⌘K

Bekendtgørelse af lov om kreditaftaler›§ 14

Gældende

LBK nr 817 af 06/08/2019

Justitsministeriet

Kreditaftaleloven § 14

(Ophævet)

Detaljer

Lov om ændring af lov om kreditaftaler, lov om markedsføring, lov om forbrugslånsvirksomheder og forskellige andre love (Gennemførelse af det reviderede forbrugerkreditdirektiv)

§ 14Gå til lovkildeLOV nr 1322 af 20/11/202520. november 2025

Nuværende lovtekst

Konsolideret lovtekst

Nuværende lovtekst → Konsolideret lovtekst RENAMED Viewed

	@@ -1,1 +1,39 @@
1	- ~~(Ophævet)~~

+Kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren skal i forbindelse med en given transaktion udtrykkeligt underrette forbrugeren om, hvorvidt der ydes eller kan ydes rådgivningstjenester til forbrugeren.
+ Stk. 2. Kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren skal forud for ydelsen af rådgivningstjenester eller indgåelsen af en aftale om ydelse af sådanne tjenester give forbrugeren følgende oplysninger på papir eller på et andet varigt medium, som forbrugeren vælger:
+1) En angivelse af, om anbefalingen kun vil være baseret på deres eget produktsortiment eller på et bredt udvalg af produkter fra hele markedet i overensstemmelse med stk. 4, nr. 3.
+2) I givet fald en angivelse af det gebyr, som forbrugeren skal betale for rådgivningstjenesterne, eller, hvis gebyrets størrelse ikke kan fastslås på det tidspunkt, hvor oplysningerne gives, den metode, der anvendes til beregningen heraf.
+ Stk. 3. Oplysningerne efter stk. 2 kan gives til forbrugeren i form af yderligere oplysninger forud for aftaleindgåelsen i overensstemmelse med § 7 a, stk. 8, 3. pkt.
+ Stk. 4. Hvis der ydes rådgivningstjenester til forbrugere, skal kreditgiveren og i givet fald kreditformidlere
+1) indhente de nødvendige oplysninger om forbrugerens finansielle situation, præferencer og mål i forbindelse med kreditaftalen, således at kreditgiveren eller kreditformidleren kan anbefale kreditaftaler, som passer til forbrugeren,
+2) vurdere forbrugerens finansielle situation og behov på grundlag af de i nr. 1 nævnte oplysninger, som skal være ajourført på vurderingstidspunktet, under hensyntagen til rimelige antagelser om risiciene for forbrugerens finansielle situation i den anbefalede kreditaftales løbetid,
+3) tage et tilstrækkelig stort antal kreditaftaler i deres produktsortiment i betragtning og på dette grundlag anbefale en eller flere kreditaftaler herfra, som passer til forbrugerens behov, finansielle situation og personlige omstændigheder,
+4) handle i forbrugerens bedste interesse og
+5) give forbrugeren dokumentation for sin anbefaling på papir eller på et andet varigt medium, som forbrugeren vælger, og som er angivet i aftalen om levering af rådgivningstjenester.
+ Stk. 5. En kreditgiver eller kreditformidler må i forbindelse med rådgivningstjenester kun anvende udtrykket »uafhængig rådgivning« eller »uafhængig rådgiver« eller tilsvarende betegnelser, der giver indtryk af, at der ydes uafhængig rådgivning, hvis
+1) kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren tager et tilstrækkelig stort antal kreditaftaler, der er tilgængelige på markedet, i betragtning og
+2) kreditformidleren ikke aflønnes for de rådgivningstjenester, der ydes, af en eller flere kreditgivere.
+ Stk. 6. Stk. 5, nr. 2, finder dog kun anvendelse, hvis antallet af de kreditgivere, der vurderes, ikke repræsenterer et flertal på markedet.
+ Stk. 7. Kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren skal advare forbrugeren, når en kreditaftale kan indebære en særlig risiko for forbrugeren under hensyntagen til forbrugerens finansielle situation.
+ Stk. 8. Rådgivningstjenester må kun ydes af kreditgivere og i givet fald kreditformidlere.
+ Stk. 9. Rådgivningstjenester kan uanset stk. 8 ydes, hvis rådgivningstjenesterne ydes lejlighedsvis som led i en erhvervsmæssig aktivitet, der er reguleret ved lovgivning eller et etisk kodeks, som ikke udelukker ydelsen af disse tjenester.
+ Stk. 10. Stk. 1-4, 8 og 9 finder ikke anvendelse ved rådgivning om boligkreditaftaler, jf. § 2, nr. 4, i lov om investeringsrådgivere og boligkreditformidlere.
+ Stk. 11. Stk. 5 og 6 finder ikke anvendelse på boligkreditformidlere, jf. § 2, nr. 1, i lov om investeringsrådgivere og boligkreditformidlere.

