LBK nr 1091 af 11/08/2023
Transportministeriet
Jernbaneloven § 95
Havarikommissionen skal beslutte, at repræsentanter for fremmede stater kan deltage i Havarikommissionens arbejde, i det omfang Danmark ved aftale har forpligtet sig hertil, medmindre deltagelsen undergraver Havarikommissionens uafhængighed.
Stk. 2. Havarikommissionen kan, hvor den finder det nødvendigt, beslutte, at sagkyndige kan deltage i Havarikommissionens arbejde.
Forarbejder til Jernbaneloven § 95
RetsinformationBestemmelsen viderefører den gældende jernbanelovs § 21 n, stk. 3.
Med bestemmelsen slås det fast i stk. 1, at Havarikommissionen, i det omfang Danmark forpligter sig hertil ifølge internationale aftaler, skal beslutte at repræsentanter for fremmede stater kan deltage i Havarikommissionens arbejde. Havarikommissionen er derved pligtig at supplere sig med internationale sagkyndige i forbindelse med undersøgelse af ulykker og hændelser på jernbaneområdet.
Formålet med reglen er således at sikre, at Danmark overholder sine internationale forpligtelser om, at repræsentanter fra fremmede stater skal deltage i undersøgelser. Bestemmelsen medfører, at hvis eksempelvis udenlandsk materiel er involveret i en ulykke i Danmark, inviteres de relevante undersøgelsesmyndigheder til at deltage i undersøgelsen, hvis de ønsker det. Dette er fast praksis inden for luftfart, og forventes at blive tilsvarende praksis inden for jernbane.
I øvrigt foreslås det i stk. 2, at Havarikommissionen kan supplere sig med såvel nationale som internationale sagkyndige, hvor den finder dette nødvendigt.
Både for så vidt angår stk. 1 og 2 forventes det, at der i forbindelse med udviklingen på EU-rettens område vil blive indgået aftaler vedrørende undersøgelsesvirksomhed på jernbaneområdet, som Havarikommissionen herefter kan henholde sig til.
Der er underskrevet en samarbejdsaftale mellem de nordiske lande gældende for både luftfart og jernbane.
På EU-plan fremgår det af jernbanesikkerhedsdirektivets artikel 22, at en ulykke eller hændelse som udgangspunkt undersøges af undersøgelsesorganet i den medlemsstat, hvor ulykken eller hændelsen er indtruffet. Hvis det er svært at fastslå, hvor ulykken præcist er indtruffet, aftaler parterne, hvilket organ der undersøger ulykken, eller om de implicerede parter undersøger i fællesskab.
Undersøgelsesorganer fra andre medlemsstater skal opfordres til at deltage i en undersøgelse, hvis en jernbanevirksomhed i det pågældende undersøgelsesorgans land er impliceret i ulykken eller hændelsen. Endvidere er der stadig mulighed for, at medlemsstaterne aftaler, at de på andre tidspunkter kan hjælpe hinanden. Nærværende bestemmelse afspejler således bestemmelserne i direktivet.
Praksis for anvendelse af eksperthjælp fra Danmark og udlandet er, at udenlandske havarikommissioner altid indbydes til deltagelse, såfremt der indledes undersøgelser, der omfatter udenlandsk registreret jernbanemateriel, ligesom de kan blive anmodet om at foretage undersøgelse i eget land.
Der anvendes eksterne eksperter ved f.eks. metallurgiske undersøgelser. Der er endnu ikke i Europa væsentlig tradition for at benytte eksperter fra søster-havarikommissioner. Men der er i stadig stigende omfang direkte udveksling af viden og erfaringer baseret på konkrete ulykker og hændelser.
På nuværende tidspunkt søges nødvendig ekspertise både her i landet og i udlandet.