LBK nr 282 af 27/03/2017
Miljø- og Ligestillingsministeriet
Jordforureningsloven § 5
Et areal betegnes som kortlagt på vidensniveau 2, hvis der er tilvejebragt et dokumentationsgrundlag, der gør, at det med høj grad af sikkerhed kan lægges til grund, at der på arealet er en jordforurening af en sådan art og koncentration, at forureningen kan have skadelig virkning på mennesker og miljø.
Forarbejder til Jordforureningsloven § 5
RetsinformationMed bestemmelserne foreslås en kortlægningsmodel, hvorefter der kortlægges på to vidensniveauer. § 4 angiver, hvornår der kortlægges på vidensniveau 1 og § 5 angiver, hvornår der kortlægges på vidensniveau 2. Kortlagte arealer indføres i et register, jf. forslagets § 14.
Kortlægningen på vidensniveau 1, henholdsvis vidensniveau 2, kan typisk bl.a. omfatte gamle industriområder og lossepladser, opfyldte havneområder samt kortlagte henholdsvis registrerede grunde i medfør af affaldsdepotloven. Kortlægningen kan tillige omfatte arealer, hvor der er sket en opfyldning med forurenet jord, hvor der er placeret slagger og flyveaske, hvor en nuværende eller tidligere skydebane har medført blybelastning af jorden eller forurenede arealer, hvor der kun er sket delvis oprydning.
Den foreslåede kortlægningsmodel indebærer ikke i alle tilfælde, at amterne skal foretage tekniske undersøgelser af en sådan art eller et sådant omfang, som var krævet som grundlag for en afgørelse om registrering efter affaldsdepotloven. Dette skyldes opdelingen af kortlægningen i en kortlægning på vidensniveau 1 og en kortlægning på vidensniveau 2. Kravet til undersøgelser, som grundlag for en kortlægning på vidensniveau 2, svarer til kravet ved en registrering efter affaldsdepotloven.
Det er den til enhver tid værende, herunder den særligt tilvejebragte historiske viden samt erfaringsopsamlingen vedrørende forureningsforhold, der er udgangspunktet for kortlægningen på vidensniveau 1.
Vurderingen baseres på en konkret viden om de forureningsmæssige forhold, der har gjort sig gældende på det pågældende areal. I vurderingen indgår den generelle erfaring om risikoen for forurening efter forskellige virksomheder, aktiviteter eller andre mulige forureningskilder. I vurderingen indgår også mulige forureningskilder uden for det pågældende areal.
Det skal fremgå af kortlægningen på vidensniveau 1, at den bygger på konkret viden om den nuværende eller tidligere anvendelse eller anden belastning af et areal, og af kortlægningen på vidensniveau 2 at den bygger på konkret viden og dokumentation for tilstedeværelsen af en forurening, der kan have skadelig virkning på grundvand, menneskers sundhed og miljøet i øvrigt (grundlaget for kortlægningen).
Miljøstyrelsens vejledning nr. 6, 1998, om oprydning på forurenede lokaliteter indeholder jordkvalitetskriterier og grundvandskvalitetskriterier, som kan anvendes som retningsgivende for, hvornår den skadelige virkning af en forurening gør, at en lokalitet bør kortlægges på vidensniveau 2.
Kortlægningen sker uden hensyntagen til, hvornår og hvordan en forurening kan være eller er sket. Det betyder, at nyere og fremtidige industriområder også vil kunne blive omfattet, ligesom f.eks. arealer vil kunne blive omfattet, hvis der er en viden af samme karakter som ved punktkilder, om at de som følge af f.eks. luftbåren belastning fra mulige forureningskilder kan forventes at være eller er forurenet. Det betyder dermed også, at de potentielt diffust forurenede områder principielt kan medtages.
Hvad angår ejendomme, hvor forureningen spredes i det øvre sekundære grundvand, skal sådanne ejendomme kortlægges, hvis tilstedeværelsen af forureningen kan true arealanvendelsen.
Kortlægningen skal samtidig sikre, at den viden om forureningstilstanden, som miljømyndighederne besidder, fastholdes. Det vil sige, at hvor amtsrådet har kendskab til forurening, skal det pågældende areal kortlægges på vidensniveau 2, selv om arealet i øvrigt ikke er omfattet af indsatsområderne, omfattet af § 6.
Arealer, der er registrerede efter gældende affaldsdepotlov, vil være kortlagte på vidensniveau 2 og blive indført i det i lovforslagets § 14 omhandlede register.