Ændringer

Nr 23:

Efter § 11 indsættes før overskriften før § 16:

»Kombinationssalg og pakkesalg, afledt samtykke, rådgivningstjenester og uopfordret kreditgivning

§ 12. En kreditgiver kan udbyde produkter gennem pakkesalg.

Stk. 2. En kreditgiver må ikke udbyde produkter gennem kombinationssalg, jf. dog stk. 3 og 4.

Stk. 3. Kreditgiveren kan anmode forbrugeren om at åbne eller opretholde en betalings- eller opsparingskonto, hvis formålet med en sådan konto er at

akkumulere kapital til tilbagebetaling af kreditten,
afdrage på kreditten,
samle ressourcer for at opnå kreditten eller
give kreditgiveren yderligere sikkerhedsstillelse i tilfælde af misligholdelse.

Stk. 4. Kreditgiveren kan stille krav om, at forbrugeren har en relevant forsikringspolice i forbindelse med kreditaftalen. Kreditgiveren skal acceptere en forsikringspolice fra en anden leverandør end kreditgiverens foretrukne leverandør, hvis forsikringspolicen har et garantiniveau, der svarer til det, som kreditgiveren har foreslået, og hvis betingelserne for kreditten, der tilbydes forbrugeren, ikke ændres.

Stk. 5. En forbruger, der stilles over for krav om at tegne en forsikringspolice, jf. stk. 4, skal have mindst 3 dage til at sammenligne forsikringstilbud i forbindelse med kreditaftaler, uden at sådanne tilbud ændres, og forbrugeren skal underrettes herom. Forbrugeren kan indgå en forsikringspolice inden udløbet af denne frist på 3 dage, hvis forbrugeren udtrykkeligt anmoder herom.

Stk. 6. Personoplysninger vedrørende diagnosticering af forbrugeres onkologiske sygdomme må kun anvendes med henblik på en forsikringspolice i forbindelse med en kreditaftale, indtil 15 år efter at forbrugerens lægefaglige behandling er afsluttet.

Stk. 7. Stk. 1-6 finder ikke anvendelse ved udbud af boligkreditaftaler, jf. § 2, nr. 4, i lov om investeringsrådgivere og boligkreditformidlere.

§ 13. Kreditgivere og kreditformidlere må ikke aflede forbrugerens samtykke til indgåelse af en kreditaftale eller køb af accessoriske tjenesteydelser, der præsenteres via standardvalg. Standardvalg omfatter forhåndsafkrydsede felter.

Stk. 2. Forbrugerens samtykke til indgåelse af en kreditaftale eller til køb af accessoriske tjenesteydelser, der præsenteres via afkrydsningsfelter, skal gives ved en utvetydig og klar bekræftende handling, der udgør en frivillig, specifik, informeret og utvetydig tilkendegivelse af forbrugerens godkendelse af indholdet og substansen forbundet med felterne.

§ 14. Kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren skal i forbindelse med en given transaktion udtrykkeligt underrette forbrugeren om, hvorvidt der ydes eller kan ydes rådgivningstjenester til forbrugeren.

Stk. 2. Kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren skal forud for ydelsen af rådgivningstjenester eller indgåelsen af en aftale om ydelse af sådanne tjenester give forbrugeren følgende oplysninger på papir eller på et andet varigt medium, som forbrugeren vælger:

En angivelse af, om anbefalingen kun vil være baseret på deres eget produktsortiment eller på et bredt udvalg af produkter fra hele markedet i overensstemmelse med stk. 4, nr. 3.
I givet fald en angivelse af det gebyr, som forbrugeren skal betale for rådgivningstjenesterne, eller, hvis gebyrets størrelse ikke kan fastslås på det tidspunkt, hvor oplysningerne gives, den metode, der anvendes til beregningen heraf.

Stk. 3. Oplysningerne efter stk. 2 kan gives til forbrugeren i form af yderligere oplysninger forud for aftaleindgåelsen i overensstemmelse med § 7 a, stk. 8, 3. pkt.

