Jernbaneloven § 5

Bestemmelsen er en videreførelse af principperne i den gældende jernbanelovs § 10. Bestemmelsen er dog tilpasset som følge af omarbejdningen af 1. jernbanepakke på den måde, at andre end jernbanevirksomheder nu også kan reservere betjeningskapacitet, og at der ligeledes kan opnås adgang til jernbanerelaterede serviceydelser. Dertil er det præciseret i bestemmelsen, at tildeling af faciliteter og ydelser skal ske uden forskelsbehandling.

Bestemmelsens stk. 1 fastsætter, at forvaltere af stationer uden forskelsbehandling tildeler jernbanevirksomheder betjeningskapacitet på stationer samt tilhørende faciliteter, der ligger på de baneafsnit, som jernbanevirksomheden befærder.

Lovforslagets forvalterbegreb omfatter en offentlig eller privat enhed, der er ansvarlig for forvaltningen af en eller flere servicefaciliteter eller for leveringen af en eller flere ydelser til jernbanevirksomheder. Dermed svarer begrebet til »operatør af en servicefacilitet«, som det er defineret i artikel 3, stk. 12, i omarbejdningen af 1. jernbanepakke.

Adgang til stationer og til på stationer at kunne udføre de for passagertransporten nødvendige funktioner er en afgørende forudsætning for passagerjernbanevirksomhedernes aktiviteter.

Stationer omfatter ejendomme og arealer og dele heraf, der er udpeget som stationer til brug for optagning og afsætning af jernbanepassagerer.

Med »betjeningskapacitet« sigtes der til den betjening eller ydelse, som forvaltere stiller til rådighed på stationer samt tilhørende faciliteter. Der er tale om en kapacitet, da der er en grænse for den betjening, der stilles til rådighed. Begrebet er sammenligneligt med infrastrukturkapacitet efter lovforslagets § 4. På stationer skal jernbanevirksomhederne og deres passagerer kunne benytte stationsbygningen, forpladser hertil, indre adgangsveje, ventesale og toiletter m.v. Desuden skal jernbanevirksomheden have adgang til i nødvendigt omfang at kunne håndtere togets almindelige funktioner ved eller uden for perron, herunder rejseinformationsvisning, adgang til rengøring, strømforsyning til opvarmning, køleanlæg og klargøring af tog, henstilling af tog i ledige perioder, faciliteter eller plads til påfyldning af vand og tømning af toiletter.

For at sikre alle jernbanevirksomheders ret til adgang til stationer er der modtagepligt på alle stationer, der ejes eller forvaltes af jernbanevirksomheder og infrastrukturforvaltere, når jernbanevirksomheder har adgang til den jernbaneinfrastruktur, som stationen er placeret ved.

Bestemmelsens »uden forskelsbehandling« indebærer, at stationen og dens øvrige faciliteter skal stilles til rådighed for jernbanevirksomheder på gennemsigtige og ikke-diskriminerende vilkår.

Modtagepligten gælder både for eksisterende og for stationer, der måtte blive etableret efter lovens ikrafttræden.

Det fastsættes i stk. 2, at forvaltere af kombiterminaler mod betaling og uden forskelsbehandling skal tildele jernbanevirksomheder betjeningskapacitet på kombiterminaler. Tildeling sker i samarbejde med infrastrukturforvalteren, der forvalter det baneafsnit, hvorved kombiterminalerne er beliggende.

Infrastrukturforvalteren tildeler kapacitet (kanaler) frem til kombiterminalen, men forvalteren af kombiterminalen tildeler betjeningskapacitet (kanaler) inden for og på kombiterminalens område. Samarbejdet mellem forvalter af kombiterminaler og infrastrukturforvalter skal sikre, at der sker bedst mulig sammenhæng mellem togtrafikken frem til kombiterminalen.

Med »betjeningskapacitet« sigtes der på den betjening eller ydelse, som forvaltere stiller til rådighed på kombiterminaler samt tilhørende faciliteter.

