Jernbaneloven § 50

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende jernbanelovs § 14.

Bestemmelsen omhandler bortfald eller nedsættelse af erstatning ved personskade, tab af forsørger eller tingsskade.

Bestemmelsen fastsætter i stk. 1, at erstatningen for personskade eller tab af forsørger kan nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte eller afdøde forsætligt har medvirket til skaden. Erstatningen kan endvidere nedsættes og i særlige tilfælde bortfalde, hvis skadelidte eller afdøde ved grov uagtsomhed har medvirket til skaden.

Ansvarsgrundlaget er således stadig objektivt ansvar, men erstatningen kan nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte ved forsæt eller grov uagtsomhed har medvirket til skaden. Det, der således bliver afgørende, er, hvor stor skyld den skadelidte har udvist, og hvor stor en nedsættelse dette skal medføre. I denne vurdering må det understreges, at hvis den skadelidte ved skaden har overtrådt en forskrift, så er dette en væsentlig indikator for, at der foreligger medvirken. Nedsættelsen af erstatningen bunder i en konkret vurdering. I visse tilfælde må man kigge på, hvad den skadelidte burde have indset. Hvis den skadelidte har udvist en farlig adfærd, bør dette også tillægges betydning.

Bestemmelsen i stk. 2 fastsætter, at erstatningen for tingskade kan nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte forsætligt eller uagtsomt har medvirket til skaden. Ved tingsskade er det til forskel fra ved personskade tilstrækkeligt med simpel uagtsomhed for at få nedsat erstatningsbeløbet.

Efter traditionel opfattelse har en person handlet uagtsomt, hvis han eller hun ikke har udvist den forsigtighed, omhu og agtpågivenhed, som almindeligvis burde være udvist i en sådan situation (bonus pater-betragtning).

Ved bedømmelse af konkrete situationer giver denne definition dog ikke megen vejledning.

Derfor ser man ved konkret culpabedømmelse på, hvad der anses for acceptabelt på det pågældende område. I den forbindelse kan det få betydning, om det ved lov eller anden forskrift er fastlagt, hvad der er korrekt optræden. I den forbindelse vil man især lægge vægt på handlingens farlighed (dvs. risikoen for, at den medfører skade), dens evne til at forvolde skade, og om det havde været muligt for personen at undgå skaden.

Bestemmelserne er i tråd med dansk rets almindelige erstatningsregler og svarer ligeledes til færdselslovens regler på området.