Stk. 4. Hvis der ydes rådgivningstjenester til forbrugere, skal kreditgiveren og i givet fald kreditformidlere

indhente de nødvendige oplysninger om forbrugerens finansielle situation, præferencer og mål i forbindelse med kreditaftalen, således at kreditgiveren eller kreditformidleren kan anbefale kreditaftaler, som passer til forbrugeren,
vurdere forbrugerens finansielle situation og behov på grundlag af de i nr. 1 nævnte oplysninger, som skal være ajourført på vurderingstidspunktet, under hensyntagen til rimelige antagelser om risiciene for forbrugerens finansielle situation i den anbefalede kreditaftales løbetid,
tage et tilstrækkelig stort antal kreditaftaler i deres produktsortiment i betragtning og på dette grundlag anbefale en eller flere kreditaftaler herfra, som passer til forbrugerens behov, finansielle situation og personlige omstændigheder,
handle i forbrugerens bedste interesse og
give forbrugeren dokumentation for sin anbefaling på papir eller på et andet varigt medium, som forbrugeren vælger, og som er angivet i aftalen om levering af rådgivningstjenester.

Stk. 5. En kreditgiver eller kreditformidler må i forbindelse med rådgivningstjenester kun anvende udtrykket »uafhængig rådgivning« eller »uafhængig rådgiver« eller tilsvarende betegnelser, der giver indtryk af, at der ydes uafhængig rådgivning, hvis

kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren tager et tilstrækkelig stort antal kreditaftaler, der er tilgængelige på markedet, i betragtning og
kreditformidleren ikke aflønnes for de rådgivningstjenester, der ydes, af en eller flere kreditgivere.

Stk. 6. Stk. 5, nr. 2, finder dog kun anvendelse, hvis antallet af de kreditgivere, der vurderes, ikke repræsenterer et flertal på markedet.

Stk. 7. Kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren skal advare forbrugeren, når en kreditaftale kan indebære en særlig risiko for forbrugeren under hensyntagen til forbrugerens finansielle situation.

Stk. 8. Rådgivningstjenester må kun ydes af kreditgivere og i givet fald kreditformidlere.

Stk. 9. Rådgivningstjenester kan uanset stk. 8 ydes, hvis rådgivningstjenesterne ydes lejlighedsvis som led i en erhvervsmæssig aktivitet, der er reguleret ved lovgivning eller et etisk kodeks, som ikke udelukker ydelsen af disse tjenester.

Stk. 10. Stk. 1-4, 8 og 9 finder ikke anvendelse ved rådgivning om boligkreditaftaler, jf. § 2, nr. 4, i lov om investeringsrådgivere og boligkreditformidlere.

Stk. 11. Stk. 5 og 6 finder ikke anvendelse på boligkreditformidlere, jf. § 2, nr. 1, i lov om investeringsrådgivere og boligkreditformidlere.

§ 15. En kreditgiver må ikke uden forudgående anmodning og udtrykkeligt samtykke fra en forbruger yde den pågældende kredit.«

Forarbejder

Til nr. 23

(Til § 12)

Kreditaftaleloven indeholder ikke i dag regler om kombinationssalg og pakkesalg.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse som § 12, der regulerer kombinations- og pakkesalg.

Det foreslås i stk. 1, at en kreditgiver kan udbyde produkter gennem pakkesalg.

Begrebet »pakkesalg« defineres i den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 4, nr. 22 (lovforslagets § 1, nr. 11), som tilbud om eller salg af en kreditaftale i en pakke med andre særskilte finansielle produkter eller tjenesteydelser, hvor kreditaftalen også stilles individuelt til rådighed for forbrugeren, men ikke nødvendigvis på samme betingelser eller vilkår, som når den indgår i pakken med disse andre produkter eller tjenesteydelser.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at en kreditgiver kan udbyde en kreditaftale til en forbruger i en pakke sammen med andre finansielle produkter m.v., hvis kreditaftalen også stilles individuelt til rådighed for forbrugeren.

Det foreslås i stk. 2, at en kreditgiver ikke må udbyde produkter gennem kombinationssalg, jf. dog stk. 3 og 4.

Begrebet »kombinationssalg« defineres i den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 4, nr. 21 (lovforslagets § 1, nr. 11), som tilbud om eller salg af en kreditaftale i en pakke med andre særskilte finansielle produkter eller tjenesteydelser, hvor kreditaftalen ikke stilles individuelt til rådighed for forbrugeren.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at en kreditgiver ikke må udbyde produkter gennem kombinationssalg, dvs. tilbud om eller salg af en kreditaftale i en pakke med andre særskilte finansielle produkter eller tjenesteydelser, hvor kreditaftalen ikke stilles individuelt til rådighed for forbrugeren.

