Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 1250 af 28/10/2025

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Klage- og erstatningsloven § 58a

Indenrigs- og sundhedsministeren nedsætter et ankenævn for Patienterstatningen, der består af 1 formand og et af indenrigs- og sundhedsministeren fastsat antal næstformænd og beskikkede medlemmer.

Stk. 2. Formanden og næstformændene udnævnes af indenrigs- og sundhedsministeren. Formanden og mindst 1 næstformand skal være landsdommere. De øvrige næstformænd skal være dommere. Nævnets øvrige medlemmer udpeges af indenrigs- og sundhedsministeren, regionsrådene i forening, KL, Forsikring & Pension, Advokatrådet, Forbrugerrådet Tænk, Danske Handicaporganisationer og Danske Patienter.

Stk. 3. Sundhedsstyrelsen udpeger for de faglige områder, hvor det findes nødvendigt for sagernes behandling, et antal sagkyndige medlemmer, der alle er fagligt uddannede.

Stk. 4. Ved afgørelsen af den enkelte sag skal nævnet sammensættes af

  1. formanden eller 1 næstformand,

  2. 2 sagkyndige medlemmer udpeget af Sundhedsstyrelsen efter stk. 3,

  3. 1 medlem udpeget af regionsrådene i forening,

  4. 1 medlem udpeget af KL,

  5. 1 medlem udpeget af Forsikring & Pension,

  6. 1 medlem udpeget af Advokatrådet,

  7. 1 medlem udpeget af Forbrugerrådet Tænk,

  8. 1 medlem udpeget af Danske Handicaporganisationer og

  9. 1 medlem udpeget af Danske Patienter.

Stk. 5. Formanden eller vedkommende næstformand afgør, inden for hvilket fagligt område eller områder sagkyndige medlemmer efter stk. 4, nr. 2, skal deltage ved afgørelsen af den enkelte sag.

Stk. 6. Nævnet er beslutningsdygtigt, hvis nævnet ved afgørelsen af den enkelte sag består af formanden eller 1 næstformand og mindst 4 medlemmer, heraf mindst 1 medlem efter stk. 4 henholdsvis nr. 2 og 6, 1 medlem efter stk. 4, nr. 3, 4 eller 5, og 1 medlem efter stk. 4, nr. 7, 8 eller 9.

Stk. 7. Nævnets medlemmer udpeges for 4 år. Finder udpegningen sted i løbet af en periode, gælder den kun til periodens udløb.

Stk. 8. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter efter forhandling med nævnet dettes forretningsorden.

Stk. 9. Styrelsen for Patientklager stiller sekretariatsbistand til rådighed for nævnet.

Stk. 10. § 18 finder tilsvarende anvendelse for afholdelsen af udgifter til drift af nævnet.

Stk. 11. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om, at Styrelsen for Patientklager i sin egenskab af sekretariat for Ankenævnet for Patienterstatningen træffer afgørelse på vegne af ankenævnet i sager, hvor styrelsen skønner, at der ikke er tvivl.1)

Detaljer

Forarbejder til Klage- og erstatningsloven § 58a

Formålet med § 58, der er en uændret videreførelse af § 21 i lov om erstatning for lægemiddelskader, er dels at sikre, at de pågældende myndigheder m.v. kan videregive oplysninger uden at overtræde regler om tavshedspligt, dels at udpege de institutioner m.v., der vil være forpligtet til at udlevere oplysninger. Oplysningerne kan kun kræves udleveret, når de er af betydning for behandlingen af erstatningssager efter kapitlet.