Kombiterminaler er terminaler, hvor standardiserede lastebærere (containere, veksellad, løstrailere m.v.) bytter transportform – direkte eller med en tidsforskydning - mellem vej og jernbane uden, at selve godset berøres. Terminalerne omfatter ejendomme og arealer eller dele heraf, der af transportministeren er udpeget som kombiterminaler.

Alle jernbanevirksomheder har ret til at benytte kombiterminaler, der alle har modtagepligt, når de ejes og/eller bestyres af jernbanevirksomheder og infrastrukturforvaltere. Dette indebærer, at de pågældende faciliteter skal stilles til rådighed for jernbanevirksomheder på vilkår, der ikke diskriminerer mellem disse.

Brugerne af kombiterminalens ydelser betaler for den modtagne ydelse. Betalingen skal modsvare omkostningerne ved at udføre den pågældende ydelse evt. tillagt en rimelig fortjeneste. Definitionen af en rimelig fortjeneste følger af artikel 3, stk. 17, i omarbejdningen af 1. jernbanepakke og skal forstås som en forrentning af egenkapitalen, der ligger på linje med de seneste års gennemsnitlige afkast i den pågældende sektor og under hensynstagen til den risiko, herunder for indtægterne, eller fraværet af en sådan risiko, som forvalteren af servicefaciliteten (i dette tilfælde stationen) pådrager sig.

Ved benyttelse af kombiterminaler skal alle jernbanevirksomheder kunne benytte sig af terminalens spor, løftekapacitet, adgangsveje og alle andre installationer og ydelser, der er nødvendige for en given transport og for omlæsning mellem bil og tog.

I forbindelse med benyttelse af terminaler må jernbanevirksomhederne også have adgang til i nødvendigt omfang at kunne håndtere togets almindelige funktioner. Dette gælder f.eks. køleanlæg og klargøring af tog, henstilling af tog i ledige perioder m.v.

Banedanmark kan som statens infrastrukturforvalter forlange, at jernbanevirksomhederne stiller de midler, som Banedanmark finder mest hensigtsmæssige, til Banedanmarks disposition for hurtigst muligt at normalisere togtrafikken, jf. bekendtgørelse nr. 59 af 2. februar 2004 om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet (kanaler) m.v.. Det betyder blandt andet, at infrastrukturforvalteren i ekstraordinære tilfælde, f.eks. ved akut opståede problemer med trafikafviklingen, kan anvise plads på spor ejet af en jernbanevirksomhed. Dette er ligeledes i tråd med omarbejdningen af 1. jernbanepakkes art. 54, stk. 2.

Modtagepligten gælder både eksisterende servicefaciliteter på terminalerne og servicefaciliteter, der måtte blive etableret efter lovens ikrafttræden.

Det fastsættes i stk. 3, at forvaltere af jernbanerelaterede servicefaciliteter mod betaling og uden forskelsbehandling skal tildele jernbanevirksomheder betjeningskapacitet til de pågældende faciliteter og ydelser leveret heri. Betalingen skal modsvare omkostningerne ved at udføre den pågældende ydelse tillagt en rimelig fortjeneste, jf. tidligere anførte under stk. 2 om indholdet af begrebet en rimelig fortjeneste.

Som noget nyt foreslås det, som følge af omarbejdningen af 1. jernbanepakke, at der på samme måde som på stationer og kombiterminaler på lige og ikke-diskriminerende vilkår er adgang til jernbanerelaterede servicefaciliteter og til de ydelser, der leveres i disse faciliteter.

Jernbanerelaterede servicefaciliteter og deri udbudte ydelser omfatter ud over stationer og kombiterminaler øvrige godsterminaler, rangerterræner og togformeringsfaciliteter, herunder rangeringsfaciliteter og depotspor, andre tekniske faciliteter, herunder rengørings- og vaskefaciliteter, sø- og indlandshavnefaciliteter, som er knyttet til jernbaneaktiviteter, hjælpefaciliteter samt brændstofpåfyldningsfaciliteter og levering af brændstof i disse faciliteter.

