhænge af, hvordan public service-virksomhed er reguleret og retligt defineret i den EU-medlemsstat, medietjenesteudbyderen er etableret i. Det må desuden antages, at eventuelle on demand-audiovisuelle medietjenester, der drives som led i udenlandsk public service-virksomhed, som udgangspunkt vil være målrettet deres eget nationale territorium, og ikke et dansk publikum, hvorfor de allerede af den grund ikke vil være omfattet af loven.

Såfremt en medietjenesteudbyder udbyder flere on demand-audiovisuelle medietjenester eller opererer med opdelte medietjenester, hvoraf kun en del udbydes som led i udøvelsen af public service-virksomhed, vil det alene være den del af medietjenesten/medietjenesterne, der er underlagt en public service-forpligtelse, der falder under undtagelsen i § 2, stk. 4. Den del af medietjenesteudbyderens on demand-audiovisuelle medietjenester, der udbydes på almindelige kommercielle vilkår, vil således ikke blive omfattet af undtagelsen i § 2, stk. 4.

Det foreslås i stk. 5, at loven ikke gælder medietjenesteudbydere, der alene udbyder medietjenester til biblioteks- eller undervisningsformål.

Det følger af AVMS-direktivet artikel 13, stk. 6, 2. pkt., at i betragtning af de ændrede markedsforhold kan en medlemsstat fravige bidragsforpligtelsen efter direktivets artikel 13, stk. 2, hvor det ville være upraktisk eller ubegrundet i betragtning af arten af eller emnet for den audiovisuelle medietjeneste.

Med bestemmelsen foreslås en undtagelse til udgangspunktet i § 2, stk. 1 og 2, hvorefter en medietjenesteudbyder etableret i Danmark eller en anden EU-medlemsstat er omfattet af lovens anvendelsesområde, hvis denne udbyder on demand-audiovisuelle medietjenester målrettet mod et dansk publikum. Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at loven ikke vil finde anvendelse på medietjenesteudbydere etableret i Danmark eller en anden EU-medlemsstat, der kun udbyder biblioteks- eller undervisningstjenester, som f.eks. digitalt udlåner film gennem bibliotekerne og til undervisningsbrug. Dermed vil sådanne on demand-audiovisuelle medietjenester, der grundet deres art har et fortrinsvis almennyttigt sigte, være undtaget fra at betale kulturbidrag.