Det foreslås i stk. 3, at kreditgivere kan anmode forbrugere om at åbne eller opretholde en betalings- eller opsparingskonto, hvis formålet med sådan en konto er 1) at akkumulere kapital til tilbagebetaling af kreditten, 2) at afdrage på kreditten, 3) at samle ressourcer for at opnå kreditten, eller 4) at give kreditgiver yderligere sikkerhedsstillelse i tilfælde af misligholdelse.

Kreditgivere kan følgelig – som en undtagelse til forbuddet mod kombinationssalg i stk. 2 – anmode forbrugere om at åbne eller opretholde en betalings- eller opsparingskonto, hvis formålet med en sådan konto er et af de opregnede formål, som alle har til formål at styrke og understøtte forbrugerens evne til at få, afdrage på eller tilbagebetale kreditten.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at tilbud om at åbne eller opretholde en betalings- eller opsparingskonto kan gives i kombination med tilbud om den pågældende kreditaftale, hvis formålet hermed er et af de formål, som udtrykkeligt fremgår af bestemmelsen.

Det foreslås i stk. 4, at kreditgivere kan stille krav om en relevant forsikringspolice i forbindelse med kreditaftalen. Kreditgivere skal acceptere en forsikringspolice fra en anden leverandør end kreditgiverens fortrukne leverandør, hvis forsikringspolicen har et garantiniveau, der svarer til det, som kreditgiveren har foreslået, og hvis betingelserne for kreditten, der tilbydes forbrugeren, ikke ændres. Forbrugerens mulighed for at vælge sin egen forsikringsudbyder efter den foreslåede bestemmelse må ikke berøre de kreditbetingelser, der er fastsat af kreditgiveren, forudsat at den pågældende udbyders forsikringspolice har et garantiniveau, der svarer til den forsikringspolice, der foreslås eller tilbydes af kreditgiveren, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 47.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at krav om en relevant forsikringspolice kan stilles i kombination med tilbud om en kreditaftale, hvis kravet er relevant, dvs. hvis forsikringspolicen f.eks. indgås for at garantere tilbagebetaling af kreditten eller forsikre værdien af sikkerhedsstillelsen, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 47. I vurderingen af, hvorvidt et krav om en forsikringspolice er relevant, vil det bl.a. kunne indgå, om kravet er proportionalt i lyset af den tilbudte kreditaftale.

Det foreslås i stk. 5, at en forbruger, der stilles over for krav om at tegne en forsikringspolice efter den foreslåede stk. 4, skal have mindst 3 dage til at sammenligne forsikringstilbud i forbindelse med kreditaftaler, uden at sådanne tilbud ændres, og forbrugerne skal underrettes herom. Forbrugeren kan indgå en forsikringspolice inden udløbet af denne frist på tre dage, hvis forbrugeren udtrykkeligt anmoder herom.

Den foreslåede bestemmelse vil for det første indebære, at forbrugere, der af kreditudbyderen stilles over for et krav om at tegne en forsikring i forbindelse med kreditaftalen, skal have en frist på tre dage til at sammenligne relevante forsikringstilbud. Forsikringstilbuddene kan ikke ændres i den pågældende periode. Den foreslåede bestemmelse vil for det andet indebære, at forbrugere skal underrettes herom, og at en forsikringspolice kun kan indgås inden udløbet af fristen på den pågældende forbrugers udtrykkelige anmodning.

Endelig foreslås det i stk. 6, at personoplysninger vedrørende diagnosticering af forbrugeres onkologiske sygdomme kun må anvendes med henblik på en forsikringspolice i forbindelse med en kreditaftale indtil 15 år efter, at forbrugerens lægefaglige behandling er afsluttet. Bestemmelsen har til formål at give forbrugere, der har overlevet kræft, bedre adgang til forsikring i forbindelse med kreditaftaler, jf. også forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 48.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at oplysninger om forbrugeres kræftdiagnoser ikke må anvendes i forbindelse med forsikringspolicer 15 år efter lægelig behandling heraf er ophørt.

Den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 12, stk. 1-6, gennemfører forbrugerkreditdirektivets artikel 14.