Vedligeholdelsesfaciliteter er ligeledes omfattet af bestemmelsen, dog med undtagelse af vedligeholdelsesfaciliteter, der er beregnet til typer af rullende materiel, der kræver specifikke faciliteter. Det vil sige faciliteter, der er specielt bygget til og begrænset til vedligeholdelse af bestemte typer togsæt. Som eksempel kan nævnes IC3 klargøringscentre.

Desuden kan ekstra ydelser stilles til rådighed. Disse omfatter f.eks. strøm til elektrisk kørsel, forvarmning af passagertog, særlige kontrakter om kontrol af transport af farligt gods og assistance til kørsel af specialtog.

Forvalter af servicefaciliteter kan uden at være forpligtet levere andre hjælpeydelser som eksempelvis adgang til telenet, levering af supplerende oplysninger, teknisk inspektion af rullende materiel, billetsalg på passagerbanegårde, og vedligeholdelsestjenester, der leveres i vedligeholdelsesfaciliteter beregnet til typer af rullende materiel, der kræver specifikke faciliteter.

Bestemmelsen i stk. 4 gennemfører omarbejdningen af 1. jernbanepakke og fastlår, at forvaltere, som angivet i de foreslåede stk. 1-3 og 5, uden forskelsbehandling reserverer betjeningskapacitet i tilknytning til tildelt infrastruktur til ansøgere, der ikke er jernbanevirksomheder.

Med omarbejdningen af 1. jernbanepakke har ansøgere, der ikke er jernbanevirksomheder, mulighed for at reservere jernbanekapacitet med henblik på at kunne planlægge en bestemt trafik, der skal gennemføres af en jernbanevirksomhed, med hvem ansøgeren indgår kontrakt. I konsekvens heraf har ansøgere adgang til at forberede og reservere ressourcer til den til trafikkens gennemførelse svarende hensigtsmæssige brug af stationer og faciliteter. For brug af stationen erlægges en betaling, som er ikke diskriminerende i forhold til andre brugere. Betalingen skal modsvare af omkostningerne ved at udføre den pågældende ydelse tillagt en rimelig fortjeneste, jf. tidligere anførte under stk. 2 og 3 om indholdet af begrebet en rimelig fortjeneste.

Det ses særligt relevant, at ansøgere, der ikke er jernbanevirksomheder, og som ansøger om at reservere infrastrukturkapacitet, i sammenhæng med den søgte infrastrukturkapacitet kan søge om kapacitet på kombiterminaler beliggende ved den strækning, hvortil der søges kanaler. Ved kanaler forstås, den infrastrukturkapacitet, der er nødvendig for, at et tog kan køre fra et punkt til et andet i en bestemt periode. Ansøgere har herved mulighed for at planlægge alle led i transportkæden for den del, der vedrører jernbanen.

Det bemærkes i den sammenhæng, at vognmænd, som er samarbejdspartnere til ansøgere (jernbanevirksomheder m.v.) og bruger en kombiterminal, har adgang til terminalen på lige og ikke-diskriminerende vilkår og i øvrigt i overensstemmelse med konkurrencelovens bestemmelser, jf. § 3 i bekendtgørelse nr. 168 af 3. marts 2009 om modtagepligt på kombiterminaler (herefter benævnt bekendtgørelse om kombiterminaler).

Bestemmelsen i stk. 5 fastslår, at for havne, hvortil der er knyttet jernbaneaktiviteter og dertil hørende faciliteter til omladning, gælder tilsvarende bestemmelser for betjeningskapacitet som angivet i de foreslåede stk. 1-3. Det betyder, at jernbanevirksomheder eller andre ansøgere har ret til at få adgang til samme faciliteter som nævnt under stk. 1-3, hvis disse faciliteter befinder sig på havne.

Flere havne har jernbaneaktivitet. Det er derfor vigtigt, at adgangen til havne fastholdes, særligt hvor der er tale om grænseoverskridende trafik, hvor der omlades gods eller passagerer mellem forskellige transportformer.

