Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 1250 af 28/10/2025

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Klage- og erstatningsloven § 10

Klager efter § 5, § 6, § 7 og § 8 skal indgives, inden 4 uger efter at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Styrelsen for Patientklager kan se bort fra en overskridelse af klagefristen, hvis særlige grunde taler herfor.

Detaljer

Forarbejder til Klage- og erstatningsloven § 10

Bestemmelserne i stk. 1 og 2 vedr. genvurdering af administrative klager hos vedkommende myndighed før disse kan forelægges Patientklagenævnet, svarer til bestemmelsen i § 66 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Det foreslås i stk. 3, at klager over administrative afgørelser truffet af kommunalbestyrelser, regionsråd og Søfartsstyrelsen skal indgives til Patientklagenævnet inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, idet nævnet dog kan se bort fra fristen, hvis særlige grunde taler herfor. Fristen svarer til den eksisterende ankefrist for så vidt angår de afgørelser, der efter gældende lovgivning kan ankes til de sociale nævn og Ankestyrelsen.

Bestemmelsen indebærer, at der for rent administrative afgørelser er en klagefrist på 4 uger, medens der for afgørelser, der er sundhedsfagligt begrundet, som hidtil gælder en henholdsvis 2-årig og absolut 5-årig klagefrist, jf. forslagets § 5.

Efter bestemmelsens stk. 4 kan indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte nærmere regler om tilrettelæggelsen af genvurderingen af sager, herunder også regler om tidsfrister for indsendelse og videresendelse af klager m.v. efter stk. 3. Der vil i medfør af denne bestemmelse blive fastsat tilsvarende regler vedrørende indsendelse af klager og genvurdering, som i dag er gældende for så vidt angår disse sager, jf. §§ 5 og 7 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 413 af 3. juni 2004.