Det foreslås i stk. 7 , at stk. 1-6, finder ikke anvendelse ved udbud af boligkreditaftaler, jf. § 2, nr. 4, i lov om investeringsrådgivere og boligkreditformidlere. Dette skal ses i lyset af, at kombinations- og pakkesalg allerede er reguleret for så vidt angår udbud af boligkreditaftaler i § 30 i bekendtgørelse nr. 1514 af 6. december 2023 om god skik for boligkredit. Ved udbud af kreditaftaler kan en boligkreditgiver udbyde produkter gennem pakkesalg, men må som udgangspunkt ikke udbyde produkter gennem kombinationssalg, jf. § 30, stk. 1 og 2, i bekendtgørelse om god skik for boligkredit. I § 30 stk. 3 og 4, i bekendtgørelse om god skik for boligkredit, følger undtagelserne til forbuddet mod kombinationssalg, og efter stk. 5 kan en boligkreditgiver i forbindelse med indgåelse af en boligkreditaftale stille krav om, at låntageren tegner en relevant forsikring. Boligkreditgiveren kan dog ikke stille krav om, at forsikringsaftalen indgås med en bestemt udbyder, hvis forsikringsaftalen indeholder de samme forsikringsdækninger, som den forsikringsaftale boligkreditgiveren har foreslået.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.13 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

(Til § 13)

Kreditaftaleloven indeholder på nuværende tidspunkt ikke regler om afledt samtykke til indgåelse af kreditaftale eller til køb af accessoriske tjenesteydelser. Det fremgår imidlertid af forbrugeraftalelovens § 31, stk. 1, at erhvervsdrivende kun kan kræve betaling for ydelser, der ligger ud over hovedydelsen, hvis forbrugeren inden aftaleindgåelsen har givet udtrykkeligt samtykke hertil.

Anvendelsen af forhåndsafkrydsede tillægsydelser i forbrugeraftaler vil derudover ofte kunne betegnes som ulovlig negativ aftalebinding i strid med markedsføringslovens §§ 3 og 4 om god markedsføringsskik. Det er efter Forbrugerombudsmandens praksis i almindelighed i strid med god markedsføringsskik at anvende en fremgangsmåde til aftaleindgåelse, som kræver en aktiv handling fra forbrugerens side for at undgå at blive bundet. Udgangspunktet efter aftaleretten er endvidere, at indgåelse af aftaler forudsætter, at der foreligger såvel et tilbud som en accept, jf. nærmere pkt. 2.14.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse som § 13, der regulerer afledt samtykke til indgåelse af en kreditaftale eller til køb af accessoriske tjenesteydelser. Den foreslåede bestemmelse har til formål at gennemføre forbrugerkreditdirektivets artikel 15.

Det foreslås i stk. 1, at det fastsættes, at kreditgivere og kreditformidlere ikke må aflede forbrugerens samtykke til indgåelse af en kreditaftale eller køb af accessoriske tjenesteydelser, der præsenteres via standardvalg. Standardvalg omfatter forhåndsafkrydsede felter.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at det fastsættes i kreditaftaleloven, at kreditgivere og kreditformidlere ikke må aflede forbrugerens samtykke til indgåelse af en kreditaftale eller køb af accessoriske tjenesteydelser, der præsenteres via standardvalg, hvilket omfatter forhåndsafkrydsede felter.

Derudover foreslås det i stk. 2, at forbrugerens samtykke til indgåelse af en kreditaftale eller til køb af accessoriske tjenesteydelser, der præsenteres via afkrydsningsfelter, skal gives ved en utvetydig og klar bekræftende handling, der udgør en frivillig, specifik, informeret og utvetydig tilkendegivelse af forbrugerens godkendelse af indholdet og substansen forbundet med felterne. Tavshed, inaktivitet eller standardvalg som f.eks. forhåndsafkrydsede felter vil ikke kunne betragtes som værende ensbetydende med samtykke fra forbrugeren efter den foreslåede bestemmelse, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 49.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at forbrugerens samtykke til indgåelse af en kreditaftale eller til køb af accessoriske tjenesteydelser, der præsenteres via afkrydsningsfelter, skal gives ved en utvetydig og klar bekræftende handling, der udgør en frivillig, specifik, informeret og utvetydig tilkendegivelse af forbrugerens godkendelse af indholdet og substansen forbundet med felterne. Forbrugeren skal således handle aktivt for at krydse de pågældende felter af.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører forbrugerkreditdirektivets artikel 15.

Formålet med den foreslåede nye bestemmelse i kreditaftalelovens § 13 er at sikre direktivnær implementering.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.14 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

(Til § 14)

Kreditaftaleloven indeholder på nuværende tidspunkt ikke regler om rådgivningstjenester.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse som § 14 , der regulerer rådgivningstjenester.

Det foreslås i stk. 1, at kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren i forbindelse med en given transaktion udtrykkeligt skal underrette forbrugeren om, hvorvidt der ydes eller kan ydes rådgivningstjenester til forbrugeren.

