LBK nr 939 af 20/07/2024
Justitsministeriet
Knivloven § 7
Med bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 2 år straffes den, som overtræder §§ 1 eller 2.
Stk. 2. Ved fastsættelse af straffen for overtrædelse af § 1 skal det særlig anses for skærpende, at gerningspersonen flere gange tidligere er straffet for overtrædelse af § 1. Tilsvarende gælder i tilfælde, hvor overtrædelsen af § 1 begås under skærpende omstændigheder af en person, der tidligere er idømt fængselsstraf for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1 eller 2, § 119 b eller §§ 123, 216, 237, 243-246, 266 eller 288, eller hvor kniven eller blankvåbnet m.v. ved overtrædelsen af § 1 besiddes på ungdomsskoler, på uddannelsesinstitutioner, i ungdomsklubber og i den offentlige transport.
Stk. 3. I regler, der udfærdiges efter loven, kan der fastsættes straf af bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 2 år for overtrædelse af bestemmelser i reglerne.
Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Forarbejder til Knivloven § 7
RetsinformationForslagets § 7 indeholder lovens straffebestemmelser.
Det følger af § 7, stk. 1, at overtrædelse af §§ 1 eller 2 straffes med bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 2 år. Det følger endvidere af forslagets § 7, stk. 2, 1. pkt., at det ved fastsættelse af straffen for overtrædelse af § 1 særlig skal anses for skærpende, at gerningspersonen flere gange tidligere er straffet for overtrædelse af § 1.
De omtalte bestemmelser svarer til de nugældende bestemmelser i våbenlovens § 10, stk. 2, 1. og 2. pkt., og sanktionsniveauet for overtrædelse af disse regler forudsættes fastholdt.
Det forudsættes således, at førstegangstilfælde af overtrædelse af knivforbuddet i lovforslagets § 1, dvs. ulovlig besiddelse af kniv på offentligt tilgængelige steder, uddannelsessteder, i ungdomsklubber, fritidsordninger og lignende uden samtidig overtrædelse af lovforslagets § 2, stk. 1, som hidtil som udgangspunkt straffes med en bøde på 3.000 kr.
Hvis overtrædelse af lovforslagets § 1 sker med en kniv, der ikke lovligt kan besiddes efter lovforslagets § 2 uden politiets tilladelse, skal der straffes i sammenstød for begge overtrædelser, og der forudsættes i disse tilfælde fastsat en bøde på 5.000 kr.
I andengangstilfælde forudsættes straffen – både for lovovertrædere over og under 18 år – som udgangspunkt fastsat til ubetinget fængsel i 7 dage.
Der kan forekomme tilfælde, hvor ubetinget frihedsstraf i andengangstilfælde vil være urimeligt henset til de omstændigheder, hvorunder kniven mv. har været medbragt. Det er forudsat, at der i sådanne tilfælde er mulighed for at idømme en bøde.
I tredjegangstilfælde (det vil sige tilfælde, hvor gerningsmanden to gange tidligere er straffet for overtrædelse af våbenlovens § 4, stk. 1 eller lovforslagets § 2) forudsættes det, at der ved strafudmålingen for ulovlig besiddelse af knive efter lovforslagets § 1 både for lovovertrædere over og under 18 år som udgangspunkt fastsættes en ubetinget frihedsstraf på fængsel i 40 dage. Straffen kan dog gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Det bemærkes, at den nævnte straf forudsættes anvendt, når der er idømt frihedsstraf i andengangstilfældet uanset længden heraf.
Der vil i tredjegangstilfælde og derover kun i helt sjældne tilfælde kunne tænkes at foreligge sådanne særlig formildende omstændigheder, at udgangspunktet om frihedsstraf kan fraviges.
I fjerdegangstilfælde og derover vil det være op til domstolene på baggrund af de konkrete forhold i den enkelte sag at beslutte, hvorledes straffen bør fastsættes. Det forudsættes dog, at der som udgangspunkt fastsættes en passende skærpet straf i forhold til ovennævnte strafpositioner.
Hvis der foreligger skærpende omstændigheder, forudsættes der – både for lovovertrædere over og under 18 år – idømt en ubetinget frihedsstraf på 7 dages fængsel for overtrædelse af lovforslagets § 1 i førstegangstilfælde.