Efter stk. 6 fastsætter transportministeren regler om betaling for tildeling af betjeningskapacitet på stationer, jf. det foreslåede stk. 1, på statens jernbaneinfrastruktur og jernbaneinfrastrukturejet af A/S Storebæltsforbindelsen og A/S Øresundsforbindelsen, herunder om betaling for at stille billetsalgsudstyr til rådighed. På stationer på jernbaneinfrastruktur, der ikke ejes af staten, kan forvaltere af stationer fastsætte krav om, at tildeling af betjeningskapacitet sker mod betaling.

Bestemmelsen indeholder således to led gældende for henholdsvis statens jernbanenet og det ikke-statslige net og giver hjemmel til at udstede bekendtgørelse om forhold, der i dag følger af bekendtgørelse nr. 560 af 21. juni 2000 om modtagepligt på stationer (herefter benævnt bekendtgørelse om stationer).

Den foreslåede hjemmel vedrørende billetsalgsautomater skal sikre, at DSB stiller billetsalgsudstyr, herunder rejsekortsalgsudstyr, i betjente billetsalg samt på perroner til rådighed uden omkostninger for jernbanevirksomheder, der udfører trafik som offentlig tjeneste, og som benytter stationer, der ejes af DSB. Endvidere er det hensigten, at bestemmelsen skal give ministeren hjemmel til helt at undlade at opkræve standsningsafgift for at sikre, at adgang til stationer sker med mindst mulig økonomisk belastning for branchen til følge. Bestemmelsen foreskriver således ikke, om der skal opkræves standsningsafgift eller på hvilket niveau en sådan eventuelt skal ligge på, såfremt den bliver opkrævet.

Det er ikke hensigten, at transportministeren - udover reglerne om standsningsafgift og betaling for at stille billetsalgsudstyr til rådighed - vil fastsætte andre regler end de, der allerede i dag følger af bekendtgørelse om stationer.

Med bestemmelsens 2. pkt. gives forvaltere af stationer på jernbaneinfrastruktur, der ikke ejes af staten, mulighed for at fastsætte krav om, at tildeling af betjeningskapacitet sker mod betaling.

Hvor der er fastsat en betalingsforpligtelse for benyttelse af stationer, betaler virksomheder, der anvender en station, stationens ejer eller forvalter leje for brug af stationens faciliteter svarende til en forholdsmæssig del af de samlede omkostninger til stationen tillagt en rimelig fortjeneste, mens særlige lokaleleje- eller serviceaftaler betales særskilt. Jernbanevirksomhedens specifikke investeringer, der særligt er tilegnet virksomheden, selvfinansieres. Investeringer kan efter forhandling og aftale finansieres over lejen. Regler og principper for betalingen skal ligeledes ske på lige vilkår for alle ansøgere. En rimelig fortjeneste defineres på samme måde som ovenfor under stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 7 fastslår, at transportministeren kan fastsætte nærmere regler om forvaltning af og adgang til stationer, kombiterminaler og jernbanerelaterede servicefaciliteter og deri leverede ydelser.

For eksempel kan transportministeren i forbindelse med den nærmere regulering af kombiterminaler afgøre, hvilke terminaler, der er omfattet af bestemmelserne. F.eks. kan kombiterminaler i forbindelse med privatejede net, der kun tjener ejerens eget brug med henblik på dennes godstransport, undtages fra transportministerens nærmere regelfastsættelse. Der kan i den sammenhæng fastsættes nærmere regler for brug og adgang til øvrige godsterminaler, herunder havneterminaler, rangerbanegårde m.v.

Forhold vedrørende de jernbanerelaterede serviceydelser er ikke reguleret nærmere, da der er tale om nye tiltag, men bestemmelsen giver transportministeren mulighed for at regulere forholdet, når dette bliver nødvendigt.

I dag er den gældende § 10 i jernbaneloven udmøntet dels i bekendtgørelse om stationer dels i bekendtgørelse om kombiterminaler. Det forventes, at bekendtgørelsen om stationer skal revideres på baggrund af lovforslaget, da det nu bliver fakultativt, om der skal betales for adgang til stationer. Bekendtgørelse om kombiterminaler skal revideres i forbindelse med ikrafttræden af loven, da Trafikstyrelsen ikke længere skal godkende takster for kombiterminaler, jf. nærmere herom i bemærkningerne til lovforslagets § 103.