Begrebet »rådgivningstjenester« defineres i den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 4, nr. 23 (lovforslagets § 1, nr. 11), som individuelle anbefalinger til en forbruger, der vedrører en eller flere transaktioner i forbindelse med kreditaftaler, og som er en aktivitet, der er særskilt fra kreditgivningen og fra de kreditformidlingsaktiviteter, der er anført i nr. 6 (om begrebet »kreditformidler«).

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at forbrugeren af kreditgiveren eller kreditformidleren udtrykkeligt skal informeres om, hvorvidt der ydes eller kan ydes individuelle anbefalinger til den pågældende – som ligger ud over kreditgivningen og kreditformidlingen – i forbindelse med transaktion. Bestemmelsen angår således de oplysningspligter, som kreditgiveren eller formidleren har.

Det foreslås i stk. 2, at kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren forud for ydelsen af rådgivningstjenester eller indgåelsen af en aftale om ydelse af sådanne tjenester skal give forbrugeren følgende oplysninger på papir eller på et andet varigt medium, som forbrugeren vælger: En angivelse af, om anbefalingen kun vil være baseret på deres eget produktsortiment eller på et bredt udvalg af produkter fra hele markedet i overensstemmelse med den foreslåede stk. 4, nr. 3, jf. nr. 1 . I givet fald en angivelse af det gebyr, som forbrugeren skal betale for rådgivningstjenesterne, eller, hvis gebyrets størrelse ikke kan fastslås på det tidspunkt, hvor oplysningerne gives, den metode, der anvendes til beregningen heraf, jf. nr. 2 .

Den foreslåede bestemmelse regulerer dels, at forbrugeren vælger hvilket medium som forbrugeren skal have de pågældende oplysninger på, dels hvilke oplysninger kreditgiveren eller kreditformidleren forud for ydelsen af rådgivningstjenester eller indgåelse af en aftale om ydelse af sådanne tjenester skal give forbrugere, herunder oplysninger om denne er gratis for forbrugeren.

Det foreslås i stk. 3, at oplysningerne der gives efter den foreslåede stk. 2, kan gives til forbrugeren i form af yderligere oplysninger forud for aftaleindgåelsen i overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 7 a, stk. 8, 3. pkt.

Bestemmelsen regulerer således den form, som de pågældende oplysninger kan gives til forbrugeren i, for at kreditgiveren eller kreditformidleren har opfyldt sin oplysningspligt.

Det foreslås i stk. 4, at hvis der ydes rådgivningstjenester til forbrugere, skal kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren indhente de nødvendige oplysninger om forbrugerens finansielle situation, præferencer og mål i forbindelse med kreditaftalen, således at kreditgiveren eller kreditformidleren kan anbefale kreditaftaler, som passer til forbrugeren, jf. nr. 1. Derudover skal forbrugerens finansielle situation og behov vurderes på grundlag af de i nr. 1 nævnte oplysninger, som skal være ajourført på vurderingstidspunktet, under hensyntagen til rimelige antagelser om risiciene for forbrugerens finansielle situation i den anbefalede kreditaftales løbetid, jf. nr. 2. Endvidere skal kreditformidleren eller i givet fald kreditformidleren tage et tilstrækkeligt stort antal kreditaftaler i deres produktsortimentet i betragtning og på dette grundlag anbefale en eller flere kreditaftaler herfra, som passer til forbrugerens behov, finansielle situation og personlige omstændigheder, jf. nr. 3, handle i forbrugerens bedste interesse, jf. nr. 4. Endelig skal kreditformidleren eller i givet fald kreditformidleren give forbrugeren dokumentation for sin anbefaling på papir eller på et andet varigt medium, som forbrugeren vælger, og som er angivet i aftalen om levering af rådgivningstjenester, jf. nr. 5.

Bestemmelsens formål skal ses i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 50, hvoraf det bl.a. fremgår, at rådgivning altid skal ydes i forbrugerens bedste interesse af rådgivere, der sætter sig ind i forbrugerens behov og omstændigheder og anbefaler kreditaftaler, der passer til forbrugerens behov, finansielle situation og personlige omstændigheder, idet der også tages hensyn til målet om at minimere misligholdelser og restancer. Desuden skal et tilstrækkeligt stort antal kreditaftaler i rådgiverens produktsortiment tages i betragtning, når der ydes rådgivning.

Den foreslåede bestemmelses sigte er således at sikre, at forbrugeren modtager rådgivning, som er målrettet vedkommendes individuelle behov og situation.