I almindelighed vil der kun foreligge skærpende omstændigheder, hvis en person bærer kniv på steder eller under omstændigheder, hvor der er nærliggende risiko for, at der kan opstå tilspidsede situationer af potentielt voldelig karakter, herunder tilfælde, hvor en person bærer kniv i aften- og nattetimerne i restaurationsmiljøet mv. eller ved visse fodboldkampe, byfester og koncerter. Risikoen for tilspidsede situationer af potentielt voldelig karakter kan f.eks. også følge af uoverensstemmelser eller konflikt mellem bander, rockergrupper eller lignende, hvor to eller flere grupper af personer, der har en indbyrdes konflikt, mødes, f.eks. i forbindelse med retsmøde eller lignende.
Det ligger i det anførte – jf. udtrykket ”bærer” – at der ikke vil foreligge skærpende omstændigheder, hvis overtrædelsen af knivforbuddet består i, at en person blot ”besidder” kniven, f.eks. fordi den pågældende kniv ligger i en bils bagagerum.
Det vil bero på domstolenes vurdering af de konkrete forhold i den enkelte sag, om der foreligger sådanne skærpende omstændigheder, at der skal udmåles en frihedsstraf i stedet for en bøde.
Hvis der tidligere er idømt en frihedsstraf på 7 dages fængsel for en førstegangsovertrædelse, jf. ovenfor, forudsættes straffen i andengangstilfælde som udgangspunkt fastsat til ubetinget fængsel i 14 dage.
Med forslagets § 7, stk. 2, 2. pkt., foreslås en yderligere strafskærpelse i forhold til personer, der tidligere er dømt for visse former for personfarlig kriminalitet, og som bærer kniv under skærpende omstændigheder.
I førstegangstilfælde, hvor en person, der tidligere er idømt fængselsstraf for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1 eller 2, §§ 123, 216, 237, 244-246, 266 eller 288, bærer kniv under skærpende omstændigheder, forudsættes det, at der ved strafudmålingen som udgangspunkt fastsættes en ubetinget fængselsstraf på 40 dage.
Princippet om, at gentagelsesvirkningen ophører, når der, førend den nye strafbare handling blev begået, er forløbet 10 år, efter at den tidligere straf er udstået, endeligt eftergivet eller bortfaldet, jf. straffelovens § 84, stk. 3, finder i den forbindelse anvendelse.
Hvis der tidligere er idømt en frihedsstraf på 40 dages fængsel for en førstegangsovertrædelse, jf. ovenfor, vil det være op til domstolene på baggrund af de konkrete forhold i den enkelte sag at beslutte, hvorledes straffen bør fastsættes. Det forudsættes dog, at der som udgangspunkt fastsættes en passende skærpet straf i forhold til ovennævnte strafpositioner
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.4.
Fastsættelsen af straffen vil i alle tilfælde bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og de angivne strafniveauer vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
Frihedsstraf vil i alle situationer kunne gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste, hvis betingelserne herfor er opfyldt.
Det følger herudover af den almindelige bestemmelse i straffelovens § 83, at straffen kan nedsættes under den foreskrevne strafferamme eller under i øvrigt formildende omstændigheder bortfalde, når oplysninger om gerningen, gerningsmandens person eller andre forhold afgørende taler herfor.
Ved straffens fastsættelse kan det endvidere indgå som en formildende omstændighed, at gerningsmanden har handlet i undskyldelig uvidenhed om eller undskyldelig misforståelse af retsregler, der forbyder en handling, jf. straffelovens § 82, nr. 4.
Hvis overtrædelsen af lovforslagets § 1 eller § 2 består i samtidig besiddelse af flere ulovlige våben, eller hvis flere tilfælde af ulovlig våbenbesiddelse er til samtidig pådømmelse, finder straffelovens § 88 anvendelse, og der skal således fastsættes en samlet straf for samtlige forhold.
Hvis der er tale om et tilfælde, hvor der måtte blive idømt bødestraf, vil det således bero på en konkret vurdering, om bøden skal fastsættes ved en sammenlægning af normalbøderne for de enkelte overtrædelser (absolut kumulation) eller til et mindre beløb (modereret kumulation). Det forudsættes i den forbindelse, at der som udgangspunkt skal anvendes modereret kumulation.