Det foreslås i stk. 5, at en kreditgiver eller kreditformidler i forbindelse med rådgivningstjenester kun må anvende udtrykket »uafhængig rådgivning« eller »uafhængig rådgiver«, eller tilsvarende betegnelser, der giver indtryk af, at der ydes uafhængig rådgivning, hvis: kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren tager et tilstrækkeligt stort antal kreditaftaler, der er tilgængelige på markedet, i betragtning, jf. nr. 1, og kreditformidleren ikke aflønnes for de rådgivningstjenester, der ydes, af en eller flere kreditgivere, jf. nr. 2.

Den foreslåede stk. 5, skal ses i lyset af, at det – hvor rådgivning beskrives som uafhængig – bør sikres, at udvalget af overvejede produkter og vederlagsordningerne svarer til forbrugernes forventninger til en sådan rådgivning, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 50.

Den foreslåede bestemmelse sætter således rammerne for, hvornår en kreditgiver eller kreditformidler i forbindelse med rådgivningstjenester må anvende udtrykket »uafhængig rådgivning« eller »uafhængig rådgiver« eller tilsvarende betegnelser, der giver indtryk af, at der ydes uafhængig rådgivning.

Det foreslås i stk. 6, at den foreslåede bestemmelse i stk. 5, nr. 2, kun finder anvendelse, hvis antallet af de kreditgivere, der vurderes, ikke repræsenterer et flertal på markedet.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at betingelsen om, at kreditformidleren ikke aflønnes for de rådgivningstjenester, der ydes, af en eller flere kreditgivere, kun finder anvendelse, hvis antallet af de kreditgivere, der vurderes, ikke repræsenterer et flertal på markedet.

Det foreslås i stk. 7, at kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren skal advare forbrugeren, når en kreditaftale kan indebære en særlig risiko for forbrugeren under hensyntagen til forbrugerens finansielle situation.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære en pligt for kreditgivere og kreditformidlere til at handle konkret i forhold til den pågældende forbruger baseret på vedkommendes konkrete finansielle situation.

Det foreslås i stk. 8, at rådgivningstjenester kun må ydes af kreditgivere og i givet fald kreditformidlere.

Den foreslåede bestemmelse sætter således rammerne for den aktørkreds, som kan yde rådgivningstjenester. Aktørkredsen, der kan yde rådgivningstjenester, bliver med bestemmelsen som udgangspunkt »kreditgivere« og »kreditformidlere«. Disse virksomheder forventes derfor at handle professionelt, når de yder rådgivningstjenester.

Det foreslås i stk. 9, at rådgivningstjenester uanset den foreslåede stk. 8 kan ydes, hvis rådgivningstjenesterne ydes lejlighedsvis som led i en erhvervsmæssig aktivitet, der er reguleret ved lovgivning eller et etisk kodeks, som ikke udelukker ydelsen af disse tjenester.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at uanset forbuddet mod at tilbyde rådgivningstjenester for andre end den personkreds, der er angivet i den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 14, stk. 8, kan der i visse situationer og af visse aktører alligevel ydes rådgivningstjenester. Disse aktører kan kun yde rådgivningstjenester, hvis der er tale om, at rådgivningstjenesterne ydes lejlighedsvis og som led i en anden erhvervsmæssig aktivitet. Det er et krav, at aktørens anden erhvervsmæssige aktivitet er reguleret ved lovgivning eller et etisk kodeks, som ikke udelukker ydelsen af disse tjenester. Det kan eksempelvis være advokater, som er underlagt de advokatetiske regler. I det tilfælde omfanget af rådgivningstjenesterne, der foretages af f.eks. advokater, kan betegnes som mere end lejlighedsvise, vil advokaten ikke længere være omfattet af undtagelsen.

Kravene om, at den anden erhvervsmæssige aktivitet skal være reguleret ved lovgivning eller et etisk kodeks er ikke kumulative krav. Som eksempler på aktører, der kan være undtaget efter denne bestemmelse, kan nævnes ejendomsmæglere, advokater og revisorer. For at kravet om, at aktøren er reguleret af et etisk kodeks er opfyldt, er det en betingelse, at der foreligger et etisk kodeks, der er udarbejdet af en brancheforening. Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden kan ved vurdering af, om undtagelsesbestemmelsen finder anvendelse anmode om at få forelagt dette kodeks.

Den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 14, stk. 1-9, gennemfører forbrugerkreditdirektivets artikel 16.

Det foreslås i stk. 10, at stk. 1-4, 8 og 9 ikke finder anvendelse ved rådgivning om boligkreditaftaler, jf. § 2, nr. 4, i lov om investeringsrådgivere og boligkreditformidlere.

Rådgivning om boligkreditaftaler er reguleret i § 18 i bekendtgørelse nr. 1514 af 6. december 2023 om god skik for boligkredit, som gennemfører boligkreditdirektivets artikel 22, stk. 1-3 og 6, om rådgivningstjenester til forbrugere i forbindelse med boligkreditaftaler.

En »boligkreditaftale« er i lov om investeringsrådgivere og boligkreditformidlere § 2, nr. 4, defineret som en aftale, i henhold til hvilken en kreditgiver yder eller giver tilsagn om at yde en forbruger kredit sikret ved pant eller ved en anden tilsvarende sikkerhedsstillelse eller en anden rettighed knyttet til en fast ejendom til beboelse eller kreditaftaler, som ligger til grund for erhvervelse eller bevarelse af ejendomsretten til grundarealer til eksisterende eller projekterede bygninger.

Det foreslås i stk. 11, at stk. 5 og 6 ikke finder anvendelse på boligkreditformidlere, jf. § 2, nr. 1, i lov om investeringsrådgivere og boligkreditformidlere. Boligkreditformidleres brug af betegnelsen uafhængig og lignende betegnelser er reguleret i § 9, stk. 1, i lov om investeringsrådgivere og boligkreditformidlere, som gennemfører boligkreditdirektivets artikel 22, stk. 4.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.15 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

(Til § 15)

Kreditaftaleloven indeholder på nuværende tidspunkt ikke et forbud mod uopfordret kreditgivning. Efter forbrugeraftalelovens § 6, 2. pkt., kan en forbruger ikke blive forpligtet til at betale vederlag, hvis en erhvervsdrivende udfører en tjenesteydelse for forbrugeren uden dennes forudgående anmodning.

Efter markedsføringslovens § 9 må erhvervsdrivende ikke anvende de former for handelspraksis, der er opregnet i bilag 1 (”sortlisten”), uanset at der ikke er handlet i strid med lovens §§ 5-7. Det følger af sortlistens nr. 21, at det altid vil anses for vildledende, såfremt der i markedsføringsmaterialet indgår en faktura eller et lignende dokument, der opfordrer til betaling, og som giver forbrugeren indtryk af, at han allerede har bestilt det produkt, der markedsføres, selvom det ikke er tilfældet. Det følger endvidere af nr. 29, at det altid vil anses for aggressivt, såfremt der afkræves omgående eller senere betaling for eller returnering eller oplagring af produkter, som den erhvervsdrivende har leveret, selvom forbrugeren ikke har anmodet herom, idet der dog gælder en undtagelse for erstatningsprodukter, der leveres i overensstemmelse med artikel 7, stk. 3, i direktiv 97/7/EF (levering uden forudgående anmodning). Dertil kommer, at udgangspunktet efter aftaleretten er, at indgåelse af aftaler forudsætter, at der foreligger såvel et udtrykkeligt tilbud som en udtrykkelig accept.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse som § 15, hvorefter det fastsættes, at en kreditgiver ikke uden forudgående anmodning og udtrykkeligt samtykke fra en forbruger må yde den pågældende kredit.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at det udtrykkeligt fastsættes i kreditaftaleloven, at en kreditgiver ikke uden forudgående anmodning og udtrykkeligt samtykke fra en forbruger må yde den pågældende kredit.

Således vil den foreslåede bestemmelse bl.a. indebære, at uopfordret kreditgivning, herunder forudgodkendte kreditkort, der ikke er anmodet om, og som sendes til forbrugerne, ensidig indførelse af en ny kassekredit eller et nyt overtræk eller ensidig forhøjelse af en forbrugers overtræks- eller kreditkortgrænse, er forbudt. Det bemærkes, at forbuddet mod uopfordret kreditgivning ikke forhindrer kreditgivere og kreditformidlere i at reklamere for eller tilbyde kredit i forbindelse med et forretningsforhold i overensstemmelse med de regler, der gælder herom, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 51.

Formålet med den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 15 er at sikre direktivnær implementering af forbrugerkreditdirektivets artikel 17.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.16 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kreditaftaleloven § 14

Lov om ændring af lov om kreditaftaler, lov om markedsføring, lov om forbrugslånsvirksomheder og forskellige andre love (Gennemførelse af det reviderede forbrugerkreditdirektiv)

Ændringer

»Kombinationssalg og pakkesalg, afledt samtykke, rådgivningstjenester og uopfordret kreditgivning

Forarbejder

Command Palette